Post-Velvet Underground
7. november 2009
Apropos indflydelsesrige album og bands som The Byrds, så kappes de to musiktidsskrifter Mojo og Uncut om at påvise og demonstrere linjerne i moderne rock med deres løbende cd’udgivelser, der enten er coverversioner eller tematiske udgivelser. I denne måned har Mojo kastet sig over Pink Floyd og Uncut har viet cd’en Velvet Underground og denne gruppes spor i tiden efter.
Sidstnævnte har jeg haft lejlighed til at lytte til de sidste par dage, og der er fine ting at hente på denne opsamling. The Feelies, som for nylig har fået genudgivet to af deres tidlige album, er repræsenteret med nummeret Slipping (Into Something) fra deres andet, kritikerroste album “The Good Earth”. Feelies forvalter arven fra Velvet Underground med deres egen særegenhed. Guitarlyden og den repetitive cirklen giver mindelser om forgængerne, men man er samtidig ikke i tvivl om, at man befinder sig i Feelies eget introverte univers. Lou Reed, John Cale og Co. satte sig også spor i den skotske post-punk-musik, bl.a. hos Edwyn Collins og Orange Juice, der bidrager med bandets andet singleudspil fra 1980, “Blue Boy”. Et meget iørefaldende nummer, der står i tydelig gæld til såvel VU som Talking Heads. Et andet kendt navn er Alan Vegas og Martin Revs elektroniske Suicide, der godt kan opfattes som en techno-karikatur af VU. Suicides betydning som foregangsmænd for den senere techno-, industrial og synthpop-scene er omdiskuteret, men indflydelsen fra VU kan de i hvert fald ikke løbe fra på “Rain of Ruin” fra albummet Way of Life fra 1988.
Men én ting er at lytte til grupper, der allerede har fået skubbet VU-inspirationen i skoene, noget andet er at lytte til relativt ukendte bands som The Oh Sees, Black Angels, Vivian Girls (der pt. får en del opmærksomhed i indiekredse), Magic Markers, Espers, Fursaxa, Smog, Hush Arbors, Loop, Hope Sandoval & The Warm Inventions, 801 og The War on Drugs. Deres forskelligheder til trods, så står de alle på skuldrene af Lou Reed og hans gamle band. Den hvide lyd, monotonien, metropolens frenesi skinner tydeligt igennem. Anbefales. PS. Meget passende er coveret en skrællet udgave af Velvet Undergrounds berømte banancover.
7. november 2009 kl. 18:12
Bortset fra, at det da i allerhøjeste grad var sådan, jeg så ud, da jeg var ung og i allerhøjeste grad elskede bl.a. Orange Juice, så tror jeg snart, jeg pudser min mand på dig. Han er nemlig ikke helt enig i dine betragtninger, og han ved også hvad han snakker om.
PS. Endnu engang respekt og cadau til dig for din helt abnorme spændende musikviden. (Men vent bare til jeg får min mand på banen :-) )
7. november 2009 kl. 18:24
@susling: Hr. Susling skal da være velkommen!