Capac – en selvbiografisk skitse

Life is far too important a thing ever to talk seriously about (Oscar Wilde)

Nedenstående tekst er et stykke work in progress

Der lever kun eet eneste Menneske, som har Forudsætninger til at kunne levere en virkelig Kritik over min Arbeiden: det er mig selv” (Søren Kierkegaard)

Det gælder mere eller mindre, at ethvert menneske er afhængigt af fortællinger, af romaner, der åbenbarer livets mangfoldige sandhed for det. Kun disse fortællinger, undertiden læst i ekstase, stiller det over for skæbnen.” (Georges Bataille)

Und das Schlimmste: was ich weiss, muss ich weitersagen. Wie ein Liebender, wie en Betrunkener, wie ein Verräter. Est ist ganz und gar ein Laster und führt ins Unglück“.
(Bertold Brecht, Leben des Galilei)

I følge familielegenden – eller familieromanen – blev jeg avlet på et billigt hotel med tynde trævægge et sted i København, hvor hver eneste knagen og knirken kunne høres i de nærliggende hotelværelser. Det morede mine forældre sig meget over at fortælle. I det hele taget holdt de meget af at berette om tiden i København, hvor de havde slået deres ungdoms folder i mange år.

Når jeg genkalder mig deres mange historier fra dengang, så tænker jeg på et kærestepar, der grundlagde et liv på kærlighed til hinanden – en kærlighed, der holdt til deres død for nogle ganske få år siden. Når jeg tænker på denne lille ur-historie om min undfangelse, så ser jeg mig selv som fortælleren i romanen Tristam Shandy, der kommenterer sin egen tilblivelse. Jeg ser et hotel af træ, der ligner en kæmpe barak. Og der i et værelse foregår en elskovsakt mellem papirtynde vægge. Dyret med de to rygge. En undfangelse. Hverdagens mirakel. Og resten er historie.

Og så alligevel ikke. For legender, romaner osv. er løgne og forbandet digt. Et lille årstid før jeg kom til verden, fødte min mor en lille pige. Min storesøster, der ikke fik lov til at leve mere end en halv times tid. Siden levede hun i mine forældres bevidsthed og erindring. Og specielt min far har mange gange erindret mig om, at jeg var nummer to. Lige dele sorg og opdragelse, tror jeg. Og jeg er ham taknemmelig for, at han han ikke glemte det… Så jeg er ikke helt sikker på, hvor jeg blev skabt. Måske på loftet på værelset i Skjoldsgade? Det er også lige meget, for resten af ovenstående står stadig til troende.

Min far var som sømand udstationeret marinesoldat på Bådsmandsstrædes Kaserne (nuværende Christiania) og besejlede de indre danske farvande med en minestryger. Og min mor var kokkepige hos det bedre borgerskab på Tagensvej, hvor kunstnere, fx den folkekære skuespiller Ib Schønberg, sabotører – blandt andet Flammen og Citronen – og andet godtfolk kom. Det var i det hele taget en ubekymret tid med fest og farver – hvor hver eneste skilling (som min mor tjente!) blev spenderet ude i byen. Sådan som ungdommens dage ofte er – i hvert fald set i bakspejlet.


Men tiden var åbenbart inde til at stifte familie, som det hedder. De var begge i trediverne, militærtjenesten var overstået og den ubekymrede, festlige ungdomstid ligeså. Måske kimede det biologiske ur også for min mor, der nærmede sig de 40. Og i hvert fald var det min fars plan at læse til styrmand på navigationsskolen på Fanø (Nordby) efter år som matros, jungmand osv. Derfor ville de vende snuden mod min fars barndomsby Esbjerg.

Min mor var ikke så begejstret for tanken om at forlade København til fordel for et provinshul ved Vestkysten og klagede i mange år over besværet med at falde til og over den provinsielle småtskårenhed i byen.

Da jeg selv vendte tilbage til barndomsbyen ved Vestkysten i midten af halvfemserne oplevede jeg, at selv om byen havde fået Musikhus, Svømmestadion m.m. og havde en stor selvsikkerhed, så var det bornert provinsielle langt fra forduftet fra byen. Provinsialismen hang stadig over byen lige som den berygtede “sildestank”, man i årevis havde forsøgt at vaske af sig, uden synderlig held…


Men sådan blev det. Mine forældre slog sig ned i søfarts- og fiskerbyen. Det hændte også, at min far ønskede sig tilbage til dengang, han “kun” var matros og jungmand og ikke skulle bekymre sig med ledelsesmæssigt ansvar og andre besværligheder, som fulgte med industrialiseringen af godssejladsen. Og min mor kunne også godt savne København og den frihed, der var i at være der.

Jeg blev født blandt nonner på Sct. Joseph Hospitalet – det katolske hospital – i hjertet af Esbjerg. Nørregade nr. 63 for at være lidt mere præcis. En svær fødsel efter sigende. Mit næseben har været lidt skævt lige siden.

Om det var dette religiøse udgangspunkt, der grundlagde mit ambivalente, eller rettere agnostiske, forhold til kirkelige spørgsmål, skal jeg lade usagt. I hvert fald kunne jeg ikke se meningen med at gå i søndagsskole i Zions Kirke, da min mor nogle få år senere mente, at det ville være godt for mig. Måske var det bare for at få lidt tid for sig selv, at jeg blev sendt af sted. Det eneste, jeg tydeligt husker fra søndagsskolen, var, at jeg sad bagerst i kirken og kedede mig bravt. Og kedsomheden har jeg lige siden bekæmpet bravt og med stor succes.

Måske var den lokale præst heller ikke den største pædagog… I hvert fald faldt hans ord på klippegrund. Det eneste lyspunkt var nogle små flag, guldstjerner og kløvere, som blev klistret ind i ens lommebog som bevis på, hvor flittig man var til at komme i søndagsskolen. Men det salgstrick var ikke nok til at fastholde mig på bænken ret længe. Så hellere kede sig halvt ihjel hjemme i baggården. Mange år senere meldte jeg mig ud af folkekirken. Jeg kunne ikke være medlem af en forening, jeg havde et uafklaret forhold til. Og sådan er det stadigvæk.

Jeg voksede op i en baggård til en baggård i et arbejderkvarter på Nygårdsvej i det vestlige del af det centrale Esbjerg. Det vil sige: Det første år af mit liv tilbragte jeg sammen med mine forældre i Skjoldsgade i et loftsværelse under taget med udsigt til benævnte baggård. Mine forældre var ludfattige, som så mange i deres generation. Der var ikke meget at gøre godt med. Og de måtte låne til min fars uddannelse. Indboet bestod af et par madrasser, en ølkasse, et bord og et par stole. Og så vist også en lille, lyserød radio, som min mor havde bragt med sig fra storbyen. Hendes musikglæde, som jeg har arvet, holdt i mange år frem. Medens far passede sin skole på Fanø, tjente mor penge som rengøringsassistent på Skt. Joseph.

Året efter flyttede vi så til Nygårdsvej 129. Et stenkast fra Skjoldsgade. Det første skridt op ad velfærdsstigen. En toværelses med et lille lokum i den okseblodsfarvede entre, en lille stue med sort støbejernskakkelovn, et lille soveværelse med tre senge, en lille kommode og et trefløjet klædeskab – og et køkken med to gasblus, vask og udsigt til baggården.

Her er et nyere billede af capacs barndomshjem (indkredset af en hvid oval), efterfulgt af to fotos af Nygårdsvej 129, som lå foran vores hus ud til Nygårdsvej.

De næste 5-6 år af mit liv foregik i og omkring den lille to-værelses lejlighed på første sal til højre. Stedet ligner sig selv godt nok på fotografiet, selv om nogle ting selvfølgelig er forandret. I min barndom var gårdspladsen under stuevinduet til vores lejlighed ikke asfalteret, men bestod af et kvadratisk græsareal omgivet af fliser og med en pæl i hvert hjørne (til tørresnore). Det var her jeg lærte at cykle og gentagne gange måtte cykle ind i betonmuren. Og lige neden for vinduet var der en lille have med et lille hvidt stakit foran.


På husets endevæg ud mod den kvadratiske gårdsplads voksede en stor vedbend og dækkede det meste af arealet. Utallige gange har jeg stået og pillet ved vedbenden i solskinnet og mærket solens varme på mit ryg og nakke. Mellem de to huse var der – i den ene side af den firkantede græsplæne – en række rødbejsede cykelskure. Og for enden af cykelskurene stod svinetønden (omtalt i bloggen) og to, tre gammeldags skraldespande af jern.
Bagved det lille hus, til venstre på billedet, lå den lille baggård, hvor jeg som lille pode ofte legede med kammeraterne. Det var også her husets familier opholdt sig på sommerdage med klapstole, kaffe, saftevand og brød. For at komme ind i baggården skulle man passere gennem en solidt trælåge. For enden af den lille gård var der et plankeværk, bag hvilket der befandt sig en endnu større baggård, som var en slags forbudt område (hvilket dog ikke forhindrede os i at aflægge den et besøg jævnligt). Og ellers bestod den lille baggård af en sandkasse og et “mål” (to stolper og en overligger, der tidligere havde fungeret som tørresnor).

Jeg har et par gamle fotos, hvor jeg sidder på kanten af sandkassen, iført korte bukser, ærmeløs undertrøje og små røde træsko med spænder, sammen med naboens ældste søn, Leif. I baggrunden af fotografierne ser man en stor, gammel trækladvogn med jernbeslag. Den splittede vi unger ad…

Byggeriet bag den lille mur foran vores hus var der heller ikke, for bag den lå Frøkjær-Jensens snedkerværksted. Det var Jensen, der ejede vores lille hus.

Betonmuren ved udgangen fra baggården er den samme som dengang. Det var her Ronald engang viste mig, hvordan man står på hænder. Selv lærte jeg det først mange år senere i Breddams gymnastiktimer.

På et gammelt foto af mig selv på trehjulet cykel kan man se et frønnet plankeværk i baggrunden. Det var nok det, der var forgængeren for det nu vaklende betonmurværk…

Den store bygning i forgrunden, nr. 129, hvor Bent og Lita – mine legekammerater – boede med deres familier står uforandret, selv om vinduerne er skiftet ud. Lita, der var tilflytter, boede øverst oppe i taglejligheden sammen med sin single-mor, som jeg havde fornøjelsen af at danse med ved det eneste afdansningsbal i min korte karriere som sportsdanser i Hansens danseskole.


Bent boede på 1. sal til højre sammen med sine forældre og sin lidt ældre søster, der fik sit eget lille værelse på loftet, da hun kom i puberteten. I denne bygning nød vi at løbe over loftet, når vi skulle om på den anden side. Vi måtte ikke. Og det var en del af morskaben. Kældervinduet til højre smadrede vi engang, da vi spillede bold på græsarealet. Og viceværten, som jeg blot husker som en bøs mand i kakifarvet kittel og med en kost i hånden, mente, at det var min skyld. Men min far fik ham på andre tanker med en regulær skideballe…


På fordøren til nr. 129, der dengang ikke var malet, men var lakeret træ, sad et fint, hvidt, let buet emaljeskilt, hvor beboerne frabad sig “betleri”, dørsalg og andre forstyrrelser af privatlivets fred. Det var skrevet med flot svungen, sort skrift, og jeg har studeret det mange gange, når jeg gik gennem døren eller sad på trappen og kedede mig. Siden har jeg ofte tænkt, at jeg skulle have taget det med mig som et minde. Men nu er det for sent…


Til venstre for Nygårdsvej 129 – ligger det hus, hvor Soffi og hendes far boede. Huset var en rødstensvilla, ikke pudset og hvidmalet som nu, og taget var dengang rødt tegl og ikke nymodens sortglaseret. Foran huset var der en fint, lavt støbejernstakit, som åbenbart er blevet fjernet. I Soffis have kom vi kun sjældent, for der var kun en smal passage til den, og Soffi vogtede over sine æbler med nidkærhed. Jeg husker en enkelt episode, hvor Soffis far, der allerede dengang var en gammel mand, svingede sin stok over vores hoveder, da vi havde formastet os til at aflægge haven et besøg med henblik på æbleskud. Det var tydeligvis ikke hans hensigt at ramme os, blot at jage os ud.


Til højre for den store bygning ligger Slagter Strands hus. Strand havde sin butik i Strandbygade, ikke langt fra sin bolig. I Strands have foretog mine kammerater og jeg i en meget ung alder vores første æbleskud – med trækvogn. Historien har jeg fortalt i min blog. Jeg kan også huske, at Strand gemte sine nedfaldsæbler nede i kælderen, hvor de stod i trækasser på hylder langs væggene.


Bag slagter Strands hus lå en stor, tom grund, der førte op til et snedkeri (måske en del af Frøkjær-Jensens). I hvert fald kan jeg huske, at bygningen havde en lille overdækket lem, hvor der altid lå noget frisk savsmuld. Det var her Nuller og jeg og et par andre drenge blev grebet på fersk gerning i at “lege doktor” og udføre anatomiske studier på Nuller. Vi blev pågrebet in flagranti af Nullers moder, der hurtigt fik trukket underbukserne op på pigebarnet og sendt os andre hjem.


Den store byggetomt var min barndoms “paradisets have”. En bestemt novelle af Anders Bodelsen får mig altid til at tænke på denne friplads. Et frirum, hvor kun vi unger kom. Og så nogle unge elskende, hvilket en gammel madras, nogle brugte kondomer (med knude og indhold) og World Best-kondommetalæsker vidnede om… Det var jo svært for de unge at have et privatliv dengang. Lejlighederne var små. Og seksualmoralen tilsvarende indskrænket. Men opfindsomheden er stor, når det gælder om at få kønnene blandet.


For enden af grunden – lige over for vores hus – voksede et kæmpestort træ, hvor vi havde lavet en gynge af et kraftigt tov og et bræt. Her gyngede vi hen over den store regnvandspyt, der altid dannedes lige under træet.


I nr. 129 i kælderen til venstre havde en maler til huse i et meget lille og mørkt lokale. I kældernedgangen lugtede det altid af maling og terpentin. Det var her, Leif og Jørgen stod og målte tissemænd engang, hvor min mor tilfældigvis kom forbi.

Ved siden af os boede familien Jensen. Verner, Irma og deres tre børn, Leif, Jørgen og Judith (der først kom til senere). Verner var søn af ejeren, snedkermester Frøkjær Jensen. Irma var tidligere damefrisør, Verner var manio-depressiv. Dengang hed det bare ungdomssløvsind. Flere år senere tog han sig vist af dage. Jeg husker kun hans glade dage og har kun gode minder om ham.


Nedenunder boede ægteparret Christensen (eller Kristensen). Hos “Krette” og fruen, der aldrig hed andet end “Heksemutter”, når vi børn omtalte hende, oplevede jeg nogle af min barndoms kedeligste søndage ved et veldækket sønderjysk kaffebord. Efter Kristensens flyttede et ungt par ind, Muff hed de, og jeg kan kun huske, at jeg en eftermiddag overraskede dem i en hyrdetime på sofaen. Manden var vist fisker, og de fik  en masse børn. Mange år senere mødte jeg helt tilfældigt en af døtrene, der uddannede sig til sygeplejerske i Århus.

I den anden side boede den italienske fru Cimarosti, som døde ved en gasulykke i lejligheden, og som havde en søn, der levede af at lave terrazzo-gulve. Efter Cimarostis bortgang flyttede et ungt par ind. Hr. og Fru Jacobsen. Hr. Jacobsen var en rigtig pral- og løgnhals, og det gennemskuede vi børn hurtigt, men vi kunne nu vældig godt lide ham alligevel. Måske var der bare gået en forfatter tabt i ham. Konen var – så vidt jeg husker – en mørkhåret skønhed, der havde drømme om et mere udfarende liv end at være hjemmegående i en baggård Esbjerg Vest. I hvert fald gjorde manden, Ernst, meget ud af at fortælle om dengang, Fruen var fotomodel i København. Hvordan det hang sammen med et liv i et baggårdshus, tænkte vi unger ikke så meget over…

Fire familier var vi om at dele et lille vaskehus, der befandt sig i kælderen til højre. Her regerede husets kvinder med en opmuret og pudset gruekeddel, hvor de med en stor trækæp rørte rundt i det kogende vand og svingede det dampende tøj over i en balje, hvorfra det så blev ført gennem vridemaskinen. Det var hårdt arbejde.

Jeg blev mange gange sendt af sted til købmanden på hjørnet af Skjoldsgade og Sjællandsgade for at hente Snevit, Pré eller et andet vaskepulver, der skulle hældes i gruekedlen. Bagefter kom tøjet så ud på tørresnorene i gården. Fra gruekedlen, der blev opvarmet med velduftende brænde, gik røgen op gennem en lille skorsten, hvor der boede nogle flagermus, som man kunne opleve jage rundt på gårdspladsen i skumringen. Der holdt også et par turtelduer til, og man kunne høre deres kurren i lejlighederne.

Med udgangspunkt i vores lille hus førte legen mig fra den ene baggård til den anden, gennem kældre og over lofter. Senere udvidedes min aktionsradius til at omfatte et areal, der gik fra Vognsbølparken til Havnegade og fra Stormgade til Sædding Strand. Det var barndommens legeår. Sammen med alle kammeraterne. Nuller & Duddi, Charlie, Tony, Leif & Jørgen, Bent, Hans, Niels Jørgen, Lita, Bamse (Johannnes) og hans søster – og hvad de alle hed.

Min far, der var rundet af en sejlerslægt fra Sønderho på Fanø og en købmandsslægt fra Djursland, sejlede hele sit liv. Det var hans lidenskab og hans liv. Efter sin pensionering levede han meget af tiden i fortiden og fortalte de samme historier om og om igen, så jeg til sidste kunne huske detaljerne bedre end ham selv. Når jeg besøgte ham, da han var blevet ældre, ønskede han bare, at jeg skulle sætte mig ned og lade ham fortælle. Hvad der skete i nutiden – herunder i mit liv – havde en begrænset interesse. Men sådan må det vel være, når man har sit liv bag sig…

Han startede i 1930’erne som kammerdreng på et sejlskib med messinggelændere i en alder af 14 og endte som skibsfører på en containerbåd mellem Esbjerg og England. Et historie om social opstigning, men også en faglig nedstigning for sømanden, der elskede al praktisk sømandskab og havde det svært med industrialiseringen af handelsflåden. En succes og tragedie i ét.

Min mor var opvokset på landet som grovsmedens datter i Hvilsted syd for Århus. Hun kom ud at tjene på en gård som 13-14-årig og drog i en alder af 18 ud i den store verden (via en tjans på Kalundborg-færgen under krigen og videre til et job som kokkepige hos det bedre borgerskab i København).

Da hun kom til Esbjerg arbejde hun en kort periode som rengøringshjælp på Sct. Joseph Hospitalet, hvorefter hun gik derhjemme og passede hjemmet – og så mig. Sådan som det var almindeligt dengang. Kvinderne skulle være hjemme ved gryderne og ungerne. I øvrigt var denne arbejdsdeling ikke altid til hendes fulde tilfredshed. Hun havde smagt den frihed, som det er at tjene sine egne penge og bestemme over sit eget liv. Helt op i alderdommen slog hun sig i tøjret. Var hun blevet født nogle årtier senere ville hun være blevet glødende feminist. Ingen tvivl om det.


Da jeg nærmede mig de seks år kom jeg til at gå i Vestre Skoles børnehave, “Pavillonen”, der lå på hjørnet af Cort Adlersgade og Vesterhavsgade. Jeg husker endnu den første solskinsdag, hvor nabokonen Irma fulgte sin søn Leif og så mig til den første dag i uddannelsessystemet. Korte bukser og sommerfugle i maven.

Pavillonen var i øvrigt en af de første kommunale børnehaver i landet. Det fandt jeg ud af mange år senere, da jeg tilfældigt så en udstilling om børnehavernes historie i Handelsbankens vindue over for Rådhuset i Århus.


I Pavillonen gik jeg så et år for at lære at begå mig i det uddannelsessystem, jeg skulle bruge de næste mange år på. Her lærte jeg at sidde på en stol bag et bord og lege med et udvalgt stykke legetøj. Her lærte jeg at høre efter. Starten på en årelang socialisering, som jeg mange år senere måtte gøre op med, da ungdomsoprøret, studenteroprøret, de anti-autoritære bevægelser osv. satte ind. Jeg har endnu et stort sort-hvidt foto, hvor jeg sidder vandkæmmet og i striktrøje med en pædagogisk træbil i hånden. Aner man en lille skepsis i blikket? I hvert fald var jeg vist ikke helt tryg ved situationen. Når jeg ser på det foto, synes jeg, at jeg kan lugte de relativt nye træmøbler og det rengjorte lokale.


Måske fungerede børnehaven heller ikke helt efter hensigten, i hvert fald kan jeg læse i min første bruntmelerede karakterbog fra folkeskolens første klasser, at jeg havde “svært ved at sidde stille i timerne”, som der står med flot fyldepenneskrift. Ført af fru Dirchs, min dansk- og klasselærerinde. Og jeg fortsatte med at have svært ved at sidde stille – i overført forstand. Helt frem til realskolen blev jeg kendt for at komme med små kommentarer og bemærkninger til alt, hvad jeg hørte. Heldigvis havde de fleste lærere forståelse for den lille uro.


Jeg forelskede mig også lidt i børnehavelærerinden, frk. Blom, der dog desværre blev gift samme år. Året efter blev jeg indskrevet i Vestre Skole på hjørnet af Islandsgade og Spangsbjerggade, hvor jeg skulle gå de næste fem år. Det var fem år med salmesang, morgenbøn, udenadslære, gammeldags gymnastik i for store, løse, brune, korte bukser og stofsko med elastik, buksevand og andre barnlige torturformer (“hestebid”, “manchetter” og andre ondskabsfuldheder). Skolen var en af byens ældre skoler, min fars havde også gået der, og det kunne man mærke… Jeg var glad for dansk, historie og kristendomskundskab, kan jeg huske. Her var en god historie at hente. Og dem kunne jeg altid huske, når først de var blevet fortalt én gang.

Vestre Skoles børnehave Pavillonen ca. 1951

Vestre Skole - set fra Spangsbjergsgade

Vestre Skole nyere del - set fra skolegården


Da jeg var fyldt tolv år, forlod familien sammen med en nyanskaffet blandingshund, Jeppe, den lille toværelses på første sal i baggården og flyttede til Sædding, et nybyggerkvarter, en parcelhusforstad. Kystparken hedder området. En driftig (bonde)mand havde forvandlet et større markområde til boligområde af små parceller. Tæt ved kysten, uden park. Her, på 96 kvadratmeter (plus en garage, der kom til lidt senere), tilbragte jeg så de næste 6-7 år med at gå i skole på Sædding Skole og på Esbjerg Gymnasium.

Først folkeskolen og så realskolen. Det var en lærerig tid med gode lærere hele vejen rundt. Alice Andersen, der satte skub i min interesse for litteratur (tak Alice!), ægteparret Helligsøe, der tog sig af engelsk, regning og matematik (et fag, jeg aldrig kom helt overens med – til Helligsøs store forundring), gymnastiklærer Breddam, der lærte mig at stå på hænder og klatre op i tovene og tilkæmpe mig en idrætsnål, latin- og fransklærerinden, frk. Hvass, der kørte rundt i en hvid Ford Capri og var single (det hed det selvfølgelig ikke dengang), og tysklærerinden, fru Nørlund, der grundlagde min interesse for det sprog og den litteratur osv.

Formningslæreren – hvis navn ikke vil dukke op – der sammenlignede mine farvelagte tegninger med Olaf Høst, som jeg aldrig havde hørt om. Glemmes skal heller ikke fysiklærer Laugesen, der jonglerede med isotoper, kemikalier og andre sidenhen forbudte stoffer – og som gav min kammerat Karsten en velfortjent røvfuld uden for klasselokalet. Det var i øvrigt samme Laugesen, der til et forældremøde fortalte mine – sikkert undrende – forældre, at jeg bestemt ville egne mig godt til at blive lærer.

Næste skridt var gymnasiet. I sommerferien efter realeksamen besluttede jeg mig for at blive student. Som den første i min slægt. Besluttede er måske så meget sagt, for jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle. Det var mere resultat af fravalg end af egentlig tilvalg. For jeg anede ikke ret meget om, hvad jeg gik ind til. Og sådan blev det. Tre formative år i ethvert ungt menneskes liv. Esbjerg Gymnasium var lige blevet grundlagt det år, og var det første egentlige alternativ til Statsskolen. Sidstnævnte havde et – måske ufortjent – rygte af at være borgerskabets skole. Hvorfor jeg valgte Esbjerg Gymnasium husker jeg ikke helt. Men beliggenheden har sikkert spillet ind. Det første år lå gymnasiet på Fovrfeltskolen, der lå et par gader fra Sædding Skole.

Sædding Skole set fra luften, anno 2002

Da jeg var 19 år gammel forlod jeg fødebyen. Studentereksamen blev afsluttet med det allerførste kuld studenter fra Esbjerg Gymnasium – dengang: Esbjerg Kommunale Gymnasium. De første par år foregik som sagt på Fourfeldtskolen et stenkast fra min gamle skole – da det nye gymnasium først blev bygget færdig i 1972. Oven i købet “fulgte” lærer Helligsøe med, for han blev ansat på Fourfeldt.


Det første år var meget specielt, fordi vi kun var fire klasser. Det betød, at alle lærte hinanden at kende. Lærere og studenter. Flere af lærerne kom fra Statsskolen. Blandt andet geografi- og biologilærer Mogens Pontoppidan og ægteparret Grethe og “Røde” Knud Andersen, der var kendt for deres engagement i Danmarks Kommunistiske Parti. Dem havde jeg i fagene latin, historie, engelsk, oldtidskundskab og tysk. Dygtige, engagerede mennesker med stor rummelighed og humoristisk sans. De var sammen med disse to personer, vi fik lejlighed til at komme på studietur i Berlin Ost, på den anden side af den mur, der næste to årtier senere forsvandt. Det var en minderig tur, hvor vi fik frie udfoldelsesmuligheder og kunne opleve den anden side på godt og på ondt.

Studenterhuen fik jeg ikke, for det lå ikke i tidsånden, at man skulle bære dette symbol på borgerlig dannelse. Men den nysproglige eksamen var i hus alligevel. En god og lærerig tid var det, men også lidt en ørkenvandring, i hvert fald lidt af tiden. Sikkert af hormonale årsager.


Jeg drog til Århus på lykke og fromme for at studere nordisk sprog og litteratur ved Århus Universitet uden nogen som helst forestilling om, hvad det skulle ende med. Drevet af lyst. Den eneste ambition var vist at beskæftige sig med det, der var interessant. Og så at blive magister. Litteratur og andre kulturprodukter som film og billedkunst var det eneste, der rigtig sagde mig noget som helst. Engagerede litteraturlærere, en filmvidenskabelig vikar, timers ophold på skolebiblioteket på Sædding Skole og et flerårigt medlemskab af Esbjerg Kunstmuseum og Esbjerg Filmklub havde gødet jorden.

Alternativet til universitetet var at blive i Esbjerg og enten blive skolelærer som størstedelen – tre fjerdedele – af min gymnasieklasse eller at finde en læreplads. Da jeg ikke kunne se mig selv i rollen som folkeskolelærer bag et kateder – selv om min gamle, rare, rundryggede fysiklærer i realskolen, Laugesen, som allerede nævnt, mente, jeg ville egne mig fortræffeligt til at blive underviser – så fravalgte jeg seminariet. Ej heller kunne jeg se mig selv i en snavset, olielugtende keddeldragt som automekaniker. Derfor blev Århus Universitet (København var for langt væk) og Skjoldhøjkollegiet mine næste stationer i livet.

Jeg anede ingenting om Århus (bortset fra, at min onkel og tante boede lige uden for byen, i Solbjerg, og en anden onkel i Brabrand, men dem så jeg mege lidt til i årene frem) og ingenting om universitetet eller kollegiet. Det var et frit fald. Helst ville jeg nok være blevet hjemme, hvis jeg havde kunnet. Men tiden lader sig ikke sætte i stå. Så jeg drog af sted med blandede følelser.

Det var noget af en barsk opvågnen til et ungdommeligt liv. Et uskyldstab på flere ledder og kanter. Kollegieliv med fælles køkken og vaskeri og studier i de marxistiske halvfjerdsere var noget andet end de trygge rammer i den lille provinsby på vestkysten. Langt fra mors gryder og skørter. Der gik da også et par år, inden jeg faldt til i byen.

Fornemmelsen af at være en fremmed fugl i det volière sad længe i mig og er måske forklaringen på, at jeg stadigvæk den dag i dag opfatter mig selv som esbjergenser og ikke århusianer og stadigvæk kan føle mig som en fremmed fugl. Jeg holder stadigvæk med Esbjergs fodboldhold – Efb – og ikke det aarhusianske Agf.

I mellemtiden fik jeg så taget min første- og andendel af studiet på normeret tid. Selv om det var i de nu så udskældte, venstreorienterede halvfjerdsere, så var det meget andet, der fyldte. Litteraturen, musikken og det frie ungdomsliv med alt, hvad dertil hører.


Med Marx’ Kapitalen i den ene hånd og litteraturen i den anden gik de første år. Og kærligheden til litteratur og kultur klarede den politiske lakmusprøve. Ja, blev faktisk forstærket af det politisk-økonomiske syrebad.


Som tiden gik endte jeg med at blive evighedsstudent, ja, det man kalder et “spøgelse”, og jeg betragter stadigvæk mig selv som en sådan studiosus perpetuus, der aldrig bliver færdig med bøgerne osv. Nu og da kan jeg stadigvæk drømme mig tilbage ti studietiden med dens fordybelse og store frihed.

Tilfældighedernes spil. Ydre omstændigheder og indre tilbøjeligheder, som i bagklogskabens lidet flatterende lys ser ud som en skæbne.

Set fra nutidens ambitiøse, karrierefokuserede modus vivendi burde det være gået anderledes. Men livet leves om bekendt forlæns og forstås – eller fortolkes – baglæns, efterlods. I følge Søren Kierkegaard. Forestillingen om det planlagte liv har aldrig tiltalt mig, og gør det fortsat ikke. Og jeg fortryder ingenting. Kunne jeg gøre de år om, ville de såmænd forløbe på samme måde…


Det meste af mit voksne liv har jeg tilbragt i Århus-området, hvor jeg har boet 10 forskellige steder, men jeg har – bortset fra en kort periode i starten af 90’erne – arbejdet uden for byen. Blandt andet i barndomsbyen Esbjerg. Sådan er det med Jyllands store uddannelsesby. Den kan ikke opsluge alle de kloge hoveder og halvstuderede røvere, den selv udklægger.

Jeg er universitetsuddannet (mag.art. i nordisk sprog og litteratur) og efteruddannet inden for journalistik (Tillægsuddannelsen ved Danmarks Journalisthøjskole), pædagogik, IT, medier og projektarbejde. Jeg læste i mange år og blev en rigtig studiosos perpetuus (eller på gammeldansk: evighedsstudent). Og selv om jeg er blevet færdig for mange år siden, så er jeg stadigvæk en evighedsstudent helt ind til marven. Og det bliver nok aldrig anderledes. Den rastløse nysgerrighed og den umættelige videnslyst er intakt. Verden kom an!

Bortset fra det med journalistikken har efteruddannelsen mest handlet om at gøre sig på arbejdsmarkedet.


Jeg har fortrinsvis – 99,9% af tiden – arbejdet som underviser, senest som seminarielektor og underviser i dansk for for flygtninge og indvandrere. Det har ikke været noget bevidst valg eller et kald, snarere a simple Twist of Fate, som Bob Dylan skrev. Skæbnens ironi. Da jeg læste på universitetet, svor jeg over for mig selv, at underviser skulle jeg i hvert fald aldrig være. Så det blev jeg! Måske var gamle fysiklærer Laugesen synsk!? Hvis jeg var stærk nok i troen, ville jeg nok sige, at der var en mening med det. Men da jeg er ikke-religiøs, så ligner det mest af alt – en tilfældighed…

Og så har jeg taget hul på et nyt kapitel i mit liv. Jeg har måttet forlade lærergerningen, fordi institutionens økonomi fremtvang en række såkaldte “uansøgte opsigelser”, som det hedder med et ord fra nutidens bureaukratiske og managementfunderede new speak. På almindeligt dansk hedder det fyringer. I min alder er det nok ikke sandsynligt, at døren til undervisningsverden åbner sig igen. Og – sandt at sige – så græder jeg tørre tårer over det, når det nu ikke kan være anderledes. Uddannelsesverdenens udvikling på markedsvilkår er ikke lige frem noget, der fremmer glæden ved at undervise og formidle sit fag…

Og så alligevel – via en god bekendt er der igen kommet noget undervisning m.m.ind i min horisont.  Igen en tilfældighed. Jeg tager det som en ny oplevelse på livets landevej, og det giver lidt ekstra skillinger i lommen.

Det korte af det lange er, at jeg tjener jeg til dagen og vejen i et ikke-akademisk job, hvor jeg i øvrigt har en række andre akademikere som kolleger. Filosoffer, psykologer, cand.mag’er osv. Et nyt job, hvor jeg ikke skal bruge mit fag, er dukket op i mit liv. Og tak for det. Jeg tager glad af sted på job og vender lige så glad hjem igen. Jeg får æg til mit salt og oven i købet lidt pension. Det er ikke værst…

Opdatering: Og så ramte tilfældet igen. Jeg vendte i slutningen af 2015 tilbage til undervisningen igen – på fuld tid (eller i hvert fald 97%). Og sagde farvel til det ikke-akademiske arbejde. Sådan kan det gå. Og hvis tilfældet vil, så bliver jeg nok hængende i undervisningsbranchen de næste mange år. Men igen: Man ved aldrig med tilfældet…

Nej, man ved aldrig med tilfældet. Og ved udgangen af 2016 ramte det så igen. Min arbejdsplads blev nedlagt og alle mand afskediget. Så med indgangen til 2017 står jeg igen i de lediges kø. Og venter på de næste volter, som tilfældet vil tage.

———-

Som så meget andet kom jeg i gang med at skrive blog ved, ja, netop en tilfældighed. En søgning på nettet efter oplysninger om en afdød idéhistoriker førte mig ind i blogland, og så fangede bordet. Skrivebordet. Inden jeg havde tænkt tanken til ende var jeg i gang med en weblog. Og så tog det ene ord det andet. Og det endte med en selvstændig, autonom blog ved navn capac.

Jeg skriver blog, fordi jeg lider af alvorlig skrivekløe og spekulative tilbøjeligheder. Og jeg drømmer om at kunne leve af det. Om det forbliver en drøm, kan kun tiden vise…

capac kan kontaktes her: mr.capac[SNABELA]gmail[DÅT]com

Ovenstående er et stykke work-in-progress. Senest opdateret den 17. februar 2017

27 kommentarer

  1. Donald kommentarer:

    Nådada, man må Google for at finde ud af, at Cand. Art. bestodes i 1973:-) Men nu mangler jeg lige listen over studenter fra Esbjerg Kommunale Gymnasium anno 1973.

    Det var vanskeligt at komme igennem her med LYDfil af anti-spam-word. (Og så aner jeg endda endnu ikke om det lykkes.)

  2. capac kommentarer:

    @Donald: Du kom igennem. Og nej, cand.art bestodes ikke i 1973, snarere stud.art.!. Og mag.art. først mange, mange år senere… 😉 PS. Jeg skal kigge på det lyd-halløj…

  3. Leif Emil Svendsen kommentarer:

    Hvem er du vi har gået på den samme skole og boet ved siden af hinanden – garanteret

  4. capac kommentarer:

    @Leif Emil Svendsen: Her i bloggen er der kun capac. Men du får en mail.

  5. Leif Emil Svendsen kommentarer:

    Tak for dine svar, forestil dig at du lige er stået – og det er lyst uden for – og nu går vi en nostalgisk gåtur: du står nu ude på fortovet i Nygårdsvej, i kommunens hus på hjørnet af Nygårdsvej og Sjællandsgade bor dine to kumpaner Charlie som jeg husker samt en der hedder Bent – Bent er i dag ansat ved kommunens ved-ligehold af skovdrift – på den anden side af gaden ligger blomsterhandler LISBY de var lige så forskellige som nat og dag… fruen virkede virkelig rar mens manden gik med en fransk hat på hovedet – han troede nok at han befandt sig i La France…Nu står vi og ser på min kommende læreplads som spænder over et helt kvarter Bøtkers Tømmerhandel,området blev ryddet i 1970…. mens vi nu står her vi slagteren på hjørnet af sjællandsgade/Nygårdsvej…. forretningen der så ligger på højre side inden Nørregade er i dag en kombineret døgnbutik, de andre på den anden side – hvis vi går lidt til venstre møder vi i gården snedkermester Harald W. Rasmussen – og stadigvæk på hjørnet af Sjællandsgade/skjoldsgade ligger Købmand Jensen senere købmand Benfeldt På den anden side mælkehandler Lund…Vil du med i morgen… Der kan vi besøge fedtlaust

  6. capac kommentarer:

    @ Leif Emil: Tak for turen så langt. Den Bent, jeg kendte, boede i nr. 129, 1.tv. Så vidt jeg husker blev han arbejdsdreng på Tovværksfabrikken, kort tid efter at jeg var flyttet fra gaden. Den anden Bent husker jeg ikke. Måske det var en af de ældre drenge!? Til gengæld husker jeg Lisbys. Jeg legede med deres søn Hans, der var udviklingshæmmet. Og Bødtkers Tømmerhandel med den karakteristiske røde farve.

  7. Leif Emil Svendsen kommentarer:

    Godmorgen! Vi går til højre ned af mod Strandbygade, her ser vi på hjørnet noget der i min hukommelse ligner en autoreparatør, ovenpå bor der et ældre ægtepar –
    Jeg gik med aviser i kvarteret Den herskende klasses dagblad ” Vestkysten ” som i den sidste ende ikke havde røv i bukserne til at overleve selvstændigt…..lige inden vi kommer ud i Strandbygade møder vi en af byens mindste købmænd FEDTLAUST!! han solgte kaffe -the – tobaksvarer kolonialvarer i mindre stil – og ikke mindst slik til kvarterets unger – som indpakning brugte han gamle tapetruller – eller hvad han nu havde ved hånden, hvis der var lidt for meget på vægten reducerede han indholdet med en saks eller kniv… i baghaven stod der frugttræer, og efter vi havde guffet slikposens indhold i os havde vi ved at forcere betonhegnet fra Skjoldsgade fri adgang til herlighederne.
    Skråt over for Laust finder en ny forretning AXEL E.Det er byens mest førende isenkram…. her arbejder den senere kendte westergård… adskillige skrubber og isinger – ål med videre måtte lade livet med det grej jeg købte. Inden vi skal om for at pelse æbler i Fedtlaustes have svinger vi ind af Marbækvej – Vi går nogle få meter og vi hilser på købmand Christiansen der står ude på fortovet foran hans lille butik der ligger i det knæk hvor skjoldsgade slutter. Han fryder sig over at hans poder har beslutter for at blive lærere, den ene ender på en skole i østerbyen og den anden er lige gået på pension efter et langt liv der er gået med at lave gymnastiske øvelser på en skole i Ringsted… knoklet som vi andre har de jo nok ikke men til gengæld er den måske ødelagt inde i hovedet i den sektion der ligger mellem begge ører…. I morgen skal vi ind i Skjoldsgade, det er yderst ricikabelt… her er jeg kendt og vi skulle helst ikke blive opdaget hvis vi laver noget lort…

  8. capac kommentarer:

    @Leif Emil: God eftermiddag. Jo, autoreperatøren, der lå sådan lidt trukket tilbage på hjørnet, kan jeg godt huske. Vi skal heller ikke glemme at nævne den hvide bygning på Nygårdsvej – lige før hjørnegrunde. I den hvide bygning boede en af EFBs helte, målmanden Erik Gaardhøje. Autoværkstedets ejer, som boede over værkstedet, havde en dreng, der var FDF-spejder og spillede på et bulet Waldhorn. Jeg var oppe at toppes med ham engang, hvor han gik helt bersærk, og jeg måtte give ham en mavepumper for at få ham til at falde til ro… Jeg var ellers ikke nogen slagsbroder.
    Og Axel E med al det nymodens kram. Var der ikke også dér omkring PRISO dukkede op? En bakke jordbær til 15 ører. Et af de første supermarkeder efter Brugsen? På den anden side var der også – lidt længere nede mod Runddelen – en lille frisørforretning, hvor jeg blev klippet én gang.

  9. Charlotte Thaarup kommentarer:

    Ja jeg synes nu, Verner Beck er den bedste målmand, EFB havde den gang.
    Har selv boet i Torvegade og gået på Danmarksgade fra 3. klasse til og med realeksamen i 76

  10. sam renseiw kommentarer:

    hej capac, lige fundet (stødt ind) din blog.
    super.
    best “om”(capac-den udvided) længet set (overhoved) når man kliker i en blog
    må finde tid til at gå på opdagelse
    vh
    sam renseiw
    (ligeledes aka, og nogenlunde samme alder, lidt anderledes baggrund dog)

  11. capac kommentarer:

    @sam renseiw: Du skal være velkommen!

  12. Leif Emil Svendsen kommentarer:

    Der er gået nogen tid siden sidst, her sidst på dagen da jeg var på vej hjem fra arbejde møder jeg tilfældigvis den Bent vi snakker om – det er den samme vi taler om
    Jeg kunne erindre vore skriverier, Bent fortalte mig at det var 129 i Nygårdsvej han boede i, og det er rigtid at han har en søster – som stor knægt arbejdede han på tovværksfabriken, i dag har han en altid aktuel stilling fordi han er ansat på en kirkegård…. der kan du bare se hvad man oplever når man ikke kører i bil.. hilsen Leif

  13. capac kommentarer:

    @Leif Emil Svendsen: Det var sjovt at høre. Sidst jeg var i kontakt med ham, var da jeg lige var flyttet med mine forældre til Sædding i 1965. Tiden går, men verden er lille.

  14. Hans kommentarer:

    Interessant – vi har gået på Sædding skole sammen, og gået på Esbjerg Kommunale Gynasium sammen. Din interesse for litteratur har du åbenbart forfulgt. Jeg kan huske jeres hund Jeppe – så bred over ryggen, at man kunne stille en kop på den. Ikke ?

  15. capac kommentarer:

    @Hans: Hej med dig. Det er godt nok længe siden. Hvis jeg ikke husker helt galt, så var snakkede vi sidst sammen lige efter, jeg var begyndt at studere i Århus. Jeg kan i hvert fald huske, at vi mødtes i Strandbio (den hedengangne). Vi burde selvfølgelig have løbet ind i hinanden i forbindelse med gymnasiets 25 års jubilæum, men det gik jeg glip af. Men hvad med dig? Bor du i København? Dine forældre? Har du stadigvæk kontakt med de to andre Carstener? Olesen og Bach? Lad mig høre. mr.capac [SNABELA] gmail [DÅT]com

  16. Rasmus Kristensen kommentarer:

    Hej Capac
    Jeg faldt meget tilfældigt over dine skriblerier. Synes blot du fortjener lidt ros. Sjældent har jeg fundet så meningsfyldt adspredelse i læsningen af en fremmeds blog. Hverken emnerne eller din baggrund har en særlig relevans for mig, men dit sprog, din stil og dit blik for detaljen giver en underfundig læseværdighed. Lidt som når man hænger fast i et gammelt tv-program og bare MÅ se det til enden, fordi folkene bag tydeligvis havde noget på hjerte. Tak for det.
    Rasmus

  17. capac kommentarer:

    @Rasmus: Jeg takker ærbødigst for dit kompliment. Det er jo primært det, jeg gerne vil. Skrive så nogen vil læse det med udbytte og fornøjelse.

  18. Erik kommentarer:

    Spændende læsning der fangede mig da jeg ledte efter tømregade og fiskergade som ikke længere eksisterer.
    Vi er jævnaldrene så din historie fangede mig, jeg har selv boet i Esbjerg, på T. H. Dahlsvej. Min onkel og tante havde købmandsforretningen på hjørnet af Strandbygade og Tømrergade, så jeg har cyklet meget rundt i byen, mest ved banen og på havnen fra jeg var 5 år. dengang var der jo ikke meget trafik. Dog nåede jeg at køre ind i siden på en bybus da min cykel ikke kunne bremse.

  19. capac kommentarer:

    @Erik: Tak for din kommentar. Hvem ved, måske har vores veje krydset hinanden dengang? Jeg synes, jeg svagt kan huske den købmandsforretning, du omtaler.I øvrigt vil jeg godt henvise dig til Facebook-gruppen “Barndomsbyen (Esbjerg)”. Her har du en chance for at se billeder af barndommens Esbjerg og læse, hvad andre på vores alder og deromkring kan huske. Der er også en yderst interssant gruppe, der har udspring i det gamle spillested Africano. Måske mødes vi der?

  20. hugin kommentarer:

    Har også gået på Vestre Skole, leder efter gamle skolekammerater, hvis i kommer forbi her så prøv også at se her: http://hugins-hugins.blogspot.com/

    Det kunne jo være vi har været på Africano sammen :0)

  21. capac kommentarer:

    @hugin: Molle siger mig ikke noget. Heller ikke Molle. Jeg gik på skolen fra 1959- 1965. Min klasselærer var fru Dirchs.

  22. hugin kommentarer:

    Tak for svaret

    Nej det skal nok passe du ikke har kendt Molle, jeg gik ud i 1962 og vi var den sidste klasse hun havde.
    Hendes navn var Mols Petersen, men hun hed aldrig andet end Molle blandt os, men for øvrigt en fantastisk lærerinde, jeg tror der er mange der har meget at takke hende for.

  23. capac kommentarer:

    @hugin: Så jeg i det mindste have set hende, selv om jeg ikke kan huske hende. Men sådan er det jo. Man husker især de lærere, man selv havde.

  24. Mark kommentarer:

    Hej.

    Har I nogle billeder fra Bøtkers Tømmerhandel, hvor der skulle have stået et ishus, som min farfar skulle ave ejet. Eller bare hvis i kan huske noget derfra, ville det også vær super 🙂

    Tak.

    Mvh,
    – Mark S.

  25. capac kommentarer:

    @Mark: Jeg vil foreslå dig at blive medlem af Facebookgruppen Barndommens by (Esbjerg). Der arbejder vi med sådan noget og har bl.a. bragt flere billeder fra Bøtkers Tømmerhandel.

  26. Bent Cimarosti kommentarer:

    Hej. Morsom læsning, da den “fru Cimarosti” der omtales må være min farmor, og den “søn” der omtales, og som laver terrazzo må være min far. Har du yderligere om familien er jeg da bestemt interreseret i at høre.

  27. capac kommentarer:

    @Bent Cimarosti: Nej, jeg har desværre ikke så meget mere at fortælle om fru Cimarosti. Ud over, at min mor kom rigtig godt ud af det med hende og din far.

Skriv en kommentar

*
To prove you're a person (not a spam script), type the security word shown in the picture. Click on the picture to hear an audio file of the word.
Anti-spam image

læst 6.229 gange
Side 1 af 11