Indlæg tagget med Bøger

Er rådent liv? John Lydon har skrevet sin biografi (igen)

1. maj 2015

John Lydon, alias Johnny Rotten fra Sex Pistols, har udsendt en ny biografi, der i modsætning til forgængeren Rotten: No Irish, No Blacks, No Dogs (1994), handler om hele Lydons liv og ikke kun de gyldne år med Sexpistolerne. Lydon nærmer sig – utroligt nok – de 60, men er stadigvæk fræk og ligefrem. Det kan man læse i et interview med ham i Rolling Stone. En gang en punk, altid en punk.

“Whatever I do in music is now really a part of my life. I got into it very early and I never looked back. That’s the greatest thing that ever happened to me, and the Sex Pistols was wonderful for me. What a great start. My God. Arguments and all, everything. It was a real crash course in how to survive in the modern world.”

John Lydon til Rolling Stone

Og skru så op….

Linda Ronstadt og de enkle drømme

23. februar 2014

Min natlektyre består for tiden – blandt andet – af Linda Ronstadts musikalske erindringer Simple Dreams. En bog, jeg kun kan anbefale alle med interesse for hendes musik og perioden af halvfjerdserne og frem. Og der kan siges meget godt om den bog. Men lad mig i første omgang nøjes med lidt fra det anekdotiske. Ronstadt fortæller fx åbenhjertigt om, hvordan hun bliver træt af sit succesfulde liv med en årlig plade og efterfølgende koncerter på alt for store scener. Vi er i stadiumrockens periode og hun kan ikke lide den – heller ikke dens effekt på pladerne, der forsøger at tilpasse sig den unuancerede stadiumrocks lyd. Og derfor sadler hun om og kaster sig over operetten. Et kapitel af hendes musikalske løbebane, jeg ikke har kendt så meget til. Men hun optræder bl.a. i forestilingen Pirates of Penzance af de navnkundige Gilbert og Sullivan. Nedenfor finder du et uddrag af en tv-udgave. Og Linda synger godt, men jeg må ærligt indrømme, at jeg foretrækker, når hun kaster sig ud i countryrock eller lignende.

 

En shub, der dur i A-dur – Michael Hardinger har begået sine erindringer

1. september 2013

 

Som titlen på Michael Hardingers erindringsbog mere end antyder, så er det i år fyrre år siden Shu-bi-dua blev dannet. Et jubilæum, der – bandets store folkelige succes taget i betragtning – nok fortjener at blive markeret, bl.a. med en bogudgivelse.

Den afdøde musikjournalist og -blogger Torben Bille havde faktisk planer om at skrive en bog om Shu-bi-dua, men den blev aldrig til noget. Ikke fordi Torben døde alt for tidligt, men fordi en af Shu-bi-duas centrale skikkelser, Michael Bundesen, blev ramt af en hjerneblødning, der gjorde ham uegnet til at medvirke i en sådan bog. Og når han ikke var med, så kunne bogen ikke blive til noget, mente Torben. Og det havde han ret i – når bogen skulle skrives af en udenforstående. Men nu har Shu-bi-dua så alligevel fået en bog – skrevet af en anden ankermand, Michael Hardinger, musiker og komponist til mange af gruppens kendte sange.

Og så alligevel ikke. For bogen 40 år i A-dur handler kun til dels om Shu-bi-dua som et vigtigt kapitel i Michael Hardingers liv, der fortælles kronologisk fra undfangelsen på Hotel Hafnia i København i februar 1948 og frem til nutiden. Som Hardinger selv gør opmærksom på på bogens omslag, så er det at skrive bøger ikke hans metier: “Dette er min første bog. Og sikkert også den sidste. Den er skrevet nogenlunde som jeg taler. Der er ingen  ghost-writer på. Og tegnsætningen er som det behager mig. Da jeg synes det er latterligt ikke at bruge kommaer til at skille teksten for forståelse. Istedet for kold kryds og bolle. Deal with it. Klager modtages ikke, kære skole lærere. I gjorde jeres bedste men den bed ikke på mig”. Det er på disse vilkår, bogen er blevet til. Og må læses og anmeldes. Det er her man finder bogens styrke og dens svaghed.

Hardinger skriver da også som en brækket arm med hakkende tegnsætning og navneord, der ikke bliver sammesat. Men han fortæller også lystigt om livets gang – illustreret med små tegninger af Tania “Dut” Ovesen og fotos og udklip fra Hardingers egne scrapbøger. Jeg skal ikke forsøge at genfortælle det levede liv i kort form. Men Hardinger kommer godt rundt omkring i sin krønike. Lige fra barndommens omskifteligheder med en omrejsende far og frem til tiden som veletableret musiker med rod i USA.

Og det er en helt igennem positiv fortælling, for Hardinger gør også det valg fra starten, at han skærer meget væk. Fx forbliver han “privat” – så koner, kærester, ja privatliv i det hele taget forbliver inden for en lukket parantes, som vi ikke får lov til at kigge ind i. Det samme gælder livets genvordigheder i form at konflikter, uoverensstemmelser og lignende. Vi ved, at der var ballade i og omkring Shu-bi-dua, men det preller af på Hardingers positive tilgang til tingene som vand på en gås. Og det er nok den største anke, jeg har mod bogen: Den savner en kritisk dimension, der kan være med til at give læseren et nuanceret syn på et kompleks levned.

Bortset fra det, så er det fornøjelig læsning. Hardinger får malet et fint billede af sig selv som et menneske, der lever i og for musikken. Selv om også bliver ret tydeligt, at musikken langt fra et det eneste, der optager Hardinger. Længe er han fx på vej til at gøre stor karriere i charter-, hotel- og feriebranchen og han får også foden inden for i DR, hvor han som bekendt møder Bunden, Michael Bundesen, og får grundlagt Shu-bi-dua. Man får en fornemmelse af, at skæbnen sagtens kunne have taget en anden drejning for Hardinger. Men det gjorde den som bekendt ikke.

40 år i A-dur er først og fremmest en fortælling om en mand, der fra barnsben af fulgte sin egen næse, havde heldet med sig og fik lov til at leve af popmusik. Ungdomsoprøret gik helt hen over hovedet på den unge mand, der ellers aldersmæssigt burde have været både langhåret og have haft Karl Marx’ Kapitalen under armen. Hardingers oprør bestod i fravælge et almindeligt borgerligt liv med læreplads, fast arbejde fra 8-16 og villa, volvo og vovse. Hardinger bor nu i United Bluff og kan se tilbage på en ret så imponerende liv i musikkens tjeneste. Det har været en fest, som han skriver. Desværre fik vi ikke så meget at vide om tømmermændene, men vi var godt underholdt, medens snakken gik.

I øvrigt fik Torben Bille alligevel sat et lille aftryk på denne bog. For halvvejs inde i historien får vi anekdoten om Torben Billes kritiske syn på Shu-bi-dua – og om gruppens lille hævn i form af sangen “Billen på bladet”. Det kan godt være at Torben ikke var Shu-bi-dua-fan, men han kunne have skrevet et fint supplement til Hardingers bog. Og så i øvrigt havde Torben det jo med at tage sine synspunkter op til renfærdig revision. Måske kunne han godt lide Shu-bi-dua efter 40 år!?

Michael Hardingers bog overflødiggør med andre ord ikke andre bøger og artikler om Shu-bi-dua, men er en absolut læseværdig biografi af og om en af den helt centrale figurer i bandet. En bog, man som musikelsker, bør unde sig selv at læse.

Michael Hardinger. 40 år i A-dur. Bogkompaniet. Udkom d. 20. august.

 

riverrun…. Dagens bogindkøb

8. juli 2013

Jeg har det lidt som Dan Turèll, der engang blev spurgt, om hvad han læste af ny litteratur. Han svarede noget i retning af, at han havde så mange klassikere, han endnu ikke havde fået læst, så det var så som så med alt det nye. Blandt de værker, der står på min imaginære liste over bøger, jeg må se at få læst, inden det er for sent, står James Joyces elitære hovedværk Finnegans Wake. En bog med et ry om at være nærmest ulæselig. Måske endda skrevet – for at være ulæselig. Og så alligevel. For al litteratur er pr. definition læselig. Så nu står den restaurerede udgave af Finnegans Wake og samler støv ved siden af Kierkegaard og Proust. riverrun…

I dreamed i was a very clean tramp. A memoir.

9. maj 2013

Jeg er gået i gang med at læse Richard Hells erindringsbog I dreamed i was a very clean tramp (Harper Collins). Og selv om jeg ikke er kommet ret langt, så tør jeg godt sige, at det bliver en af en de større oplevelser i musiklitteraturen for mit vedkommende. Jeg kan vældig godt lide titlen, der er anderledes, end man er vant til at se. Og så kan jeg godt lide Hells anslag i bogen. Der er ikke meget idoldyrkelse eller rockmytologisering i hans helt nede på jorden-fremstilling af sin opvækst. Det er meget let at identificere sig med den unge Richard, der ser Zorro på tv og drømmer om at stikke af fra det hele (og gør det). I første omgang er det ikke rock’n roll, der tænder den unge løjser. Det er litteraturen. Han vil være forfatter. Ikke som Borroughs og Ginsberg, men som digteren c.c. cummings. Men i New York får rocken alligevel tag i ham – og resten af historien kender vi (selv om jeg ikke har læst den i Hells udgave endnu…):
“There was just so muchmore excitement in rock & roll than sitting home writing poetry. Thepossibilities were endless. I mean, I could deal with the same matters that I’d be sweating over alone in my room,to put out little mimeograph magazines that five people would ever see. And wedefinitely thought we were as cool as the next people, so why not get out thereand sell it?” (cit. fra bogen Please Kill Me, der er en mundtlig overlevering af punkens historie)

Erindringer: Pete Townshend – Who I Am. A memoir.

28. juli 2012

Tressernes og halvfjersernes rockikoner er kommet til års, og ganske naturligt kommer der en lind strøm af mere eller mindre autoriserede biografier om ikonerne. Og hører man til den race af boglæsere (og musikelskere), der læser bøger om rockikoner, så vil man også vide, at meget af det, der er kommet, er hø og hakkelse – i stedet for åndelig føde.

Men én biografi ser jeg frem til med store forventninger. Til oktober kommer Pete Townshends egne erindringer med det pirrende, selvbevidste titel Who I Am. A Memoir. Når jeg ser frem til den, så er det ikke kun, fordi Townshend altid har stået for mig som værende en yderst selvbevidst (for nu at sige det pænt) mand, der ikke alene skrev nogle fantastiske sange og spillede en formidabel rockguitar i et af verdens bedste rockbands, The Who, men også fordi Pete Townshend i årevis har været en semi-intellektuel skrivende personage. Han kan skrive.

Helt tilbage i starten af halvfjerdserne havde han sin egen klumme i Melody Maker, og siden avancerede han til jobbet som essayist for rockjournalistikkens flagskib Rolling Stone, hvor han leverede tre større essays. Et om sin åndelige vejleder Meher Baba, et om en Who-opsamlingsplade (Meaty, Beaty, Big and Bouncy) og en med den sigende titel “The Punk meets the Godmother”. Og årtiet efter blev han redaktør for det velanskrevne forlag Faber and Faber, hvor han blandt andet havde ansvar for kollegaen Eric “The Animals” Burdons selvbiografi og andre bøger om musik. En enkelt fiktionsbog er det også blevet til fra Townshends hånd, den kritikerroste novellesamling Horse’s Neck fra 1985.

Ud over arbejdet som redaktør har Townsend også fået tid til at etablere sit eget forlag Eel Pie Publishing, der udgiver bøger for børn, om musik og spirituelle emner. Og han har sågar startet sin egen boghandel med navnet Magic Bus (titlen på en af The Whos store singlehits). Glemmes skal selvfølgelig heller ikke de tydelige litterære aftryk på The Whos plader og Townshends egne. Townshend stod bag de kontroversielle rockoperaer Tommy og Quadrophenia – og flere af Towsends egne soloplader har tekster, der oprindeligt var tænkt som mulige bogudgivelser. Fx på pladen Psychoderelic.

Der er selvfølgelig allerede udsendt bøger om Townshend, men det skal blive interessant at læse, hvad han har at fortælle om sit liv. Ikke, fordi det er Sandheden om Pete Townshend, men fordi han tilhører den lille skare af rockmusikere, der også har et tænksomt og skabende forhold til et andet medie end musikken – skriften.

Pete Townshend – English Boy & Face the Face

Rolling Stones på boghylden

15. juli 2012

Rolling Stones’ 50 år lange karriere har ikke kun sat sig musikalske spor, men også litterære. Og nogle af de mange bøger om Rolling Stones er faktisk også læseværdige som litteratur – og ikke kun som informationsportaler til gruppen. Andre – fotobøgerne – er også dokumenter over en tid og en kultur.

Keith Richards’ “Life” er ikke til at komme uden om, hvis man vil vide noget om Keefer. En selvbiografi, der på én og samme tid bekræfter billedet af ham som en enfant terrible, men også nuancerer billedet meget.

Vi kan håbe, at Mick kommer sig over Keiths kommentarer angående Jagges forplantningsværktøj og selv tager sig sammen til at skrive-fortælle sine erindringer. I mellemtiden kan man passende læse Christopher Andersens krønike om bandets ubestridte forgrundsfigur.

Rygradden eller pulsen i Rolling Stones har altid været trommeslageren Charlie Watts. Om bandets gentleman med den store kærlighed til jazz og raceheste kan man læse i Alan Claysons biografi, der bare hedder: Charlie Watts. Ingen markskrigeri, for det er ikke nødvendigt, når det gælder Charlie Watts.

Blandt fotobøgerne kommer vi ikke uden om den danske fotograf Bent Rejs dokumentation af de unge rullesten. Her får vi dem frisk fra fad, længe før der gik verdensberømmelse og high society i gruppen. Samtidig får man et fint stemningbillede af de tidlige tressere. Kan kun anbefales.

Selv om Kefer ikke selv har medvirket til Jessica Pallington Wests What would Keith Richard do?, så er den en stærkt underholdende pendant til de mange angelsaksiske citat-bøger og som disse tankevækkende læsning.

Vi kommer heller ikke uden om bassisten Bill Wyman, selv om det efterhånden er mange år siden, han var med. Som Charlie Watts lagde Wyman en bundsolid bund under bandet musikalske rejse gennem bluesuniverset. Stone Alone er en af Wymans fortællinger om sit liv med og uden rullesten.

I Sway skaber Zachary Lazar en litterær roman ud af sladder- og biografistoffet omkring Anita Pallenberg og den amourøse trekant, hun indgik i med Keith Richard og Brian Jones.

Et andet uomgængeligt værk er den legendariske manager Andrew Loog Oldhams anekdotemættede beretning Rolling Stoned, der både er selvbiografi, samtidskrønike og saftig sladderhistorie i et. I øvrigt er det den tredje beretning fra hans hånd.

Og denne lille anbefaling kunne vi passende slutte af med Rolling Stones’ Yesterday’s Papers. Hvem læser gårsdagens aviser? Nej, men med bøger er det en helt andet sag…

Michael Falch – Trækruter – en bogomtale

19. januar 2012

Undervejs i læsningen af Falchs nye bog Trækruter kom jeg på et tidligt tidspunkt i tvivl om, hvorvidt Falch nu havde fundet den rigtige form. Michael Falchs bog bygger på hans egen weblog. Vejen fra internettets – webloggens – ‘løsrevne dagbogsnotater’ til bogformen synes kort og ligetil. Men i min optik er der et kvalitativt spring fra netop weblog til bog. Og Falchs egen henvisning i bogen til H. C. Andersen, Martin A. Hansen og Henrik Nordbrandt som forbilleder understreger det. Der er forskel på at skrive dagbog og skrive dagbog med henblik på bogudgivelse – for nu at sætte det hårdt op. Selv om Falchs bog bestemt er læseværdig på grund af det indblik, den giver i mandens liv og karriere, så er jeg langt fra sikker på, at den valgte form er den rigtige. I hvert fald ikke den bedste.

Jeg har indtil videre ikke kunnet frigøre mig fra en fornemmelse af, at det der i første omgang oplevedes som et stilistisk flow mere var et resultat af bogens udspring i de løsrevne, personlige blogposteringer end Falchs forfatterkvaliteter. Kort sagt, tror jeg, Trækruter som et stykke erindrings- og dagbogslitteratur ville have vundet ved fra starten at være tænkt og skrevet som bog. I hvert fald havde tvivlen ikke forladt mig, da jeg vendte den sidste side.

Prisen for den valgte form er også, at strukturen i bogen får et løst og tilfældigt præg. Mere løst og tilfældigt end godt er. Selv om bogen følger kalenderen fra sidst i 2009 og frem til midten af 2011, så brydes kronologien op af sidespring, erindringer m.m. Og ligefrem fremstilling blandes godt og grundigt op med småfilosofiske livsbetragtninger, småfortællinger om personer og hændelser osv.

Interessen i bogen samler og begrunder sig i det forhold, at Michael Falch er en kendt skikkelse i rocken – og på det seneste også som endnu en af de kendisser, der er blevet ædru alkoliker. Historien om Falchs alkoholisme og vejen bort fra flaskens dæmoni, og de omkostninger den nuvundne ædruelighed fik – bl.a. opløsningen af et årelangt ægteskab – fylder en del i bogen. Forståeligt nok. Men vi får også et indblik i rockmusikerens succesfulde liv i internettets tidsalder, hvor den gamle Malurt-forsanger finder nye veje med eget pladeselskab og nye samarbejdsformer (bl.a. samarbejdet med Poul Krebs). Og så er dagbogen spækket med anekdoter – om Sebastian, Bruce Springsteen osv. – der er med til at gøre den fundamentalt underholdende – og til at holde dagbogsmonotonien stangen.

Mit forbehold til trods, så kan jeg kun anbefale bogen til dem, der interesserer sig for rock og for Michael Falch i særdeleshed.

En længere udgave af ovenstående omtale kan læses på Geiger.

Torben har også læst og påskrevet Falchs bog – med et lidt andet udbytte – her.

The Byrds i biografiens vold

20. december 2011

Amerikanske forfattere betales pr. trykt side, har jeg hørt. Det tror jeg gerne. I hvert fald forklarer det, hvorfor mange amerikanske bøger lider af voluminøs elefantiasis. Edb-manualer på tusindvis af sider, romaner på den forkerte side af 500 osv.

Jeg kom til at tænke på dette fænomen og på tanken om begrænsningens ædle kunst (som skulle være enhver skribents og kunstners dyd i følge Goethe), da jeg læste om Johnny Rogans nye biografi om The Byrds. Rogan er allerede kendt for sin omfangsrige Byrds-biografi fra 1999 – Timeless Flight Revisited – der fyldte hele 768 sider i hardback-udgaven. Men Rogan har åbenbart ment, at der var mere at fortælle. I hvert fald har han udsendt Requiem For The Timeless på hele 1152 sider – og det er vel at mærke kun Bind I!

I følge oplysningerne har Rogan interviewet alle, der har været med i gruppen og haft forbindelse med gruppen – selv groupierne – for at finde stof nok til sit storværk. Jeg vil overlade det til andre at læse dette værk – og nøjes med at lytte til gruppens musik, for det er der, vi finder ‘sandheden’ om The Byrds: Turn, Turn, Turn.

Neil Diamonds største…

6. december 2011

Julen står for døren og tiden er oprunden, hvor pladebranchens købmænd skal høste det sidste i året. Og tradionelt har forudsigelige og uinspirerede opsamlinger med kunstneres "største" eller "bedste" sange – ofte ny indpakning af gamle opsamlinger (som stadig kan fås) – været vejen til købernes lommer. Men ret skal være ret. Nogle opsamlinger forekommer at være mere velanbragte end andre. Det gælder fx den nye udgave af Neil Diamonds "allerbedste". Ikke, fordi den er hævet over diskussion – men fordi man i det mindste har gjort sig den ulejlighed at lave et tværsnit af mandens produktion fra de tidlige indspilninger på Bang og Universal og frem til Diamonds kunstneriske come-back i samarbejdet med produceren Rick Rubin.

Neil Diamon er en af de kunstnere, der har fået en kunstnerisk revival i min bevidsthed. Er du i tvivl om hans sangskriverkvaliteter – så lyt til den nye opsamling – her.

En 68-bagskid ser tilbage – Niels Skousens erindringer “Herfra hvor jeg står””

7. november 2011

Niels Skousens erindringsbog “Herfra hvor jeg står” begynder i et tog. Den femårige Niels står og kigger ud af togvinduet, medens toget bevæger sig gennem Rendsborg i retning mod det Tyskland, som familien kommer fra. Den kun 1 meter og 10 centimeter høje dreng iagttager sanseligt og konkret, hvad han ser. Togets lyde, skiltene på stationerne (skrevet med gotiske bogstaver), de krigshærgede tyske byer, menneskerne. Detaljerne stiger op fra papiret med en filmisk konkrethed.

Ved bogens slutning stiger Niels igen på toget. Han har indløst en 14-dages Eurodomino-billet og drager af sted mod sit oprindelsesland, Tyskland, hvis sprog han behersker, og hvor han kan ‘glide ubemærket’ ind.

I den mellemliggende tid har han levet sit liv i Danmark og er så småt nået frem til en erkendelse af, hvad han vil med sit liv. Skrive sange om det og spille dem. At være troubadour.

Rejsen er ikke en ukendt metafor for det levede liv. Niels Skousen nævner da også vores store rejsende digter, H. C. Andersen, som et forbillede og inspiration. Og togrejsen er et udmærket billede på, hvordan Skousens liv forløber i fortællingen. Han er både den iagttagende, “ der ‘herfra hvor jeg står’ med skærpede sanser registrerer, hvad der foregår omkring ham“, men også selvforglemmende aktiv og involveret i det liv, der leves.

I forbindelse med omtalen af den plade, hvorfra erindringsbogen henter sin titel, Skousen & Ingemans klassiker “Herfra hvor vi står”, forklarer Skousen, at teksterne på pladen netop handler om ‘hvor svært det er at nå frem til sit eget jeg’ og om betingelserne for denne svære selverkendelse, bevægelsen og forandringen. Semper idem et alter, som de gamle latinere sagde. Man skal forandres for at forblive sig selv. Og pladen er optaget af denne foranderlighed og bevægelse. “Jeg var optaget af bevægelse og forandring. ‘Det bevæger sig, når vi går’, var selve kernen i min indgang til den sang. Den oplevelse, at dit perspektiv, dit synsfelt og objekternes forhold til hinanden forandres, når du sætter dig i bevægelse. At handlingen, deltagelsen og din egen indgriben i verden var vigtig og gav et andet perspektiv end det du ville ved blot at sidde og se på”.

Og sætte sig selv i bevægelse og på spil gør den unge Niels fra første færd. Han kaster sig ud i livet i Danmark og lever det forlæns og forstår det så småt baglæns, for nu at parafrasere en Kierkegaard-maxime.

Niels er sammen med sin mor og storebroder kommet til Danmark efter krigen og besættelsen. Og moderen, der til sin død i en fremskreden alder af 93 år insisterer på sin tyske identitet, kæmper en heroisk kamp for at overleve og blive accepteret i et land, hvor det at være tysk, ja, i det hele taget anderledes, var et tungt åg at bære rundt på. Men Niels’ moder er også et aktivt og kreativt menneske, og det lykkes faktisk for hende at skabe et liv med gymnastik og dans som levevej blandt de danskere, som hun aldrig kommer til at kunne fordrage. Og man forstår hende godt, når man læser den barske historie. Hvis vi tror, “integration” er et nyt problem Danmark, så læs med i Skousens erindringer… Fortællingen om de første år frem til gymnasieårene står stærkt og gribende i fortællingen. Efter min mening noget af det bedste i bogen.

Hvor moderen står ved sin anderledeshed og kæmper sin kamp sammenbidt med den pris det har, fx i form af flere børnehjemsophold for Niels og storebroderen, så glider Niels ind i det danske liv uden de store problemer. Sådan som børn nu gør. Først i erindringens klare lys går det op for forfatteren, at det har haft en pris. Undervejs er noget blevet trængt i baggrunden, fortrængt, og det vender så tilbage. En almen lærdom ved livet.

Med fortællerens eget ordvalg, så kaster han sig ud i livet og håber at lande på begge fødder. Og springet lykkes. Det er også hans held, at det sker i en periode, “ tresserne“, hvor mulighederne er mangfoldige og verden åbner sig på en måde, vi hverken har oplevet før eller siden.

I sin gymnasietid får Niels smag for dramatikken og “ efter et årstid som medicinstuderende på universitet“ bliver teateret et af de to spor, der tydeligst løber gennem hans liv. Det andet spor er musikken. Uden andre forudsætninger end en skolekomedie bliver Niels Skousen skuespiller. Studenterscenen med Hans Chr. Ægidius som leder bliver under titlen Collage den læreplads, hvor Skousens skoling finder sted. Og derfra går det slag i slag. Niels går “ igen med forfatterens eget ordvalg “ fra det ‘ene rum til det andet’. Og et af disse rum bliver efter årene med Collageteateret tressernes nye populærmusik. Beatles, Stones, Kinks, Dylan. Og sidstnævntes Another Side of Bob Dylan får den unge Niels til at købe en elendig Western-guitar og øve sig hver eneste dag. Og langsomt, men sikkert bliver musikken det andet tydelige spor i hans liv.

Niels går fra det ene rum til det andet. Og dørene åbner sig. Skuespil, teater, film, tv, radio, musik m.m. Tilfældet hersker. Og en “ set her fra 2011“ en imponerende og misundelsesværdig lang række muligheder og chancer tilfalder fortælleren som appelsiner i turbanen. Dramatikken vejer tungt, men også årene med Skousen & Ingeman og Musikpatruljen fylder godt i erindringerne, selv om det var år, hvor hashtågerne hang tungt over hele sceneriet.

Det udadvendte liv fylder meget i bogen. Man får som læser en klar fornemmelse af at være med, hvor det sker. Og det private fylder tilsvarende lidt. Selv om vi får noget at vide, så hersker der en markant diskretion omkring det mest intime og private liv. Og det taler måske for sig selv, at det aktive liv, hvor fortælleren er opslugt af sit virke får ham til at glemme pleje det første ægteskab, han indgår. Utroskab og en efterfølgende smertende skilsmisse er prisen for en forglemmende opslugthed af det kunstneriske arbejde. Men intet er som bekendt ikke så skidt, at det ikke også er godt for noget, og bearbejdningen af skilsmissen er med til at sætte den efterlods forståelse af de foregående års ‘togrejse’ i gang. Niels når et point of no return og må indse, at han har været naiv. En ikke uvæsentlig erkendelse.

Skilsmissen bliver en ny begyndelse. Og Niels tager sig selv i nakken. Genoptager skuespilleriet og samler den musik, der efter årene med Peter Ingeman var gået helt i stå, op igen. Han vil spille teater og lave en ny plade. Og netop i vendepunktet løber han ind i en ung kvinde, digteren og den senere filminstruktør, Linda Wendel, som bliver fortællerens nye hjerterdame. Teaterarbejdet udvikler sig og topper, da Niels bliver en central figur i tv-serien “Landsbyen”, som han ikke alene spiller en hovedrolle i, men også er med til at idéudvikle og skrive. Til gengæld går det halvskidt med solokarrieren som troubadour. Efter albummet “Landet rundt”, som går helt fejl af tidsånden, opstår der et længere afbræk i det musikalske spor. Og for en tid bliver Skousen nærmest glemt som musiker. Illustreret af en oplevelse, han har på et værtshus i Ringsted, hvor han optræder sammen med Peter Ingeman og Stig Møller. Bodegapublikummet tager imod dem med tilråbet: “Aksel er Gud, Aksel er Gud!”. Skousen huskes kun for sin rolle i “Landsbyen”.

Det er nok ikke tilfældigt, at det egentlige erkendelsesmæssige vendepunkt kommer, da forfatteren sidder i et lille lokale ude på Østre Gasværk og skriver dagbog. Han er med i en lille rolle i opsætningen af Romeo og Julie og har tid til at sidde i sin minimale garderobe og skrive. Det er her, medens skriften folder sig ud på papiret, at han bliver klar over, at han undervejs har glemt sig selv, glemt at lytte til sin egen lyst. Og det er her beslutningen om at købe en ny guitar og kast sig over det fortællende sangskriveri bliver taget. Og beslutningen om at stige på toget igen.

Skousen forlader læseren på et tidspunkt, hvor han er genrejst som troubadour med de kritikerroste album “Dobbeltsyn” og “Daddy Longleg”, og hvor moderens død på et plejehjem får ham til at indse, at hans egen livsrejse er del af en større bevægelse. Generationernes store togrejse. Familiens og slægtens. Det går op for ham, at man for at blive sig selv, skal vedgå den ubevidste arv og gæld, man modtager fra sin familie. Fx moderens andethedsfølelse og hendes ambitioner, som kommer til udtryk i Niels eget optagethed af det moderne i teater og musik. Men også den fraværende fars betydning som fraværende.

“Herfra hvor jeg står” er en velskrevet erindringsbog. Den er skrevet i en enkel, sansemættet og konkret prosa, der trækker på samme hammel som den gode danske naturalistisk-realistiske tradition i dansk litteratur. Man mærker, at det ikke ligger forfatteren fjernt at skrive, selv om han langtfra og heldigvis ikke er “litterær” i sit afsæt og sit anslag. Undervejs kom jeg til at tænke, at Skousens prosa er som godt rugbrød med kerner i. Det skal forstås som en ros. Jeg elsker godt rugbrød.

Bogen er udgivet af Gyldendal i 2011.

Omtalen kan også læses i Geiger

 

Søde Judy med de blå øjne

5. november 2011

Hun har rundet de 72 år, og har for nylig udsendt et nyt album, Bohemians. Og så har hun – meget passende – fået udsendt sine erindringer med den stærkt associative titel Sweet Judy Blue Eyes. Vi ved jo alle, at hun havde amourøs omgang med Steven Stills, der også skrev Suite: Judy Blue Eyes til Crosby, Stills & Nash første plade i 1969.

Ikke alene har Judy Collins øjne så blå, at man kunne forsvinde i dem, men også en af de flotteste sopraner i moderne populærmusik. Måske den bedste af dem alle. Hun var imidlertid sen til at komme igang med at skrive sine egne sange i en tid, hvor det blev nøglen til stor anerkendelse og succes, og blev derfor hængende i et image som fortolker af andres sange.

Collins kom fra en musikalsk familie. Faderen var radiomand, og den unge Judy fik en klassisk musikalsk dannelse. Men det var ikke klaverværker af Mozart og andre klassiske komponister, der trak i de unge i tresserne. Det var folk og pop, og via optræderner på klubber og cafeer fik Collins adgang til populærmusikkens hellige haller, pladestudierne. En kontrakt med det dengang kreative og fremsynede Elektra sørgede for at sætte hendes karriere på skinner med en række velproducerede og kritikerroste album, fx “Wildflowers” (1967) og “Who Knows Where the Time Goes” (1968).

Til Collins’ image hører også associationerne i retning af den “pæne pige”, der ikke flippede så meget ud som andre i den generation. Men i følge forskræppende til memoirerne, så korrigeres dette billede. Også hun fik sin del af sprutten, stofferne og den fri sex – i hvert fald før hun giftede sig for anden gang med Louis Nelson. Og det er vel ganske befriende at konstatere, at hun nok lød hun og så ud som en engel, men hun var det ikke…

I følge anmeldelserne af bogen, så er hendes kommentarer til kollegerne også værd at læse – og med til at nuancere billedet af ikonerne. Fx får Dylan på puklen, fordi han gladeligt lod sig promovere af Joan Baez i de unge år, hvor han optrådte som gæst ved hendes koncerter, men aldrig gjorde gengæld siden hen. Endnu en brik til billedet af egocentrikeren Bob Dylan. Eller når Collins beretter om Janis Joplins nøgterne selvdestruktive erkendelse af, at flasken ville blive hendes skæbne.

Omtalerne af bogen giver en lyst til at læse den fra ende til anden, fordi den er endnu en personlige fortælling om en æra, hvor verden forandrede sig mere end nogensinde før.

BohemianTurn Turn Turn

Gregg Almann skriver (også) selvbiografi

22. september 2011

Bob Dylan har gjort det. Neil Young har gjort det. Og flere med dem. Blandt andet Gregg Almann – fra legendariske Allman Brothers Band – som til foråret udsender sin levnedsskildring. Titlen er endnu ikke fastlagt, men forlaget bliver William Morrow/ Harper Collins. Jovist, tressernes og halvfjerdsernes store stjerner er kommet i memoirealderen….

Et Band-medlems memoirer – Robbie Robertson

9. marts 2011

Den uformelle leder af The Band, Robbie Robertson er aktuel med en ny plade How To Become Clairvoyant, der udkommer i næste måned. I den forbindelse har Robertson oplyst, at han vil gå i gang med at skrive sine memoirer. ‘Jeg må smøje ærmerne op, tage ud i en hytte i skoven og gøre det ordentligt’, udtaler han. I forvejen er to forsøg med ghost writers mislykkedes. Hvis man har set The Bands afskedskoncertfilm The Last Waltz, kunne man ellers godt få det indtryk, at Robertson måtte kunne fortælle sin livshistorie med både fynd og klem. Sans for gode anekdoter og timing har han i hvert fald. Der er noget at se frem til… [kilde: Telegraph]

Peter Øvig Knudsen om Hippierne

4. marts 2011

Efter Blekingegadebanden har forfatteren og journalisten Peter Øvig Knudsen kastet sig over de danske hippier med fokus på lejren i Thy. Det kommer der et værk på hele to bind ud af. Det første kommer til oktober og det næste i 2012. Til Jyllands-Posten siger forfatteren: “- Efter Blekingegadebanden, som var fortællingen om den kommunistiske del af ungdomsoprøret, der næsten endte i terrorisme og i hvert fald i kriminalitet og vold, ville jeg skrive om den anden side, nemlig hippierne, om kunstnerne, stofferne, kærligheden og musikken”. Altså sådan en slags modpol til Blekingegadesagaen. Det bliver spændende at dykke ned i…