Titlen på Sam Robas nye plade siger næsten det hele om, hvad det drejer sig om: Mississippialabamageorgiatennessee. Pladen er en stor kærlighedserklæring til de amerikanske…
Tag: americana
CAPAC anbefaler: The Lake – Sunshine from the past
Bag bandnavnet The Lake gemmer sig komponist og musiker Anders H. Mortensen og en flok musikalske legekammerater: Jacob Chano (trommer, slagtøj og sang), Nikolaj Wolf…
One-eyed Mule – dansk-americana
Det sidste døgn tid har jeg tilbragt sammen med et enøjet muldyr. One-eyed Mule er navnet på et dansk band, der netop i disse dage…
Levon Helm – Dirt Farmer
Som læsere af bloggen vil vide, så gør vi os ikke i personlige lister over de bedste plader i det forgangne år. Af den simple…
The Sid Hillman Quartet
Ved en fejl er jeg kommet i besiddelse af The Sid Hillman Quartets album “Volume Two” fra 2002. Jeg havde bestilt en helt andet plade…
Richmond Fontaine – giver koncert på P4
Hvis man er til “litterær” americana, så er der grund til at lukke op for P4 fredag den 30. november kl. 21. For så giver…
1967: Lovin Spoonful – Darling be home soon
1967 var også året, hvor det fabelagtige band The Lovin Spoonful fik et pænt hit med sangen Darling Be Home Soon om at savne den…
R.E.M. Live
Det havde forbigået min opmærksomhed, at R.E.M. har udgivet et live-album. I dag faktisk. Bestående af 2 cd’er og en dvd. Så vidt jeg husker,…
Lucinda Williams – fire skarpe…
Som nævnt sætter Lucinda Williams sit tydelige aftryk på P. F. Sloans nyfortolkning af sin sang “Sins of the Family”. Og så vil tilfældet –…
Rock møder bluegrass: Alison Kraus & Robert Plant
Som Anja allerede har gjort opmærksom på har Led Zeppelins Robert Plant overtalt sangfuglen og bluegrassikonet Alison Krauss til at lave en fælles plade Raising…
The Court & Spark “Ventura White”
Så var der igen lidt at høste på det lokale biblioteks bog- og cd-udsalg. Og denne gang fandt jeg en plade, jeg længe har haft…
Woody Guthrie
Det siger ikke så lidt om den store amerikanske sangskriver og folkemusiker Woody Guthries folkelige appel og spændvidde, at både Bruce Springsteen spiller hans musik…
No Nukes – Jesse Colin Young
I går omtalte jeg dobbeltalbummet No Nukes. Blandt perlerne på dette album er også Jesse Colin Youngs udgave af “Get Together”. Nummeret var det første…
Verdens ende – med Skeeter Davis
“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk…
Uncle Meat – Dagens Zappa
Frank Zappa og Mothers of Invention ‘går til filmen’ med dette 1969-album, der var tænkt som et soundtrack. Filmen blev dog først til noget i…
Musik på hjernen: Me and You and a Dog named Boo
For snart længe siden læste jeg en fortælling af den amerikanske neurolog Oliver Sacks. En ældre dame havde fået en mindre skade på hjernen (hjerneblødning eller sådan) og hørte nu symfonisk musik hele tiden. Problemet var, at hun ikke kunne komme i tanke om, hvor og hvornår hun havde lyttet til den pågældende musik. Nærmere efterforskning viste så, at det havde hun i sin spæde barndom, hvor hun var omgivet af familiens musikalske udfoldelser.
Jeg kom til at tænke på denne fantastiske historie om hjernens fascinerende evne til at gemme erindringer, som vi måske ikke aktivt har adgang til, da jeg var ude og lufte hunden. Pludselig dukkede en melodi op for mit indre øre. En melodi, som jeg ikke har hørt i mange år: Lobos hit “Me and You and a Dog named Boo”. Lobo var sangeren og sangskriveren Roland Kent LaVoies kunstnernavn (og det betyder: ulv).
Det var ikke kun melodien, der dukkede op. Også erindringen om en bestemt klassekammerat, Bente, der var glad for den sang – og et billede af et bestemt ishus i Sædding en sommerdag. Mere var der ikke: Billedet af Bente og ishuset – og så en særlig sommerdagsstemning. året var 1971. Read more
Guts, guts, got no guts – en erindring
Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede. Read more
Frank Zappa og Mothers of Invention
Det er Bo i The Jiggly Room, der bringer fænomenet Frank Zappa på bane. For mig er Zappa uløseligt forbundet til tresserne og de tidlige…
Rocking girls… Fanny
Stikordene var rocking og girl, og associationen: Fanny. Et af de meget få rockbands, måske det eneste, i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, som udelukkende bestod af kvinder. De kvindegrupper, der dominerede dengang var vokalgrupper.
Gruppen blev dannet i slutningen af tresserne af June Millington (guitar og sang), Jean Millington (bas, sang), Nickey Barclay (keyboards, sang) og Alice de Buhr (trommer og sang). Dengang gjorde man meget ud af, at det var et pigeband, og måske stod dette fokus lidt i vejen for deres musik . Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flink til at spille deres albums, når de udkom. Det var solid, velspillet rock med gode melodier og meningsfulde tekster. Det lykkedes dem at komme på hitlisten to gange. I 1971 med sangen Charity Ball, og i 1975 med Butter Boy. Seks albums blev det til: Fanny (1970), Charity Ball (71), Fanny Hill (72), Fanny Live (72), Mother’s Pride (73, produceret af legenden Todd Rundgren) og Rock and Roll Survivors (74). I 2002 udsendte nostalgiforlaget Rhino Records en retrospektiv boks med fire cd’er: First Time In A Long Time. Mere om deres pioner-historie kan man læse her. Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2007.
Det har desværre ikke været muligt at finde videoer med bandet live. Men her er et par med deres musik: Read more
Musiknostalgi: Showaddywaddy
Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti…
Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Read more
Det er en smuk dag
Morgenen bød på en let, sval brise og sol fra en ikke skyfri, men let cumuluseret, blå himmel. En smuk dag. Og det er stikordet til dagens (første?) nostalgiske, musikalske tilbageblik på den periode, der lige pt. optager blogskriveren: hippie-syre-psychedelia-årene sidst i tresserne. Sådan cirka. Og til de fremmeste grupper i denne flossede kategori hører uden tvivl It’s a beautiful day.
Bandet blev dannet i det centrale år 1967 – The Summer of Love – af den konservatorieuddannede violinist David LaFlamme og omfattede desuden LaFlammes kone Linda på keyboards, den henrivende sangerinde Pattie Santos, guitaristen Hal Wagenet, basspilleren Mitchell Holman og trommeslageren Val Fuentes. De spillede en blanding af rock, jazz, folk, klassisk musik m.m.
Den musikalske konkurrence var hård i The Summer of Love, og It’s a beautiful day var et af de bands, der kom til at stå i anden række. Hvilket musikalsk set ikke var helt retfærdigt. Men sådan er det jo.
I 1969 udsendte de deres debutalbum It’s a beautiful day, der indeholder klassikeren “White Bird”. Uden at blive et top 10 hit gjorde pladen sig godt på salgbarometeret, og David LaFlammes og Pattie Santos vokale samarbejde og LaFlammes violinspil gjorde indtryk.
I 1970 havde fru LaFlamme forladt bandet og var erstattet af Fred Webb. Samme år kom den fine opfølger til debuten, Marrying Maiden, der også gjorde sig pænt på hitlisterne.
De efterfølgende to plader Choice Quality Stuff/Anytime (1971) og Live At Carnegie Hall (1972), var ikke dårlige, men publikum svigtede, og et par år efter gik bandet i opløsning (1974). Siden har David LaFlamme forfulgt en solokarriere med held, og bandet er blevet gendannet i slutningen af halvfemserne.
Gruppen renomé skyldes især de to første slidstærke LP’er. Jeg kan huske, at deres musik, ikke mindst nummeret “White Bird” var meget efterspurgt på P3 op gennem halvfjerdserne. Og at de to albums ligeledes var efterspurgte. På et tidspunkt blev de så omsider genoptrykt, og man kunne se de karakteristiske omslag hænge i vinduerne hos FONA.
I øvrigt er de udsendt på en dobbeltcd siden hen. Videoer: Read more
Strawberry Alarm Clock – psychedelia, nostalgia…
Bøjet ind over supermarkedets køledisk med is og isdeserter og diskuterende med Frøkenen, om vi nu skal vælge Hansens øko-chokoladeis, en fransk framboise-sorbet eller en ordinær jordbær- eller flødeis, popper navnet Strawberry Alarm Clock op i hovedet. Jordbær Vækkeur. Sikke et navn. Godt nok til at bide sig fast i hjernebarken, eller hvor det det nu bed sig fast dengang for en del år siden.
Strawberry Alarmclock var en del af tresser psychedelia-bølgen og fik et hit, nemlig “Incense and peppermints”, der til gengæld toppede Billboards hitliste. Gruppen bestod af store knægte, hvoraf flere stadig gik i skole, og på hittet fik de en 16-årig skolekammerat, Greg Munford, til at synge lead. Efter en masse udskiftninger gik bandet allerede i opløsning i 1971, men nåede at udsende fire LP’er, uden at nogen af dem blev store hits. Film-buffs blandt bloglæserne vil måske huske gruppens navn fra et par film, Psyched-Out med Jack Nicolson, hvor gruppen spillede en håndfuld sange, blandt andet omtalte hit, og Russ Meyers trash-klassiker Beyond the Valley of the Dolls, hvor de også lagde lyd til soundtracket.
Strawberry Alarmclock tilhørte den “poppede” end af den psykedeliske bølge sammen med fx The Flowerpot Men og lignende. Men derfor er de nok et genhør og -syn værd: Read more
Legetøjsbiler: Matchbox
I New York Times læser jeg en nekrolog. Jack Odell er død i en alder af 87 år. Jack var designeren af Matchbox legetøjsbilerne. I min barndom havde jeg nogle få af disse biler. Blandt andet en sølvgrå Mercedes sportsvogn – lidt à la ovenstående. Man kunne åbne dørene ind til de fine sæder og rattet, som kunne drejes, så hjulene bevægede sig, bagklappen ind til baggagerummet, hvor der lå et reservehjul – og forklappen ned til motoren, der var en nøje kopi af den rigtige motor. Matchbox-bilerne var kvalitetslegetøj, lavet af metal og rigtige gummihjul. De var sirligt malet med gengivelse af alle orginalens detaljer.
Men man vokser fra sit legetøj, og en dag, da jeg ikke havde andet at bestille ødelagde jeg bilen med min fars hammer. I bagklogskabens lys skulle jeg ikke have gjort det. Det kunne have været sjovt at have den i dag. For slet ikke at tale om dens antikvariske pris!
I følge nekrologen var det Odells datter, der fik Jack til at lave legetøj. Hun havde fået den idé at tage en edderkop med i skole – anbragt i en tændstikæske. For at få hende på andre tanker, lavede Odell en lille affalttromle til hende. Og det blev starten på Matchbox Toys, der siden producerede millioner af små biler og lign.
Carl Perkins “Matchbox”: Read more
Dionne Warwick & Burt Bacharach
I sin karrieres efterår besøger den amerikanske sangerinde Dionne Warwick København. For capac er det umuligt at nævne denne sangerinde med de markante høje kindben og den uforlignede, delikate stemme uden også at nævne Burt Bacharach, den store amerikanske sangskriver. Deres samarbejde leverede noget af det absolut bedste popmusik i halvfjerdserne. For en del år siden kom der en udmærket 2 cd-greatest hits-plade med Dionne, hvor alle perlerne var med. Anbefales på det varmeste.
Her er en sjælden video, hvor mesteren selv – Burt Bacharach – fortæller om sit symbiotiske forhold til Dionne Warwick og sammen giver de eksempler fra kataloget. Nyd det (selv om videoen hakker lidt…). Read more
Fra gummicellen – Porter Wagoner
I sidste måned omtalte jeg Porter Wagoner i forbindelse med udgivelsen af pladen “Wagonmaster”. I mellemtiden er jeg blevet opmærksom på en genudgivelse af interesse, nemlig albummet Rubber Room: The Haunting Poetic Songs of Porter Wagoner 1966-1977, der – som titlen antyder – består af det bedste fra mandens sangskriverhånd i den nævnte periode. En mere omfattende omtale af udgivelsen kan man læse her.
En tekstsmagsprøve – sangen The Rubber Room:
In a buildin’ tall with a stone wall around there’s a rubber room
When a man sees things and hears sounds that’s not there
He’s headed for the rubber room
Illusions in a twisted mind to save from self-destruction hmm it’s the rubber room
Where a man can run into the wall till his strenght makes him fall and lie still
And wait for help in the rubber room
From his blurry vision of doom a psycho in the rubber room
The man in the room right next to mine screams a woman’s name hits the wall in vain He’s in the rubber room
I hear footsteps poundin’ on the floor God I hope they don’t stop at my door
Hmm I’m in the rubber room
Now they’ve come to get me but they find
I’m a screamin’ pretty words tryin’ to make ’em rhyme
I’m n the rubber room hmm a psycho I’m in the rubber room hmm
Og her en corny video, hvor Porter synger sammen med en næste uigenkendelig Dolly Parton: Read more
The Drifters’ Bill Pinkney er død, 81
Endnu en popkunstner har forladt den jordiske musikscene. I onsdags døde Bill Pinkney i en alder af 81. Han var en af de oprindelige medlemmer af doo-wop-rythm-and-blues-vokalgruppen The Drifters, der blev dannet i capac fødeår 1953 af Clyde McPhatter og er blevet videreført gennem årtier med skiftende besætninger. Pinkney forlod allerede gruppen i 1958, angiveligt på grund af uoverensstemmelser om penge. Derfor nåede han ikke at medvirke på nogle af gruppens største hits fra dens tidlige periode: Fx Under The Boardwalk, Up On The Roof og Save The Last Dance For Me. Men Pinkney satte med sin umiskendelige basstemme sit tydelige præg på gruppens version af julesangen White Christmas. Ellers er Bill Pinkney – der også var krigsveteran fra 2. Verdenskrig og baseballspiller – mest kendt for at have været involveret i et juridisk slagsmål om retten til kunstnernavnet The Drifters. Efter bruddet med Drifters dannede Pinkney The Original Drifters, der fik succes i USA.
Drifters tilhører den fornemme tradition for vokalgrupper, der altid har været i amerikansk popmusik . Her er et par nostalgiske videoer fra gruppens repertoire. Read more
Easy Rider – Iron Butterfly
Mere støjende rock – fordi Regitze har haft en god morgen og sat associationerne i gang her i bloggen. Her er Iron Butterfly med Easy Rider, som capac var meget glad for den gang den udkom. Jernsommerfuglen indspillede nummeret på deres album Metamorphosis, der udkom i 1970 Read more
Whiskeytown – Pneumonia
Addendernes orden er ligeglad, som min regnelærer sagde med et smørret smil. Indlægget om John Mayall skulle være kommet før Pere Ubu. Men sådan kan det gå, når der går ged i rækkefølgen.
Den sidste plade – 3 for 20 kr. – jeg fik fat i på biblioteket var Whiskeytowns udgivelse Pneumonia fra 2001. Whiskeytown er et projekt ledet af den hyperproduktive, amerikanske alt-country-americana-sanger-og-sangskriver Ryan Adams (f. 1974).
Whiskeytown blev dannet i 1994, og ud over Adams er Caitlin Cary, Phil Wandscher, Eric “Skillet” Gilmore og Mike Daly med. Gruppen opløstes mere eller mindre i 1999 på grund af interne problemer (Adams har ry for at være svær at arbejde sammen med…). Men både Caitlin og Adams, der udgjorde den faste kerne i gruppen, gav udtryk for at bandet ville blive gendannet.
Tre albums er det blevet til. Pneumonia er det sidste. Som hos andre alternative country-bands, fx Uncle Tupelo, så er der tale om musik, der står solidt plantet i country- og countryrock-traditionen, fx repræsenteret af Gram Parsons, og samtidig er musikken under indflydelse af moderne amerikansk rockmusik.
Debutpladen Faithless Street, der udkom på et lille plademærke ved navn Mood Food Records i 1996, gjorde Whiskeytown til et af de førende alt-country-bands. Allerede her kunne man se, at Ryan Adams var en sangskriver med potentiale. Noget, der blev bekræftet af album nr. 2 Stranger’s Almanac, der kom på det store Geffen Records i 1997.
Pneumonia var allerede indspillet i 1999, men på grund af nogle problemer med pladeselskabet (Outpost Records), der kom i klemme i samarbejdet mellem Polygram og Universal, blev pladen først udsendt i 2001 af Ryans nye pladeselskab Lost Highway Records. Undervejs under indspilningen af de tre plader foretog gruppen en række udskiftninger af medlemmerne.
Musikalsk har gruppen bevæget sig fra en mere traditionel countrylyd på den første plade til en mere sofistikeret country-rock-sound på den sidste skive.
Både Caitlin og Adams har været aktive ved siden af og efter gruppens opløsning. Caitlin har fx været med til at danne det tidligere omtalte americana-pigeband Tres Chicas.
Her spiller Whiskeytown nummeret “16 Days” fra Stranger’s Almanac: Read more
Surfer Girl
Dagens ørehænger – sangen, der bliver ved med at køre, selv om der er stoppet for cd-afspilleren – er Beach Boys’ Surfer Girl fra uskyldens år, hvor det var ok at køre retningsløst rundt i store, benzinslugende biler – og besynge dem i iørefaldende sange – uden tanke på global opvarmning og i øvrigt fordrive tiden med at surfe og kigge på solbrune bikinipiger…
Simon and Garfunkel – Live 1969
En af popmusikkens suverænt bedste duoer, Simon and Garfunkel, udsender i følge Gaffa den 18. august et live-album – Live 1969 – med koncertoptagelser fra deres USA-turné det år. Oprindeligt skulle pladen være udgivet dengang, men Bridge Over Troubled Water kom i vejen og siden udsendte de deres dobbeltalbum: The Concert In Central Park (1982).
Her er de – live – med klassikeren, den smukke poetiske ode America – luv that song! :
Marquee Moon – 30 års jubiliæum
Det føles, som om det var i går, den amerikanske gruppe Television smed sit første album Marquee Moon på gaden. Gruppen blev dannet i 1973 i New York med de to guitaresser Tom Verlaine og Richard Lloyd i forgrunden og Richard Hell på bas, ex-Blondie bassisten Fred Smith og Billy Ficca på trommer – og gruppen var – til forskel fra “konkurrenterne” fra The Ramones og Patti Smiths gruppe – mere sofistikeret artrock end sen- eller postpunk. Af samme årsag fik gruppen heller ikke de nævnte bands kommercielle succes, men måtte “nøjes” med at blive et banebrydende kultband. Som mange andre New Yorker-bands var Television arvtagere efter Velvet Underground, men samtidig kan man høre en genklang af amerikansk kunstmusik, garage- og guitarrock i deres musik. Grupper som Quicksilver Messenger Service, Love og 13th Floor Elevators har ikke spillet forgæves. Men også folk som Steve Reich har haft indflydelse. Det kritikerroste, men sløjt sælgende debutalbum blev fulgt op af det ligeledes vellykkede Adventure i 1978, hvorefter medlemmernes veje skiltes – af personlige og musikalske årsager. Gruppen blev gendannet i 1992, hvor en tredje studieplade så dagens lys.
Til lykke med jubilæet – og så er der videoer: Read more
Dean Martin – mere musik fra skammekrogen
Gårsdagens (impuls)køb var cd’en The Essential Dean Martin, der kostede det formidable beløb af 25 kroner. Jeg har altid haft en svaghed for denne italo-amerikanske…
Richie Havens – dagens musiknostalgiske input
Jeg har tidligere omtalt Richie Havens i forbindelse med hans rolle i den sangomspundende Woodstock-festival. Samme Richie fik et større hit i 1971 med George Harrison-kompositionen Here Comes The Sun (som man finder på Abbey Road). Her er den i en fin udgave fra et af Jools Hollands (XTC) musikprogrammer på BBC:
Bonus – Havens første tv-optræden på engelsk tv (BBC4) med High Flying Bird. En pragtfuld optagelse! Read more
Sange til Drella
Dagens musikalske indslag kommer fra John Cale & Lou Reed. Sammen lavede de minderunen over Andy Wharhol Songs for Drella, der viste, at de sagtens kunne lave musik sammen efter alle skærmydslerne siden tiden med Velvet Underground. Pladen blev dengang fulgt op med en tv-udsendelse, der også udkom på VHS. Nu mangler vi blot at få den udsendt på dvd. Det kommer nok før eller siden. I mellemtiden kan vi nyde de bidder, vi finder på den tilsyneladende uudtømmelige YouTube: Read more
Mountain – 1970 – Mississippi Queen
Dagens musikalske indslag er en fin live-optagelse med Mountain. Jeg har tidligere skrevet om denne ypperlige heavy-rock-gruppe, der blev dannet i 69. Lyden kunne selvfølgelig være bedre. Billederne også. Men man får alligevel en fornemmelse af, at det måtte have været sjovt at stå dernede blandt publikummerne og vippe med foden… God fornøjelse.
Tilføjelse: I det gamle indlæg om Mountain, omtales også gruppen Blue Cheer som heavy-rock-pionerer. Jeg faldt over denne gamle optaglse fra tysk tvs “Beat-Club”, hvor de giver deres største hit Summertime Blues. Read more
Berlin i Berlin – Lou Reed i Europa
I december 2006 skrev jeg følgende: “Et af den amerikanske musiker Lou Reeds bedste album Berlin bliver nu (igen) genstand for en semiteatralsk, multimediekoncert med…
Moby Grape – bedste psykedelisk band fra tresserne?
Moby Grape, der blev dannet i San Francisco i 1966 af det fhv. Jefferson Airplane-medlem Skip Spence (trommer), guitaristen Jerry Miller, trommeslageren Don Stephenson, rytmeguitaristen Peter Lewis og bassisten Bob Mosley, betragtes af mange kendere som det bedste band fra San Francisco-scenen i tresserne. Gruppens omdømme skyldes især deres debutplade fra 1969, Moby Grape, der er en af de mest spændende rockplader fra perioden. Bemærkelsesværdigt var det også, at samtlige medlemmer i gruppen var med til kollektivt at komponere musikken og skrive teksterne. Til trods for, at gruppen ikke var mainstream, fik den gode anmeldelser, og pladen solgte efter datidens målestok ganske godt.
Måske på grund af den første plades succes og pladeselskabets voldsomme satsning på bandet (der blev udgivet ikke mindre end fem singleplader fra albummet, hvilket var ret usædvanligt dengang), så levede det andet album ikke op til forventningerne. For det første var der tale om et dobbeltalbum; for det andet var det et udpræget jam-album – i pagt med tidens trend på den scene. WoW, som pladen hed, fik ikke den samme kritikermodtagelse som debuten. Set i bagklogskabens lys er det nok lidt uretfærdigt, fordi der faktisk er tale om en musikalsk spændende frembringelse af nogle af San Francisco-scenens bedste musikere. Den er da også blevet kultplade og samlerobjekt i eftertiden…
Som mange talentfulde bands led gruppen under, at den havde et dårligt management og var totalt uerfaren med hensyn til musikindustrien. Dertil kom problemer med stoffer og andre af den tids livsstilsplager…
Videoer: Read more
John Wayne – 100 år
I morgen ville den amerikanske filmskuespiller John Wayne være fyldt 100 år. DR fejrer dagen med en temaudsendelse om manden – og sender i den…
The Fugitive på dvd
En rekonstruktion: I oktober sidste år omtalte jeg tresser-tv-serien The Fugitive og skrev følgende: “[Serien] løb over skærmene i USA i perioden 1963-67. Historien var…
P. F. Sloan – sanger og sangskriver
året var 1965. Barry Mcguire, der havde en rå, upoleret stemme, der passede godt til protestbølgen, fik et stort hit med Eve Of Destruction. Protestsangene…