Indlæg tagget med americana

CAPAC anbefaler: Sam Robas – Mississippialabamageorgiatennessee

4. november 2013

Titlen på Sam Robas nye plade siger næsten det hele om, hvad det drejer sig om: Mississippialabamageorgiatennessee. Pladen er en stor kærlighedserklæring til de amerikanske sydstater og ikke mindst den musik, der udspringer af disse stater og de tilstødende. Den amerikanske populærmusiks vugge, den musikalske smeltedigel uden hvilken rocken aldrig var kommet i støbeformen.

Sam Robas – hvis borgerlige, danske navn er Ebbe Weile – har som rejseleder i sydstaterne et nært forhold til området og dets musik. Og det understreges af pladen, fx af sange som Mississippi Love Affair (skrevet af Marie Bergman), Hank Williams-konstruktionen “Only One Hank Williams Song Away” (der tekstligt består af citater af Williams-sange) og “Damn the Blues” (skrevet af Weile selv i samarbejde med Miller). Det er musik, der – naturligt nok – giver associationer til mange amerikanske plader. Og Ebbe Weiles rustne stemme lader billeder af Bob Dylan, Kris Kristoffersen m.fl. dukke op på det indre lærred. Men når det er sagt, så har Weile sammen med sit kompetente hold af musikere (Per Chr. Frost, gt. – Palle Hjort, keyboards – Michael Borup, bas – Kent Olsen, trommer og slagtøj – Ulrik Bust, saxofon – Jim Hawkins, piano og kordamerne Tina Mitchell Wilkins. Shawnda Birch og Suan Arbuckle)  fået skruet et album sammen, der også har et særligt anstrøg af dansk tungsindighed. Hvorfor vi danske har hang til det melankolske, kan man jo godt fundere over, men i hvert fald passer det lette mismod vældig godt til den tilbagelænede americana…

Pladecoveret på Sam Robas nye plade er holdt helt i sort-hvidt. Måske som et modspil til musikken, der i det kompetente hold af musikeres hænder nok er mismodig at lytte på, men også udstråler en varme og farverigdom. Og det er jo paradokset med melankolien: At den dybest set er vældig livsbekræftende. Som musikken på denne plade er det. Mississippialabamageorgiatennessee
lægger sig fint i forlængelse af andre fine americana-inspirerede plader, der er kommet her i landet gennem de senere år. Og fortjener at få mange lyttere blandt danske americana-elskere. Hermed anbefalet.

Sam Robas. Mississippialabamageorgiatennessee. EMSM Recordings. Udkommer i dag.

 

 

 

 

CAPAC anbefaler: The Lake – Sunshine from the past

9. oktober 2013

Bag bandnavnet The Lake gemmer sig komponist og musiker Anders H. Mortensen og en flok musikalske legekammerater: Jacob Chano (trommer, slagtøj og sang), Nikolaj Wolf (bas), Cecilie Hyldgaard (cello og sang) og Perry Stenbäck (banjo, accordion m.m.). The Lake har en ep på samvittigheden allerede, men albumdebuterer med pladen her, der bærer dobbeltydige titel Sunshine from the past.

The Lake har fået sproglig assistance til de engelsksprogede tekster af Aimee Bobruk – en god idé, som andre sagtens kunne tage til sig – og de sikrer, at teksterne falder ganske udbesværet ind i musikken. Det er tekster, der som så mange andre i disse år, er præget af en vemodighed og let melankolsk stemning. Og som sådan passer de som fod i hose til musikken på pladen.

Sangene er – hvilket også er ganske tidstypisk – inspireret af amerikansk folkrock, country og andre rootselementer. Anders er i forgrunden med sin fløjlsbløde mandsstemme og den akustiske guitar er også et markant gennemgående element i musikken. Der er mange iørefaldende melodier blandt de ialt 11 sange. Iørefaldende, men ikke på den banale popfacon. Et illustrativt eksempel er sangen “Magnolia tree”, der er blevet spillet en del på DRs P4. En fængende melodi, der er indlejret i et avanceret arrangement med fokus på en smuk cellolyd, en dansende banjo og en fint swingende rytmebund af trommer og bas. Moderne countryficeret pop.

The Lakes plade er ikke en plade, der forandrer verden eller sætter en nybrud i gang i musikken. Men den skriver sig fint ind i den fornemme række af danske rockplader, der med inspiration i den åbenbart uudtømmelige americana, byder op kvalitetsoplevelser både for den, der gerne vil lytte bag høretelefonerne, og den, der vil ud i byen og opleve musikken live. Hermed anbefalet.

The Lake. Sunshine from the past. Produceret af: Morten Bue & Anders H. Mortensen. Lost Alien Music. Udkom d. 7/10.

Hjemmeside: The Lake

One-eyed Mule – dansk-americana

16. maj 2008

Det sidste døgn tid har jeg tilbragt sammen med et enøjet muldyr. One-eyed Mule er navnet på et dansk band, der netop i disse dage udsender deres andet album på det lille indiepladeselskab Artiscope Records. Jannick fra pladeselskabet har været så venlig at sende mig et dugfrisk eksemplar, fordi han gerne vil høre, hvad jeg mener. Og tak for det! Capac springer altså ud som pladeanmelder…

Man behøver ikke at være født igår for at forstå, at produktionen – lydbilledet – spiller en vital rolle for den moderne populærmusik. Tressernes beat-musik ville have lydt ganske anderledes, hvis ikke den var blevet optaget i teknologisk begrænsede lydstudier. Siden man optog musik i gamle biografer og badeværelser på to- og firespors-båndoptagere er der jo sket end del på det teknologiske område. Og siden dengang har jagten på den rette lyd – sound – været en del af den musikalske søgen. Jeg kan fx huske, at danske Gasolin – efter at have været udsat for de teknologiske landvindingers muligheder og stjerneproduceren Roy Thomas Bakers evner – ønskede at vende tilbage til noget mere nøgent og oprindeligt… De var kommet for langt væk fra det basale.
Disse tanker faldt mig ind, medens jeg i nattens mulm og mørke sad One-eyed Mules nye album. Inde i øretelefonerne mødes man af en nøgen, rå og ren lyd, der ligger milevidt fra mainstream-poppens glanspolerede og filtrerede lydunivers. Bandet, dets producer, Kristian Vad m.fl. har måske søgt at finde en ærlig lyd som den, man kunne forestille sig kom ud af øvelokalet. Der er tale om en såkaldt analog optagelse. Den lugter langt væk af oprindelighed og søgen tilbage til rødderne. På samme måde som plader med New-Yorker-metropolrockere eller nogle af mange americana-bands, der sidder og spiller i udkanten af den globale musikscene.
Musikalsk er det da også den slags associationer jeg får, når jeg lytter til One-eyed Mules udfoldelser. Inspirationen og arven fra de amerikanske rødder er ikke til at tage fejl af, uden at det skal forstås som epigoneri. One-eyed Mule har et stærkt personligt udtryk i kraft af sangskriverne Rasmus Dalls og Uffe Ipsens forvaltning af arvegodset. Med undtagelse af sangen Sad Little Lovers, der er en traditionel sang, så er de øvrige 10 sange på pladen skrevet af Dall og Ipsen og de består af små tekster, der handler om – ja – kærligheden og hverdagen og trækker på rockmytologiens univers. Go ask Hank Williams for a love song / go ask bobby for a smile.
Kærligheden til de musikalske rødder er ikke til at tage fejl af. Den er gennemført helt ud i pladecoveret, der er holdt, smagfuldt, i næsten helt sort-hvide nuancer. Fotografierne er kornede og efterlader den der fornemmelse af autenticitet, som man føler, når man ser et gammelt sort-hvidt foto fra ens egen barndom.
One-eyed Mule består af sangskriver og sanger Rasmus Dall, der også spiller en markant guitar. Bag ham er sangskriver Uffe Ipsen på opretstående bas, Hammond B-3, Mellotron og sang, Søren Andersen på banjo, guitar, “støj” og vokal, Rasmund Bonde på harmonika og sang og endelig Mads Tønder på trommer, slagtøj og sang. Med denne instrumentering skaber One-eyed Mule deres egen udgave af den genre, man kalder americana. Dansk-americana. Det er, som man allerede vil have forstået, traditionsbevidst musik, der lyser af kærlighed til de store amerikanerne. Hank, Bob osv. I sangene mødes storbyens kakofoniske, skramlende lydbillede med lyden af de store vidder, prærien og en banjo- og harmonikaspillende bonderøv på the porch. De melodiøse sange lefter ikke for mainstream-segmentets hang til øjeblikkelige ørehængere, men vinder ved at blive lyttet til flere gange. Anbefales. Varmt.
One-eyed Mule kan opleves på danske scener i den kommende til. Blandt andet i forbindelse med Spot-festivalen. Hold øje med dem.
Jannick og bandet har stillet et nummer til rådighed for bloggens læsere. Du kan – ganske gratis – downloade nummeret Where You Don’t Belong via dette link (Højreklik og gem). God fornøjelse.

Levon Helm – Dirt Farmer

25. januar 2008

Som læsere af bloggen vil vide, så gør vi os ikke i personlige lister over de bedste plader i det forgangne år. Af den simple grund, at der kommer så meget lytteværdigt, at det halve kunne være nok. Og det er mere end svært at følge med. Men vi skal da ikke lægge skjul på, at en af de gode oplevelser har været genhøret med den gamle trommeslager og sanger i The Band, Levon Helm. Efter en lang pause – mere end tyve år – udsendte han albummet med den ydmyge titel “Dirt Farmer”. Den ligger i tråd med det bedste, som det legendariske Band lavede. Det er musik, der har alle sine rødder dybt forankret i country, rock’n roll, blues, folkemusik og andre americana-elementer. En af den slags plader, man vil kunne lytte til om ti år og så vil den lyde lige så frisk som i går. Anbefales uden forbehold, varmt. Man kan høre noget af pladen på mandens hjemmeside og på hans myspace-side.

The Sid Hillman Quartet

10. januar 2008

Ved en fejl er jeg kommet i besiddelse af The Sid Hillman Quartets album “Volume Two” fra 2002. Jeg havde bestilt en helt andet plade med en anden kunster. Det er den slags ting, der sker, når man handler på nettet. Og det er sket før. Og man kan sagtens få byttet eller endog få den ønskede plade tilsendt – oven i købet. Men denne gang nåede jeg, distræt som jeg er, at godkende handlen på amazon, inden jeg havde fået lyttet pladen igennem.
Man kan kalde det et held i uheld. Jeg havde aldrig hørt om The Sid Hillman Quartet før. Og hvis ikke fejlen var sket, så var det måske ikke sket.
I hvert fald er pladen en positiv overraskelse. “Volume Two” ((evt. interesserede kan få fat i cd’en på amazon.co.uk til under et £… ))er kvartetens fjerde album. De tre foregående er fra halvfemserne og alle udsolgte – og svært opdrivelige. Men i 2005 har bandet udsendt albummet Tercero, der stadigvæk kan fås via pladeselskabet. Og de resterende sange kan downloades på Bournlounge.
Stilen er, hvad man kalder americana. Musik, der trækker på alt godt fra de amerikanske rødder, ikke mindst country-rødder. Her er steel-guitar, violin og akustiske guitarer og lange episke, melankoliske tekster fra Sid Hillmans mund. Sid Hillmans musik sammenlignes med Lucinda Williams, Gillian Welch og Willard Grant Conspiracy. Og det er i den klasse, vi befinder os.
Kvartetten har en hjemmeside og en myspace-side, hvor man kan lytte lidt med. Hvis man er til til americana med vemodige fortællinger og smukke rockende sange, så kan jeg kun anbefale den nørdet udseende Sid og hans venner.

Richmond Fontaine – giver koncert på P4

29. november 2007

Hvis man er til “litterær” americana, så er der grund til at lukke op for P4 fredag den 30. november kl. 21. For så giver Portland-bandet Richmond Fontaine koncert. Richmond Fontaine er vel nærmest et kult-band, der har et entusiastisk publikum, der dyrker sangskriveren Willy Vlautins små “noveller” og fortællinger om livet i ‘det andet America’. Bandet har indtil videre udgivet syv albums, senest “87 Dollars and a Guilty Conscience That Gets Worse the Longer I Go” fra i år. Og det fik en slags gennembrud i 2005 med pladen “The Fitzgerald”, som også kan anbefales at lytte til.
I øvrigt er koncerten optaget på det gode, århusianske spillested Voxhall, der sørger for at århusianere og tilrejsende får mulighed for at høre spændende ny og ældre musik fra nær og fjern.

1967: Lovin Spoonful – Darling be home soon

16. oktober 2007

1967 var også året, hvor det fabelagtige band The Lovin Spoonful fik et pænt hit med sangen Darling Be Home Soon om at savne den udkårne (Billboard nr. 15). Her i en udgave fra Woodstock med sangskriveren – John Sebastian.

Tilbagespoling.

R.E.M. Live

16. oktober 2007


Det havde forbigået min opmærksomhed, at R.E.M. har udgivet et live-album. I dag faktisk. Bestående af 2 cd’er og en dvd. Så vidt jeg husker, er det den første live-udgivelse fra gruppen. Og det interessante ved udgivelsen er, at R.E.M ikke bare spiller kendte sange fra bagkataloget. Der er masser af helt nye sange at kaste sig over. Sådan skal det være. Et must for tilhængere.
Myspace-R.E.Mhjemmeside
R.E.M. in Dublin

Lucinda Williams – fire skarpe…

6. oktober 2007

Som nævnt sætter Lucinda Williams sit tydelige aftryk på P. F. Sloans nyfortolkning af sin sang “Sins of the Family”. Og så vil tilfældet – det pokkers tilfælde! – at jeg falder over fire live-numre med selv samme Williams på NPR Radio (Philidelphia). Fire højklassenumre – Fancy Funeral, Well Well Well, Disgusted og West – som Williams-elskere må lytte til. Her findes de.

Rock møder bluegrass: Alison Kraus & Robert Plant

3. oktober 2007

Som Anja allerede har gjort opmærksom på har Led Zeppelins Robert Plant overtalt sangfuglen og bluegrassikonet Alison Krauss til at lave en fælles plade Raising Sand. Her kan man høre lidt af og om pladen.

The Court & Spark “Ventura White”

28. september 2007

Så var der igen lidt at høste på det lokale biblioteks bog- og cd-udsalg. Og denne gang fandt jeg en plade, jeg længe har haft på min ønskeliste: The Court & Sparks debutplade “Venture Whites” fra 1999 (Tumult/Glitterhouse).
The Court & Spark, der måske har taget navn efter Joni Mitchells album af samme navn, er – eller var? – et San Francisco-baseret indieband, hvis musik måske kan beskrives som et møde mellem den amerikanske alternative-country musik og den Sonic Youth-støjende rockscene. Debutpladen fik begejstrede anmeldelser og gjorde gruppen til et kult-objekt. The Court & Spark består (på debutpladen) af Scott Hirsch, James Kim, Joseph Rogers og sangeren M. C. Taylor. De har siden udgivet disse plader, der alle er udkommet på forlaget Absolutely Kosher:

Bless You (2001)
Witch Season (2004)
Dead Diamond River EP (2004)
Hearts (2006)

YouTube har en enkelt optagelse med bandet. Ikke den bedste, men man får dog et indtryk af gruppens musik. I øvrigt kan man på bandets hjemmeside læse, at det er gået mere eller mindre i opløsning. Indtil videre i hvert fald.

Woody Guthrie

27. september 2007

Det siger ikke så lidt om den store amerikanske sangskriver og folkemusiker Woody Guthries folkelige appel og spændvidde, at både Bruce Springsteen spiller hans musik og præsident George W. Bush har brugt hans kendingsmelodi “This Land is your land” i sin præsidentkampagne. Det siger måske meget om Guthries humanistisk-politiske brod, at nogle har ønsket at slette de sidst to vers i sangen, hvor Guthrie blandt andet anfægter den private ejendomsret…

This land is your land, this land is my land
From California to the New York Island
From the Redwood Forest to the Gulf Stream waters
This land is made for you and me.

As I go walking this ribbon of highway
I see above me the endless skyway
And all around me the wind keeps saying:
This land is made for you and me.

I roam and I ramble and I follow my footsteps
Till I come to the sands of her mineral desert
The mist is lifting and the voice is saying:
This land is made for you and me.

Where the wind is blowing I go a strolling
The wheat field waving and the dust a rolling
The fog is lifting and the wind is saying:
This land is made for you and me.

Nobody living can ever stop me
As I go walking my freedom highway
Nobody living can make me turn back
This land is made for you and me.

In the squares of the city, In the shadow of a steeple;
By the relief office, I’d seen my people.
As they stood there hungry, I stood there asking,
Is this land made for you and me?

As I went walking, I saw a sign there;
And on the sign there, it said, ‘No Trespassing.’
But on the other side; it didn’t say nothing!
That side was made for you and me

Som bekendt har Bruce Springsteen reaktualiseret Woody Guhtries sange for ganske nylig, og derfor kan der være god grund til at trække en ældre hyldestplade frem i lyset: A Tribute to Woody Guthrie (1989). På pladens 27 numre fortolker en lang række store kunstnere Guthries sange. Fx medvirker Bob Dylan sammen med The Crackers (= The Band), Woodys søn Arlo, Tom Paxton, Pete Seeger og mange flere. Pladen giver et godt tværsnit af Guthries sange fra de socialt engagerede sange over balladerne til børnesangene. Her er playlisten.

1. This Train Is Bound for Glory – Arlo Guthrie
2. Narration – Will Geer
3. Oklahoma Hills – Arlo Guthrie
4. Narration – Robert Ryan
5. Rambling Round Your City – Odetta
6. I Ain’t Got No Home – Bob Dylan
7. Do-Re-Mi – Arlo Guthrie
8. Curly Headed Baby – Pete Seeger
9. Dear Mrs. Roosevelt – Bob Dylan
10. Narration – Robert Ryan
11. Pastures of Plenty – Tom Paxton
12. Grand Coulee Dam – Bob Dylan
13. Roll on Columbia/Narration – Judy Collins, Robert Ryan
14. Biggest Thing Man Has Ever Done [Great Historical Bum] – Tom Paxton
15. Jackhammer John – Richie Havens, Pete Seeger
16. Hobo’s Lullaby – Joan Baez
17. Narration – Peter Fonda
18. Woman at Home – Country Joe McDonald
19. Narration – Will Geer
20. Deportee [Plane Wreck at Los Gatos] – Judy Collins
21. Mail Myself to You – Earl Robinson
22. Howdido – Ramblin’ Jack Elliott
23. Jesus Christ – Arlo Guthrie
24. 1913 Massacre – Ramblin’ Jack Elliott
25. Union Main – Judy Collins, Pete Seeger
26. Narration – Judy Collins, Will Geer, Robert Ryan
27. This Land Is Your Land/Narration – Will Geer, Arlo Guthrie, Odetta

No Nukes – Jesse Colin Young

17. september 2007

I går omtalte jeg dobbeltalbummet No Nukes. Blandt perlerne på dette album er også Jesse Colin Youngs udgave af “Get Together”. Nummeret var det første store hit, som gruppen The Youngblods fik i 1967. Jesse Colin Young, der startede som musiker i Greenwich Village i de frugtbare år i tresserne begyndte som solo-artist med to albums, inden han dannede Youngblods. Gruppen, der spillede selv-skrevne folk-rock sange, fik stor kritiker-succes, blandt andet hos vores egen Jørgen de Mylius, der aldrig undlod at spille nyt materiale fra bandet og fra Jesse Colin Young. Men publikum svigtede bandet. Det nåede dog at indspille en række, fine albums frem til omkring 1972, hvor de gik hver til sit, og Colin Young fortsatte den solo-karriere, han fortsat dyrker.

Her er “Get Together” fra No Nukes-koncerterne, hvor Jesse Colin Young blandt andet har Jackson Browne med på kor….

Verdens ende – med Skeeter Davis

6. september 2007

“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk tv udstråler (DR2). Frøknens interesse for musik er vokset stødt det sidste års tid, og hendes øre for melodier fornægter sig ikke. Sangen, der har indfanget hende, er “The End of the World” med den amerikanske country-hillbilly-sangerinden Skeeter Davis, der scorede sit største hit med netop den sang i 1963.
Skeeter Davis, hvis borgerlige navn var Mary Frances Penick, døde i 2004, 72 år gammel. Hendes fortjeneste -var at være en af de første kvindelige solister, der lavede country i grænselandet til den rene pop. Country-pop. En anden var Patsy Cline. Og Skeeter Davis blev – som Patsy Cline – et forbillede for senere store stjerner på området som fx Dolly Parton og Tammy Wynette. Hendes solokarriere blomstrede i tresserne og den fortsatte med en række singlehits frem til midten af halvfjerdserne, hvor efterspørgslen efter hendes bløde vokal dalede.

Uncle Meat – Dagens Zappa

30. august 2007

Frank Zappa og Mothers of Invention ‘går til filmen’ med dette 1969-album, der var tænkt som et soundtrack. Filmen blev dog først til noget i 1987, hvor den blev udsendt som video. Musikken er et melodisk konglomerat af jazz, klassisk, doo-wop, blues, rock’n roll og lydstumper fra nær og fjern. At lytte til den er som at køre hen over FM-båndet på en gammel analog radio, blot med den forskel, at lydglimtene er bevidst iscenesat af Zappa. Som så ofte bruges elementerne med en Zappask ironisk distance. Det er en fascinerende rejse ind i et på samme tid respektfuldt og -løst musikalsk og tekstligt univers, hvor elementer fra hele det kulturelle aspekt køres gennem zappas foodprocessor. En slags populærkulturel dekonstruktion på amfetamin.
Jeg kan huske, at netop Onkel Kød-dobbeltalbummet gjorde et stærkt indtryk på mig, da jeg første gang lagde ører til det. Og af en eller anden grund var jeg ret vild med coveret, der mindede om moderne kunst, collager, objets trouvés etc.