Titlen på Sam Robas nye plade siger næsten det hele om, hvad det drejer sig om: Mississippialabamageorgiatennessee. Pladen er en stor kærlighedserklæring til de amerikanske…
Tag: americana
CAPAC anbefaler: The Lake – Sunshine from the past
Bag bandnavnet The Lake gemmer sig komponist og musiker Anders H. Mortensen og en flok musikalske legekammerater: Jacob Chano (trommer, slagtøj og sang), Nikolaj Wolf…
One-eyed Mule – dansk-americana
Det sidste døgn tid har jeg tilbragt sammen med et enøjet muldyr. One-eyed Mule er navnet på et dansk band, der netop i disse dage…
Levon Helm – Dirt Farmer
Som læsere af bloggen vil vide, så gør vi os ikke i personlige lister over de bedste plader i det forgangne år. Af den simple…
The Sid Hillman Quartet
Ved en fejl er jeg kommet i besiddelse af The Sid Hillman Quartets album “Volume Two” fra 2002. Jeg havde bestilt en helt andet plade…
Richmond Fontaine – giver koncert på P4
Hvis man er til “litterær” americana, så er der grund til at lukke op for P4 fredag den 30. november kl. 21. For så giver…
1967: Lovin Spoonful – Darling be home soon
1967 var også året, hvor det fabelagtige band The Lovin Spoonful fik et pænt hit med sangen Darling Be Home Soon om at savne den…
R.E.M. Live
Det havde forbigået min opmærksomhed, at R.E.M. har udgivet et live-album. I dag faktisk. Bestående af 2 cd’er og en dvd. Så vidt jeg husker,…
Lucinda Williams – fire skarpe…
Som nævnt sætter Lucinda Williams sit tydelige aftryk på P. F. Sloans nyfortolkning af sin sang “Sins of the Family”. Og så vil tilfældet –…
Rock møder bluegrass: Alison Kraus & Robert Plant
Som Anja allerede har gjort opmærksom på har Led Zeppelins Robert Plant overtalt sangfuglen og bluegrassikonet Alison Krauss til at lave en fælles plade Raising…
The Court & Spark “Ventura White”
Så var der igen lidt at høste på det lokale biblioteks bog- og cd-udsalg. Og denne gang fandt jeg en plade, jeg længe har haft…
Woody Guthrie
Det siger ikke så lidt om den store amerikanske sangskriver og folkemusiker Woody Guthries folkelige appel og spændvidde, at både Bruce Springsteen spiller hans musik…
No Nukes – Jesse Colin Young
I går omtalte jeg dobbeltalbummet No Nukes. Blandt perlerne på dette album er også Jesse Colin Youngs udgave af “Get Together”. Nummeret var det første…
Verdens ende – med Skeeter Davis
“Kender du den?”, lyder det ovre fra sofahjørnet. Frøknens musikalske ører har opfattet en sang, der kommer fra lydsporet til filmen Girl Interrupted, som dansk…
Uncle Meat – Dagens Zappa
Frank Zappa og Mothers of Invention ‘går til filmen’ med dette 1969-album, der var tænkt som et soundtrack. Filmen blev dog først til noget i…
Musik på hjernen: Me and You and a Dog named Boo
For snart længe siden læste jeg en fortælling af den amerikanske neurolog Oliver Sacks. En ældre dame havde fået en mindre skade på hjernen (hjerneblødning eller sådan) og hørte nu symfonisk musik hele tiden. Problemet var, at hun ikke kunne komme i tanke om, hvor og hvornår hun havde lyttet til den pågældende musik. Nærmere efterforskning viste så, at det havde hun i sin spæde barndom, hvor hun var omgivet af familiens musikalske udfoldelser.
Jeg kom til at tænke på denne fantastiske historie om hjernens fascinerende evne til at gemme erindringer, som vi måske ikke aktivt har adgang til, da jeg var ude og lufte hunden. Pludselig dukkede en melodi op for mit indre øre. En melodi, som jeg ikke har hørt i mange år: Lobos hit “Me and You and a Dog named Boo”. Lobo var sangeren og sangskriveren Roland Kent LaVoies kunstnernavn (og det betyder: ulv).
Det var ikke kun melodien, der dukkede op. Også erindringen om en bestemt klassekammerat, Bente, der var glad for den sang – og et billede af et bestemt ishus i Sædding en sommerdag. Mere var der ikke: Billedet af Bente og ishuset – og så en særlig sommerdagsstemning. året var 1971. Read more
Guts, guts, got no guts – en erindring
Tilfældigheder og associationer løber sammen som kviksølv. På Valby Station ‘brænder’ Henriks fødder ‘huller i jorden’ til tonerne af Cales hymne Fear is a man’s best friend. Og på nettet læser jeg en notits, hvor den århusianske digter Peter Laugesens beklager sig over, at Gellerupscenen i Brabrand ved Århus ikke bruges til koncerter og kulturelle arrangementer længere. I forbifarten nævner digteren, at han “engang” var til John Cale-koncert på samme scene. Og straks er jeg beamet tilbage gennem tidstunnellen til netop den koncert. En fantastisk koncert. En koncert, man husker, hvis man var så heldig at være tilstede. Read more
Frank Zappa og Mothers of Invention
Det er Bo i The Jiggly Room, der bringer fænomenet Frank Zappa på bane. For mig er Zappa uløseligt forbundet til tresserne og de tidlige…
Rocking girls… Fanny
Stikordene var rocking og girl, og associationen: Fanny. Et af de meget få rockbands, måske det eneste, i tresserne og de tidlige halvfjerdsere, som udelukkende bestod af kvinder. De kvindegrupper, der dominerede dengang var vokalgrupper.
Gruppen blev dannet i slutningen af tresserne af June Millington (guitar og sang), Jean Millington (bas, sang), Nickey Barclay (keyboards, sang) og Alice de Buhr (trommer og sang). Dengang gjorde man meget ud af, at det var et pigeband, og måske stod dette fokus lidt i vejen for deres musik . Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius var flink til at spille deres albums, når de udkom. Det var solid, velspillet rock med gode melodier og meningsfulde tekster. Det lykkedes dem at komme på hitlisten to gange. I 1971 med sangen Charity Ball, og i 1975 med Butter Boy. Seks albums blev det til: Fanny (1970), Charity Ball (71), Fanny Hill (72), Fanny Live (72), Mother’s Pride (73, produceret af legenden Todd Rundgren) og Rock and Roll Survivors (74). I 2002 udsendte nostalgiforlaget Rhino Records en retrospektiv boks med fire cd’er: First Time In A Long Time. Mere om deres pioner-historie kan man læse her. Gruppen blev gendannet for en kort bemærkning i 2007.
Det har desværre ikke været muligt at finde videoer med bandet live. Men her er et par med deres musik: Read more
Musiknostalgi: Showaddywaddy
Lidt oversete har de måske altid været i den nyhedshungrende musikpresse. Til gengæld har de haft et fast publikum. Jeg tænker på de mange revival-bands, der har levet af at spille andres numre med mere eller mindre held. Beatles har adskillige, ABBA ligeså. I det hele taget er der ingen ende på dem. Især ikke, hvis vi tæller alle dem med, der spiller rundt til forsamlinghusballler og bryllupper i det ganske land.
Et succesfuldt revival-band i halvfjerdserne var engelske Showaddywaddy, der specialiserede sig i at genopfriske numre fra især halvtredserne. Gruppen blev dannet i 1973 på resterne af to andre grupper og gjorde sig bemærket ved at have hele to forsangere, to trommeslagere og to bassister. Ikke mindre end ti top-10 hits, heraf en enkelt nr. 1, blev det for gruppen med sange som Heartbeat, I wonder Why, You Got What It Takes, Blue Moon og det største af dem alle: Under The Moon Of Love. Selv om tiden måske er vokset fra deres musik, så turnerer bandet fortsat.
I øvrigt minder deres musikstil om Flash Cadillac & The Continental Kids, der nogenlunde samtidigt spillede gamle halvtredsernumre, blandt andet i den fine film American Grafitti…
Her er Showaddywaddy med en tv-udgave af Buddy Holly-nummeret Heartbeat, som vi meget passende tilegner Listemageren: Read more