Digteren og drukmåsen F. P. Jac – Flemming Palle Jakobsen – ville være blevet 60 år i dag. Men takkede desværre af allerede i 2008 efter i en årrække at have drejet og omformuleret det danske sprog på sin egen skæve og finurlige facon. En særling og en ener i moderne dansk litteratur, hvis lige ikke findes. Derfor savnet i det litterære volière.
Måske er det meget betegnende for forfatteren Klaus Rifbjerg, at han takker af nu, hvor samfundsudviklingen går i en retning, der på langt de fleste måder – økonomisk, kulturelt, politisk m.m. – går den helt forkerte vej. For Store Klaus, som han ofte blev betegnet – både kærligt og knap så kærligt ment – var til det sidste en vaskeægte kulturradikal, hvis hjerte bankede i venstre side under den velplejede borgerlige fremtoning. En gudsbenådet rebel og provokatør, der aldrig gik af vejen for at træde nogen over tæerne, hvis det kunne gøre budskabet klarere. Og en stor romanforfatter og digter, der ikke blot har skrevet mere end de fleste, men også står for nogle af de bedste og mest skelsættende poetiske og prosaiske udgivelser gennem årene. Klaus Ribjerg er uden diskussion den forfatter fra det tyvende århundrede, jeg sætter allerhøjest i min personlige kanon.
Nu er han ikke mere, og dansk åndsliv vil savne og mangle et stort, massivt fyrtårn, der kunne sende sit skarpe lys ud over samtidens politiske og kulturelle dumheder og lige i ansigtet på dem, der er bærere af dumhederne. Hvem skal vi nu hvile vores hoveder mod, når idiotiet igen breder sig? Det giver et stort rif i hjertet at tænke på det… Farvel Rif og tak for alle ordene.
Den store, svenske poet Thomas Transtömer er død. Litteraturen er blevet fattigere.
I dag ville digteren Halfdan Rasmussen være fyldt 100 år. Kendt og elsket var han for sine børnerim og -remser. Derfor kan dagen i dagen også være en passende lejlighed til at erindre, at Halfdan Rasmussen også var meget andet en børnenes rimsmed. I forfatterskabet finder man også humanistisk-politiske tekster – Halfdan var et politisk mennesker: aktiv i Kampagnen mod Atomvåben, Folkebevægelsen mod EU og Amnesty International – og også erotiske digte (Noget om Nanette). Kort sat var Halfdan Rasmussen en digter i ordets bedste forstand – og man kunne ønske sig, at et stort forlag ville tage sig sammen og udgive en samlet udgave af hans tekster. For det fortjener han, om nogen.
Hjemad
Hjem til det grå.
Til himlen der søger jorden.
Ad kølige veje
ind i den lave sol.
Skumringens sorte træer.
Marker der stiger
på fuglevinger. Og havet
hvor mågerne skriger.
Hjem til en dyb grøn stilhed
hvor regnen synger
og havens solsort gynger
på våde grene.
Hjem til det land
hvor du aldrig er helt alene.
Til landet som fulgte dig
hvorhen du gik.
Kornets brusende brænding.
Grøn musik.
Hjem fra det smærteligt skønne
du blændet så.
Tilbage til hverdagens skønhed.
Hjem til det grå.
Slutter af med noget så julet som Grundtvigs “Dejlig er den himmel blå” i DR-pigekorets udgave. Ikke for at lade julen få overtaget, men fordi Grundtvig er en af vore store samledigtere – uanset om man kan lide det eller ej. Glædelig jul til alle, der læser med her.
En anden sangskriver, der også får poesien til at skinne igennem mange af sine tekster er Ray Davies. Tænk fx på Autumn Almanac eller Waterloo Sunset – for at nævne et par af de store Kinks-sange. Men hele vejen gennem Davies’ sangkatalog er poesien til stede – ofte i nærhed af hverdagen og de iagttagelser, den giver anledning til.
“It depends on what part of the being is operative. Of course it’s wonderful to write a song, I mean there is nothing like a song, and you sing it to your woman, or to your friend, people come to your house, and then you sing it in front of an audience and you record it. I mean it has an amazing thrust. And a poem, it waits on the page, and it moves in a much more secret way through the world. And that also is… Well, they each have their own way of travel.”
Jeg synes, at Cohens skelnen mellem sang og digt er alt for rigoristisk og den binder poesien til det skriftsproget. Jeg mener, at poesien – forstået som en særlig indgriben i sproget – finder sted såvel i det talte som skriftsproget. Og mange af Cohens egne sange er udmærkede eksempler, der dementerer hans egen strenge og noget bedagede syn på digt og sang.
Â
Fra Bert Brecht er der ikke så langt til Røde Mor og deres politisk-poetiske sange. “Lil’ Johnnys mund” er stadigvæk aktuel og et fint eksempel på, at der ikke nødvendigvis er nogen modsætning mellem politiks holdning, pop og så poetisk indgriben i sproget.
Kalenderen kommer til endnu en uomgængelig stemme, Bertold Brecht. Her læser han “An die Nachgeborene” (Til de efterkommende). En optagelse fra 1939 – desværre uden dansk oversættelse.
HENRIK NORDBRANDT – åRET HAR 16 MåNEDER from Jesper Ravn Nielsen on Vimeo.
Ingen poesikalender uden Nordbrandt.
Her mødes poesi, musik og melankolsk julestemning i en helhed…
Boris Vians gamle, men stadigvæk aktuelle, digt/sang om desertøren. Vi læste den vist i gymnasiet i fransktimerne. Og her er en dansk version:
Â
Â
Â
Hal Berg/ Boris Vian / Kjeld Ingrisch
Må jeg Hr. præsident, blot be’ Dem om at vente lidt
jeg ved enhver har nok i sit men hør hvad de’r mig hændt.
I dagens stille dont der fik jeg min soldaterbog,
med ordre til at ta’ et tog, der fører til en front,
og den har De vidst sendt, og hvis jeg ikke gør det
tror De jeg ikke tør det ,men undskyld præsident.
I denne bog er sat, en ordre til at dræbe,
det brænder på min læbe. Jeg flygter nu i nat.
Krig får altid fangst, min far har måtte bøde,
min ældste bror forbløde, mens småbørn græd af angst.
Hvis ikke De forstår, så lyt til frontens vilde skrig,
i denne meningsløse krig, og gør hvad De formår.
For ingen af os vil, vi er jo som de andre,
dog slås vi mod hverandre, hvem leder dette spil?
I morgen går jeg ud, jeg går på Deres vegne,
til alle landets egne med dette enkle bud.
Få dette vanvid endt, så sig dog alle sammen stop,
vi kan hvis blot vi går i trop, og dog Hr. Præsident.
Det lyder måske dumt, jeg er jo kun alene,
hvor længe vil de mene at det bliver’ mig forundt,
at sprede dette bud, det passer sig vist ikke ,
og flygte må jeg ikke, det ender med et skud.
Men vent nu lidt og hør, vi bør jo begge sammen gå,
så selv gendarmen kan forstå, og kom så hvis De tør
og gør så hvad De bør.
Her springer vi lidt frem og tilbage i tiden, men poesien er den røde tråd. Her er Peter Olesen med oplæsning fra “Hun forstår ikke digte siger hun og slet ikke digterne”.
Jeg kommer ikke uden om James Joyce i denne julekalender. Her læser han fra hovedværket Finnegans Wake. Poesi? Ja, i mine ører er det poesi….
Poesien antager man former og findes i mange afskygninger af sproget. Også i den populære sangskat. Her i udpræget grad hos Jacques Brel… Ne me quitte pas..
Â
