Indlæg tagget med tv

Lotus og den fulde sandhed

21. september 2016

I forgårs viste DR1 første del af dokumentarfilmen “Lotus og den fulde sandhed”. I filmen følger man Lotus Turèll – Dan Turèlls datter – der gennem samtaler med andre mennesker systematisk forsøger at tegne et billede af sin barndom med en fordrukken far.

Ingen tvivl om, at mange har et problem med alkohol. Ja, der er også mange eksempler på, at forfattere og digtere har været og er alkoholiserede. Der er faktisk skrevet bøger om sammenhængen mellem digtning og alkohol (og andre stoffer). Men  hvor interessant er det nu lige for tv-seerne at se Lotus blotlægge sin fars drikkeri?

I betragtning af, hvor sjældent DR (og TV2) for den sags skyld beskæftiger sig med den danske litteraturs store navne ud fra en litterær synsvinkel, så synes jeg dokumentaren her er ret ligegyldig. Jeg ville gerne se en dokumentarfilm om Dan Turèll, men at bruge 2 gange 45 minutter på at følge hans drikkeri, opfatter jeg ikke som godt tv. Det er snarere udtryk for en uheldig tendens i tv-mediet. Tendens kan man kalde føleri-tv. I en tid, hvor journalisterne tydeligvis mangler almindelig dannelse (almendannelse) – herunder historiefaglige og andre koordinater i deres verdensbillede – så glider de umærkeligt ind i den underlige form for journalistik, der hidtil mestendels har brilleret i ugebladene. En journalistik, der fokuserer på det enkelte (helst kendte) individ og dets følelsesmæssige oplevelse af livets tildragelser. Er du i tvivl om, at det forholder sig således, så prøv engang af se et af de nyheds- og aktualitetsprogrammer, vi præsenteres for om morgenen og aftenen på de to store kanaler. Her dyrkes følelrijournalistikken i udpræget grad.

Nej, hvis du vil vide noget om Dan Turèll, så læs hans bøger.

Mig og så tv

1. marts 2016

I år har jeg fået mulighed for at se mere tv om aftenen som følge af et andet job. Men indtil videre har det ikke været nogen fordel, for jeg synes niveauet – det informative og kulturelle -  på de danske kanaler er alarmerende lavt. Især det journalistiske niveau. Fx i et aktualitetsprogram som DR1s Aftenshowet.

Jeg synes ganske enkelt, at journalisterne er for dårligt rustede til jobbet. De er ekstremt personfikserede, de er dårligt forberedte (ingen eller mangelfuld research) og generelt er deres almenviden for dårlig. Fx hev de den nu detroniserede landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen ind i går aftes for mest af alt at sovse rundt i hendes følelsesliv i forbindelse med afgangen. Hvor det kunne være blevet et spændende indslag om de faktiske forhold i den famøse landbrugspakke (hvad der er op og ned på de famøse tal fx og betydningen for miljøet), så blev det blot en omgang føleri på niveau med de kulørte ugeblade. Og så føjer jeg virkelig, at jeg spilder jeg min tid foran tossen…

Mere fra Vinyl-lydsporet

27. februar 2016

Det kan godt være, at tv-serien Vinyl ikke kommer til at leve helt op til mange anmelderes og seeres  forventninger, men noget tyder på, at lydsporet risikerer at gå over i musikhistorie som mindeværdig. Forleden kunne vi høre Aimee Manns fine fortolkning af The Carpenters. Og nu dukker en anden af vor tids fine kvindelige fortolkere, Neco Case, så op med en loyal og indtagende udgave af Loggins og Messinas klassiske sange “Danny’s Song”, som også Anne Murray fortolkede dengang tilbage i halvfjerdserne.

Grateful Dead genopstår som – tv-serie

17. december 2015

For ikke så længe siden gav The Grateful Dead deres afskedskoncerter. Men næppe havde de afholdt koncerterne, før en ny konstellation af de overlevende bandmedlemmer stod på scenen igen. Og industrine bag Grateful Dead slog selvfølgelig mønt på afskeden i form af diverse pladeudgivelser. Der er nemlig ikke noget, der er så godt for den slags industrier som et bandophør eller -afsked. Og nu forlyder det så, at webhandlespladsen Amazon har kastet sig ud i en tv-serie om bandets lange historie, byggende på den tidligere roadie Steve Parishs erindringer Home before daylight. Man skulle tro, at der var sagt og skrevet nok om bandets historie, men nej. I vore tider er tv-serier det ypperste, man kan opnå at blive gjort til genstand for. Men serien kommer nok ikke til dansk tv?!

Johnny Cash – Danmark 1971

4. november 2015

Vi kender Johnny Cash’ optræde på dansk tv i 1972. Den kan ses på DRs hjemmeside (Bonanza-arkivet) og fås også på DVD. Men af uransagelige grunde har den fine optræde aldrig været tilgængelig på plade – vinyl eller CD. Men det sker så nu, hvor den udsendes i slutningen af denne måneden på både vinyl og lidt senere CD. Og ved årsskiftet kommer der også en koncertoptagelse fra Prag, Koncert v Praze.

Her er Cash i en optagelse fra min barn- og ungdoms yndlingstvmusikprogram Beat-Club:

Monkees rammer også de 50 år

8. september 2015

Ja, også The Monkees – amerikanernes forsøg på at lave noget à la The Beatles som tv-serie – rammer 50-års-jubilæet i år. Og det markeres bl.a. med en udgivelse af gruppens tv-serie på blue ray. Ialt 10 skiver med 58 episoder. Så bliver det omsider muligt for os, der dengang kun kunne drømme om at se det hele på tv, at tage det i øje i en forhåbentlig god kvalitet. Og dermed også at genhøre mange af de udmærkede popsange, gruppen fik lavet.  Udgivelsen kommer til januar og koster en mindre formue…

Riding with the King: Elvis på skærmen

24. juni 2015

Blind høne finder også et korn, siger en gammel talemåde. Og det gælder også for Danmarks Radio og musikken på tv. Den seneste tid har den gamle statsradiofoni faktisk leveret noget til øjet og øret i form af musikindslag. Koncertoptagelser, musikfilm osv. Og på fredag – og kommende fredage – har DR valgt at gøre noget ved The King – alias Elvis Presley – der er blevet pudset af til lejligheden. Og det passer jo en gammel fan som mig rigtig godt.

På fredag har man – uvist af hvilken årsag – valgt at lægge ud med filmen Blue Hawaii fra 1961. Bestemt ikke en af de allerdårligste fra Elvis’ famøse tresserperiode, hvor filmindspilninger var et must for ham og obersten. Og filmen byder da også på et par lytteværdige sange fra Elvis: titelnummeret, “Can’t help falling in love” og “Rock-a-hula baby”. Ikke cremen af mandens indspilninger, men i hans tilfælde kan mindre sagtens gøre det. Nye fans kan begynde her.

Finn Olafsson – på tv

3. juni 2015

Finn Olafsson – kendt fra den gode beatgruppe Ache og her i bloggen også fra det meget fine album Music from North Sealander aktuel med udgivelsen Video of the Month (som jeg meget snart vender udførligt tilbage til – nok i weekenden, hvis der ikke kommer noget i vejen…). Og meget passende kan man allerede inden da få en forsmal på Finn musikalske udladninger, idet tv-kanalen DK4 (der er en af de ganske få danske kanaler, der beskæftiger sig med levende musik.. Skam jer DR og TV”) viser hele to programmer med og om Finn. I morgen kan man se “Finn Olafsson – Live in the Studio”, hvor Finn fremfører 12 af sine kompositioner. Og på Fredag får vi så et portræt af Finn. Vær klar ved fjernbetjeneren!

1864 – en serie, jeg ikke så færdig

1. december 2014

Nej, jeg stod af efter andet afsnit. Ikke, fordi det jeg havde set gjorde mig særlig skeptisk eller nedslået. Men andet kom på tværs – og så blev Ole Bornedals serie til polittisk og kulturelt debatemne i dagevis. Og er der noget, der kan ødelægge en film- eller tv-oplevelse for mig, så er det for megen omtale og for meget markskrigeri. Jeg fulgte ikke med i detaljer, men et par klip står stadigvæk lysende for mig. Dels Bornedals behjertede forsøg på at insistere på sin kunstneriske frihed (over for dem, der mener, at historieskrivning er en slags objektiv videnskab – hvilket den ikke er, aldrig har været og aldrig bliver). Og dels den tidligere hjemmehjælper og nuværende folketingspolitiker Pia Kjærsgaard insisteren på, at der var tale om “manipulation” (som om hun har nogen som helst kvalificeret forudsætning for at ytre sig om et historisk drama som 1864! Bliv ved din populistiske læst Pia Kjærsgaard!).

Jeg vil se serien, når jeg engang får tid til at se den i sammenhæng – fx på dvd. Nu er serien vist og slaget om serien vil i løbet af kort tid være en saga blot – og DR kan i det skjulte planlægge, hvornår de vil genudsende den – for det vil jo med mediets indbyggede gentagelsestvang ske.

Selv har jeg – når jeg ikke blev forstyrret af alskens gøremål – holdt mig til at se kriminalserier. Primært genudsendelser af Barnaby, Vera, Lewis og andre britiske kvalitetsserier. Fordelen ved dem er, at de er det pureste litterære opspind – og netop derfor har en masse at sige om det samfund og den tid, vi lever i.

R.E.M.ember R.E.M.

23. oktober 2014

Trailer til dokumentarfilmen om R.E.M., der findes på det kommende videobokssæt R.E.M.TV

Krimianbefaling: Scott & Bailey

22. september 2014

28381

Selv om allersidste afsnit af den britiske krimiserie Scott & Bailey løb over skærmen i går, så kan jeg godt give den en anbefaling med på vejen, for tro mig, DR skal nok genudsende den på et tidspunkt – for det gør DR med stort set alle de britiske krimiserier.

Hovedpersonerne i serien er de to politidetektiver Janet Scott (Lesley Sharp) og Rachel Bailey (Suranne Jones), der sammen opklarer forbrydelser i et fiktivt Manchesterpolitikorps under ledelse af den tredje kvindelige hovedperson Gill Murray (Amelia Bullmore), af Janet og Rachel kaldet Godzilla…

Serien har alle de kvaliteter, vi forventer af en god britiske krimiserie. Gode, indviklede plots. Fine miljøbeskrivelser og gode skuespilpræstationer over hele linjen. Når serien rager lidt ekstra frem, så er det, fordi den har to – ja, faktisk tre – kvindelige hovedpersoner. Uden at den af den grund kan kategoriseres som femikrimi. Og det interessante er, at de to detektivers privatliv spiller en næsten lige så stor rolle i serien som de enkelte plots og selve politiarbejdet. Både Janet og Rachel er nærmest gift med deres arbejde. Til gengæld har de masser af problemer på privatlivsfronten. Janet bor med sin gamle, skarptandede mor og børnene efter en seperation fra manden, og Rachel lever alene med alt, hvad det indebærer. På overfladen har de styr på deres privatliv, men i virkeligheden lever de i en skrøbelig virkelighed, der let kan bryde sammen. Janet holder krampagtigt fast i kernefamiliefacaden, medens Rachels liv bærer præg af, at hun langt fra har løbet hornene af sig. Løse seksuelle forbindelser og en del alkoholindtagelse er en del af det billede, der tegner sig – og noget af det, der sammen med arbejdslivets byrde binder de to i øvrigt vidt forskellige damer sammen i en venskab, de først med tiden lærer at acceptere.

Foreløbigt har serien løbet over tre sæsonner, men rygtet vil vide, at man er i fuld gang med at producere en fjerde sæson. Og det kan man kun håbe på, for det er en fremragende krimiserie, som man kun kan blive revet med af.

 

Genhør med ABBA

10. august 2014

Helt tilfældigt kom jeg til at se det seneste afsnit af tv-temarækken Anne og Anders på sporet af det tabte land, hvor hovedpersonerne – journalisten Anders Agger og kogekonen Anne Hjernøe – var draget til Sydsverige (Halland, Skåne og Blekinge). Udsendelsen er sådan en slags patchwork af populære tv-programmer – madlavning, rejseprogram med historiske informationer og talkshow – og ganske underholdende på sit eget upræntentiøse og uambitiøse niveau, hvor man ikke vil svinge sig for højt op, hverken journalistisk eller underholdningsmæssigt. På det jævne, på det jævne, der befinder vi os godt på DR.

Men musikken kom ind over, da journalisten kom ind på sporet af ABBA og en medvirkende på akustisk guitar kastede sig over titelnummeret til ABBAs album Arrival. Det andet instrumentalnummer i ABBAs korte karriere – og stadigvæk et meget smukt stykke musik, hvor man næsten kan høre, at komponisterne har tænkt i vokale baner, da de lavede det. Man kan næsten – men kun næsten – høre de to A’ers stemmer i baggrunden…

Halvbroderen – en norsk tv-serie

18. juli 2014

Jeg har ikke læst den norske forfatter Lars Saabye Christensens prisbelønnede roman Halvbroderen, men de sidste eftermiddage har jeg fornøjet mig med at se tv-dramatiseringen af romanen på DR2.

Og det er for at sige det ligeud en fortrinlig dramatisering, nordmændene har lavet. Den oser langt væk af respekt for det litterære forlæg, der efter sigende var tyve år undervejs, før romanen blev realiseret.

Halvbroderen er en familiekrønike om de to halvbrødre Barnum og Fred og deres kvindelige ophav, de tre enlige mødre (datter, mor og mormor). Historien begynder i nutiden, hvor en forfatter – Barnum som voksen – er flyttet ind i en øde hytte ved kysten for at skrive en historie på sin medbragte IBM kuglehovedmaskine. Og derfra bevæger vi os frem og tilbage mellem tiden omkring befrielsen i 1945 og nutiden, der er præget af de tidlige års hændelser.

Et grundlæggende tema i historien er den fraværende fader. Fred er produktet af en voldtægt og kender ikke sin biologiske fader, der forsvandt efter sin forbrydelse og kun efterlod sig en blank uniformsknap. Fred selv forsvinder også sporløst på et tidspunkt. Det samme gjorde morfaderen, der forsvandt på en ekspedition på Indlandsisen. Og Barnums far, Arnold, skrives også ud af fortællingen, da han slås ihjel af en diskos, som Fred har kast i hovedet på ham. Mysterierne om de forsvundne og fraværende mænd gennemsyrer fortællingen og giver en en fascinerende dimension af mystik. Og i sin tro på, at fortiden hviler på og bevæger vores bevistheder er fortællingen et ægte produkt af det tyvende århundrede. Freud, Marx m.fl. har ikke levet forgæves…

Fortællingen er selsagt også en fortælling om, hvordan fortiden bliver mestret gennem fortællingen. Det er Barnum med skrivemaskinen – sikkert Saabye Christensens alter ego – der med stort besvær får skruet den samlede fortælling sammen.

Skuespillet i filmen er helt i top. Pragtpræstationer på alle pladser. Og tidsbilldet er tegnet med følsom nuancering i detaljen. Man mærker virkelig, at forfatteren har brugt mange år på at få alle ingredienser på plads – og at instruktøren og hans entourage har formået at omsætte romanens virkelighed til levende billeder.

Hvis man ikke kender denne fantastiske fortælling, så er der al mulig grund til at bruge timer på den. De sidste par afsnit kan endnu ses på DR2 og genudsendes vist sent på tirsdage. Desværre kan man ikke se afsnittene på DRs hjemmeside af ophavsretsmæssige årsager, men man kan gå ind på bibliotekernes udmærkede side Filmstriben og se samtlige afsnit ganske gratis. Og serien kan også fås på dvd.

Og musik er der også i filmen. I en scene ved et sommerhus ved kysten finder Barnums kommende kæreste og kone moderens guitar og sætter sig ned og spiller en sprød udgave Monkees’ hit “Daydream Beliver” – som en slags kommentar til Barnums dagdrømmeri.

 

Gensyn med Bob Hoskins: Neverland

8. juni 2014

Den 29. april 2014 døde den fremragende skuespiller Bob Hoskins. Og lige nu kan man på DR 1 se den sidste tv-forestilling, han var med i. Det drejer sig om den britiske Peter Pan-serie Neverland, der er en slags forhistorie om den kendte historie  om Peter Pan-figuren. En fortælling om, hvordan rejsen til Neverland – Ønskeøen – kommer i stand første gang. Og her har Bob Hoskins rollen som sørøveren Smee. En rolle, som han forventligt udfylder helt og overbevisende. Andel og sidste del vises i morgen kl. 16.35 – og man kan sagtens følge med, selv om man ikke fik set afsnit 1.

Fotoet (et still fra serien) viser Smee sammen med sørøverkaptajnen i Anna Friels skikkelse.

 

Endnu en fremragende britisk tv-serie: Stuegang

23. maj 2014

Efter at have vist den fine serie Jordmoderen har DR kastet sig over – måske meget logisk – en serie, der foregår i et miljø af gynækologer. Stuegang hedder den på dansk, men den britiske titel er meget bedre og mere afslørende: Breathless.

I serien følger man den ledende gynækolog Otto Powell (Jack Davenport), hans kolleger og deres respektive familier og vennekreds. Handlingen foregår i de på mange måder opbrudsprægede tressere, men det egentlige fokus er på det emotionelle og seksuelle opbrud det tiår førte med sig. Vi er i tiden omkring p-pillens gennembrud.

På overfladen er alting pænt på en britisk middelklassevis. De mandlige læger er enten ‘godt gift’ eller på vej ind i ægteskabet sikre havn med nogle karrierestøttende, hjemmegående hustruer. Men skinnet bedrager. Powells ægteskab er goldt. Det er kærlighedsløst, selv om det dog har resulteret i et barn. Og han forelsker sig dybt i underklassesygeplejersken Cathrine, der har nok at gøre med at passe sin sindsyge far og støte søsteren Jean, der har kastet sig ud i et skrøbeligt ægteskab med lægen Richard, der på sin side ikke kan glemem andre kvinder og især ikke en gammel elskerinde, der dukker op. Heller ikke de andre ægteskaber går godt. Enten er de plaget af forfejlede karriereplaner eller også af en fortrængt fortid, der dukker op igen med seksuel afpresning og andet skidt i kølvandet.

Serien, der indtil videre er i seks afsnit (sidste afsnit vises i dag), minder lidt om den meget roste amerikanske Mad Men-serie i sit fokus på en bedrestillet tressermiddelklasse, og giver et fint, nuanceret tidsbillede af den følelsesmæssige og seksuelle uro, der som et behersket jordskælv slår igennem gynækologmiljøet. I følge oplysninger på producenten ITVs hjemmeside, så bliver sjette afsnit det sidste – og det er en skam.