Indlæg tagget med Musik

Capac anbefaler: The Blues Overdrive – Live!

4. september 2017

Efter en EP og to longplaying albums er danske The Blues Overdrive nu ude med et live-album. Og det må siges at være et helt logisk skridt at tage.

På de to forudgående albums har Blues Overdrive vist, at de kan deres bluestradition til fingerspidserne og forvalter den med overskud og personlighed og det gran af rock, der gør det hele til bluesrock. Med teknisk kunnen og tæt sammenspil har kvartetten overbevist denne lytter om, at de ikke kun er endnu et skud på traditionaliststammen, men at de har noget på hjerte. En hengivenhed til bluesgenren i hele dens bredde og dybde.

Og med den nye live-plade, der er indspillet for et år siden “live-to-tape” på den skanderborgensiske Smukfest føjer Blues Overdrive en ekstra dimension til det indtryk de har efterladt. Nemlig, at de helt ubesværet formår at overføre professionalismen og blueskærligheden til live-situationen, og det på en måde, der blot sætter en sort streg under de kvaliteter, bandet har. Og som giver lyst til at opleve dem netop i livesituationen.

Med undtagelse af et par numre – Bob Dylans “High Water (for Charley Patton)” og Willie Chambers’ “You got the power to turn me on” – så er alle numrene skrevet af Martin Olsen, der også synger for og spiller guitar. Men som tidligere anført kunne sangene sagtens have tilhørt bluesens store sangskat. Det er solide bluessange, der vidner om kendskab og svaghed for den sorte musiktradition.

Samlet set er Live! en god introduktion til et dansk bluesband, der gør traditionen ære og gør al snak om hudfarve irrelevant. Du kan begynde her, hvis du vil dyrke moderne blues.

The Blues Overdrive. Live! Gateway Music. Er udkommet.

Capac anbefaler: Kommode – Analog Dance Music

25. august 2017

Bag projektnavnet Kommode gemmer sig nordmanden Eirik Glambek Bøe, der er kendt fra indiebandet Kings of Convenience. Sammen med vennen Øystein Gjærder Bruvik har Bøe lavet projektet for at skabe musik, der transcenderer indiemusikkens minimalisme og indfrier pladetitlens løfte om analog dansemusik.

Det er blevet til et album, der især lever op til løftet om dansemusik, der både griber tilbage til firsernes mere poppede diskoteksmusik og læner sig op ad moderne club-orienteret musik. På en bund af boblende, medrivende, trommebaseret rytmik, der ikke vil lade fødderne være i ro, rejser sig et fint lag af poppede sange, der bæres frem af projektmager Bøes lette, lyse mandevokal og arrangementer, der er præget af analoge instrumenter, lige fra guitar, blæsere og klassiske instrumenter som cello.

Det samlede resultat er en plade, der nok vil kunne få de danseglade op af sofaerne og ud på gulvet. En plade, der er fuld af charme og bedst nydes i sin helhed – som dansant popalbum.

Kommode. Analog Dance Music. RTSW Records, Brillance. Udkom 18. august 2017

Capac anbefaler: Emilie Schiøtt – After the Rain

25. august 2017

Lad mig starte med konklusionen: Hvis man er til singer-songwriter-kunst med pop-melodiøse, let melankolske hjerte-smerte-sange, fremført af en dejlig stemme og i forfinede, genremæssigt brede arrangementer – ja, så skal man finde en pladehandler og anskaffe sig Emilie Schiøtts nye plade After the Rain.

For det er, hvad Schiøtt byder på på sin nye plade. Ti sange, der alle aspirerer – i større eller mindre grad – til de hitlisteorienterede radioplaylister (og nok skal nå frem). Sange, der har en klar popkvalitet, samtidig med, at de lystig høster fra vidt forskellige genrer som country, blues og – ikke mindst – easy listening-jazz. Schiøtt er tydeligvis en moderne kunstner i den forstand, at hun fordomsfrit blander de musikalske ingredienser i sin musikalske ret, så lyden og atmosfæren får en international, ja, man fristes til at skrive: global, karakter. Sådan som megen moderne musik har det. Resultatet er en slags moderne, voksen popmusik, der matcher en moderne lytter, der ikke er bange for hybride udtryksformer.

På pladen får Emilie hjælp af Nanna (Lüders), der endnu engang leverer backingvokal af høj kvalitet, og af popmusikkens nestor Bent Fabricius Bjerre, der på en enkelt skæring forgylder med sit pianospil. Men selv uden disse kendissers kvalitetstempling af pladen, så rager pladen frem og op i kraft af Emilies dejlige stemme, David Springborgs kongeniale produktion og Michael Soltaus gode sange, der på intet tidspunkt slipper taget i den forførende popappel, uden at blive hverken simpelt banale eller uvedkommende.

Så er du til vellavet sanger-sangskriver-musik, så er der ingen grund til at betænke sig: lyt til After the Rain.

Emilie Schiøtt. After the Rain. Produceret af David Springborg. Hem Records. Udkommer i dag.

Ingen Lonnie Donnegan, ingen Beatles

5. august 2017

“If you wanted to be taken seriously, better to claim you were initially inspired by Chuck Berry and Buddy Holly rather than Chas McDevitt and Nancy Whiskey. Thus skiffle became a bit of an embarrassment for Britain’s sixties rock royalty, like an awkward photo from a school yearbook, a reminder of shabby realities of postwar, pre-rock Britain. Even when credit was given, skiffle often found itself edited out in the search for a snappier sound bite. Take George Harrison’s famous quote about how his band was influenced by the blues: ‘No Lead Belly, no Beatles.’ What Harrison actually said was: ‘If there were no Lead Belly there would have been no Lonnie Donegan; no Lonnie Donegan, no Beatles. Therefore, no Lead Belly, no Beatles.’ ” [Billy Bragg til The Paris Review]

Capac anbefaler: Mathias Heise Quadrillion – Decadence

31. juli 2017

I 2015 havde fornøjelsen af at omtale kvartetten Mathias Heise Quadrillions album Sudden Accent, og jeg opfattede pladen som en velkommen genopdagelse og -livning af en fusionsmusik, der for alvor udfoldede sig tilbage i 1970’erne med navne som Weather Report, Mahavisnu Orchestra, Return to Forever, Herbie Hancock med mange flere.

Og nu foreligger der så et nyt album med titlen Decadence. En tvetydig titel, der både kan henvise til samtidens kulturelle, åndelige og moralske forfald, men også – samtidig – til den forfinede æstetiske dyrkelse og nydelse, som en epokal opløsnings- og forfaldstid ofte fører med sig. I hvert fald finder man på denne plade en udsøgt, smagfuld, æstetisk forfinet dyrkelse af den musik, der opstår i mødet mellem jazzens, rockens og poppens brede landskaber. En vellydende, forførende, smuk, improvisatorisk legering, der både griber ud efter elskeren af det jazz-improvisatoriske og efter pop- og rocklytteren, der tilfredsstilles af den gode melodi og den dansante rytmik. Og som sådan bekræfter pladen i højeste grad det dekadente – i den æstetiske betydning.

Kvartetten består stadigvæk af kapelmester Mathias Heise, der håndterer tangenter, skriver musik og krydrer musikken med sit eminente mundharpespil, der stadigvæk forbigående lader en venlig tanke gå tilbage til mesteren Toots Thielemans, Mads Christiansen på guitar, David Vang på bas og Aksel Stadel Borum på trommer. Og kvartetten får hjælp af en god håndfuld musikere: Hans Ulrik (saxofon), Anne Dirks (vocoder), Live Johansson (cello), Monika Malmquist (violin), Christian Ellegaard (violin), Andreas Bernitt (viola). Og – Emilie Molsted, der synger for på nummeret “Would u” og lægger endnu et smukt lag på det lydbillede, kvartetten hidtil har budt på. Og for min skyld må kvartetten gerne bruge Molsted mere i fremtiden.

Den nye plade lægger nogle alen til den foregående. Især forekommer det mig, at der denne gang er gjort lidt mere plads til de enkelte musikeres lyst og behov for at eksperimentere og improvisere – uden at det sprænger de kompositoriske rammer, der er lagt med Heises stykker.

Hvis man holder af fusionsmusik, så er der ingen grund til ikke at få fat i dette på enhver måde veludførte og vellykkede album, der rager højt op over den mainstreammusik, vi ellers møder i dagens dekadente (?) samfund… Hermed varmt anbefalet.

Mathias Heise Quadrillion – Decadence – Producer: Erik Zobler – Giant Sheep Music. Er udkommet.

Capac anbefaler: Bite the Bullet – Can be anything

17. juli 2017

En flyvende, smeltende lakridsispind. Hvad mon tanken er med dette stykke coverart?, kunne jeg ikke lade være med at tænke, da jeg for et stykke tid siden fik fat i bandet Bite the Bullets nye album. Og jeg valgte at forstå det som et alt andet end entydigt humoristisk udsagn.

Og måske er det rigtig set. I hvert fald er Bite the Bullets udgave af rock præget af en humoristisk, ja næsten drilsk, tilgang til rock og rul. Det er rock, der ikke skal tages alt for alvorligt. Det er rock, hvor man ikke er bange for at genbruge klichéerne fra rockens store spættebog og heller ikke går af vejen for at lave underlige lyde (især på keyboardet). Det er rock, der leder denne lytters associationskæder hen på rockens lette brigade i halvfjerdserne, fx Mabel og Walkers (for nu at nævne danske repræsentanter). Rockmusik, der ikke først og fremmest retter sig mod Kloge Åge-segmentet, men mod den lytter, der gerne vil have fængende poprocksange, der egner sig til dans og sjov og ballade.

Denne iagttagelse skal ikke forstås på nogen pejorativ facon, for Bite the Bullet leverer faktisk nogle medrivende rocksange, der netop har disse kvaliteter, og sikkert nok skal finde sit publikum derude på de små scener og i radiokanalerne, der spiller den slags rock.

Med deres album viser trioen, at der stadigvæk er plads til poprock, der ikke vil tages alt for alvorligt, men med tungen i kinden og et godt øre for den fængende popsang vil underholde rockpublikummet. Og det skal der også være plads til i vores ofte alt for alvorlige tidsalder. Hermed anbefalet.

Bite the Bullet. Can be anything. Produceret af: Søren Christensen. Target Records. Er udkommet.

Desværre har jeg ikke kunne finde musikeksempler fra pladen, men dukker de op, dukker de også op her.

Sgt. Pepper topper igen

10. juni 2017

Og Pepper-feberen breder sig. 50-årsjubilaren ligger på Billboards top 200 album chart på en 3. plads en uge efter udgivelsen af den nye udgave. Det er da imponerende.

 

Sexsmith synger Lightfoot

1. juni 2017


Og så kan det næsten ikke blive bedre for mig sådan en torsdag aften…

En halv Fleetwood Mac…

1. juni 2017

En mindre overraskelse på plade. Lindsay Buckingham og Christine McVie er gået sammen om at lave en duoplade. Det havde jeg ikke lige set komme. En halv Fleetwood Mac? Døm selv på smagsprøverne. Og se og hør, hvad de to har at sige om projektet – her.

Problemer på bloggen

1. juni 2017

Som nogle læsere måske kan se, så er der lidt problemer med tegnsættet her på siden. Jeg arbejder på problemet og håber at vende tilbage snarest.

Opdatering: Ved nærmere eftersyn viser det sig, at det ikke kun er tegnsættet, der er problemer med, men også andre ting i bloggen. Et eller andet har grebet forstyrrende ind. Tålmodighed udbedes.

Algiers er tilbage: The Underside of Power

31. maj 2017

I 2015 gjorde Atlanta-Georgia-bandet Algiers et vist indtryk på denne blogger med deres begsorte musik, der trak på amerikanske rødder, punk og industrial. Og nu er foretagendet tilbage med et album, hvis titel afslører, at det også har noget at sige om det samfund, de lever i. Endnu en omgang mørk musik…

Saint Etienne: Home Counties

31. maj 2017

Saint Etienne fortsætter støt i det electropopspor, de efterhånden har excelleret i i 25 år. Og det må de godt fortsætte med…

Blondie på cafeen

31. maj 2017

Blondies nye og elvte album Pollinator har fået pæne omtaler, selv om man godt kan mærke, at der er gået fyrre år, siden bandet var toneangivende på den amerikanske nybølgescene.

Steppeulvene genopstår eller noget: Stepp2

30. maj 2017

2017-05-05 Stepp2 Forside

For ikke så længe siden havde jeg et genhør med HesteBeste, trommeslager Preben Devantiers post-Steppeulvene-band. Og nu kommer der så nyt fra samme Devantier. På torsdag udkommer Stepp2s plade Stadig på jagt efter fuger i tiden, hvor Stepp2 følger i fodsporene på legendariske Steppeulvene med otte sange med tekster af selveste Eik Skaløe. Altså en slags fortsættelse af Steppeulvene – med det gamle medlem Preben Devantier ved trommerne.

Paul Simon i parken

30. maj 2017

paulsimon_concert-480x480

Paul Simon er en af den gamle garde som holder sig godt – musikalsk set. Måske er han ikke helt så hitlistekonstant, som han var engang, men musikken holder. Og i næste måned udsendes hans velanmeldte koncert fra 2012 i Hyde Park i lyd og billeder.
En koncert, hvor han bl.a. havde et rendevouz med musikerne fra albummet Graceland og fik gæstebesøg af reggaelegenden Jimmy Cliff.