Indlæg tagget med serie

1864 – en serie, jeg ikke så færdig

1. december 2014

Nej, jeg stod af efter andet afsnit. Ikke, fordi det jeg havde set gjorde mig særlig skeptisk eller nedslået. Men andet kom på tværs – og så blev Ole Bornedals serie til polittisk og kulturelt debatemne i dagevis. Og er der noget, der kan ødelægge en film- eller tv-oplevelse for mig, så er det for megen omtale og for meget markskrigeri. Jeg fulgte ikke med i detaljer, men et par klip står stadigvæk lysende for mig. Dels Bornedals behjertede forsøg på at insistere på sin kunstneriske frihed (over for dem, der mener, at historieskrivning er en slags objektiv videnskab – hvilket den ikke er, aldrig har været og aldrig bliver). Og dels den tidligere hjemmehjælper og nuværende folketingspolitiker Pia Kjærsgaard insisteren på, at der var tale om “manipulation” (som om hun har nogen som helst kvalificeret forudsætning for at ytre sig om et historisk drama som 1864! Bliv ved din populistiske læst Pia Kjærsgaard!).

Jeg vil se serien, når jeg engang får tid til at se den i sammenhæng – fx på dvd. Nu er serien vist og slaget om serien vil i løbet af kort tid være en saga blot – og DR kan i det skjulte planlægge, hvornår de vil genudsende den – for det vil jo med mediets indbyggede gentagelsestvang ske.

Selv har jeg – når jeg ikke blev forstyrret af alskens gøremål – holdt mig til at se kriminalserier. Primært genudsendelser af Barnaby, Vera, Lewis og andre britiske kvalitetsserier. Fordelen ved dem er, at de er det pureste litterære opspind – og netop derfor har en masse at sige om det samfund og den tid, vi lever i.

Halvbroderen – en norsk tv-serie

18. juli 2014

Jeg har ikke læst den norske forfatter Lars Saabye Christensens prisbelønnede roman Halvbroderen, men de sidste eftermiddage har jeg fornøjet mig med at se tv-dramatiseringen af romanen på DR2.

Og det er for at sige det ligeud en fortrinlig dramatisering, nordmændene har lavet. Den oser langt væk af respekt for det litterære forlæg, der efter sigende var tyve år undervejs, før romanen blev realiseret.

Halvbroderen er en familiekrønike om de to halvbrødre Barnum og Fred og deres kvindelige ophav, de tre enlige mødre (datter, mor og mormor). Historien begynder i nutiden, hvor en forfatter – Barnum som voksen – er flyttet ind i en øde hytte ved kysten for at skrive en historie på sin medbragte IBM kuglehovedmaskine. Og derfra bevæger vi os frem og tilbage mellem tiden omkring befrielsen i 1945 og nutiden, der er præget af de tidlige års hændelser.

Et grundlæggende tema i historien er den fraværende fader. Fred er produktet af en voldtægt og kender ikke sin biologiske fader, der forsvandt efter sin forbrydelse og kun efterlod sig en blank uniformsknap. Fred selv forsvinder også sporløst på et tidspunkt. Det samme gjorde morfaderen, der forsvandt på en ekspedition på Indlandsisen. Og Barnums far, Arnold, skrives også ud af fortællingen, da han slås ihjel af en diskos, som Fred har kast i hovedet på ham. Mysterierne om de forsvundne og fraværende mænd gennemsyrer fortællingen og giver en en fascinerende dimension af mystik. Og i sin tro på, at fortiden hviler på og bevæger vores bevistheder er fortællingen et ægte produkt af det tyvende århundrede. Freud, Marx m.fl. har ikke levet forgæves…

Fortællingen er selsagt også en fortælling om, hvordan fortiden bliver mestret gennem fortællingen. Det er Barnum med skrivemaskinen – sikkert Saabye Christensens alter ego – der med stort besvær får skruet den samlede fortælling sammen.

Skuespillet i filmen er helt i top. Pragtpræstationer på alle pladser. Og tidsbilldet er tegnet med følsom nuancering i detaljen. Man mærker virkelig, at forfatteren har brugt mange år på at få alle ingredienser på plads – og at instruktøren og hans entourage har formået at omsætte romanens virkelighed til levende billeder.

Hvis man ikke kender denne fantastiske fortælling, så er der al mulig grund til at bruge timer på den. De sidste par afsnit kan endnu ses på DR2 og genudsendes vist sent på tirsdage. Desværre kan man ikke se afsnittene på DRs hjemmeside af ophavsretsmæssige årsager, men man kan gå ind på bibliotekernes udmærkede side Filmstriben og se samtlige afsnit ganske gratis. Og serien kan også fås på dvd.

Og musik er der også i filmen. I en scene ved et sommerhus ved kysten finder Barnums kommende kæreste og kone moderens guitar og sætter sig ned og spiller en sprød udgave Monkees’ hit “Daydream Beliver” – som en slags kommentar til Barnums dagdrømmeri.

 

Juletvkiggeri: Spioner

28. december 2013

Medens andre fortabte sig i julerier i dagene efter d. 24., fik jeg set lidt tv. Som bekendt bliver det ikke til så meget i hverdagen. Og meget passende havde DR2 sat sig for at vise den lille amerikanske serie “Spioner”. Den danske titel er om ikke direkte misvisende, så dog en betydningsfattig erstatning for den originale “The Company”. Hvorfor dog ikke kalde serien “Firmaet” eller lignende, for det er i allerhøjeste grad The Company – kælenavn for den amr. efterretningstjeneste CIA – historien fortæller om.

I serien følger man kampen mellem CIA og dennes sovjettiske modpol KGB gennem den såkaldt “kolde krig”, men synsvinklen er umiskendeligt den amerikanske. Hovedpersonen er den idealistiske agent Jack McAuliffe (spillet af Chris O’Donnell), som man følger gennem fire årtier. Og plottet er – meget forenklet fremstillet: CIA oplever en række mislykkede missioner med invasionen i Svinebugten på Cuba som et katastrofalt højdepunkt. Og de smertelige nederlag fremmaner den lige så smertelige tanḱe, at en “muldvarp” havde været på spil i hjertet af CIA. Derefter følger man minutiøst amerikanernes bestræbelser på at afsløre “muldvarpen”. Og lad mig bare afsløre, at det lykkes til allersidst.

Det interessante er imidlertid ikke – for mig at se – denne kriminalistiske dimension af who-dunne-it-afdækningen, men derimod beskrivelsen af den forgiftede, paranoide atmosfære, der skabes i den amr. efterretningstjeneste. Især omkring den centrale chef for kontraspionagen James Angleton (Michael Keaton), der til sidst bliver offer for sine egne konspirationsteorier og må trække sig som chef (selv om det viser sig, at hans paranoide forestillinger faktisk holder vand…). Beskrivelsen af den forgiftede atmosfære af mistænksomhed, hvor ingen i princippet kan vide sig sikker med hensyn til mistanke, er efter min mening seriens fornemmeste præstation. Man får et meget ubehageligt billede af en efterretningsvirksomhed, der – i den gode sags tjeneste: bekæmpelsen af kommunismen – er til fare for sig selv og den verden, den er sat til at tjene.

Og serien kaster et meget ubehageligt perspektiv på hele sagen om Edward Snowdens afsløringer af amerikanernes massive overvågning af befolkningerne i den vestlige verden. Serien mere end antyder, at den amerikanske efterretningsvirksomhed ikke går af vejen for at mistænkeliggøre den amr. centraladministrations såkaldte allierede (fx nævnes flere historiske ledere, bl.a. Harold Wilson og Olof Palme som værende KGB-muldvarpe…), for at bryde gældende love, for at slå uskyldige mennesker ihjel osv. I det hele taget får man et billede af en labilt paranoid tjeneste, der lever sit eget liv og har sin egen dagsorden ved siden af civilsamfundet.

Når en Thorning Schmidt herhjemme afviser, at Danmark skulle være genstand for NSA-styret overvågning, så illustrerer serien her – i fiktionsform – at det er himmelråbende naivt at sætte sin lid til amerikanernes officielle udmeldinger på området. Hvis serien har blot et gran af sandhed i sig, så må man som menig borger i den vestlige verden forstå, at ingen kan vide sig sikre, når det gælder efterretningsvirksomheden fra US.

Men underholdende er serien, der også er udgivet på dvd/blue-ray. PS. Serien bygger på forfatteren Robert Littells bog The Company fra 2002.

Maggies nye liv – engelsk tv-dramatik, når det er bedst

1. december 2011

Det er ikke meget tv, jeg får set i disse tider. Bortset fra The Walking Dead søndag aften, The Royal om eftermiddagen – og så Maggies nye liv. Sidstnævnte engelske serie er sådan kommet ind fra sidelinjen. Den sendes på DR1 på hverdagseftermiddage kl. 15, hvor jeg alligevel sidder sammen med Fruen og vender livets store og små spørgsmål over en kop kaffe/te.

Maggies nye liv – eller som den engelske titel er: Life Begins – er en af disse hersens bundsolide engelske tv-serier, hvor den berømte køkkenvaskrealisme på fornemste vis går hånd i hånd med komedien og får livets tragi-komik til både at bevæge tv-seernes medfølelse og smilebånd.

Plottet er ganske enkelt. Den hverdagsgrimme Maggie – fremragende spillet af Caroline Quentin – bliver skilt fra sin mand Phil (Alexander Armstrong) og derfor skal finde ud af at leve et “nyt liv”. Og det går slet ikke, som det ville gøre i en amerikansk komedie – forudsigeligt. Nej, livet slår nogle volter, akkurat som det gør i det såkaldt virkelige liv. Maggie bøvler sig frem med sine to børn på slæb, one-night-stands, kærester og familie, kolleger og venner som involverede satellitter, der kredser om Maggie og både støtter og komplicerer hendes liv.

Jeg er kommet ret sent ind i serien, hvoraf halvdelen af første sæsons ialt 20 afsnit er sendt. Men jeg er fast besluttet på at få set det hele – og de øvrige sæsonner, selv om den vist ikke er udsendt på dansk dvd.

I hvert fald er det en absolut seværdig tv-serie i den bedste engelske tradtion, som jeg kun varmt kan anbefale dem, der ikke skal på arbejde eller har andre forpligtelser på en almindelig hverdagseftermiddag.

Og det hæmmer ikke lysten til at se serien, at den ledsages af elektroduoen Faithless‘ meget fascinerende sang No Roots. En af den slags sange, der sniger sig ind på en…

Aftenens serieoplevelse: The Walking Dead

24. oktober 2011

En politimand bliver hårdt såret i forsøget på at stoppe nogle forbrydere ved en vejafspærring og ender på hospitalet. Efter at have ligget i koma vågner han op blot for at opdage, at verden har forandret sig fundamentalt, siden han mistede bevidstheden. Hospitalet er tomt og forladt. Bortset fra et aflukke, hvor en flok zombier er lukket inde…

Det viser sig, at zombierne – eller ‘de gående døde’ – hærger den verden, politimanden kom fra. Han vender tilbage til det hus, hvor han boede sammen med sin kone og søn. Men også det er forladt, og sporene tyder på, at de har flygtet med de mest personlige genstande – bl.a. familiealbummet – og tøj til kroppen.

Det er i korthed optakten til den amerikanske tv-serie The Walking Dead, som havde premiere på DR HD i aftes.

Serien bygger på en tegneserie af Robert Kirkman, Tony Moore og Charlie Adlard og er omsat til tv-mediet af Frank Darabont. Og serien, der blev vist i USA sidste år, kommer til Danmark med adskillige priser og flotte anmeldelser i halen.

Jeg er i almindelighed ikke nogen stor fan af film med overnaturlige temaer, men lader mig gerne underholde af dem, hvis det er lavet med filmisk håndelag og helst en præmis, der hæver fortællingen over det rene effektjageri. Man kan sluge meget nonsens, hvis blot det er godt lavet og vil mere end det pålydende. Sådan forholder det sig med The Walking Dead.

I The Walking Dead antydes det fint, dvs. uden at gribe til løftede pegefingre eller gumpetung pædagogik, at de ‘vandrende døde’ kan forstås som en slags post-apokalytisk nemesis. Noget er gået galt for menneskeheden – måske er det klimaet – og en feber får nogle af de døde til at vandre hvileløst og sultne rundt på jagt efter frisk kød og blod. Til konstant fare for de levende.

Selv om det første afsnit – selvfølgelig – byder på en god dosis, effektivt iscenesatte splattereffekter, så er det det menneskelige drama, der gjorde afsnittet seværdigt. Andrew Lincoln spiller overbevisende den opvågnende politimand Rick Grimes, der langsomt må indse, at hans komatiske kamp for overlevelse kun er begyndelsen på en desperat overlevelseskamp, der måske ikke vil lykkes.

Afsnittet er yderst stemningsfuldt fotograferet og scenografi og anden visuel teknik skaber en overbevisende illusion om en verden efter katastrofen, hvor en lille gruppe levende må tage kampen op mod horder af zombier. Faktisk kom jeg til at tænke på den originale udgave af Abernes Planet, der også – med en anden tids teknologi – formåede at skabe en sådan stemningsfuld fiktion.

Hvis man ellers kan forlige sig med forestillingen om zombier, så er det en særdeles underholdende serie, DR HD har sat sig for at vise danskerne. Oven i købet en underholdningsserie med lidt for Kloge-åge-segmentet. Nu må vi så håbe, at de næste afsnit lever op til den mere end lovende indledning.

Pernell Roberts, Bonanza-stjerne, er død 81 år

26. januar 2010

I min barndom var cowboyfilmene – Westerns – en af de helt store genrer. Og mangen en søndag eftermiddag har jeg tilbragt sammen med gunslingers og rødhuder i Phønix Bios teatralske mørke. Det var her – og på tv – jeg stiftede mit første bekendtskab med film af Howard Haws, John Ford m.fl., som dyrkede den genre, som i dag må siges at være fortid.
Jeg slugte også tv-serien Bonanza råt. Serien startede i 1959 og løb hele 14 sæsoner frem til 1973 og er en af de mest populære western-serier i tv-historien. På dansk hed serien Brødrene Cartwright, medens tyskerne holdt fast i den originale titel. Og jeg så dem begge steder, og den tyske synkroniserede tale var ikke noget problem, for den var jeg vokset op med. Hände Hoch!
Serien fulgte Cartwright-familien og deres liv på og omkring ranchen Ponderosa. Faderen Ben Cartwright (Lorne Greene) og hans tre sønner Adam (Pernell Robert), den trinde, hjertelige “Hoss” (Dan Blocker) og junior, “Little Joe”, spillet af Michael Landon, som siden kunne ses som faderen i serien “Et lille hus på prærien”.
Det særlige ved serien var, at alle i familien havde hovedroller og på skift var i centrum for episodernes handling. Det sørgede for god variation gennem det lange forløb. Nu er Pernell Roberts – som den sidste af de fire – død i en alder af 81 år. Pernell blev headhuntet til Bonanza-serien fra en anden stor western-serie – Gunsmoke – hvor han havde fået en mindre rolle. Han havde en baggrund som klassisk uddannet skuespiller (med bl.a. Shakespeare-roller) og var også en god sanger, der fik udgivet et album med folkesange. I følge de oplysninger man kan finde på nettet, så var Pernell Roberts aldrig helt tilfreds med sin rolle som tv-serie-skuespiller. Og han forlod serien i 1965 på grund af “uoverensstemmelser” med seriens producer og manusforfatter. Han citeres for at have sagt, at serien var “junk-tv”. En old school-skuespillers håbløse kamp mod underholdningsindustrien…

Miami Vice

14. december 2009

Torbens udførlige omtale af Don Johnsons 60-års fødselsdag sendte mig en tur tilbage til firserne. Dengang, hvor den amerikanske detektivserie Miami Vice løb over skærmen med Johnson og Philip Michael Thomas i hovedrollerne som to lapse med skydere, hurtige biler og lige så hurtige damer i det solrige Miami. Jeg så nu og da serien, men blev aldrig rigtig indfanget af yuppidetektivernes univers. Til gengæld gik Jan Hammers musikalske tema lige ind. Den tjekkiskfødte Hammer (med en glorværdig fortid i John McLaughlins Mahavisnu Orchestra) leverede et af firsernes mest fængende temaer og var med til at sende seriens lydspor til tops på den amerikanske hitliste med flere platinplader som resultat. To Grammyer – en for Bedste Popinstrumental Udførelse og en for Bedste Instrumentalkomposition – blev det også til. Det skal dog tilføjes, at omtalte soundtrack var spækket med kendte navne som Glenn Frey (Eagles), Chaka Khan, Phil Collins (m. monsterhittet “In the Air Tonight”) og Tina Turner. Selv om temaet er meget firseragtig med sin dyrkelse af electronicalyd og high-tech-produktion, så synes jeg stadigvæk den dag i dag, at stykket fænger.

Slut på Landsbyhospitalet?

12. november 2009

Jeg havde ellers planlagt at se en episode af tv-serien Landsbyhospitalet her i eftermiddag. Men der var ikke noget på programmet.

Da sidste afsnit i går sluttede ret dramatisk med en cliffhanger – den elskede Dr. Ormerod lå på operationsbordet, heftigt blødende, efter at være blevet stukket ned af en hospitalsbesøgende galning – og man kunne  forvente en afslutning. Men nej.

Lidt research på nettet førte via DRs hjemmeside, der blot meddelte, at serien indtil videre var stillet i bero, til den engelske presse, hvor de barske realiteter kom for en dag. Begge serier er axed. Produktionsselskabet ITV har efter et stort økonomisk tab besluttet at stoppe produktionen af såvel The Royal (Landsbyhospitalet) som forløberen Heartbeat, fordi man har været nødt til at fyre 600 ansatte på landsplan. Især Yourkshire Television er hårdt ramt, da 25% af arbejdsstyrken afskediges. Begejstrede fans af serierne har allerede iværksat en underskriftsindsamling. Her og Her. Vi krydser vore nostalgiske fingre…


The Hollies – Medley
by alptichka

Tilbage til Landsbyhospitalet

24. oktober 2009

Mit arbejde tillader mig – (u)heldigvis – ikke at se ret meget tv. Men i den forløbne uge har jeg dog tilbragt min eftermiddagskaffe i selskab med min favorit-nostalgi-serie Landsbyhospitalet (ITVs The Royal) om de dramatiske og banale hændelser på og omkring det lille hospital. Engelsk folkelig underholdning på højt niveau, som får Lærkevej og andre danske serier til at fremstå som tv-transmitteret dilettantteater fra den yderste klitrække i Vestjylland. En hel del af de senere afsnit har jeg aldrig set, så det er ren fornøjelse at se, hvordan livets gang forløber i serien, hvor man ikke er bleg for at slå hovedpersoner ihjel for at puste liv til komedien. Den eneste anke jeg har mod serien, der jo svælger i musik fra tresserne, er, at der aldrig er en playlisteoversigt for afsnittene – og det giver anledning til en del nostalgisk arkæologi, når der pludselig dukker rariteter op, fx en mandsstemme, der synger et Joni Mitchell-nummer..
Nå, men serien indledes stort set altid til tonerne af Cream og “Strange Brew”. En sang, som Eric Clapton i øvrigt ikke var ret meget for at spille, fordi han mente,  den var Mccartney-popifiseret blues. Men han gjorde det, fordi han fik lov til at spille sin guitar, som han ville…


Cream – Strange Brew

Giel | MySpace Videoer

Et umage par – og Bob Dylan

16. oktober 2009

De kvindelige medlemmer af casa capac har som fast ritual efter dagens dont at indtage en portion amerikansk tv-serie til eftermiddagsteen. For tiden gælder det bl.a. serien “Et umage par” (orig. Dharma & Greg) – en fjottet serie om en flippet ung dame og en tjekket ung mand og deres respektive forældre, der er lige så modsatte og lige så utroværdige. Men sådan er det jo med den slags serier. Man skal først ind i det urimelige og utroværdige univers, før man kan se ideen med det. Og så kan der være lidt motion for smilebåndet i ny og næ. I hvert fald kan jeg ikke helt undgå at blive tilskuer til løjerne. Og i går måtte jeg da lige fæstne blikket på skærmen, da noget musik fangede min opmærksomhed. Og sørme om ikke selveste Bob Dylan havde forvildet sig ind i serien. Han er og bliver overraskelsernes mand, ham julemand Bob Dylan…

Forbrydelsen 2

14. oktober 2009

Forbrydelsen 2 løber over skærmen i disse uger, og capac hænger på. Der er jo i forvejen ikke så meget krimi på tv (bortset fra den charmerende Lewis), og Forbrydelsen 1 var vellykket.

Mine få forbehold over for Forbrydelsen 1 gik på, at den var lidt lang i spyttet. Who-dunnit-nysgerrigheden blev sat på en hård prøve. Nok også for hård. Denne gang – med nr. 2 – har anslaget været godt. Et spektakulært videograferet drab på en jurist med baggrund i forsvaret sættes i relation til både Besættelsestiden og vor tids mare: terrortruslen. Et væv af uigennemskuelige politiske og militære rævekager, løgne, fortielser m.m. sørger for, at nysgerrigheden ledes godt rundt i manegen, sådan som konventionen foreskriver. Mistænksomheden er på arbejde, men man ved godt, at der er lang vej endnu, og der er for lidt kød på til at fælde nogen som helst. Selv om et par oplagte skurke allerede har været ind over.

Der spilles godt på alle pladser. Sofie Gråbøl passer godt ind som den lille, uglamourøse, kontormuslignende politibetjent, der har næse for opklaringsarbejdet men også har fået ørerne godt ind i maskinen på grund af sit enegængeri. Michael Birkkjær er godt typecastet som hendes lidt rå politikollega, der sympatiserer med mere end hendes uortodokse metoder. Også på birollepladserne leveres solidt skuespil.

Fotograferingen og klipningen er på et højt professionelt niveau, sådan som man er forvænt med i moderne kriminalfilm. Film noir-stilen har ikke levet forgævet og er overlevet i den digitale tv-tidsalder.

Det eneste, der har generet mig lidt ved den ellers medrivende start, er summen af klicheer fra genrens overdrev. Hvorfor skal Lund absolut være forvist til paskontrollen? Selv inspektør Clouseau bliver forvist til gaden! Hvorfor skal hun fremstilles som en enlig mor-workaholic, der sætter ægteskab og familieliv over styr for at finde morderen? Hvad er der galt med en kvinde, der – som de fleste – kan have mange bolde i luften, selv om et par af den ryger på gulvet nu og da? Hvorfor skal hun absolut udstyres med en lille hjælper – og muligheden for et amourøst forhold? Kan mænd og kvinder ikke arbejde sammen, uden at amors pile (eller liderlighedens blikke) absolut skal flyve gennem luften? Hvorfor skal hendes chef absolut være et koldt, beregnende, dumt svin, der stereotypt er hængt op i magtens centrum som en anden hånddukke? Ville det ikke være velgørende med en human, forstående chef, selv om racen er en sjældenhed i fiktion og virkelighed? Hvorfor skal man partout have en islamisk fundamentalist, som bekræfter enhver paranoid forestilling i Dansk Folkeparti? Eller hvad med klicheen om den gode politiker (justistsministeren), som tydeligvis er udpeget af statsministeren i en højere sags tjeneste? Fortsæt selv.

Men selv om man således skal sluge adskillige kameler med hud, hår og pukkel, så er der ingen tvivl om, at serien er kommet godt fra start – også bedre end i første ombæring. Vi følger med i næste afsnit…

Patrick McGoohan – The Prisoner

1. oktober 2009

For længe siden – januar måned – omtalte jeg Patrick McGoohans død. Han var en af min barndoms tv-helte. Nu kan man se hele afsnit af Patricks science-fiction-serie The Prisoner (ty. Nummer 6) her. Sådan!

Inspector Lewis – revisited

14. september 2009

Det er snart længe siden, jeg første omgang omtalte den engelske kriminalserie om Inspector Lewis – opfølgeren til den berømmede serie om Morse (herherher). Og lige for øjeblikket sender DR1 serien og nåede i går til andet afsnit af første sæson.

En kulørt historie om fortidens genkomst. Nogle gamle universitetsvenner fra Oxford har i ungdommens år dyrket dionysiske excesser, som i jagten på den ultimative rus har ladet dem begå et mord. Og mange år senere vender fortiden tilbage i form af et par hævnende engle, der med snilde lader en slags retfærdighed ske fyldest. Jeg skal ikke afsløre mere af hensyn til dem, der har afsnittet til gode.

Blandt Morsianere har den nye seere fået blandet modtagelse. Man kan mærke, at den gamle gnavpot er savnet. Selv har jeg aldrig været så fascineret af selve Morse-figuren men mere af den gamle series andre kvaliteter i form af miljøbeskrivelse, skuespilkunst og finurlige plots. Og så var Lewis min favorit allerede dengang, hvor han var den udannede, men snu, korrektur til den vrisne æstet Morse.

I den nye serie har han – ironisk nok – fået en hjælper i skikkelse af den Cambridge-skolede teolog Daniel Griffon (Lawrence “Charlie” Fox), der med god iagttagelsesevne og analytisk sans får plottets forviklinger til at opløse sig. Indtil videre synes jeg serie har nogenlunde de samme kvaliteter som dengang serie med Morse. Solide whodunnit-plots, farverige miljøtegninger, pletfri karakterfremstillinger af mere eller mindre excentriske englændere og så samspillet mellem det umage par, der efterhånden er blevet en fast ingrediens i mange engelske kriminalserier. Serien sendes om søndagen, så du kan være med fra og med næste gang. Skynd dig inden Forbrydelsen 2 sætter Lewis på standby.

Nostalgi: 77 Sunset Strip

30. juni 2009

En tilfældighed sendte mig ned at erindringens boulevard. Nogen sagde noget om “Sunset Strip”, og straks tænkte jeg “77 Sunset Strip” og var tilbage i tresserne, hvor bemeldte serie løb over skærmen på tysk tv. Så vidt jeg husker var det lige omkring familiens spisetid, så den blev et tilbagevendende indslag i underholdningen, medens kartoflerne blev møre.

Serien handlede om to privatdetektivers oplevelser og byggede på nogle short stories af Roy Higgins, der også stod bag selve tv-serien, som vandt en Golden Globe i 1960 som bedste tv-serie i USA. Titlen på serien henviste til det strøg, hvorfra de to detektiver opererede. Som jeg husker serien, så lagde den mere vægten på humoren og de vakse replikker (i tysk synkronisering!) end på det dramatiske. Og så havde serien en enkel, easy listening-jazzet og meget fængende kendingsmelodi, der såmæn er udkommet på cd siden hen, selv om serie ikke er at finde på dvd. Tema-melodien kom i øvrigt på de amerikanske hitlisters top 10 i 1959.

Som det også har være tilfældet med senere tv-serier, så betød successen for “77 Sunset Strip”, at mange mere eller mindre kendte gæsteskuespillere optrådte, fx Shirley Mclaine, Tuesday Weld, Connie Stevens, William Shatner, Mary Taylor More, Ellen Burstyn og Gene Rowlands. Alle sammen stjerner på vej op. Senere dukkede også etablerede navne som Peter Lorre op.

Serien løb i USA fra 1958 til 1964, hvor populariteten dalede så meget, at man valgte at lukke og slukke. Ialt blev der lavet 205 afsnit, hvoraf de 61 blev synkroniseret til tysk og vist på tysk ARD. Serien var et stykke pionerarbejde, der dannede model for senere lette humoristiske detektiv- og kriminalserier, fx Miami Vice.

I en birolle i de første afsnit spillede Edward Byrnes en spøjs parkeringsvagt med en hikstende stemme. Han bar øgenavnet Kookie (egl. Gerald Lloyd Kookson III) og var garanten for de lystige indslag. Som følge af sin voksende popularitet hos seerne avancerede Kokie på et tidspunkt til at blive medlem af detektivkontoret, og Byrnes fik vist en højere løn end de to oprindelige hovedrolleindehavere. Byrnes opnåede nærmest teenage-kultstatus, hvilket bl.a. resulterede i et lille hit med sangen Kookie, Kookie, lend me your Comb, som han indspillede sammen med Connie Stevens.

Sommer – en serie slutter

1. december 2008

DRs sommerserie Sommer er allerede ude på DVD, kunne jeg konstatere i den lokale brugs. Og det er også den eneste serie, jeg i meget lang tid, har haft lejlighed til at følge til dørs. I marts skrev jeg en længere kommentar til serien og sluttede af med: “Det korte af det lange er, at vi har at gøre med en god underholdningsserie, der har noget på hjerte og vil mere end blot underholde. Og det er vi ikke så forvænt med i disse tider, hvor et program som X-faktor er seermagnet. Sommer er en værdig aftager for DRs historiske megasucces Matador og efterlader seeren fortrøstningsfuld med hensyn til fjernsynsmediets fremtid på tv-drama-området. Hvis ikke politikerne da gør drømmene til skamme.
PS. Og så synes jeg, at det musikalske tema er vellykket. Stemningsfuldt og fuld af svanger forventning
.” Inden denne konklusion havde jeg dog luftet nogle forbehold over persontegningen i serien. Jeg syntes, at nogle af personerne – Anna, Lærke og lægesønnen Jacobs kone, Millle – var lidt for stereotype og uden dynamik. Men satte min lid til, at der ville blive løst op for personerne i de kommende afsnit. Og det holdt også stik. For dem alle tre gælder det, at de fik flere facetter og blev mere “levende”, efterhånden som historie skred frem. Dermed er ikke sagt, at serien er 100% vellykket. Jeg synes stadigvæk, at den vil for meget på for kort tid. Men det siger måske mere om mine forventninger til det flygtige tv-serie-medie end om serien.