Indlæg tagget med Penkowa

Dagens Penkowa-historie

12. september 2017

Der er åbenbart ingen ende på historien om den fhv. eliteforsker og højrepolitikerdarling Milena Penkowa. I dagens udgave af tante Berlinger kan man læse, at Københavns Universitet nu fratager hende hendes doktorgrad:

“Det skyldes, at Københavns Universitet aldrig ville have behandlet doktordisputatsen fra 2004, hvis Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet dengang havde vidst, at Penkowa havde forfalsket dokumenter i sin første disputats fra 2003.

Hun trak senere afhandlingen tilbage.

Alle medlemmer af Akademisk Råd er enige om beslutningen, oplyser Københavns Universitet tirsdag.”

 

Penkowa indleverede senere en disputats uden data fra rotteforsøgene – og det er denne disputats, hun fik doktorgraden for – den som nu fratages hende.
Fratagelsen er en enestående begivenhed i universitetets historie, og den kan ikke appelleres. Men Penkowa kan lægge civilt søgsmål an mod universitetet – og det ville næsten være a forvente fra Penkowa, der aldrig har opgivet at kæmpe.
Opdatering: På sin Facebookside bekræfter Penkowa, at hun agter at gå rettens vej.

Noget andet er så, at denne blamage kaster et blakket lys tilbage på alle dem, der politisk og på anden måde bakkede op om eliteforskeren som model for forskere i vores ny-liberalistiske konjunktur. Sagen fortjener, at en grundig journalist skrev en tilbundsgående bog om Penkowa og hendes rolle i dansk universitetshistorie.

Den uendelige historie om Milena Penkowa

29. august 2017

Politiken samler i dag tråden op i den fortsatte saga om den fhv. eliteforsker Milena Penkowa:

Milena Penkowa får forbud mod at virke som læge
Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt et arbejdsforbud gældende i to måneder til omstridt hjerneforsker.

Milena Penkowa må ikke have noget med patienter at gøre.

Styrelsen for Patientsikkerhed har udstedt et egentligt arbejdsforbud til den meget omtalte hjerneforsker.

Det fremgår af det offentligt tilgængelige autorisationsregister på styrelsens hjemmeside. Selv bekræfter Milena Penkowa også forbuddet, som hun dog er uforstående overfor.

Penkowa mener ikke selv, at hun har drevet lægepraksis eller virket som læge. Derfor har hun bedt styrelsen om at uddybe, hvilke konsekvenser forbuddet har, og hvad hun må og ikke må.

Hjernefuskeren Penkowa er tilbage i rampelyset

2. maj 2017

Det er det borgerlige tågehorn Jyllands-Posten, der med Ekstrabladet som kilde beretter, at frk. Penkowa nu er anklaget for at have forbrudt sig på lægereglerne og på straffeloven. Sundhedsstyrelsen hævder, at Penkowa ikke har den fornødne, lægelige autorisation  til at bedrive lægevirksomhed fra sin bopæl. Og det har hun angiveligt gjort, idet hun har medicineret patienter med symptomer på bivirkninger af den omtalte hpv-vaccine mod livmoderhalskræft.

Nu skal man jo ikke dømme nogen på forhånd. Penkowa er uskyldig indtil andet er bevist. Også i denne sag. Men skulle det vise sig, at hun har forbrudt sig mod lægeregler og straffelov, så ville det tilføje endnu en stump til billedet af en elitefusker, der ikke går af vejen for noget for at nå sit mål.

Penkowa igen: Penkowa frifundet ved landsretten

11. september 2016

Østre Landsret har frifundet den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa. Det skete i torsdags, hvor landsretten frifandt hende i anklagen om at have bedrevet groft dokumentfalsk. Penkowa var tidligere blevet idømt ni måneders betinget fængsel ved byretten i samme sag.
Frifindelsen ved landsretten er dog alt andet en utvetydig, idet dommerne var enige om, at Penkowa havde gjort sig skyldig i dokumentfalsk, men var uenige om, hvorvidt der var tale om “groft” dokumentfalsk. Samtidig er sagen forældet.

På tv har Penkowa (Aftenshowet på DR i forgangne uge) plæderet for, at enten bliver man  dømt eller også bliver man frifundet. Så simpelt er det. Eller er det? Enhver, der har læst om sagen her – og ikke mindst om hele Penkowa-sagen (se fx mine skriverier) – vil vide, at det er alt andet en sikkert, at Penkowa er så uskyldig, som hun gerne selv vil fremstille det.

Hun er tilbage (i medierne og retsalene): Milena Penkowa

27. august 2016

Den fhv. elite-hjerneforsker Milena Penkowa. hvis sag jeg har skrevet udførligt om her i bloggen, er tilbage i mediernes og retsalenes søgelys. Det skyldes, at hun har anket sagen om sine kontroversielle forskningsresultater. På mandag begynder en sag om de dokumenter, som Københavns Universitet lagde til grund for vurderingens af hendes påståede forsøg med rotter. Jeg vil ikke repetere hele sagen, men henviser til min gennemgang af den komplicerede sag om Penkowa.

Men i forbindelse med den ny sag har DR fundet det betimeligt at give Penkowa hele 120 sekunder (altså 2 minutter!) til at besvare spørgsmål fra DRs brugere. I kan se hendes svar i videoen på DRs hjemmeside – her. Jeg vil ikke kommentere, hvad hun siger, men blot anholde, at det er udtryk for manglende proportionssans, når DR på denne måde skøjter hen over en sag, der fortjener en seriøs og dybdeborende journalistisk behandling, fordi det er en sag, der på eksemplarisk vis demonstrerer, hvad videnskabens udsættes for i vores ny-liberalistiske konjunktur.

 

Sagen om Milena Penkowa dukker op igen

21. august 2015

Selv om det efterhånden er længe siden, sagen om hjerneforskeren Milena Penkowa rullede hen over avisernes og tv-skærmenes sider, så er den langtfra færdig. Penkowa blev frikendt af Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed for at have vist videnskabelig uredelighed. Men alligevel er hun anklaget for dokumentfalsk ved byretten i København. Læs om den aktuelle sag her.

 

Foranlediget af den nye opblussen af Penkowa-sagen har jeg samlet alle mine indlæg om sagen – og de tilhørende kommentarer – på en særlig side i bloggen, hvor evt. interesserede kan læse det hele fra begyndelsen af. Du finder siden her (eller nederst i spalten til venstre under punktet “Sider”).

Penkowa vender tilbage

5. december 2014

Bedst som man var begyndt at tro, at sagen om Milena Penkowa var en saga blot, ja så dukker den op igen. Weekendavisen, der i forvejen har skrevet udførligt om Penkowa og hendes sag, fortæller, at Københavns politi – på Kammeradvokatens foranledning – har fået besked om at tage sagen om dokumentfalsk op igen, idet Kammeradvokaten mener, at der er tale om dokumentfalsk af særlig grov karakter, hvilket berettiger til en genoptaglse af sagen, selv om den har overskredet forældelsesfristen for almindelig dokumentfalsk.

Også her i bloggen har jeg skrevet meget om sagen – du kan evt. læse, hvad jeg har skrevet her.

 

Punktum for Penkowa? – forhåbentlig ikke. En foreløbig dom i sagen foreligger.

29. juni 2012

Medens jeg var arbejde i går aftes, kom nyheden om, at Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed (UVVU ) har truffet en afgørelse i sagen om den tidligere hjerneforsker Milena Penkowas påståede ‘videnskabelige uredelighed’. Weekendavisens Poul Pilgaard Johnsen, der har fulgt sagen fra starten og skrevet udførligt om den, kommenterer i denne uges udgave af Weekendavisen UVVUs udkast til en dom i de to første sager, der er rejst.

Der er altså ikke tale om den endelige dom i den fulde sag og heller ikke i de to behandlede sager, for Milena Penkowa har mulighed for at komme med indvendinger. Men som Johnsen konstaterer, skal Penkowa hive en stor kanin (eller snarere en masse rotter) op at hatten for at ændre ret meget ved dommens utvetydige underkendelse af Penkowas forskningsindsats. Dommen er klar. I begge sager er der i følge udvalgene tale om »Alvorligt brud på god videnskabelig praksis«.

Johnsen gennemgår i detaljer de to sager og udvalgenes granskning af dem og sandsynliggør, at undersøgelsen af dem blot understreger den formodning, man hele tiden har haft omkring Penkowas handlinger, at “Milena Penkowa har afgivet »vildledende og urigtige oplysninger« om de videnskabelige metoder, hun har anvendt, foretaget »konstruktion af data« og »handlet forsætligt«”.

Selv om der altså er et stykke vej til det endelige punktum i undersøgelsen af Penkowas forskningsmæssige uredelighed, så lader Johnsens gennemgang af den foreløbige dom ingen tvivl tilbage om, at Penkowa er blevet afsløret som en svindler og bedrager – og at dommen er af en sådan karakter, at Penkowas forskningskarriere må siges ikke alene at være endegyldigt slut, men dommen kaster også en vanærende og diskvalificerende skygge over hele karrieren. Penkowa har forsætligt forbrudt sig mod den ‘gode videnskabelige praksis’, og prisen er – forståeligt nok – at hun må forlade det videnskabelige samfund i vanære. Selv om Penkowa – der for nylig også rejste en fuldstændig perspektivløs injuriesag mod Johnson – vil slå sig i tøjret og fortsætte sin don quixotske kamp mod det system, der havde frembragt hende, vil det mest af alt have karakter af teatertorden. Penkowa er færdig.

Men det er Penkowa-sagen (forhåbentlig) ikke. For som jeg tidligere har været inde på, så er sagaen om frøken Penkowas storhed og fald også en fortælling om det såkaldt ‘moderne’ universitets opståen, udvikling og dysfunktionalitet – og om universitets- og uddannelsespolitiken i neoliberalismens konjunktur.

Når man oplever en på enhver måde – ikke mindst politisk – privilegeret eliteforsker, der på eksemplarisk vis skulle markedsføre det ‘moderne’, erhvervsrettede universitet og en liberalistisk forsknings- og universitetspolitik, blive afsløret som en gemen svindler, så må det nødvendigvis kaste et ubehageligt lys på de universitære og politiske institutioner, som hun er et produkt af. Hvor vigtigt det er at fastholde det kritiske lys’ projektør på universitetet og det politiske system understreges af, at formanden for Københavns Universitets bestyrelse, Nils Strandberg Pedersen, kategorisk afviser, at universitetet på nogen måde har et medansvar for Penkowas uredelighed. Til Politiken udtaler Pedersen: »På et universitet står en forsker selv til ansvar for de ting, man laver«. Selv om ledelsen – med rektor i spidsen – tidligere er blevet frikendt af kammeradvokaten for at have begået væsentlige formelle fejl i sagen, så viser hele sagsforløbet (læs Johnsons artikler og evt. mine skriverier), at rektor og ledelsen på ingen måde kan kan fralægge sig i det mindste et moralsk medansvar for sagens udvikling. Sagt på en anden måde, så sætter sagen store spørsmålstegn ved den ånd, der hersker i universitetet som institution og i det politiske system.

Strandberg Pedersens kategoriske tørren ansvaret af på den enkelte forsker er systemets immanente selvforsvar, der ikke kan eller vil se på sagen udefra med et systemkritisk blik. Penkowa-sagen er Københavns Universitets svar på Stein Bagger-sagen i det private erhvervsliv. Som Stein Bagger-sagen (han var også systemets kæledægge) sætter også Penkowa-sagen store spørgsmålstegn ved, hvordan systemet (det universitære og politiske) fungerer og hvilke interesser, det tjener. Lige som Bagger-sagen satte spørgsmåltegn ved, hvordan private virksomheder, bankerne og det politiske system fungerer.

Penkowasagen er historisk exceptionel. Og det er ikke tilfældigt, at den ikke opstod i det gamle universitet. Selv om forskere er mennesker og begår fejl og ‘forbrydelser’ ud fra egoistiske og andre motiver, så er for mig at se ingen tvivl om, at Penkowas forbrydelser er børn  af en ‘moderne’ universitets-, uddannelses- og forskningsideologi. Hun repræsenterede dens idealer – og demonstrerede dens indre råddenskab.

[Kilder: Politiken, Weekendavisen, Universitetsavisen]

Penkowas kummefryser

19. maj 2012

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I går kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de såkaldt mellemlange videregående uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrådgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange år, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregående uddannelse. Men det er også uddannelser, der de seneste mange også har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været så godt. For snart mange år siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse på og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Læs mere »

Efter Milena Penkowa: Sagen om den tyske professor Linda Maria Koldau og aflivningen af universitetet

19. februar 2012

Selv om det efterhånden er længe siden, jeg har omtalt den fhv. (?) hjerneforsker Milena Penkowa og hendes sag, så er hun ikke og vil ikke blive glemt i denne weblog. For måske skal vi almindelige samfundsborgere i sidste ende være taknemmelige over, at Penkowa-sagen opstod. Selv om sagen jo ikke er slut endnu, så har forløbet indtil videre ikke bare været en stærkt underholdende, kulørt fortælling om den tidligere eliteforskers storhed og fald – en fortælling, som enhver forfatter må misunde virkeligheden – men også et afslørende studie i det traditionelle universitets forfald og potentielle undergang i vor neo-liberalistisk-borgerlige politiske konjunktur.

En af mine tilbagevendende vinkler på Penkowa-sagen har været, at hendes karriereforløb og den efterfølgende sag er symptomatisk for såvel universitetet i dets nye form som for for det underliggende politisk-ideologiske magtsystem. Min påstand er, at selv om akademisk svindel og humbug kan forekomme til alle tider, så er Milena Penkowa og hendes sag i høj grad et produkt af det eksisterende system, der ideologisk og materielt har fremelsket og været katalysator for Penkowa. Penkowa blev oprindeligt fremhævet som mønstereksempel på, hvad det ‘moderne’ universitet og den ‘moderne’ videnskab skulle kunne, men endte med at være en afslørende karikatur af hele den polito-ideologiske tænkning, der ligger under videnskabs- og universitetspolitiken i dag…

At Penkowa-sagen er et symptom understreges indirekte af en anden celeber sag, der er kommet i mediernes søgelys. Jeg tænker på den tyske professor Linda Maria Koldau kritik af dansk humaniora – og det efterfølgende forsøg på at knægte hendes ytringsfrihed som offentlig ansat.

Koldaus brøde var, at hun i en artikel i Politiken d. 12. juni 2011 (Professor: Dansk humaniora er en skandale) formaster sig til at angribe dansk humaniora på dens mest sårbare flanke: det videnskabelige niveau. Det interessante ved Koldaus artikel er, at den – læst med de rette briller – ikke kun leverer en kritik af den måde, der bedrives humaniora på anno 2011, men indirekte er en kritik af et universitetsstyre, der i bund og grund er inkompetent i forhold til universitetets primære, ideale opgave i forhold til uddannelsen af de studerende: at give dem faglighed, viden og evnen til at tænke selv. Med Koldaus ord har vi at gøre med “en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til.” Koldau lægger ikke fingrene imellem.

I artiklen angriber Koldau de herskende tilstand ud fra fem punkter: kreativiteten, overfladiskheden, folkeskoleniveauet, ‘teorier i stedet for viden’ og kompetencer.

Derefter bedriver hun, hvad jeg fristes til at kalde et stykke renlivet ideologikritik. Med sine fem argumenter dekonstruerer hun så at sige den forløjede selvforståelse, som universitets arbejder ud fra og afslører den som værende kejserens nye klæder. Hendes kritik er skarp, fordi den er formel. Hun påviser fx, hvordan de humanistiske “studieordninger” gennem produktstandardisering af opgaver med hensyn til omfang, form og indhold de facto kvæler ethvert tilløb til selvstændig tænkning og hæmmer udfoldelsen af fagligheden. I den forbindelse går hun også i clinch med hulheden i den retorik, der som en flom af ideologiske markører og pseudo-begreber skal få det hele til at se tilforladeligt ud: ‘kreativitet’, ’komplekse sammenhænge’, ’nye former for viden’, ’tværfaglighed’. En retorik, der skal sløre den barske kendsgerning, at fagligheden lades i stikken i det universitære system. Og Koldau sætter det kritiske spyd lige ind der, hvor det gør mest ondt, når hun påpeger, at begreberne ‘faglighed’ og ‘viden’ er blevet ‘skældsord’ – og er blevet erstattet af buzz-words omkring det diffuse begreb ‘kompetence’.

Ikke alene dræber studieordningerne faglighed og selvstændig tænkning, men kulturen på humaniora pulveriseres også af en lind strøm af nye studieordninger, der i “deres indhold følger en ideologi, hvor varm luft klædes i store business-ord“. Under påskud af at gøre uddannelserne ‘tidssvarende’ og ‘rettet mod det moderne arbejdsmarked’ gør man uddannelserne til nogle bolsjeposer uden egentlig faglig substans. De unge smager lidt på dit og dat, men får aldrig faglig dybde.

Skridt for skridt afslører Koldau et humaniora – og i videre perspektiv et universitet – der forråder alt det, et universitet skulle stå for. Faglighed, viden, kritisk og selvstændig tænkning. I stedet får man en overbygning på det skolesystem, der begynder i folkeskolen og hidtil blev afsluttet i gymnasiet. Allerede for flere år siden gjorde idéhistorikeren Lars-Henrik Schmidt opmærksom på, at man havde forvandlet universitetets forskoleår til “4. g” – og siden er skoleficeringen af universitetet som uddannelsesinstitution fortsat. Med ledelsens samtykke. Og med de studerende som umyndiggjorte “skoleelever”.

Universitetet er blevet forvandlet til et vrængbillede af en moderne privat produktionsvirksomhed. Og konsekvensen er bl.a. at det, de unge sættes til at lære, har karakter af præfabrikerede produkter. I stedet for fx at give de unge en solid viden om musik eller litteratur, så spiser man den af med teorier om musik og litteratur. Med Koldaus ideologikritiske ord: “Teorier er videnskabelige værktøjer, som er ekstraheret fra en bred viden om en vis genstand. Hvis de studerende lærer dem, uden at de kender til genstanden – om det er musikalsk repertoire, kunstværker eller litterære tekster – bliver teorierne varm luft. Og når teorierne stiltiende fremstilles som dogmatisk sandhed, er videnskab blevet forvandlet til ideologi.” Det paradoksale er – som Koldau også gør opmærksom på – at uddannelserne på den måde kommer til at diskvalificere de unge til det arbejdsmarked, som uddannelserne angiveligt retter sig mod! Hvad virksomhederne har brug for er kreative, selvstændigt og kritisk tænkende unge. Ikke unge, der bare kan lire en lektie af…

Selvfølgelig er der unge, der på trods af disse forhold kommer til at indfri de universitære idealer. Men Koldaus artikel slår fast, at det netop kun sker på trods.

Universitetets første reaktion på artiklen er tankevækkende. Koldau modtager en såkaldt “påtænkt advarsel” fra århus Universitets dekan for humaniora, Mette Thunø. Advarslen er ‘påtænkt’ i den forstand, at den først realiseres, når Koldau skriftligt har kommenteret det. Men samtidig følger nogle instrukser, der til sammen har karakter af at disciplinere professor Koldau. Fx må hun ikke ‘bryde fortroligheden’ (fx ved at gå til pressen med sig kritik?), hun skal undskylde over for kolleger, som har følt sig ‘mobbet’ og så videre.

Reaktionen er forventeligt blevet opfattet som et forsøg på at indskrænke Koldaus ytringsfrihed som offentlig ansat, men det har såvel dekanen som universitetets rektor, Lauritz B. Holm Nielsen, afvist. Og dekan Mette Thunø har oven i købet afskærmet sig fra kritik ved at hævde, at der er tale om en ‘personalesag’ (som hun af samme grund ikke kan udtale sig om til offentligheden…). Men akkurat som man taler med to tunger i udøvelsen af uddannelsespolitiken på humaniora, så er der også tale om tvetunget tale. En ting er, hvad man siger. Noget andet er, hvad man gør. Reaktionen over for Koldau kan kun forstås som en magtbestræbelse på at ville definere de betingelser, som debatten om og kritikken af universitetet, skal foregå på. Men som formanden for studenterrådet allerede har påpeget, så er det vigtigt at få debatten og kritikken ud i det offentlige rum. Som i tilfældet med Penkowa-sagen, hvor man også forsøgte at holde debatten inden for institutionens mure i det omfang, det var muligt, så handler den offentlige debat og kritik om, at man her også kan sætte spørgsmålstegn ved selve det institutionelle, ideologiske og politiske grundlag, som universitetet i almindelige og humaniora i særdeleshed fungerer på. Og det er vigtigt.

Læs også Studenterrådsformand Thea P. Frederiksens indlæg Det er så skidt, at det ikke er godt for noget, Politiken d. 16/2-2012

Opdatering: Da jeg skrev ovenstående havde jeg endnu ikke fået læst Weekendavisen fra i fredags. Men her kan man læse nedenstående debatindlæg fra en række forskere og universitetsansatte, der bakker op om Koldau. Holdningen i indlægget er på mange måder den samme, som den jeg fremfører ovenfor: Læs mere »

Milena Penkowa interviewes

13. november 2011

Jeg har på intet tidspunkt lavet det fusk, som jeg bliver anklaget for – det gør, at min situation er en anden. Jeg ved, at jeg har ikke gjort de ting, som jeg bliver beskyldt for. Og jeg bliver hængt ud, så alle tror, at det er sandhed. Ingen i den offentlige bevidsthed tænker, at der ligger ikke nogen dom og afgørelse. Men det bliver fremstillet, som om det er sandt“, Milena Penkowa.

Læs interviewet med Milena Penkowa her. Sagen har uden diskussion haft store personlige omkostninger for Penkowa. Ingen kan være tjent med, at sagen trækkes i langdrag. Allermindst Penkowa selv. Jo før den afsluttes, jo før kan der blive draget en lære i det videnskabelige og universitære miljø. Og jo før kan det politiske regnskab gøres op.

Penkowa-sagen: Helge Sander-sporet er igen varmt

13. november 2011

Som nævnt er Milena Penkowa begyndt at røre på sig igen – og slå igen. Og vi skal jo ikke glemme, at der er flere skurke i sagen om frk. Penkowa. Hvad blev der fx at Helge Sander-sporet? Kom han ikke lidt let ud af mediernes søgelys, sidst han var der? Noget kunne tyde på det.

I hvert fald kan BTs Lars Fogt i lørdagens udgave af avisen fortælle, at Sander var vidende om, at Penkowa var under anklage for svindel – underslæb, dokumentfalsk og falske anklager mod studerende – dengang han tildelte hende den prestigefyldte Elite-forskpris. Sander skulle i følge Penkowa selv have siddet inde med den viden, der siden hen – under Sanders afløser, Charlotte Sahl-Madsen – begrundede fratagelsen af prisen. Men ikke kun Helge Sander skulle angiveligt have siddet inde med den viden. Også medlemmerne af det forskningsråd, der stod bag prisen. Bl.a. rektor Ralf Hemmingsen.

Hvis Penkowa har ret (og der ikke er tale om de rene revanchisme fra hendes side…), så kaster det et ubehageligt lys over Helge Sanders politisk-ideologiske promovering af Penkowa som ideal for den borgerlige forskningspolitik og forbillede for andre unge forskere. Og dermed over den VKO-regeringens forskningspolitik som sådan. Og Københavns Universitets i forvejen stærkt ramponerede omdømme og prestige vil være endnu mere skadet.

Milena Penkowa rør på sig…

11. november 2011

Hvis nogen troede, frk. Milena Penkowa ville lægge sig ned på ryggen og sige be-be efter at have været i mediemaskinen i månedsvis på grund af sin sag om forskningsfusk m.m., så tog man fejl. Efter at have sundet sig lidt har Penkowa taget handsken op og slår tilbage. Først mod en tidligere samarbejdspartner inden for fagområdet (se forrige indlæg i sagaen om Penkowa) og nu mod filosofiprofessor David Faurholt, der er blevet anmeldt for overtrædelse af navneforbuddet i sagen. Faurholt tager det med ophøjet – ja, man kunne sige stoisk – ro og udtaler til Weekendavisen:

»Folk, der har forstand på den slags, siger til mig, at jeg vil tabe retssagen, og det er så helt i orden. Jeg har aldrig før gjort noget kriminelt, men jeg får nok en bøde på 10.000 kroner eller noget i den retning, og jeg har ikke tænkt mig at appellere. Til gengæld får jeg så lejlighed til at skrive noget mere om Penkowa og rektor Ralf Hemmingsen, for de skal ikke dø i synden«

Nej, de skal ikke ‘dø i synden’. Det er vigtigt, at sagen om dens mange politiske, universitære, forskningsmæssige, videnskabelige osv. facetter bliver kulegravet og analyseret, så universitetets og forskningens værdighed kan blive genoprettet.

Redelighed og uredelighed – en note om Milena Penkowa

21. oktober 2011

Bedst som man gik og troede (selv om tvivlen gravede…), at sagen om Milena Penkowa var stillet i bero, medens politiet undersøger anklager om dokumentfalsk , og en kommission gransker hendes forskning for fusk, så har Penkowa indgivet en klage til Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed. Klagen drejer sig om professor Elisabeth Bock, som har været Penkowas kollega og ven. Og klagen gælder Bocks påståede videnskabelige uredelighed…

Konkret drejer anklagen sig om, at Penkowas navn angiveligt er blevet (mis)brugt i forbindelse med nogle offentliggjorte opslag, der er blevet brugt ved videnskabelige konferencer. Penkowas påstand er, at hendes navn er blevet brugt uden hendes samtykke – og at navnet derved er blevet sat i forbindelse med “dårlige forskning”.

I følge Weekendavisens og Universitetavisens artikler om den ny sag, så opfattes Penkowas klage af professor Bock og hendes medarbejdere som udtryk for revanchisme og chikane. Og man mener, at have dokumentation (emails m.m.), der modbeviser Penkowas påstand om et misbrug. Samtidig – og det er måske det mest interessante ved den nye sag – så retter professor Bock en kritik af selve Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed, idet hun siger:

»Det er et problem, at systemet kan bruges som chikane. UVVU er med rette blevet meget rost som en god opfindelse, men der vil altid være problemer, når folk kan gå og anmelde hinanden.«

Penkowa-sagen som sådan har foreløbigt resulteret i, at hele ni klagesager ligger til behandling i UVVU. Så sagen er ikke bare blevet en sensationel sag om videnskabelig uredelighed og fusk. Den har også kastet lys over et akademisk miljø, hvor det langt fra altid drejer sig om smukke videnskabelige idealer osv., men i allerhøjeste grad også om de alt for menneskelige egenskaber: hævntørst, misundelse, unfair konkurrence og personlige sym- og antipatier. Netop, fordi der er tale om videnskabelige idealer, så er anklager om uredelighed og fusk meget alvorlige for de anklagede forskere og kan i værste fald være ødelæggende for deres virke som forskere. Weekendavisen giver nogle eksempler på, hvor skadende sådanne anklager er. Som professor Eske Willerslev antyder, så er det næsten umuligt at vaske en uredelighedsanklage af sig igen. Det er som med anklager af seksuel karakter – de har det med at blive sidden som sorte pletter…

UVVUs problematiske rolle forstærkes selvsagt af, at forskerne godt er bevidste om denne skadelige effekt, som en anklage har. Lige som det heller ikke er befordrende for systemets virkemåde, at det ikke har de store konsekvenser for klagerne, hvis anklagerne viser sig ikke at holde…

Hvor UVVU skulle være garanten og sikringen af idealernes fastholdelse, er udvalgene nu selv blevet kritik og tvivl. Fungerer systemet efter hensigten, som Weekendavisen spørger.

Penkowas seneste klage er ikke kun en lille note til en i forvejen omfangsrig sag. Den er en understregning af, at Penkowa-sagen som sådan ikke bare er historien om et lysende forskertalents storhed og fald, men også en kritisk prisme, hvorigennem man kan se de politiske, universitære og videnskabelige systemers sprækker og svagheder.

Tilbage til Penkowa-sagen: En ny sag om videnskabelig uredelighed

31. august 2011

Som lovet vil jeg vende tilbage til Penkowa-sagen, hvis der dukkede noget nyt og relevant op. Som bekendt har sagen ligget stille længe – i hvert fald i medierne. Men i dag kan Politiken så – med BT som kilde – afsløre, at en af Milena Penkowas nære medarbejdere, den anerkendte og fremtrædende sundhedsforsker, Bente Klarlund, er blevet anmeldt til Udvalget vedrørende uredelighed, anklaget for at have bedrevet systematisk fusk i sin forskning.

Anmelderen er en kollega, professor Henrik Galbo, som i en 23 sider lang anmeldelse gennemgår 21 artikler, Klarlund har lavet sammen med Milena Penkowa. 11 af de analyserede artikler står Klarlund som ansvarlig for. Og Galbos konklusion lader ingen tvivl om fuskeriets karakter:

»I betragtning af ikke blot de åbenlyse svigagtige manipulationer fra Penkowa, men også de mange uoverensstemmelser i andre dele af arbejdet, må man konkludere, at det er sandsynligt, at Bente Klarlund Pedersen valgte at lukke øjnene. At hendes uagtsomhed var bevidst. Man må også se på det indlysende motiv: Bevidst videnskabelig svindel«.

I relation til Penkowas sag er nyheden relevant på flere ledder.

1) Den understreger, hvad jeg flere gange har forsøgt at understrege, at Penkowas sag ikke kun kan anskues som en sag om en enkeltpersons – Penkowas – afsporing som forsker, sådan som man tendentielt har gjort i pressen. Penkowa er også – forenklet formuleret – et “produkt” af en institutionelt og politisk system, der har muliggjort og måske endda fremmet bedrageriet. Penkowa er med andre ord ikke alene om at gå på akkord med de videnskabelige idealer.

2) Nyheden peger på det politiske niveau – og dermed på det politiske ansvar for de skandaløse sager. Som Penkowa er Klarlund inde i varmen hos de magthavende Venstrepolitikere. Hun er udpeget til div. råd af såvel Lars Løkke Rasmussen, Bertel Haader og Helge Sander. Hun er en af regeringens eliteforskere…

3) Endelig peger nyheden også på et forhold, der måske har været lidt underbelyst indtil videre. Nemlig magtkampene i det videnskabelige mijø. Klarlund har taget til genmæle over for anklagerne og krævet, at blive renset for dem. Uanset om Klarlund har begået noget kritisabelt eller ej, så skal vi ikke være blinde over for det forhold, at videnskabelige konflikter, personlige karriereambitioner og andet godt spiller ind i sagerne. Det kan godt være, at videnskab er en ædel sag, men dens udøvere er ikke nødvendigvis drevet af ædle motiver.