CAPAC

Så fik jeg omsider snøvlet mig ind og se udstillingen Robert Mapplethorpe On the Edge i det aarhusianske kunsttempel Aros. En udstilling, der er en nødvendighed for enhver med interesse for det 20. århundredes kunst og fotokunst, for rockmusikken og kulturen i almindelighed. Lad mig bare erindre om, at Mapplethorpe er manden bag mange af (ex-kæresten) Patti Smiths pladecoverfotos, begyndende med det ikoniske billede på Horses.

Mapplethorpes sort-hvide fotos besidder en særlig erotisk ladet sensualitet, hvad enten han fotograferer en anemone eller en mandepik. Jeg vil ind og se udstillingen igen inden længe og kan kun opfordre andre til at gøre det samme.

Måske er det meget betegnende for forfatteren Klaus Rifbjerg, at han takker af nu, hvor samfundsudviklingen går i en retning, der på langt de fleste måder – økonomisk, kulturelt, politisk m.m. – går den helt forkerte vej. For Store Klaus, som han ofte blev betegnet – både kærligt og knap så kærligt ment – var til det sidste en vaskeægte kulturradikal, hvis hjerte bankede i venstre side under den velplejede borgerlige fremtoning. En gudsbenådet rebel og provokatør, der aldrig gik af vejen for at træde nogen over tæerne, hvis det kunne gøre budskabet klarere. Og en stor romanforfatter og digter, der ikke blot har skrevet mere end de fleste, men også står for nogle af de bedste og mest skelsættende poetiske og prosaiske udgivelser gennem årene. Klaus Ribjerg er uden diskussion den forfatter fra det tyvende århundrede, jeg sætter allerhøjest i min personlige kanon.

Nu er han ikke mere, og dansk åndsliv vil savne og mangle et stort, massivt fyrtårn, der kunne sende sit skarpe lys ud over samtidens politiske og kulturelle dumheder og lige i ansigtet på dem, der er bærere af dumhederne. Hvem skal vi nu hvile vores hoveder mod, når idiotiet igen breder sig? Det giver et stort rif i hjertet at tænke på det… Farvel Rif og tak for alle ordene.

Billy Bragg vender tilbage til fødebyen. En historisk og kulturel rejse, man kan lære af. Og hvad sker der med pubberne? De forsvinder i England. Et stykke arbejderkultur forsvinder stille og roligt. Fuck de sociale medier…

Kunne man forestille sig, at der blev lavet en officiel kanon for danske pop- og rockindspilninger gennem tiderne? På linje med litterære kanoner? Og som udtryk for, at man havde en kulturpolitik, der sikrede, at de udvalgte indspilningern (plader) skulle være tilgængelige for borgerne – og blev genoptryk med jævne mellemrum?

Hvor vi havde Jørgen de Mylius, “Efter skoletid” og hitlisterne, havde svenskerne i årene 1961-1974 hitlisteprogrammet Tio i topp. Programmet var en videreudvikling af hitlistetanken, som man allerede kendte i Sverige. I stedet for at få svenske lyttere til at stemme på melodierne pr. brev, besøgte programmet forskellige steder, hvor de unge kunne afgive stemme ved hjælp af såkalde mentometerknapper. Når man trykkede på knapperne kom der en maskingeværlignende lyd i radioapperaterne. Inden det livetransmitterede program gik i luften lørdag eftermiddag kl. 15 fik juryen mulighed for at gennemlytte ti nye sange. Halvdelen af de ti sange skulle efterfølgende kappes med den aktuelle listes ti deltagere om lytternes gunst. Først skullle publikum stemme på de sange, der skulle ud af listen. Og dernæst vælge vinderne.

Programmet var uhyre populært og listen smittede direkte af på salgslisten. Men omkring 3 millioner lyttere var Tio i topp afgørende for formidlingen af popkulturen – på samme måde som “Efter skoletid” og hitlisterne var det herhjemme…

Nu har Eric Hallberg & Ulf Henningsson så lavet en stor bog om programmet med titlen TIO I TOPP – med de utslagna “På försök” 1961-74 (forlaget Premium Publishing). I bogen gennemgås alle de sange og kunstnere, der var med. Også dem, der var “boblere”, som Mylius kaldte aspiranterne til sine lister…

560 sider i A4-format er der brugt til at kortlægge dette stykke kulturhistorie. Mon nogen kunne finde på at lave noget lignende om Danmarks Radios betydning for poppen og rocken? Det ville i hvert fald være ønskeligt – og et vægtigt bidrag til bevaringen af kulturarven!

PS. Som esbjergenser kom jeg aldrig i nærheden af dette program, men måske nogle af de sjællandske læsere lyttede med, når maskingeværet skrattede og den søde pop lød ud af monoradioen?

I dag fylder digteren, journalisten, filmmageren og livskunstneren Jørgen Leth 75 år. Og det er lidt underligt at tænke på, for i mit hoved står Leth med en særegen, passioneret, livsbekræftende – ja, ungdommelig – lethed. Men sådan er det.

På dagen kan jeg ikke lade være med at tænke på sagen eller snarere balladen om den unge kvinde fra Haiti, som Leth dyrkede elskov med og skrev uforfærdet om – og fik bornerte gammelfeminister og sensationslystne, journalistiske moralvogtere på nakken. En nakke, han på intet tidspunkt bøjede. For er der noget, der kendetegner Jørgen Leth – og som jeg beundrer ham for – så er det, at han har været tro mod sine egne passioner og sin egen livsdrift. Denne trofasthed er en mangelvare nu til dags, hvor konformismen er mindst lige så beklemmende, som den var i halvtredsene. Den er bare anderledes.

Den første gang jeg stødte på Jørgen Leth – digteren Jørgen Leth – synes jeg ikke, at han var noget særligt, fordi jeg ikke havde blik for den konkrete, sanselige enkelhed, der præger hans kunstneriske udfoldelser. Leth gør det ikke sværere end nødvendigt er. Og netop derfor har han måske så let en adgang til det skønne og poetiske.

Til lykke på dagen.

PS. Medens jeg har griflet ovenstående ideosynkratiske tekst, ser jeg, at Torben (selvfølgelig…) har publiceret sin personlige hyldest og anmeldelse af Leths nye bog. Læs med her.

Engang var Sir Paul McCartney ikke kun fortaler for kødløse dage og vegetarisk livsholdning, men også en stor nyder af andre grønsager. Jeg tænker på dem, der kan ryges og drikkes. Cannabis. Hash. “Urter”. Og i 1980 måtte han tilbringe 10 dage i fængslet i Tokyo, fordi myndighederne havde fundet 7.7 ounces (1 ounce er ca. 28,35 g.) cannabis i Maccas bagage. Wings-turnéen i Japan blev aflyst, og Macca sendt hjem med besked om ikke at vende tilbage (til fortrydelse for mange).

Nedenstående brev er fra reggaelegenden Lee “Scratch” Perry, der går i forbøn for McCartney hos det japanske justitsministerium. Og når man læser, hvad han skriver, er det lige før, man undrer sig over, at overtalelsen ikke lykkes. Hvilken lovprisning af “grønsagerne”! Brevet stammer fra en anbefalelsesværdig side, hvor gamle breve genoptrykke i facsimile med oversættelse. Her finder man mange sjove, bl.a. fra Jimi Hendrix.

[Stillbillede fra La Motocyclette]

Genudsendelser, genudsendelser. På filmområdet hersker der ikke den store opfindsomhed på de landsdækkende kanaler. Alt for mange gode gamle film står på hylderne og samler støv, og spændende uafhængige filmproduktioner når aldrig frem til skærmen. årsagssammenhængen fortaber sig i kontraktaftaler med store mediekoncerner og redaktionel slaphed.

Men heldigvis er der undtagelser. Og som regel sker det på de “hemmelige” kanaler DR 2 og DR K. Fx er det den 17. november på DR K muligt at se den franske film La Motocylette (da. Pigen på motorcyklen) fra 1968. I en hovedrolle ses Marianne Faithfull. Og i en anden Alain Delon.

I filmen – der også bærer den pikante engelske titel Naked under Leather (dengang vidste man, hvordan man skulle sælge varen….) – kan man opleve Faithfull for det, hun også var: stilikon. Hun dannede mode med sin kropsnære, full body dragt af læder, som mange motorcyklister tog til sig.

I filmen spiller Faithfull en alt andet en ‘faithfull’ nygift kvinde, der på motorcykel forlader sin ægtemand for at kaste sig i armene på en elsker i den tyske by Heidelberg.

Filmen, der blev forhindret i at deltage ved det års Cannes Film Festival på grund af studenteroprøret i Paris, er interessant ved sin tidsåndskolorit med nærmest psydelisk drømmende billeder. Også filmkunsten mærkede det kulturelle opbrud og de mange former for frisættelse, der fandt sted i starten af tresserne. Filmen er i øvrigt baseret på en fortælling af den surrealistisk inspirerede forfatter André Pieyre de Mandiargues.

Rubrikken ovenfor er et citat fra Jyllands-Posten. Avisen refererer Ritzau for, at voldtægtssagen mod den nu detroniserede IMF-leder Dominique Strauss-Kahn formodentlig droppes.

Sagen, som jeg tidligere har kommenteret, er interessant, fordi den rummer en række momenter, der gør den kulturhistorisk spektakulær. I sagen støder fransk kultur og seksualmoral sammen med amerikansk ditto – og den anklagede er en yderst magtfuld fransk mand fra de øverste cirkler i den franske og internationale finansverden og anklageren en kvindelige hotelrengørindsassistent og indvandrer fra Guinea. Penge, politik, magt, sex, kønsdiskrimination med etniske overtoner, immigrationsproblematik osv. osv.

Kendetegnende for mediernes ophidselse over sagen har været en ubehagelig tendens til at glemme sagens banale kerne: at det er en voldtægtssag. Og at en voldtægtsanklaget er uskyldig indtil andet er bevist – også selv om den anklagede er en mand med kontakter i samfundets øverste cirkler. At den anklagende kvinde kommer fra samfundets bund ændrer ikke ved sagens banale stilling. Fra feministisk, ligestillingspolitisk hold har man forsøgt at forsvare og forklare kvindens mulige økonomiske interesse i en seksuel relation til Strauss-Kahn. Men en voldtægt er en voldtægt. Og hvis ikke der har været tale om voldtægt, så er der tale om en kriminel, løgnagtig anklage. Retsvæsenets opgave er at kigge bagom alle de forstyrrende udenomsværker og fastslå, om der var tale om voldtægt eller ikke. Det kan godt være, at Strauss Kahn er en arrogant libertiner af værste skuffe – som medierne har beskrevet – og det kan godt være, at stuepigen er trist eksempel på de amerikanske samfundt behandling af mere eller mindre illegale indvandrere. Men hvis der er nogen juridisk retfærdighed i det amerikanske retsvæsen, så må disse forudsætninger ikke spille ind i dommen.

Det lille bandeord “sgu” er blevet ophøjet til et almindeligt småord fra at være et regulært bandeord. Og denne sprogpolitiske begivenhed fik temmelig stor medieopmærksomhed. Selv tv var med.

Man kan altid diskutere nyhedsværdien af begivenheden, men begivenheden er i hvert fald interessant i en kulturel forstand. For den siger noget om danskernes forhold til det religiøse, nærmere bestemt kristendommen.

For det er en kendsgerning, at vi her i landet til stadighed og i vid udstrækning bander i kristen forstand, selv om vi ikke tænker over det. Fx hidkalder vi gerne den onde selv, Fanden, Satan, når vi lader ham fløjte, æde, gale osv. os i bandeordet Fandeme. Eller vi hidkalder Helvede. For helvede da!

Sgu er en sammentrækning af sågu, der igen er en forkortning af Så Gud (hjælpe mig). Vi bander og sværger altså lystigt på kristen vis, selv om flere og flere af os ikke længere er medlemmer af Folkekirken og mange af medlemmerne er bekvemmelighedskristne…
Det var Nietzsche, der mente, at Gud – den kristne gud – var død. Eftertiden viste, at det var han nok ikke helt alligevel. I hvert fald fortsatte den kristne gud med at spøge efter Nietzsches død. Og gør det stadigvæk i disse tider, hvor genkristningen er blevet et fænomen (blandt akademikere i det mindste) og det religiøse er på dagordenen kulturelt set.

Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan mente, at Gud ikke var død, men i stedet var blevet ubevidst. Forstået på den måde, at måske er vi tilbøjelige til at betvivle guds eksistens eller ligefrem benægte den, men det forhindrer os ikke i sprogligt at bevidne både Guds og Fandens tilstedeværelse. Kulturelt set er vi ikke sluppet ud af kristendommen. Med det lille bandeord ‘sgu’ er fortrængningen til det ubevidste således sket i to etapper. Først blev ‘så gud (hjælpe mig)’ til ‘sgu’ – og mange glemte, hvad et egentligt dækkede over – og dernæst blev bandetordet ophøjet til et almindeligt lille småord. Fortrængningen fik endnu et skub.

Måske var det på tide, at vi sekulariserede mennesker begyndte at bande på verdslig facon i stedet for at blive hængende i det religiøse sprogs suppedas?

I gårsdagens udgave af Politiken havde journalisten Jacob Rosenkrands en kronik med titlen “Farvel til de røde lejesvende“. Kronikken er en slags opsummering og efterrefleksion over de tre, omstridte tv-udsendelser om “Jagten på de røde lejesvende”, som Rosenkrands var ansvarlig for og stod for. Og som jeg i denne blog har kritiseret og forholdt mig til (se links nedenfor). Jeg har ikke ændret mening om programserien, som jeg stadigvæk opfatter som et stykke temmelig mislykket tv, der slet ikke får indløst det potentiale, der er i emnet.

Men i kronikken ser Rosenkrands på de røde lejesvendes betydning – storhed og fald, kunne man måske sammenfatte det til – som tiltrængte fornyere af journalistikken. Eller rettere: som arvinge til og forfægtere af den gamle socialdemokrat Julius Bomholts ideal om “farlig radio”. Om denne tanke skriver Rosenkrands:
“Den farlige radio udspringer imidlertid ikke af 70’ernes venstreorienterede og revolutionære tidsånd. Begrebet blev formuleret kort efter Anden Verdenskrig af socialdemokraten Julius Bomholt, formand for Statsradiofoniens Radioråd og senere Danmarks første kulturminister. Han ønskede at gøre op med forestillingen om, at enhver udsendelse skulle afspejle flertallets synspunkter, og enhver anskuelse straks afbalanceres af den modsatte.

»Radioen bør ikke blot være landets største, men frieste talerstol, og vi håber, at lytterne vil vise sig i besiddelse af vidsyn og tolerance. Vi bør opdrage os selv til at føle glæde over en talentfuld modstander«, skrev Bomholt. »Det gælder om at åbne dørene for de ideer, der er i stand til at skabe bevægelse (…) Lad os være tolerante, således at radioen kan blive en formidler af tidens brændende ideer – med en appel til den enkelte om selv at tænke«.

Selv om ‘de røde lejesvende’ undervejs kom til at glemme det journalistiske håndværk til fordel for venstreorienterede holdningers skævvridning i programvirksomheden, så er kronikforfatteren ikke i tvivl om, at vi – og andre journalister – har meget at takke ‘lejesvendene’ for i form at tankevækkende, provokerende og nyskabende journalistik i radio og tv. Men med ‘jagten på de røde lejesvende’ – en jagt, der har stået på i henved 40 år og som de siddende regering satte på dagsordenen, da den kom til magten i 2001 – er der sket noget. Den ideologiske kamp har – det er indiskutabelt – haft en hæmmende effekt på de røde lejesvendes ‘farlige radio’ (og tv). Men de samme oprørske journalister er også med tiden gledet ind i en slags konservativisme, hvor de ikke har været i stand til at forny og udfordre deres egne positioner. Rosenkrands ser rigtig, synes jeg, når han ser noget paradoksalt i, at de unge, oprørske halvfjerdserjournalister, som satte fut i mediemonopolet, med tiden går hen og størkner i konservativisme, ja, reaktion. Han skriver:

Det er et paradoks, at DR kunne blive reaktionær med mange af de samme medarbejdere i front, som i 70’erne optrådte som fornyere. Hvad blev der af idealerne om at bringe nye dagsordener ind frem for at holde dem ude? At udfordre etablerede sandheder i stedet for at reproducere dem? At glædes ved modspillet fra mennesker, man ikke deler synspunkter med?

Jeg ved det ikke. Måske gik de røde lejesvende i forsvarsposition på grund af den borgerlige mobning. Måske glemte de at være kritiske over for de kritiske. Det kan også være, at monopolets helte slet og ret blev selvfede og fik smag for selv at udlægge teksten for seere i milliontal, der i dag kun ses, når der er finale i ’X Factor’.”

Relevante spørgsmål må man sige. Hvad, Rosenkrands ikke får belyst i sin spørgen til udviklingen, er de økonomiske og styringsmæssige forandringer, som DR har undergået i løbet af de forgangne 40 år. Vi har bevæget os fra en tid med radio- og tv-monopol til en tid, hvor det kommercielle er dominerende. Opkomsten af TV2 (og en lang række andre kommercielle danske tv-stationer), kommercielle radioer mv. har uden tvivl ført DR længere bort fra Bomholts’ ideal i retning af en medietænkning, hvor seer- og lyttertal tæller meget mere end drømmen om lyttere, der ‘kan tænke selv’ , er ‘tolerante’ har ‘evnen til at føle glæde over en talentfuld modstander’.

Men Rosenkrands’ kronik er værd at læse, fordi den – trods dens begrænsninger – peger bag om den ideologiske kamp og får fat i nogle demokratiske idealer, som nærmest er glemte i dagens mediedebat. Et sted kalder Rosenkrands Bomholts ord for ‘bedagede’. Men, hvor finder vi i dag en socialdemokrat, der kommer med den slags sprængfarlige ideer i mediedebatten?! Tilbage til Bomholt!

Jagten på de røde lejesvende i Danmarks Radio

Jagten på de røde lejesvende 2

Jagten på de røde lejesvende 3

Andre indlæg vedr. emnet

Et tilbagevendende tema i denne blog har været internettets og digitaliseringens fortløbende revolution af (bl.a.) musikbranchen. En revolution, der stadigvæk foregår, og som vi ikke kan se nogen ende på. For nogen, fx Jon Bon Jovi, er denne uundgåelige omvæltning forbundet med nærmest apokalytiske visioner om musikkens endeligt. Men her i bloggen vil jeg hellere fokusere på de muligheder, som internet og digitalisering indebærer for musikken som kreativ udfoldelse.

Jeg kom til at tænke på problematikken igen forleden dag, hvor jeg på nettet købte en cd med et obskurt New Yorker-band, som jeg havde fået nys om via de virale sociale medier (Twitter, Facebook…). Via bandets lille pladeselskabshjemmeside købte jeg en cd formedelst ca. 80 kr. alt inkl. Hele beløbet gik ubeskåret til bandet selv. Jeg fik oven i købet en venlig håndskrevet hilsen fra et af bandmedlemmerne. Hi…Thanks!
Det er muligt, at musikerne ikke bliver mangemillionærer af denne basale distributionsform, men jeg synes, det er fantastisk, at det i dag er muligt for stort set alle indspille og udgive deres egen musik via nettet for ganske få penge. Tænk, hvad det ville have betydet dengang pigtrådsmusikken brød igennem i Danmark. Jeg er ret sikker på, at dansk musikhistorie ville have set meget anderledes ud, end den ser ud i dag.

En anden historie, der går lidt i samme retning, læser jeg i The Telegraph. Som i Danmark har man i England forskellige former for kulturstøtte. Og som i Danmark er disse kulturstøtteordninger genstand for løbende debat – og for besparelser. Senest har Arts Council England fjernet støtten til 200 kunstorganisationer i forbindelse med regeringens generelle nedskæringspolitik. Og flere hundrede andre, som havde ansøgt for første gang, blev forbigået.

Nedskæringerne har forventeligt givet anledning til nødråb i den britiske kulturindustri. Men der er også nogen, der i stedet for at beklage sig, går andre veje. Det gælder fx Leicester-bandet Cornershop. Som bekendt her i bloggen udgav Cornershop forleden en ny CD, Cornershop and the Double-O Groove of… (featuring Bubbley Kaur) , hvor de fortsætter deres talentfulde, charmerende udforskning af musikken i spændingfeltet mellem indisk og vestlig musik. Hele pladen er kommet i stand ved økonomisk støtte fra gruppens fans.

I stedet for at gå den gammelkendte vej, hvor en gruppe får kontrakt med et pladeselskab og indspiller musikken på kontraktens præmisser, så har Cornershop valgt den enkle metode at lade musikudgivelsen sponsorere af fans. Ideen går ud på, at fansene investerer en given sum penge i projektet og til gengæld modtager en kopi af det færdige produkt plus en masse ekstra, blandt andet invitation til en fest i forbindelse med udgivelse i lokalområdet. Crowd-funding kaldes fænomenet. Og det siges at sprede sig hurtigt derovre.

Det sjove er, at fænomenet kan ligne den form for mæcenfinansiering af musikken, som man oplevede på fx Mozarts tid. Dengang var det blot adelige, der finansierede musikken. I dag er det så fans i lokalområderne, der gør det samme. En slags demokratisk sammenskudsgilde for musikken.

Via deres hjemmeside PledgeMusic modtog Cornershop donationer fra 450 fans til dækning af produktionen. Bandet havde i forvejen etableret deres eget plademærke, Ample Play, fordi de havde opgivet de eksisterende pladeselskaber, der med Tjinder Singhs ord var ‘uinspirerende’ og ‘lige så godt kunne sælge sko i stedet for plader’.

En anden gevinst ved PledgeMusic er, at der ikke er noget med copyright, omkostningerne i forbindelse med siden er små og hele arbejdet handler om Cornershop og deres musik. Altså mikroøkonomi, kunstnerisk frihed og nye distributionsmuligheder. Dertil skal lægges et ærligt engagement fra de involverede fans, der inddrages i processen og oven i købet får fuld kulturel valuta for pengene.

Fansene har i gennemsnit betalt 56 £ .

Selv om man selvfølgelig skal passe på med at idealisere fænomenet, så er der ingen tvivl om, at crowd-funding er med til at retablere en mere ærlig forhold mellem kunstnerne og deres publikum. Et forhold, der i vidt omfang forsvandt, da musikindustrien blev big business. Paradoksalt set er crowd-funding – der jo foregår via det globale internet – også en etableringen af en lokalt baseret demokratisk organisationsform med interessante perspektiver. Selv om denne nye tendens nok ikke vil afskaffe offentlige støtteordninger eller den traditionelle musikindustri her og nu – så er der ingen tvivl om, at den vil være med til at transformere kulturdistributionen fremover.

Hvad der står i Ekstrabladet skal tages med en sæk grusopblandet salt. Lad lige denne sandhed stå med ildskrift over det følgende! Sagt på en anden måde, så kan det være svært at se, hvad der er op og ned, når Ekstrabladet skaber en sensation af en selv nok så lille og ubetydelig sag.
Forleden var et par ældre herrer på Angleterre for at dinere og få lidt at drikke. Drikkeriet antog en karakter, der satte de herrer i en opstemt tilstand. Og som det ofte sker, når spritten går ind og fornuften ud, så blev d’herrer højrøstede og støjende. Angiveligt skulle de både have klappet i hænderne, klasket i bordet og talt højt. Det fik ledelsen af etablissementet til at tilkalde ordensmagten, der så så sig nødsaget til at lægge de to gamle i håndjern og føre dem til afkøling i kachotten…

Hvis de to gamle havde været dig og mig, så tvivler jeg på, at Ekstrabladet ville have løftet så meget som et øjenbryn og skrevet om ‘branderter’, ‘politivold’ osv. Vi ville højst indgå i politirapporten som ‘to ældre berusere, der måtte bringes i detentionen’. Sammen med alle de andre, der hver weekend må den vej. Men nu var d’herrer ikke hvem som helst. Den ene var nemlig en berømthed. Digterpræsten Møllehave. Der ikke blot er kendt som præst, forfatter og foredragsholder, men også sin syndige liv med åbent, utroskabsdyrkende ægteskab, sin hang til S/M-sex, sin fordrukkenhed m.m. Alt sammen noget, der i kraft af Møllehaves åbenhjertighed har været godt stof i netop Ekstrabladet, der sikkert har solgt ekstra blade i kraft af disse nysgerrighedskildende historier.

I kølvandet på sensationen har man kunnet konstatere, at det er lykkedes Ekstrabladet at fremkalde en markant forargelse blandt mange læsere. Det er da for galt, at sådan en som Møllehave på den måde kan falde ud af rammen. Jovist, Ekstrabladet har nok forstået at spille de laveste instinkter hos læserne: Misundelsen (over for en kændis med en tyk bankbog), skadefryden (så kom han endelig ned med nakken…), den selvblinde forargelse (Tænk at han vil nedværdige sig sådan, og han er præst!) osv.

Mit ærinde her er ikke at sætte spørgsmålstegn ved det forhold, at Møllehave og hans ven gymnasierektoren fra Lemvig blev kørt i detentionen, eller ved anholdelsens håndhændede karakter. For Ekstrabladets beskrivelse gør det svært at dømme klart.

Men den moralske forargelse er til gengæld ikke til at tage fejl af, som Politikens Bjørn Bredal også har været inde på i en velgørende kommentar. Som Bredal er inde på, så handler historien om mødet mellem en digterpræst, der tager sit liv som synder alvorligt og oven i købet er udansk åbenhjertig omkring det (“Vi var bare fulde”), og et etablissement, der anstrenger sig for at holde på nogle udvendige former, der for længst må sige at være eroderet bort i den omkringliggende verden.

Det bekymrende i denne sag er, efter min mening, ikke en højrøstet, beruset digterpræst, men den efterhånden ret markante moralske stemme, der taler for det ‘pæne’, det ‘forsagte’, og som vil have kæft, trit og retning. En lille skinger bedsteborgerlig stemme, der ikke kun lyder i Ekstrabladets kommentarfelter, men også klinger igennem hos fremtrædende, magthavende politikere i dette land, som fx hos Peter Skaarup, der forleden meldte ud, at ham mente, at retssikkerheden kun skulle forbeholdes de lovlydige borgere i landet…

Man skal hore meget, før ørerne falder af, sagde min gamle fader altid.

I dag er det ikke kun Kvindernes internationale kampdag, men også fyrreårsdagen for lanceringen af børneudsendelsesfigurerne Kaj og Andrea. Som så meget andet fra DRs børne- og ungdomsafdeling var figurernes ageren på tv præget af datidens samfundskritiske tendens. Softcore socialkritik.

Siden har papegøjen og frøen tabt pusten, hvis man skal tro Iben Charlotte Christensen, cand. mag i dansk og kønsstudier, og er blevet til “reaktionær konservatisme”. Tag den!

Men kan det egentlig undre nogen? Nu har vi i snart et årti været vidne til en konstant ‘jagt på røde lejesvende’ i DR, og institutionens autonomi er blevet reduceret – for ikke at sige kastreret – og DR nærmest forvandlet til at være en fabrik for mainstreamprodukter med en svag glasur af legitimerende public service.

For ikke så længe siden kunne man i aviserne høre den konservative kulturminister sukkende efterlyse kritiske intellektuelle i medierne. Og nu står de to kludedukker for skud, fordi de er faldet til patten – sådan rent ideologisk. Den tanke er nærliggende, at opgøret med de forhadte, politiske halvfjerderes og det udskældte “68”, har haft den effekt, at enhver samfundskritik er forstummet i DR, og at de intellektuelle har stukket piben ind. De er ikke blevet erstattet af borgerlige intellektuelle kritikere. Hvorfor? Fordi, tror jeg, de borgerlige aldrig har været specielt intellektuelle eller kulturelt opfindsomme. Sådan var det i halvfjerdserne – og sådan er det stadigvæk. Derfor dukker den nostalgiske længsel op – selv i de borgerliges. rækker…