CAPAC

Min musikafspiller løb tør for strøm for et par dage siden, jeg fik ikke ladet den op og var derfor nødsaget til at lytte til radio i forbindelse med mit job. Og radio vil sige Danmarks Radio P5, der bl.a. dyrker mottoet ‘kanalen hvor god musik aldrig går af mode’ eller noget i den retning. En kanal, der dyrker gammeldags mainstreampop og -rock. Det indebar – for mit vedkommende – et genhør med mange gamle og gode hits, men det blev også lysende klart, at kanalen lever højt på intensitvt genbrug af de samme sange og numre, dag efter dag. Overraskelser, genopdagelser osv. er der bestemt ikke plads til på P5. Nej, vi er langt fra den form for radio, der var plads til i tresserne og et langt stykke ind i halvfjerdserne, hvor jeg var fast lytter til Danmarks Radio.

Når det er sagt – og siges det skal det, for formelt set har vi at gøre med en public service-station, der burde kunne vise mere kvalitet i såvel form som indhold – så var der som sagt søde genhør med gamle sange. Og i går var der især en sang, der bed fra sig og bed sig fast i korttidshukommelsen. Nemlig Bonnie Tyler og hendes “Lost in France” fra 1977. Det var såmæn ikke Bonnie Tyler som sangerinde, der gjorde indtryk. Men tekstlinjen “I was lost in France in love”..

As I stood there in the morning rain
I had a feeling I can’t explain
I was lost in France in love

Det forekom mig, at sangskriverne Steve Wolfe og Ronnie Scott havde begået en lille bitte genistreg med lige netop den verselinje… en lille punktering af en i øvrigt helt banal popkærlighedssang.

 

Ja, en af min barn- og ungdoms radiohelte, Hans Otto Bisgaard, fylder 70 i dag d. 7. august. Med baggrund i Brøndby Pop Club, der blandt meget andet arrangerede den allerførste koncert i Danmark med bandet, der blev kendt som Led Zeppelin, blev Bisgaard en af de radioværter, der tog over efter Jørgen (de) Mylius og åbnede op for musik, der ikke kun gjorde sig på hitlisterne og i Melodi Grand Prix.

Sammen med fx Palle Aarslev lavede han det legendariske program Beatrapport, der gav indblik i den ny musik, der rørte på sig i Storbritannien, USA og andre steder. Bisgaard var med til at udvide mit musikalske univers kraftigt. Og tak for det.

Siden blev Bisgaard mere blød i kanten og mere orienteret mod mainstream. Det skal han ikke høre et ondt ord for her, for han sørgede for at åbne mine ører for en masse spændende musik. Det var bl.a. hos ham jeg lærte at lytte til fx. The Band (Big Pink) og Townshend-Lane “Rough mix”. Bare som eksempler. Til lykke med dagen Hans Otto og – rock on.

Lige en anfaling til dem af jer, der stadigvæk lytter til radio. To af de album, jeg har anbefalet varmt her i bloggen  – Johannes Andersens Mellem skyernes skygger og Poul Krebs’ Asfalt – bliver udførligt omtalt af kunstnerne selv i DR-programmet Kultursøndag. Du kan lytte til dem og nedhente dem lige her. God fornøjelse.

Hvor vi havde Jørgen de Mylius, “Efter skoletid” og hitlisterne, havde svenskerne i årene 1961-1974 hitlisteprogrammet Tio i topp. Programmet var en videreudvikling af hitlistetanken, som man allerede kendte i Sverige. I stedet for at få svenske lyttere til at stemme på melodierne pr. brev, besøgte programmet forskellige steder, hvor de unge kunne afgive stemme ved hjælp af såkalde mentometerknapper. Når man trykkede på knapperne kom der en maskingeværlignende lyd i radioapperaterne. Inden det livetransmitterede program gik i luften lørdag eftermiddag kl. 15 fik juryen mulighed for at gennemlytte ti nye sange. Halvdelen af de ti sange skulle efterfølgende kappes med den aktuelle listes ti deltagere om lytternes gunst. Først skullle publikum stemme på de sange, der skulle ud af listen. Og dernæst vælge vinderne.

Programmet var uhyre populært og listen smittede direkte af på salgslisten. Men omkring 3 millioner lyttere var Tio i topp afgørende for formidlingen af popkulturen – på samme måde som “Efter skoletid” og hitlisterne var det herhjemme…

Nu har Eric Hallberg & Ulf Henningsson så lavet en stor bog om programmet med titlen TIO I TOPP – med de utslagna “På försök” 1961-74 (forlaget Premium Publishing). I bogen gennemgås alle de sange og kunstnere, der var med. Også dem, der var “boblere”, som Mylius kaldte aspiranterne til sine lister…

560 sider i A4-format er der brugt til at kortlægge dette stykke kulturhistorie. Mon nogen kunne finde på at lave noget lignende om Danmarks Radios betydning for poppen og rocken? Det ville i hvert fald være ønskeligt – og et vægtigt bidrag til bevaringen af kulturarven!

PS. Som esbjergenser kom jeg aldrig i nærheden af dette program, men måske nogle af de sjællandske læsere lyttede med, når maskingeværet skrattede og den søde pop lød ud af monoradioen?

Lige et tip. Spillemanden Kim Larsen snakker med Karen Secher i DRs radioprogram "Besøgstid" under overskriften Pop skal lyde som om det er rystet ud af ærmet. Uanset, hvad man mener om ‘lune Larsen’, så er programmet et besøg værd. Det er radio, når det er bedst, og et bevis på, hvad radio kan – og aviser, fjernsyn og digitale medier ikke kan. Anbefales. Ikke kun, fordi det er med Larsen.

Fotoet ovenfor viser nogle af de skuespillere, der var med i radioprogrammet “Karlsens kvarter”. Lise Ringheim, Peter Steen, Sisse Reingaard og Henning Moritzen (knægten på billedet husker jeg ikke navnet på). Sidstnævnte skuespiller afgik ved døden i lørdags i en alder af 84 år. Og nyheden om Moritzens død sendte mig tilbage til dengang, hvor  radioserien om et midaldrende ægtepars – Pers (Moritzen) og Bittens (Ringheim) – liv og levned kunne holde en stor del af det, man dengang kaldte Familien Danmark, fast med øret inde i radioen. Serien kørte fra 1967 til 1984! Jeg kan huske, at min gamle regnelærer Helligsø ofte inddrog Karlsens Kvarter i sin undervisning. Det siger noget om kvaliteten af programserien…

Programserien var forfattet af Leif Panduro og Lise Nørgaard og indeholdt en del satiriske kommentarer til samfundsudviklingen. Akkurat som Huset på Christianshavn og Matador senere gjorde – på tv. I dag ville det være umuligt at lave den slags radioudsendelser. Desværre.

Med Henning Moritzens bortgang forsvinder endnu en af de populære, alsidige skuespillere, der ‘altid’ har været der og som har sat sit eftertrykkelige mærke på radio, tv, teater, film osv. Hvil i fred.

The Beach Boys var helt sikkert en af grundene til, at jeg altid lå med hovedet inde i mine forældres gamle rørforstærkede radio, da jeg var dreng. Nu har de så lavet en sang om ‘hvorfor gud lavede radioen’. Sådan må det vel hedde i ‘guds eget land’. I hvert fald slipper de gamle stranddrenge godt fra det, synes jeg…

Lige så stor en forbandelse, de kommercielle, reklamebefængte radioprogrammer kan forekomme at være i dag med deres selvpromoverende, storsnakkende disc jockeys (eller hvad sådanne moderatorer kaldes nu om stunder), lige så befriende forekom de at være, da de dengang i tresserne bogstaveligt talt søsattes som piratradioer. For unge med luft under vingerne var piratradioernes politisk ukorrekte brud med statsradiofoniernes kedsommelighed nærmest at ligne med pornografiens frigivelse nogle år senere.

Enhver der har set filmen The Ship That Rocked The World (2010) om piratradioens barndom har kunne fryde sig over beskrivelsen af det oprør, de pop- og rockinficerede stationer var med til at sætte i gang.

Nu har en af pionererne fra dengang endegyldigt sluppet mikrofonen. Thomas Odoard Marshall Lodge – Tom Lodge blandt venner – havde morgentjansen på den legendariske piratradio Radio Caroline, og han spillede en afgørende rolle for dens succes.

Lodge var lidt af en eventyrer. Som 18-årig tog han til Calgary, hvor han arbejdede som cowboy, brugtvognsforhandler, fisker og guldminearbejder. Med mere. Og så fik han et job, der siden ville få betydning for hans karriereforløb, som nyhedsoplæser for Canadian Broadcasting Corporation. Under et besøg i London kom han i kontakt med Ronan O’Rahilly, der var ved at søsætte Radio Caroline, og Lodges syn på BBCs elendige formidling af populærmusik fik O’Rahilly til at ansætte Lodge som radiomand.

Lodge blev ankermanden på Radio Caroline North, der befandt sig i havet ved Isle of Man. Søsterskibet Radio Caroline South kunne slet ikke matche Norths popularitet og mistede lyttere og reklameindtægter til konkurrenten Radio London. For at redde South fra at gå ned, blev Lodge udnævnt til at være stationens programdirektør. Og Lodges succesfulde programpolitik var enkel og virksom. Det var radiojournalistens personlighed og fornemmelse for, hvad der rørte sig i populærmusikken, der var afgørende for, hvor mange lyttere, man fik. Og så det forhold, at man spillede en masse musik, som de unge gad lytte til…

Selv The Beatles’ manager Brian Epstein havde øje for Lodges talent som iværksætter og eventyrer og fik ham overtalt til at være interviewer for popbladet Disc And Music Echo, der var en en sammenlægning af Disc og Mersey Beat.

Radion Caroline North kom på et tidspunkt i havsnød, og Lodge og de andre på skibet måtte reddes i land i bidende kulde. Denne hændelse gav inspiration til den ovenfor nævnte film om piratradioens første tid. Efter sigende kunne Lodge ikke lide filmen på grund af dens frimodige fremstilling af stoffer og sex, men ikke desto mindre huggede han senere filmens titel til den revideret udgave af sine erindringer. Gesjæftig var han jo…

Da det omsider lykkedes myndighderne at få stoppet piratradioerne, fik Lodge som flere andre piratradiofolk job hos arvefjenden BBC. Men Lodge kunne ikke med BBCs berygtede bureaukrati, og han drog igen til Canada, hvor han arbejdede som rock-formidler og underviser af radioansatte. Senere i livet konverterede han til zenbuddhismen og tog navnet Umi.

Hvorfor spilde tiden på at se festligholdelsen af Dronningens jubilæum – og i særdeleshed tv-journalisternes,-kommentatorernes og de kendtes festligholdelse af sig selv – når man kan lytte til gode, gamle Rullesten Ron Wood vende plader?

Konceptet for udsendelserne er ganske enkelt. Ron Wood er i studiet med sin guitar (og en kop te eller kaffe…) og spiller lige netop den musik, han kan lide. Og som lytter har du, som Ron siger, kun en knap at dreje på, og det er lydstyrkeknappen. Ikke noget med at surfe… Altså gammeldags radio, hvor Ron supplerer med historier og erindringer og lidt guitarspil. Serien begyndte i april 2010 – og nu udsender DR P6 BEAT altså den for danske lyttere. Du kan lytte til programmerne lige her – det kan anbefales.

PR-foto.

Man skal passe på med at lytte til P1 Debat, når man kører hjem fra arbejde efter midnat. Man risikerer at køre i grøften eller ind i en lygtepæl. På grund af ophidselse eller frustration. – Det er efterhånden gået op for mig, at programmet ikke er et rigtigt debatprogram, men en karikatur af en demokratisk funderet debat. Den demokratisk funderede debat fungerer – forenklet sagt – sådan, at de debatterende lytter til hinanden og fremfører deres argumenter om det debatterede emne. Ideal set vinder den, der har de stærkeste argumenter ,og modparten lader sig bevæge et andet sted hen end der, hvor vedkommende oprindeligt stod.

I denne midnats udgave af P1 Debat blev karikaturen kørt helt ud i hampen – ad absurdum. Og det skyldtes primært en af de medvirkende, partiet Venstres arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs. Over for hende stod Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen. Og ordstyreren (in spe) var Eva-Marie Møller.

Ulla Tørnæs’ indlæg i det, der skulle være en debat, destruerede ethvert tilløb til meningsbrydning. Hendes destruktive strategi gik i sin enkelhed ud på, at hun 1. ikke lyttede til, hvad der blev spurgt om, 2. i stedet for at svare, fremturede hun med den ideologiske lektie, som hun har lært udenad og kunne aflire som en anden grammofonplade eller papegøje. Eva Marie Møller forsøgte forgæves at fastholde Tørnæs på sine spørgsmål – fx hvorfor regeringen gennem 10 år har brugt 8 milliarder på aktivering, der ikke har fået folk i arbejde – men Tørnæs forhold sig overhovedet ikke til det, der blev spurgt om. Enten lod hun, som om hun svarede, medens hun fremturede monologisk med sin ideologiske doktrin, eller også sagde hun direkte, at hun hellere ville kommentere noget andet.

Ulla Tørnæs er et – måske ekstremt – eksempel på, hvordan den politiske debat i den danske offentlighed er degenereret til et grotesk, absurd teater, hvor det ikke længere handler om konsensusorienteret dialog og debat, men netop om en meningsløs karikatur eller parodi. Becketts og Onescos absurde teaterstykker overført til den politiske scene med et halvt århundredes forsinkelse. Man ved næsten ikke, om man skal le eller græde – eller måske begge dele. Prøv selv at opleve det – her.

Suze Rotolos erindringsbog A Freewheelin Time er et vigtig dokument i litteraturen om Bob Dylan, men især er den et fint vidnedsbyrd om en bestemt periode omkring tresserne i USA og de politiske og kulturelle tendenser, der var på spil dengang. I anledning af His Bobness’ fødselsdag i går har NPR genudsendt en samtale med Suze, hvor hun fortæller sit liv og sin bog. Et fin lille samtale, der undgår enhver unødvendig Bobdyrkelse… Lyt til udsendelsen her.

I gårsdagens udgave af Politiken havde journalisten Jacob Rosenkrands en kronik med titlen “Farvel til de røde lejesvende“. Kronikken er en slags opsummering og efterrefleksion over de tre, omstridte tv-udsendelser om “Jagten på de røde lejesvende”, som Rosenkrands var ansvarlig for og stod for. Og som jeg i denne blog har kritiseret og forholdt mig til (se links nedenfor). Jeg har ikke ændret mening om programserien, som jeg stadigvæk opfatter som et stykke temmelig mislykket tv, der slet ikke får indløst det potentiale, der er i emnet.

Men i kronikken ser Rosenkrands på de røde lejesvendes betydning – storhed og fald, kunne man måske sammenfatte det til – som tiltrængte fornyere af journalistikken. Eller rettere: som arvinge til og forfægtere af den gamle socialdemokrat Julius Bomholts ideal om “farlig radio”. Om denne tanke skriver Rosenkrands:
“Den farlige radio udspringer imidlertid ikke af 70’ernes venstreorienterede og revolutionære tidsånd. Begrebet blev formuleret kort efter Anden Verdenskrig af socialdemokraten Julius Bomholt, formand for Statsradiofoniens Radioråd og senere Danmarks første kulturminister. Han ønskede at gøre op med forestillingen om, at enhver udsendelse skulle afspejle flertallets synspunkter, og enhver anskuelse straks afbalanceres af den modsatte.

»Radioen bør ikke blot være landets største, men frieste talerstol, og vi håber, at lytterne vil vise sig i besiddelse af vidsyn og tolerance. Vi bør opdrage os selv til at føle glæde over en talentfuld modstander«, skrev Bomholt. »Det gælder om at åbne dørene for de ideer, der er i stand til at skabe bevægelse (…) Lad os være tolerante, således at radioen kan blive en formidler af tidens brændende ideer – med en appel til den enkelte om selv at tænke«.

Selv om ‘de røde lejesvende’ undervejs kom til at glemme det journalistiske håndværk til fordel for venstreorienterede holdningers skævvridning i programvirksomheden, så er kronikforfatteren ikke i tvivl om, at vi – og andre journalister – har meget at takke ‘lejesvendene’ for i form at tankevækkende, provokerende og nyskabende journalistik i radio og tv. Men med ‘jagten på de røde lejesvende’ – en jagt, der har stået på i henved 40 år og som de siddende regering satte på dagsordenen, da den kom til magten i 2001 – er der sket noget. Den ideologiske kamp har – det er indiskutabelt – haft en hæmmende effekt på de røde lejesvendes ‘farlige radio’ (og tv). Men de samme oprørske journalister er også med tiden gledet ind i en slags konservativisme, hvor de ikke har været i stand til at forny og udfordre deres egne positioner. Rosenkrands ser rigtig, synes jeg, når han ser noget paradoksalt i, at de unge, oprørske halvfjerdserjournalister, som satte fut i mediemonopolet, med tiden går hen og størkner i konservativisme, ja, reaktion. Han skriver:

Det er et paradoks, at DR kunne blive reaktionær med mange af de samme medarbejdere i front, som i 70’erne optrådte som fornyere. Hvad blev der af idealerne om at bringe nye dagsordener ind frem for at holde dem ude? At udfordre etablerede sandheder i stedet for at reproducere dem? At glædes ved modspillet fra mennesker, man ikke deler synspunkter med?

Jeg ved det ikke. Måske gik de røde lejesvende i forsvarsposition på grund af den borgerlige mobning. Måske glemte de at være kritiske over for de kritiske. Det kan også være, at monopolets helte slet og ret blev selvfede og fik smag for selv at udlægge teksten for seere i milliontal, der i dag kun ses, når der er finale i ’X Factor’.”

Relevante spørgsmål må man sige. Hvad, Rosenkrands ikke får belyst i sin spørgen til udviklingen, er de økonomiske og styringsmæssige forandringer, som DR har undergået i løbet af de forgangne 40 år. Vi har bevæget os fra en tid med radio- og tv-monopol til en tid, hvor det kommercielle er dominerende. Opkomsten af TV2 (og en lang række andre kommercielle danske tv-stationer), kommercielle radioer mv. har uden tvivl ført DR længere bort fra Bomholts’ ideal i retning af en medietænkning, hvor seer- og lyttertal tæller meget mere end drømmen om lyttere, der ‘kan tænke selv’ , er ‘tolerante’ har ‘evnen til at føle glæde over en talentfuld modstander’.

Men Rosenkrands’ kronik er værd at læse, fordi den – trods dens begrænsninger – peger bag om den ideologiske kamp og får fat i nogle demokratiske idealer, som nærmest er glemte i dagens mediedebat. Et sted kalder Rosenkrands Bomholts ord for ‘bedagede’. Men, hvor finder vi i dag en socialdemokrat, der kommer med den slags sprængfarlige ideer i mediedebatten?! Tilbage til Bomholt!

Jagten på de røde lejesvende i Danmarks Radio

Jagten på de røde lejesvende 2

Jagten på de røde lejesvende 3

Andre indlæg vedr. emnet

Sneums Garage har allerede været omtalt ovre hos Torben og hos Mod Strømmen (og sikkert også andre steder). Og jeg vil da også gerne stille mig op i køen af skeptiske, men dog forventningsfulde, radiolyttere, der ser frem til noget andet end det, man almindeligvis forbinder med begrebet ‘musikradio’ nu om stunder: mainstreamlydtapet, afbrudt af ungdommelige pladdernakkers alt andet end informative snak. Med den gamle, garvede musikelsker Jan Sneum ved roret skulle der være (og er, skal jeg hilse og sige…) en chance for at høre musik, som man ikke vil støde på i øvrigt. Og så kan man – hvis man som denne lytter ikke altid er vågen og får tændt for radion (el. tv), når der endelig er noget spændende – genhøre programmerne på DRs hjemmeside. Her (nederst på siden).
De to første programmer lever ganske op til denne bloggerkugles forventninger. Og en sjov ting er, at Sneum indleder udsendelsen fra d. 11. april med titelmelodien fra ungdomsfilmen “Vi 18-årige” med Valerie Mountain og The Eagles fra 1962. Det var, som bekendt, en af de allerførste musikalske begivenheder, jeg skrev om i denne blog i 2006. Så Sneums Garage har allerede fået mine forbeholds parader sænket betragteligt…

I bilen med Mein Freund Gravhunden ved min side lyttede jeg til udsendelsen “We Love You Beatles” fra DR P1s udmærkede genudsendelsesrække Radioklassikeren. Programmet drejer sig om Beatles’ besøg i Danmark i tresserne, om gruppens betydning osv. Det interessante ved udsendelsen (som kan hentes ned som podcast!) er de historiske optagelser. Fx den gamle journalist (på 34 år!), som ikke forstår en dyt af Beatlemania og spørger Paul McCartney, om deres succes skyldes frisuren eller musikkens kvalitet. Hvilket Paul – selvfølgelig – svarer ironisk-afvæbnende på: Det spørgsmål har de også stillet sig selv! Eller Jørgen Mylius fra en hitlisteudsendelse, hvor ham fortæller om gruppens dominans på listen. Udsendelsen suppleres af en diskussion mellem Beatles-eksperten Per Wium og udsendelsen tilrettelægger Thomas Haugaard. En af de spørgsmål, de to herrer diskuterer er, om Beatlesmedlemmernes soloplader overhovedet når op på Beatles kvalitet. De mener de to herrer ikke er tilfældet. Og det mener jeg bestemt er værd at diskutere…

På den famøse Facebook startede jeg for ikke længe siden en gruppe med titlen “Bevar Hvedekorn!”. Formålet var at bakke op om det gamle lukningstruede lyrik- og poesitidsskrift, som forlaget Borgen ikke længere mente at have økonomi til at fortsætte.

Gruppen fik hurtigt mange medlemmer, og opbakningen fik – sammen med en ihærdig indsats fra redaktørLars Bukdahl – den betydning, at forlaget Rosinante & Co. overtog udgivelsen fra og med 2010. Gruppen blev siden omdøbt til “Hvedekorns venner”, og den har i skrivende stund 775 medlemmer og vokser stadig.

Og nu gør min kære veninde Gertrud mig så opmærksom på, at Hvedekorn har indgået et samarbejde med DR om at finde nye digtertalenter. Den 21. juni kan man komme ud i DR-Byen med sine skrivebordsskuffetekster og få Lars Bukdahld feedback. Bagefter er de et lille inspirationsmøde, hvor forfatterspirer kan høre andre læse op og få inspiration til det videre digteri.

Tilmelding m.m. her.