Indlæg tagget med internet

Fildelingen og den danske kulturpolitik – en opmuntrende nyhed

20. juni 2012

Den siddende danske regering har måttet stå – og står – model for megen og berettiget kritik. Men det bør ikke skygge for, at regeringen faktisk også har gennemført noget godt og fortjener ros for nogle af sine initiativer. I dagens aviser kan man et stykke nede i nyhedsstrømmen læse, at ‘Brevmodellen begraves i kampen mod pirateri‘. Den brevmodel, der er tale om, er selvfølgelig den tidligere omtalte 3-strike-model, hvor personer, der krænker ophavsret og copy right ved såkaldt ulovlig fildeling af musik, film o.a. modtager tre grader af trusselsbreve – og i sidste ende kan risikere at få afbrudt internetforbindelsen og imødese et juridisk efterspil.

Det er i sig selv opmuntrende, at kulturminister Uffe Elbæk har politisk mod og mandshjerte til at bryde med den konformistiske hard-liner-tænkning, der har domineret på området, og som har præget politiken i en lang række lande med USA, Storbritannien og Frankrig i spidsen. Af den simple grund, at fremgangsmåden ikke har været nogen succes.

Lige så opmuntrende er det at læse, at der bag ‘begravelsen’ ligger nogle initiativer, der må opfattes som konstruktive i kampen for en fair behandling af ophavsretten på internettet. Ganske vist er brevmodellen ikke begravet for stedse, men af kulturministeriets brev vedr. “Initiativer til at styrke udbuddet af lovligt kreativt indhold på internettet“, som overskriften lyder, fremgår det, at man i stedet for den hidtidige dominerende sanktionstænkning vil satse på innovation og oplysning. Innovation, der skal fremme den legale fildeling i form af “nye forretningsmodeller, som på den ene side tilbyder forbrugerne det materiale, de efterspørger og til en pris, som de vil betale, og på den anden side sikrer kunstnerne et rimeligt vederlag for deres arbejde”. Det udviklingsarbejde skal ske via et såkaldt innovationsforum. Det interessante i den forbindelse er også, at det ikke bare handler om at sikre kunstnerne – hvilket er og hele tiden har været vigtigt – men også, at forbrugerne får adgang til det, de søger og til en ‘pris, de vil betale’. Det sidste er jo en udfordring for en mediebranche, der langt hen ad vejen har holdt fast i en prissætning fra før-internettets tid. Det ligger også en udfordring i at sikre brugerne en adgang til det, de efterspørger. Selv om internettet er stort, så er ikke alt tilgængeligt – i hvert fald ikke legalt…

For det andet skal der satses på oplysning. Det er faktisk opmuntrende for en gangs skyld efter et årti med VKO-konsekvenstænkning at se oplysningstanken komme til ære og værdighed. Kulturministeren tænker, at man kan nå længere gennem en seriøs oplysning om den illegale fildelings uheldige konsekvenser for ophavsretshaverne at kunne ændre fildelernes adfærd. Og inspireres af de succeshistorier som de nye legale fildelingstjenester – Spotify, Play, Wimp, Bibzoom osv. – er. Og jeg tror, at det er det rette spor, selv om det selvfølgelig ikke vil omvende enhver synder.

Men er der så ikke nogen knytnæve gemt i handsken, vil man måske spørge? Ikke rigtig. For selv om brevet ikke udelukker retsforfølgelse af ophavsretsbrydere, så er fokus på innovation og oplysning – og på at finde tekniske løsninger, der kan bidrage til at hæmme ulovlighederne. Især omtales muligheden af, at sikre, at de florerende trådløse netværk krypteres, så de ikke kan misbruges til anonym piratvirksomhed.

Selv om debatten om internettet og ophavsrettens status i internettets tid langt fra er afsluttet, så fortjener regeringen og kulturministeren ros for at have valgt en kulturpolitisk strategi, der i langt højere grad end tidligere er i overensstemmelse med internettets liberale ‘ånd’ og undgår en unødvendig kriminalisering af tusindvis af internetbrugere – samtidig med, at den fastholder det vigtige sigte: at udviklingen ikke må dræbe kreativiteten.

Når internetpirater slås – Pirate Bay vs. Anonymous

11. maj 2012

Så har man set det med! Kampen om internettet og den frie fildeling fortsætter ufortrødent og senest er to repræsentanter for internettets fribytteri – The Pirate Bay og hackergruppen Anonymous – røget i totterne på hinanden. Det sker efter, at Anonymous har angrebet sitet Virgin Media og lukket den ned. Hackernes angreb følger efter en domstolskendelse om, at sitet skulle lukkes på grund af krænkelser af copyright.

Pirate Bay har fordømt Anonymous’ handling på sin Facebookside med følgende ord: "Vi opmuntrer IKKE til den slags handlinger. Vi tror på et åbent og frit internet, hvor enhver kan udtrykke sine meninger. Selvom vi er helt uenig med dem og selv om de hader os". Anonymous til gengæld mener, at dommen er udtryk for censur – og derfor effektuerer de dommen…

Anonymous har i øvrigt fået en del omtale på nettet, fordi de har lanceret deres egen gratis musiktjeneste – anontune.com – der angiveligt samler musikstrømme fra alverdens tredje-parts-kilder og giver brugerne mulighed for at lave deres egne playlister og dele sangene med andre. Lidt à la YouTube-modellen – og efter sigende helt uden for pladeselskabernes juridiske aktionsradius. Projektet er endnu i sin vorden, så vi får se, hvor langt det realiseres…

I følge New Musical Express sejler piraterne stadigvæk uforfærdet på Piratbugten. Der skulle være 3.7 millioner brugere af tjenestens illegale ydelser alene i Storbritannien – og 30 millioner på verdensplan.

Den seneste lille konflikt mellem Anonymous og Pirate Bay illustrerer, at der slet ikke eksisterer nogen konsensus om, hvordan internettets frihed skal forstås. Det minder lidt om et af demokratiets egne paradokser: At friheden – fx ytringsfriheden – skal gælde for såvel Thor som Loke. Friheden gælder også for dem, der ikke er yndere af samme frihed…

Har du (heller ikke) hørt om ACTA?

27. januar 2012

Nå, men så kan jeg da fortælle dig, at Danmark understrev ACTA i går ved en ceremoni i Tokyo sammen med en række andre lande. Og hvad er så ACTA vil du selvfølgelig spørge. Jo, ACTA står for Anti-Counterfeiting Trade Agreement og er en traktat, der udstikker retningslinjer for beskyttelse af den såkaldte copy right (herhjemme handler det om ophavsretten) og standarder for IP med mere. ACTA skal ses i relation til de meget omtalte SOPA og PIPA, som amerikanerne den sidste tid har debatteret – og som førte til en sort-skærms-protest fra mange internetsider, bl.a. Wikipedia. Hvilket igen sørgede for, at det to lovforslag netop fik medierne interesse. Og vist nok er blevet skrinlagt – indtil videre i hvert fald.

Medierne herhjemme har til gengæld ikke brugt krudt på ACTA, men det er der så meget desto større grund til, da rigtig mange lande har underskrevet traktaten, og fordi den er alt andet end uskyldig. For det første betyder Danmarks tiltrædelse, at man overlader til transnationale institutioner som fx WTO (verdenshandelsorganisationen), WTO (World Intellectual Property Organization – beskyttelse af ophavs- og kopieringsret) og FN at sætte reglerne for, hvordan rettighedernes skal beskyttes. Danmark afgiver med andre ord suverænitet i forhold til lovgivningen på ophavsretsområdet. Og det kan undre, at den aktuelle politiske debat om den såkaldte brev-sanktions-model (hvor ulovlig download kan medføre breve og sanktioner) vist ikke har medført en eneste bemærkning om ACTA. For det andet er ACTA – til forskel fra SOPA og PIPA – meget mere omfattende, idet det ikke kun drejer sig om ophavsret/copyright til musik, film osv., men også om kopivarer generelt og medicin.

Det er tankevækkende, at ACTA ikke har været genstand for offentlig debat i Danmark og andre lande, fordi den i sin konsekvens kan komme til at anfægte borgernes rettigheder. Fx privatlivets fred, hvis ACTA fx går ind og regulerer internetudbydernes servicering af kunderne (fx i form af kontrol, registrering osv.). Bare som eksempel. Og det kan undre, at ACTA ikke har fyldt godt op i medierne, eftersom traktaten stammer helt tilbage fra 2006, hvor den blev fremlagt af USA og Japan. Undervejs har kritiske grupper – bl.a. folkene bag Wikileaks, Læger uden grænser, IP Justice m.fl. – forsøgt at få aktiindsigt, men det har mødt modstand fra især de amr. myndigheder. Og det har med rette kastet et tvivlsomt lys over traktaten, der langt hen ad vejen er blevet skrevet i tæt samarbejde med de store firmaer, der har en oplagt interesse i at beskytte deres produkter. I den sammenhæng er borgerne i de forskellige lande og den offentlige debat blevet ladt i stikken. Og det er et bekymrende forhold…

Læs mere om ACTA her. Og her.

PROTECT-IP – ny amerikansk lov er en trussel mod internettet

18. januar 2012

PROTECT IP / SOPA Breaks The Internet from Fight for the Future on Vimeo.

Kampen om internettet fortsætter. En kamp, hvor store økonomiske interesser – underholdningsindustriens (film-, musik- og andre medier) – forsøger at begrænse de frihedsgrader, der har hersket siden nettets opståen. Under det påskud at ville beskytte ‘kreativiteten’ er man i USA i fuld gang med at indføre en ny lov – PROTECT-IP – der vil give ikke kun den amerikanske stat men også store private firmaer mulighed for at censurere sider, tjenester m.m., som de mener krænker copyrighten. Som det fremgår af den vedstående video kan de fx gælde dig, hvis du skulle finde på at synge en eller anden popsang i en privat video på YouTube…

Perspektivet er skræmmende. Ikke mindst, fordi USA har været rollemodel for andre landes politik på området. Vi så det med 3-strike-modellen, der blev indført i Frankrig, Storbritannien og en række andre lande. Men også, fordi den nye lov vil begrænse ytringsfriheden radikalt på nettet, indføre en hidtil uset overvågning og kontrol – uden dog at løse problemet med ulovlig downloading. Der er al mulig grund til at bakke op om protesterne mod den nye lov. Se filmen og bliv lidt klogere.

Den dag Napster døde

2. december 2011

I maj måned 2000 anlagde Metallica sag mod fildelingstjeneste Napster. Lars Ulrich og Co. havde opdaget, at Napster havde fildelt en af sangene fra bandets kommende album – gratis. Til historien hører også, at det var Lars Ulrich selv – med en advokat – der forsøgte at overbringe sagsanlægget og beviserne (lister over alle de Napsterbrugere, der gratis havde nedhentet Metallicas musik) for Napsters bagmand, hackeren Shawn Fanning. Men Fanning var der ikke.

Fannings kontroversielle bedrift  var, at han havde havde faciliteret (for nu at bruge en term fra moderne managementteori) fildeling af mp3-musik. Samtidig var han med til at udbrede forestillingen om, at fildeling af musik kunne ske uden hensynstagen til love om ophavsret og kopibeskyttelse. Han knæsatte det gratis fildelingsprincip – for alle filer.

Historien om Fanning er en version af The American Dream. Fanning blev født ind i en taberfamilie på bunden af den amerikanske arbejderklasse. Takket være en behjertet onkel fik Fanning mulighed for at få en Apple Machintosh-computer og en internetforbindelse. Det blev hans mulighed for social opstigen eller i hvert fald noget, der lignede. Via onklens computerfirma fik han også mulighed for at sætte sig ind i programmering – og hacking. Han blev medlem af en hackergruppe – w00w00 – der både arbejdede inden for loven og uden for. Shanning specialiserede sig i IT-sikkerhed – eller rettere: hvordan sikkerhedssystemer kunne omgås. En nyttig viden, hvis man vil have et velbetalt it-job…

Shanning fik også den idé, at han ville lave et computerprogram, der kunne gøre det muligt hurtigt og let at finde musik på internettet. I første gang for at løse sit eget og vennernes behov for at finde musik på nettet. Og med en nørds energi kastede han sig over sit lille projekt, som skulle vise sig at få stor betydning for musikkens fremtid på nettet.

Shanning – der også bar øgenavnet “Napster” – sprang fra et it-studie på universitetet for at hellige sig udviklingen af sit program. Og fordi studiet alligevel ikke kunne lære ham noget, han ikke kunne i forvejen. Enhver rigtig it-nørds dilemma.

De foreløbige versioner af programmet, der siden fik navn efter Napster, blev prøvet af hos de andre hackere i w00w00. Og med nærmest lovmæssig nødvendighed slap en beta-version ud til en større gruppe brugere – 15.000. Og så var fanden løs.

Shawn Fanning stiftede sit firma Napster. Inc og kunne tjene penge på det. Nok til i første omgang at købe en lækker sportsvogn. Og Napsterprogrammet blev fildelt til hundredtusindvis af brugere. Og blev – på godt og ondt – en succes. Og som det er typisk for fildelingsaktiviteternes gråzone, så voksende indtægterne for Shanning med udbredelsen. Investorerne og spekulanterne stod i kø, som de altid gør, når der er mulighed fora tjene hurtige penge. Og når det handler om at tjene penge – ikke mindst i kapitalismens højborg og Guds eget land – har moralen altid måtte stå bagest i køen.

Højde- og vendepunktet kom en dag, da MTV lavede et indslag om Napster. MTV var musikbranchens flagskib, og at blive omtalt der var nogenlunde det største, der kunne ske for et firma som Napster. Men det betød også, at de store pladeselskaber for alvor fik øje på det lille piratfirma, gjorde fælles front via RIAA og sagsøgte Napster for 3/4 million kroner – per sang…

Paradoksalt nok blev sagen mod Napster den bedst tænkelige reklame, firmaet kunne få. Og antallet af brugere – og nedhentninger – eksploderede. Og Shanning blev nærmest kanoniseret som en af det anarkistiske internets nye, unge helte, der blot realiserede unges drømme om nettet som et stort tag-selv-bord.

Lars Ulrich og Metallica – og deres juridiske bagmænd – satte en stopper for Napster. Fanning og vennerne måttet kort tid efter sætte en stopper for mere end 300.000 brugeres fildeling. Dernæst måtte Napster betale 26 millioner i erstatning til pladebranchen og lukke tjenesten.

Shawn Fannnings sociale opstigning lykkedes. I dag er han ansat i et af de førende computerspilfirmaer, EA Games. Men Napster er fortid. Først blev det forsøgt lovliggjort som betalingssite – uden den store succes. Og i går blev det opslugt af Rhapsody – Amerikas største legale musiksite.

Til historien om Napster hører også, at Shawn Fanning med sin teknologi havde sat en ny dagsorden, der stadigvæk er styrende på internettet. Andre tog over, hvor Napster slap. Vi kender historien om Pirate Bay, der stadigvæk sejler og bygger på fribytterfilosofien. Og forleden blev den meget populære streamingtjeneste Grooveshark sagsøgt for samme krænkelser, som Napster gjorde sig skyldig i i 2000.

Napster startede for alvor en relevant debat om, hvordan vi kan tænke fænomenener som “ophavsret”, “copy-right” osv. i den digitale tidsalder. Napster flyttede nogle grænser, ikke mindst i hovedet på tusindvis af unge internetbrugere. Grænser som musik- og medieindustrien siden hen har forsøgt at flytte tilbage – uden synderlig held.

[Kilder: New York Times, Billboard og Politiken]

I begyndelsen var fildelingen – kampen om internettet fortsætter

9. juli 2011

Med jævne mellemrum har jeg vendt tilbage til temaet: fildeling. Lovlig og illegal fildeling.

Fildelingen er lige så gammel som internettet selv. Ja, man kan sige, fildelingen er internettet. Det er, hvad det går ud på. Vi kan ikke bevæge os rundt på nettet uden at dele filer. Hver gang vi bevæger os ind på en hjemmeside, foretager en søgning eller sender en mail deler vi filer.

Problemet med fildelingen opstår – som bekendt – når de delte filer er behæftet med copy right eller ophavsret. Så bliver der let tale om krænkende adfærd, hvis ikke fildeleren på forhånd har sikret sig retten til at gøre det. Og det er der angiveligt mange, der ikke har. Derfor har vi det såkaldte internet”pirateri”. Og den langvarige kamp mod samme pirateri.
Som det også vil være bekendt, så har kampen mod pirateriet kun været betinget succesfuldt. Ganske vist har flere lande indført skrappe restriktioner – fx den såkaldte 3-strike-model – mod ulovlig fildeling, men det florerer stadigvæk i stor omfang. En af forhindringerne i kampen mod den ulovlige fildeling har været, at ”fjenden” langt hen ad vejen har været den enkelte internetbruger, som illegalt har fildelt. Hvorimod internetselskaberne – tjenesteudbyderne – hidtil har gået fri, fordi de har kunnet dække sig ind under hensynet til kundeforholdet osv. Og det på trods af, at deres servere har lagret og distribueret copy right– og ophavsretsbeskyttet materiale i årevis. Ja, man kunne endda hævde, at det har været en ganske god forretning for disse firmaer, at lægge båndbredder og serverkapacitet til den illegale trafik… Der kan ikke herske tvivl om, at den massive downloading har fremskyndet udviklingen af båndbredder og hastigheder.

Der er heller ingen tvivl om, at internetudbyderne sidder med en vigtig nøgle til løsningen af problemerne vedr. beskyttelsen af copy right og ophavsret. Spørgsmålet er blot, hvordan denne nøgle skal bruges? For reguleringen af fildelingen på nettet handler også om noget andet end producenters rettigheder. Det handler om noget, der er lige så gammelt som fildelingen, nemlig internettets frihed. Internetbrugernes frihed. Og som det ser ud lige nu, så går tendensen mod en stadig større begrænsning af brugernes frihed i form af en stadig større overvågning og kontrol.

I et indlæg i The Telegraph beretter manageren for U2, Paul McGuinness om en ny aftale, som amerikanske internetudbydere har indgået med underholdningsindustrien (primært film- og pladeindustrien). Den går ud på, at internetudbyderne indfører et nyt advarselssystem, der skal gøre internetkunderne opmærksom på, at de muligvis er på vej ud i en illegal handling. Og at det vil have konsekvenser, hvis de gør det alligevel… Internetudbyderne påtager sig altså rollen som en slags “politi”, der skal kontrollere kundernes adfærd…

McGuinness beklager, at den nye aftale har været så længe undervejs og mener – sikkert med rette – at den amerikanske model vil blive en model for andre lande. Sådan har det været hidtil, så det er nærliggende at tro, at det også vil ske i dette tilfælde.

McGuinness indrømmer, at det vil blive svært at ændre adfærden hos unge, der er vokset op med Limewire (et berømt/berygtet peer-to-peer-fildelingssoftware), men sætter sin lid til at det nye advarselssystem vil genopdrage de unge til at søge mod legale tjenester.

Om det vil gå sådan, vil tiden vise. Så vidt jeg ved har de restriktioner, man har indført i øvrigt i lande som Sverige, Frankrig, Irland, England og USA kun haft en begrænset effekt med hensyn til adfærdsændringen. Indtil videre giver internettets udvikling og historie kun grund til at tvivle…

Cornershop går deres egne veje… Om “Crowd-funding”

13. april 2011

Et tilbagevendende tema i denne blog har været internettets og digitaliseringens fortløbende revolution af (bl.a.) musikbranchen. En revolution, der stadigvæk foregår, og som vi ikke kan se nogen ende på. For nogen, fx Jon Bon Jovi, er denne uundgåelige omvæltning forbundet med nærmest apokalytiske visioner om musikkens endeligt. Men her i bloggen vil jeg hellere fokusere på de muligheder, som internet og digitalisering indebærer for musikken som kreativ udfoldelse.

Jeg kom til at tænke på problematikken igen forleden dag, hvor jeg på nettet købte en cd med et obskurt New Yorker-band, som jeg havde fået nys om via de virale sociale medier (Twitter, Facebook…). Via bandets lille pladeselskabshjemmeside købte jeg en cd formedelst ca. 80 kr. alt inkl. Hele beløbet gik ubeskåret til bandet selv. Jeg fik oven i købet en venlig håndskrevet hilsen fra et af bandmedlemmerne. Hi…Thanks!
Det er muligt, at musikerne ikke bliver mangemillionærer af denne basale distributionsform, men jeg synes, det er fantastisk, at det i dag er muligt for stort set alle indspille og udgive deres egen musik via nettet for ganske få penge. Tænk, hvad det ville have betydet dengang pigtrådsmusikken brød igennem i Danmark. Jeg er ret sikker på, at dansk musikhistorie ville have set meget anderledes ud, end den ser ud i dag.

En anden historie, der går lidt i samme retning, læser jeg i The Telegraph. Som i Danmark har man i England forskellige former for kulturstøtte. Og som i Danmark er disse kulturstøtteordninger genstand for løbende debat – og for besparelser. Senest har Arts Council England fjernet støtten til 200 kunstorganisationer i forbindelse med regeringens generelle nedskæringspolitik. Og flere hundrede andre, som havde ansøgt for første gang, blev forbigået.

Nedskæringerne har forventeligt givet anledning til nødråb i den britiske kulturindustri. Men der er også nogen, der i stedet for at beklage sig, går andre veje. Det gælder fx Leicester-bandet Cornershop. Som bekendt her i bloggen udgav Cornershop forleden en ny CD, Cornershop and the Double-O Groove of… (featuring Bubbley Kaur) , hvor de fortsætter deres talentfulde, charmerende udforskning af musikken i spændingfeltet mellem indisk og vestlig musik. Hele pladen er kommet i stand ved økonomisk støtte fra gruppens fans.

I stedet for at gå den gammelkendte vej, hvor en gruppe får kontrakt med et pladeselskab og indspiller musikken på kontraktens præmisser, så har Cornershop valgt den enkle metode at lade musikudgivelsen sponsorere af fans. Ideen går ud på, at fansene investerer en given sum penge i projektet og til gengæld modtager en kopi af det færdige produkt plus en masse ekstra, blandt andet invitation til en fest i forbindelse med udgivelse i lokalområdet. Crowd-funding kaldes fænomenet. Og det siges at sprede sig hurtigt derovre.

Det sjove er, at fænomenet kan ligne den form for mæcenfinansiering af musikken, som man oplevede på fx Mozarts tid. Dengang var det blot adelige, der finansierede musikken. I dag er det så fans i lokalområderne, der gør det samme. En slags demokratisk sammenskudsgilde for musikken.

Via deres hjemmeside PledgeMusic modtog Cornershop donationer fra 450 fans til dækning af produktionen. Bandet havde i forvejen etableret deres eget plademærke, Ample Play, fordi de havde opgivet de eksisterende pladeselskaber, der med Tjinder Singhs ord var ‘uinspirerende’ og ‘lige så godt kunne sælge sko i stedet for plader’.

En anden gevinst ved PledgeMusic er, at der ikke er noget med copyright, omkostningerne i forbindelse med siden er små og hele arbejdet handler om Cornershop og deres musik. Altså mikroøkonomi, kunstnerisk frihed og nye distributionsmuligheder. Dertil skal lægges et ærligt engagement fra de involverede fans, der inddrages i processen og oven i købet får fuld kulturel valuta for pengene.

Fansene har i gennemsnit betalt 56 £ .

Selv om man selvfølgelig skal passe på med at idealisere fænomenet, så er der ingen tvivl om, at crowd-funding er med til at retablere en mere ærlig forhold mellem kunstnerne og deres publikum. Et forhold, der i vidt omfang forsvandt, da musikindustrien blev big business. Paradoksalt set er crowd-funding – der jo foregår via det globale internet – også en etableringen af en lokalt baseret demokratisk organisationsform med interessante perspektiver. Selv om denne nye tendens nok ikke vil afskaffe offentlige støtteordninger eller den traditionelle musikindustri her og nu – så er der ingen tvivl om, at den vil være med til at transformere kulturdistributionen fremover.

Medier, pirateri og internettets fremtid

8. april 2011

Medens vi endnu venter på et regeringsudvalgs udspil til en politik på området for beskyttelse af ophavsret i den digitale tidsalder (ofte tematiseret som bekæmpelse af pirateri og illegal download), dukker den første store uafhængige undersøgelse af det digitale pirateri op.

Titlen på rapporten, som er udarbejdet af 35 forskere, er Media Piracy in Emerging Economics. Og den indikerer, at man har fokus på det, der beskrives som en ‘eksplosiv vækst’ i pirateri i de nye globale økonomier i lande som Brazilien, Indien, Rusland, Syd Afrika, Mexico og Bolivia. Det andet fokus i rapporten er underholdningsindustriens succesfulde bestræbelse på gennem ihærdigt lobbyarbejde at få de vestlige lande til at gradbøje lovgivningerne, således at de bliver indrettet på at beskytte ophavsret og copy right.

Konklusionerne af den flere hundrede sider store rapport er tankevækkende:

1) Priserne for de digitale varer er for høje. Det er en væsentlig forklaring på den eksplosive vækst i pirateri i lande uden for den vestlige hemisfære. I forhold til lønniveaet er priserne 5-10 gange højere end i USA og Europa.

2) Anti-pirat-oplysningen er mislykket. Undersøgelsen viser, at pirateri er blevet en del af almindelig mediepraksis hos store dele af befolkningerne.

3) Det er let at få lovene ændret, men svært at ændre praksis. Industrien har haft stor succes med sit lobbyarbejde og har fået regeringerne i mange lande til at lave strenge love på området. Men til gengæld har de samme regeringer have svært ved at bruge lovgivningen. Rapporten mener, at det er en forkert vej at gå, ikke mindst i lande, hvor de legale systemer i forvejen er på overarbejde.

4) Rapporten ser ingen forbindelse mellem organiseret kriminalitet og mediepirateri. Tværtimod tyder undersøgelsen på, at kommercielle pirater er fanget af samme dilemma som den legale industri: hvordan man overlever i et system, hvor gratisprincippet hersker.

5) Lovtvang og -restriktioner virker ikke. Rapporten konkluderer at mange års forsøg på at løse problemet med mediepirateri gennem strengere lovgivning ikke har virket.

Man kan læse mere om rapporten her, hvor den også kan købes for 8 $. DR1s program “Orientering” havde i går et indslag om rapporten. Den kan høres ( og nedhentes! ) her.

Selv i referat er rapporten tankevækkende, fordi den understreger behovet for at finde nye veje, der både kan sikre et fair afkast til kunstnere og producenter af musik, film, software og andre digitale varer – og undgår fatale restriktioner, som kan ødelægge internettets grundlæggende frihed, som kendetegner borgernes almindelige praksis. Det kræver innovation og kreativitet. Men jeg tror, det er den eneste farbare vej. Gid danske politikere ville læse rapporten, inden de begår samme fejl som i andre europæiske lande…

Musikforbruget anno 2011

14. januar 2011

I følge en ny undersøgelse af Nielsen Music, som monitorerer musikforbruget internationalt,  betaler “kun” 20% af verdens internetbrugere for at hente sange på nettet og endnu færre for at hente hele album. Europæerne og amerikanerne er flinkest til at lade betalingskortet gløde, medens folk i Mellemøsten, Latinamerika og Asien foretrækker gratisprincippet.
Den mest populære form for forbrug af musik på nettet er ikke illegal nedhentning, men derimod musikvideoer, fx som vi kender dem fra YouTube og lignende streamingstjenester. Videoer er i det hele taget den foretrukne legale musikkomsumption. Hver gang, der købes en sang på nettet er der tre, der i stedet for kigger på en video.
Nielsen-rapporten er interessant ved at synliggøre forbrugets diversitet. Det handler ikke længere bare om at nedhente mp3-filer, men om at se videoer, købe eller illegalt “downloade”, lytte til alskens streamingtjenester, hente legale downloads osv. osv. Undersøgelsen afspejler også, at de medier, hvorigennem forbruget foregår, udvikler sig med lynets hast. Mp3-afspillere, mobiltelefoner, computere og andre teknologiske gadget er på spil.

Herhjemme venter vi endnu på, at en tjeneste som Spotify bliver tilgængelig for danske musiklyttere. I mellemtiden går danske lyttere fx til Youtube, Myspace osv., hvis de da ikke er blandt de udvalgte, der abonnerer på TDC Play og lignende. Streaming er den hotteste trend. Og man kan undre sig over, at pladebranchens nye hitliste ikke har taget den tjeneste til sig i markedsføringen af hitsangene…

Midemblog

Den digitale downloads død

23. maj 2010

Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg har kommenteret udviklingen på den digitale downloads område. Men tingene står ikke stille. Kampen mod den famøse, illegale fildeling fortsætter med uformindsket styrke, men fokus er forskudt fra de små fisk – peer-to-peer-fildelerne – til distributørerne, internetudbyderne. Lovgivningerne i Frankrig, Sverige, Irland, England og flere steder pålægger internetudbyderne et ansvar med hensyn til overvågning af ulovlig fildeling – og de tvinges til at udlevere information i form af IP-adresser, når der er mistanke om illegal fildeling.

Slaget om den berygtede Pirate Bay er heller ikke kæmpet færdig, selv om sitets skabere er slået til økonomiske lirekassemænd. Det seneste, der er sket, er, at det svenske Piratpartiet har lagt server til Pirate Bay-sitet. Det sker på et tidspunkt, hvor Pirate Bay ellers igen og igen er blevet lukket ned med domstolenes hjælp. Det interessante ved den nye udvikling er, at kampen om Pirate Bay – og om den omstridte bittorrentteknologi – dermed for alvor bliver et kulturpolitisk varmt emne. For Piratpartiet er som bekendt blevet skabt netop for at kæmpe for internettets frihedsrettigheder – og er angiveligt Sveriges fjerdestørste parti for øjeblikket. Og i følge partileder Rick Falkvinge er aktionen en konsekvens af partiets politik. Det skal blive spændende at se, hvad der nu sker.

Men måske er hele balladen om den ulovlige fildeling blot en midlertidig hændelse i internettets korte historie. En konflikt mellem det moderne – de nye teknologiske innovationer – og det gamle – en forældet tænkning copyright og ophavsret – som i løbet af få år vil være historie? Måske vil vi om få år se tilbage og trække på skuldrene, sådan som vi gjorde, da balladen om de analoge kopieringsteknologier var på sit højeste?

Den tanke er nærliggende, når man læser artiklen The Digital Download is Dead i Slate. Her reflekterer Farhad Manjoo over udviklingen i den legale fildelings front, dvs. på IYunes. ITune og Apples iPod er blevet indbegrebet af den digitale musiks tidsalder. iTunes sidder godt på musikmarkedet, har en software, der kan bruges på Apple- og Windowsmaskiner, og som kan synkronisere brugenes musik, fotos og apps. Dermed har iTunes og Apple fået en dominerende status på musikmarkedet, som kan minde – ubehageligt – om den generelle dominans, som Microsoft har på softwaremarkedet.

Men ITunes er ikke perfekt. Programmet skal opdateres i et væk og bliver langsommere og langsommere. Ikke mindst i Windowsudgaven. Og på dette punkt følger iTunes ikke med i internettets lynhurtige udvikling. Manjoo fremhæver Googles webbrowser, Crome, som et modstykke. Bruger du Crome vil du opleve, at den opgraderer sig selv uden din medvirken. Du åbner browseren og opdager nye features etc. Til sammenligning er iTunes en omstændelig teknologi. Anakronistisk, skriver Manjoo. “Vi skriver 2010 – hvorfor skal jeg så koble noget som helst til noget som helst for at få filer fra min computer over til min telefon?”.

Googles mobile OS (operativsystem), Android, viser vejen frem, mener Manjoo. Fordi Android er knyttet til din Google-konto – og dermed direkte til internettet – og er wireless, så skal du overhovedet ikke bekymre dig om at flyttet filer mellem computer og telefon. Men det er kun begyndelsen. I den kommende version vil det blive muligt for brugeren at købe apps og musik fra hvilken som helst computer. Og det vil blive muligt at afspille al den musik, som man har liggende på sin computer, på telefonen – uden først at skulle synkronisere computer og telefon. Ved hjælp af et lille støtteprogram (app) på computeren kan denne sende den ønskede musik direkte til telefonen via internettet. Så længe du har internetadgang vil du altså kunne høre al den musik, du har liggende derhjemme på din server eller harddisk.

Perspektivet i Googles nye software er internettets. Android peger frem mod en tidsalder, hvor det ikke længere er nødvendigt at downloade filer og synkronisere dem mellem forskellige teknologier, men hvor de strømmer frit mellem dem. Men, en ting er perspektiverne, noget andet er realiteterne. For man skal ikke tænke ret længe over de nye fildelingmuligheder for at forstå, at de aktuelle stridigheder omkring ulovlig download vil blive løftet op i tredje potens, hvis musikken kommer til at cirkulere frit mellem de personlige computere, internettet og telefonerne…

Når musikken spiller på nettet

26. februar 2010

Med jævne mellemrum vender jeg tilbage til problemet vedrørende distribution af musik på internettet. Internettet og de til stadighed mere avancerede teknologier for fildeling har muliggjort en markedsføring af musik, som man ikke engang drømte om for 20-30 år siden. I princippet kan en enkelt sang gøres tilgængelig for enhver internetbruger kloden rundt, når først den er lagt ud på en dertil indrettet side. Det er ligetil, når først teknologien er på plads. Men inden man får dollartegn i øjnene, skal man også besinde sig på, at denne globale distributionsmulighed vil skærpe konkurrencen. Musikken vil mere end nogensinde før være underlagt det, man kalder “markedets mekanismer”. Udbud og efterspørgsel. Sagt på en anden måde, så vil det ikke være muligt at fastholde et prisniveau, som i grammofonpladens og cd’ens storhedstid. Vi har allerede set det med cd’erne. Medens man herhjemme holder fast i en vejledende udsalgspris på ca. 150 kr pr. cd, så er det nærmest undtagelsen at se nye cd’er til priser over 100 kr (inkl. forsendelse) på diverse store internetbutikker. Og priserne falder lynhurtigt. Tendensen er også tydelig på mp3-området.

Kampen om internettet handler om penge. Det illustreres ganske godt af en lille artikel i Berlingske Tidende om konflikten mellem KODA – sangskrivernes organisation – og Ifpi, pladeselskabernes brancheorganisation. Artiklen handler om et problem, jeg tidligere har haft oppe at vende: Hvorfor er de nye tjenester som fx Spotify eller de mange streamingstjenester ikke et et tilbud for danske internetbrugere? De to organisationer beskylder hinanden for grådighed. Hvor debatten og skænderiet vil ende henne er svært at sige. Men for mig at se handler det i høj grad om at parterne besinder sig på de nye markedsvilkår. Med de nye tjenester er det muligt at komme ud til rigtig mange konsumenter – og dermed mulighed for at tjene penge – men det er nødvendigt at gøre op med indgroede forestillinger om, hvordan prisen skal fastsættes og hvordan overskuddet skal fordeles.

Apropos: ITunes har solgt 10 milliarder numre…

Tuben fylder fem år

17. februar 2010

Youtube runder de fem år i denne uge. En indiskutabel succes med cirka 100 millioner videoklipvisninger om dagen. Men også en manifestation af problemerne omkring copyright og fildeling. Nogle musikvideoer fjernes efter henvendelse fra kunstnerne eller forlagene, men dukker snart op i nye udgaver. Man finder flere musiknumre, hvor videoen blot er en billedmontage eller mindre end det. Og så videre. Youtube er på godt og ondt et barn af internettet.

At have en internetforbindelse eller ikke

30. oktober 2009

Udviklingen af internettet går hurtigt – og er ret uforudsigelig. I Finland har man for nylig vedtaget, at alle finner har ret til en 1 MB forbindelse (og fra 2015) en 100 MB forbindelse. I England har den britiske Labour-politiker Peter Mandelson lige fremsat et forslag, der skal gøre det muligt at afskære ulovlige fildelere fra adgang til nettet. En kamp mellem kommercielle interesser og borgerrettigheder foregår.


I forbindelse med diskussionen om (ulovlig) fildeling, så så jeg forleden programmet So Ein Ding, hvor studieværten Nikolaj Sonne kom ind på et lidt upåagtet problem vedr. den ulovlige fildeling. Nemlig det faktum, at mange kommercielle interesser lukrerer på den ulovlige fildelings eksistens. Ikke alene tjener ejere af servere (fx Pirate Bays) og reklameindustrien på aktiviteten, men også den teknologiske udvikling bærer tydeligt præg af det. Har du fx tænkt på, hvad du skal stille op med en 12 MB (el. større) forbindelse, hvis du kun surfer på nettet, bruger sociale sites (blogs osv.) og sender emails? Eller hvad skal almindelige forbrugere stillle op med harddiskstørrelser på 1 TB? Selv hvis du skal lagre dine egne film og fotos, så er 1 TB altså meget plads.


I So Ein Ding omtalte Nicolaj Sonne såkaldte netværksstreamere. Digitale teknologiske gadgets, der kan hente film på nettet og sende dem via computeren og direkte ind på skærmen. I HD-kvalitet. Et af produkterne var Western Digital netværksstreameren WD TV Live HD, men der findes en række tilsvarende produkter fra de store elektronikgiganter, bl.a. Samsung, LG og Phillips. Umiddelbart ser det hele uskyldigt ud. Men Sonne gjorde opmærksom på, at disse gadgets tog sigte på filformater som MKI og AVI, formater, der foretrækkes af filpirater… Man kan godt undre sig – og det gjorde Sonne – over, at antipiraterne har haft så megen fokus på de små fildelere rundt omkring, men ikke på den anden side – den kommercielle – af problemet. For uden den ville fildelingens problem havde et helt andet – og mindre – omfang…

Kan det virkelig passe?

18. oktober 2009

At Joan Ørting har sex uden for ægteskabet? Med… At Klaus Riiskjær kommer og går i fængslet, som det passer ham? At Line Baun Danielsen var knust, fordi hun røg ud af Dans med de kendte? Osv. Sladderpressen med Se & Hor og Billledbladet i front, skarpt forfulgt af boulevardsprøjterne EkstraBladet og BT og lige i hælene TV2 svælger i mere og især mindre dokumenteret sladder fra medieoffentlighedens lette brigade. Og nu har nogle af “ofrene” fået nok af halve sandheder og kvarte løgne om deres person og har oprettet hjemmesiden www.kandetpasse.dk, hvor de tilmeldte kændisser kan give deres version af historierne og tage til genmæle mod sladder. Om vi så får den rigtige sandhed er nok et åbent spørgsmål, men interessant er det at se, at nettet igen kan bruges til at sætte den etablerede presse stolen for døren.

Piratpartiet på banen

27. september 2009

So ein Ding müssen wir auch haben, må nogen have tænkt, da svenskerne fik succes med deres Piratparti. Og i disse dage bliver Piratpartiet i Danmark berettiget til at stille op til folketingsvalg med de nødvendige 20.000 underskrifter.

Blandt partiets mærkesager er: en reform af ophavsretsloven, mere retssikkerhed på internettet og at afskaffe alle patenter. Det skal nok give anledning til heftig debat.

Også i Tyskland er der et Piratparti, der for øjeblikket er med i valget til den tyske Bundestag. Hvad disse partier eller står for er et åbent spørgsmål, men i hvert fald er de tegn på, at kampen om internettet langt fra er slut – trods Hadopi-love og andet…