CAPAC

Endnu et dødsfald. Og måske ikke det sidste her i dette dødsmærkede 2016. Denne gang er det forfatteren Jan Sonnergaaard, der er gået bort. I følge Gyldendal døde Sonnergaard på en rejse til Beograd, hvor hans hjerte sagde stop.

Jeg havde det held at møde Jan Sonnergaard in persona to gange i forbindelse med mit virke som dansklærer. Og begge gange fik jeg indtrykket af en mand, der var helt nede på jorden. Her var ingen forfatternykker eller kændissmageri. Og han brød sig ikke meget om det litterære parnas, hvor atmosfæren var gennemsyret af jalousi, og hvor knivene i ærmerne hele tiden stak ud af ærmegabet.

Når man huskes 400 år efter sin død, så har man været en vigtig skikkelse i historien. Og det gælder uomtvisteligt forfatteren og digteren William Shakespeare, der regnes for at være en af de allerstørste digtere i verdens litteraturhistorie. Min egen indgang til Shakespeare var skuespillet Machbeth, som jeg læste i gymnasiet. Og det var en stor oplevelse. Måske skulle man afsætte tid til at læse flere af hans skuespil? Ellers – måske mere overkommeligt – hans sonnetter?

 

Samme dag som forfatteren til At dræbe en sangfugl – Haper Lee – døde i en høj alder, døde også en af Europas store intellektuelle. Nemlig italieneren Umberto Eco, der især er kendt for sin gennembrudsroman Rosens Navn. Eco var et sjældent eksempel på en intellektuel, hvis virke strakte sig fra seriøs forskning i middelalderen og semiotiken over succesfuld romanforfatteri og til kritisk og tankevækkende kulturanalyse. Der findes meget få forfattere i Europa, der tåler sammenligning med ham – om nogen overhovedet. I stedet for at nekrografere mere, vil jeg lade ham selv få ordet og fortælle håbefulde, unge forfattere noget om deres fælles gerning.

Forfatteren til den fantastiske fortælling Bliktrommen er død. Og dermed har Tyskland og Europa også mistet en af sine skarpeste kritikere.

Måske er det meget betegnende for forfatteren Klaus Rifbjerg, at han takker af nu, hvor samfundsudviklingen går i en retning, der på langt de fleste måder – økonomisk, kulturelt, politisk m.m. – går den helt forkerte vej. For Store Klaus, som han ofte blev betegnet – både kærligt og knap så kærligt ment – var til det sidste en vaskeægte kulturradikal, hvis hjerte bankede i venstre side under den velplejede borgerlige fremtoning. En gudsbenådet rebel og provokatør, der aldrig gik af vejen for at træde nogen over tæerne, hvis det kunne gøre budskabet klarere. Og en stor romanforfatter og digter, der ikke blot har skrevet mere end de fleste, men også står for nogle af de bedste og mest skelsættende poetiske og prosaiske udgivelser gennem årene. Klaus Ribjerg er uden diskussion den forfatter fra det tyvende århundrede, jeg sætter allerhøjest i min personlige kanon.

Nu er han ikke mere, og dansk åndsliv vil savne og mangle et stort, massivt fyrtårn, der kunne sende sit skarpe lys ud over samtidens politiske og kulturelle dumheder og lige i ansigtet på dem, der er bærere af dumhederne. Hvem skal vi nu hvile vores hoveder mod, når idiotiet igen breder sig? Det giver et stort rif i hjertet at tænke på det… Farvel Rif og tak for alle ordene.

James Joyces hovedværk Finnegans Wake er nok et af de mere svært tilgængelige stykker moderne litteratur fra det tyvende århundrede. Et hovedværk, de færreste har læst, men som ikke desto mindre er meget kendt – af omtale. Nu har nogen fået den udmærkede idé at sætte teksten til musik. Waywords and Meansigns hedder projektet, der forvandler den joyceske tekst til en moderne audio. Det vil måske give nogen mulighed for at høre ordene også? I hvert fald fortjener Joyce at bliver læst – også i dette århundrede. Lyt til smagsprøver lige her.

 

Svenskerne fortsætter deres ihærdige forsøg på at udrense racismen af kulturens produkter. I de svenske medier kan man nu læse, at Astrid Lindgrens snart halvfjerdsår gamle fortælling om drengepigen Pippi Langstrømpe vil udkomme i en ny udgave, hvor Pippis far, Pappa Efraim Langstrømpe, ikke længere vil blive omtalt som “negerkonge”, men derimod som “sydhavskonge”. Karin Nyman, Astrid Lindgrens datter, står bag ændringen og forklarer sin holdning og forklarer censuren sådan:

“Jeg voksede op i en anden verden, hvor der kun fandtes hvide mennesker i Sverige og der var langt, langt til andre folkeslag. Senere tænkte jeg i min beskyttede verden, at det der n-ord bare hørte med til historien og kunne blive stående. Men der har jeg ændret holdning nu, for det er desværre et ord, der bruges den dag i dag. Det skader og så kan vi ikke længere have det med i Pippibøgerne”.

Ordet racisme bliv er ikke brugt, men det er det, det handler om. Og logikken er åbenbart, at man ved at ændre bøgernes oprindelige ordlyd kan man forhindre eller hæmme racismen.

Men efter min opfattelse er det også udtryk for en historieforvanskning og -forfalskning. Hvis vi antager, at ordet “negerkonge” er udtryk for racisme, så var forfatteren Astrid Lindgren og mange andre dengang racister. Og jeg tror, det ville være bedre at beholde det oprindelige udtryk i bogen – og så diskutere racismens realitet med de læsende børn, end at foregøgle dem, at historien var en anden, end den faktisk var. Vi løser ikke racismens problem ved at udviske dens historie – men ved netop at få dens historie med og gøre op med den i vores egen racismeplagede nutid.

 

“I skipped most of college, becoming a road musician, so I didn’t begin reading seriously until 28 or 29. Then it was Flannery O’Connor; James M. Cain; John Cheever; Sherwood Anderson; and Jim Thompson, the great noir writer. These authors contributed greatly to the turn my music took around 1978-82. They brought out a sense of geography and the dark strain in my writing, broadened my horizons about what might be accomplished with a pop song and are still the cornerstone literally for what I try to accomplish today.”

Bruce Springsteen snakker om litteratur og læsning med New York Times.

Nå, så blev det ikke ham den kenyanske poet. Ej heller den hypede japaner. Eller outsideren Bob Dylan. Men – Patrick Modiano.

“For the art of memory with which he has evoked the most ungraspable human destinies and uncovered the life-world of the occupation”, som det lyder i prisgivernes begrundelse.

Jeg har ikke læst en linje af Modiano, og det er tvivlsomt om prisen her vil ændre på det. Men Den store danske beretter følgende om den franske forfatter:

“Patrick Modiano, f. 1945, fransk forfatter. Patrick Modiano debuterede med La Place de l’Étoile (1968) og nåede et stort publikum med de følgende romaner, som udspiller sig i besættelsestidens Paris, bl.a. La Ronde de nuit (1969) og Les Boulevards de ceinture (1972, da. Forstædernes boulevarder, s.å.).

Med besættelsen som en flimrende baggrund, hvor traditionelle venne- og fjendebilleder ofte skifter plads, indfanger disse romaner med psykologisk og stilistisk præcision en omflakkende søgen efter fortid og identitet.

Denne søgen anskues under nye synsvinkler i de senere romaner, bl.a. Rue des boutiques obscures (Goncourt-pris 1978), Fleurs de ruine (1992, da. Askeblomster, 1994) og Dora Bruder (1997), hvor netop de flimrende bevidsthedsbilleder udgør personens identitet.

Med en samling på tre noveller, Des inconnues (1999, Ukendte kvinder), viste Patrick Modiano på ny sin evne til med meget få midler at skabe suggererende fortidsglimt og hensætte sine personer i en fundamental usikkerhed.”.

Man kan så endnu engang konstatere af priskomiteen er gået sine egne veje og har overrasket igen. Og måske er det en styrke ved denne pris, at den har held til at pege på digtere, der ikke er så kendte i den store offentlighed, og som derfor får en chance for at få nye læsere.

Så alt er ved det gamle med den pris…

I mit fortsatte forsøg på at forstå, hvorfor krimien er så populær i disse år, er jeg kommet til den berømmede journalist, musiker og forfatter Jo Nesbø og hans roman Genfærd. Jeg er halvvejs inde i romanen og må erkende, at jeg nok ikke bliver enig med de lobhudlende anmeldere, der falder i lettere svime over bogen. Jeg synes ganske enkelt, at Jo Næsbo ikke skriver særlig godt. Jeg har svært ved at goutere hovedpersonen Harry Hole og jeg synes plottet i bogen – hvis man ellers kan tale om et plot – er omstændeligt og alt for kulørt indviklet til at fænge min interesse. Bogen er – så langt jeg er kommet med den – et eksempel på den elefantiasis, der har grebet en del af krimierne. Man tror mængden af sider kan kompensere for et godt, stramt styret plot, klart tegnede personer og præcise miljøbeskrivelser. Jeg tror, man ville gøre klogt i at gå tilbage til de gamle mestre – fra Christie til Chandler – og lære et og andet om begrænsningens kunst.  Men nu vil jeg så læse den færdig og kaste mig over en anden for at se, om det skulle lykkes at finde noget, der både er kriminalistisk spændende og velskrevet.

“Kulturministeriet fejrede H.C. Andersen for 65 millioner – Søren Kierkegaard må nøjes med 1,75” skriver dagbladet Information i en artikelrubrik. Rubrikken – og artiklen om den mindrebemidlede filosofjubilar – fik mig til at standse lidt op og reflektere lidt over pengenes betydning i samtiden. Er du i tvivl om pengenes – eller økonomiens – betydning for samfundslivet anno 2013, så bladr lige dagens avis igennem eller følg med i de digitale nyhedsstrømme. Der er langt mellem nyheder, hvor pengene ikke på en eller anden måde er en vigtig forudsætning. Og denne konstatering fik mig til at spørge mig selv, om det er så vigtigt at fejringen af Søren Kierkegaard når samme svimlende økonomiske højder som eventyrforfatter H. C. Andersen?

Kan I huske fejringen af H. C. Andersen i 2005? Det, der står klarest for mig, var netop balladen om, hvordan pengene blev brugt. Fx historien om, at sangerinden Tina Turner fik et millionbeløb for at synge et par sange. Altså næsten det samme beløb, som det samlede budget for Kierkegaard-jubilæet løber op i! Sagt på en anden måde: Fejringen af Andersen var lidt af en skandale.

Selv om Kierkegaard er internationalt kendt og regnes for den største danske filosof osv., så er han – til forskel fra H. C. Andersen – ikke en folkelig skikkelse. Hvor de fleste danskere har stiftet bekendtskab med Andersens eventyr og historier – om ikke andet så i Disney-koncernens udvanding – så er det nok de færreste danskere, der rent faktisk har gnavet sig igennem Enten-Eller eller Kjærlighedens Gerninger.

Og Kierkegaards biografi har langt fra samme eventyrlige karakter som Andersens. Kierkegaards liv var – stillestående. Han rejste ikke ret meget – men gik mestendels rundt i København, når han endelig skulle bevæge sig – og oplevede ikke den samme sociale mobilitet som Andersen.

Men – hvad er det egentlig vi skal fejre, når Kierkegaard i år fylder 200 år? Jo, det vi skal fejre er den skriftlige efterbyrd, han frembragte ved sin skrivepult (som kan ses på Københavns bymuseeum…). Det er Kierkegaards skrifter, der for tiden er under udgivelse i 55 tykke bind under titlen Kierkegaards Skrifter, det handler om. Det er her, man møder Kierkegaards tænkning om filosofiske og teologiske problemer m.v. Det er ikke personen Søren, vi primært skal fejre, men den skriftmasse og det tankegods, han efterlod til os – for at vi skulle læse med og bliver klogere.

Min påstand er, at det nok skulle være muligt på et beskedent økonomisk budget at fejre Kierkegaards skrifter med manér. Gennem forelæsninger, foredrag, radio- og tv-udsendelser. Med det formål at ære manden ved at få flere til at læse noget af hans værk. Faktisk mener jeg, at man skulle have gjort det samme med H. C. Andersen. Uanset for kulørt og ‘filmisk’ hans levned var, så er det gennem værkerne de to forfattere lever videre, så vidt det overhovedet er muligt.

"It’s interesting that being in a pop band in the ’60s, for me, my role was not just entertaining. It was also slightly journalistic. … I would talk to people. I would find out what’s going on in their heads. I would observe them very, very closely. I will try to find things about them that would enrich not only my craft, but that would touch them.

"And Quadrophenia grew out of the fact that … for a lot of the time, I didn’t have that kind of access to the audience. I had to just look at the four guys in the band … I had to measure our audience through looking at them. And there were four very, including myself, four very eccentric characters … I still like to think of myself as, above everything else, as an artist with a stroke of journalism."

Pete Townshend

Pludselig er jeg tilbage i mit barndomshjem i den lille to-værelses lejlighed i baggården i Nygårdsvej i Esbjerg. Og jeg genkalder mig den lille teaktræshylde, der udgjorde det hjemlige bibliotek. Der var nemlig ikke mange bøger derhjemme, selv om min far var storlæsende. Men nogle bøger var der, bl.a. Sven Hassels Døden på larvefødder fra 1958.

Min far altlæsende, men især kriminal- og krigsromaner blev fortæret med stor appetit og i et stort tempo. Gerne en bog om natten, når han havde tid. Og Sven Hassels bøger var populære.

Sven Hassels bøger var, hvad man den gang kaldte smuds- eller kiosklitteratur. Underholdningslitteratur med rod i forfatterens påståede selvoplevede begivenheder under Anden Verdenskrig – på tysk side. En slags forherligende beskrivelse af tyske soldaters krigsoplevelser svarende til dem, man også kunne læse om de allierede soldaters. Et modstykke til Det beskidte dusin eller Commando-serien.

Den første Hassel-roman De fordømtes legion udkom i mit fødeår, 1953, og stod også på teaktræshylden i uindbunden originaludgave. Siden udkom yderligere 13 romaner, skåret over samme læst, som solgte i omegnen af 53 millioner eksemplarer verden rundt.

Sven Hassel insisterede på, at han havde oplevet meget af det, romanerne omhandlede, selv om der blev rejst tvivl om omstændigheder og historiske forhold af kritikerne. Og kritikerne havde også svært ved at goutere Hessels pædagogiske, anti-militaristiske argument for at skrive bøgerne: Han ville forhindre at grusomhederne nogensinde ville gentage sig i fremtiden.

Måske var Hassel blot god til at iscenesætte sig selv som forfatter – at brande sig selv længe før sådan noget blev almindeligt… At markedsføre bøgerne som anti-militarisme og få dem solgt med fascination af krig og vold, var smart i årene efter krigen. I hvert fald havde han succes med sine dramatiske historier, der krydrede hverdagsrealismen på slagmarken med brutale voldsskildringer og fantasiæggende sexditto. Jeg kan huske, at jeg smuglæste i bøgerne, drevet af nysgerrighed og fascineret af min fars begejstrede genfortælling af scener fra bogen. Jeg var mest af alt frastødt af, hvad jeg læste. Men jeg var heller ikke så gammel. Til gengæld brændte nogle af scenerne sig fast – og det samme gjorde de tegnede forsideillustrationer og stemningen omkring dem.

Den 95-årige Hassel (også stavet Hazel) døde i sit hjem i Barcelona, Spanien.

Efter en længere pause tog jeg mig sammen og kastede mig over en kriminalroman i et forsøg på at overvinde min egen skepsis med hensyn til denne genre. Skuffelserne har været mange, selv om der har været enkelte undtagelser.

Men da jeg stod med Leif G. W. Perssons Den døende detektiv i hånden i det lokale supermarked – og oven i købet kunne erhverve den 450 sider lange roman for latterlige 30 kroner – tænkte jeg, at det ikke kunne gå galt. For romanen med den gode titel har ikke alene fået fine anmeldelser (fx kalder ‘krimimagister’ Bo Tao Michaelis den ‘simpelthen fænomenalt fremragende’ i Politiken), men den er også overøst med priser, bl.a. Palle Rosenkrantz-prisen, der tildeles årets bedste kriminalroman. Og bogen har fået tilsvarende hæder i de skandinaviske broderlande.

Selve grundfortællingen i bogen er da også ganske interessant. En tidligere chef for det svenske rigspolti, Lars Martin Johansson, får et hjertetilfælde, da han en dag vanen tro slår vejen forbi pølsevognen på Karlbergsvägen lige i nærheden af sin gamle arbejdsplads. Det næste, han oplever, er, at han ligger på hospitalet som patient. Og samtidig med at den 67-årige patient begynder en langsommelig rekreation begynder han – inspireret af en ung, kvindelig læge – at optrævle en 25 år gammel sag om en niårig pige, der blev voldtaget og myrdet.

Et oplagt spændingsmoment ligger ikke kun i selve det klassiske spørgsmål om, hvem der gjorde det, men også i den omstændighed, at sagen er forældetog retfærdigheden derfor ikke bare kan ske fyldest via rettens gang.

Men selv om Persson skruer historien ganske fermt sammen og lader den gamle, egensindige politichef med lige dele intuition og analytisk sans – og hjælp fra en tidligere kollega og en ung fyr – optrævle historien og finde en original afslutning, så synes jeg den mangler både fremdrift, spænding og sproglig udfordring. Det er som om fortællingen, der skrider frem gennem en lang række små kapitler og primært ses fra hovedpersonens egensindige vinkel har fået dramaturgiske beta-blokkere. Sagt på en anden måde, så forekom romanen mig at være temmelig kedelig. At den ikke litterært-sprogligt er givende, ja, det havde jeg på forhånd accepteret som et vilkår ved den moderne krimi, men jeg synes heller ikke, at den hverken er elementært spændende, sjov eller eksistentielt, historisk eller socialt synderligt perspektiverende. Måske har jeg bare for høje forventninger til den så populære genre. Sjöwall og Walöö kunne fastholde natten over i spænding…

Til romanens forsvar vil jeg pointere, at bogen gennem lang tid har været min nattelektyre – og måske afspejler min sene læsning, at jeg ikke var modtagelig for dens særlige kvaliteter. Jeg tror det dog ikke, for jeg har generelt meget ud af læse på det tidspunkt.

PS. Lige nu kan romanen kvit og frit hentes som lydbog på DRs hjemmeside.

Memoirelitteraturen vokser i rock- og poplandskabet. Ikke alt er lige interessant. Men når 70-årige Carole King udsender sine erindringer må det påkalde sig interesse hos enhver, der beskæftiger sig med populærmusik. Carole King – eller Klein som hun egentlig hedder – har gennem mere end halvtreds år sat sit markante fingeraftryk på poppen som sangskriver og udøvende kunstner. Samarbejdet med kollegaen Gerry Goffin i tresserne – og solokarrieren med flagskibet Tapestry – er ikke til at komme uden om.

Erindringerne har allerede fået blandet modtagelse, hvor man har hæftet sig ved både karrierens imponerende styrke, men også Kings tendens til at være snakkesalig. Men uomgængelig er bogen under alle omstændigheder. Hør hende selv præsentere den her.

Love makes the World