CAPAC

Det var gamle Lou Reed, der stolt hævdede (på albummet New York City), at der ikke var noget, der kunne slå to guitarer, trommer og bas. Et rigtigt rock’n roll-statement med citatets fyndighed. Og noget er der jo om det. Den i og for sig banale kombination af guitar, trommer og bas er blevet varieret i det uendelige i rocken. Nogle gange på overraskende vis, andre gange bare medrivende og deja vu-fremkaldende. Sådan et band er det relativt ukendte indieband “More Assured”, der har pladedebuterer i år med albummet “I Do Not Want A Free London”. De fire gutter i bandet – med øgenavnene Al Your Pal, Slinky Sunbeam, Steve og Norway – spiller uptempo powerpop – kaldet indiepop – med finurlige guitarriffs og gode, iørefaldende sange og purile tekster med et frækt twist. De vækker mindelser som Undertones, The La’s og en masse andre testotorondrevne poprockbands fra før. Men først og fremmest spiller de med åbenbar livsglæde og ungdommelig selvbevidsthed, som burde kunne få selv gamle, blaserte dagbladsanmeldere til at løfte øjenbrynet…

myspace – You Do It Pretty Well –

Genbrug er ikke et nyt fænomen i rocken og poppen. Faktisk genbruges der hele tiden. Der øses af halvtredsernes, tressernes, halvfjerdsernes musikalske stilarter (osv.) i et væk. Heller ikke idéen med at skabe et band ud af ingenting er ny. The Monkees blev til på et skrivebord. The Sex Pistols var mere eller mindre et skørt påfund i Malcolm Mclarens hjerne. Bare som eksempler. Et nyere eksempel på et sådan innovation eller produktudvikling er den britiske indiepop-pigegruppe The Pipettes. Som navnet mere end antyder, så er inspirationen hentet i tressernes pigegrupper, og det var sangskriveren og guitaristen Robert William Barrys idé at lave en pigegruppe à la dem, Phil Spector producerede, og så give gruppen en moderne iscenesættelse. Gruppen blev skabt i 2003, hvor Barry, kaldet “Monster Bobby”, førte Julia Clarke-Lowes, Rose Elinor Dougall og Rebecca Stephens sammen. Inden debutalbummet “We are the Pipettes” kom på gaden i 2006 havde Clarke-Lowes forladt gruppen og var blevet erstattet Gwenno Saunders. Og i dag består gruppen af sidstnævnte og dennes søster Ani Saunders. Bag pigerne spiller Monter Bobbys gruppe The Cassettes.
Gruppen The Pipettes markedsføres som pigegruppe, iscenesat så man ikke kan undgå at tænke på tresserne. Tøjet, pladeomslagene, videoerne signalerer tressere i en mere udspekuleret, strømlinet udgave.
The Pipettes er altså et koncept. Et hjernefoster. Men derfor kan det selvfølgelig godt have sin charme, hvis ellers det er udført med talent og sans for nostalgien. Her er Pipettes med “Call Me”, et singleudspil fra deres andet album fra 2010 “Earth vs. The Pipettes”. Ganske charmerende.

Simon Lynge er 25 år, inuit og opvokset i Menneskenes Land og i København. Men lytter man til musikken fra hans kommende debutplade “The Future”, så kunne den for så vidt lige så godt komme fra Sevastopol, Bergen, Ohio eller et andet sted på denne klode. Selv om tekstuniverset selvfølgelig har rødder.. Det er melodiøs singer/songwriter-kunst, der på smukkeste vis løfter arven fra fx Paul Simon. Lyt med her og her. Det er hårrejsende godt, hvis I spørger mig.

Jeg har slået et par slag for den norske sanglærke Susanne Sundfør før (link). Og min begejstring for hende er ikke blevet mindre efter at have lyttet til skæringer fra hendes seneste album, der bærer titlen The Brothel. Giv hende en chance. Lyt med her – og på hendes myspaceside.

På trods af faldende cdsalg, branchekonservativisme og nye digitale konjunkturer for musikken, så blomstrer den stadigvæk. Musikken altså. Nye talentfulde navne melder sig på scenen og banen i et væk og minder en om, at musikken nok skal overleve selv om pladebranchen vånder sig og tiderne skifter.
Den 9. maj udkommer Surf in Stereos debutalbum “Live in Paradise” (Gateway). Surf in Stereo er noget så usædvanĺigt som en trio, der består af Jonathan Bremer (bas), Michael Vitus (trommer) og Kasper Ejlerskov Leonhardt (guitar). Og de har rod i capacs fødeby Esbjerg.
Overraskende kan det vel også siges at være, at trioen debuterer med en instrumental liveplade, som de selv har produceret – med hjælp fra Bo Stief og Jonas Graverholt Pedersen.
På coveret ser man en nydelig ung badenymfe (Julie Benedikte Panton) med badebold og iført en badedragt, der sender tankerne hen på bademoden i tresserne. Der er da også toner og klange på pladen, der legitimerer den slags nostalgiske associationer. Især Kaspers guitar har både twang og vibrato, som bygger på de gamle guitarhelte fra halvtredserne og tresserne. Og tager jeg ikke helt fejl, så er der også små allusioner til musik fra før de tre musikere blev født – fx hører jeg et svagt James Bond-tema dukke op på skæring to “Sneaking”! Bare som eksempel.
Men Surf in Stereos musik er langt fra nostalgisk. Gruppens musik er – meget tidstypisk kan man sige – eklektisk og inddrager elementer fra rockens skatkammer, jazzens improvisation, den klassiske musik med mere. Det er fusionsmusik, som man ville have sagt i halvfjerdserne. Musik, der bestemt ikke tager sigte mod hverken hitlister eller P3s uundgåelige, men mod et publikum, der sætter pris på begavet musiceren og leg med temaer og improvisation. Et publikum, der ikke går af vejen for progressiv eksperimenterende musik eller ditto jazz. Surf in Stereo er ikke sådan at sætte på stilistisk formel. At gå ind i gruppens univers er – for nu at blive i billedet – at surfe rundt på et hav af stilistiske virkemidler og tematikker, som holdes sammen af en jazz-rock-improvisations ramme. Anbefales til folk, der lytter til albummusik på stereoanlægget og bilstereoen.

Hør et par numre her.

Surf in Stereo kan også høres live på den kommende Spotfestival, der kører den 20.-22. Maj i århus. De spiller på Pickupscenen lørdag kl. 13. (I øvrigt kommer de tidligere omtalte Thee Attacks og Striving Vines også – se hele programmet her.)

Og her gik man og troede, at rocken i århus havde fremtiden bag sig. Og så smider Steffen fra Strange Ears den århusianske kvartet Striving Vines’ debutalbum “Can’t win them all” i skødet på en. Og pladen er hårrejsende god. Forstået derhen, at den ved første gennemlytning fik mine hår i nakken til at rejse sig. Et bedre tegn på musikalsk autencitet kender jeg ikke.

Striving Vines består af Jonas Møller (forsanger og tangentspiller), Michael Noe (guitarer), Jacob Haubjerg (bas og tangenter) og Jens Bach på trommer. Og gruppen har – efter sigende – allerede fået begejstret modtagelse rundt omkring på de danske spillesteder. Hvilket er forståeligt, hvis deres liveact bare tilnærmelsesvis matcher pladen her.
Striving Vines spiller poprock i tidens toneart. Selvfølgelig har de lyttet til Coldplay, Mew, Kashmir og andre af vor tid stilsættere. Men Striving Vines har fundet deres egen meget melodiøse, smittende begejstrede, energiske tilgang til udtrykket. Teksterne bevæger sig inden for kendte tematikker, men deres hverdagsagtige banalitet løftes op af den musikalske performance. Forsanger Jonas gør stort indtryk med sin klare, lyse, meget levende og passionerede sang. Hvis i synes, sangstjernene i X-Factor er noget at skrive hjem om, så har I ikke hørt Jonas folde sig ud. Findes der en bedre forsanger på den danske rockscene for tiden?

Forsangerens svævende, dansende vokal føres frem at et lydhørt band, hvor rytmesektionen ubesværet og med puls sørger for at holde uptemponumrene oppe på beatet – og Michael Noes guitarer formår med sine figurer og små soli at skabe et lyrisk klangrum med emotionel dybde og højt til loftet.

Striving Vines har en ungdommelig fandenivoldsk energi og friskhed som tidlig U2 eller Undertones, en faible for harmoni og melodi, som leder tanken hen på traditionen fra Mccartney. Mange af sangene har klare hitkvaliteter, men jeg vil ikke fremhæve nogen på beskostning af andre. De fortjener at blive lyttet til i albumsammenhæng, hvor det supplerer hinanden rigtig fint. En vellykket debut, en vellykket plade. I mine gamle ører.

Lyder jeg begejstret? Det er jeg også, og jeg synes, du skulle gå ud og købe eller låne den plade, hvis du kun har tænkt dig at lytte til en plade den kommende tid. Det fortjener den. Den har allerede fået fast plads på min mp3-afspiller.

Lyt med her.

Ikke alle deler capacs begejstring – men døm selv!

Man behøver jo ikke at være en Phil Collins eller en Rod Stewart for at gå tilbage i musikhistorien. Man kan også være godt og vel tyve år og komme fra nordkanten af ålborgområdet.

Thee Attacks har valgt at gå tilbage til en tid, hvor deres egne fædre formodentlig havde langt hår, jagtede piger og lyttede til parringsmusik hos Beatles, Kinks, Who og andre engelske bands med rødder i amerikansk R&B, soul og så videre. Motivationen hos de fire ålborgensiske ungersvende kan jo af gode grunde ikke være (belastende) nostalgi, så mit gæt er, at de fire ungersvende har forelsket sig i den musik. Det er jo set før.

Og som med enhver heftig forelskelse, så får den ikke for lidt. Helt ud i coveret på debutalbummet med den selvbevidste titel “That’s Mister Attack to you” er referencerne og allusioner til tresserikonerne tydelige. Lige fra den Pete Townsend-smadrende ungersvend på for- og bagside til den stolte erklæring: Recorded in aggressive MONO. Sådan!

Thee Attacks sætter ikke deres beatlys under en skæppe med fører sig frem med modattitude og ungdommelig her-kommer-vi! Og heldigvis holder musikken til udenomsværkernes og selviscenesættelsens forpligtende rammer. Pladen er optaget i Liam Watsons (White Stripes) retro-analoge studie i London, og lyden lægger sig tæt op ad lyden fra fx de tidige Kinks og Beatles. Men denne tekniske omstændighed kunne være temmelige ligegyldig, hvis ikke Thee Attacks lagde al den energi og spilleglæde i projektet, som de faktisk gør.
Numrene er selvskrevne, og gruppen går til sagen uden coverkunstnernes og retroturisternes ofte alt for ærbødige indstilling til forlægget. Thee Attacks afleverer deres sange med en friskhed og energi, der kan tage pusten fra selv en garvet lytter som undertegnede. De har allerede sikret sig en plads på capacs mp3-afspiller den kommende tid (og det er ikke enhver beskåret!), fordi de blæser støvet ud af ørerne og får en til at glemme alt om tidens kvalmende, medieliderlige amatørisme eller dens professionelle produktmodstykke.
Melodierne er ikke Thee Attacks største styrke, men sangene er gode og de spilles i den ånd, der herskede på de bedste af de tidlige engelsḱe beatplader. Der er fine små hilsner til de store forbilleder – fra Beatles over Who til Kinks. Fx vinkes der til Kinks “You Really Got Me” – en af pigtrådsmusikkens ursange – i “Won’t Break Me” uden at der er tale om citat. Sådan skal det være, når man går tilbage.

Og så er det også forfriskende at albummet ikke bidrager til mp3-formatets atomisering af musikken. Der er tale om et album, der fortjener at blive lyttet til som sådan. Skru op for bilstereoen, mp3-afspileren eller anlægget derhjemme og tag med på en rejse tilbage til mono og den gode beat. Thee Attacks har valgt at gå tilbage for at komme frem.  Og det er lykkedes, for der er både hjerne, hjerte og nosser i deres dansante musik.

Thee Attacks på nettet:  Her – Her – Pladen er udkommet på Crunchy Frog Recordings.

Fra Rune Schlosser her jeg modtaget en cd med 85dbs første officielle demoudspil. 85 db består ud over Rune (på trommer) af sangerinden Malene Wagner (der også håndterer synth og Rhodes), Sven Tofte (bas), Mads Behrend (vokal, guitar og synth) og Egil Sandfeld, står for programmering, backingvokal og synth. 85db kalder selv deres stil for Trash Dance og lægger ikke skjul på, at musikken er brugsmusik. Det er musik, der skal danses til. Livemusik med stor L, som gruppen selv skriver i sit pr-materiale.

Tåler det så at blive overført til et digitalt medie? Ja, bestemt. De ialt tre numre – “Sad Tune But Still”, “Wicked” og “Wonderfuld Day” – besidder melodiske og rytmiske kvaliteter nok til sagtens at kunne klare sig uden for danselokalets rammer. Sad Tune But Still lever ganske godt op til sin titel. En langsom, melankolsk sag med Malene og Mads i den vokale forgrund. Ikke det mest dansante nummer af de tre. I hvert fald er der lagt op til en stille svingom. Men meget stemningsfuldt er det bestemt. Wicked leder tankerne hen på det gamle hit “Popcorn” med sin poppende indledning, men er først og fremmest en ligefrem popballade fremført af Malene Wagners bløde pigestemme med indlagte energiske, svingende instrumentale passager, der byder op til dans. Wonderful Day er, som titlen antyder, en lige-ud-ad-landevejen-glad sang. En lille melodi, hvor det elektronisk repetive dominerer. Måske den sang, der bedst lever op til gruppens eget mål: livesituationen med folk på dansegulvet.

I mine ører er 85dbs styrke, paradoksalt nok, den melodiske popsang, balladen, selv om det danseorienterede selvfølgelig er der. Hvis jeg skulle give 85DB et godt råd med på vejen, så skulle det være at skrue lidt op for BPMerne. Så skal der nok for alvor komme gang i danseskoene. Men alt i alt et vellykket udspil fra 85db. De to først omtalte numre kan man høre her. Kommer du til århus den 6. marts har du mulighed for at opleve 85db på Studenterhuset, Nordhavnsgade 1. Og det er kl. 23.

I går medens jeg ledte på mine reoler efter en film, jeg kunne vederkvæge mig med i stedet for at se genudsendelser på tv, fulgte jeg lidt med i P3 Guld på DR2. En fin, iscenesat udsendelse, hvor man hyldede cremen af dansk musik, som der står på DRs side om eventet. Fra debutanterne The Rumour Said Fire til de veletablerede MEW og Kashmir. Publikum sad tilbagelænede i bløde lænestole. Konferencieren var i jakkesæt og blev flankeret af opfindsomt udklædte ungmøer. Ja, vidste man ikke bedre, kunne det lige noget fra Melodi Grand Prix. Og så var det jeg pludselig fik en voldsom og ustyrlig trang til at høre noget upoleret, uspoleret punk eller garagerock. Noget, der kunne rive og flå i nervesystemet og minde en om, hvad rock’n roll engang betød…

Jeanne har været så sød at sende mig et eksemplar af Gunnar Cleemanns nye soloplade “45 Minutes Mostly About Caring”. Og jeg har ladet den snurre på min afspiller de seneste uger for at lytte mig ind på den. I første omgang vidste jeg nemlig ikke, hvad jeg skulle mene om udspillet. Sådan har jeg det ofte med musik. Musikken skal have lov til at komme ind under huden. Man skal have tid til at lytte sig ind på kunstnerens intentioner. I Cleemanns tilfælde gik der et par dage, inden døren gik op til det univers, der i første omgang virkede lidt indelukket og selvkredsende. Sådan kan plader, hvor melankoliens grundtone er fremherskende, ofte virke.

Men skinnet bedrager, for Gunnar Clemanns sange er – skåret ind til benet – popmusik. Ikke af den udspekulerede metervareslags, som fylder de mange FM-stationer og mainstreamhitlister. De sarte melodier er tilsat arrangementer, hvor der behændigt leges med  nærmest sfæriske stemninger, man kan aftvinge moderne elektronisk isenkram og akustiske instrumenter. Over det hele svæver Clemanns lyse vokal, der i forbifarten kan minde lidt om Antonys, men ellers ikke ligner noget, jeg har hørt for nylig. En let, luftig stemme, der passer godt til pladens romantisk-melankolske univers.Umiddelbart tror jeg ikke, at Clemanns musik vil have en chance på Boogielisten, men jeg tror, mange voksne poplyttere vil have fornøjelse af at sætte pladen i omdrejninger. Hermed anbefalet.

PS. Et par sange kan hentes her, hvor der også er link til Clemanns Myspace-side med mere musik.

De kan noget med musik deroppe i Canada. Neil Young, Leonard Cohen, Joni Mitchell… Listen af navne med international gennemslagskraft er lang. Og den fortsætter endnu med at vokse.

Et af de navne, jeg for nylig er faldet over, er den 26-årige singer-songwriter og guitarist Serena Ryder. Allerede i 1999 – femten år gammel – fik hun sin første plade ud. Falling Out, der kom på et lille uafhængig pladeselskab, Mime Radio. Pladen blev fulgt op af en kassette (!) med titlen Serena samme år. I 2002 og 2003 udkom livealbummet “Live at the Market Hall & A Day In The Studio” og “Serena Ryder Live”. På små plademærker, der ikke formåede at få Ryder ud over de canadiske landegrænser. Det ændrede sig lidt, da hun blev tilknyttet et lidt større pladeselskab i 2005 og fik udsendt “Unlikely Emergency”. Singlen “Just Another Day” blev spillet på mange canadiske radiostationer og sørgede for at hendes navn blev almen kendt.

I 2006 kom hun til EMI og indspillede albummet If Your Memory Serves You Well, hvor hun fortolker egne sange og sange af Cohen (Sites of Mercy), The Band (This Wheels on Fire – hvorfra titlen er hentet), Paul Anka (It Doesn’t Matter Anymore), Galt MacDermot (Good Morning Starshine) m.fl. I 2008 modtog hun den prestigefyldte Juno Award – canadiernes svar på Grammy – som året Nye Kunstner.

Et egentlig internationalt gennembrud har hun endnu ikke fået. Men det kommer måske med hendes seneste album It Is O.K, der er udsendt på Atlantic Records i Amerika. Og det fortjener hun. Hendes musik er – som meget musik nu omstunder – en blanding af folk, country, voksenpop og mange andre ingredienser. Hun skriver iørefaldende melodier, meningsfulde tekster og har en usædvanlig stærk stemme, der spænder over tre oktaver og burde få mangen en afklædt popdiva til at overveje karrieren…
Mere her.

Mere her.

Hvor ofte er det lige, vi får besøg af franske pop- og rockkunstnere her i landet? For slet ikke i århus?! Men i aften sker det. Voxhall afvikler en helt udsolgt koncert med den franske duo Air. Og jeg skal selvfølgelig på arbejde.

Men måske har guderne set det uretfærdige i denne kendsgerning. I hvert fald fandt jeg duoens 2004-udspil Talkie Walkie i bibliotekets udsalgskasse til næsten ingen penge. En slags plaster på såret.

Air består af Nicolas Godin og Jean-Benoît Dunckel og bandnavnet er – efter sigende – en forkortelse for Amour (Kærlighed), Imagination (Fantasi), Rêve (Drøm). Og de tre stikord siger såmænd en hel del om den tilbagelænede, bløde, drømmeriske musik, der strømmer ind i øret på en, når man sætter hovedtelefonerne på. Selv om duoen er fransk og hævder inspirationskilder som Serge Gainsbourg, Jean Michel jarre og Francis Lai (fransk filmkomponist), så er det en meget international electronica-pop, der kendetegner Air. Med sort streg under pop. Der synges også på engelsk.

En nærliggende sammenligning vil være engelske Lamb. Som pop betegnet vil Lamb i denne sammenligning fremstå som det intellektuelle band, der godt nok vil være pop, men ikke går på akkord med eksperimenterne. Air derimod lader det elektroniske isenkram underordne poppens melodiske kvaliteter. Man kunne måske også beskrive Air som et møde mellem Brian Eno og fransk charmepop og elegance.

På Talkie Walkie, der gruppen sjette udspil, får duoen hjælp af en håndfuld musikere og et par lækre sangerinder – Jessica Banks og Lisa Papinaue (kendt fra bandet Big Sir) – som sørger for at gøre det hele endnu mere indbydende. I øvrigt vil nogle af bloggens læsere kende nummeret “Alone in Kyoto” fra filmen Lost in Translation.

En af bloggens kæledægger ud i film og musik, frk. Scarlett Johansson, har kastet sig ud i nye musikalske projekter. Denne gang med Pete Yorn. Og noget kunne tyde på, at hun er lidt heldigere med dette projekt end med sin egensindige versionering af Tom Waits’ sange.

Fra Sverige (!) har jeg modtaget en signeret cd med det unge talent Erik Hassle. Det er den kun 21 årige sangers debutalbum, der bare hedder “Hassle”. Men han har allerede vakt opmærksomhed rundt omkring med sine foreløbende singleudspil, “Don’t Bring Flowers” og “Hurtful”, der såmæn har været “ugens uundgåelige” på DR P3.

Det hører med til historien, at Erik er resultat af solid svensk talent- og produktudvikling. Han gik på gymnasiet (musiklinje), da han blev spottet af et hold talentspejdere og producere. Siden har han studeret musik i Stockholm og satser nu på en international karriere i England.

Talentet kan man da heller ikke tage fra Erik Hassle. Han har en god popstemme, der ubesværet bevæger sig fra uptempo-numre til stille ballader. Melodierne er gode og iørefaldende, selv om pladen ikke indeholder et rigtig beskidt hit. I mine ører.

Mine forbehold over for pladen gælder selve produktionen. Den virker meget steril og pletfri. Det er sikkert helt i tidens hitlisteånd, men jeg tror Eriks gode stemme ville stå sig endnu bedre, hvis pladen var mindre “produceret”, hvis I forstår. Det skal ikke forstås sådan, at det er nogen dårlig popplade. Slet ikke. Den er bestemt ikke ringere end mange af de produkter, de unge bliver tilbudt i dag. Og det er vel problemet.

De fem gutter ovenfor er The Olympics. Et ungt dansk band bestående af Jonas Delfs, Robert Fabrin, Niklas Frost Iversen, Jonatan Lykke-Olesen og Kasper Ejlerskov Leonhardt. Om kort tid debuterer de med en EP med titlen Adventure Pop. Titlen passer faktisk meget godt bandets musik. Lykkeridderpop. Sange skrevet med ungdommelig uforfærdethed og eksperimenterelystig dristighed. Genren er pop-rock, indie-sådan. Man kan godt høre forbilledernes tilstedeværelse i det musikalske univers, men glem dem, for Olympics har også en egensindig stræben mod at stå på egne ben og være originale. Musikken appellerer til dem, for hvem det ikke er tilstrækkeligt med en ørehængende melodi eller et saftigt riff. Det er legende musik, der inviterer lytteren til medlytten. Melodierne er skrøbelige, men der spilles med legelyst og stor enthusiame og energi. Lyt med her. Og hold øje med Olympics, der allerede har vakt opmærksomhed i P3 og andetsteds.

Olympics blog