Når det drejer sig om promoveringen af populærmusikkens kunstnere i Guds eget land, så er det ikke til at komme uden om The Ed Sullivan…

Laurel Canyon, Los Angeles, var et af de steder, hvor det sneede i tresserne. Kunstnerisk og ikke mindst musikalsk. En slags parallel til Greenwich Village….

Forleden markerede vi Fender Stratocasteren i denne blog og brugte Wilco Johnson som eksempel på en guitarist, der har taget dette stilskabende instrument til sig…

I 1973 stoppede den amerikanske matematiklærer, sangskriver og musiker Tom Lehrer sin aktive musikkarriere. En karriere, der op gennem tresserne havde gjort ham til en…

Lad os bare tage en mere af samme slags. With God On Our Side fra “Genuine Telecast”-bootleg-dvd’en. Der ligger en hel guldgrube af klip fra…

Den 14. marts døde den franske sangskriver og musiker Alain Bashung og hans dødsfald gav genlyd i store dele af de fransktalende medier. Til gengæld…

De sidste par dage har jeg fornøjet mig med dvd’en The Thrill of it all med Roxy Music. Dvd’en, der har hentet titlen fra indledningsnummeret…

John Ermans versionering af Neil Simons stykke “The Sunshine Boys” (The Neil Simon Collectio) blev dagens fund. Til en latterlig lav pris, som jeg ikke…

Nostalgi-pladeforlaget Rhino udsender den 29. april en compilation i USA med Joy Division, The Best of Joy Division, som består af 14 skæringer. Samtidig udsendes…

Cheech & Chong møder Raymond Chandler eller noget i den stil. Brødrene Coens krimikomedie med Jeff Bridges som The Dude er dagens impulskøb (Fruen skulle…

Så røg vi over i den letbenede underholdning. Fruen havde anskaffet sig Shawn Levys film fra 2006 “Night at the Museum” med Ben Stiller i…

Ikke kun Rolling Stones forstår at få en god instruktør til at filme sig; det gør også Tom Petty & Heartbreakers, der sammen med Peter…

Bloggens lille kæledægge, Amy “Wino” Winehouse, har måske/måske ikke stillet the booze på hylden for en tid. I hvert fald fortæller Gaffa, at hun udsender…

Aftenens positive filmoverraskelse var Gideon’s Daughter, der blev vist på Svensk 2. Godt gemt af vejen kl. 22.25. TV-filmen er fra 2005 og produceret og…

Gårsdagens film var “24 Hour Party People” om den for nylig afdøde musikbagmand Tony Wilson og musikmiljøet i Manchester, især pladeselskabet Factory Records og natklubben The Hacienda. Instruktøren Michael Winterbottom og manusforfatteren Frank Boyce har valgt at lade Tony Wilson selv (spillet af komikeren Steve Coogan) fortælle og kommentere historien fra punkbevægelsens start og frem til de tidlige halvfemsere, hvor både pladeforlag og natklub går i opløsning i penge- og stofproblemer m.v.
Steve Coogan fremstiller med megen engelsk tør humor den den g(eni)ale journalististudannede tv-mand Wilsons vej til berømmelse. Det er et portræt af en lidt naiv idealist, der ikke har megen forstand eller interesse i den økonomiske side af musiklivet, men er drevet af kærlighed til Manchester, byens indbyggere og så den ny musik, som han har et godt øre for. Coogans præstation er filmens force. Og så billedet af det “vilde” miljø omkring de to store projekter, iblandet fx portrætter af Joy Divisions suicidale Ian Curtis og syrehovederne i Happy Mondays.
Som hovedpersonen er inde på et sted, så vægter filmen legenden mere end den skinbarlige sandhed (hvis de to ting da overhovedet kan adskilles…). Filmen prætenderer altså ikke at være andet end en biografisk fiktion, en fortolkning af et levet liv og et bestemt miljø. Som sådan er det en fin og underholdende film. Og et cadeau til de ildsjæle på og bag scenen, der ikke tjener mange ører på deres entusiasme og idealisme, men som skaber fornyelsen på musikscenerne.
Filmens svageste side er nok selve de musikalske indslag, som jeg ikke synes yder de medvirkende kunstnere fuld retfærdighed. Fx fik jeg ikke en oplevelse af den energi og dynamik, som Sex Pistols stod for – og som i følge hovedpersonen gjorde dem til den største musikalske fornyelse siden Elvis – via de lidt anonyme indslag. 

Filmens trailer: Read more

Den 6. august 2006 skrev jeg følgende i min smartlog: “jeg var heldig at få set den australske film Danny Deckchair af Jeff Balsmeyer (hans…

I går hjembragte fruen ovenstående dvd F for får. Af en eller anden grund markedsføres Shaun the Sheep som børnefilm. Og det er en skam….

En spændende nyhed fra den evigt turnerende Bob Dylan: Hans legendariske optræden på Newport Folk Festival i starten af tresserne. På dvd. Til oktober.

Maggies Farm: Read more

John Lennons og Yoko Onos berømt-berygtede bed-in “Give Peace a Chance” i en seng på Quuen Elizabeth Hotellet i Montreal i 1969, bliver nu udsendt på dvd af Fabulous Films. Filmen er den dokumentar, der følger forberedelser omkring den syv dage lange – og desværre stadigvæk aktuelle – protest mod vold og krig i verden.

Read more

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at capac har en svaghed for små, uprætentiøse, underholdningsfilm om hverdagens små problemer og mirakler etc. Det behøver ikke at være filmkunstneriske mesterværker, men håndværket skal være i orden, og det samme skal skuespilleriet. Så tager jeg gerne et par amerikanske mainstream-urimeligheder med i købet.
Det er nu ikke, fordi der er mange af den slags urimeligheder i Brad Silberlings film fra 2002 Moonlight Mile, som blev sendt på DR2 i går aftes. Hvis man bortser fra den romantiske happy-ending, som mainstream-film jo helst skal have.
Filmen handler om Joe, der kort før sit planlagte bryllup med familien Floss’ datter, Diana, mister sin brud ved et skyderi i en bar. Det vil sige: Joe og Diana havde slået op med hinanden et par dage før brylluppet skulle stå, fordi Joe ikke elskede Diana som mere end en rigtig god ven. Dette forhold er Joes hemmelighed, som han igennem filmen prøver at beholde over for Dianas forældre, som han midlertidigt bor hos.
Joe spilles af den unge Jake Gyllenhaal (kendt fra bl.a. Brokeback Mountain), der er castet præcist til rollen som det unge menneske, der er fanget mellem pubertetens store forvirrende ingenmandsland og den truende voksenverden. Han står der på tærsklen og ved ikke, hvad han vil eller har lyst til og gør så – som de fleste nok gør – følger kærestens og de voksnes ønsker og forventninger, lige indtil kærligheden kommer som en deus ex machina og ændrer hans livsbanes retning. Gyllenhaal er rigtig god til at fremstille en sådan ung, mandlig øgles forvandling.
Hans hjertes udkårne, Bertie, spilles af Ellen Pompeo, som jeg primært har set i nogle tv-serier og så i Daredevil. Hendes præstation som den vansmægtende krigsenke, der har hutlet sig gennem tre kærlighedsløse år som barmedhjælper og ensom postsortererske, må være lidt af et kunstnerisk gennembrud. Det er ikke spor svært at forstå, at Joe må forelske sig i denne ensomme, kærlighedshungrende kønne pige, der egentlig ikke vil forelske sig, men alligevel falder pladask.
I det hele taget er filmen godt besat i alle rollerne. Dustin Hoffman er fin i den nedtonede rolle som Dianas far, der har mere end svært ved at tale om problemer, men langsomt når frem til en erkendelse af sin svaghed som far og ægtemand. Holly Hunter har en lille prægnant rolle som forsvarsadvokat for familien, og som altid brænder hun igennem lærredet med en nuanceret persontegning.
Susan Sarandon spiller Dianes moder. Og hendes fremstilling af den af hjertet ærlige moder, der er ved at blive kvalt af omgivelsernes emotionelle omklamring og påtagede medfølelse, er intet mindre en fremragende. En scene, hvor hun konfronterer Joe med hans hykleri, efter at han som en anden pubertetsknægt er kravlet ud og ind af vinduet til sit værelse for at mødes med Bertie, er hele filmen værd. Her viser Sarandon, hvor fin og nuanceret en skuespiller hun er. Hvis man skulle have glemt det.
Filmen anbefales dem, der godt kan lide sådan en feel-good-film, der kan afrunde en dag og efterlade en i sengen i godt humør.

I øvrigt har filmen – hvis titel er hentet fra et Rolling Stones-nummer – et herligt soundtrack bestående af sange med Sly & The Family Stone, Stones, T.Rex, David Bowie, Bob Dylan, Van Morrison, Elton John, Dave Edmunds, Travis, Jorma Kaukonen og Gary Glitter (!). Det kan næsten ikke være bedre for en gammel musikelsker og nostalgiker.
En smagsprøve fra lydsporet – Dave Edmunds klassiker I Hear You Knocking: Read more

Apropos ældre arbejdskraft, så kan man læse, at den ældre rockgruppen The Rolling Stones, der heldigvis er deres egne arbejdsgivere og derfor ikke bliver sendt…