Indlæg tagget med DVD

Dagens gensyn og -hør: Deep Purple – Live in Concert 1972-1973

15. januar 2013

[Fotoet ovenfor er et hjemmelavet tag fra nedenfor omtalte dvd]

I marts 1972 aflægger Deep Purple besøg i København og giver koncert. Bandet er i sin oprindelige opstilling med Ian Gillan (sang), John Lord (tangenter), Richie Blackmore (gt.) og Roger Glover (bas), og er et etableret navn med fire album på samvittigheden. De har lige udsendt Machine Head, da de optrøder i hovedstaden. Og de har med de fire plader etableret sig som nogle af betonrockens fædre. De spiller højt (så højt som datidens teknologi tillod) og spiller en hård rock, der er enkel, disciplineret og uden Kloge åge-nykker. Den tids moderne no bullshit-rock’n roll. Det studentikose overlod Deep Purple til rivalerne i Led Zeppelin. Det mystifistiske kunne Black Sabbath tage sig af. Når man ser koncerten fra København, kan man godt forstå, hvorfor Deep Purple fik den fornemme status, som bandet stadigvæk har. Det er den rene vare, de leverer.

Koncerten blev først udsendt på dvd i 1987 i Japan (Machine Head Live) og senere som Scandinavian Nights (Live in Denmark 1972). Endelig blev den udsendt sammen med en koncert fra New York fra 1973 med titlen Deep Purple – Live in Concert 72/73. Optagelsen har en for den tid udmærket billed- og lydkvalitet, og hører sammen med fx DRs Led Zeppelin-optagelser med til de koncertoplevelser man som rockfan børn unde sig selv… Lige pt. kan man se og høre hele koncerten på Youtube. Følg linket ovenfor. God fornøjelse.

Tilbagespoling: Deep Purple in rock

Rolling Stones og The Ed Sullivan Show

10. september 2011

Når det drejer sig om promoveringen af populærmusikkens kunstnere i Guds eget land, så er det ikke til at komme uden om The Ed Sullivan Show, som løb over de flimrende tv-skærme derovre fra juni 1948 til juni 1971 med Ed Sullivan som ankermand og centrum for de ialt 1068 udsendelser. Buddy Holly var der. Det samme var Bob Dylan, The Beatles og The Rolling Stones. Blot for at understrege, hvor vigtig programmet var, når det drejede sig om at komme ud til masserne.

Med digitaliseringen og de nye medier er det blevet muligt for os europæere at få indblik i, hvad amerikanerne kunne opleve dengang. Det er jo kun udsnit, fx med Elvis og Beatles, vi har fået lov til at smage på dengang, det begyndte.

Meget er udgivet nu af Ed Sullivan-industrien. Og meget har cirkuleret på bootlegplader, -CD’er og -DVD’er. Og nu bliver det langt om længe muligt at opleve The Rolling Stones’ ialt fem optrædener (17 sange) på en ny dobbelt-dvd med titlen The Ed Sullivan Show Starring the Rolling Stones. Udgivelsen, der dækker gruppens optrædener i årene 1964-1965, kommer primo oktober og bliver måneden efter fulgt op af en deluxe-udgave med ekstramateriale.

Det interessante ved dvd-er er ikke kun, at alle optagelser med Stones er med, men at man får udsendelserne i deres helhed – dvs. med andre medvirkende kunstnere, fx Tom Jones og Louis Armstrong.

Medens vi er ved det med dvd-udgivelserne, så kommer der også snart en optagelse fra Rullestenenes 1978-turné, Some Girls Live in Texas 1978.

Some Girls-turnéen huskes af inkarnerede Stonesfans som en af de mest energiske og vellykkede i årene efter Exile from Main Street-højdepunktet. Og den nye udgivelse skulle vise bandet fra deres bedste koncertside. Og det siger jo ikke så lidt.

Appetitvækkende oversigt over fremførte numre:

1) Let It Rock

2) All Down The Line

3) Honky Tonk Women

4) Star Star

5) When The Whip Comes Down

6) Beast Of Burden

7) Miss You

8 ) Just My Imagination (Running Away With Me)

9) Shattered

10) Respectable

11) Far Away Eyes

12) Love In Vain

13) Tumbling Dice

14) Happy

15) Sweet Little Sixteen

16) Brown Sugar

17) Jumpin’ Jack Flash

Laurel Canyon – et musikalsk arnested i tresserne

17. september 2010

Laurel Canyon, Los Angeles, var et af de steder, hvor det sneede i tresserne. Kunstnerisk og ikke mindst musikalsk. En slags parallel til Greenwich Village. På en ny dvd med titlen “Legends of the Canyon” fortæller den berømte fotograf Henry Diltz om den mytologiske tid i tressernes midte. Undertitlen er: The Music and Magic of 1960s Laurel Canyon, as told by Legendary Rock Photographer Henry Diltz. Diltz, der selv spillede med i The Modern Folk Quartet i det årti stod med et ben i både traditionens og fornyelsens lejr. Og med sit kamera indfangede han meget af det, der skete ikke mindst på den musikalske scene – og var således med til at skabe det mytologiske landskab, vi stadigvæk betragter. Kameraet skabte en karriere for den unge Diltz. Og det er hans fotos – og smalfilm, der indgår i dvd’en, som også byder på en lang række interview med nogle af ikonerne og frontfigurerne fra dengang. Crosby, Stills & Nash, Michelle Phillips (Mamas and Papas) og mange flere. Et stykke personlig historieskrivning i lyd og billede. Og på lydsporet hører man selvfølgelig eksempler på den musik, der blev skabt.

The Beatles og The Ed Sullivan Shows

7. september 2010

The Beatles’ optræden på The Ed Sullivan Show i tresserne – 1964 og 1965 – er berømt og veldokumenteret. Men i anledning af 50-året for gruppens dannelse udsendes de fire shows, hvor gruppens optrådte, i deres helhed, dvs. inklusive alle Beatles’ numre (20 ialt), alle andre indslag og reklamespots. Og så selvfølgelig lidt ekstramateriale, som det sig hør og bør med den slags udgivelser. I nyrestaurerede udgaver.

Efter sigende så 73 millioner amerikanerne disse shows, og de var med til at starte Beatlemania derovre. Det interessante ved denne udgivelse er ikke kun, at vi får lejlighed til endnu engang at se gruppens optræden i en forbedret kvalitet, men også får en fornemmelse af den tid og ikke mindst det amerikanske tv-medies status anno dazumal.

Disc 1:
1. Ed’s Opening
2. All My Loving
3. Till There Was You
4. She Loves You
5. Fred Kaps – Magician
6. I’ll Do Anything For You
7. As Long As He Needs Me
8. Frank Gorshin – Comedian/Impressionist
9. Terry McDermott – Audience Bow
10. Tessie O’Shea – Show Tunes Medley
11. McCall & Brill – Comedians
12. I Saw Her Standing There
13. I Want To Hold Your Hand
14. Wells & The Four Fays – Acrobats
15. Ed’s Goodnight
16. Ed’s Opening
17. She Loves You
18. This Boy
19. All My Loving
20. Sonny Liston – Audience Bow
21. Joe Louis – Audience Bow
22. Allen and Rossi – Comedians
23. It’s Too Darn Hot
24. Mitzi Gaynor – Medley Of Hits
25. The Nerveless Knocks – Acrobats
26. Myron Cohen – Comedian
27. I Saw Her Standing There
28. From Me To You
29. I Want To Hold Your Hand
30. Ed’s Goodnight
31. Bonus Material – Ed mentions The Beatles
32. Bonus Material – Ed promotes next week’s debut of The Beatles
33. Bonus Material – Ed talks about The Beatles’ Miami Show and the Clay-Liston Fight

Disc 2:
1. Ed’s Opening
2. Twist & Shout
3. Please Please Me
4. Safety In Numbers
5. Pinky & Perky – Puppets
6. Morecambe & Wise – Comedians
7. Acker’s Lacquer
8. Gordon & Sheila MacRae – “Gary Moore Show” Take-Off
9. Dave Berry – Comedian
10. St. James Infirmary
11. Ol’ Man River
12. Morty Gunty – Comedian
13. I Want To Hold Your Hand
14. Ed’s Goodnight
15. Ed’s Opening
16. Soupy Sales – Comedian
17. September In The Rain
18. Fantasio – Magician
19. I Feel Fine
20. I’m Down
21. Act Naturally
22. Allen and Rossi – Comedians
23. Goin’ Out Of My Head
24. The Mouse
25. Ticket To Ride
26. Yesterday
27. Help
28. Ed’s Goodnight
34. Bonus Material – Ed talks about “A Hard Day’s Night”
35. Bonus Material – Ed interviews The Beatles in London
36. Bonus Material – Ed and Topo Gigio impersonate The Beatles
37. Bonus Material – Ed tells the audience The Beatles have been awarded MBE titles by Queen Elizabeth II
38. Bonus Material – Ed mentions The Beatles will appear next week
39. Bonus Material – Ed intros a commercial featuring Beatle dolls
40. Bonus Material – Ed recieves a telegram from The Beatles

Beatles på Ed Sullivan

MC5 besøger tysk tv i 1972

17. juli 2010

Værsgo. Tre fine optagelser med MC5 optaget i Radio Bremens TV studier i januar-februar 1972. Af en eller anden grund er optagelserne vist først blevet udsendt i 2009. På guitar har vi Fred “Sonic” Smith. Dennis Thompson på trommer, Steve “Annapurna” Moorhouse på bas, Wayne Kramer også på guitar og Rob Tyner synger for.
Opdatering: Jeg har researchet lidt på denne fremragende optagelse. Det viser sig, at der er tale om en af flere såkaldte “lost concerts”, som blev optaget med henblik på visning i henholdsvis programmet “Beat-Club” og det senere “Musikladen”. MC5 er kun et af navnene, der røg i arkiverne. På et tysk forum fandt jeg en omfattende liste over programmer, der enten ikke er blevet sendt eller ikke er blevet genudgivet på dvd. En mindre guldgrube. (Se fortsættelsen af dette indlæg).

Opdatering: Endnu et klip fra den udsendelse. En rigtig beskidt udgave af nummeret “Motor City is burning”. You can say that again!

Se og lyt også til denne udgave af “Tonight” fra Friar’s Club Aylesbury, Storbritannien 2-11-72. Lyden er ikke optimal, men musikken – ikke mindst guitarspillet – kommer ud over scenekanten…

Læs mere »

Historien om Dr. Feelgood

14. juli 2010

Forleden markerede vi Fender Stratocasteren i denne blog og brugte Wilco Johnson som eksempel på en guitarist, der har taget dette stilskabende instrument til sig med succes. Wilco er især kendt for sit virke i et af de allerbedste pubrockbands overhovedet, Dr. Feelgood. Dette stadigvæk aktive band blev dannet tilbage i 1971 med Wilco Johnsons markante rytmiske guitarspil som en centralt træk ved stilen. Gruppen fik en nærmest kultagtig status i halvfjerdserne i kraft af sin energiske liveoptræden, der også til dels kunne aflæses af nogle succesfulde albums,  ikke mindst livealbummet Stupidity fra 1976, som blev deres gennembrudsplade. Det var også omkring dette tidspunkt Johnson forlod gruppen, angiveligt efter “musikalske uoverensstemmelser” med et andet ego i gruppen: Lee Brilleaux. Men bandet fortsatte som antydet. Dog med mindre succes i de efterfølgende år.

Den kendte filmmand Julian Temple har lavet en film om gruppens unge år med titlen Oil City Confidential. Filmen havde premiere i 2009 og fik en strålende modtagelse ved premieren og i pressen. Nu er den så udkommet på dvd, så man kan følge historien om det navnkundige pubrockband hjemme ved pc’en eller i dagligstuen.

Tom Lehrer – levende billeder

23. marts 2010

I 1973 stoppede den amerikanske matematiklærer, sangskriver og musiker Tom Lehrer sin aktive musikkarriere. En karriere, der op gennem tresserne havde gjort ham til en stjerne for liberale, radikale og progressive kræfter i det amerikanske samfund og uden for. Men sine meget musikalske og dybt satiriske sange blev han en slags forløber for den modkultur, der for alvor brød igennem i halvfjerdserne. Her og hisset. En af anekdoterne ville, at Tom Lehrer stoppede med at spille musik offentligt, fordi Henry Kissinger fik Nobels fredspris i 1973, og at denne absurde disposition fra Nobelpriskommiteen gjorde den politiske satire overflødig. En anekdote, der selvfølgelig giver god mening til den banale kendsgerning, at Lehrer stoppede, fordi han havde mistet interessen for at optræde, var træt af turnélivet og af at repetere sine sange i en uendelighed.
Men heldigvis findes alle hans sange på plade, og inden længe udkommer der så en dobbeltplade med filmoptagelser fra mange af hans optrædener, bl.a. fra hans berømte tur til Skandinavien, hvor norsk tv var på banen.

TILBAGESPOLING

Soul Train – et musikprogram

27. februar 2010

Med de digitale distributionsformer er det blevet muligt at gøre gamle tv-udsendelser alment tilgængelige. Mange af de udsendelser, som man gennem årene har håbet på at gense som genudsendelser, kan man kan selv erhverve sig eller ligefrem se på nettet (fx DRs Bonanza). Jeg har tidligere omtalt det tyske musikprogram Beat-Club, der er udsendt på dvd. Jeg kunne også nævne efterfølgeren Rockpalast, der også har fundet vej til mediet. Her kan man (gen)opleve fine øjeblikke med navne som Rory Gallagher, Thin Lizzy, Graham Parker, Jack Bruce, Little Feat og mange andre. Også den amerikanske serie Soul Train, som i årene 1971-2006  dokumenterede den “sorte” musik udvikling, har nu fundet vej til dvd’en. Time Life udsender om kort til 9 dvd’er med 130 optagelser fra udsendelsesrækken, som mig bekendt aldrig har været sendt på europæiske tv-stationer. En guldgrube, hvis man interesserer sig for soul, gospel, jazz, R&B etc. Programmet var de sortes svar på American Bandstand. Det var her, man som ungt menneske med afro-amerikansk baggrund kunne lytte til de nyeste hits, samtidig med at man kunne aflure stjernerne de nyeste trends indenfor tøjmode og frisurer. Kaster man et blik på Wikipedias liste over optrædener, så bliver man imponeret. Det er svært at komme i tanke om dem, der ikke var med… Af en eller anden grund er udgivelsen en limited edition (det handler sikkert om penge…). For det er et stykke kulturhistorie, der er blevet brændt ned på disse dvd’er. Og nu har vi andre altså også mulighed for at stige på soultoget og komme i dansehumør…

Kan man nøjes med en lidt ringere billed- og lydkvalitet, så kan man selvfølgelig finde en hel del optagelser på Youtube og div. andre videosites. Også på programmets egen hjemmeside er der adgang til videoer og meget mere.

Blade Runner – runs again…

11. juli 2009

Jeg har omtalt Ridley Scotts “Blade Runner” flere gange i bloggen. Der er og bliver en af mine favoritter udi Science Fiction-genren. Og i dag lykkedes det mig så at få fingre “Five Disc Ultimate Collector’s Edition”, der indeholder den nærmest kultiske arbejdskopi, den originale udgave, instruktørens endelige version og timevis af ekstramateriale. I Kvickly til en brøkdel af den vejledende udsalgspris. Så gjorde det ikke så meget, at kartoflerne var lidt for dyre…

The Girl in the Cafe

25. april 2009

Man må bøde for sine laster. Og capac går ikke ind i en plade- og dvd-butik for at forlade den tomhændet igen. Med sig hjem havde han bl.a. den BBC-producerede filmperle The Girl in the Cafe med den meget charmerende Kelly Macdonald i den kvindelige hovedrolle og den altid fortræffelige Bill Nighy i den mandlige ditto. Jeg har skrevet udførligt om min første oplevelse med filmen her.

Beach Boys – Endless Harmony

18. april 2009

I den forgangne uge fik jeg taget mig sammen til at se dokumentar-filmen om The Beach Boys Endless Harmony fra 2001. Filmen er lavet i den udmærkede VH1-serie, og den markedsfører sig selv med undertitlen “The definitive Story in their own Words”. Den slags skal man selvfølgelig altid tage med en sæk groft vejsalt. I det hele taget skal den slags biografiske fortællinger tages med forbehold. Også biografier og dokumentarfilm er en slags fiktioner. Vi får ikke Sandheden, men derfor kan der jo godt være noget sandt og oplysende at hente…
Når jeg alligevel havde investeret i fllmen var det, fordi den indeholder hel- eller delvise 45 liveudgaver af gruppens kendte sange. Heraf mange sjældne optagelser. Og som bonus 5.1 surround sound audio-udgaver af California Girls, Kiss me Baby, Surf’s Up, God Only Knows, Long Promised Road, Sail on Sailor og Do it Again. Så pengene kunne ikke være helt spildt, hvis filmen skulle vise sig at være en skuffelse.


Det var den så ikke. Dokumentaren tegner faktisk et fint, nuanceret billede af det talent- og succesfulde bands historie fra begyndelsen og frem til de første år efter Carl Wilsons død i 1998.
Hvis man kender lidt til gruppens historie, vil man vide, at Wilson-brødrenes fader, Murray, i karrierens start spillede en problematisk rolle som både inspirator og som tyrannisk manager. Dette billede bekræftes af filmen, hvor de interviewede – medlemmerne af gruppen – både giver udtryk for mandens musikalske talent, men også for hans stadig mere egocentriske dominans, som til sidst gør, at de må fyre ham på gråt papir.
En anden kendt mytologisk historie er historien om den begavede og talentfulde Brian Wilson, der lider af sceneskræk, hader turnélivet og får større og større psykiske problemer for til sidst at isolere sig selv fra omverden i årevis. Også denne historie får vi i en ganske usminket version – fortalt af Brian selv, brødrene, Al Jardine og andre i gruppens nærhed.


Noget af det fascinerende ved filmen er, at den fremhæver de forskellige gruppemedlemmers til dels oversete kvaliteter. Al Jardine fremstår i sin egen fremtræden og gennem de andres kommentarer som den seriøse sanger og guitarist, der ikke involverer sig i gruppens eksperimenteren med stoffer i tresserne. Dennis Wilson er den på en og samme tid oversete talentfulde sangskriver og et menneske, der lider af et menneskeligt underskud, som han forgæves forsøger at kompensere for i en evig jagt efter sex, stoffer, alkohol osv.
Den selvsikre, høje forgrundfigur, Mike Love viser sig at være den skarpe analytiker, hvis kommentarer sætter mange ting på plads. Og endelig er der Carl Wilson, der omtales som gruppens “bevidsthed”. Det er ham med den formidable stemme, og det er ham, der i en lang periode er det anker, der sørger for, at gruppen ikke flyder målløst rundt.
Og så er der den “femte” Beach Boy, Bruce Johnston, der træder ind i stedet for Brian Wilson, da dennes problemer tager overhånd. Bruce er elskværdigheden selv. En talentfuld musiker og sangskriver, der bare nyder den succes, som han bliver en del af og udviser stor respekt for gruppens kunstneriske potentiale.


Filmen er fuld af små sjove oplysninger og anekdoter. Fx er det sjovt at høre, at Bruce Johnsson synes, at albummet Sunflower (1970) er gruppens bedste. Fordi indspilningen af den gik lydefrit. Lige så overraskende er det at høre mesteren selv, Brian Wilson, udnævne Love You til sit favoritalbum. Ikke Pet Sounds eller Surf’s Up.
Interessant er det også at få dokumenteret, hvor stort et navn bandet var i dets storhedstid. Med det ene singlehit efter hinanden i en imponerende rækkefølge. Selv da The Beatles kom på banen og trak den internationale opmærksomhed væk fra Stranddrengene, fortsatte de ufortrødent med at sende sange op på listen. Samtidig med, at Beatles gjorde Brian Wilson erkendt jalous og kickstartede en kreativ udfoldelse, der via Pet Sounds fik Lennon & Mccartney til at yde deres ypperste i form af Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band.
Og man kan blive ved. Der er den forstemmende og alt for genkendelige historie om pladeselskabets købmand, der ikke interesserer sig en tøddel for musik, men blot vil fastholde gruppen i deres surfer-automobil-image med hurtige singlehits og overhovedet ikke har forståelse for musikken på fx Pet Sounds. Og aldrig får det. Og der er den lige så forudsigelige historie om de avancerede skæringers elendige kommercielle gennemslagskraft…


Og så er der som sagt de mange fine optagelser med gruppen. Optagelser, som understreger, at gruppen også var et imponerede live-act. Og som har givet mig lyst til at gå på genopdagelse på gruppens få live-indspilninger…

Gensyn: Paul Mccartney in Red Square

2. april 2009

I går aftes – ja, nat var det faktisk – kunne jeg ikke lige falde til ro og satte mig derfor til at se noget af Paul Mccartneys live-dvd “In Red Square” fra 2004. Ud over at være en fremragende koncertfilm med Mccartney og bandet i topform, så er den et bevægende dokument over det russiske publikums oplevelser med The Beatles i tiden før “murens fald”. Som den franske filosof Michel Serres engang pointerede var The Beatles og deres musik symbol på kærligheden og på den personlige frihed. Og selv om gruppen på ingen måde var firkantet politiske, så dokumenterer de enkelte publikummers udsagn med al ønskelig tydelighed, at musikken – sådan som de progressive bands i tresserne og halvfjerdserne påstod – faktisk kan påvirke, inspirere og bevæge andre mennesker til at fastholde drømmen om et andet liv og et andet samfund – og give dem styrke til at arbejde for det…

Til dvd-hylden: Grace Kelly, Cary Grant, Audrey Hepburn…

21. marts 2009

Taggeriet forleden mindede mig om en af mine undladelsessynder. Jeg mangler nogle danse-film i min samling – med Fred Astaire, Ginger Rogers, Gene Kelly osv. Især vil jeg gerne have Singing in the Rain, En amerikaner i Paris og et par stykker mere med Kelly.
Nå, men lidt er det da blevet til. I forgangne uge har jeg indkøbt et par billige kvalitetsdvder. Prinsessen holder fridag med den evigtunge Audrey Hepburn over for træmanden Gregory Peck. Og William Wylers instruktion borger jo for god underholdning i halvanden times tid. Den anden er Alfred Hitchcocks Fang tyven. Måske ikke en af Hitchcocks mest hitchcockske film. Men en charmerende lille røverhistorie, hvor den billedskønne Grace Kelly spiller over for Hollywoods inkarnerede charmør Cary Grant. To nostalgiske muntre film, der egner sig godt til at glemme finanskrise, klimaproblemer osv – for en tid…

Med gud på vores side – mere Dylan

19. marts 2009

Lad os bare tage en mere af samme slags. With God On Our Side fra “Genuine Telecast”-bootleg-dvd’en. Der ligger en hel guldgrube af klip fra denne dvd på YouTube. Følg dette link. Der er åbenbart ingen ende på Zimmermann…

Alain Bashung – fransk singer-songwriter – 1947-2009

18. marts 2009


Den 14. marts døde den franske sangskriver og musiker Alain Bashung og hans dødsfald gav genlyd i store dele af de fransktalende medier. Til gengæld er nyheden kun ad omveje sluppet igennem til denne blogskriver. På det musikalske landkort er det frankofone stadigvæk – men nogle lysende undtagelser – et ukendt land for de fleste.
Alain Bashung var en af dem, der via rocken – storbyrocken, som den spilles i New York (Mink de Ville, Lou Reed…), London (Roxy Music…) og andre metropoler – fornyede den franske chancon-tradition, så nye generationer tog den til sig. Fra 1980 og frem til sin død af lungekræft for nogle dage siden blev han forgylt med den ene pris og udmærkelse efter den anden. Bashung var mere end en fransk epigon. Faktisk arbejdede han sammen med en række af sine udenlandske forbilleder (Phil Manzenera, Marc Ribot (Tom Waits), Adrian Utley (Portishead), Colin Newman (Wire) m.fl. og skabte sin helt egen sofistikerede rock-and-chanson.
Historien om Bashung er endnu en historie om en ung mand, der blev smittet med rock’n roll-virussen, da Elvis, Cochran, Holly, Berry m.fl. satte gang i adrenalin og hormoner. Som andre i sin generation måtte han slide for successen i mange år, og det var først i slutningen af halvfjerdserne det egentlige gennembrud kom. Gennembruddet faldt sammen med, at Bashung fandt en soulbrother og kongenial tekstforfatter i Boris Bergman. Og med millionsællerten Gaby, Oh Gaby brød de igennnem til det store fransktalende publikum.
Bashung nåede at indspille i omegnen af 15 album. Og lige inden sin død blev han udnænvt til medlem af Æreslegionen og modtog Frankrigs svar på en Grammy, Victoires de la Musique, for sin seneste plade Bleu Pétrole.
Ud over sit musikalske karriere havde han også succes som skuespiller og medvirkede i tyve produktioner. Hvil i fred.