Indlæg tagget med ledighed

Simon Ammitzbøll – og den totalitære tankegang

12. september 2012

I forbindelse med udgivelsen af sin nye pamflet Krisen og den udeblevne systemkritik har Preben Wilhjelm advaret om, at den aktuelle krise kan føre til totalitære tilstande i de vestlige demokratier. Det skete bl.a. i et interview med Information i den forgangne uge.

Jeg kom til at tænke på denne advarsel, da jeg i Jyllands-Posten læste, at Simon Ammitzbøll fra Liberal Alliance i et TV2 program skulle have bifaldet, at en arbejdsløs enlig mor havde ladet sig sterilisere. Udmeldingen gav mig ubehagelige associationer i retning af de historiske eutanasi-programmer, hvor sterilisering blev brugt til at begrænse ‘asociale’ og ‘samfundsskadelige’ individers mulighed for at påføre samfundet yderligere balastning og skade. Jeg tænker ikke kun på Nazi-tyskland, hvor eutanasien blev sat i industriel produktion med kz-lejre osv., men fx også den eutanasi, der er blevet udført herhjemme over for udviklingshæmmede og socialt udsatte borgere.

Associationen er ikke tilfældig, for med sin respektløse, ja, arrogante udtalelse – og tilhørende bemærkninger om, at det ikke var i orden, at den arbejdsløse kvinde havde fået tre børn med tre forskellige mænd (i hvert fald ikke, hvis Ammitzbøll skulle betale via skatten…), at hun burde få sit hår klippet og sin mundpiercing fjernet osv. – giver Ammitzbøll netop udtryk for en disciplinerende, totalitær tankegang.

Det, der kendetegner totalitarisme, er netop, at en statsmagt – og som folketingsmedlem er Ammitzbøll repræsentant for statsmagten – med alle tænkelige midler forsøger at underlægge sig og kontrollere alle sfærer af samfundet, herunder privatlivets sfære. Den totalitære, ideologiske tænkning knytter sig her under krisen især til arbejdet. På tværs af de politiske partier oplever vi en diskurs, der gør arbejdet til selve normalitetens centrum. Vi ser det i regeringens tanker om ‘det øgede arbejdsudbud’ (der skal være der når ‘væksten’ engang kommer…). Vi ser det i forhold til arbejdsmarkedspolitiken på ledighedsområdet, hvor de ledige – til trods for, at der ikke er arbejde til alle – skal agere som arbejdsparate, aktiveres og sanktioneres, hvis ikke de gør det. Og vi ser det – de seneste dage med sagen om bistandsklienten Robert Nielsen, der har formastet sig til at sætte spørgsmålstegn ved arbejdets værdi -i den næste enstemmige moralske fordømmelse af ethvert tegn på arbejdssky adfærd. Og så videre.

For mig at se, er der ingen tvivl om, at Emil Ammitzbøll er godt på vej ind i en totalitær tankegang. Men han er ikke alene om det. Han er blot et særligt usympatisk og arrogant eksempel, der ikke bliver mindre usympatisk af, at manden er homoseksuel og derfor tilhører en minoritet, der i årevis (og stadigvæk i et vist omfang) kender til det at bliver målt med en undertrykkende normalitetsmålestok.

Spørgsmålet er så, hvorfor den totalitære tankegang har så gode vilkår lige nu i den aktuelle krise? Hvorfor er det så magtpåliggende, at vi alle arbejder mere, længere og i flere år, og at flere udsatte grupper af befolkningen – de ældre, de handicappede, førtidspensionisterne osv. – i en tid, hvor der netop ikke er arbejdspladser nok, og hvor flere og flere arbejdspladser forsvinder? Jeg tror, at svaret hænger nøje sammen med den måde, den kapitalistiske økonomi fungerer på. Denne økonomi har som sit mål øget vækst, og øget vækst hænger nøje sammen med udbytningen af arbejdskraften. Men som bekendt er væksten udeblevet, mange lande er endt i recession – og det forstærker blot begæret efter vækst og dermed ønsket om at skaffe arbejdskraft nok. Koste hvad det vil. Forenklet sagt.

Sagen om Carina, Özlem, Joachim B. Olsen og den såkaldte “fattigdom”

30. november 2011

En fremskreden forkølelse, arbejde og diverse andre forpligtelser gjorde, at jeg kun med et halvt øre og et halvt øje kunne følge med i Özlem Cekics såkaldte “selvmål”. Men så meget fik jeg da opsnappet, at Özlem, der ville sende Liberal Alliances kuglestødende politiker Joachim B. Olsen på genopdragelse i de sociale systems virkelighed, havde været så ‘uprofessionel’ at vælge konstanthjælpsmodtager og enlig moder Carina.

Carina får, som Politiken kan referere, “udbetalt næsten 16.000 kr om hver måned, og det har stødt ikke så få lønmodtagere, kontanthjælpsmodtagere og studerende på manchetterne”.

Inden danskerne stopper med julehjælpen til Under-Danmark, får forargelsen over de 15.700 kr., som Carina får om måneden, galt i halsen og dømmer Özlem Cikes behjertede forsøg på at konkretisere debatten som tabt, burde de måske lige give plads til eftertanken og besindelsen.

Giver det overhovedet mening at snakke om “fattigdom” i det danske, såkaldte “velfærdssamfund”? Eksemplet Carina havde jo både fladskærm derhjemme i sin nydelige lejlighed – og hun røg også cigaretter! Og sammenlignet med de afrikanske kvinde på Afrikas Horn, som få et kop te om ugen, når det går højt, så er der vel ikke ntale om fattigdom?

I stedet for at diskutere, hvad ordet “fattigdom” betyder, burde vi i stedet for spørge os selv om, hvordan vi vil behandle dem, der – som oftest uforskyldt – er endt på dagpenge, bistandshjælp osv.? Forventer vi fx, at en kvinde som Carina skal holde op med at ryge (en last hun deler med tusindvis af danskere), sælge sin fladskærm (et af symptomerne på forbrugsfesten før krisen) osv.? Skal Carina og andre i den situation afstå fra at leve som de fleste andre danskere?

Hvad sagen om Carina drejer sig om, kommer tydeligt frem i socialminister Karen Hækkerups indlæg “Normerne er skredet” i Jyllands-Posten (!) i dag. Uden at Carina-sagen nævnes med et eneste ord slår Hækkerup til lyd for, at ‘hvis velfærdssamfundet skal overleve, er der brug for et opgør med krævementaliteten og mere fokus på den enkeltes pligter og ansvar for fællesskabet’. Hvis ikke man vidste bedre, kunne man tro – ud fra ordvalget og tonefaldet at dømme – at vi endnu havde en VKO-regering. Men nej. Den nye regerings hvedebrødsdage er talte og nu kommer socialdemokraternes borgerlige sindelag for alvor til udtryk. I hvert fald hos Karen Hækkerup. Der skal gøres op med “krævementalitet”. Den enkelte skal tage ansvaret for fælleskabet på sig. Ikke et ord om rettigheder. Ikke et ord om, hvilket grundlag dette rigide krav skal fungere på.

I morgen vil Karen Hækkerup sikkert sammen med et stort folketingsflertal stemme for bevarelsen af folketingsmedlemmernes særdeles gunstige pensionsvilkår. Uden for Folketinget går 224.000 langtidsledige rundt uden udsigt til at få et arbejde eller en god efteruddannelse, der kunne bringe et arbejde nærmere. På Lolland-Falster er ungdomsledigheden oppe på 20%. Osv.

I følge Danmarks Grundlov har enhver kvinde og mand ret til et passende arbejde i det omfang, han eller hun kan bestride det. Kan vedkommende ikke få et sådant arbejde, skal fælleskabet sørge for den ledige. Når Karen Hækkerup – med opbakning i den socialdemokratiske ledelse – går til angreb på den såkaldte “krævementalitet” og pukker på danskernes forpligtelse til at påtage sig et arbejde, så ser hun helt bort fra den kendsgerning, at der ikke er arbejde til alle, men hun argumenterer også indirekte for, at de ledige osv. skal udvise mådehold.

Men det er en forfejlet argumentation, der mest af alt handler om den nuværende regerings bekymring for samfundsøkonomien. Dem, der har et arbejde, har allerede fået at vide, at de skal udvise løntilbageholdenhed ved næste overenskomstforhandling. Og nu udbasunerer Hækkerup så budskabet til Under-Danmark: Find dig et arbejde og lad være med at stille krav.

Over for Hækkerups genoptryk af den borgerlige tankegang må man bare sige, at så længe vi lever i et samfund, hvor arbejdsløshed og social deroute er reglen og ikke undtagelsen, så må vi forvente, at ledige og andre får mulighed for at leve et ganske almindeligt liv med fladskærm og smøger, medens de venter på at blive lukket ind i arbejdslivets forjættede land. Regeringen burde bruge sine kræfter på at skabe job- og efteruddannelsesmuligheder til dem, der står uden for arbejdsmarkedet.

Det er også slående at Karen Hækkerup i sin opsang til Under-Danmark slet ikke med et ord nævner de velbjergedes krævementalitet, fx den der kommer til udtryk i kravet om skattelettelser for de rigeste! Hvis Karen Hækkerup var en rigtig social demokrat kunne hun begynde med selv at vise tilbagholdenhed i morgen og foreslå, at de kommende skattelettelser på topskatten rulles tilbage.

Let’s Work Together –

21. november 2011

Krisen kradser, og der er ikke arbejde nok til alle. Alligevel er der nogle højresnoede ideologer – fx Asger Aamund og CBS-filosoffen Ole Thyssen – der lægger stemme til kapitalismens umættelige grådighed og vil gøre de arbejdsløse (ledige, bistandsklienter, førtidspensionister, efterlønsmodtagere…) osv. til den flok arbejdssky elementer, der blot vil lægge de virkelige “arbejdere” til last – dem, der ejer produktionsmidler og bestemmer, hvem, der skal arbejde og hvornår, aktiespekulanter, kuponklippere …

Sangen nedenfor, som er lavet af en flok engelske offentligt ansatte – en politimand, en jordmoder, en tekniker osv. – er en illustration af, at den aktuelle krises problem ikke er, at folk – fx danskerne og englænderne – ikke vil arbejde. Men tværtimod er budskabet: Lad os arbejde – sammen. Og det grundlæggende problem er, at fordelingen af verdens rigdomme er blevet mere og mere skæv og uretfærdig. Paradokset er, at koncentrationen af rigdom på relativt få hænder er øget, medens krisen har udviklet sig. Og den aktuelle økonomiske politik handler om at lade de almindelige lønarbejdere og de svage i samfundene om at betale regningen for finanssystemernes fejlen.

Together we’ll stand
Divided we’ll fall
Come on now people
Let’s get on the ball
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every girl and man
People, when things go wrong
As they sometimes will
And the road you travel
It stays all uphill
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
You know together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, two or three minutes
Two or three hours
What does it matter now
In this life of ours
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, every woman and man
Ahhh, come on now…
Ahhh, come on, let’s work together…
Well now, make someone happy
Make someone smile
Let’s all work together
And make life worthwhile
Let’s work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Oh well now, come on you people
Walk hand in hand
Let’s make this world of ours
A good place to stand
And work together
Come on, come on
Let’s work together
(Now now people)
Because together we will stand
Every boy, girl, woman and man
Well now together we will stand
Every boy, girl, woman and man

Aktiveringscirkus fortsætter ufortrødent

10. februar 2011

Selv om jeg er i arbejde, så holder jeg stadigvæk øje med situationen for de ledige. Med et par hundredetusind ledige og ganske få opslåede jobs (7385 i følge jobnet.dk lige i skrivende stund), og en beskæftigelsesminister, der bruger mere tid på at forringe forholdene for ledige og andre på overførselsydelser, så er der al mulig grund til at berette om, hvad der sker på den front. Her er et par absurde eksempler fra aktiveringscirkus blandt de såkaldte “anden aktører”. Jeg har klippet i et nyhedsbrev fra min a-kasse Magistrenes A-kasse:

# 1
Cand.tech.soc. med sagsbehandlererfaring fra kommunale miljøforvaltninger aktiveres i løntilskud med denne arbejdsbeskrivelse:

”Arbejdet består i at taste navn og personnummer på personer, der har bestået sejlads for fritidssejlere i årene 1956 til 1999, ind i en database over fritidssejlerbeviser.”

Kommentar til stillingsbeskrivelsen fra arbejdsgiver:

”Jeg tænkte, at denne stilling måske kunne passe til en ledig, der mangler erfaring på arbejdsmarkedet eller lign., og/eller som måske ikke har den store erfaring i at arbejde foran en computer.”

Som oplæg til samtalen med arbejdsgiver har medlemmet fået denne besked i en mail fra anden aktør:

”Jeg vil bede dig kontakte Søfartsstyrelsen og bekræfte, at du kommer til samtale og naturligvis tager imod det tilbud, de giver. Du har desværre ikke noget valg og skal ikke tale med arbejdsgiver om din situation – det kan få den konsekvens, at du ikke får jobbet, og det skal indberettes til a-kassen, at du ikke samarbejder. Det vil jeg være virkelig ked af….du skal ikke tale med arbejdsgivere om din situation og dine øvrige planer.”

Efter et langt og ihærdigt tovtrækkeri er det lykkedes MA at få pågældende anden aktør til at opgive. Medlemmet skal ikke lave tastearbejde i et løntilskudsjob.

#2
Cand.mag. i samfundsfag og naturvidenskab med mangeårig undervisningserfaring fra universitets- og seminarieverdenen, nu også meritlærer, aktiveres i to ugers virksomhedspraktik på folkeskole. Arbejdsopgaver: at dymotekste og -præge 800 folkekoleelevers navne på tilsvarende 800 USB-nøgler.

Anden aktørs forarbejde bestod i at fremsende tre ugentlige mails til den ledige:

“Hej, jeg har skaffet dig en samtale på skolen. Du skal tale med skolelederen. Jeg vil deltage ved samtalen.”

Medlemmet accepterede virksomhedspraktikken for at slippe for flere samtaler under overvågning af jobkonsulenten. Han måtte dog selv gøre alt papirarbejdet for arbejdsgiver og anden aktør.

#3
Cand.mag. søger kurser for at opnå undervisningskompetence som gymnasielærer i dansk og har tilsagn om job fra et VUC. Får blankt afslag på kurserne af først anden aktør og siden af jobcentret. Havner i systemets Bermudatrekant. Kurserne strækker sig fra nu til maj måned, men medlemmet er under anden aktør til 24. februar, og da er tilmeldingsfristen overskredet, kurserne allerede i gang og efteruddannelsen dermed tabt på gulvet.

Historien ender dog godt: MA kontakter personligt direktøren for den pågældende anden aktør og medlemmet får sine kurser.

– man får lyst til at flække af grin, hvis ikke netop det var så forstemmende at læse, hvordan man behandler velkvalificeret arbejdskraft i dagens Danmark.

Fra arbejdsløs til bundløs

11. november 2010

I går kom det frem, at antallet af personer, der rammes af den såkaldte dagpengereform, hvor ledighedsperioden er reduceret fra fire til to år, vil blive væsentligt større end først antaget af regeringens svar på den politiske automatpilot, beskæftigelsesminister Inger Støjberg. Ministeriet og medier skændes om, hvor mange der vil blive ramt. Ministeren mente oprindeligt 1000 personer. Nu cirkulerer tallet 6400. Uanset, hvor mange der er tale om, så er det en skandale. Og det går kun som man kunne forvente, når regeringen vælger at indføre en såkaldte “reform” (hvornår har det ord sidst haft noget med forbedringer at gøre?) af dagpengereglerne på et tidspunkt, hvor krisen kradser dybt og offentlige og private virksomheder “tilpasser” sig de nye stramme økonomiske realiteter ved at fyre medarbejdere. Oven i det skal lægges, at Inger Støjbergs lovede “tjek” af aktiveringen af ledige – heller ikke overraskende – ikke munder ud i forbedringer af de lediges muligheder for at komme videre, fx gennem omskoling og jobgivende praktikordninger, men derimod i endnu ringere aktivering, hvis der da i det hele taget bliver tale om aktivering.

Vi har en regering, hvis økonomiske mantra er “ansvarlighed” (fremmesset af finansminister Claus Hjorth Frederiksen ved enhver given lejlighed) og som med sparekniven i hånd kastrerer enhver ansats til investering i fremtiden, samtidig med, at retorisk forsøger at fremstille politiken som “sikring af velfærden”, opbygning af “verdens bedste uddannelsessystem” osv. Og i den sammenhæng er beskæftigelsesminister Inger Støjberg – sådan som hun altid har været – det 100% loyale robot, der blot fremturer med de ideologiske pointer, som kræmmersjælen Claus Hjort Frederiksen visker hende i øret.

At den førte ledighedpolitik kynisk ofrer danske familier, som i forvejen er ramt af regeringens forfejlede økonomiske politik, der primært har haft til formål at hjælpe krisens skurke i de finansielle sektor og de rigeste i landet, synes ikke at holde nogen af magthaverne vågne. Til gengæld er der mange danske familier, der fra sengen vil kigge op i loftet og frygte den sociale deroute, som de bliver udsat for…

Politik og ledighed

26. august 2010

Forleden kunne man på landets tv-stationer bivåne regeringens kræmmersjæl numero uno, finansminister Claus Hjorth Frederiksen, fremlægge det nye finanslovsforslag. Og som undertekst kunne man høre, at vi dels var i krise, men at der også var (økonomisk) lysere tider på vej.

Men politik er en sminket virkelighed, hvor løgn og ideologisk betinget forvrængning går hånd i hånd. Alt efter temperament kan man mene, at vi dagligt fyldes med bullshit eller nødsages til at lære at læse indenad. På DRs P1 er der journalister, der lever af at læse indenad for os politiske analfabeter.

En af den løgne, vi må leve med, selv om den for længst og gentagne gange er afsløret som sådan, er arbejdsløshedsstatistikken. Medierne har lynhurtigt været fremme med nyheden om, at nu gik det den rigtige vej. Arbejdsløsheden faldt. Men, men, det gjorde den altså alligevel ikke. I hvert fald ikke den reelle ledighed. Den såkaldt “officielle” ledighed faldt med 800 til 112.800 i juli, når der korrigeres for sæsonudsving. Men det “reelle” ledighedstal er faktisk vokset. Forklaringen er den, at man i den “officielle” ledighedsstatistik ikke medregner alle dem, der sendes over i aktiveringscirkusset, arbejdslivets svar på den stationære kondicykel. Med i statistikken er heller ikke dem, der falder uden for a-kassesystemet og kontanthjælpen. Eller dem, der flygter ind i efterlønnen eller kaster sig over en uddannelse i et desperat forsøg på at udskyde det tidspunkt, hvor ledigheden rammer en. Tæller man alle dem, de reelt ikke er i ordinært arbejde, med, så er ledighedstallet langt større end det “officielle”. I følge en borgerlig økonom drejer det sig om mindst 50000.

Ledighedstallene er et godt eksempel på, hvordan statistik lægges til rette efter politiske intentioner. Man bygger ikke politik på statistiske kendsgerninger, men tilpasser de statistiske og økonomiske nøgletal til den førte politik.

Idiotisk aktivering

25. maj 2010

Det forlyder fra tinge, at Dansk Folkeparti er villige til at reducere dagpengeperioden til 2 år i bestræbelsen på at finde besparelser til regeringens såkaldte genoprettelsespolitik. Og det kniber åbenbart med at finde besparelser. En del af forklaringen er, at regeringspartierne og DF leder med kikkerten for det blinde øje. Man kan kun se muligheder i folkepension og andre overførselsindkomster.

Et oplagt sted at spare – oven i købet et populært område, vil jeg gætte på – er de idiotiske aktiveringsforløb for ledige. Der bliver brugt milliarder på at sende ledige ud i meningsløs aktivering hos såkaldt “anden aktør”. Aktivering, der ikke har andet formål end at holde de ledige i gang med noget. Fx jobsøgningskursus nr. 117. At der bruges milliarder på den konto er ikke nogen nyhed, men regeringen har ikke ønsket at ændre ved sin såkaldte arbejdsmarkedpolitik på aktiveringsområdet. I dag kan man så læse, at Djøf og LO har beregnet, at de idiotiske aktiveringstiltag kostede 1 milliard i 2009 og beløbet er voksende på grund af den stigende ledighed. Rationalet i disse aktiveringsforløb er, at deres meningsløshed vil skræmme de ledige bort. De ledige vil være mere motiverede for at tage hvilket som helst arbejde for at slippe ud af meningsløsheden. Problemet er blot, at skræmmeeffekten aldrig har været særlig stor, lige som jobsøgningskurserne også kun har haft en beskeden effekt – og nu, hvor ledigheden er stor og manglen på job alarmerende – er effekten lig nul. Man smider penge ud på et system, der ikke er noget værd. Her er virkelig nemme penge at spare.[kilde: ritzau]

14.652 jobs til 130.000 ledige

10. februar 2010

Medens regeringen og beskæftigelsesministeren sidder med hænderne i skødet, så er 130.000 ledige henvist til at søge job hver uge, selv om der ikke er jobs. 10 arbejdsløse for hvert job, skriver DR Nyhederne. Men det er en ren kvantitativ vinkel, for ikke alle ledige passer til de få jobs. Og som det er nu, er mulighederne for omskoling og efteruddannelse yderst ringe. I stedet for at bruge penge på at opkvalificere de ledige til de jobs, der engang skal sende dem i arbejde, så bruger man penge på hovedløs aktivering.

Ungdomsarbejdsløshed

15. december 2009

Det er ikke noget ukendt fænomen, at dimittender fra universitetet går ledige et stykke tid, inden de får et job. Nogle længere tid end andre. En af årsagerne er, at erhvervslivet ansætter ud fra erfaring – erfaring, som man kun får i kraft af en ansættelse. I den aktuelle krisesituation ser det ud til, at flere nybagte kandidater går ud i en længerevarende arbejdsløshed. Og det har åbenbart ‘bekymret’ landets statsminister. Og det er der vel også grund til. Vi ved jo, at vi har en voksende “alderdomsbyrde”, som arbejdsomme unge skal forsørge. Derfor er det vigtigt, at de kommer i gang snarest muligt. Under påvirkning fra Dansk Folkeparti – hvem ellers? – fremlægges der derfor et par lovforslag, der skal gøre det muligt for de unge kandidater at uddanne sige yderligere et år – på SU. Man undrer sig. For det første over, at mere uddannelse (selv om der er tale om ‘et særligt kompetencegivende forløb’) skulle åbne for flere arbejdsgiveres døre. Og i øvrigt: Har de ikke masser af kompetencer (for slet ikke at tale om kvalifikationer!), når det kommer lige fra universitetet? Hvis man så accepterer ideen om mere kompetencegivende efteruddannelse, hvorfor så ikke udvide det til de mange voksne ledige, der går rundt i eller på vej ind i aktiveringscirkusset uden udsigt til at kunne vende tilbage til de jobs, de engang havde? Var der ikke noget om, at de ældre borgere skulle blive længere tid på arbejdsmarkedet? Måske en passende efteruddannelse kunne bane vejen tilbage – for nogen? Ja, hvorfor ikke bide hovedet af al skam og lade de ledige efteruddanne sig på dagpenge? Det ville skabe mere arbejde (nemlig i uddannelsessektoren), og samfundet ville få noget for dagpengene. Regeringens nye udspil er en lille lap, der ikke kan dække det kæmpemæssige hul, som er ved at blive dannet af tilstrømmende ledige. Tiden er inde til en regulær reform, der sikrer, at de mange ledige får en chance for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, inden langtidsarbejdsløshedssyndromet lægger sig over dem som en kvælende, demotiverende dyne. Har regeringen modet?

Aktivering, ledighed osv.

16. oktober 2009

Nej, selv om capac stadigvæk er i arbejde, så har han bestemt ikke glemt alle dem, der siver ud i køen og bliver udsat for fænomenet “aktivering”. Og derfor vil jeg godt lige linke til bloggen Ballerup Transportabel Hårtørrer, hvor bloggeren vil beskrive sine oplevelser hos en såkaldt “anden aktør”. Første indlæg er allerede skrevet og – som man kan læse – der var problemer fra dag ét… Go on! Der er brug for den slags dokumentation.

Ungdomsledighed

27. september 2009

Regeringens uddannelsespolitik er en fiasko. I stedet for at realisere “verdens bedste uddannelsessystem”, som Fogh Rasmussen stille os i udsigt, udpines og forarmes systemet løbende, så det går ud over uddannelsernes kvalitet. Heller ikke den store målsætning om, at 95 % af ungdomsårgangene skal have en ungdomsuddannelse bliver til noget. Målet skulle nås i 20015, og allerede nu kan man forudse, at det ikke vil ske. 10.000 unge går rundt og laver slet ingenting. Og ialt 21.000 unge er uden for uddannelsessystemet. Og det skal ses i lyset af, at vi pt. har små ungdomsårgange. Hvad vil regeringen så gøre? Jo, selvfølgelig tror undervisningsministeren stadigvæk på, at målet nås. Det er han jo ansat til at tro, indtil det viser sig at være løgn. Ellers overvejer regeringen at straffe forældrene. De skal trækkes i “børnepengene”, hvis ikke de banker de unge på plads i en ungdomsuddannelse. Ikke et ord om forbedring af forholdene på uddannelserne, hvor klassekvotienterne for længst er strøget over de 30, hvor der ikke er undervisningstimer nok, materialemangel osv. I stedet for at investere i uddannelserne, vil man beskære forældrene i børnepengechecken. Det skal nok virke motiverende i de små familier…

Recession og arbejdsløshed

3. august 2009

Medens hjemlige politikere demontrerer, hvor verdensfjerne de er, med tanker om reduktion af ledighedsperioden (fordi vi nok, hvis og i fald krisen engang letter, måske vil komme til at mangle arbejdskraft til den vækst, der måske-måske ikke vil være mulig…), står 9 millioner amerikanere, nemlig dem, der mistede jobs, da krisen startede, snart uden penge til dagen og vejen. Og det til trods for, at regeringen har udvidet og supplementeret støtten lidt. De økonomiske “vismænd”, hvis visdom til dels er ansvarlig for den krise, vi er landet i, fortsætter med at spejde efter spæde økonomiske og statistiske tegn på en “bedring” af de liberalistiske økonomi, men kan slet ikke se den sociale elendighed og de katastrofale menneskelige følger, krisen har. Som Lord Nelson sætter de kikkerten for det blinde øje.

Arbejdsløshed, dagpenge og politisk agurketid

1. august 2009

Feberen svinger stille op og ned og sørger for at holde kvalmen kørende. I got the flu. Og bedre bliver det ikke af at læse nyhederne på nettet. Hvorfor læser man dem egentlig? Fordi, det ikke er muligt at leve i glad uvidenhed.

Og netop i dag kan man så læse, at den såkaldte venstrefløj (Socialdemokraterne og SF) har gravet det såkaldte “dagpengeproblem” frem igen. Det var ellers blevet smidt ind under gulvtæppet i efteråret, hvor ingen – heldigvis – kunne blive enige om noget som helst. Socialdemokraterne vil hæve dagpengesatsen (til gengæld for en forkortelse af perioden, hvor man kan modtage penge), og SF vil forkorte den periode, der skal gå fra man indmelder sig i a-kassen til man modtager de første dagpenge. Fra et år til et halvt.

Imedens har den officielle ledighed rundet 100.000, og der er ikke taget beskæftigelsesfremmende initiativer til reformering af det administrative område (aktivering, jobcentre etc.). Den såkaldte beskæftigelsesminister Inger Støyberg er næsten larmende tavs og forholder sig kun til statistik og små konjekturelle skvulp, som kan fortolkes som en bedring i krisen – hvis man ellers ser bort fra alle de negative ting.

Dagbladet Information har netop indledt en artikelserie om de sidste 30 års politik, hvor det dominerende paradigme har været: økonomien. Nu, hvor enhver med rimelighed må forholde sig yderst skeptisk til enhver “økonomisk eksperts” udtalelser om krisen og dens perspektiver, kommer det to lønmodtagerpartier så på banen med den slags småjusteringer. Man ved ikke om man skal skraldgrine eller græde snot. Det er tragikomisk.

Det ville tjene de to partier til ære, hvis de stod sammen og indledte en rambuk-kritik mod den økonomisk diskurs, der stadigvæk kører som en anakronisme i det politiske niveau. Tiden er inde til nytænkning. Den liberalistiske økonomi ligger underdrejet, og ingen ved reelt, hvor krisen ender.

For 3,7 milliarder konsulentydelser

8. juni 2009

I denne blog har jeg flere gange undret mig over det paradoks, at regeringspartierne på den ene side nidkært vogter deres såkaldte “nulskatte-politik” og kalder ethver diskussion om skattestigninger for “uansvarlig”, medens man på den anden side bruger millioner af kroner på uproduktiv og ineffektiv bureaukrati, ideologiske bestemt privatisering osv. Udliciteringen af vejledningen af ledige er en særlig tårn i øjet, fordi det er dokumenteret, at mange af de private konsulentfirmaer er fagligt dårligere klædt på til opgaven, end de offentlige institutioner, de har afløst. Dertil kommer, at det koster skatteyderne dyrt. Ugebrevet A4 har krævet aktindsigt og har fået dokumentation for, at der i 2008 er brugt – hold nu fast! – 3,7 milliarder kroner på private konsulenter. Med udsigten til voksende ledighedskøer vil dette beløb kun vokse, med mindre man gør noget drastisk ved det. De ideologiske påstande omkring privatisering har altid været, at de private som følge af den “sunde” konkurrence (de hellige markedskræfter) vil kunne levere et bedre og billigere resultat. Men alt peger – i dette tilfælde på – at regeringen pøser milliarder skattekroner ud, som kunne være brugt bedre. Fx til efteruddannelse og omskoling af ledige.

Ledig anno 2009

7. juni 2009

Jeg vil godt henvise til Suslings indlæg om det at være ledig lige nu, hvor køerne vokser på jobcentrene. Susling slutter med at skrive: “På et eller andet tidspunkt tror jeg, at det her system bryder sammen (Vi kommer i mængder nu!) og så kan det være, at man kan få fred til at skrive de her motiverede og inspirerede ansøgninger (hvor man stadig føler sig som et menneske med solide kompetencer) og at tænke utraditionelt, opsøgende og effektivt.”. Læs indlægget her. Med den nuværende regering kan det kun blive meget værre…desværre…