Ledighed, opkvalificering og efteruddannelse
2. maj 2009“Heldigvis” kom finanskrisen den borgelige regerings arbejdsmarkedspolitiske indsats i forkøbet. De nåede ikke at reducere ledighedsperioden til to år. Til gengæld har de indrettet systemet på en måde, der slet ikke tager hånd om den aktuelle ledigheds problem. Masse vis af ufaglærte og folk fra byggefagene ryger ud i ledighed nu – med ringe udsigt til at kunne vende tilbage til lignende jobs. Derfor er der kun et svar: efteruddannelse. Når “vi” kan polere bankerne med guldstøv, kan vi så sandelig også sørge for, at de ledige bliver uddannet til andre jobs (så de kan komme til at betale den skat, der bl.a. skal finansiere bankpakkerne…). Hænderne op af lommen, Inger Støiberg!
2. maj 2009 kl. 14:19
Du har nok ret i at regeringen var på vej med stramninger etc. (det har jeg også hørt) men det er vel et resultat af at vælgerne har stemt Fogh ind.
Når jeg hører nogen brokke (med rette) som du gør nu, så tænker jeg ofte på hvordan jeg ville klare at være hjemløs (jeg tror jeg ville bukke under hurtigt) og jeg gætter at fattigdomsfælden har fået fat i mange på den måde; når man bor i en port eller park er det næsten umuligt at få job.
Du skulle høre lørdagens udgave af “P1-Business” om bankpakken eller læse om Ole Sohns forslag til omdirigering af garantier og tilskud.
Nu ved jeg jo ikke, hvad du laver ellers, men nÃ¥r du taler om efteruddannelse slÃ¥r det mig at jeg ikke kan lide ordet uddannelse i forbindelse med special-ad-hoc viden som fx. lodning eller fremstilling af printkort. Folk, der er blevet “sosu”er, fortæller om sosu-uddannelsen (som er en af de bedre) at det var de generelle ting, som var interessante, ikke det med at man tager handsker pÃ¥ for ikke at fÃ¥ bakterier pÃ¥ sig selv, osv. Jeg tror en lille del af de praktiske “uddannelser” er udtryk for at ledelser anser ansatte for at være dumme. Jeg ville hellere kalde det praktik.
2. maj 2009 kl. 15:14
Donald: Jeg opfatter “efteruddannelse” som en opdatering af den uddannelse, man har. Heraf følger, at en ufaglært ikke kan fÃ¥ “efteruddannelse”, men et kursustilbud. Jeg fik selv et 8-mÃ¥neders tillærings-kursus som hospitals-portør en gang i tidernes morgen. PÃ¥ trods af de tiltag, der er gjort siden, opfatter jeg stadig sosu’er og portører som ufaglærte. Og det er fint nok. De bliver med tiden kompetente, og de fÃ¥r (burde jævnligt fÃ¥) opdateringskurser, og de har efterhÃ¥nden erfaring. Jeg er stadig stolt af min indsats, nÃ¥r jeg tænker pÃ¥ de positive tilkendegivelser, man fik pÃ¥ gaden af “gamle” patienter. Jeg har ogsÃ¥ mødt ledelser, der tror, at en teoretisk uddannelse er finere, men det er jo i praksis, man beviser sit værd.
2. maj 2009 kl. 15:57
@donald: Uddannelse forbinder jeg ogsÃ¥ med mere end det, man kalder “opkvalificering”. Sosu’erne fÃ¥r en social- og sundhedsuddannelse pÃ¥ ca. 1 Ã¥rs varighed. Og mÃ¥ske gÃ¥r den psykologiske grænse mellem uddannelse og opkvalificering omkring et Ã¥rstid? Der, hvor jeg ville hen, var bare, at vi i den givne situation ikke kan nøjes med at lære folk, hvordan de skriver job-ansøgninger. Der skal reelle efteruddannelsemuligheder til.
7. maj 2009 kl. 20:01
Jamen hele job-ansøgnings-cirkus’et er da totalt til grin, ogsÃ¥ blandt fagfolk, sÃ¥ vidt jeg ved.
Måske overdrivelse fremmer forståelsen. Hvad nu hvis alle mennesker skriver bedre ansøgninger? Bliver der så flere jobs? Flere iværksættere, som tager fat på de eksisterende opgaver? Nej.
Tak for dine skarpe indlæg!
:-)
Forresten angående uddannelse/opkvalificering så er det en meget god tommelfingerregel, som du opstiller.
8. maj 2009 kl. 10:42
@Donald: Alle i systemet ved, at jobansøgninger har en begrænset effekt. Langt de fleste jobs – omkring 65%-75% – bliver besat via “netværk”. SÃ¥ vidt jeg husker er procenten for skrevne ansøgninger omkring 10% – og det er kun inden for bestemte fagomrÃ¥der.
Det bekymrer mig, at man bl.a. de borgerlige politikere i regeringen mærker en modvilje mod at gøre noget ved området. Som det er nu, er det et ressourcespild af dimensioner. Og det er en hån mod de ledige.