#19 – Prince & The New Power Generation – Diamonds and Pearls

29. november 2022

Næste skive pickuppen rammer er Prince og The New Power Generation anno 1991 Diamonds and PearlsPå Warner Brothers Records og også i fineste stand, både vinyl, cover og indhold med tekstark osv. Det er ikke første oplag af pladen, hvor der er et holografisk coverfoto. Men dog fra udgivelsesåret.

Prince havde vind i sejlene, og pladens blanding af funk og regulær pop gjorde sig godt på hitlister og salgstal.  Og den får selvfølgelig sin plads ved siden af de få Prince-plader, jeg har i forvejen.

 

1 har læst indlægget

Paul McCartney – The 7″ singles

28. november 2022

Jo, jeg ville virkelig gerne eje den. Den træboks, som Paul McCartney udsender i forbindelse med sin 80 års fødselsdag, og som indeholder firs singleplader og ialt 159 sange. Vinylerne komme i en fin træboks med en lille bog på 148 sider. At så nogle af singlerne faktisk aldrig har været ude på rigtige singler er en anden sag, som bare skal nævnes for fuldstændigheden skyld. Alligevl ville jeg gerne eje den og spille den. Hvis det ikke var, fordi den koster 615 £ og kun kan købes i McCartneys egen webshop (og i øvrigt allerede er udsolgt…). Altså på den forkerte side af 5000 kroner (plus forsendelse, moms og told). Godt nok er jeg gammel Beatles- og Macca-fan, men alligevel…

Men nogen har været betænksomme og har kreeret en playliste med alle singlerne.

3 har læst indlægget

Jimi Hendrix – 80 (27.november 1942)

28. november 2022

1 har læst indlægget

Dødsfald: Hans Magnus Enzensberger – 93 år

27. november 2022

Jeg stødte for første gang på Hans Magnus Enzensberger – der en overgang skrev sit navn med småt – i gymnasiet, hvor vi læste nogle af hans digte fra digtbindet fra 1957 Verteidigung der Wölfe, hvor hans særlige intellektuelle kvalitet allerede var markant (forsvar for ulvene mod fårene…). På universitetet var hans mediekritik et standardværk i vores tænkning af det, der dengang hed “massemedierne”, nu vel bare medier. Og undervejs var hans bog om den spanske borgerkrig Anarkiets korte sommer et til stadighed tankevækkende værk. Og da Berlin-muren faldt bidrog han på markant vis med at bearbejde, hvad der skete derovre med sine tanker om tilbagetogets helte, bl. a. Gorbatjov. Blot for at nævne nogle få af de skrifter, der kom fra hans hånd og ånd.

Hans Magnus Enzensberger var, hvad man kunne kalde en fri intellektuel. Han var løst tilknyttet de radikale, venstreorienterede miljøer i Tyskland, men faldt aldrig i et med nogen bevægelse, noget parti eller dogmatisk meningsdannelse. Som nogle af hans forgængere – for eksempel den tysk-jødiske filosof Walter Benjamin – holdt han fast i sin egen egensindighed og vedblev med at placere sig selv uden for enhver gængs kategorisering.

Enzensberger var forfatter, essayist, journalist, tidsskriftgrundlægger, forlægger og meget andet. Og helt frem til sin død i torsdags var han en stemme i tysk, ja europæisk, kultur og åndsliv, som man blev nødt til at lytte til. Nu er han ikke mere, og verden er fattigere.

0 har læst indlægget

Capac anbefaler: Claudia Campagnol – Right Now

27. november 2022

Im strong hed Claudia Campagnols debutalbum, der præsenterede os musikelskere for en usædvanlig kraftig og smuk kvindelig vokal, der fik lov til at udfolde sig rigt facetteret i et musikalsk univers, der især tog sit udspring og inspirationskraft i jazz-rock-fusionsmusikken, som har eksisteret siden halvfjerdserne.

Og nu er Claudia tilbage med albummet Right Now, der tager tråden op fra debuten og indfrier alle de forventninger, som det første album nødvendigvis afsatte hos lytterne. Claudia gav dengang fusionsmusikken en tiltrængt og længe ventet vitaminindsprøjtning med nogle fængende sange og en stemmepragt, der ikke bare er en vokal i forgrunden, men som min salige musiklærer for mange år siden forklarede mig (i en anden kontekst) et instrument blandt instrumenter. Og det er netop det, der – i hvert fald hos – mig springer i ørerne.

Pladen er en kærlighedserklæring til livet – både tekstmæssigt og musikalsk. Og musikalsk mærker man også en mindre, men markant nyorientering hos Campagnol. Jazz-rock-fusionen står stadigvæk som et slidstærkt fundament og varig inspirationsbund for musikken. Men – for eksempel i titelsangen – mærker man en dør åbne sig mod fx den latinamerikanske musik. Jeg kom straks til at tænke på flere af de store sangerinder derned fra og deres bossa nova og samba. Lyt fx også til nummeret “Eya”, hvor inspirationen fra det sydlige også er helt tydeligt. Og det er en helt naturlig åbning, for fusionsjazzen havde også sådanne tilbøjeligheder.

Måske er døren også åbnet mod poppen, sådan forstået, at det nye album har en klar appel til ethvert popøre, selv om musikken er langt mere kompleks end dagens pop og selv om Claudia Compagnols instrument af en stemme overgår langt det meste, som moderne pop kan byde på.

Claudia Campagnol kar skrevet alle sangene og tager sig også af tangenterne på pladen, og så får hun solid støtte af et stærkt hold af musikere, der forstår at give hendes fortrinlige stemme det med- og modspil den fortjener.

Hvis man er til fusionsmusik og stærke kvindestemmer, så er Right Now ikke til at komme uden om. Hermed anbefalet.

Claudia Campagnol. Right Now. Produktion: Peter Sundberg. Giant Sheep Music. 18. November 2022

 

15 har læst indlægget

Capac anbefaler: One Eyed Mule – Bird of Passage

27. november 2022

Det var faktisk med One Eyed Mules andet album alt det her musikanbefaling tog sin start helt tilbage i februar 2008. Årene er gået siden dengang, hvor jeg skrev varmt om den plade under min egen rubrik “dansk-americana”. Siden havde jeg fornøjelsen af at give deres fjerde album When tomorrow comes nogle anbefalende ord med på vejen. Og nu sidder jeg så her med bandets sjette album Birds of Passage. 

Konstellationen i bandet har ændret sig lidt, men det er stadigvæk Rasmus Dall (guitar, sang) og Uffe Ipsen (bas, guitar og tangenter) der tager têten og står for sangskrivningen. Rune Højmark er også stadigvæk med (guitar, pedal steel), og Christian Rindorf tager sig af trommer, slagtøj og tangenter og Rasmus Skovgaaard håndterer også guitarer og tangenter. Men forandringerne til trods bevæger det enøjede muldyr sig stadigvæk i det musikalske spor, som det banede på sine første plader.

Udgiverne kalder det folk-rock. Og fint nok med det, hvis vi bare kan blive enige om – i disse kategoriseringsløse tider – at der er tale om en moderne form for rock, som trækker naturligt på de mange rødder, som rocken har. Folk er en af dem, country en anden og så hele den folkelige amerikanske musikkultur, vi betegner americana, og som trækker på hele det folkelige musikalske substrat derovre.

De ti sange på pladen er prægnante små tekststykker, der især gør indtryk i kraft af deres optagethed af stemninger og følelser. Sange om ikke helt at have fundet sig selv og sin plads i verden, men at være i bevægelse som fuglene i titlen, søgende og reflekterende over, hvad der sker. Jeg vil overlade til den opvakte læser at fordybe sig yderligere i teksterne.

Rasnus Dall synger for på sangene og de mange involverede guitarer er markante hele vejen igennem, og det er måske det, der får folk-rock-emblemet til at dukke op. Og det er da også rigtig, at der er dette folkpræg over mange af sangene – uden at jeg af den grund vil skrive under på påstanden om, at det er ‘mere Donovan end Dylan’ (fjerde sang på pladen). Men bag denne folkede forgrund udfolder der sig et musikalsk bagtæpper, hvor alle de benævnte stiltræk gør sig gældende. Så det samlede billede bliver en kompleks hybrid af mange stilarter.

På coveret står en ung mand med ryggen til på en nøgen strand ved sigen af en autocamper. Og måske giver billedet et godt indtryk af tekstuniversets indhold, samtidig med at musikken på pladen fortæller om et band, der for længst har fundet sin musikalske plads i verden og har forfinet sit udtryk i en række sange, der er slidstærke og holdbare uden for den såkaldte mainstreams flygtighed. Der er al mulig god grund til at tage kærligt imod Birds of Passage, hvis man er til moderne rock. Den fortjener sin naturlige plads på pladereolen. Hermed varmt anbefalet.

One Eyed Mule. Birds of Passage. Produktion: Søren Steffensen & One Eyed Mule. Grab Them Records. 25. november 2022.

11 har læst indlægget

VM i fodbold for herrer – nogle tanker

26. november 2022

Først et stort til lykke til det danske kvindelandshold i curling med den flotte EM-sejr! Hep! (De store tv-kanaler har åbenbart helt glemt, at de er anden sport end fodbold og i hvert fald ikke sagt mange ord om den afholdte EM-turnering=.

Jeg er en stor fodboldfan. Fan af sporten, fodbold. Og det har jeg været siden, jeg var dreng. Selv om jeg aldrig har været nogen ørn til sport. Men Esbjerg Forenede Boldklubber er min bys, min bydels, hold, og dem har jeg holdt med siden jeg spillede fodbold i min barndoms baggård med de andre drenge i de tidligste tressere. Og sådan er det stadigvæk, selv om jeg bor i Århus, hvor AGF er klubben, man holder med(hvis man er århusianer, hvad jeg ikke er og ikke bliver, selv om jeg har boet her i næsten 50 år.

Fodbold er en forunderlig holdsport. To gang elleve spillere, en bold, to mål, nogle dommere. Det er det. Og så gælder det om at lave mål. Den der får flest mål vinder. Så enkelt er det. Og dog. For spillet kan – har det jo vist sig – varieres og forfines i det uendelige med taktikker og spillestil. Og det er blevet understreget af den igangværende VM-turnering i Quatar. Her har der været en række pæne overraskelse (i pressens omtalt som historiske sensationer…), hvor hold som Tyskland, Holland og Argentina, der alle ligger højt på de internationale ranglister og har flotte turneringpræstationer på historiken, har lidt nederlag til på papiret ringere hold. Og det er – set gennem mine briller – godt, fordi det fortæller os, fodboldsfans, at selve spillet stadigvæk er i udvikling. Nye hold kommer til med energi, talent og gennemtænkt taktik og belærer de gamle hold om, at bolden stadigvæk er rund og intet er givet på forhånd. Og det bliver kun bedre, når man så oplever, at flere af de nye nationer leverer underholdende, god fodbold og faktisk fortjener at få en sejr eller to på deres vej gennem turmeringen.

Af samme grund er jeg ganske afslappet med hensyn til det danske fodboldholds resultat senere i dag mod de regerende verdensmestre fra Frankrig. Så længe de gør deres bedste, spiller så godt som talentmassen tillader og ikke giver sig uden sværdslag, så er sejren ikke det vigtigste for mig. Andre om det.

Apropos turneringens værter, Quatar. Der er blevet brugt ufatteligt meget energi på en debat om, hvordan de deltagende nationer skal reagere over for den kendstgerning, at Quatar er et autoritært styre, der ikke respektere menneskerettigheder og ikke har demokratiske idealer. Alt for meget krudt er der brugt. For nu er vi der og skal spille fodbold. Og debatten burde have været afsluttet længen inden vi stod i den aktuelle situation. Nu gælder det om at spille spillet – og så ellers overlade det til Dansk Boldspil Union og lignende nationale forbund at arbejde for, at de store transnationale forbund som UEFA og FIFA får lavet en slags grundlov, der sikrer, at fremtidige turneringer ikke afholdes i lande, der ikke lever op til de forenende nationers menneskerettigheder m.v. Og DBU har allerede taget hul på den diskussion.

At Quatar får stor opmærksomhed som følge af turneringen er mindre vigtigt. For det er langt hen negativ omtale, landet får. Langt over 100 miiliarder dollards har den stenrige nation brugt på begivenheden, men det er ikke lutter positiv reklame, landet får for de mange penge. – Kom så Danmark!

4 har læst indlægget

#pd18: More Dirty Dancing

26. november 2022

Filmen Dirty Dancing (1987) med Patrick Swayze og Jennifer Grey er en af den slags meget populære dansefilm, der med jævne mellemrum genudsendes på tv. Og den havde selvfølgelig også sit eget lydspor, og det blev så stor en succes, at det resulterede i en opfølgning, der selvfølgelig kom til at hedde More Dirty Dancing: More Original Music from the Hit Motion Picture (1988) – og i 2003 også en Ultimate Dirty Dancing, der indeholder alle 27 sange fra filmen i kronologisk orden.

Det er toeren, jeg sidder med her. Vinyl-lp i relativt god stand, selv om vinylen nok fortjener en tur med både kulhårsbørsten og vinylrensevæsken. Og ser man bort fra filmen, der aldrig har sagt mig ret meget (jeg foretrækker nok gamle dansefilm med Fred Astaire og Gene Kelly og så Saturday Night Fever), så er den også en opsamling af dansant musik fra især tresserne med gode navne som The Four Seasons “Big Girls Don’t Cry), The DRifters (“Some Kind Of Wonderful”), The Contours (“Do You Love Me”), Solomon Burke (“Cry to me”) og The Shirelles (“Will you love me tormorrow”). Kort fortalt: Et album, der fortjener en plads på reolen.

0 har læst indlægget

Bob Lind – 80

25. november 2022

Bob Linds navn er uløseligt forbundet til sangen “Elusive butterfly“, der blev et stort hit i 1966 , var med til at definere tresser-folk-bølgen – og gjorde ham til et one hit Wonder. Igen er det ikke helt rigtigt, for ganske vist fik Lind ikke store hits, men har dog udgivet flere plader siden dengang. Og så har han været leveringsdygtig som sangskriver til en lang række kunstnere – for eksempel: Adam Faith, the Blues Project, Sonny & Cher, John Otway, the Cascades, Cher, Glen Campbell, Aretha Franklin, Dolly Parton, Eric Clapton, Nancy Sinatra, The Four Tops, The Turtles, Richie Havens, Hoyt Axton, The Kingston Trio, Johnny Mathis, The Rokes og Petula Clark. Og så sent som i februar i år udsendtes albummet Something Worse Than Loneliness, der har modtaget fine anmeldelser.

4 har læst indlægget

Marianne Larsen – Det Danske Akademis store pris

25. november 2022

Marianne Larsen modtager i dag Det Danske Akademis Store Pris efter igennem 50 år at have skrevet digte o. a. uden at skele til bestsellerlister og andet. Det er ganske enkelt imponerende og fortjent af den 71 årige digter. Hør hende fortælle om sit virke her.

1 har læst indlægget

Kæledyr

24. november 2022

Som læserne vil vide, så har jeg en hund, der betyder overmåde meget for mig. En blanding (vist nok) af en Westphalen jagtterrier og en Jack Russel terrier (det sidste er dog lidt tvivlsomt).. Og jeg har fået ham fra et af de internater, der i disse dage omtales i medierne, fordi disse internater oversvømmes af kældedyr, som ejerne ikke længere vil eje.

Noget af forklaringen er, tror jeg, at vi under coronapandemien så en vækst i antallet af private kæledyr. Det var som om folk, nu hvor de alligevel skulle være mere hjemme, fik den idé at anskaffe sig et kæledyr – og ofte uden at vide, hvad det indebærer, at få et kæledyr i hjemmet. Ikke mindst et større kældedyr – som fx en kat eller en hund. Ikke alene koster det i kroner og ører – foder, pleje, dyrlæge osv. Men – og nok vigtigst af alt – så kræver det ens tid og opmærksomhed. En hund skal luftes mange gange i døgnet, og de kræver ens opmærksomhed, når den ikke er ude at gå tur. Og den vil have sin egen rolle i familien. I hierarkiet så at sige. Som jeg plejer at sige til folk, der snakker om at få en hund: Husk på, at du får et nyt familiemedlem – på godt og ondt. Og så er der sket det, at coronapandemien er klinget af og folk er vendt tilbage til den normalitet, de havde før – og så mærkes kravene og pligterne som kæledyrsejer pludselig med fuld styrke. Og hvad er så nemmere end at skaffe sig af med dyret. Aflevere det på et internat, hvis andre muligheder ikke findes!?

2 har læst indlægget

Blanke stemmer og et folkestyre i krise

24. november 2022

Da jeg var frivillig tilforordnet ved det for nyligt afholdte folketingsvalg lagde jeg godt mærke til, at der var en del såkaldte blanke stemmer. Altså stemmesedler, hvor vælgeren havde valgt ikke at sætte sit kryds ved nogen af de fjorten opstillede partier og to løsgængere. Og i dag fortæller en af dagens mindre nyheder, at mit indtryk ikke var helt galt. For det viser sig, at der var ialt 46.272 blanke stemmer og 12.599 på anden måde ugyldige stemmer, ialt 58871 ubrugelige stemmer. Det er en markant stigning siden valget i 2019. Ja, de er næsten dobbelt så mange blanke stemmer denne gang (46.272) som sidst (27.781).

At der var flere brevstemmer denne gang tages som udtryk for, at det i sig selv godt kunne forklare nogle blanke stemmer, da det åbenbart er lettere at lave fejl som brevstemmer. Men lad det nu ligge, for det forklarer ikke den klare tendens til, at flere vælger ikke at stemme. Eller mere korrekt: At vælge ikke at vælge. Og set her fra de sonderende regeringsforhandlingers tid kan vi så fundere over, hvorfor det går den vej? Noget af en forklaring finder man sikkert i det forhold, at Mette Frederiksen gjorde valget til et spørgsmål om en regeringsdannelse ‘hen over midten’. Det har givet vis forvirret en del vælgere, der har haft for vane at orientere sig mod en af siderne i dansk politik. En anden og mere foruroligende forklaringsmulighed er, at nogle vælgere måske er blevet trætte af dansk politik, måske ikke længere føler sig repræsenteret af hverken det ene eller det andet parti. Endelig er der også den mulighed (og måske i tæt forbindelse med de foregående), at vælgere har følt, at politikerne alligevel ikke får gjort noget ved de presserende problemer, der tårner sig op foran dem. Lige fra balladen om sundshedsvæsnet til klimakrisen. Der findes sikkert og vist flere forklarende delelementer, men uanset hvad, så er der måske grund til at hævde, at nyheden om det voksende antal blanke stemmer vidner om, at vi har at gøre med endnu en krise, nemlig folkestyrets krise.

36 har læst indlægget

Dødsfald: Wilko Johnson – 75 år

24. november 2022

Wilko Johnson fik i 2013 konstateret kræft i bugspytkirtelområdet. Han valgte at sige nej til kemoterapi og fik altså næsten ti år ekstra at leve i. År han brugte på at gøre det, han altid havde gjort, spille guitar og lave musik. Selv om han fik fjernet en kilostor tumor i 2014 lykkedes det ham blandt andet at få lavet det fremragende album Going Back Home sammen med the Whos Roger Daltrey. Et album, der vidnede om, hvad Wilko Johnson stod for musikalsk set: Et guitarspil med en særlig markant brug af riffs, der var både rytme- og solospil. En stil, der gjorde ham til at frontfigur i punkens substrat pub-rocken med pub-rock-bandet over dem alle, Dr. Feelgood (1971). Og som gjorde ham til en slags faderfigur for punkens mange gør-det-selv-guitarister.

Efter han forlod Dr. Feelgood i 1978 dannede han sit eget orkester The Wilko Johnson Band, der eksisterede frem til hans død. Og han nåede også at være med på det oversete her i bloggen omtalte album med The Solid Senders (1979). I efterskriftet efter Wilko omtales hans som en en vild guitarist med en særlig scenefremtoning og som en kantet person. Og det gjorde ham til et selvfølgelig valg for den efterfølgende rebelske punkgeneration.

Going Back Home

Solid Senders

Wilko Johnson Band Live

 

0 har læst indlægget

Mette-hen-over-midten-Frederiksen

23. november 2022

Så skete det, der var til at forudse. Enhedslisten og Alternativet blev sat uden for døren i de fortsatte forhandlinger om en mulig regeringsdannelse. Længe har man kunnet mærke, at Enhedslistens rolle som socialdemokratisk regeringsgrundlag har passet Mette Frederiksen rigtig dårligt. Og så fik hun ideen om en ‘regering hen over midten’. Og det kan jo kun betyde, at Socialdemokratiet ønsker at danne regering med højrefløjens borgerlige partier, primært det største borgerlige parti, Venstre. Og i de kommende uger er det så dem, der skal forhandle – medens det rød-grønne flertal er sat uden for indflydelse, og det stærkt splittede borgerlige Danmark også må kigge bekymret til. For Venstres formand, ham Ellemann, har jo på det just afholdte årsmøde for partiet gjort det klart at Venstre ikke satser på den såkaldte “blå blok”.

Hvad så? Alt tyder på, at Mette Frederiksen og Ellemann Jensen går i regering med hinanden. Og så er spørgsmålet: Hvad vil det komme til at betyde for alle de store politiske, akutte problemer? Klimaet? Inflationen? Udenrigspolitikken (ikke mindst Ukraine-konflikten)? Velfærden?

Der er ikke meget, der taler for, at en sådan regering vil få en særlig lang regeringsperiode. Dertil er de grundlæggende ideologiske holdninger for store, og det er svært at forestille sig, at de to store partier vil æde voldsomme kompromisser, når det kommer til grundholdningerne, og med hensyn til de nødvendige reformer, der skal til for at løse nogle af problemerne. Dertil kommer, at der vil være en “rød-grøn” opposition og en “blå” opposition, der vil gøre alt, hvad de kan, for at gøre regeringens handlemuligheder så ringe som mulig.

Socialdemokratiet har i mange, mange år været et reformistisk parti. Det vil sige et parti, der – på godt og ondt – har forsøgt at lave kompromisser, der tilgodeså både arbejdernes og arbejdsgivernes interesser. Og reformismen har trukket partiet mere og mere mod højre. Socialdemokratiet har for længst – selv om de påstår noget andet – forladt den såkaldte “venstrefløj” og placeret sig til højre. Det skete ikke mindst, da Thorning Schmidt gjorde den Tony Blairske nyliberalisme til socialdemokratisk politik i skikkelse af Bjarne Corydon. Og nu tager Mette Frederiksen så det næste skridt mod højre med sin midter-regerings-plan.

Velkommen til mit politiske mareridt.

10 har læst indlægget

På radaren: .38 Special

23. november 2022

Selv om bandet har været på banen siden 1974, og selv om navnet er et, jeg har stødt på utallige gange, så har jeg aldrig lyttet til det. Og måske har det været en fejl, der skal rettes op på!? I hvert fald har bandet et dusin albums på samvittigheden, har familiær forbindelse til velkendte Lynyrd Skynyrd og dyrker en afart af sydstatsrock.

Hold on loosely

Mere

0 har læst indlægget
0 har læst indlægget