Fra irsk aukustisk folk-guitar-virtuositet til anarko-punk fra sidst i 1970’erne. Med Crass fra Epping i Essex. Kompromisløs punk, der ikke går af vejen for at erklære punken for værende død og fører sig frem med og som en anarkistisk bevægelse. Det er råt, politisk ukorrekt og et velgørende spark i skridtet. På Youtube er der også en seværdig dokumentar om Crass (med hollandske undertekster).
Tak til Joe Boyd for at åbne mine ører for Davey Graham, der har stået lidt i skyggen af sine guitar-kolleger John Renbourn, Bert Jansch m. fl.
Jo, at dømme på den seneste meningsmåling fra Epinion, så rasler de to gamle partier – Socialdemokratiet og Venstre – ned i tilslutningen. Socialdemokratiet har med 20,8% tilslutning ikke ligget lavere siden 2014, og Venstre med 9,1% skal tilbage til 2008 for at finde lignende lavpunkt. Og sådan er det gået støt tilbage siden regeringen trådte frem som den første regering “hen over midten” i mands/kvindes minde.Det tredje parti, Lars Løkke Rasmussens Moderaterne har bevaret sin tilslutning.
Og kan det undre? En regering, der skal hoppe fra tue til tue, fordi den ikke har en fælles konsensus om landets store problemer og opgaver. Et godt eksempel er balladen om sundhedsvæsnet. Skandalen om behandlingsgarantien for kræftpatienter som ikke er blevet indberettet, har kostet menneskeliv og har givet anledning til mediestorm, er endt med en ikke-løsning i form af nedsættelse af en sundheds-struktur-kommission, der skal analysere problematikken og – angiveligt – danne grundlag for politiske beslutninger. Sagt på en anden måde, så er et meget vigtigt samfundsområde – sundhedsvæsnet – henvist til en politisk syltekrukke, medens regeringen forsøger at hoppe videre fra de andre tuer. Det er billedet af en regeringen, der har et flertal bag sig sådan rent formelt, men som er politisk handlingslammet, fordi de reelle politiske uenigheder lammer dens handlingsmuligheder. En regering, der bygger på den illusion, at man kan skræve over fundamentale politiske uoverensstemmelser – sagt på en anden måde: at man kan lade som om klasseforskellene ikke eksisterer – uden at de politiske bukser sprækker, så man står med røven bar. Og jeg tror danskerne – deres politiske forskelligheder til trods – godt kan forstå, at det ikke holder i længden. Formelt set holder regeringen til næste valg om 3 ½ års tid, men reelt?!
Da Procol Harum slog igennem med “A Whiter Shade of Pale” voldte det kritikere og anmeldere store hovedbrud. For hvad var dog meningen med denne tekst? Og de følgende? Var det psykedeliske tekster fremkaldt af sjove stoffer? Men nej. Det var hverken the Summer of Love eller LSD, der fik den poetisk anlagte Reid til at skrive sine tekster. De opstod af det digteriske arbejde. Og blev et varemærke for gruppen, der også gjorde sig bemærket ved at stå i hørbar gæld til de store klasssike komponister, ikke mindst Johan Sebastian Bach.
Procol Harum gik oprindeligt i opløsningi 1977, men blev gendannet flere gange. Og da den anden forgrundsfigur Gary Brooker døde for nogle få år siden var den slut med det originale band. Nu er Reid her heller ikke mere og kun musikken står tilbage.
Et eller andet sted i mine gemmer ligger et indspillet kassettebånd med Elvis Costello. Jeg fik det aldrig pakket ud af folien og spillet dengang, det udkom. Jeg husker ikke helt hvorfor. Men sandsynligvis er forklaringen, at jeg ikke længere havde en ordentlig afspiller. Men det skal jeg måske have igen!?
I hvert fald er der noget, der tyder på, at det undseelige medie er ved at få en renæssance. På et større internetsalgsside kan man se, at der er udkommet mange nye kassettebånd. Lige fra Abba over The Beatles og Rolling Stones til nyere navne som Bilile Eilish og Trentemøller. Til priser fra ca. 100 kr. og op.
Men hvorfor vender kassetten tilbage? Noget af forklaringen er sikkert, at den elskede streaming, som mangen en musikforbruger har i øret via mobiltelefonen mangler noget. Dels er streaming meget fragmenteret. Albummets æra er stort set forbi på streaming, og i stedet for tidigere tiders singlepladedominans har vi nu de forjættede spillelister, der er stykket sammen af fx tidens mest streamede numre. Men noget er gået tabt i bevægelsen fra singlens dominans over albummets til de digitale strømme. Den fysiske oplevelse af et medie. Lige fra singlen med det sprælske cover over det udfoldede, visuelt avancerede album med indlæg, sangtekster og noter til – ja, hvad? Musik i komprimeret format, der end ikke giver musikken den fulde opmærksomhed. Så der er nok ikke noget at sige til, at såvel singler, LP’er, CD’er og kassetter får en renæssance og bliver store nicher.
Uden Carol Kaye ville rock- og popmusikken ikke have været den samme. Sammen med resten af studiemusikkollektivet The Wrecking Crew har hun sørget for at store hit og kendte sange har lydt, sådan som de skulle – i følge sangskriverne, for eksempel Brian Wilson fra The Beach Boys. Og i dag fylder bassisten så hele 88 år.
Nej, jeg har vist aldrig hørt om Betsy Legg. Hun fik udsendt sit vist nok eneste album Betsy i 1971-72. Folk, som man lavede det dengang i kølvandet på folk-bølgen, der gav os fx Bob Dylan. Og albummet har vist heller aldrig fundet vej til cd-mediet eller til en Record Store Day-genudgivelse. Men det fortjener den, der er et eksempel på, at megen god musik adlrig rigtig slog kommercielt igennem dengang.
Til gengæld kan man – kvit og frit – hente hele albummet ned fra archive.org, hvor fildelingen er til rådighed for alle: https://archive.org/details/lp_betsy_betsy-legg. Lyt med her, så slipper du for Youtubes irriterende reklameafbrydelser.
Betsy Legg synger smukt. Lidt hen ad Joan Baez og Judy Collins og giver fine fortolkninger af store sangskrivere som Dylan, Lightfoot med flere.
Bandnavnet – Don & the Dreamers – fortæller os allerede noget om, hvor vi er musikalsk. Tilbage i tiden – før Beatles stoppede som kopiband – i halvtredserne og de allertidligste tressere, hvor navne med forsangerens eller bandlederens navn og en tilføjelse (Dion and the Belmonts o.lign.). Og det er da også tilbage i disse for poppen og rocken gyldne år Don & the Dreamers henter deres musikalske inspiration og næring.
En stor håndfuld garvede danske musikere, der har huseret på danske spillescener og i danske indspilningstudier – blandt andre Krølle Erik, Henrik Littauer, Helge Solberg og Knud Møller – har fundet et makkerskab med den fhv. trommeslager i Slade, Don Powell, og er sammen med udvalgte venner (fx den gamle organist Mick Gallagher fra The Animals) gået sammen om et musikalsk projekt, der skal puste nyt liv i gamle sange og at alder ikke er nogen hindring, hvis man vil spille med kærlighed og lidenskab – og musikken stadigvæk har noget at byde på, for gamle såvel som nye lyttere.
Og det må man sige den i den grad har. Der er taget en godt greb ned i rockens sangskat – lige fra det fra The Animals kendte “Don’t let me be misunderstood” (hvor Gallagher selvfølgelig får lov til at lade orglet tale), den gamle rocker “Bony Moronie” (Larry Williams), “Backwater Blues” (Bessie Smith), “I hear you knocking” (som også fx Rockpile har dyrket), “Kansas City” (som Beatles plankede), “Crossroads” (Robert Johnson og Eric Clapton) og “Summertime”, for nu at nævne de fleste af det solide udvalg.
Og ganske karakteristisk for dette con amore-projekt, så er ingen af de medvirkende signeret som forsanger. Alle synger, alle er “backing vocals”. Men skifter gladeligt fra nummer til nummer. Medlemmer og venner og veninder. Det er et kollektivt projekt.
Og produktionen, som Henrik Littauer står for, er lige så ligefrem, hjertelig og uforstilt som selve musikken og dens fremførelse. En ren produktion, hvor et enkel lydbillede lader de medvirkende stå ganske klart. Her er ingen flirten med nutidens moderne, digitale isenkram. Snarere er vi ovre i en analog, live-i–studiet-æstetik, der emmer af de mono-plader, vi gamle lyttede til dengang det hele startede.
Og bandet spiller med stor spilleglæde og ustoppelig appetit på de åbenbart uopslidelige gamle sange, der får et godt skud ny energi fra de gamle drenge og piger.
Det kan godt være, at det aldrig er for sent at blive en rock stjerne, men det er ikke pladens fremmeste kvalitet. Det er ikke en plade, der revolutionere og omdefinerer rocken. Tværtimod er det en plade, der på smukkeste vis og med stor kærlighed viser, at den musikalske arv består og stadigvæk har masser at byde på for ethvert øre, der gider lytte. En plade med samme relevans som Rolling Stones’ seneste blues-plade eller de seneste mange fra Eric Clapton. Og derfor fortjener den også en æresplads i enhver musikelskers pladesamling blandt de plader, der har veneration for traditionen og udførelsen af den. Hermed varmt anbefalet.
Don & the Dreamers – IT’S NEVER TOO LATE TO BEE A ROCK STAR . Producer: Henrik LIttauer. Eget plademærke. Udkom d. 25. marts, digitalt og på vinyl.
For nogen tid siden dukkede en nyhed op i pressen. Man havde fundet et “objekt” i nærheden af Nord Stream 2-gasledninger, der som bekendt er blevet ødelagt. Hvilket objekt, der var tale om, fik vi intet at vide om. I dag kan man så læse, at det drejer sig om en ‘kraftigt tilgroet’ cylinder med en højde på ca. 40 cm. og en diameter på ca. 10 cm. Og en såkaldt ‘militærforsker’ kan også fortælle, at der næppe er nogen sammenhæng mellem objektet og den såkaldte sabotage af gasledningerne.
Hokus Pokos. To ikke-nyheder i rap. Og man kan forsigtigt spørge: Hvad skal vi bruge disse oplysninger til? I det hele taget er vi ikke blevet en døjt klogere på, hvad der er sket med de gasledninger eller på, hvem der mon står bag sprængningerne. Russerne, Ukrainerne, Europæerne, Amerikanerne?… Man kan måske driste sig til at mene, at de to ikke-nyheder allerhøjest har den funktion at fortælle os – endnu engang – at der er noget mystisk og mistænkeligt ved Nord Stream 2-ledningerne og deres skæbne. Og som et eksempel på, hvordan pressen fungerer i disse tider. Uidentificerede objekter, uidentificerbare nyheder.
Selv om man er kommet til års, er blevet grå, ja hvid, i toppen og er mærket af et levet liv, så kan man da stadigvæk synge dejligt sammen med andre, unge medmennesker. Nyd David Crosby sammen med The Lighthouse Band, der bl.a. synger Joni Mitchells “Woodstock” ganske fermt.
Ja, tres år er gået, siden the Beatles udsendte deres debutalbum Please Please Me. Produceret af George Martin og udsendt på Parlophone. Og en god blanding af cover-numre og selvskrevne sange af John Lennon og Paul McCartney.
Oprindeligt var det tanken, at de skulle indspille en live-plade, men det blev droppet. Og i stedet indspillede de fire musikere debutalbummet i studiet på en dag. Den 11 Februar 1963.
Pladen udkom i Storbritannien, hvor den blev en stor succes og blev set som bevis på, at Beatles var et band, der kunne stå helt på egne ben. Et album, der både viste, hvad de kom fra – som endnu et band, der levede at at spille andres sange – og hvor de skulle hen – blive et band, der kun spilede deres egen musik.
For mange Beatles-fans er Please Please Me gruppen bedste plade. Måske, fordi den netop afslører, hvad de kom fra og hvor de ville hen. Og i øvrigt indeholder nogle af gruppen mest elskede sange: “I Saw Her Standing There”, “Ask Me Why”, “Love Me Do” med flere.
To albums blev det vist til for britiske Tomorrow, der dengang i 1968 var konkurrenter til Pink Floyd på London-scenens psykedeliske afdeling. Men det blev ikke rigtig til mere. Tomorrow var, som man siger, et lovende band, men medlemmernes fremtid lå andre steder. Gruppen fik lov, inden den tog navnet Tomorrow, til at lave et par sange til kult-filmen Blow Up af Michelangelo Antonioni og forsanger Keith West fik succes som medvirkende i en musical med titlen “A Teenage Opera” og hittet “Excerpt from ‘A Teenage Opera'” ( “Grocer Jack”) , der også var på hitlisten herhjemme. Men Tomorrow holdt ikke. Guitaristen Steve Howe fandt en fremtid i bandet Yes, Keith West fortsatte som solist og medlem af mindre kendte grupper og arbejdede også i reklameindustrien. Trommeslageren John “Twink” Adler fortsatte under eget øgenavn “TWink” og konverterede til islam. Bassisten John “Junior” Wood har arbejdet som lydtekniker og har ofte spillet sammen med afdøde Jeff Beck.
I går var der to store nyheder. For det første, som omtalt i går, kom FNs klimapanels nye omfattende klimarapport. For det andet kom nyheden om, at den kinesiske leder Xi Jinping besøgte præsident Putin for at snakke om ikke mindst den kinesiske 12-punktsplan for fred i Ukraine-Rusland-konflikten. Og det var slående, at pressen herhjemme afviste planen med en påstand om, at den ikke var særlig konkret. Spørgsmålet er vel, om det er en berettiget afvisning!? Er det vigtigste ikke, at der overhovedet er nogen, der fremlægger en plan for en fredelig løsning (som FN-pagten jo foreskriver)?! Lad os se på de tolv punkter i forenklet form (lånt fra siden DetOffentlige, dk, der hævder at være et uafhængigt medie…):
- Alle staters suverænitet skal respekteres
- Man skal væk fra Kold Krigs-mentaliteten
- Fjendtligheder skal indstilles
- Man skal genoptage fredsforhandlinger
- Der skal tages hånd om den humanitære krise
- Civile og krigsfanger skal beskyttes
- Atomkraftværker skal sikres
- Reducering af strategiske risici (brug af atomvåben)
- Fælles aftale om eksport af korn
- Indstil unilaterale sanktioner
- Hold industrien og forsyningskæderne sikre
- Man skal fremme post-konflikt genopbygning
Nu skal man huske på, at en sådan plan er udgangspunktet for fredsforhandling. Det er de 12 punkter, der så at sige sætter rammerne for sådanne forhandlinger. Og man kan indledningsvis konstatere, at punkterne i hvert fald sikrer at våbnene kommer til at forstumme, så snart forhandlingerne sættes i gang (jovist, jeg ved godt, at våbenhviler er blevet brudt og at de kan ske igen, men hvis begge parter virkelig ønsker det…). For det andet, at flere af punkterne klart sigter mod at etablere fredelige forhold mellem parterne i overensstemmelse med FN-pagten.
Kina kommer selvfølgelig ikke kun med planen af idealistiske grunde. Det store, økonomisk og militært stærke land har store økonomiske interesser i, at det europæiske marked igen bliver helt åbent og at også Rusland kommer til at fungere “normalt” som handelsområde (og ikke er hæmmet af udenlandske sanktioner osv.). Men det ændrer jo ikke ved, at idealerne stadigvæk kan være gyldige.
Spørgsmålet er så, om man i Vesten – USA og dets allierede – er interesseret i fred? I de-militarisering, afskaffelse af koldkrigs-mentaliteten osv.? Den russiske udenrigsminister blev for ganske nyligt citeret for at sige noget i retning af, at Vesten ikke var interesseret i fredsforhandlinger (før Putins invasion i Ukraine). Hvis det er rigtigt, så må man som almindelig borger bare spørge: Hvorfor ikke? Hvilken interesse har USA og Europa i at føre krig (pr. stedfortræder)? Som tidligere anført, så er der flere og flere borgere i Vesten, der tvivler på den førte politik og ønsker noget andet. Fordi det koster på hjemmefronten, hvor velfærden i forvejen er presset i bund, hvor den økonomiske krise ulmer og hvor klimakrisen ikke er til at overhøre.
