Mere om Hound Dog – Big Mama Thornton

22. oktober 2021

Men historien om “Hound Dog” slutter ikke med Elvis’ indspilning og succes med sangen. Jerry Leiber var ikke helt tilfreds med Elvis’ udgave. For – som nævnt – teksten var forvansket. Ja, faktisk er teksten i Elvis’udgaven lidt volapyk. Og sangskriver Leiber mente, at Elvis med sin version tabte pointen. Nemlig, at der ikke var tale om en hund, men om en mand, en “freeloading gigolo”. Og at sangen i Big Mama Thorntons fortolkning var “an anthem of black female power”. For Big Mama Thornton var netop eksponent for de sorte kvinders voksende styrke og frihed.

Og ikke nok med, at Big Mama Thornton – som egl. hed Willie Mae Thornton og blev født i 1926 (og døde i 1984) – var en stor, sort kvinde. Hun var også – i følge omstridte rygter – queer. Og der fortælles en anekdote, om dengang Little Richard (der jo var bøsse) havde hængt Big Mama ud som lesbisk. Det fik hende til at jagte Little Richard rundt i deres fælles pladeselskabs lokaler med en stor, nyslebet slagterkniv, løftet til hug. Og pladeselskabet ejer måtte lægge sig imellem den store, stærke, vrede Big Mama og en grædende Little Richard. Hvor sand historien er, tør jeg ikke med sikkerhed sige, men den fortæller os i hvert fald noget om, hvilken selvstændig og stærk kvinde Thornton var.

Til historien om Thornton hører også, at hun var ophavskvinde til sangen “Ball ‘n Chain”, som Janis Joplin gjorde til et hit. Thornton indspillede selv sangen i de tidlige tressere på plademækret Bay-Tone Records. Men pladeselskabet ville ikke udgive sangen og beholdt oven i købet rettighederne til den. Hvilket betød, at Thornton gik glip af nogle royalties, da Joplin senere hittede med sangen.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

1 har læst indlægget

Freddie Bell and the Bell Boys – Hound Dog

22. oktober 2021

Sangskriverduoen Jerry Leber og Mike Stoller var bare nogle unge knægte, da de blev uhjælpeligt forelsket i den bluesbaserede sorte musik. Og specielt den 150 kilo tunge sangerinde Big Mama Thornton gjorde et dybt indtryk på de to unge, hvide mænd. Og de besluttede sig for at skrive en sang, der kunne leve op til det udtryk, de oplevede i det enerigbundt. Og resultatet blev sangen “Hound Dog”, som Big Mama Thornton fik ud på plade i 1953.

Men sangen blev mest kendt i Elvis Presleys udgave. Det var dog ikke Big Mama Thorntons version, der overbeviste Elvis om, at han skulle synge den sang. Selv om han sikkert har elsket hendes vulkaniske fortolkning. Derimod var det Freddie Bell & the Bellboys, der fik æren af at få Elvis til at indspille nummeret. I deres fortolkning havde de ændret på det sorte feminine perspektiv og havde renset teksten for ord og vendinger, der for tydeligt henviste til det seksuelle forhold mellem mand og kvinde. Og dertil kom at Freddie Bell havde valgt at arrangere nummeret, så det lød mere som rock and roll end blues – for Freddie og hans Bellboys var en hvid gruppe, der som nogle af de første, der tog den sorte Rhythm and Blues til sig.

 

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

3 har læst indlægget

50: The Doors – Other Voices

21. oktober 2021

Jim Morrison døde i 1971, og de resterende medlemmer af The Doors – John Densmore, Ray Manzarek og Robby Krieger – forsøgte at holde skuden flydende med albummet Other Voices. Dengang pladen udkom var det svært for kritikerne/anmelderne ikke at høre, at Morrisons markante stemme ikke var med, og det gave ikke pladen de bedste vilkår på det store plademarked. Men musikken var allerede blevet til, medens Jim opholdt sig i Paris, og meningen var at han skulle vende tilbage og være en del af det. Men sådan gik det altså ikke. Og de tre resterende valgte – godt støttet af pladeselskabet, der gerne så pladesalget fortsætte med trioen – at fortsætte. De skrev sange og fik altså indspillet Other Voices. De Andre Stemmer var Ray Manzareks og Robbie Kriegers.

Året efter udgave Doors Full Circle, der blev den sidste med trioen. De to album er siden blevet genudsendt som en dobbelt-CD. Og genhørt på afstand af det sorgfulde 1971 fremstår musikken på de to plader absolut som holdbar og Doorsk.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

2 har læst indlægget

The Seekers – Georgy Girl – 1967 – stereo liveoptræden

21. oktober 2021

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

1 har læst indlægget

50: Gong – Camembert Electrique

20. oktober 2021

Ja, i dag er det halvtreds år siden, at det australsk, britisk, franske band space rock-band Gong udsendte deres andet album Camemtbert Electrique på det  lille franske plademærke BYG Actuel. Tre år senere genudsendte Virgin Records pladen til en spotpris, svarende til prisen på en singleplade, i et behjertet forsøg på at skubbe til markedsføringen. Det hjalp dog ikke stort på salgstallet. Heller ikke senere forsøg på at hjælpe pladen på vej til hitlisterne lykkedes. Sikkert fordi Gongs progressive rock især taler til rockens feinschmeckere, der helst lytter til eksperimenterende psykedelisk kultrock. Og det er netop som kultplade, den elektriske camembert fortjener at blive husket og spillet.

Jeg kan huske at selveste Jørgen de Mylius spillede pladen på Danmarks Radio, selv om han egentlig ikke var så meget til progressiv rock. Og Canenebert Electrique var det album, der gjorde Gong kendt uden for en snævner kreds af yndere.

Hele albummet kan man lytte til på tuben, hvor der ligger indtil flere udgaver.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

4 har læst indlægget

Dødsfald: Anders Bodelsen – 84 år

19. oktober 2021

Så væltede endnu et af de store træer i dansk litteraturs lille store skov. Anders Bodelsen døde i søndags, 84 år gammel.

Måske siger han ikke yngre mennesker så meget, for han var i mange år fraværende på  grund af noget, der omtales som en “skriveblokade”. Men han vendte dog tilbage for en kort bemærkning med novellesamlingen Varm Luft i 2009. Før blokeringen satte ind var han dog en særdeles produktiv forfatter og havde været det, siden han som ganske ung debuterede med De lyse nætters tid (1959). Og han manifesterede sig i de modernistisk prægede tressere som lidt af en antipodisk forfatter, der dyrkede realismen frem for den fremherskende modernisme med bl.a. Klaus Rifbjerg som eksponent og forgangsfigur. Og netop Rifbjerg kom Bodelsen op at toppes med – sådan rent litterært. Det udmøntede sig bl.a. i romanen Strauss, der var lidt af en nøgleroman i forhold til konkurrenten og modstykket Rifbjerg.

Jeg kan huske, at jeg dengang i min ungdommelige selvsikkerhed, syntes, at Anders Bodelsen godt kunne være lidt for journalistisk i sin skrivestil og måske også lidt for populistisk, når han fx kastede sig over kriminalromanen med Tænk på et tal (1968) – det var før kriminalromanen blev den helt store genre – eller den science fiction-orienterede Frysepunktet (1969). Men det forhindrede mig dog ikke i at beundre hans følsomme, sanselige nyrealisme – ikke mindst i de tidlige værker som Rama Sama (1967), Drivhuset (1965), Villa Sunset (1964) og debuten De lyse nætters tid.

Hedigvis genoptrykkes de fleste af Bodelsens bøger, så der er håb om, at også yngre generationer vil være med til at holde ham ude af glemmebogen.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

3 har læst indlægget

Pigtrådsrock!?

18. oktober 2021

DRs serie om dansk rockhistorie har fået mange øretæver blandt tv-anmeldere. Og som jeg har været inde på med god grund. Under titlen DR2s store danske rockhistorie får seerne – med DADS Jesper Binzer som vært – en gang snak, der mest af alt ligner noget, der kunne foregå backstage efter en koncert og efter de første af mange genstande. Og på DRs hjemmeside kan man læse, hvordan en programansvarlig forsøger at bortforklare skandalen ved at gøre selve titlen til problemet. Samtidig med, at hun forvissede sig om, at serien skal ville fortsætte uforandret.

Men nej. Det er sgu ikke titlen, der fejler noget. Derimod at serien på ingen måde forsøger at leve op til titlens løfte om en omgang historieskrivning. Man kunne med lige så god grund kalde Billedbladet og Se & Hør for historiske magasiner.

Et lille eksempel, der afslører seriens mangel på historisk greb om emnet rock er bruget af ordet “pigtrådsrock”, der pludselig optog hele skærmen. Der er sgu da aldig noget, der har heddet sådan. Det hed pigtrådsmusik eller bare pigtråd. “Pigtrådsrock” er en konstruktion, der i en nøddeskal afslører seriens totale mangel på historisk sans. Og synd og skam er det, for emnet kunne godt fortjene en seriøs historisk fortælling. Seneste afsnit handlede om “Protest og politik” – og det gik heller ikke, men blandt de medvirkende var Savage Rose (eller rettere Annisette).

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

3 har læst indlægget

Deirdre – via Japan

17. oktober 2021

Jeg måtte helt til Japan for at få fat i ovenstående album med Bruce Johnston. Men heldigvis blev pladen ikke taget af toldvæsnet eller på anden måde hæmmet i sin lange rejse fra Japan til Danmark. Sådan kan man være så heldig i disse gebyrtider.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

2 har læst indlægget

Unge Neil lufter den gale hest

16. oktober 2021

Ikke nok med, at Neil Young er ude med en officiel bootlegudgivelse, der allerede ligger på den danske vinylhitliste – han har også løftet sløret for en ny udgivelse med vennerne i Crazy Horse. Barn hedder den. Og den består af helt friske optagelser fra sommeren 2021. Albummet er ude i alskens formater d. 10. december og der er selvfølgelig kommet en smagsprøve med lyden af Crazy Horse og Nils Lofgren på mundharmonika.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

2 har læst indlægget

The Rolling Stones – “et blues cover band”

14. oktober 2021

Paul McCartney har rodet sig ud i en diskussion, der kunne ligne den gamle strid om, hvilket band, der var bedst – Rolling Stones eller The Beatles. Senest har han i et interview med The New Yorker udtalt, at Rolling Stones er et blues cover band: “I’m not sure I should say it, but they’re a blues cover band, that’s sort of what the Stones are…I think our net was cast a bit wider than theirs.”  Hvilket ikke forhindrer ham i at kalde Stones “a fantastic group”. Og uden at ville foretrække Beatles frem for Stones vil jeg med basis i Christopher Sandfords biografi om gruppen mene, at gamle Macca har fat i en lang ende.

Helt tilfældigt har jeg lige læst Sandford beretning om Stones’ Their satanic Majestys Request, et album, der “formodentlig drev en psykedelisk pæl igennem hjertet på bandets blueskarriere” (s. 155). Albummet, der får de ringeste anmeldelser, bandet nogensinde har fået, hitter stort og tjener styrtende mange penge til gruppen. Selv om det er et album, der ligger langt fra bandets foregående bluesbaserede plader. Og Their satanic… er, om ikke ligefrem “efterabende”, som Sandford skriver, så dog klart inspireret af Beatles’ Sgt. Pepper med sin eksperimenterende tilgang til musik. Forskellen er – igen i følge forfatteren – at Beatlespladen er bygget op omkring sange, medens Stonespladen i højere grad lægger vægten på de stemninger og lydflader, der kom ud af eksperimenterne. Især Rolling Stone leverer en virkelig hård anmeldelse, der nærmest beklager, at Stones har forladt det spor, der gjorde dem elsket i starten.

Men uanset hvad kritikken mente og hvad Sandford kan berette om pladens tilblivelse og paradoksale succes hos publikum (der godt kunne høre et par rigtig gode sange i lydkollagerne), så er der ikke nogen tvivl om, at især sangskriver Keith Richards hurtigt søger tilbage til udgangspunktet, the blues. På en ferie med kæresten Anita Pallenberg laver han udkast til de sange, der snart skal blive til albummet Beggar’s Banquet, hvor Stones vender tilbage til deres eksistensgrundlag. Og i det hele taget understreger Sandfords minituøst detaljerede beskrivelse af bandets udvikling op gennem tresserne, at Jagger og Richards igen og igen søger ind i den tryghedszone, der består af blues og rock. Mick vil synge rock, Keith vil spille blues. Og selv om Brian Jones står for de mere kulørte musikalske indslag, som fx brugen af melotronen, og formelt set var gruppens leder, så er der ingen tvivl om, hvem der reelt styrer gruppens musikalske udvikling på en basis af blues og rock – Mick og Keith.

Så på sæt og vis har Paul McCartney ret i sin karakteristik af Rolling Stones, selv om det med “cover” skal tages med mere end et gran salt. Godt nok har de lavet bluescovernumre – lige som Beatles i deres unge dage nærmest levede at lave covernumre – men først og fremmest har de brugt bluesen som inspirationskilde. Som hundredvis af andre bands dengang.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

3 har læst indlægget
Tidligere indlæg »
3 har læst indlægget