45: Elvis Aaron Presley – 8.01.1935 – 16. 08.1977

16. august 2022

Jeg hsuker endnu tydeligt, hvor jeg sad, da nyheden om Elvis Presleys død blev meddelt i radioavisen. For 45 år siden. Han gik ikke i glemmebogen. Det har folk bag navnet sørget for ved siden dengang at forsyne verden med masser af genudgivelser og ny opsamlinger fra mandens produktive årtier. Og så myten om, at han havde ‘forladt bygningen’, men var derude et eller andet sted.

Elvis ’56

0 har læst indlægget

80: Franz Beckerlee

15. august 2022

Han blev verdensberømt i Danmark som guitarist i Gasolin. Men var dengang allerede et etableret navn i det danske jazzmiljø, hvor han tidligt gjorde sig bemærket som saxofonist i blandt andet The Contemporay Jazz Quintet, hvor han spillede sammen med Hugh Steinmetz, Niels Harrit, Steffen Andersen og Bo Thrige Andersen. Også i Gasolin stod han for det avantgardistiske, idet hans guitarspil var inspireret af datidens store frontfigur, Jimi Hendrix. Efter tiden med Gasolin har Beckerlee spille i bl. a. Christianshavns Blues, arbejdet med billedkunst og forsøgt sig som kriminalromanforfatter.

No kiddin

2 har læst indlægget

60: Ringo bliver en beatle

15. august 2022

Ringo Starr gør på sin Facebookside opmærksom på, at det i går var 60 år siden, han blev medlem af the Beatles. Han kom fra det dengang førende Liverpoolband Rory Storm and the Hurricanes og erstattede trommeslageren Pete Best, fordi hverken de andre Beatles-medlemmer eller producer George Martin fandt at Best passede ind i gruppen i modsætning til Ringo. Og Ringos første optræden som formelt medlem af Beatles var den 18. august 1962 i landsbyen Port Sunlight, et lille stykke vej fra Liverpool, hvor der var dans. Der gik dog nogle måneder før fansene havde vænnet sig til den nye trommeslager.

Ringo og trommerne

3 har læst indlægget

50: The Kinks – Muswell Hillbillies & Everybody’s in Show-Biz

14. august 2022

Ray Davies nåede et kreativt højdepunkt i perioden 1971-1972, hvor de to hovedværker for The Kinks Muswell Hillbillies og Everybody’s in Show-Biz så dagens lys. Den første kom ved årsskiftet 1971-72 og sidstnævnte i august 1972. To såkaldte concept-albums, der bød på nogle af Ray Davies’ bedste sange og tekster. Den første med sange om det arbejderklassemiljø i Muswell Hill, hvor sangskriveren voksede op og har boet meget af sit liv. Og det andet, hvor Davies for første gang tematiserede showbiz-livet som rockmusiker i al dets glans og ikke mindst – elendighed.

I forbindelse med 50-året udsender Kinks et opulent bokssæt med farvede vinyler, cd’er, booklet og merchandise til en pris af i omegnen af tusind kroner. Der kommer vist også særudgaver af de to album på særskilte vinyler og cd – for sådan nogen som mig, der kvier mig lidt ved at købe den store box… Men i hvert fald: To album, det er svært at komme uden om, hvis man elsker halvfjerdserrocken.

 

4 har læst indlægget

60: Livet som en rullesten

14. august 2022

Ja, det er næsten ufatteligt, men Rolling Stones har været undervejs i tres år. Og det markerer DR med fire programmer – produceret af BBC4 – under titlen Mit liv i Rolling Stones (My Life as a Rolling Stone), begyndende i aften med afsnittet om Mick Jagger. Det er kl. 20 på DR2. Man kan også se det på DRs hjemmeside, hvis man ikke kan vente eller ikke har tid i aften. Men i hvert fald en lejlighed til at se og høre de fire hovedpersoner fortælle om deres liv i gruppen, der er blevet kaldt alle tiders rock and roll-band.

1972-koncert

2 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: The Kindness of Strangers – Lone Scherfig

14. august 2022

Valget stod mellem en genudsendelse af Crocodile Dundee 2 på DR1 og Lone Scherfigs The Kindness of StrangersEt for mig let valg. Crocodile Dundee 2 er let fordøjelig underholdning, der burde kunne gå i glemmebogen, men ikke gør det, fordi historien er så forudsigelig og fordomsplejende, som vel tænkes kan.

Scherfigs film fra 2019 er alt andet end det. Filmen kommer med knubbede ord fra filmfestivalen i Berlin og mange kritikere havde svært ved at goutere filmen, fordi den er en film om udsatte mennesker, der hjælper hinanden på vej i livet. Noget, der slet, slet ikke passer til den virkelighed, vi dagligt præsenteres for i medierne og i de storladne politiske visioner. Men netop derfor, og på grund af filmens filmiske kvaliteter – skuespillet, klipningen, plottet osv. – er den værd at bruge en lørdag aften på.

Scherfig fortæller historien om den unge kvinde Clara (Zoe Kazan), der flygter til Manhattan med sine to sønner på flugt fra en psykopatisk voldelig ægtemand. hvad der i udgangspunktet ser totalt håbløst ud – en arbejdsløs husmor med to børn i en bil – udvikler sig til en fortælling om medmenneskers evne til at hjælpe hinanden, når det ser sortest og mest udsigtsløs ud. Ad finurlige omveje, hvor Clara og drengene møder en kvinde, der er splittet mellem sit krævende arbejde som sygeplejerske på et hospital og et frivilligt arbejde med mennesker med store problemer, en ung hjemløs mand, der ikke formår at fastholde et arbejde og konstant bliver fyret m.fl., ender Clara og drengene på en “russisk” restaurant, der drives af en britte (Bill Nighy) og en forhenværende tugthuskandidat (Tahar Rahim). Og deres hjertevarme og menneskelige netværk bliver Claras og drengene redning, da det ser allersortest ud.

Scherfigs film virker provokerende på vor tids kuldslåede filmkritik og publikum. Dens problem er nok dybest set, at “ingen” tror på påstanden om, at der findes medmenneskelighed og hjælpsomhed blandt mennesker, der står på samfundets – det amerikanske samfunds – bund. Filmen er, kan man måske sige, en amerikansk produceret film med et europæisk-humanistisk budskab, der går på tværs af den amerikanske ideologiske grundtanke om, at enhver er sin egen lykkes smed osv. Og det kan man selvfølgelig ikke lide derovre.

Men jeg synes det lykkes ganske godt for Scherfig at få fortalt sin lille historie om det godes sejr over ondskaben. Ganske vist undgår hun ikke godtroenheden, naiviteten og sentimentaliteten, som ligger snublende nær i sådan en fortælling, og hun må nøjes med at antyde, hvor brutal virkeligheden er for de mennesker, der rammer samfundets bund, men hun får skabt et forfinet, moderne eventyr, fuld af håb og tro på de tabende menneskers medmenneskelighed. Og som Salman Rhudie blev citeret for igår, så er det en af kunstens opgaver at sige det usagte, at fortælle det ufortalte. Og det gør Scherfig med sin insisteren på det, nogen kalder “bløde værdier”.

Hvis man ikke nåede at se filmen kan den fortsat ses på Filmstriben.dk.

 

 

1 har læst indlægget

Mere tv-krimi: En sag for frøken Scarlet

13. august 2022

TV-abstinenserne har ført mig væk fra DRs sendeflade og i armene på – tja – TV2 Charlie, kanalen, der har ry fot at være en kanal for “seniorer”, seere +50. Og årsagen til mit skred i den retning er, at kanalen kører en kampagne med krimier i sommerperioden. Det meste er gensudsendelser af gamle kendinge som Barnaby (den gamle udgave), Frost, Inspector Lynley, tyske Gerningsstedet og tyske  komminsær Rex. Og så en ny serie med den danske titel En sag for frøken Scarlet (eng. Miss Scarlet and the Duke).

En rigtig engelsk krimiserie, der for en gangs skyld ikke er produceret af BBC eller ITV. Men det ændrer heldigvis ikke på, at der er tale om en ganske underholdende og seværdig serie, hvis største ulempe er, at den bliver sendt tidligt på aftenen (ved halv ottetiden).

Serien foregår i det victorianske London (1882), hvor den unge Eliza Scarlett kastes ud i arbejdet som privatdetektiv, da hendes far Henry pludselig dør og efterlader hende uformuende og med sit alt andet end lukrative detektivfirma. Så Eliza har valget mellem at finde sig en forsørgende ægtemand (datidens oplagte karrierevej for unge kvinder) eller kaste sig ud i rollen som kvindelig privatdetektiv i en tid, hvor det nærmest betragtes som en umulighed. Men Eliza har kigget sin far over skuldren og har næse for opklaring af kriminalsager, så hun går uforfærdet i gang med at etablere sig som privatdetektiv, samtidig med, at hun må kæmpe for at vinde bare lidt forståelse og anerkendelse i det meget mandsdominerede victorianske samfund. Som sparringspartner har hun vennenThe Duke, William, der er en fordrukken, kvindeglad, mandschauvinistisk politiisnpektør ved Scotland Yard. Og han gør, hvad han kan for at spænde ben for sin veninde Eliza, men må efterhånden indse, at hun har mere ben i næsen end han selv har.

Og Eliza kastes ud en række opfindsomme og originale sager, der fører hende rundt i den engelske klassesamfund og langsomt giver hende og firmaet et eksistensgrundlag. Og helt i tidsånden, så er det en serie, der gør meget ud af ligestillingsperspektivet. Man fristes næsten til at kalde den en historisk femikrimi, men det vil nok være lidt malplaceret og forhindre ganske almindelige krimifans i at se serie. Og det fortjener den faktisk. Serien har løbet i to sæsonner, og en tredje er ved at blive produceret. Så mangler du lidt at fordrive tiden med, kan serien anbefales.

 

1 har læst indlægget

Londons undergrund før Beatlemania

12. august 2022

Barry Miles gør meget ud af at fortælle om Paul McCartneys interesse for den avantgardistiske kunst – musik, maleri, film, teater osv. – i årene efter, at Beatles er flyttet til London. McCartney suger til sig som en tør svamp. Han kan ikke få nok af alle de indtryk storbyen byder på, selv om indtrykkene ikke nødvendigvis bliver omsat til inspiration for Beatles. Han syntes, det var interessant, men ikke alt nødvendigvis godt.

Og i sidste uge fandt jeg på biblioteket en lille cd-boks, der netop giver indtryk af, hvilken musik og tale, McCartney og andre kunstinteresserede unge kunne være heldige at opleve i den engelske hovedstad. Underground London. The Art Music and free jazz that inspired a cultural revolution hedder bokssættet, der består af tre cd’er med musik og tale (Cherry Red 2020). Blandt dem man møder på pladerne er Ornette Coleman, beat-digteren Lawrence Feringhetti, John Coltrane, Miles Davis, Sun Ra, Ravi Shankar, beat-forfatteren Jack Kerouac, Albert Ayler, Alexis Korner, John Cage, Karlheinz Stockhausen og Thelonius Monk. Absolut anbefalelsesværdig opsamling, hvis man interesserer sig for forudsætningerne for det, der sket i beat-musikken i tresserne.

 

1 har læst indlægget

Dødsfald: Lamont Dozier – 81 år

11. august 2022

Lamont Herbert Dozier, der meldes død i sit hjem den 8. august var et af medlemmerne af den berømte sangskrivertrio Holland-Dozier-Holland (Eddie og Brian Holland). Han blev indtroduceret til de to brødre helt tilbage i 1962, hvor de arbejdede som unge sangskrivere i Motown Records i Detroit. Doziers kone arbejdede der også i pakkeriet, og det var hende, der førte de tre sangmagere sammen. Lamont selv havde fået et job på Motown, hvor han skulle skrive sange for 25 $ om ugen.

Sammen med Holland-brødrene skabte Dozier en række sange, der solgte i millionoplag og var vigtige for skabelsen af Motown-lyden og -æstetikken. Sangen som:  Heat Wave,’ Nowhere to Run (with Martha and the Vandellas), Can I Get a Witness (Marvin Gaye), Baby I Need Your Loving, I Can’t Help Myself, Reach Out I’ll Be There (Four Tops), This Old Heart of Mine (Isley Brothers), Take Me in Your Arms (Kim Weston) , Where Did Our Love Go, Baby Love, Stop! In the Name of Love, You Can’t Hurry Love og You Keep Me Hangin’ On (The Supremes). Og selv efter, at disse og andre hitsingler havde forladt hitlisterne og tjent masser af dollars til firmaet blev de ved med at generere royalties, fordi de blev genindspillet af mange store navne so for eksempel Rod Stewart og Phil Collins.

Det hele startede for Dozier i skolen, hvor han dannede sin egen doo wop-gruppe, der fik lov til at indspille nogle sange for et lille lokalt plademærke. Og gruppen fik sågar et lokalt hit med sangen “Fine baby fine”, som Atlantic Records udsendte på nationalt plan, samtidig med at de tilbød Doziers gruppen en pladekontrakt. Dozier ville både være sangskriver og sanger, men det var først med mødet med Holland-brødrene, at han for alvor fandt sit kald i musikken. Og med navne som Supremes og Four Tops skabte de tre herrer lyden af Motown – den særlige blanding af pop, gospel og soul – som kunne konkurrere med de andre af tidens store sangskrivere – fra Beatles til Dylan og Brian Wilson.

Da trioen gik hver til sit i halvfjerdserne genoptog Dozier sin sangkarriere og fortsatte med at skrive sange for andre.

Holland-Dozier-Holland-sange

2 har læst indlægget

Xanadu

10. august 2022

Lovprisningerne og de anerkendende ord regner ned over Olivia Newton-Johns eftermæle. Lige fra Rod Stewart, der takker hende for sangen og for at give ham ideen til de stramme bukser på coveret til Blondes have more fun, til Ryan Adams, der giver hende en plads i sit musikalske hjerte. Og synge kunne hun jo, Olivia. Og jeg kom i tanke om hendes samarbejde med Electric Light Orchestra på lydsporet til filmen Xanadu, hvor hun sang titelsangen, der var skrevet af Jeff Lynne. Filmen fik ikke den store succes og der faldt mange knubbede kritikerord, men titelsange blev et pænt stort hit for Olivia.

Soundtrack

3 har læst indlægget

Hvad Bonzo Dog Band lærte os…

9. august 2022

Man (jeg!) falder hele tiden over musik, jeg af den ene eller anden grund ikke har opdaget. Det gælder for eksempel albummet med titlen Songs the Bonzo Dog Band taught usa prehistory of the Bonzos (2010). Med sange fra 1920’erne og 1930’erne, som Bonzo Dog Doo Dah Band siden hen fortolkede og spillede. Det r sådan en plade, der pynter i enhver Bonzo Dog-fans pladesamling.

3 har læst indlægget

Dødsfald – Olivia Newton-John – 73 år

9. august 2022

Australskfødte Olivia Newton-John slog for alvor sit navn fast internationalt, da hun i 1978 delte hovedrolleværdigheden med John Travolta i den filmatiserede musical Grease. Lydsporet og singlerne “You’re the one that i want” og “Summer Nights” blev kæmpesuccesser. Men længe før det skete, var Olivia Newton John et stort navn. Hun var en af de kunstnere, der i kølvandet på The Seekers formåede at markere sig på de amerikanske hitlister med sine country-farvede popalbums i midten af 1970’erne. For eksempel albummet If You Love Me, Let Me Know (1974), der var en kompilation af hendes første tre australske album. Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius spillede hendes sange dengang før Grease på Danmarks Radios musikradioprogrammer.
Hendes popularitet holdt sig langt ind i firserne, blandt andet med albummet Physical, inden hendes karriere begyndte at dale lidt, samtidig med, at hun fik brystkræft. Sygdommen betød, at hun ændrede musikalsk retning og kastede sig over relateret velgørende arbejde. Helt frem til sin død den 8. august var hun aktiv som sangerinde og selv om hun ikke nåede tidligere tiders tinder, så havde hun et fast publikum, der fulgte hende til dørs. Hun døde af kræft.

3 har læst indlægget

Første skoledag

8. august 2022

Ja, i dag starter mange børn i skole. Og Red Barnet og andre velgørende institutioner gør opmærksom på, at det ikke er en selvfølge, at børn kommer i skole. Langt fra. Så vi opfordres til at give en skærv i den anledning….

Jeg har ikke et foto fra min første skoledag. Det var dengang, det ikke var helt almindeligt at fotografere begivenheder af den slags. Men jeg husker alligevel dagen så nøje. Jeg gik sammen med naboens ældste søn og hans mor, Irma, hånd i hånd ad Nygårdsvej, Sjællandsgade, Nørregade og Cort Adelersgade hen til Vestre Skoles lilleskole, kaldet Pavillionen, hvor vi to drenge skulle begynde vores første skoleår i børnehaveklassen. Vejret var godt, vi havde korte bukser, t-shirts og sandaler på, og sommerfugle i maven.

Når jeg kommer til Esbjerg og passerer gennem Strandbygade (som vi skulle passere), så tænker jeg altid på denne første dag i mit lange ophold i de danske uddannelsesinstitutioner. Det vidste jeg heldigvis ikke noget om dengang. Jeg så bare frem til nye oplevelser.

 

6 har læst indlægget

Ray Cathode – Time Beat / Waltz in orbit – 1962

7. august 2022

Da The Beatles begynder at lege med de tekniske muligheder i studiet, bånd der spilles baglæns, lag-på-lag-optagelser, eksterne lyde osv., så var deres producer George Martin allerede inde på det spor og havde – sammen med Maddalena Fagandini  (under pseudonymet Ray Cathode) udsendt singlen “Time Beat” / “Waltz in orbit” i 1962. Det var den første kommercielle udgivelse fra BBC Radiophonic Workshop ( en BBC-enhed, der specialiserede sig i at lave effekt-lyde til programvirksomheden). “Time Beat” var en bearbejdning af et pausesignal, som Fagandini havde lavet.

6 har læst indlægget

Dødsfald: Judith Durham – 79

7. august 2022

En af tresserpoppen store damestemmer er forstummet. Judith Durham, der var stemmen i det australske popband The Seekers er død, 79 år gammel, som følge af en kronisk lungesygdom. Seejers var et af de allerførste australske band, der i de tidlige tressere formåede at få successen til at strække sig ud over Australien til både USA og Europa med stort pladesalg til følge. Og Judith Durham var uden tvivl den faktor, der gjorde en forskel i gruppens udstråling.

Hun begyndte sin karriere som  universitetsuddannet koncertpianist og sangerinde i et jazz-band, men allerede i 1963 fik hun sammen med de andre i Seekers en pladekontrakt og udsendte albummet Introducing The Seekers. _Debutalbummet førte dem snart til England, hvor de indspillede en stribe hits – blandt andet i Abbey Road-studierne. “I’ll never find another your“, “A world of our own”, “Morningtown Ride”, “Someday, one day”, “Georgy girl” og ikke mindst “The Carnival is over”, der er en af alle tiders bedst sælgende singleplader i England.

I 1068 valgte Judith så at forlade The Seekers for at forfølge en ganske succesfuld solokarrere, men hun vendte dog sporadisk tilbage senere.

Greatest Hits

 

7 har læst indlægget
7 har læst indlægget