50: Paul Simon

24. januar 2022

Det eponyme album Paul Simon var Paul Simons første skridt væk fra tiden med Art Garfunkel (der med succes havde kastet sig over filmarbejde). Simon søgte i retning af det, der siden blev kaldt world music. Fx reggae med sangen “Mother and Child Reunion”. Og med hjælp fra musikere fra fx jazzen (Stéphane Grappeli og Airto Moreira) søgte og fandt Simon nye udtryksmuligheder.

Pladen blev godt modtaget af pressen, men blev ikke en kæmpemæssig sællert.

0 har læst indlægget

Anbefaling: Rus – vikinger i øst – på Momu

23. januar 2022

[Foto, lånt fra Momus hjemmeside]

I formiddags havde jeg fornøjelsen af at se Moesgård Museums nye udstilling RUS- vikinger i øst. Og den er absolt værd at se, hvis man ellers interesserer sig for vort lands forhistorie og ikke mindst vikingerne. For udstillingen giver os et indblik i hvilke mennesker vikingerne var, når vi ser bort fra det fordomsfulde billede af vildmænd, der røvede, voldtog og slog ihjel på deres færd. Vi får et meget mere nuanceret billede af vikingerne som handelsmænd, skibsbyggere, håndværkere, nysgerrige globetrotter og meget mere. Det er en udstilling, der rokker ved det fordomsfulde billede af vikingen og nuancerer det. Og det er al ære værd. Og jeg skal bestemt ud og se udstillingen (der løber til september) igen, for der er så meget at se, så mange informationer at hente, at det halve kunne være nok. Hermed anbefalet.

2 har læst indlægget

50: Jerry Garcia (Grateful Dead) – Garcia

22. januar 2022

Selv om Grateful Dead var et højproduktivt band, så fik medlemmerne mulighed for at indspille soloalbums i starten af halvfjerdserne. Og den første på banen var guitarist og sangskriver Jerry Garcia med debutalbummet Garcia. Ikke et stortsælgende, karrieredefinerende album, men et album, der både duftede af Grateful Dead (flere af sangene indgik siden i Grateful Deads koncertrepertoire) og af Jerry Garcias lyst til at fylde mere (han spillede de fleste instrumenter). Et album, der især henvendte sig til Deadheads og yndere af Jerry Garcia.

1 har læst indlægget

Meat Loaf – Marvin Lee Aday – er død, 74 år

21. januar 2022

Med albummet Bat out of Hell (1977) bragede Meat Loaf internationalt igennem og sikrede sig en varig plads i rockhistorien med et album, der både var voldsomt, farverigt og havde stor publikumsappel. Det siges, at albummet stadigvæk – efter et salg på 65 millioner eksemplarer – sælger stort hvert år (i hvert fald indtil streamingtjenesterne tog over…). Og selv om sangeren har lavet mange albums siden hen, så er det stadigvæk flagermusen fra helvede, han huskes for. Og det har nok været lidt af en byrde at skulle leve med en så stor succes som konstant målestok for sine kunstneriske udfoldelser. Jim Steinman, der var Meat Loafs samarbejdspartner på Bat-pladen, døde i 2021, og Meat fastholdt samarbejdet med Steinman til det sidste – sikkert i håb om endnu engang at kunne levere en stor succes. Men døden kom i vejen for den drøm.

 

2 har læst indlægget

“Giorgio Gomelsky’s Lonely Hearts Club Band” – Blossom Toes – et overset engelsk psykedelisk band?

20. januar 2022

Det var først for ganske nyligt, jeg stødte på Blossom Toes. Et psykedelisk band, der huserede i de gyldne år 1966-1970 og var under den excentriske og indflydelsesrige manager Georgio Golmelskys vinger og pladeselskab (Marmelade). Tre album blev dt til, og den første blev nådigt modtaget og – som overskriften viser – sammenlignet med Beatles’ Sgt. Pepper (i Melody Maker). Og betragtes af samlere og psykedelia-elskere som noget af det bedste inden for sin genre. Et af medlemmerne – Jim Cregan – kom siden med i Family, Cockney Rebel og Rod Stewarts backingband. Man kan være heldig at finde en opsamling (faktisk to…), hvor det meste af gruppens produktion er med.

2 har læst indlægget

Richard Lester – 90

19. januar 2022

A Hard Day’s Night og Help! var med til at gøre filminstruktøren Richard Lester verdenskendt. Han var autodidakt, begyndte sin filmkarriere som altmuligmand for først amerikansk og senere britisk tv, hvor han fik lov til at lære håndværket på den hårde måde og fra grunden. Og hans første “rigtige” film blev The Running, Jumping and Standing Still Film i 1959 med selveste Peter Sellers i en vital rolle.

Og da den film var en af en The Beatles’ – og ikke mindst John Lennons – yndlingsfilm kom Lester i søgelyset, da de fire drenge fra Liverpool selv ønskede at lave film. Og med Lester som instruktør fik de skabt en klar succes. Og af den sort-hvide film kan man også se, at Lester også må have brugt tid i biografen og have lært et og andet af de moderne europæiske instruktører, fx den nye franske bølge med dens sanselige realisme og de tjekkiske instruktørers blanding af realisme og humor. Og det absurde teater må også have været en slags inspirationskilde, måske filtreret gennem Peter Sellers’ og The Goon Shows gakkede humor.

Efter Beatles fik Lester lavet en lang række succesfulde film, fx Superman I-III, How I won the war (m. John Lennon), Petulia, De tre musketerer og De fire musketerer.

3 har læst indlægget

50: Linda Ronstadt

18. januar 2022

Denne plade, Ronstadts tredje soloalbum, blev en kommerciel fuser, men et hit hos mig. Og siden er den blevet udnævnt til at være en af countryrockens forløbere. Og det er den plade, hvor Ronstadt fik hjælp af en flok af netop countryrockens fremmeste repræsentanter – den flok, der blev til The Eagles. Plus flere andre musikere med fremtid i den form for rock.

Nej, jeg kunne i stå for Ronstadts stemme og så de der brune øjne…

4 har læst indlægget

Aftenens filmoplevelse: Stan & Ollie

17. januar 2022

Nogle gange kan man også blive positivt overrasket i sine forventninger. Det gælder gårsdagens film Stan & Ollie. Jeg var egentlig negativt stemt, da jeg hørte om filmen om de to komikere Gøg og  Gokke. For hvordan i alverden skulle man kunne lave en film om det makkerpars komik fra stumfilmens epoke – uden at komme til at gøre skade på billedet af en unik komisk duo?

Svaret er ganske enkelt. Filmens instruktør Jon S. Baird har lavet en film – ikke om parrets mesterlige filmkomik – men om forholdet mellem de to personer bag figurerne Gøg (Stan) og Gokke (Ollie). Og handlingen er forlagt til den sidste del af duoens karriere, hvor de har måttet sige farvel til stumfilmen, de mange små film og goddag til en ny virkelighed med fjernsynet som voksende underholdningsfaktor i de mange hjem og med nye ansigter på komikkens scene.

Og dertil skal lægges af de to skuespillere – Steve Coogan og John C. Reilly i hhv. rollen som Gøg og som Gokke – er godt castet og faktisk ligner de rigtige personer forbavsende meget, spiller dem lige så overbevisende og – ikke mindst – formår at levendegøre menneskene bag navnene. I en fortælling om et makkerpar, hvis makkerskab går langt ud over penge og karriere og nærmest har karakter af et kærlighedsforhold mellem to mandlige venner. Og det er her filmen har sin styrke – i fortællingen om, hvordan de to mænd i den sidste brydsomme tid med nederlag, vigende succes og til sidst: et farvel til karrieren – fastholder det ubrydelige venskab. En loyalitet, der understreges af det forhold, at Stan/Gøg i tiden efter Laurels/Gokkes død bruger sine sidste år til at skrive scener og situationer til makkerparret.

Det er en film, der sælges som en komedie, men som mest af alt er en tragisk fortælling om et ubrydelig venskab hinsides penge, berømmelse og så videre. Se den, hvis du har et forhold til Gøg og Gokke.

3 har læst indlægget

60 år med The Rolling Stones

16. januar 2022

Utroligt, men sandt. I år er det tres år siden The Rolling Stones blev skabt. I efteråret 1961 havde de to centrale figurer, Mick Jagger og Keith Richards mødt hinanden på den lokale banegård, Dartford Railway Station, hvor de fandt ud af, at de havde samme interesse for musik og samme smag (Jagger bar på nogle plader med Chuck Berry og Muddy Waters) og et venskab blev grundlagt. I starten af 1962 dannede Jagger sammen med vennen Dick Taylor garagebandet The Blue Boys, der blev forudsætningen for Rolling Stones, som Brian Jones senere dannede.

3 har læst indlægget

SUT og det glemte kvarter

15. januar 2022

Det er vist det tredje udspil fra Søren Ulrik Thomsen og Det Glemte Kvarter, der ser dagens lys. Denne gang er det digtsamlingerne Hjemfalden og Nye digte, der står for skud i det musikalske samarbejde. I vintersolen hedder den nye udgivelse, der udkommer den 4. februar, hvis alt går som det skal.

Her giver de et nummer hentet fra Hjemfalden – “Dybblå skyers bulede kufferter”.

3 har læst indlægget
3 har læst indlægget