CAPAC

Danmarks Radio viste forleden en gammel film om angrebet på Pearl Harbour. Tora! Tora! Tora! hedder den. Og dens let bedagede karakter (den er ivst fra 1970) fik mig til at tænke på det man engang kaldte kiosklitteratur. Bøger, romaner, noveller, som man kkunne købe i kiosken, og som blev betragtet som mindre lødig litteratur. Og tankerne fløj videre til den slags romaner, som ikke mindst min far slugte med stor appetit og i store mænger. Romaner om krigen (2. Verdenskrig) eller om western-helte. Comando-serien var den ene, hvor heltene var amerikanske og allierede soldater og fjenden de skævøjende japser. Blodige og voldsomme historier, som jeg kun smuglæste lidt i, når min far havde tabt interessen og sendte dem videre til andre med samme smag. Eller serien om Bill og Ben, der også var en nærmest uudtømmelig serie. Den blev skrevet af den australske forfatter Marshal Grover (egl. Leonard Meares), der skrev mere end syv hundrede romaner i den genre, hvoraf Bill og Benn (egl. Larry & Strech) udgjorde hovedparten. Hovedpersonerne var modelleret som rigtige helte, der slog på tæven og brugte revolverne rigeligt og var som taget ud af en drengefantasi. Og stimulerende for læsningen af disse bøger var deres kulørte layout, med alt andet end smagfuld typografi og brug af stærke farver, der nok kunne fange ens blik i kioskerne.
Nu om dage kan man vist kun finde den slags litteratur i genbrugsbutikker og antikvariater.

Jeg er kommet i den alder, hvor man læser dødsannoncer og nekrologer. Sådan hed det sig i hvert fald, da mine forældre levede. Men sådan er det ikke mere. Avisdød og internettets pest har gjort det nærmest umuligt at læse dagens annoncer om dem, der ikke er mere. Ja, man kan ikke engang finde dem i online-aviserne, fordi man først skal gennem en betalingsmur for at få muligheden.

Digteren Peter Laugesen skrev følgende i forbindelse med en afdød, fælles bekendts bortgang:

Nærværende avis har ikke ordentlige dødsannoncer. Det er en alvorlig fejl. De er det
første, man læser om morgenen, eller i hvert fald lader det læsende blik i al dets
koncentrerede distraktion løbe igennem. Oftest rammer det intet. Ind imellem gør
det.

Den pågældende avis er Information. Men som sagt er det ikke sådan længere. Det er ikke nogen selvfølge, at man i sin fremskredne alder kan følge lidt med i, hvem der træder ud af det menneskelige fælleskab. Og jeg synes, det er et tab (ikke kun af personen!), og en mangel på kulturel konduite, at medierne er så nøjeregnende (netop -regnende, for det er penge, aviserne vil have…), hvor man skulle være stolte af at give et afdød menneske nogle velmente ord med på vejen og i det mindste sætte dødsannoncens lakoniske informationer frem til fælles skue. Endnu en uskyld er  taget.

Og jeg vil lade dette indslag akkompagnere af Paul Simon, der for nylig gav udtryk for, at hans generations tid var ved at være forbi. Det er også en måde at tage afsked på – eller hur?

I går så jeg den australske film Hotel Mumbai, der er en fortælling om et faktisk terrorangreb på den indiske storby Mumbai tilbage i 2008. En ganske vellykket og dramatisk film. Men det var ikke så meget denne film, det her skal dreje sig. For undervejs slog det mig, at det er for længe siden, jeg har været i biografen. Og jeg blev grebet af en let lede ved den dovenskab, der ligger i, at vi alle kan se næsten hvad vi vil på internettet, bare vi betaler lidt for det. Og mine nostaligiske tanker gled tilbage til mine utallige timer i Esbjergs og Århus’ biografer. Og derfra var der kun et lille spring til tankerne om de filmklubber, jeg har været medlem af og dyrket.

I min studietid var det primært Århusstudenternes Filmklub, der huserede på Matematisk Institut og viste masser af film af allerhøjeste kvalitet. Dertil kom, at klubben havde sit eget velredigerede og højst læseværdige tidsskrift, som gav en ekstra dimension til filmoplevelserne. Jeg ikke, om klubben og tidsskriftet eksisterer mere.

Og så endte mine tanker ved Esbjerg Filmklub, der – kan jeg læse mig til på nettet – blev stiftet i 1970 og som jeg var  medlem af frem til 1973, hvor jeg forlod byen. Det var også en filmklub, der satsede på kvalitet. Og jeg har siddet mangen en lørdag formiddag i Esa Bios sal og set film, som jeg i dag skal finde på biblioteket eller på mere eller mindre obskure dvd’er og blu ray-skiver. Film af japanske, indiske, østeuropæiske, mellemøstlige og europæiske instruktører. Film, der alle var store filmoplevelser og som fortjener at bliver vist igen og igen på danske tv-kanaler. Klassikere og oversete mesterværker i en skønsom blanding. Og det var en fryd at sidde der og indtage dem, lade sig overraske og forføre af filmens kunstart. Jeg kunne godt unde vor tids unge, at de fik den særlige oplevelse med i deres erfaringsbagage. Esbjerg Filmklub holdt ikke mange år, men der er vist kommet en anden tid, som jeg ikke kender noget til.

Sammen med sin mand Barry Mann stod Cynthia Weil Mann for en række af popmusikkens største klassikere fra det forrige århundrede. Begge to arbejdede de for popmusikkens Mekka, Brill Building, hvor Amerikas bedste sangsmede havde deres gang og levebrød, og det resulterede i sange som “You’ve Lost That Lovin’ Feeling,” med the Righteous Brothers, ‘We Gotta Get Out of This Place’ (The Animals o.a.), Blame It on the Bossa Nova”( Eydie Gormé),  “Make Your Own Kind of Music” (Mama Cash m.fl.), “Here You Come Again”, der blev fortolket af blandt andre Dolly Parton og “Through the Fire” (Chaka Khan o.a.) og mange flere. Cynthia Mann døde i går i en alder af 82 år.

Kollega og samarbejdspartner Carole King skriver et mindeord om Cynthia Weil og om den kvartet af sangskrivere, de var – Cynthia Weill, Barry Mann, Carole King og Gerry Goffin:

I krig dør mennesker. Det er en del af enhver krigs uomgængelige omkostninger. Og det burde ikke være overraskende for nogen som helst. Det burde være barnelærdom. Ikke desto mindre blev det i går – på TV2 nyhedsprogram – til en nyhed, at ukrainske borgere, blandet andet unge mænd i den alder, hvor militærtjeneste kan komme på tale, er begyndt at begræde alle de mange døde, som konflikten med Rusland har ført med sig. Og de unge er begyndt at spørge sig selv, om de er rede til at dø i krigshandlingerne. Og dagens journalist forklarer, at man officielt i Ukraine vil have at befolkningen fokuserer på nationen og kampen for nationens frihed osv. Så er vi ovre i propagandaens tankesæt. Det er vigtigere at tænke: Jeg vil dø for mit fædreland, end at tænke: hvis jeg melder mig så dør jeg en kummerlig død på slagmarken sammen med tusindvis af andre ukrainere.
I månedsvis har vi kunnet følge – på behørig afstand – kampen om byen Bakhmut, der er jævnet med jorden og hvor kampene er foregået fra gade til gade. Og meldingerne har været, at de menneskelige omkostninger har været betragtelige, selv om det – som det er almindeligt i pressen – har været så som så med dokumentation. Men Slagtehuset, som byen er blevet kaldt i folkemunde, er og har været en illustration af, at konflikten med Rusland ikke bare er noget, der overstås skridt for skridt for hver gang de allierede i Vesten har pumpet penge og våben ind i konflikten, men en situation, der viser os krigens sande ansigt, den daglige død, der berøver familier deres fædre, brødre, kærester, men også andre familiemedlemmer. Og enhver må stille sig selv spørgsmålet: Er det virkelig det, vi ønsker?
Samtidig er det blevet mere og mere tydeligt – også i den vestlige presse og de vestlige medier – at konflikten har alvorlige økonomiske, politiske og klimatiske konsekvenser for Vesten. I går kom det frem, at Danmark hører det de helt store klimasyndere, når man medregner vores forbrug – altså det, vi køber fra det store udland, fx biler og elektronik fra Asien. Når vi tager højde for det – og det skal vi, hvis vi skal være nøjeregnende, hvilket vi skal – så er vores klimaprofil ikke grøn men kulsort. Og vores engagement i Ukraine øger blot vores ansvar for klimabelastningen.
Dertil kommer, at vores pro-militarisme-holdning herhjemme betyder, at vi de kommende mange år må skære ned på den såkaldte velfærd. Sagt på en anden måde, så tvinger vores krigeriske politik os til at undlade at udvikle vores eget samfund med bedre ældrepleje, bedre sundhedssystem osv. til fordel for øgede militærudgifter og øget støtte til Ukraine.
Summa summarum: Der danner sig et billede, hvor det propagandistiske billede af konflikten i Ukraine så småt begynder at slå revner og hvor folk i almindelighed begynder at sætte spørgsmålstegn ved, om krig nu er løsningen på konflikten mellem Ukraine og Rusland. Kunne vi ikke tænke os en anden løsning, der også gavner samfundsudviklingen herhjemme og i hele Vesten?

Jeg er vist ved at være i bund med omtalen af de erhvervede vinyler fra forbrugerismens overdrev. Men jeg mangler i hvert fald en – nemlig Kim Larsen & Bellami og deres Forklædt som voksen, der udkom i 1986 på plademærket Medley. Også i dette tilfælde har vinylen overlevet en tur ned i skraldet uden synderlige mén. Vinylen er lidt støvet,  men ellers i mint condition, som det hedder blandt rigtige vinylsamlere, og også covert og indercoveret er i perfekt stand.

Pladen var debut for Bellami og rummer klassiske Larsen-sange som “Vi er dem” (skrevet sammen med Erik Clausen), “Jutlandia”, “Fru Sauterne” (skrevet med Mogens Mogensen, Gasolins gamle tekstforfatter) og “Om lidt” (med hjælp fra Leif Petersen). Så alt i alt et af Larsens vægtigste album, der selvfølgelig får en varig plads på vinylreolen (når jeg får ryddet op der).

Ret skal være ret, og nu skal Jeronimus stikke pipen ind for en lille stund. Der er meget lorte-tv på de førende danske kanaler. Alt for meget; det skal der ikke herske tvivl om. Og noget af det – især inden for nyhedsjournalistikken – har jeg som Jeronimus været efter her i bloggen og vil nok også være det fremover. Men, men, det hænder også, at nogen i den danske tv-verden får en lys og god idé og får skabt tv, der løfter niveauet betragteligt.

Og det er sket med udsendelsesrækken Hun roder med den danske sangskat på DR2, hvor den japanske chefdirigent, komponist og arrangør for DR Big Band Miho Hazama får til opgave at fortolke fem danske sange fra vores såkaldte sangskat. Det drejer sig om Jeppe Aakjærs “Jeg er havren”, Kaj Munk “Den blå anemone”, St. St. Blichers “Det er hvidt herude”, Johannes Fritz Emanuel Andersens “I skovens dybe stille ro” og Gasolin og Mogensens “Kloden drejer stille rundt”. Fem sange udvalgt af Big Bandets saksofonist Hans Ulrik.

Hver udsendelse, der af 30 minutters varighed, munder ud i Miho Hazamas og bigbandets fortolkning af sangene. Det spændende og lærerige ved udsendelserne er, at vi dels får præsenteret sangene og deres musikalske kvaliteter af Hans Ulrik og andre medvirkende, der hver især kaster lys over teksternes og melodiernes kvaliteter og betydning, og dels oplever et menneske fra en hel anden kultur end vores egen, nemlig den japanske, tage musikken til sig og lave nye arrangementer og fortolkninger, der både fornyer sangene og loyalt respekterer dem. Vi får en illustration af, at musik får nyt liv ved at blive fortolket på ny på respektful og loyal vis.

Det er en lille udsendelsesrække, der lever op til nogle af public service-tvs højeste idealer. Vi bliver alle sammen lidt klogere, vi bliver lidt mere (ud)dannede, end vi var og får kendskab på noget af den danske sangskat (hvis vi ikke havde det i forvejen), vi får sublime, æstetiske, musikalske oplevelser og vi får lov til at opleve tv, der er fokuseret og engageret i sit emne.

Se for eksempel afsnittet, hvor Hazama møder Franz Beckerlee og snakker om Gasolins smukke “Kloden drejer stille rundt”, hvor vi også bliver lidt klogere på Gasolin og deres musik. Se den lige her.

Som fortalt fik jeg ved tilfældighedernes sære spil fat i Elton Johns selvbiografi  Mig fra 2019. Den danske med oversættelse af Jakob Levinsen, indbundet, 405 s., Politikens Forlag. Og jeg har læst den langsomt (sammen med – parallelt med – en bunke andre bøger). Og jeg tænkte, at den måske kunne hjælpe mig på sporet af den Elton John, der fik mig til at spidse ører tilbage i halvfjerdserne.

Og det har den bestemt kunnet. Jeg ved ikke helt, hvad jeg har forventet af Johns levnedsberetning, men i hvert fald har den et langt stykke ad vejen overrasket mig positivt. John fortæller frit fra leveren (jeg tror, den er skrevet på grundlag af Johns mundtlige fortælling om sit liv), og det gør han godt, dvs. meget hudløst åbenhjertigt og mere eller mindre kronologisk. Og den giver et levende billede af mandens karriere- og livsforløb, men også af det miljø – rockmusikere, kunstnere og andre fra den såkaldt ‘kreative klasse’ – han færdes i. Og det på godt og ondt. John skåner ikke nogen, lige som han heller ikke skåner sig selv. Nej, faktisk må man sige, at han udleverer sig selv nådesløst til kritik.

Og det er nok den største svaghed ved bogen – at John svælger og udpensler sine personlige forhold og problemer. Ikke mindst beskrivelsen af hans massive misbrugsproblemer – lige fra alkohol og stoffer (is, kokain) og videre  til mennesker, som han hæmningsløst fortærer, blandt andet fordi han sent springer ud som bøsse og derfor foretager en række dispositioner, som bringer andre menneskers liv på spil. Men også hans ekstravagante livsstil, hvor forbrugerismens tages til helt nye højder. Han tjener styrtende på sin musik, da han først er komme i gang med sin karriere, og er nærmest ustoppelig i  sin formøblen af penge. For slet ikke at tale om hans had-kærligheds-forhold til moderen, der varer helt frem til hendes død i en høj alder.

Mange af hans misbrugsproblemer er helt sikkert rodfæstet i en barndom, hvor det kneb gevaldigt med forældrenes kærlighed. Og det er nærliggende at se den storforbrugende Elton John som et stort pattebarn, der kompenserer for alt det, han ikke fik i sine første leveår. Alligevel er næsten for meget at få udpenslet hans hæmningsløse konsumption af alskens stoffer, penge og mennesker. Intet under at han har været den britiske sladderpresses yndlingsoffer i mange år. Hvorfor skal vi have at vide, at han smider et piano ned i hovedet på publikum i et anfald af raseri eller at han pisser i en voksenble på scenen!?  Men læs den selv og døm!

Noget andet er, at bogen har fået mig til at overveje mit projekt om at gennemlytte Johns albums fra ende til anden. Det projekt, tror jeg nok, er skrinlagt til fordel for enkelte nedslag.

Opslag revideret den 1. juni.

I mit fortsatte og indtil videre ganske vellykkede forsøg på at bringe tv-forbruget ned er en af undtagelserne for afholdenheden: tv-krimier. Og der er mange, men for det meste er der tale om genudsendelser af fx solide britiske krimier. For tiden Lewis og Sherlock Holmes, men også fx Vera og Shetland, der dog har haft nye afsnit med. Og meget af det kan godt klare et gensyn, selv om det ville være herligt, hvis DR oppede sig og fik hentet mere kvalitets-krimi fra Storbritannien.

Og så kom der en ny serie alligevel. En svensk serie, Detektiven från Beledweyne, der har fået den danske titel  De umage detektiver. Og den danske titel er heller ikke så tosset endda, for der er faktisk tale om to meget forskellige og umage detektiver. Dels detektiven fra Beldweyne, en flygtet somalisk mand, der har skabt sig fjender i sit hjemland og derfor ønsker asyl i Sverige, og dels en svensk, kvindelig advokat, der arbejder for den svenske udlændingestyrelse efter at have mistet sit job som anklager.

Og det er netop relationen mellem de to, der er central, men også problematisk, for serien, der i øvrigt bygger på en klassisk krimi-model med mord og efterfølgende opklaring. For man skal ikke langt ind i serien for at forstå, at den kvindelige advokat Tilda nærmest er uduelig og talentløs og kun klarer ærterne, fordi hun støtter sig på den tavse, somaliske mand, der har en nærmest Sherlock Holmesk sans for opklaring. Ja, faktisk tog jeg mig selv i at tænke, at serien ville være så meget desto bedre og mere seværdig, hvis den bare havde handlet om en somalisk flygtning, der ved skæbnens hjælp havde fået job som detektiv i Sverige. Så ville det også være en nyskabelse inden for krimi-universet, men altså uden den utålelige, svenske advokat. I hvert fald gik jeg i stå efter at have set de fleste afsnit af sæson 1 og vender ikke tilbage.

Helt tilfældigt fik jeg zappet over på den svenske kanal SVT2, der bragte en 75 minutter lang ‘fortælling om en musikfestival’. Hultsfred Festivalen. En slags pendant til Roskilde Feestival i Danmark, men yngre og nu vist nærmest fortid.
Hultsfred er en lille landsby i Småland med 4-5000 indbyggere. Og på det tidspunkt, hvor festivalen startes, består lansbyens ungdomskultur af boldspil, især håndbold i den lokale hal. Men to unge gutter, der begge spiller i bands, vil det anderledes og får stablet en forening Rockparty på benene med det formål at lave koncerter for de unge. Og i starten af 1982 løb den første af stablen med navne som Billen Steks, Destroid Furture og Zwän Ruth, og kort tid efter stod Eldkvarn, Attentat og Ebba Grön for underholdningen.
Og Hultsfred Festivalen fortsatte helt frem til 2020, hvor den gik konkurs – for kort tid efter at blive vakt til live af andre. Og i den periode voksende Hultfred støt med flere og flere publikummer og et stort udvalg af tidens store navne. Indbyrdes var der ikke altid enighed om, hvad man skulle byde på, men oftest var resultatet et bredt udvalg, så der var noget for de fleste på de ialt fem scener, det blev til til sidst. Et eksempel på udvalget – fra 1986 – hvor der var 7500 betalende gæster:

Stora scenen

NILS LOFGREN [USA], THE TRIFFIDS [AUS], ERASURE [UK], NEW MODEL ARMY [UK], REEPERBAHN [EXKLUSIV ÅTERFÖRENING], MADISON, RP BRASS BAND

Teaterladan

SHARING PATROL [USA / DK], BLUE FOR TWO [1:A LIVEGIGET], JAGUAR, POJKEN MED GRODAN I PANNAN, PUSHTWANGERS, SATOR CODEX, THE EXTREMES, THE LEATHER NUN

Hembygdsscenen

COMMANDO, KALLE BAAH, LARS CLEVEMAN,

Stora Dans

SPRUNG AUS DEM VOLKEN [GER], THE SCAPS [F], HANS BLUES & BOOGIE [GER], NICE BOYS [DK], 6-10 REDLÖS, BAHNHOF, BLUESTERS, BOOM SHANKAR, CHARIZMA, FJÄRDE VÄGGEN, HARALD, SMÅDJÄVLAR

Glädjetåget

RAS 1, SID HAMED & CO., LUKAS MOODYSSON, DE NAKNA & LEVANDE, NEVSKIJ PROSPEKT + NÅGRA TILL.

Inställt

LORDS OF THE NEW CHURCH [UK/USA], KILLING JOKE [UK], RED HOT ROCKERS

Hultfred Festivalen tabte pusten af flere grunde. Dels havde Rockparty svært ved at følge med i musikkens udvikling, dels havde de problemer med økonomien og satsede forkert (fx lavede de en restaurant; noget de ikke havde forstand på) og så voksede de gamle venner fra hinanden og var ueninge om, hvordan det hele skulle udvikle sig.
Hultsfred Festivalen – fortællingen om en festival er en fin dokumentar, der får fortalt et stykke vigig kulturhistorie fra vores naboer mod øst.

Jeg ved ikke om jer med smart-tv og streaming kan se udsendelsen, men ellers hold øje med en evt. genudsendelse. Der er masser af koncertklip m.m. på Youtube.

Før der var punk, før der var beat, før der var Rhythm and Blues – i *England – var der skiffle. The Beatles udsprang af skiffle, nemlig John Lennons Quarry Men. Og en lang række andre musikere fra samme generation og Lennon og McCartney begyndte deres musikkarriere som skifflemusikere. Den tids – efterkrigstidens og ikke mindst halvtredsernes – svar på punken – en musik skabt af unge mennesker, der ikke alle kunne håndtere et instrument, men lærte det hen ad vejen. Kunne man ikke spille guitar, bas eller tromme, så kunne man sikkert håndtere et vaskebræt med mors fingerbøl.

Historien om skifflemusikken har Billy Bragg fortalt i sin bog How skiffle changed the world. Skiffle, importeret til England fra Amerika sammen med jazz-musikken. Men i modsætning til den en musik, som alle kunne deltage i – og gjorde det.

Og derfor kan det ikke undre, at Van Morrison, der også begyndte i skiffle, på sit seneste album er vendt tilbage til netop skifflemusikken. Tilbage til rødderne kunne man sige, og nej, det var ikke først og fremmest the blues, men skiffle.

I dag blev min gamle gymnasielærer i tysk, latin og oldtidskundskab bisat. Uden kirkelig handling og kun med de nærmeste og et par gamle studenter. Sådan som hun sikkert har ønsket det. Hun var kommunist af den gamle skole, og da jeg mødte hende for et år siden, sagde hun, at hun stadigvæk stod ved, hvad hun troede på. Og hatten af for det i en tid, hvor mange afskriver det røde flags smælden med henvisning til en vis murs fald. Som om ideer og drømme forsvinder, fordi nogen bryder en mur ned!?

Jeg havde set frem til at mødes med hende igen i år, men sådan skulle det så ikke være. Og jeg vil nu mindes hende og hendes mand (engelsk, historie og oldtidskundskab) med taknemmelighed for alt det, jeg lærte af dem for mere end halvtreds år siden, og lade Peter Abrahamsen fremføre Oscar Hansens gamle sang om det blodrøde flag.

»Tal dansk, din sorte hund!« siger Jeppe på Bjerget til en af advokaterne i Ludvig Holbergs komedie om den stakkels bonde (»sort« henviser altså til beklædning og ikke til hudfarve). Ludvig Holberg var efter datidens sortklædte øvrighed, fordi den talte latin, som Jeppe og andre meningmænd ikke forstod noget af.

I dag er det ikke sortklædte øvrighedspersoner, der taler et sprog, som mange såkaldte almindelige mennesker ikke behersker. Det er derimod journalister og mediepersoner, der sørger for at tale i ikke-danske vendinger – eller måske rettere: som taler i vor tids anglo-amerikaniserede afart af dansk.

Outstanding er et eksempel på et ord, der har vundet indpas i pressen og de førende medier. Seneste er det træneren for det danske kvindefodboldhold, der omtaler den hjemvendte landsholdstjerne Pernille Harder som værende “outstanding”. Og hvad er der så galt med det, vil nogen måske straks melde ud!? Jo, problemet er, at vi på dansk har adskillige, gode tillægsord, der kan bruges i stedet, og som nok vil sige de fleste danskere mere. Pernille har været fremragende, siden hun vendte tilbage til fodbolden efter sin muskelskade. Fremragende, enestående osv. Tjek synonymordbogen og se, at der er mange muligheder for at beskrive hendes præstation, oven i købet med adskillige, forskellige konnotationer.

Og det er her, jeg optræder som en gammel Jeronimus (igen en Holberg-figur: en knarvorren, konservativ og forstokket husherre…). Jeg er lidt bekymret over den ukritiske, uhæmmede import af ord, udtryk og vendinger fra det anglo-amerikanske sprogområde, som pressen og medierne tilsyneladende ubekymret lægger spalteplads og taletid til. Ikke, fordi jeg tror, at det lige straks tager livet af det ubetydligt lille sprog, som dansk er i global sammenhæng (hvor flere små sprog hvert år forsvinder, for aldrig at komme igen…), men fordi vi – hvis vi vil og ønsker det – bedre kan udtrykke os på vort modersmål. Dansk er et rigt sprog med mange muligheder; det er op til os, om vi vil bruge det. Så tal og skriv dansk din “sorte” hund!

Mike Oldfields album Tubular Bells, der udkom på denne dag for et halvt århundrede siden, var den første plade fra det kendte Virgin Records. Oldfield var en ung mand- 19 år – og spillede selv de fleste instrumenter på den specielle udgivelse. Og pladen blev en succes, godt hjulpet på vej af William Friedkins kult-gyser Ekscorcisten, der brugte noget af musikken. Det trak pladesalget op og sikrede det nye plademærke en solid indtjening at bygge videre på.

Der er ingen tvivl om, at pladen er blevet en klassiker i rocken med sin særlige repetitive æstetik. Og den er åbenbart faldet i manges musiksmag, og er siden hen blevet genudgivet og videreudviklet på flere plader.  Selv foretrækker jeg andre af Oldfields plader, hvor han samarbejder mere med andre musikere og sangere.

For et par måneder siden spillede jeg her på siden Tina Turners debutindspilning fra 1958. Da  hed hun endnu ikke Tina Turner. Det kom hun først til, da hun dannede par med Ike Turner i et meget omtalt parforhold, hvor Ike – i følge Tina – styrede hende med hård hånd (bogstaveligt talt). Men Ike Turner var også en meget talentfuld musiker, der forstod at få det bedste frem i sangerinden Tina Turner. Og det resulterede i mange fine, mindeværdige indspilninger, blandt andre “River Deep, Mountain High” og “Notbush City Limits” for at nævnet et par, der indtog hitlisterne. Og da det omsider lykkedes Tina at komme ud af Ikes kløer fortsatte hendes sangkarriere med succes, og i karrierens sidste årier blev hun et af de største navne i amerikansk populærmusik med albummet Private Dancer som et fornemt højdepunkt. Tina Turner døde i sit hjem i Kusnach uden for Leipzig, hvor hun havde boet i mange år og havde lidt af forskellige helbredsproblemer.

Da Tina Turner ramte Århus i 1983