Beyoncé goes country

23. februar 2024

Beyoncé har aldrig rigtig faldet i min smag, og derfor er hun en af de kunstnere, der skal have en eller flere nye chancer. For det kan vel ikke passe at så mange musikforbrugere kan tage fejl eller?! Well, den unge dame er ude med et nyt udspil, hvor hun bevæger sig ind på countrymusikkens gebet, og selv Dolly Parton har vendt tommelfingeren opad. Og det er da heller ikke helt ueffent, det Beyoncé leverer her. Ikke skelsættende eller radikalt fornyende og heller ikke meget bedre end mange af de nye unge countrydamer, der løbende kommer frem derovre. Men bestemt lytteværdigt. Bestemt.

3 har læst indlægget

Filmoplevelse: De frigjorte

22. februar 2024

DR har fået en lys idé. Nemlig at vise nogle af Erik Clausens film. Den nu 81-årige Erik Clausen er en selvlært multikunstner, der oprindeligt blev uddannet maler, men siden har fundet en levevej som kunstmaler, musiker, skuespiller, filminstruktør og manusskriptforfatter – med mere. Og så er Clausen en af de venstreorienterede kunstnere i dette land. Med en opvækst på Sydhavnen i København og en altid klar holdning til, hvilket lag af befolkningen han tilhørte og solidariserede sig med.

Og det sidste afslører sig umisforståeligt i filmen De frigjorte, der bygger på en roman af forfatteren John Nehm (1934-2019), som var en autodidakt arbejderforfatter. Alene filmens titel er polemisk. Frigjort er arbejdsgiverens betegnelse for “fyret” eller “fritstillet”. Og den fortæller historien om den midaldrende fabriksarbejder Viggo, der martres af tanken om, at han en dag kan blive fyret og en dag oplever, at hele den fabrik, han har arbejdet på i 25 år, lukker og sender arbejdet ud af landet. Uden de store dybsindigheder fortæller filmen om den deroute, som , ‘frigjortheden’ bliver for Viggo, der oplever, hvordan der ikke længere er brug for ham og hvordan han langsomt på acceptere at være en af de 300.000 arbejdsløse i Danmark. Og hvordan situationen slår ind på hans ægteskab og familieliv og medfører en større krise i hans midaldrende liv. Filmen lever højt på de medvirkendes indforståede portrætteringer af de forskellige personer – lige fra Helle Ryslinges loyalt-kritiske kone over Anen Marie Helgers portræt af en velhavende falleret sangerinde til en lille rolle til afdøde Bjarne Liller som let fordrukken arbejdsløs. Og filmen rummer mange små momenter, der både er rørende, morsomme og troværdige. Det er en film, der er solidarisk med de mennesker, den skildrer, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor den står politisk set. Og Erik Clausen spiller – som altid – rollen som om Viggo er en del af hans egen personlighed, hvad han nok også er.

Filmen er bestemt seværdig og er en illustration af, at folkekomedien, som engang var flagskibet i dansk film, stadigvæk fungerer, selv om den har politiske og samfundskritiske over- og undertoner. Og som alternativ til alt det andet kulturelle hø, DR sender, er valget let.

2 har læst indlægget

Bent Hesselmann – 85 år

21. februar 2024

Musikeren Bent Hesselmann – saxofon, fløjte og piano – fylder 85 år. Han har spillet i mange sammenhænge – ud over Hæs & Blæs (ovenfor): N.J. Steens Quartet,  Max Brüels Quintet, Jørgen Borchs Quintet, Hugh Steinmetz Big Band, Cadentia Nova Danica), The Maxwells, Beefeaters, Søren Kragh Jacobsens Biorytmer, Young Flowers, Alrune Rod, Midnight Sun. Plus det løse. Og de sidste mange år har han også lavet filmmusik, optrådt som skuespiller og været kommentator her i bloggen.

4 har læst indlægget

Henrik Strube – 75 år

21. februar 2024

Henrik Strube var en del af halvfjerdsernes venstreorienterede rock. Først gjorde han opmærksom på sig selv som medlem af No Name, hvor han bl.a. spillede sammen med Peter Ingemann. Så fortsatte han i flagskibet Røde Mor, og gik siden solo med en række populære albums. Ved siden af sit musikalske virke har han også arbejdet som journalist og forfatter med flere bøger på samvittigheden. Og så har han skrevet og være foredragsholder om lidelsen tinnitus, som han selv er ramt af og som er en erhvervsskade for mange musikere.
Jeg mindes en koncert med Henrik Strube Band i Botanisk Have i halvfjerdserne, hvor han havde Lis Sørensen med som sangerinde og guitarist. Og i sidstnævnte egenskab fik hun en lidet mindeværdig solo.
I dag fylder Henrik 75 år og er stadigvæk aktiv.

Her i en nyere optagelse med Røde Mor fra Århus:

2 har læst indlægget

Filmoplevelse: C’mon, c’mon

20. februar 2024

Det er ikke hver dag, man støder på en nyere film, der er optaget i sort-hvid. Og alene det forhold fortæller noget om, hvilken film vi har med at gøre. En film, der ikke gør sig så meget i det udvendige – farver, computerkunst osv. En film, der vil noget andet og nedtonet.
Og det er hvad vi får. Vi møder Johnny (spillet af Joaquin Phoenix), en midaldrende journalist, der er involveret i et projekt, hvor han sammen med en kollega rejser rundt i USA og interviewer børn og unge for at høre om deres liv og forventninger til fremtiden. Da han kommer til Detroit kontakter han sin søster Viv (Gaby Hoffmann), som han ikke har talt med siden de mistede deres demens-ramte mor et år tidligere. Og i løbet af telefonsamtalen får Viv Johnny overtalt til at komme til Los Angeles og passe sønnen Jesse (Woody Norman), medens Viv er i Oakland for at hjælpe sin ægtemand og Jesse’s far Paul på fode. Han lider af en såkaldt bipolar lidelse.
Johnny påtager sig opgaven, selv om han ingen erfaringer har med at passe børn. Selv om Vivs ophold hos Paul trækker ud, tager Johnny sig af Jesse og de to udvikler et nært forhold til hinanden, selv om Jesse – med moderens ord – er en ‘klog og sær dreng’. Selv om Vivs ophold hos Paul trækker ud og selv om Jesses tilstedeværelse i Johnnys liv vanskeliggør hans arbejde som rejsende journalist indvilliger han i at tage sig af drengen.
Og filmens helt centrale fokus er forholdet mellem manden og drengen. De er vidt forskellige som personer og Jesse er en dreng, der går sine egne veje, har sine egne meninger og ikke bare lader sig styre af en voksen. Det giver anledning til nogle konflikter undervejs, hvor Jesse forsvinder for igen at dukke op.
Filmen ender med, at Viv kommer og henter drengen i New Orleans. Og i den sidste scene ser vi Johnny sidde og lytte til optagelserne fra New Orleans, hvor han hører Jesse fortælle, at han opfatter Johnny som måske værende sin bedste ven. Og Johnny sender Jesse sin egen optagelse, hvor han fortæller om deres tid sammen og minder Jesse om alle de ting, han ikke må glemme, når han bliver voksen.
Filmen er et enestående eksempel på, hvad amerikansk uafhængig filmkunst kan byde på, når Hollywood ikke er ind over. En stille film, der bevæger sig i et meget realistisk univers med billeder af uglamourøse sider af amerikanske storbyer og fortæller en virkelighedsnær historie om nogle umage mennesker, der på trods af meget forskellige personligheder og baggrunde finder et venskab i en verden, der er fuld af problemer. En film, der med sit fokus på personerne og deres snakkesalighed kan bringe mindelser om nogle af Woody Allens film frem, men også minder os seere om, hvor virkelighedsfjerne mange af de mere kendte film fra Hollywood og lignende steder er. En både bevægende og meget menneskelig film, som man kun kan få det godt af at se.

2 har læst indlægget

Filmoplevelse: The Mule

19. februar 2024

The Mule (Muldyret) fortæller historien om Koreakrigsveteranen og amatørgartneren (med forkærlighed for dagliljer) Earl Stone, der bliver spillet af den aldrende Clint Eastwood, som også har instrueret filmen (2018). Filmen bygger på en virkelig persons historie.

Stone er en mand, der har sat sit arbejdsliv højere end alt andet, inklusive sit ægteskab og forholdet til sine børn og børnebørn. Og da vi møder ham brænder han sin datter Iris af på hendes bryllupsdag, fordi han i stedet for skal modtage en hæderspris for sine dagliljer. Forbitret over hans handling nægter datteren at snakke med ham igen og hustruen begærer skilsmisse.

Tolv år senere dukker Earl op ved sit barnebarn Ginnys bryllupsforberedelser. Den reelle grund til hans besøg er dog en anden – han har mistet sit hus, der er sat på tvangsauktion, og må (og det er ikke første gang, forstår vi) se om han kan komme på fode igen. Men der er selvfølgelig ingen hjælp at hente i den forsmåede familie. Earl må gå sin egen vej, men da han er på vej hen mod sin gamle pick up truck, som han har tilbragt meget af sit liv i, kontaktes han af en ung latinamerikansk mand, der tilbyder ham et job som vognmand. Det viser sig så at være et narkotikakartel, der har brug for en loyal person til at aflevere kokain. I første omgang afviser Earl, men nøden får alligevel ham til at acceptere tilbuddet. Og han begynder sine ture, som han klarer uden de store problemer, fordi han er elitebilist, som aldrig har fået en trafikbøde, og i øvrigt opfører sig på en upåfaldende måde.

På grund af sin væremåde bliver gamle Earl hurtigt narkokatellets bedste “muldyr”, der leverer større og større partier kokain og tjener mange penge, som han bruger på at købe sit gamle hus tilbage, en ny pick up truck (da den gamle står af), give mange penge til den lokale veteranklub og finansiere sit barnebarns bryllup og adgang til en videregående uddannelse. Men narkopolitiet kommer langsomt men sikkert på sporet af narkotrafikken og det succesfulde “muldyr”. Pågribelsen af Earl bliver dog forsinket, fordi den angrende Earl beslutter sig for at lave en afstikker på vejen (noget han ellers aldrig har gjort) for at besøge sin kræftsyge kone, der ligger for døden. Earl deltager i konens begravelse og slutter fred med sin familie og gennemfører derefter sin narko-tur og bliver pågrebet. Han stilles for retten og selv om politiet ser formildende omstændigheder i Earls handlinger, hans fortid som Korea-veteran og hans alder, så vælger Earl at erklære sig skyldig i alle anklager, hvorfor han ender i fængsel. Og det sidste man ser, er at Earl er i gang med at dyrke sine elskede dagliljer på fængslets grund.

Det er ikke en film, der gør megen væsen af sig. Den er fortalt ligefremt og uden de store falbelader, og Eastwood har været heldig med sine valg af karakterer, fx Diane Wiest i rollen som den forsmåede kone eller Andy Garcia i rollen som karteloverhoved. Og Eastwood selv spiller som han plejer at spille, dvs. nærmest at spille sig selv. Selv om han er en gammel mand, så er det stadigvæk rollen som den arketypiske amerikanske enegænger, der holder fast i gamle normer og “værdier” og i det hele taget et tilbageskuende perspektiv på livet (han hader mobiltelefoner og internet, han kalder sorte for negere og sætter sine pligter – ikke mindst arbejdet – over alle andre ting). Eastwood spiller som Earl en gammel udgave af den spahettiwestern-cowboy og Dirty Harry-figur, han engang for mange år siden grundlagde sin karriere på. Godt nok skyder han ikke med skarpt længere, men på alle andre måder er han en tro kopi af den figur, han egentlig altid har spillet. Han kan den figur på rygradden og det er måske også forklaringen på, at han stadigvæk langt oppe i halvfemserne formår at lave film om den slags mænd.

Det er absolut en veldrejet lille film, som man roligt kan se, hvis man kan goutere det Eastwoodske univers.

2 har læst indlægget

50: Kiss – st.

18. februar 2024

I dag er det 50 år siden bandet Kiss debuterede. Kiss er sådan et hård rock band, som jeg aldrig har haft noget forhold til, men som har været voldsomt populære og  som har forstået at markedsføre sig selv med masser af iscenesættelse (glamstil med ansigtsmaling, lange  tunger og meget mere). Bandets storhedstid var fra grundlæggelsen i 1973 og frem til 1979, hvor de første tegn på indre opløsning begyndte at vise sig. Ikke desto mindre har bandet været kørende helt frem til 2023, hvor de optrådte for angiveligt sidste gang i New York.

2 har læst indlægget

Og bassen kom hjem til far igen…

17. februar 2024

På Paul McCartneys hjemmeside kan man læse følgende:

Following the launch of last year’s Lost Bass project, Paul’s 1961 Höfner 500/1 bass guitar, which was stolen in 1972, has been returned. The guitar has been authenticated by Höfner and Paul is incredibly grateful to all those involved.

I Beatles-fan-kredse har historien om Maccas forsvundne Höfner-bas og – ikke mindst – projektet med at finde den igen efter mere end halvtreds år løbet som løbeild i de sociale medier. Og nu er det så sket: Macca er blevet forenet med sin bas. En historie, der måske mest af alt fortæller noget om Beatles-fandom end noget som helst andet.

3 har læst indlægget

På radaren: Alice Jeal – Melted Love

17. februar 2024

En af mine udenlandske studerende (for efterhånden mange år siden…) er sprunget udpå musiktjenesten Soundcloud med denne fine R&B-soul-sang. Ja, hun er fransk og det giver det bare et twist.

1 har læst indlægget

AI-samfundet

17. februar 2024

En ung kvinde, der – med sine egne ord – “skriver og taler om litteratur, feminisme og alt det private, som er politisk” og i øvrigt fører sig frem på det førende internetmedie Instagram,  hvor billeder er vigtigere en skriveri, på en måde, der bekræfter en fordomsfuldt billede af unge kvinder, der vil frem i vores verden i kraft af deres udseende (mange let påklædte billeder) og i kraft af de i offentligheden kendte personer, især mænd, har fået ørerne gevaldigt i mediemaskinen. I en længere periode har hun haft som opgave at skrive anmeldelser m.m. i en stor dansk avis, og her er hun så blevet afsløret i at plagiere andre. Altså i at stjæle andres skriverier. Hun  har med andre ord handlet som en platugle, en plagiator, der åbenbart ikke har været i stand til at udføre den opgave, hun har været så heldig at få (i en verden, hvor journalister mister deres arbejde, fordi der er mindre og mindre at lave for deres faggruppe på de store medier…). Hvem denne kvinde er, er i denne sammenhæng ligegyldigt (du kan selv finde hende ved at google de centrale ord). Her er hun først og fremmest et symptom på det samfund, hun lever og handler i.

Og det samfund, vi taler om og henviser til, er et samfund, der i disse år falder i svime over den seneste teknologiske udvikling inden for computoriseret behandling af tekst, billede, film, lyd – nemlig den såkaldte kunstige intelligens (eng. Artificial Intelligence). En – med den amerikanske lingvist og politiske kommentator Noam Chomskys ord – avanceret og sofistikeret form for plagiarisme, altså tyveri af menneskelige ånds- og forstandsfrembringelser.

Og det slående ved den kunstige intelligens’ indtog i vores samfund er, at det foregår næsten uden nogen form for kritisk overvejelse, i hvert fald i de store medier. Man nøjes med at fremhæve alle de steder, hvor den nye teknik inddrages – lige fra lægevidenskaben til uddannelsessystemet. Al snak om, at teknologiske fremskridt – som alle fremskridt – både er frem- og tilbageskridt, synes at fordufte som den første forårsdis i forårssolen. Ja, der er tale om en veritabel dyrkelse af denne sofistikerede form for snyderi og tyveri. Og det illustreres måske bedst ved at se på alle de sager, der har været i uddannelsessystemet, hvor debatten ikke drejer sig om et forbud mod anvendelse af KI i forbindelse med opgave- og afhandlingskrivning, men om hvordan man kan inddrage teknologien og sikre, at den ikke bliver misbrugt, når første den er sluppet løs på de digitale apparater.

Begejstringen og dyrkelsen af KI er – efter min bedste mening – udtryk for, at vi befinder os i et samfund, der for længst har accepteret tyveri af menneskelige åndsfrembringelser som en legitim handling – altså så længe det ikke bliver opdaget. Dette legitime tyveri har i årtier foregået i vores varesamfund, hvor kopier af mærkevarer ikke alene  har været en tilbagevendende tema og genstand for lovgivning, men i dag på de globale marked nærmest er den gældende dagsorden. Og vi har set et sådant tyveri transformere musiklivet nærmest til ukendelighed, siden digitaliseringen kom ind som en mulighed (fra sampling til KI). Og vi har set adskillige eksempler på, at offentlige personer har begået et sådant tyveri ved fx at pynte sig med lånte fjer i form af konstruerede cv’er. En førende kvindelig politiker insisterede på at være journalist, selv om hun aldrig har i nærheden af en journalistisk uddannelse eller har arbejdet som en sådan. En førende tv-journalist bliver taget i at have stjålet hele kapitler af en anden mands/kvindes bog og indlemmet det i sin egen – uden at gøre opmærksom på det. Og så videre. Og det hele er eksempler på, at vi lever i et samfund, hvor det er i orden at snyde, svindle, manipulere, kopiere, stjæle osv. i en højere sags tjeneste. Og hvor surt slidsomt arbejde, møje, besvær og talent spiller en tilsvarende mindre rolle.

Men hvad gør man så, hvis man bliver taget på fersk gerning i den slags tyveri og snyderi? Er det muligt at slippe for mistanken om, at man er en notorisk platugle og tyveknægt?! Er det nok at love bod og bedring!? Af kommentarstrømmen til den indledningsvist omtalte unge kvinde kan man godt få det indtryk, at selve forbrydelsen betyder langt mindre end det projekt, som den tjener – nemlig markedsføringen af hovedpersonen som et skabende (skrivende, tænkende) væsen med ambitioner om at være feminist og privatlivspolitiker. Målet helliger midlet. Og vi kommer ikke uden om at stillle spørgsmålet: Hvad siger det om vores samfund, at det forholder sig således!? At forbrydelse betaler sig, når bare det tjener sit formål!? Jeg vil overlade det til læserne selv at tænke tanken til ende.

 

1 har læst indlægget

Tre shots, så kører det…

16. februar 2024

3 har læst indlægget

Reconvalesens

15. februar 2024

Jeg er på benene igen. Efter at have været sengeliggende. Med lidt medicin og et bestemt “spark i røven” fra læger og fysioterapeut er jeg i gang igen. Jeg går som jeg plejer, men alderen kan jeg ikke ændre på og må bide en stille ømhed i mig. Og så er det jeg i en bog læser, at reconvalesens (af middelalderlatin reconvalescentia: ‘at blive stærk igen’) tager længere tid, desto ældre man er. Faktisk skulle det være sådan (alt skal jo tages med et gran salt), at fra man er fyldt 50, så skal man regne med en uge pr. årti. Altså, at det tager fem uger for en halvtredsårig at komme tilbage til den styrke, man havde før man blev syg. Så jeg trøster mig med, at det går fremad (både i direkte og overført betydning) og at det vil tage yderligere nogle uger, inden jeg er fri for ømhed og hvad dertil hører. Men jeg er glad for, at det dog er gået fremad og at jeg ikke skal ligge mere i sengen end absolut nødvendigt (= nattesøvnen). Og at det nok skal hjælpe at bevæge sig lidt mere end før problemet opstod. Af samme årsag har jeg sendt min cykel nr. 2 til cykelmekanikeren for at få nye slanger (og måske dæk) på, så jeg kan komme til at trille lidt mere rundt i lokalområdet, når vejret tillader det. Så alt i alt er der såmæn ikke noget at klage over for en gammel mand som mig.  Spørgsmålet er så, hvilket stykke musik, der passer til dette lille  ego-centrerede indlæg? Jo, medens jeg lå der og læste og vendte og drejede mig så meget pinen tillod det, så dukkede mine gamle musikhelte op igen og igen. Beatles, Stones og så Kinks (med også mange andre fra Small Faces til Squeeze og videre). På den indre cerebrale afspiller. Så lad Ray Davies og Kinks komme til mikrofonen i en fin optagelse fra det hæderkronede britiske tv-program The Old Grey Whistle Test:

4 har læst indlægget

Rod Stewart & Jools Holland – Pennies from Heaven

14. februar 2024

Det lå nærmest i kortene  – efter række af albums med sange fra den store amerikanske sangskat – at Rod Stewart kunne komme med et album med swing-musik. Og lige så nærliggende er det, at han får selskab af ex-Squeeze-musiker og tv-musikprogram-vært Jools Holland i albummet med titlen Swing Fever, der udkommer den 24. Februar. Og som gammel fan af Roden er der ingen vej uden om; den må ind i samlingen i et eller andet varigt format. Swing it Rod and Jools!

3 har læst indlægget

55 år med farve på: DR

13. februar 2024

I går var det nøjagtig 55 år siden, DR begyndte at sende farve-tv for alvor. Der havde været lidt tilløbt og forsøg, men nu sprang man ud i det for alvor, selv om der skulle gå endnu ni år, før alle programmerne var kulørte. Og der skulle gå en del år, før farve-tv kom ind i mit liv for alvor. I starten af halvfjerdserne gik jeg i gymnasiet og begyndte på min lange vej gennem universitetet og fjernsyn var ikke noget, der fyldte ret meget i min hverdag. Nogle gange har jeg tænkt, at det ikke skulle være kommet ind i det hele taget, for programmerne blev ikke bedre, fordi der kom farve på. Lige som digitaliseringen heller ikke – efter min mening – har øget programmernes indholdsmæssige kvalitet.

Men jeg kan ikke lade være med at tænke på den voldsomme teknologiske udvikling, min generation har været vidne til. Fra de store, rørforstærkede radioer med kort-, mellem-,  -langbølge og til sidst FM over de store sort-hvide apparater med korte sendetider (bortset fra tysk tv, som vi kunne se på vestkysten). Og det var i den periode, vores radio- og tv-vaner blev grundlagt og hvor public service var noget, man tog meget alvorligt. Fx var der masser af oplysnings-tv (skole-tv, dokumentarisme) og det var ikke nogen selvfølge, at der skulle underholdes fra morgen til aften, sådan som det nærmest er nu. Det var også dengang, mine forventninger til radio- og tv-mediet blev dannet. Forventningerne om seriøsitet – både i de kulturelle programmer, nyhedsudsendelserne og de andre baggrunds-journalistiske programmer. Forventninger, der siden hen stort set er blevet afløst af den ene skuffelse efter den anden. Og jeg kan stadigvæk ikke lade være med at undre mig over, at så megen teknologisk fremskridt – så mange muligheder for at formidle og udtrykke sig – ikke er blevet omsat til øget seriøsitet og høje oplysningsmål. Men sådan skulle det ikke være, og specielt efter TV 2s fremkomst er det blevet tydeligt, at det først og fremmest gælder om at underholde seerne,hvilket DR i allerhøjeste grad har rettet ind efter – godt hjulpet på vej af de løbende seer- og lyttermålinger og den borgerlige lejrs evige drøm om at gøre livet surt for den gamle statsinstitution.

2 har læst indlægget

Filmoplevelse: The Miracle Club

12. februar 2024

The Miracle Club er instrueret af den irske instruktør Thaddeus O’Sullivan, der især er kendt for at være serie-instruktør (fx Vera, Shetland og Call the Midwife). Og med The Miracle Club fra 2023 tager han hul på en lovende karriere som spillefilmsinstruktør.
Historien i filmen er såre enkel. Nogle kvinder fra Dublins arbejderklasse ønsker at komme på en pilgrimstur til Lourdes i Frankrig, hvor katoliker kan bade og drikke kildevand et sted, hvor den hellige jomfru Maria i følge skrønen har været på besøg efter Jesu død og opstandelse. Og hver af kvinderne har deres private grunde til at søge miraklet. Lily Fox, spillet af det stadigvæk formiddable Maggie Smith, bærer rundt på sorgen over sin søn, der døde i en drukneulykke år tilbage. Eileen Dunne i Kathy Bates fine gestaltning er bekymret over en knude i brystet. Laura Linney spiller Chrissie Ahearn, der vender tilbage til Dublin efter moderens død og med en lidelseshistorie i baggagen, følger med de andre, fordi det oprindeligt var planen at moderen skulle rejse med. Og endelig er der så den unge Dolly (Agnes O’Casey) der har en stum søn, som hun tror er blevet stum på grund af et mislykket abortforsøg, da hun bar på ham. Og sammen med den lokale præst fader Dermot (Mark O’Halloran) drager de så af sted i bus til de hellige kilder.
Men ingen af dem oplever noget mirakel. Tværtimod går det op for dem, at det hele er noget hokus-pokus og at der kun – i følge legenden – er sket 62 mirakler, siden stedet blev en pilgrimsattraktion engang i attenhundredetallet. Og som der står på coveret til dvd’en: De søgte et mirakel men fandt hinanden. For det der sker er, at de alle sammen finder hinanden i blotlægningen af historien om Chrissies skammelige forvisning til Amerika, fordi hun var blevet gravid med Lilys søn, der i sorg over hendes bortrejse drukner sig selv. Og Eileen går til bekendelse og påtager sig medskyld i Chrissies bortvisning og erklærer hende sin kærlighed (og sit had). Og den unge Dolly får at vide, at hun er helt galt afsporet i sin selvbebrejdelse, fordi hendes abortforsøg var helt forfejlet og ikke gjorde drengen noget ondt. Og filmen ender med, at de vender tilbage til Dublin og deres ægtemænd ganske forvandlede af det kvindelige fællesskab og den gensidige tilgivelse, der måske i virkeligheden er det mirakel, de søgte men ikke vidste, at de søgte.
Som referatet her antyder, så er det ikke noget stort og tungt plot, filmen drejer sig om. Det er en film, der lever højt på fine skuespilpræstationer fra de benævnte kvinder, men også en lang række bipersoner, og på sin stilfærdige, meget irske beskrivelse af et katolsk arbejdermiljø i Dublin. En af de hersens små film, der ikke aspirerer efter at blive århundredets mesterværk, men vil leve et stille liv som kultfilm for dem, der kan se det store i det små. Hermed anbefalet.

 

6 har læst indlægget
6 har læst indlægget