CAPAC

Når man som jeg har fulgt sin hjembys fodboldklub gennem mere end fem årtier og har det som mange fra min generation, hvor man holder med sin hjembys – eller måske endda sin hjemby-bydels klub – uanset, hvordan det går, så giver det et lille rif i fodboldhjertet, når klubben rykker helt ned i 2. division, sådan som tilfældet er med Efb i år.

Så hjælper det ikke meget at fremhæve de gyldne tider i 1960’erne og 1970’erne, hvor klubben vandt flere mesterskaber, pokalturneringer og internationale kampe, var leveringsdygtig i dygtige landsholdsspillere og professionelle fodboldspillere, havde gode trænere og forstod at opbygge en klubkultur, der kunne sikre succes på den lange bane. Faktum er, at sådan er det ikke lige nu. Og forklaringen er også til at få øje på.

Nedturen begyndte for alvor, da en række amerikanske investorer ved navn Pacific Media Group, der har specialiseret i opkøb af fodboldklubber, købte sig ind i klubben. Investorer, der fra første færd gjorde det klart, at de ville bestemme, hvordan der skulle spilles fodbold i Esbjerg og hvilke mål, der skulle være. Og det blev også hurtigt tydeligt, at investorerne ikke havde nogen som helst forståelse for den lokale kultur. Hverken den danske, den esbjergensiskse eller fodboldklubben. Det blev overtydeligt, da de ansatte den tyske træner Peter Hyballa, hvis træningsmetoder hurtigt viste sig at være mere destruktive end det modsatte. Det førte til skandaløse tilstande, der til sidst endte med Hyballas fyring og en masse mere eller mindre bekræftede rygter om psykisk og fysisk vold og lignende. Og uroen om holdet, hvor der foregik store udskiftninger, betød, at resultaterne på banen udeblev. Og lidet hjalp det at ansætte andre trænere. Efter Hyballe, der stoppede i 2021, har der været fire trænere, hvoraf ingen har formået at ændre kursen mod bunden. Og det kan alene tilskrives de bestemmende investorers “fodboldfilosofi”. Også i andre af Pacific Media Groups klubber i Europa går det den forkerte vej.

Det eneste positive ved den aktuelle situation er, at  lokale forretningsfolk arbejder for at få købt Pacific Media Group ud af klubben for at begynde på en frisk, dvs. en ny opbygning af førsteholdet på det værdigrundlag, der i årevis har været i klubben. Når og hvis det lykkes at få udmanøvreret amerikanerne skal Efb nok komme på rette kurs igen, selv om det kan komme til at tage lang tid. Og læren af den historie må være, at penge og foldboldskultur ikke altid går hånd i hånd. Fordi man ejer en klub betyder ikke, at man også forstår og formår at få klubben til at fungere som fodboldklub.

Jeg skal da ikke glemme, at vi har passeret halvtredsårsdagen for udsendelsen af Rolling Stones’ Exile on Main Street. Pladen, som stenene lavede i deres frivillige skatteeksil i Frankrig – og efter sigende under indflydelse af rigeligt med inspirationsfremmende kemilalier – fik den helt store tur, da fyrreårsjubilæet var der. Denne gang er det lige før, den er blevet glemt – bortset fra her i bloggen. For det er uden tvivl en plade, der kickstartede gruppen igen efter endnu en periode, hvor de gik lidt i stå og måtte finde en vej tilbage på sporet. Man kan fx læse om det hos Christoper Sandford i hans noksom omtale jubilæumsbiografi (og rigtig mange andre steder). Uanset hvad, så er det en plade, der sagtens kan tåle mere end et genhør på grammofonen eller cd-afspilleren.

Apropos nørderiet (Carlene Carter), så fik jeg lyst til at slå et slag for Rick(y) Nelson.

En del af bloggen læsere vil med garanti huske hans 1972-come back-indspilning “Garden Party”, der blev spillet rigtig meget på Danmarks Radios musikradio og mest af alt var en humoristisk (selv-ironisk?) sang om et party, hvor kendte mennesker deltager (fx John Lennon in cognito som “The Walrus”) osv. Og en sang, der er let at synge med på.

Nørderiet – hvis man kan kalde det det – går på, at Rick Nelson, der døde alt for tidligt, kun 45 år gammel, da han faldt ned med et fly i 1985, fik en slags musikalsk opblomstring og genkomst netop fra de tidliger halvfjerdsere og frem – nemlig som countryrocker. Indtil da havde han allerede slået sit navn fast som popsanger i slipstrømmen på kunstnerne på Sun Records (Elvis, Carl Perkins m.fl.). Han pladedebuterede som kun 16-årig i 1957 med et par Fats Domino-covers. Og samme år fik han en tredjeplads på singlehitlisten med “Be-Bop-Baby” og en førsteplads med sit debutalbum Ricky. Og han fortsatte med at inspille sange, der alle var farvet af rockabilly og tempo, samtidig med at han også gjorde karriere på det hvide lærred og tv. Blandt hans bedst kendte sange er fx “Hello Mary Lou”, der også fik megen opmærksomhed på den danske musikradio.

I 1961, da han fyldte 21, ændrede han sit kunstnernavn fra Ricky til Rick (hans borgerlige navn var Eric Hilliard Nelson), og da hans stjerne dalede lidt –  på grund af The British Invasion, der jo gjorde det svært for alle amerikanske stjerne – sadlede han musikalsk om og blev en af countryrockens pionerer. Og det er nok gået hen over hovedet på mange (og det er nørderiet). Sammen med The Stone Canyoun Band, der inkluderede Eagles-medlemmen Randy Meisner, var Rick en af de første, der satsede på den countrylyd, der siden blev et vandmærke for Eagles, Jackson Browne, Linda Ronstadt m.fl. Det lykkedes ikke helt for ham at få samme succes som de nævnte kunstnere, men det lykkedes dog at komme på hitlisten med en coverversion af Bob Dylans “She belongs to me”.

Rick Nelson er, efter min mening, en fabelagtig sanger. Både dengang, han gik i fodsporet på Elvis og de andre, og som countryrocker. Og der er al mulig grund til at anbefale de koncertplader, han fik lavet med The Stone Canyon Band, Rick Nelson in Concert at the Troubadour, 1969 (hvor The Stone Canyon Band debuterede) og Rick Nelson in Concert.  Rick(y) Nelson er langt fra glemt. Der findes masser af opsamlingsplader med hans tidlige materiale. Det kan være lidt sværere at få fat på de to nævnte live-plader, men de er bestemt værd at finde om indlemme i samlingen af countryrockalbums. Og – sidstnævnte plade findes både som vinyl og CD brugt – og CD’en rummer et par sange mere end vinylen… Bare som en forbrugeroplysning.

I morgen – den 18. maj 2022 – er det fyrre år siden, jeg trådte ud af folkekirken. Det skete på kordegnens kontor i Sct. Pauls Kirke og Sogn i Århus C. Jeg husker det så tydeligt. En lys dag, og jeg boede lige i nærheden i Strandparken. Jeg var kort tid forinden blevet far for første gang, og det fik mig til at træffe beslutningen, der havde været undervejs i flere år.

Hvordan kunne jeg være medlem af en forening – et trossamfund – hvis tro, jeg ikke delte. Ganske vist var jeg både blevet døbt og konfirmeret, men havde siden jeg var ganske ung haft en uafrystelig tvivl vedrørende  tro og religion. Og nu syntes jeg så, at tiden var inde til at træffe en beslutning, der var i overensstemmelse med min overbevisning. Og som skrevet, så gjort.

Kordegnen, der var en venlig mand, undlod ikke at spørge mig, om jeg nu havde overvejet det nøje, og gjorde opmærksom på muligheden af at indmelde sig igen. Men jeg var helt afklaret, og det var en rar tanke, at jeg sådan tog konsekvensen af min afklaring og holdning.  Og her sidder jeg så med min gamle dåbsattest fra 28. Februar 1954, hvor der på bagsiden står “Udtrådt af folkekirken den 15. maj 1982” med sognets stempel og kordegnens underskrift. Måske en skrivefejl med datoen. Jeg tror, det var den 18. maj. Men under alle omstændigheder er der gået fyrre år siden dengang. Færdigt arbejde.

Carlene Carter er en af de berømte Carter-klan. Datter af June Carter Cash (og ægtemanden Carl Smith) og med en lang række plader på samvittigheden (12 albums og en lang række singler). Men når jeg fokuserer på hendes udgivelse fra 1980, Musical Shapes, så er det, fordi der nærmest er tale om et album nummer to fra det fremtrædende og fremragende engelske pub-power-pop-rock-band Rockpile.

Rockpile var Dave Edmunds’ og Nick Lowes gruppe, der også omfattede Billy Bremner (guitar) og Terry Williams (trommer). Desværre fik dette fortrinlige band kun udgivet et studiealbum (men en række liveplader), Seconds of Pleasure (1980), der hører med i enhver power-pop-rock-album-samling. Det hang vist sammen med, at Edmunds og Lowe var på kontrakt ved forskellige pladeselskaber.

Og så alligevel – for Carlene Carters Musical Shapes (også 1980), er nærmest Rockpiles nr. 2, power-pop med lidt country-følelse. Carlene var gift med Nick Lowe dengang, han producerede pladen og fik Rockpile til at bakke hende op. Hun synger sågar duet med Dave Edmunds på nummeret “Baby Ride Easy”.

Men selvfølgelig spiller bandet også på nogle af Edmunds og Lowes soloplader, men de har længe været i radarens søgelys.

Musical Shapes

PS. Albummet findes vist nok kun på second hand-vinyl og på japansk cd, men er værd at lede efter, hvis man er til Edmunds, Lowe, Bremner og Williams.

Wavy Gravy, hvis borgerlige navn er Hugh Nanton Romney Jr., vil være kendt af enhver, der har set filmen om Woodstock-festivalen, hvor han og hans venner stod som indbegrebet af alt det, festivalen skulle stå for: hippiisme, modkultur, fred, kærlighed osv. Han var med til at grundlægge det berømte kollektiv The Hog Farm, der blev inviteret med til Woodstock som medhjælpere, blandt andet skulle de tage sig af sikkerheden. Og i eftertiden var de selvskrevne ved lignende festivaler.

Wavy Gravy, der fik sit øgenavn af B. B. King, har hele sit liv levet som modkulturel hippie, skabt kollektiver og arbejdet med sin egen kunst. I går fyldte han 86 år.

Interview med Wavy

Ja, Ronin er helt forbigået min opmærksomhed i alt for mange år. Bandet har to album på samvittigheden. Dels deres eponyme debut fra 1980; og så et live-album, Live in Japan, der kom så sent som i 2020.

Og hvem er så Ronin, vil du måske tænke. Jo, bandet bestod af Waddy Wachtel (forsanger, guitarist), Rick Marotta (trommer), Dan Dugmore (steel guitar, alm. guitar) og Stanley Sheldon (bas). Ellers sagt på en anden måde: Den gruppe af musikere, der udgjorde Linda Ronstadts band. Og debutalbummet er da også produceret af Ronstadts hofproducer Peter Asher for at det ikke skal være løgn. Og det er en plade, der lugter langt væk af den tids studielyd og musikalske smag, med gode sange, fine arrangementer og musikalske præstationer. Og man kan være heldig af finde pladen de overkommelige penge på diverse brugtpladesider.

Ronin 

Nej, ikke krigen (i hvert fald ikke i denne omgang), men MGP – Eurovision 2022. Og selv den gamle vært og popnørd Jørgen de Mylius kunne ikke undgå at forklare det med al den sympati, ukrainerne og deres land er blevet mødt af fra de vestlige lande efter Ruslands militære operation blev begyndt. Og så betyder de musikalske kvaliteter mindre, ja intet. At nummeret “Stefania” vil blive glemt lige så hurtigt som krudtrøgen over de ukrainske byer er nærmest selvindlysende. Politik og underholdning går hånd i hånd. Det eneste der manglede var, at der også blev foranstaltet en indsamling af penge til det trængte land mod øst.

ABBA – Waterloo

Jeg har før advokeret for det irske band Jiggy, der kan noget med danseglad musik og tilhørende videoer, der bare demonstrerer, at det har fat i den lange ende. Se og hør “Skellig“, så er det svært at sidde stille.

…var årtier, hvor min musikinteresse var på lavt blus, fordi arbejde og børnefamiliegøremål fyldte meget. Men, men, jeg forsøgte da at følge med med mere end et halvt øre. Og når jeg i dag ser, at et navn som Swing Out Sister får udsendt et bokssæt, så tænker jeg, at tiden sgu er gået siden dengang. Swing Out Sister var et navn, jeg næsten ikke kunne undgå, fordi bandet var et af de britiske band – sammen med fx ABC – der indtog MTV-fladen, også når den blev kopieret af andre satellittvkanaler, som for eksempel Sky, der kørte i stuen med børneprogrammer og andet.

Dengang synes jeg nok, at Swing Out Sister og lignende bands var en kende glatte og yuppismarte. Men i dag kan jeg godt høre, at de kunne noget med både melodiske sange og lækre arrangementer.

Breakout

You on my mind

Ja, det er MGP-tider, og det forlyder, at det danske bidrag har klaret sig rigtig skidt. Så er det jo godt, at man kan mindes dengang, hvor der var gode sangere og gode sange til, som fx i 1966, hvor Gustav Winckler fik et point for sit bidrag “Salami” med musik og tekst af Gunnar M Pedersen (og Winckler).

Eller vi kan tage Dansk Melodi Grand Prix i 1965, hvor konkurrencen var lukket. Her sang Birgit Brüel (mord til Sanne og Rebecca, Jomfru Ane Band m.m.) den smægtende “For din skyld“. En klar vindersang… selv om den kun blev nr. 7.

Eller hvad med Raquel Rastenni anno 1958 med “Jeg rev et blad ud af min dagbog“, der nåede en ottende plads.

Youtube er en underlig blanding af alt muligt. Og undertiden dukker der overraskende og sjældne ting (fx bootlegudgivelser) op. Som når en lægger hele den excentriske, eksperimenterende og flippede jazzmusiker Sun Ras koncert fra 1971 i – af alle steder – Vejlby Riisskov Hallen op. Lyt med her. 

Når man roder rundt i musikhistorien falder man over mangen en sjov oplysning. Så som, at Led Zeppelin leverede backup til Donovans singlehit fra 1968 “Hurdy Gurdy Man“. Ganske vist var Led Zeppelin ikke en gruppe endnu, men bassisten John Paul Jones var arrangør og spillede bas, John Bonham spillede trommer og Jimmy Page guitar. Så kun forsanger Robert Plant var ikke med.

Der var dog andre musikere ind over, og der hersker lidt usikkerhed om i hvilket omfang de tre zeppelinere spiller på sangen, men ikke om, at de var med. Og det er i øvrigt ikke så mærkeligt at de figurerer her, for de levede af at være studiemusikere i tiden før The New Yardbirds og Led Zeppelin.

I øvrigt blev sangen produceret af den kendte Mickey Most og Donovan skrev sangen, da han var med the Beatles i Indien.

En af dansk kulturlivs særlinge, dansk-færøske Jakob Haugaard, fylder 70 år i dag. Her vil jeg især kippe med flaget for Haugaards musikalitet. Han dukkede op på min radar i halvfjerdserne, hvor han var som medlem og frontfigur i bandet Sofamania tog et kærligt tag på punken og tilføjede den et skud humor (et andet af Haugaards varemærker). Siden var han med i duoen Haugaard og Carlsen, der var et stort navn her i lokalområdet og som var hjemstedet for sangen “Haveje”, som Kim Larsen senere igen gjorde til et folkeligt hit i filmen Midt om natten. Og Haugaard har også haft pæn stor succes som solist, fx med sin version af Billy Ray Cyrus’ “Achy breaky heart”, der fik den danske titel “Hammer hammer fedt”.

Sofamania – Århus by night

Jakob Haugaard – Ta’ en øl

En inkarnert Lou Reed-fan har opgravet en fin optagelse af Lou Reeds optræden på L’Olympia, Paris, 1974 på sin berømmede Rock and Roll Animal-tur.

Og koncerten findes også i en fin såkaldt soundboardoptagelse – lige her.