På papiret en umulig konstellation. Ikke desto mindre gav David Bowie sangen “Oh you pretty thing” – kendt fra hans eget album Honky Dory – til forsanger i Herman’s Hermits, da denne ville forsøge sig som solist. Pladen blev produceret af den dengang efterspurgte producer Mickie Most og Bowie selv spillede klaver på sangen. Most ændrede lidt ved både arrangement og tekst.
Hvis vi havde skrevet 1971 og ikke 2021, så ville Julie Møller Christiansen, der bærer kunstnernavnet GRO, måske have siddet i skrædderstilling med den akustiske guitar i sit skød og have sunget sine popsange om parforholdets komplikationer med sin klare, betagende ungpigerøst – .
Men vi befinder os 2021 og dermed langt inde i den digitale tidsalder. Og GROs debutalbum Columna er indiskutabelt et barn af sin tid. Moderne popsange iklædt elektroniske lydflader og -rum, selv om der da dukker lidt analogt strengeleg (guitar, piano…) og vist også, hvis ikke mine gamle ører tager fejl, lidt trommer, op undervejs. Det er computerspillenes og den moderne digitale electronicas store, åbne lydunivers, der udforskes og afsøges i Gros kompositioner. Der er her den digitale tidsånd sætter sig igennem. Men et eller andet sted insisterer popartisten Gro med sine iørefaldende pop-tunes, der daterer sig tilbage til en tid før Gros fødselsattest.
Som en stor appetitlig smørklat snurrer Columna-vinylen rundt på min grammofon og fylder rummet med en moderne nærmest grænseløs popstemning og inviterer lytteren på en rejse i vor tids popunivers. Og det er som sådan, man bør møde Gros fine debut, der rummer løfter om mere lytteværdig pop i fremtiden. Hermed anbefalet.
Gro. Columna. Tekst og musik: Julie Møller Christiansen (med hjælp fra flere venner). Celebration Records. Er udkommet.
Så blev jeg lige sendt tilbage til dengang i 1979, hvor jeg havde købt den talentfulde Steve Forberts andet album Jackrabbit Slim og fandt en 7″-bonus-single inde i pladecoveret med sangen “The Oil Song” om den forfærdelige oliekatastrofe i 1978, da den Shell-ejede olietanker Amoco Cadiz grundstødte ved Bretagne i Frankrig og udløste den hidtil største olieforurening. Jeg tænkte, hvordan kan man skrive en så smuk sang om noget så forfærdeligt!? Det kan man, når man er en stor sangskriver.
Steve Forbert var et stort talent dengang. En af dem, der blev anset for at være ‘en ny Dylan’, men det lykkedes aldrig rigtig for ham at blive en af de helt store. Men han har fortsat med at udsende det ene fine album efter det andet og er – så vidt jeg ved – stadigvæk aktiv i en alder af 66 år – trods overstået kræftsygdom og anden modgang.
21 år gammel debuterede Bonnie Raitt på denne dag for fem årtier siden. Med et album, der fik gode, positive anmeldelser hos kritikerne, men ikke betød det store folkelige gennembrud. Det kom først nogle år senere. Men en absolut lytteværdig plade med rockede fortolkninger af sange af bl.a. Steven Stills og blueslegenden Robert Johnson.
Ja, hvis ikke han havde meldt sig ind i den mytologiske klub for unge døde rockmusikere allerede i1970, så ville han være fyldt 79 år i dag. Men sådan skulle det så ikke være…
Jimi Hendrix Vejlby Riiskov Hallen 1970
I hvert fald blandt Beatles-fans og -dyrkere, er Peter Jacksons dokumentar Get Back, der i flere timer følger Beatlerne i deres sidste tid, lige nu det varmeste emne. En slags modstykke til filmen Let it be fra 1970, der viser knap så flatterende sider af de fire musikeres omgang med hinanden. Indtil videre er Get Back kun tilgængelig på Disney-koncernens nye streamingtjeneste, men man må formode, at Jacksons opus før eller siden udkommer på en mere alment tilgængelig form.
Forbrug, forbrug, forbrug… Sort, sort, sort. Ja, det ser sgu sort ud, hvis vi fortsætter ufortrødent ad denne sorte vej.
“Den 15. august spiller gruppen to gange i the Cavern, en gang ved frokostid, den anden om aftenen. “Jeg samler dig op i morgen”, råber Pete til John, da han går. “Nej”, svarer John. “Jeg har andre aftaler”.
Det er de sidste ord noget medlem af the Beatles taler til Pete.
Inden Pete forlader the Carven den aften, siger hr. Epstein til ham, at han vil snakke med ham på kontoret næste morgen kl. 10. Det er der ikke noget mærkeligt i, for de mødes ofte for at diskutere aftaler. Neil kører ham ind og sætter ham af ved NEMS-kontoret. Hr. Epstein virke urolig, snakker om ingenting. Han spørgerPete, hvordan han synes gruppen klarer sig. Pete siger “Fab”, et ord der ikke er så moderne, som det snart vil blive. Han mærker, at hr. Epstein har noget i sinde. Hvem kan bebrejde hans usikkerhed. Han er stadigvæk kun 27 år gammel med en baggrund i møbelsalg.
Ud af det blå udbryder hr. Epstein: “Jewg har dårligt nyt til dig. Drengene og jeg har besluttet, at de ikke vil have dig med i gruppen længere, og at Ringo erstatter dig.”
Pete har svært ved at tale. “Hvorfor?”
“De synes ikke, at du er en god nok trommeslager, Pete”, siger han. Og han tilføjer: “Og George Martin mener heller ikke at du er en god nok trommeslager”. George Martin er produceren hos Parlophone som havde Beatles til prøveoptagelse. Da Pete var uden for hørevidde fortalte han Brian Epstein, at Pete ikke kunne holde tempoet, og at han havde planer om at bruge en studietrommelsager til den næste optagelse.
Pete siger, at han mener at han er lige så god som Ringo, hvis ikke bedre. “Ved Ringo noget om det her endnu?”. Ringo er en god ven.
“Han kommer på søndag”
[Craig Brown One Two Three Four The Beatles in time, s. 65-66, min oversættelse]
Fra august 1960 til august 1962 var Pete Best trommeslageren i the Beatles. Så blev han fyret, fordi han ganske enkelt ikke var god nok, som beskrevet i citatet ovenfor. Men det siger noget om The Beatles’ senere status, at Pete Best efter at have forliget sig med sin fortid i de senere år har kunnet leve højt på at have været med i gruppen, fx med den selvbiografiske Beatle! The Pete Best Story (1985) og the Beatles The True Beginnings (2007) .
At det langfra er en fordel at have været sat i forbindelse med de berømte fire, det kan Jimmie Nicol, der afløste Ringo ved Beatles’ koncerter i Danmark i 1964, tale med om. For ham var den korte tid bag trommerne mere end belastning end en fordel.
I dag fylder Pete 80 år.
“En af Danmarks helt store kunstnere bliver første medlem af den nystartede Hall of Fame for folkroots-musikken. 83-årige Povl Dissing hyldes i forbindelse med Danish Music Awards Roots på lørdag d. 27. november 2021 i Tønder.” Sådan starter en af dagens mails i min indbakke.
Og straks glider tankerne tilbage til dengang i tresserne, hvor den nu 83-årige Povl Dissing dukkede op på den danske musikscene, nærmere bestemt: den folkemusikscene, der blomstrede i de år. Og jeg husker, at han hurtigt blev kendt videnom, men også var en der delte vandene. Enten kunne man lide Dissings særprægede stemme og hans repertoirevalg, der både omfattede gamle danske sange og moderne sange af fx Shel Silverstein – eller også kunne man slet ikke holde ham ud. Jeg husker, hvordan min far vrængede ad Dissing, når han blev spillet i musikradioen. Næh, Dissings særlige danske form for blues og hans stemme var ikke hverdagskost dengang i tresserne. Men han holdt ud og langsomt men sikkert arbejdede han sig ind i den folkelige bevidsthed og vandt en helt særlig plads, da han sammen med den kongeniale digter Benny Andersen lavede Svantes Viser, der ikke alene blev et regulært hit, men hurtigt aspirerede til en plads blandt Højskolesangbogens kanoniserende sange.
I albumåret over dem alle, 1971, udsender his Bobness ikke en ny plade, men derimod hans andet Greatest Hits-album. Det hører dog med til historien, at dobbelt-LP’en indeholder adskillige ikke tidligere udsendte optagelser med Dylan. Og at pladen solgte ganske godt.
