Historien om Den Syngende Nonne

21. juli 2021

Craig Brown fortæller den nedslående historie om den “syngende nonne”. Historien om den 25-årige Jeanne-Paule Marie Deckers, der i 1959 indtræder i nonneordenen De dominikanske søstre under navnet søster Luc-Gabrielle.

Hun kan spille guitar og synge og får lov til at underholde sine medsøstre, og de ledende søstre er så betaget af hendes sang, at de foreslår, at hun indspiller en plade, som så kan sælges til besøgende. I 1961 indspiller hun så for Phillips en plade under kunstnernavnet Soeur Sourire (Søster Smil) og pladeselskabet overtaler hende til at udsende sangen “Dominique” som single.

Singlen bliver et hit i Europa og også i USA. Den første fransksprogede single med en nonne som kunstner. Og søster Luc-Gabrielle var da heller ikke den arketypiske popstjerne. Hun gav alle indtægterne til nonneordenen. For sådan er det med nonner. De må ikke være bundet af det materielle.

Mordet på præsident John F. Kennedy var med til at stimulere interessen for søsterens musik, og albummet Her Joys, Her Songs blev så populær, at den udmanøvrerede The Kingsmen og deres Louie Louie fra førstepladsen, hvor den blev liggende i knap to måneder, indtil Beatles og deres With the Beatles satte en stopper for søsterens topplacering. Men albummet solgte to millioner eksemplarer og singlen vandt en  Grammy som den bedste religiøse sang. Og historien om den syngende nonne resulterede i en film – The Singing Nun – med Debbie Reynolds i hovedrollen.

Alt dette kan man formode er kendt for alle, der fulgte med dengang. Men hvad der skete derefter er knap så velkendt. Søster Luc-Gabrielle brød sig ikke om filmen, som hun syntes var “idiotisk”. Og efter succesen forlod hun nonneordenen og genoptog sit gamle navn Jeannine Deckers og forsøgte at forfølge en sangkarriere. Hun udsendte en række singleplader, der slet ikke faldt i publikums smag. Blandt andet, fordi hun sang om  kontroversielle emner, fx en protestsang mod den katolske kirkes holdning til prævention (ja faktisk en hyldest til P-pillen…) og en sang om Soeur Sourire, “Søster Smil er død”.

Senere i halvfjerdserne udgav hun et album. der også floppede. Hun brød sit cølibatløfte ved at leve sammen med en anden kvinde og kastede sig over arbejdet som underviser af handicappede børn. I starten af 1980’erne kom det belgiske skattevæsen efter hende, fordi der ikke var betalt nok skat af pladeindtægterne. Da hun havde givet nonneordenen pengene, forsøgte hun at skrabe penge sammen ved at genindspille “Dominique” i en diskoudgave – uden held. I april 1985 begik hun og samleversken Annie Berchet selvmord sammen i deres lejlighed i Bruxelles og efterlod en besked om, at kun gud kunne hjælpe dem ud af de finansielle problemer.

Sådan kan det også gå – også for en musikalsk “døgnflue”. En trist historie.

7 har læst indlægget

Gensyn: The Beatles – Eight Days a Week – The Touring Years

21. juli 2021

En sober film, der på godt og ondt viser gruppen som turnerende sådan i de succesfulde starttressere. Omkostningerne ved Beatlemania, hvor det, der betød mest for gruppen – musikken – til sidst fik en sekundær rolle, og de måtte opgive at give koncert – for at redde musikken. Absolut en seværdig film, også for ikke-fans.

6 har læst indlægget

The Beatttle-ettes – Only Seventeen

20. juli 2021

I tidligere omtale udsendelse om Wall of Sound nævnes det obskure band The Beattle-ettes, der er et eksempel på amerikansk udnyttelse (Exploitation) af Beatlemania. Da Beatles slog igennem i USA blev de genstand for en ekstrem kommerciel udnyttelse (hvilket måske er forudsigeligt i kapitalismens egen højborg). Faktisk var det en siden af Beatlemania, som Beatles og deres manager Brian Epstein slet ikke fik nok ud af sådan rent økonomisk. Og der kom også mange eksempler på musikalsk udnyttelse. Fx den til formålet dannede pigegruppe The Beattle-ettes, der både trak på de amerikanske pigegrupper (fx Shangrilas), Spectors lydmur og så selvfølgelig på Beatles. Sangen “Only Seventeen”, der udkom i 1964, er en slags svarsang til Beatles’ “I Wanna Hold Your Hand” og “She loves you”. Og som The Guardian skrev i en omtale af sangen, så er den udtryk for exploitation og kitsch, men samtidig også to minutters næsten perfekt teenageglæde. Singlen kan fås til en overkommelig pris på brugtmarkedes, hvis man skulle være interesseret.

5 har læst indlægget

Wall of Sound – og The Courettes

20. juli 2021

Forleden løb musik talkshowet Live & Vinyl over skærmen, og denne gang med temaet “Wall of Sound” (Phil Spector). Og gæsterne var duoen The Courettes, som jeg tidligere har nævnt. Courettes spiller og fortæller om deres forhold til lydmuren, der er blevet en del af duoens lyd, som man kan høre på deres plader og deres koncerter. Afsnittet kan ses på DRs hjemmeside.

3 har læst indlægget

Surfin’ Bird

19. juli 2021
A-well-a everybody’s heard about the bird
B-b-b-bird, b-birdd’s the word
A-well, a bird, bird, bird, bird is the word
A-well, a bird, bird, bird, well-a bird is the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, well-a bird is the word
A-well, a bird, bird, b-bird is the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, well-a bird is the word
A-well, a bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a don’t you know about the bird?
Well, everybody knows that the bird is the word
A-well-a-bird, bird, b-bird’s the word, a-well-a
A-well-a everybody’s heard about the bird
Bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well, a bird, bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a don’t you know about the bird?
Well, everybody’s talking about the bird!
A-well-a bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a bird, surfing bird, brr, brr, ah, ah
Ah, bap-a-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pa-pap
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-ma-ma, ma-ma-mow
Ma-ma-ma-ma, ma-ma-mow
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, pa-pa, ma-ma-mow
A-well-a don’t you know about the bird?
Well, everybody knows that the bird is the word
A-well, a bird, bird, b-bird’s the word
A-well-a mow, mow, pa-pa, ma-ma-mow, pa-pa
Ma-ma-mow, ma-ma, mow, pa-pa

I sammenligning med The Trashmens “Surfin Bird”, der oven i købet er opstået som en kombination af The Rivingtons to sange “Papa Oom Mow Mow” og “The Bird’s the Word”, så er Chuck Berrys sangtekster nærmest noveller og små romaner. Men den sammenligning holder ikke så langt, for teksten hos Trashmen har minimal betydning. Ja, deres betydningsløshed er netop pointen, fordi det er den underliggende støjende rock, der giver mening. Lige som Little Richards Tutti frutti eller Sam the Shams wooly bully. 

I øvrigt sagsøgte The Rivingtons The Trashmen for plagiat – og vandt.

6 har læst indlægget

Hvad har jeg i posen?

19. juli 2021

Hvor finder man inspiration til at høre ny (evt. ny gammel) musik? Selvfølglig kan man læse anmeldeser, fx i Gaffa og andre musikblade, lytte til radioen (selv om det primært er mainstream) eller surfe rundt på nettet på må og få. For mig har andre musikelskeres udgravninger altid spillet en rolle. Et godt eksempel er den serie, som Hollywoods Amoeba-pladebutik (og meget andet) kører på Youtube under title What’s in your bag? Ideen er, at en gæst får lov til at vælge nogle plader (i butikken), som vedkommende godt kan lide. Og det kan være meget forskelligt afhængigt af, hvem det er – fx Stella McCartney eller Metallicas Lars Ulrich. Her er det Huey Lewis, der giver sit bud på lytteværdig musik. Så fik jeg ørerne op for Johnny Taylor igen…

5 har læst indlægget

Eric Bogle: Leaving Nancy

18. juli 2021
In comes the train, and the whole platform shakes,
it stops with a shudder, and a screaming of brakes,
my leaving has come and my weary soul aches,
i’m leaving my nancy o.
You stand there beside me determinedly gay,
we talk of the weather and events of the day,
but your eyes tell me all that your lips would’nt say,
goodbye my nancy o.
cho.
So come a little closer,
put your head upon my shoulder,
and let me hold you one more time,
goodbye my nancy o.
My suitcase is lifted and stoad on the train,
a thousand regrets whirl around in my
brain,
the ache in my heart is a black sea of pain,
i’m leaving my nancy o.
You stand there before me so lovely to see,
the grip of your hand is an unspoken plea,
you’re not fooling yourself, and your’re not fooling me,
goodbye my nancy o.
cho.
Our time has run out and the whistle has blown,
and here i must leave you standing alone,
we had so little time and now the times gone,
i’m leaving my nancy o.
And as the train starts gently to roll,
and as i lean out for to wave and to call,
i see the first tears trickling forth,
goodbye my nancy o.
cho.

Da den tidligere skifflemusiker, skotten Eric Bogle vendte sig mod folkemusikken og besluttede sig for at rejse til Australien, skrev han sangen “Leaving Nancy” om sin mor, som han så sidste gang, da han rejste “down under”. Her i en fin udgave med vores egen Signe Svendsen…

12 har læst indlægget

Lou Reed – Set the Twilight reeling

18. juli 2021

Blandt dette års Record Store Day-godbidder finder man også en genudgivelse af Lou Reeds lidt oversete album fra 1995 Set the Twilight Reeling. Dengang blev det udsendt i en lidt forsømt vinyludgave, der manglede det informative indlæg, som man kunne finde på cd-udgivelsen. Det var CD’ens højtid. Men nu kan man få pladen som dobbeltvinyl med indlæg og det hele.

3 har læst indlægget

Byron Berline – bluegrass violin – er død, 77 år

18. juli 2021

The Rolling Stones, Bob Dylan, Elton John, The Byrds, Janis Ian, Earl Scruggs, Dillard & Clark, Willie Nelson, Guthrie Thomas, Bill Monroe, The Flying Burrito Brothers, Doc Watson, John Denver, Gene Clark, Rod Stewart, The Eagles, The Band, Vince Gill, Gram Parsons, Emmylou Harris, Tammy Wynette, Alabama, Don Francisco, Mary Chapin Carpenter, The Dillards, Mason Williams, Stephen Stills, Bill Wyman, Manhattan Transfer, Joe Diffie, The Doobie Brothers, Lucinda Williams, François Vola, Mickey Gilley, Deke Leonard, og Andy Statman. Der er blot nogle af de kunstnere, der har haft fornøjelsen af at spille sammen med violinisten og bluegrassmusikere Byron Berline, der netop er død i en alder af 77 år som følge af komplikationer i forbindelse med et slagstilfælde.

Han lærte at spille violin allerede som femårig og talentet førte ham til et samarbejde med den legendariske Bill Monroe. Senere blev det til samarbejde med Dillard and Clarke og Flying Burito Brothers. Og derfra lå vejen åben for samarbejde med alle de andre store navne i tresserne  og halvfjerdserne. Har du plader fra dengang og fra USA, så vil du med stor sandsynlighed finde hans navn blandt de medvirkende.

3 har læst indlægget

Miles Davis – Birth of the Cool

18. juli 2021

Medens de norske kanaler bød på både The Doors og Laurel Canyon, så kastede svenske SV” sig over Miles Davis. Nærmere bestemt Stanley Nelsons dokumentar Miles Davis: Birth of the cool. Et portræt af et menneske, der såvel kunstnerisk som privat kompromisløst forfulgte sine drømme og som satte musikken højere end noget andet. Filmen bygger på interviews med mange af Davis’ familiemedlemmer og ex-koner og musikere (fx Herbie Hancock, Quincy Jones, Lee Konitz, Carlos Santana, Ron Carter, og Wayne Shorter ) og giver et fint billede af det sammensatte menneske Davis var og af hans evige kamp for at finde nye veje i musikken. En film, der kun kan give en lyst til at (gen)høre mandens musik. Filmen kan fås både på dvd og blu ray.

5 har læst indlægget
5 har læst indlægget