CAPAC

Den forestående folkeafstemning har sendt mig tilbage i tiden. Til dengang jeg gik i gymnasiet. Halvvejs gennem gymnasiet var der folkeafstemning om Danmarks optagelse i EF (De europæiske fælleskaber). EU var endnu ikke en realitet. Dengang handlede det primært om at blive en del af det, der siden blev omtalt som “det indre marked”, altså om samhandlen mellem de europæiske lande. Jeg husker endnu, hvordan en religionslærer (eller nok rettere: kristendomslærer), en lokal præst, forsøgte at overbevise os om, at det ville være godt at være medlem af EF, for så blev champagnen billigere. Nu drak jeg ikke champagne dengang, og i øvrigt kunne jeg ikke stemme den 2. oktober 1972, fordi man skulle være fyldt 20 år, og det var jeg ikke. Men alligevel var jeg blevet så politisk (op)vakt – af blandt andet historieundervisningen og debatten blandt de politisk aktive gymnasiaster, at jeg ikke brød mig om tanken om, at Danmark skulle indgå i et protektionistisk EF og heller ikke om de perspektiver, der lå i et sådan samarbejde. Et perspektiv, der dengang blandt blev formuleret af den fremtrædende konservative tyske politiker Franz Josef Straus (1915-1988), der i en bog skitserede visionen om en union af europæiske stater.

Danskerne stemte ja til EF med 63,4 % for og 36,6% imod. Et klart ja, men også et resultat, der afslørede en vis lorenhed ved projektet blandt danskerne. Siden dengang har jeg selv haft et ambivalent forhold til europæisk samarbejde. På den ene side synes jeg, at det er godt med et samarbejde. På den anden siden så er der meget galt med den måde, samarbejdet er på og udvikler sig på.

I begyndelsen af 1990’erne skulle vi så stemme om den såkaldte Maastricht-traktat. Eller som den også hed: Traktaten om Den europæiske Union. Altså et kvalitativt skridt videre fra EFs handelsfælleskab. Nu skulle vi unionificeres, forenes i et EU. Men i juni 1992 sagde danskerne nej til unionen. Med et flertal på kun 50,7%. Lorenheden var der stadig. Den franske præsident blev så fortørnet over danskernes nej, at han iværksatte en fransk afstemning, der skulle vise danskerne, at franskmændene var mere EU-positive. Men det var de ikke. Det blev et ja med kun 51.05% ja-stemmer. Og splittelsen var så stor i Europa, at man måtte finde kompromisser for at projektet ikke skulle gå helt i vasken. Og derfor lavede man Edinburgh-protokollen, der sørgede for en særordning for Danmark, som så kunne tiltræde EU. Og protokollen indeholder de fire forbehold, som vi har i dag: 1. At Danmark ikke  deltager i den fælles forsvarspolitik og Den Vesteuropæiske Union; 2) At Danmark ikke deltager i møntunionen (Euro-samarbejdet); 3) At Danmark tager forbehold over for unionsborgerskab, der kun bliver et supplement til dansk statsborgerskab og endelig 4) at Danmark kun deltager i politi- og asylsamarbejdet på mellemstatsligt niveau. Med til aftalen hører også, at Danmark tager forbehold over for selve unionsmålsætningen (at det, at Europa skal tilstræbe en union) og at forbeholdene glæder lige så længe, danskerne ønsker det. Og med disse forbehold blev Maastricht-traktaten så tiltrådt af Danmark.

Nu står vi så over for en afstemning om et af forbeholdene, nemlig forsvarsforbeholdet. Og selv af min lille gennemgang her, kan man vel se, at det er endog meget problematisk at løsrive spørgsmålet om forsvarsforbeholdet fra selve ideen om en stadigt mere integreret union af de europæiske stater? Det er svært ikke at tænke, at hvis først forsvarsforbeholdet ryger, så er der ikke langt til at hele Edinburgaftalen er fortid og EU for alvor er blevet en union. Og man må så spørge sig selv, om det er det, man ønsker?! Jeg gør ikke. Jeg ønsker ikke at EU udvikler sig videre ad det spor, det har kørt på i mange år med en voksende overstatslig styring, en liberalistisk kapitalistisk økonomi, fælles militære operationer – i en verden, hvor der er brug for større global udsigt, mere demokrati, lighed osv.

Hav et godt valg, når vi når så langt. Nej, jeg har ikke ændret grundholdning siden dengang i gymnasiet.

Ja, terningekastet ville, at jeg omsider fik set dokumentaren fra 2008 CSNY/Déjà Vu, hvor instruktøren Richard Starkey (= Neil Young) ser på Crosby, Stills, Nash & Youngs karriere – fra de unge år og frem til Freedom of Speech-turnéen i 2006, som fører dem rundt i de amerikanske stater.

Den røde tråd i filmen er Neil Youngs engagement som krigsmodstander (som fx udmøntede sig i Living with War). Og hvordan han får de tre andre, ældre kolleger med på ideen og gør den til et tema for deres turné. Undervejs møder vi veteraner fra Vietnamkrigen og Irakkrigen og andre – fx familiemedlemmer – der hver på deres måde har fået krigen tæt ind på livet. Og Young lægger ikke skjul på, at hans og vennernes holdning skiller vandene i et USA, der i disse år er splittet helt ind i kernen af nationen. Og også hans modstandere kommer til orde i filmen. Det gør den ekstra seværdig.

Musikken fejler ikke noget, selv om de fire herrer efterhånden har nået pensionsalderen i filmen og selv om de i starten er lidt rustne og tager let på det med at øve sig inden turneens start. Da de først kommer i gang, så kører det, og publikum er med musikalsk set – også modstanderne.

Hvis man er til Neil Young og C,S,N & Y, så er den et must – ikke mindst som en påmindelse om, at man ikke behøver at falde af på den holdningsmæssigt, fordi man er kommet til års, og fordi dens holdninger i disse konflikttider er mere relevante end nogensinde før.  Filmen findes på dvd og kan streames forskellige steder (ligger bl.a. i DRs arkiv).

CSNY Dejà vue – live

Når man er nået til års, som jeg er, så skal man sørge for at bevæge sig lidt (jeg bryder mig ikke om verbet  ‘ at motionere’). Af hensyn til helbredet og ens almene velbefindende. Derfor er jeg begyndt at cykle mere end jeg har gjort længe. Jeg går flere ture om dagen og aftenene med min ven hunden, men det forslår ikke, når jeg skal have lidt ekstra. Derfor cyklen.

Min cykel – eller rettere: min favoritcykel (for jeg har faktisk fire: Dels en Raleigh Club, som jeg har overtaget efter min svigerfar, dels to stk. Kildemoes med tre gear, begge fra dødsboer) – købte jeg i 1980. Det er en Raleigh Turist, en stor sort, 25 kilo tung, cykel af stål. Den har tjent mig godt gennem årene. I begyndelsen brugte jeg den blandt andet til at fragte min søn til og fra børnehaven, der lå i midtbyen, og når jeg skulle til svømning, ligeledes i midtbyen, om aftenen. Men de senere år er den kun blevet luftet i ny og næ.

Men beslutningen om at cykle mere – cykle, når jeg skal købe ind, og gøre ærinder i lokalområdet især – fik mig til at overveje at købe en splinterny cykel. Men efter at have tænkt over det, så valgte jeg at renovere den gamle. Dels koster en ny af samme slags ca. 8000 kr., dels fejler den gamle havelåge ikke noget, men skulle blot opgraderes lidt. Den havde undervejs mistet sit gear, så jeg fik sat et nyt tre-gear på. Og så fik jeg monteret et rigtigt lad foran styret, så jeg kan have varer både foran og bagpå. Det kostede selvfølgelig en del penge, men var dem alle sammen værd, så nu triller jeg lystigt rundt i den lokale landsby. Genvunden cykelglæde, gratisk bevægelse og veltilpashed.

Queen – Bicycle Race

Hvor demokratisk er det lige at sende et kompliceret spørgsmål om det danske forsvarsforbehold til afstemning med kun 3-4 måneders varsel? Hvordan skulle man, som landet nu ligger, kunne gennemføre en folkelig debat på en historisk baggrund med så kort varsel? Nej, det kan man ikke, og det sker heller ikke. I dag kom det frem, at en stor del af ungdommen ikke aner, hvor de skal sætte deres kryds. Og det er forståeligt nok. De var der ikke, da emnet først var på tapetet, og de bliver ladt i stikken nu – af politikerne og medierne. Se nu bare i aften, hvor DR i ramme alvor mener at kunne behandle spørgsmålet med en partilederdebat i 1½ time fra Krigsmuseet (!) i København. En debat mellem partier, der for størstedelens vedkommende allerede har lagt sig fast på et “ja” til afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Hvor seriøst er det lige?

En ting er, at ingen journalist åbenbart har lyst til at grave i det forhold, at socialdemokraterne med Mette Frederiksen i spidsen pludselig – foranlediget af tildragelserne i Ukraine – springer ud som militaristisk parti og i den forbindelse vil formøble 18 milliarder kroner på militært udstyr og afskaffe forsvarsforbeholdet. Hvorfor dette markante skift i politiken? Skyldes det alene den såkaldte krig i Ukraine? Eller er der mon andre forklaringer, vi ikke kan se med det blotte øje? Og hvordan kan det gå til, at også Socialistisk Folkeparti hopper på den vogn – det fhv. anti-militaristiske og EU-skeptiske parti? Det er en ting. Noget andet er, at en partilederdebat (eller flere) jo aldrig vil kunne erstatte en rigtig, seriøs belysning af forsvarsforbeholdets historie og begrundelse. Væk er debatten om danskernes lunke forhold til EU. Væk er danskernes skepsis over for oprustning og militarisme.

Og hvad stiller man så op sådan en onsdag aften? Jo da, hvis man overhovedet vil bruge tid foran skærmen, så finder man en film. Det kunne være en af DRs gemte filmdokumentarer (i DRs arkiv -for dem der abonnerer der) eller det kunne være en film fra bibliotekernes Filmstriben, der også har musikfilm og meget andet godt (hvis man da ikke abonnerer på en af de store streamingtjenester).

Ja, genhøret med Valerie Mountain og “Some people” fik mig til at tænke på, at der vist var mindst en konkurrerende udgave dengang i 1962 – udgaver, der ikke klarede sig helt så godt. Og noget research afslører, at Jet Harris (bedst kendt som bassist i The Shadows) lavede sin udgave samme år. Den er ok, men savner alligevel noget – Mountains stemme og så det markante pibende orgel. Og også Carol Deene (der i perioden fik 4 top-50 placeringer med coversange) fik en udgave ud, hvor man forsøgte at lave noget, der lignede orgelet. Uden at det gjorde den store forskel. Altså tre udgaver af samme sang – der i øvrigt blev lavet af Les Vandyke, der var sangleverandør til mange af datidens store popnavne, som fx Marty Wilde, Bobby Vee og ikke mindst Adam Faith.

Han blev godt nok kun 41 år, inden en kræftsygdom tog livet af ham  – Lee Brilleaux, der var forsanger og musiker i det legendariske pub rock-band Dr Feelgood. Sammen med guitaristen Wilco Johnson skabte han bandet  og sammen udgjorde de krumtappen i dette hektiske konglomerat, der i punkt- og new wave-årene viste andre bands, hvor rockskabet skulle stå og hvordan. I dag kunne Lee være blevet 70 år, hvis ikke skæbnen havde været så grum.

Dr Feelgood – live, 1975

Vinylfeberen fik mig til at grave i min lille samling af vinyler, og her faldt jeg igen – selv om det er mange år siden sidst – over Kathy Dalton og hendes første album Amazing fra 1973. Den kom på Frank Zappas plademærke Discreet og havde selveste Little Feat som backingmusikere. Det er en typisk halvfjerdser-vestkyst-plade. Lyden er umiskendelig fra dengang. Sangene er solide, melodiøse singer-songwriter-folk-sange. Kathy Dalton synger godt. Der spilles godt.

Og så har jeg fundet ud af, at pladen siden blev genudsendt under titlen Boogie Bands and One Night Stands (1974) på samme plademærke. Og med titelsangen som eneste tilføjelse. Men så kom der vist heller ikke mere med Kathy Dalton. Hendes karriere som pladekunstner stoppede, da Discreet pladeselskabet blev opløst. Sådan kan det gå, men lidt trist, for hun havde en rigtig god stemme.

The Amazing Kathy Dalton

PS. For pladesamlere og samlere af sjældenheder: begge albums kan fås for en slik via discogs.com-markedspladsen (men pas nu på importmoms, -told og lignende, der kan tage glæden ved pladesamleri fra en).

Den asutralske instruktør – Strictly Ballroom, Romeo & Juliet, Moulin Rouge, Australia, The Great Gatzby m.fl. – Baz Luhrmans nye film om Elvis Presley får première ved den kommende Cannes-festival og umiddelbart derefter vises den i verdens biografer. Jeg ved ikke rigtig om jeg skal se den eller ej. Jeg tvivler på, at nogen kan spille rollen tilstrækkelig overbevisende og i øvrigt findes der en række gode dokumentarfilm med The King.

Og i følge det, jeg kan læse mig til, handler filmen i høj grad om Elvis’ forhold til hans berømt-berygtede manager Oberst Colonel Parker, der i filmen spilles af selveste Tom Hanks. Og det giver mig lyst til at citere, hvad Dave Marsh skriver i sin listebog under overskriften Most Overrated Bizzers (Mest overvurderede forretningsfolk):

“Colonel Tom Parker – Åh ja, et rigtigt geni. Lænkede Elvis til Hill og Range musikforlæggerne og sikrede ham en støt forsyning af andenrangs materiale; kontraktede ham til William Morris og Hal Roach, der forvandlede ham til biografens svar på billigt toastbrød; tillod RCA at pakke ham med den ynde og akuratesse, man pakker defekte bryanter med; interagerede så godt med Elvis personligt at manden medicinerede og drak sig ihjel tyve år før sin tid; solgte Presleys personlige optræden til Vegas-hoteller og koncertpromotor Jerry Weintraub for en brøkdel af dens sande værdi; lavede sidehandler for merchandise og lignende, hvorved obersten tjente flere penge end sin stjerne; endelig solgte han Elvis’ pladeroyaltiet til RCA for en brøkdel af, hvad de er værd og uden tante på fremtiden; opførte sig i almindelighed mere som en lille tivolisvindler end som den store rådgiver Elvis fortjente. Og han gjorde det for en kommission på 50%, 2½ gange mere end, hvad en professionel manager ville forlange. Man kan selvfølgelig også påstå, at eftersom obersten konsekvent fik meget mindre end Elvis var værd i deres bestræbelser, så endte han med at indkasere, hvad en hel kompetent manager ville have gjort. Sikke en troldmand! Sikke en skid.”

[Fordansket af mig fra The New Book of Rocklists (1981)]

For god ordens skyld skal jeg lige tilføje, at Marsh ikke kun hudfletter Parker, men en række berømte managere, bl. a. Brian Epstein (Beatles m.fl.) og Bill Graham (Fillmore East m.m.). Men det vender jeg måske tilbage til.

Trailer

Så ung han er. Og så alligevel. Forsanger m.m. David Gahan i Depeche Mode m.m. runder det skarpe hjørne af de tres år i dag, så heller ikke den generation kan kalde sig helt unge længere. Og så fik jeg en anledning til et genhør med den singleboks, jeg fandt i skraldet for nogen tid siden. Tada.

Singlerne

Så fik jeg genset Clive Donners ungdoms- og musikfilm Some People fra 1962. I dag kan den fås både på DVD og Bluray (oven i købet på tilbud…). Men da jeg startede på min gamle weblog, smartloggen, skulle man ud i internetmarkedets kroge for at opdrive en kopi. Det lykkedes dengang og jeg skrev en del om det, som jeg nu vil genoptrykke, da mange læsere ikke har fået det med.

Det er lykkedes mig at få fat i en kopi af filmen “Some people” via
Ebay ;-). Oven i købet som DVD. Og det skal blive interessant at se
en film, som man kun har set en gang for mere en end 40 år siden.
Mon den holder? Husker man rigtigt?

Bortset fra min personlige biografiske og helt nostalgiske interesse i

filmen, så skulle den være interessant ved at være et dokument for den såkaldte Mod–
subkultur, der har spillet og spiller en stor rolle i engelsk
ungdomskultur og popmusik. Filmen blev til som led i “the Duke of
Edinborough’s anti-juvenile delinquency youth club project”, altså
som et slags socialt projekt, der skulle forebygge
ungdomskriminalitet. Karl Williams fra All Movie Guide kalder filmen
en “corny propaganda film” og sammenfatter handlingen med disse
ord: “a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver’s
licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles.
Bored without their speed machines and alienated in their
economically-depressed factory town, they assemble a rock band
with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir
director of a local church who offers his facilities for rehearsal space.
The band becomes involved with a youth awards program devised as
a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the
British government, and despite some lingering moments of
dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the
while by a hopeful adult community”. Altså tydeligvis en film med et
pædagogiske sigte. Det var endnu muligt i 1960’ernes første
halvdel…

Ikke desto mindre (eller måske er der en
sammenhæng…) blev filmen et hit i England dengang.
Valerie Mountain, der havde “a great set of pipes”, bliver udpeget til
at synge filmen, og komponisten, Ron Grainer, der var meget aktiv
film- og tv-komponist i perioden og bl.a. har skrevet musik til
klassiske BBC-tv-serier som Omega Man og Doctor Who får fat i
gruppen the Eagles (ikke at forveksle med countryrockgruppen i USA)

ved at gå fra pub til pub i Bristol for at finde et
lokalt band til filmen. For gruppen, der på det tidspunkt er semi-
professionelle og endnu ikke har indspillet en plade, bliver det en
appelsin i turbanen. De får lov at indspille hele soundtracket og spiller
også med i filmen. Eagles regnes i øvrigt for at være et af de bedste
instrumentalgrupper i perioden. Grainer sørger for, at de får en
pladekontrakt med Pye Records, der dengang var et af de tre største
pladeselskaber i England. Den mest kendte skikkelse i filmen er, som
anført, skuespilleren Kenneth More (1914-1982), der var en af den

tids førende mandlige skuespillere. More vil være kendt for de fleste,
der har fulgt med i engelsk film og engelske tv-serier fra tresserne og
frem til ca. 1980.
Mores hustru Angela Douglas spiller pigen Terry og mimer til de
sange, som Valerie Mountain indspiller. Blandt skuespillerne finder
man også en ung David Hemmings (1941-2003) i rollen som den
unge Bert. Hemmings fik et par år senere et stort gennembrud for sin
hovedrolle i Antonionis berømte Blow up. [14. marts 2006]

Onsdag, d. 15. marts 2006 af CAPAC
Omsider kom den så, DVD’en med filmen “Some people”. Jeg har
endnu ikke fået genset den, blot skimmet cover og indhold. Ud over
selve filmen, som må være overført fra VHS, så består DVD’en af to
såkaldte Newsreels fra de tidlige 1960’ere og en dokumentarfilm med
tilknytning til en anden film fra perioden “The Young Ones”. DVD’en
er udgivet af http://www.thevideobeat.com/ , der har specialiseret
sig i udgivelser af “rock’n roll film og tv-serier fra 1950’erne og
1960’erne”. Og der er mange sjove ting imellem… [15. marts 2006]

Omsider fik jeg set Some People, som jeg har indkøbt på Ebay-
auktionen. Som ventet var der tale om et VHS-rip overført til DVD.
Men absolut i en acceptabel kvalitet med farver og hele pivetøjet.
Filmens social-pædagogiske sigte – at bringe unge fartglade
mennesker på “rette” spor – er ikke til at overse med
erfaringstyngede øjne. Men bortset fra det (fx i en scene, hvor de tre
unge mænd, iført jakkesæt og slips, står skoleret over for den lokale
den lokale dommer, der belærer dem om, at de er kommet på gale
veje…), så er det en underholdende film. Den er fortalt lige ud af
landevejen, og skuespillerne udfylder deres roller godt. Især er det
sjovt at se David Hemmings, der gør sig bemærket som ung
spradebasse, der med stor forkærlighed fløjter længe efter pigerne
(det kunne man jo gøre dengang med succes…).
Filmen giver et godt billede af, hvor kedelige de tidlige tressere også
var. Et borgerligt familieliv, hvor farmand sidder gemt bag dagens
avis og venter på, at mor bliver færdig i køkkenet, og ungerne ser
amerikansk western i fjernsynet, medens de unge ikke kan holde ud
at være der og derfor mødes omkring motorcyklerne ved den lokale
cafe. Eneste tilbud til de unge er ungdomsklubben, hvor de unge
artigt spiller pool og synger i kor…
Men filmen giver også et billede af en tid i opbrud. Den relativt hurtigt
klippede indledning med neonlysreklamer, grønne
dobbeltdækkerbusser i fart og livlige storbyscener giver et billede af
Bristol som en moderne by i materiel fremdrift.
Det opgør med autoriteterne, som ofte tilskrives det mytologiserede
“1968”, er i fuld sving her. Og Kenneth More har rollen som den
meget sympatiske, moderne pædagog (frivillig i ungdomsklubben),
der forstår, at det handler om at motivere de unge. I en sjov scene,
hvor han overrasker sin datter, der er gået i karbad med
cowboyjeansene på (for at gøre dem stramme!), viser han blot
interesse for projektet i stedet for at holde moralprædiken. Han
repræsenterer den forstående far og den forstående pædagog, der
ikke vil opdrage, men indddrage og vejlede. Derfor ser han også
straks, at han ved at lade de unge spille musik i ungdomsklubben, får
dem i tale (og dermed på rette vej…).
Musikstilen er instrumentalmusik à la tidlig The Shadows. Lyden er
som Skyggerne, og selv dansetrinnede er kopieret af efter stilen i
deres tidlige optræden. Det er også sjovt at se tidens simple
teknologi, fx forstærkerne, som ligner (og nok er) let ombyggede
højtalere. For slet ikke at tale om moden: piger med højt hår og
obligatorisk hovedtørklæde, nylonstrømper, højhælede sko og
frakker; fyrene i cowboybukser med opslag og læderjakker og
tilbagefriseret hår à la Elvis… [20. marts 2006]

Og filmen holder vand her endnu en årrække efter med sin beskrivelse af opbrudstiden og de “problemer”, det førte med sig. En lille, måske overset film i den fornemme række af engelske socialbevidste film fra tresserne.

Trailer

I går genså jeg dokumentaren om TV-2 Danmarks lykkeligste band, og undervejs fortæller medlemmerne om de impulser, der var med til at forme gruppens musik. Begyndende med bandet Taurus, der lod sig inspirere af den tids progressive rock, og videre til påvirkningen fra den nye bølge i England og electronicaen i ikke mindst Tyskland (takket være Svend Gaul, der har tyske rødder i grænselandet). Og især Kraftwerk nævnes om en gruppe, der viste nye veje med deres musik og hele deres iscenesættelse. Og det nævnes også, at Taurus var opvarmningsgruppe for Kraftwerk, da det tyske orkester gæstede Gellerupscenen i Brabrand.

På det tidspuntk var jeg for længst flyttet fra Brabrand og Gellerupplanen og befandt mig vist i Egå eller Skejby. I hvert fald gik jeg glip af den koncert. Lidt research på nettet afslører, at det var den 19. marts 1976, Kraftwerk var forbi den nu hedengangne koncertscene. Hvordan koncerten var, ved jeg ikke og har ikke kunnet finde vidnesbyrd om på nettet endnnu. Men det har sikkert mindst været en oplevelse af de sjældne.

Kraftwerk – Paradiso, Amsterdam – 1976, hele koncerten

Nej 1972 var et stort albumår, selv om det måske ikke nåede 1971s størrelse. Men der kom dog en masse lytteværdig musik.

Crosby & Nash Graham Nash og David Crosby får udsendt deres første duoplade, Raspberries debuterer med deres eponyme album, der dufter af samme bær, Creedence Clearwater Revival når til deres syvende album Mardi Gras og kan se enden på vejen, Stephens Stills danner Manassas og får udsendt et dobbeltalbum med bandets navn, Dr. John’s Gumbo, Mac Rebennacks femte album og en hyldest til hjembyen New Orleans, T. Rex er allerede et stort navn og får udsendte opsamlingen Bolan Boogie, der også kigger tilbage på folktiden med Tyranossaurus Rex, Quicksilver Messenger Service  skuffer med deres syver Comin’ thru, Lou Reed  solodebuterer med et eponymt album og Procol harum overbeviser endnu engang med koncertpladen Live in concert eith the Edmonton Symphony Orchestra.

mod den amerikanske højesteret, der pønser på at lade de amerikanske delstater få lov til at forbyde abort. Som den amerikanske præsident allerede har været ud og påpege, vil sådan en beslutning være i konflikt med amerikanernes borgerrettigheder og åbne op for yderligere forringelser af disse.

Og den kendte amerikanske singer-songwriter Janis Ian benytter lejligheden til at gøre modstand – og gøre det ved at forære en mp3-kopi af sangen “Resist” bort fra sin hjemmeside.

Resist (download-link: højreklik og gem som)

Det var den eneste plade bandet Maxfield Parrish fik udgivet dengang i 1972. Og så forsvandt den lidt i mængden af country-rock-udgivelser. Og den fortjener at blive lyttet til endnu af dem, der holder af genren. Bag navnet – der i øvrigt er taget fra en kendt amerikansk maler og illustrator – gemmer sig medlemmer af det amerikanske band Kaleidoscope (1966-1970), ikke mindst David Lindley, der siden fik stor succes sammen med Jackson Browne og som solist.

Albummet med den spøjse titel smager lidt af The Byrds, New Riders of the Purple Age og The Dillards, krydret med lidt psykedelia. De fleste sange fra pladen kan man finde på tuben.

Ellie McCall

I 2009 (ja, længe siden…) omtalte jeg The Beau Brummels, der var en relativt stort navn derovre. Et band, der var meget inspireret af the British Invasion, og som af en eller anden grund aldrig rigtig slog igennem i Europa, i hvert fald ikke i Danmark. Og det er lidt synd. Jeg kom til at tænke på bandet igen for nogen tid siden, hvor der blev udsendt et bokssæt med dem med titlen Turn Around: The Complete Recordings 1964-1970, dvs. alle indspilninger fra deres første aktive periode (blev gendannet og var aktive i 1974-75).

Jeg købte ikke boksen, men har siden lånt den på biblioteket (kan rekvireres via bibliotek.dk) og har kunnet lytte mig frem til, at det er en band, der fortjente mere opmærksomhed uden for de forenede stater. Blandt andet har de lavet et country rock-album, der sagtens kan måle sig med det meste af det, der kom da country rock-bølgen skyllede over USA i halvfjerdserne. Bradley’s Barn (1968) hedder albummet og du kan lytte til det lige her.