CAPAC

Først et stort til lykke til det danske kvindelandshold i curling med den flotte EM-sejr! Hep! (De store tv-kanaler har åbenbart helt glemt, at de er anden sport end fodbold og i hvert fald ikke sagt mange ord om den afholdte EM-turnering=.

Jeg er en stor fodboldfan. Fan af sporten, fodbold. Og det har jeg været siden, jeg var dreng. Selv om jeg aldrig har været nogen ørn til sport. Men Esbjerg Forenede Boldklubber er min bys, min bydels, hold, og dem har jeg holdt med siden jeg spillede fodbold i min barndoms baggård med de andre drenge i de tidligste tressere. Og sådan er det stadigvæk, selv om jeg bor i Århus, hvor AGF er klubben, man holder med(hvis man er århusianer, hvad jeg ikke er og ikke bliver, selv om jeg har boet her i næsten 50 år.

Fodbold er en forunderlig holdsport. To gang elleve spillere, en bold, to mål, nogle dommere. Det er det. Og så gælder det om at lave mål. Den der får flest mål vinder. Så enkelt er det. Og dog. For spillet kan – har det jo vist sig – varieres og forfines i det uendelige med taktikker og spillestil. Og det er blevet understreget af den igangværende VM-turnering i Quatar. Her har der været en række pæne overraskelse (i pressens omtalt som historiske sensationer…), hvor hold som Tyskland, Holland og Argentina, der alle ligger højt på de internationale ranglister og har flotte turneringpræstationer på historiken, har lidt nederlag til på papiret ringere hold. Og det er – set gennem mine briller – godt, fordi det fortæller os, fodboldsfans, at selve spillet stadigvæk er i udvikling. Nye hold kommer til med energi, talent og gennemtænkt taktik og belærer de gamle hold om, at bolden stadigvæk er rund og intet er givet på forhånd. Og det bliver kun bedre, når man så oplever, at flere af de nye nationer leverer underholdende, god fodbold og faktisk fortjener at få en sejr eller to på deres vej gennem turmeringen.

Af samme grund er jeg ganske afslappet med hensyn til det danske fodboldholds resultat senere i dag mod de regerende verdensmestre fra Frankrig. Så længe de gør deres bedste, spiller så godt som talentmassen tillader og ikke giver sig uden sværdslag, så er sejren ikke det vigtigste for mig. Andre om det.

Apropos turneringens værter, Quatar. Der er blevet brugt ufatteligt meget energi på en debat om, hvordan de deltagende nationer skal reagere over for den kendstgerning, at Quatar er et autoritært styre, der ikke respektere menneskerettigheder og ikke har demokratiske idealer. Alt for meget krudt er der brugt. For nu er vi der og skal spille fodbold. Og debatten burde have været afsluttet længen inden vi stod i den aktuelle situation. Nu gælder det om at spille spillet – og så ellers overlade det til Dansk Boldspil Union og lignende nationale forbund at arbejde for, at de store transnationale forbund som UEFA og FIFA får lavet en slags grundlov, der sikrer, at fremtidige turneringer ikke afholdes i lande, der ikke lever op til de forenende nationers menneskerettigheder m.v. Og DBU har allerede taget hul på den diskussion.

At Quatar får stor opmærksomhed som følge af turneringen er mindre vigtigt. For det er langt hen negativ omtale, landet får. Langt over 100 miiliarder dollards har den stenrige nation brugt på begivenheden, men det er ikke lutter positiv reklame, landet får for de mange penge. – Kom så Danmark!

Filmen Dirty Dancing (1987) med Patrick Swayze og Jennifer Grey er en af den slags meget populære dansefilm, der med jævne mellemrum genudsendes på tv. Og den havde selvfølgelig også sit eget lydspor, og det blev så stor en succes, at det resulterede i en opfølgning, der selvfølgelig kom til at hedde More Dirty Dancing: More Original Music from the Hit Motion Picture (1988) – og i 2003 også en Ultimate Dirty Dancing, der indeholder alle 27 sange fra filmen i kronologisk orden.

Det er toeren, jeg sidder med her. Vinyl-lp i relativt god stand, selv om vinylen nok fortjener en tur med både kulhårsbørsten og vinylrensevæsken. Og ser man bort fra filmen, der aldrig har sagt mig ret meget (jeg foretrækker nok gamle dansefilm med Fred Astaire og Gene Kelly og så Saturday Night Fever), så er den også en opsamling af dansant musik fra især tresserne med gode navne som The Four Seasons “Big Girls Don’t Cry), The DRifters (“Some Kind Of Wonderful”), The Contours (“Do You Love Me”), Solomon Burke (“Cry to me”) og The Shirelles (“Will you love me tormorrow”). Kort fortalt: Et album, der fortjener en plads på reolen.

Bob Linds navn er uløseligt forbundet til sangen “Elusive butterfly“, der blev et stort hit i 1966 , var med til at definere tresser-folk-bølgen – og gjorde ham til et one hit Wonder. Igen er det ikke helt rigtigt, for ganske vist fik Lind ikke store hits, men har dog udgivet flere plader siden dengang. Og så har han været leveringsdygtig som sangskriver til en lang række kunstnere – for eksempel: Adam Faith, the Blues Project, Sonny & Cher, John Otway, the Cascades, Cher, Glen Campbell, Aretha Franklin, Dolly Parton, Eric Clapton, Nancy Sinatra, The Four Tops, The Turtles, Richie Havens, Hoyt Axton, The Kingston Trio, Johnny Mathis, The Rokes og Petula Clark. Og så sent som i februar i år udsendtes albummet Something Worse Than Loneliness, der har modtaget fine anmeldelser.

Marianne Larsen modtager i dag Det Danske Akademis Store Pris efter igennem 50 år at have skrevet digte o. a. uden at skele til bestsellerlister og andet. Det er ganske enkelt imponerende og fortjent af den 71 årige digter. Hør hende fortælle om sit virke her.

Som læserne vil vide, så har jeg en hund, der betyder overmåde meget for mig. En blanding (vist nok) af en Westphalen jagtterrier og en Jack Russel terrier (det sidste er dog lidt tvivlsomt).. Og jeg har fået ham fra et af de internater, der i disse dage omtales i medierne, fordi disse internater oversvømmes af kældedyr, som ejerne ikke længere vil eje.

Noget af forklaringen er, tror jeg, at vi under coronapandemien så en vækst i antallet af private kæledyr. Det var som om folk, nu hvor de alligevel skulle være mere hjemme, fik den idé at anskaffe sig et kæledyr – og ofte uden at vide, hvad det indebærer, at få et kæledyr i hjemmet. Ikke mindst et større kældedyr – som fx en kat eller en hund. Ikke alene koster det i kroner og ører – foder, pleje, dyrlæge osv. Men – og nok vigtigst af alt – så kræver det ens tid og opmærksomhed. En hund skal luftes mange gange i døgnet, og de kræver ens opmærksomhed, når den ikke er ude at gå tur. Og den vil have sin egen rolle i familien. I hierarkiet så at sige. Som jeg plejer at sige til folk, der snakker om at få en hund: Husk på, at du får et nyt familiemedlem – på godt og ondt. Og så er der sket det, at coronapandemien er klinget af og folk er vendt tilbage til den normalitet, de havde før – og så mærkes kravene og pligterne som kæledyrsejer pludselig med fuld styrke. Og hvad er så nemmere end at skaffe sig af med dyret. Aflevere det på et internat, hvis andre muligheder ikke findes!?

Da jeg var frivillig tilforordnet ved det for nyligt afholdte folketingsvalg lagde jeg godt mærke til, at der var en del såkaldte blanke stemmer. Altså stemmesedler, hvor vælgeren havde valgt ikke at sætte sit kryds ved nogen af de fjorten opstillede partier og to løsgængere. Og i dag fortæller en af dagens mindre nyheder, at mit indtryk ikke var helt galt. For det viser sig, at der var ialt 46.272 blanke stemmer og 12.599 på anden måde ugyldige stemmer, ialt 58871 ubrugelige stemmer. Det er en markant stigning siden valget i 2019. Ja, de er næsten dobbelt så mange blanke stemmer denne gang (46.272) som sidst (27.781).

At der var flere brevstemmer denne gang tages som udtryk for, at det i sig selv godt kunne forklare nogle blanke stemmer, da det åbenbart er lettere at lave fejl som brevstemmer. Men lad det nu ligge, for det forklarer ikke den klare tendens til, at flere vælger ikke at stemme. Eller mere korrekt: At vælge ikke at vælge. Og set her fra de sonderende regeringsforhandlingers tid kan vi så fundere over, hvorfor det går den vej? Noget af en forklaring finder man sikkert i det forhold, at Mette Frederiksen gjorde valget til et spørgsmål om en regeringsdannelse ‘hen over midten’. Det har givet vis forvirret en del vælgere, der har haft for vane at orientere sig mod en af siderne i dansk politik. En anden og mere foruroligende forklaringsmulighed er, at nogle vælgere måske er blevet trætte af dansk politik, måske ikke længere føler sig repræsenteret af hverken det ene eller det andet parti. Endelig er der også den mulighed (og måske i tæt forbindelse med de foregående), at vælgere har følt, at politikerne alligevel ikke får gjort noget ved de presserende problemer, der tårner sig op foran dem. Lige fra balladen om sundshedsvæsnet til klimakrisen. Der findes sikkert og vist flere forklarende delelementer, men uanset hvad, så er der måske grund til at hævde, at nyheden om det voksende antal blanke stemmer vidner om, at vi har at gøre med endnu en krise, nemlig folkestyrets krise.

Wilko Johnson fik i 2013 konstateret kræft i bugspytkirtelområdet. Han valgte at sige nej til kemoterapi og fik altså næsten ti år ekstra at leve i. År han brugte på at gøre det, han altid havde gjort, spille guitar og lave musik. Selv om han fik fjernet en kilostor tumor i 2014 lykkedes det ham blandt andet at få lavet det fremragende album Going Back Home sammen med the Whos Roger Daltrey. Et album, der vidnede om, hvad Wilko Johnson stod for musikalsk set: Et guitarspil med en særlig markant brug af riffs, der var både rytme- og solospil. En stil, der gjorde ham til at frontfigur i punkens substrat pub-rocken med pub-rock-bandet over dem alle, Dr. Feelgood (1971). Og som gjorde ham til en slags faderfigur for punkens mange gør-det-selv-guitarister.

Efter han forlod Dr. Feelgood i 1978 dannede han sit eget orkester The Wilko Johnson Band, der eksisterede frem til hans død. Og han nåede også at være med på det oversete her i bloggen omtalte album med The Solid Senders (1979). I efterskriftet efter Wilko omtales hans som en en vild guitarist med en særlig scenefremtoning og som en kantet person. Og det gjorde ham til et selvfølgelig valg for den efterfølgende rebelske punkgeneration.

Going Back Home

Solid Senders

Wilko Johnson Band Live

Så skete det, der var til at forudse. Enhedslisten og Alternativet blev sat uden for døren i de fortsatte forhandlinger om en mulig regeringsdannelse. Længe har man kunnet mærke, at Enhedslistens rolle som socialdemokratisk regeringsgrundlag har passet Mette Frederiksen rigtig dårligt. Og så fik hun ideen om en ‘regering hen over midten’. Og det kan jo kun betyde, at Socialdemokratiet ønsker at danne regering med højrefløjens borgerlige partier, primært det største borgerlige parti, Venstre. Og i de kommende uger er det så dem, der skal forhandle – medens det rød-grønne flertal er sat uden for indflydelse, og det stærkt splittede borgerlige Danmark også må kigge bekymret til. For Venstres formand, ham Ellemann, har jo på det just afholdte årsmøde for partiet gjort det klart at Venstre ikke satser på den såkaldte “blå blok”.

Hvad så? Alt tyder på, at Mette Frederiksen og Ellemann Jensen går i regering med hinanden. Og så er spørgsmålet: Hvad vil det komme til at betyde for alle de store politiske, akutte problemer? Klimaet? Inflationen? Udenrigspolitikken (ikke mindst Ukraine-konflikten)? Velfærden?

Der er ikke meget, der taler for, at en sådan regering vil få en særlig lang regeringsperiode. Dertil er de grundlæggende ideologiske holdninger for store, og det er svært at forestille sig, at de to store partier vil æde voldsomme kompromisser, når det kommer til grundholdningerne, og med hensyn til de nødvendige reformer, der skal til for at løse nogle af problemerne. Dertil kommer, at der vil være en “rød-grøn” opposition og en “blå” opposition, der vil gøre alt, hvad de kan, for at gøre regeringens handlemuligheder så ringe som mulig.

Socialdemokratiet har i mange, mange år været et reformistisk parti. Det vil sige et parti, der – på godt og ondt – har forsøgt at lave kompromisser, der tilgodeså både arbejdernes og arbejdsgivernes interesser. Og reformismen har trukket partiet mere og mere mod højre. Socialdemokratiet har for længst – selv om de påstår noget andet – forladt den såkaldte “venstrefløj” og placeret sig til højre. Det skete ikke mindst, da Thorning Schmidt gjorde den Tony Blairske nyliberalisme til socialdemokratisk politik i skikkelse af Bjarne Corydon. Og nu tager Mette Frederiksen så det næste skridt mod højre med sin midter-regerings-plan.

Velkommen til mit politiske mareridt.

Selv om bandet har været på banen siden 1974, og selv om navnet er et, jeg har stødt på utallige gange, så har jeg aldrig lyttet til det. Og måske har det været en fejl, der skal rettes op på!? I hvert fald har bandet et dusin albums på samvittigheden, har familiær forbindelse til velkendte Lynyrd Skynyrd og dyrker en afart af sydstatsrock.

Hold on loosely

Mere

Norman Greenbaum, der i går fyldte firs, skrev sig ind i pop- og rockhistorien i 1969 med sangen “Spirit in the Sky“, der solgte stort og fandt sin vej til alskens hitlister. Og gav Greenbaum den tvivlsom ære, at være et såkaldt One Hit Wonder. Men det er faktisk lidt ufortjent, for Greenbaum havde allerede vist sig som en kompetent musiker i det obskure Dr. Wests Medicine Show and Junk Band og deres kultalbum “The Egg Plant that ate Chicago”, der faktisk gjorde sig pænt i 1967 uden at toppe. Og Greenbaum fortsatte ufortrødent med at lave musik efter singlehittet og har lavet to lytteværdige albums efter Spirit in the Sky (1969).

Tonen og stemningen på Uno Souls nye plade Poppy anslås med det samme på første skæring, “All it means”. Ringlende, klingende sfæriske guitarklange omsvøber forsanger Rasmus Troels Jøtgensens sang og sender lytteren associativt tilbage gennem den lettere ende af indierocken tilbage til forfædrenes lette guitar- og kærlighedsbårne sange i tresserne og halvfjerdserne.

Og den hjertelige lethed er som et vandmærke på Poppy, og giver lytteren anledning til at tænke at titlen, der – hvis man fordyber sig i ordbøgerne – kan have mangfoldige betydninger, måske bedst fortjener at forstås som et tillægsord dannet af, ja, ordet pop. Altså: Poppet. Og i hvert fald er det netop poppens opdrift, lethed, hjertelighed og livslyst, der gennemlyser albummets ti sange.

Sange, der – selvfølgelig, fristes man til at skrive – tager endnu en tur i kærlighedens uudtømmelige tematik og problematik. på bedste vis vendes og drejes kærlighedens sider og facetter i et sæt sange, der alle aspirerer til at blive hits, i hvert fald på den enkelte lytters personlige playliste, hvis ikke de store radiostationer vågner op og tager dem til sig, hvilket ville være en fejl.

Den garvede Rasmus Troels Jørgensen, der er primus motor i bandet, har flair for at skrive poprock-sange. Og gør det åbenbart ubesværet og med masser af erfaring. Og sammen med Henrik Lysgaard Madsen (guitar, kor), Jeppe Thiesen (bas) og Per Mølgaard Jørgensen (trommer) har Rasmus skabt en snes sange af traditionsbevidst kvalitetsindierock. Sange, der bør kunne falde i enhver rock- og popelskers smag. Så mit råd til jer derude er: Lyt til Uno Soul og Poppy. Hermed varmt anbefalet.

Uno Soul. Poppy. Producer: Lars Lundholm, Black Tornado B&W. Unusual Records.

Ikke så snart var blækket tørt på klimaaftalen på det just afholdte klimatopmøde Cop27 i Egypten, før kritikken haglede ned over resultatet. Og det er måske ikke særligt overraskende. For sådan har det været siden FN begyndte disse møder, siden FN afholdt siden FN afholdt sin første klimakonference tilbage i 1992.

Selv om cop27 fik lavet en aftale om en såkaldt klimafond til støtte for de lande, der især rammes af konsekvenserne af klimaforandringerne lige nu, så er aftalen ikke tilstrækkelig til for alvor at få greb om klimaforandringerne. For eksempel – og det er ikke hvilket som helst eksempel – omfatter aftalen ikke noget mål for udledningen af drivhusgasser. Den gamle Paris-aftales krav om at holde den globale temperaturstigning under 1.5% står stadigvæk ved magt, men følges ikke op af krav, der kan sikre en sådan katastrofal udvikling.

Igen må man blot tørt konstatere, at økonomiske og materialistiske hensyn åbenbart vejer tungere end at afbøde den katastrofe, vi næsten hver dag ser tegn på – lige fra småoversvømmelser i det sydlige Danmark til tilsvarende, langt alvorligere oversvømmelser i for eksempel Parkistan og Egypten. Næh, der er ikke grund til optimisme efter Cop27.

Civilisationens tidlige tider er populære på film (fx tv-serien Vikings) og computerspil (fx God of War, der henter inspiration fra det antikke Grækenlands gudeverden). Men der findes andre måder at komme tæt på disse tabte tider. En af dem er museernes udstillinger. Og her springer Mosgaard Museums, Momus, nye udstilling Ud af kaos, der fokuserer på perioden mellem Romerrigets fald og vikingetiden. Og det sker på en måde, der også vil kunne tilfredsstille dem, der søger fiktionens genskabte virkeligheder. For på Momu bruger man såvel analoge midler (fx masser af udstillede objekter – fra smykker til offerkar og våben) som moderne digitale hjælpemidler (visuelle beretninger om hændelser i perioden og auditive beretninger). Og udstillingen, som man sagtens kan se flere gange, hvis man vil have det meste ud af det, formår at give et levende indtryk af en voldsom periode og appetit på at få mere at vide – hvad man bl.a. kan få i museets kiosk, hvor der er et stort udvalg af bøger om emnet, både på dansk og engelsk. Så hvis du kære læser alligevel skal bruge noget tid i Århus og omegn, så kan jeg kun anbefale at du slår vejen omkring Momu og får udvidet din horisont med hensyn til disse kaotiske tider.

Selv om DR viser levende musik på DR2, i form af koncerter med Danmarks Radios Big Band og klassiske koncerter med DR Symfoniorkeret, så kniber det mere end gevaldigt med at få pop og rock ind på kanalen i levende form. Og her synes jeg, som ofte pointeret, at DR ikke helt lever op til public service-idealet.

Hvad DR ikke kan, kan den lille, danske kanal DK4. Som fx i går, hvor jeg landede i en koncert med Frederik Cornelius & At Your Service. En dansk singer-songwriter med to albums bag sig. Og et lille, men ganske opvakt publikum i studiet. Og jeg kunne ikke lade være med at tænke: Hvor svært kan det være DR? Kom nu ud i landet og optag nogle koncerter på spillestederne og lav selv nogle koncerter med nye talenter og gamle navne i et af jeres studier. Det burde være overkommeligt – også økonomisk.

Koncerten med Cornelius og Co. var god og gav et godt indtryk af den unge troubadur.

Læser som nævnt om The Whos historie. Og deres anden single “Anyway Anyhow Anywhere”, der fulgte “I Cant’t Explain” kunne netop ikke rigtig følge etteren, hverken salgsmæssigt eller på hitlisten. Den faldt ikke rigtig i god jord, selv om den siden er blevet en klassiker. Who arbejder stadigvæk med deres stil. Tror de skal spille R&B. Men det er inden “My Generation” og Townshend for alvor får gang i sangskrivningen og de slås (bogstavligt talt) indbyrdes om, hvad de skal.