Undladelsessynderne … en opdatering

12. maj 2021

Som bekendt har jeg pålagt mig selv den opgave, at lytte til musik, som jeg – af den ene eller anden grund – aldrig er kommet på bølgelængde med. Og det er faktisk gået helt fint med at få bølgelængden til at passe bedre. Det gælder fx for post-Malurt Michael Falch. Det gælder såmæn også for Frank Sinatra, som jeg nu faktisk lytter til med glæde (jeg skal dog glemme alt om mandens alt for eksponerede og til tider tvivlsomme levned). Men albummet “Lulu” med Lou Reed og Metallica kan jeg fortsat ikke rigtig lide, og så hjælper det meget lidt, at Lou Reed selv løftede netop denne plade op til et af sine mesterlige værker. Jeg er tilbøjelig til at mene, at Reed sygdom til sidst slørede hans dømmekraft. Og det har ikke noget at gøre med  min gamle modvilje mod heavy metal. Også på det punkt har tingene ændret sig og jeg har endda investeret i nogle lytteværdige heavy-albums med knap så kendte navne. Så kort sagt: Man kan godt ændre mening eller i hvert fald nuancere den med tiden og alderen.

4 har læst indlægget

Eric Burdon – 80

11. maj 2021

It’s my life, and I do what I want, sang Eric Burdon i 1965. Og efterlevede det motto siden hen.

Han er vist nok stadigvæk aktiv, selv om han fylder 80 i dag. Og drengen fra havnebyen Newcastle upon Tyne er gået sine egne veje, siden han som 10-årig så Louis Armstrong på tv og indså, at musikken måtte være hans levevej.

Efter en skolegang, som han helst vil glemme alt om, kom han i 1962 med i the Animals som forsanger. Animals var Alan Prices R&B-band, men efter Burdons indtræden kom rocken også med. Og sammen med The Who, The Rolling Stones, Pretty Things m.fl. blev Animals del af den britiske R&B-bølge og også en del af The British Invasion i USA.

I 1965 forlod Alan Price Animals, der aldrig rigtig blev sig selv igen, selv om der blev tale om gendannelser siden hen. Og gendannelsen i 1975, der resulterede i det fine album Before we were so rudely interrupted, var – alt andet lige – et vellykket, men kortvarigt, sådan.

Herefter hed det Eric Burdon and the New Animals og fra 1969 War i USA. Men allerede i 1971 begyndte Burdon en solokarriere, der trods diverse gendannelser sørgde for kontinuiteten gennem fire-fem årtier.

6 har læst indlægget

Donovan – 75

11. maj 2021

Engang var han et lige så stort navn som The Beatles. I dag er han stadigvæk aktiv, men ikke længere helt fremme i rampelyset. Og fylder i dag 75 år – med masser af fine sange på samvittigheden. Og den stemme, man enten elsker eller hader.

6 har læst indlægget

Så døde Johannes Møllehave, 84 år

10. maj 2021

Efter længere tids sygdom er præsten og forfatteren Johannes Møllehave afgået ved døden på et plejehjem på Frederiksberg. Endnu et markant, særegen figur i dansk kulturliv er forsvundet – og tilsvarende forudsigelig og kedelig er det blevet.

6 har læst indlægget

Tilbage til grammofonen

10. maj 2021

Vinyler er det nye sort. Og eftersom grammofonen er kommet rigtig i gang igen, har jeg også kastet mig over mine gamle single- og EP-plader. Og i dag faldt jeg over den coverløse Elvis Presley King Creole vol. 2. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har været i besiddelse af coveret, og jeg tror – men husker måske forkert – at jeg fik den foræret af en kammerdreng på et af de skibe, min far sejlede med. Men heldigvis er vinylen i god forfatning og kan afspilles uden hak og ridser.

3 har læst indlægget

Genhør og -syn med The Police

10. maj 2021

I mit fortsatte forsøg på at skære ned på tv-timer foran de danske tv-kanaler landede jeg i går på kanalen Paramount Networks, der er en af de mere ukendte kanaler på min lille (men alligevel alt for store – 20 kanaler) tv-pakke. En kanal, der tydeligvis og ikke spor overraskende har til formål at markedsføre det bagvedliggende produktionsselskabs produkter. Typisk genudsendelser af gamle serier – som fx “Friends” – kombineret med store reklameblokke.

Men jeg landede der, fordi der var et program om The Police. Et afsnit i en serie med titlen “The Story of the Songs”. Og den sang, der her var tale om, var The Polices gennembrudssang “Roxane”.

Men programmet viste sig nu at være endnu en fortælling om bandets historie. Fra de første spæde forsøgt på at blive en del af den britiske punk til Stings solokarriere. Og det var sjovt at høre historien om The Polices første pladen – singlen “Fall out”/ “Nothing Achieving”, der udkom i 1977 på Illegal Records og ikke blev nogen succes. Interessant også, fordi guitaristen på denne indspilning var korsikanske  Henry Padovani, der var med i bandet fra januar til august 1977, hvor han blev erstattet af Andy Summers, der i starten måtte nøjes med at være andenguitarist. Padovani fortsatte i Wayne County & the Electric Chairs og fik siden sin egen gruppe The Padovanis.

Singlen fra 1977 er genudgivet på den første boks med The Police Message in a Box fra 1993.

Men ellers var det den kendte historie om, at Police måtte via det amerikanske koncertmarked for at slå igennem. Først da “Roxane” blev et hit hos amerikanerne, tog briterne bandet til sig. I hjemlandet var sangen blevet bandlyst af BBC, angiveligt fordi den handlede om en prostitueret, så Police måtte markedsføre sig selv som et band, der var i konflikt med offentligheden og det omkringliggende samfund. Men så gik der også hul på bylden og succes fulgte og fortsatte frem til albummet Syncronicity og megahittet “Every breath you take”, hvorefter Sting smed håndklædet i ringen og gik solo.

Det mest interessant ved udsendelsen var det små interviewklip med bandets producere, bl.a. Hugh Padgham og deres backingsangerinde Tessa Niles, der sjældent nævnes i forbindelse med omtaler af bandet.

 

3 har læst indlægget

Lindvig Poulsens radioforretning

9. maj 2021

En bekendt har givet mig ovenstående foto. Det viser Lindvig Poulsens Radioforretning i Esbjerg engang i tresserne. Forretningen eksisterer ikke længere, men det var her, min første grammofon – den andetsteds omtalte ‘grønne rejsegrammofon’ blev indkøbt i 1962-63. Og det var her jeg fik – ja fik, for Poulsen var en flink mand, der nok mente, at rejsegrammofonen skulle have et par plader at begynde på – to singleplader. Og dermed begyndte en lang rejse ind i musikkens forunderlige verden, en rejse, der stadigvæk foregår og med lige så stor forundring og begejstring som dengang.

Opdatering: Jeg har faktisk vist ovenstående foto engang for længe siden, men det gør ikke noget. Der er noget særligt over disse gamle sort-hvide fotos fra anno dazumal.

 

7 har læst indlægget

Realeksamen

8. maj 2021

Sidste år var det 50 år siden, jeg fik min realeksamen. Denne uddannelse findes ikke mere, fordi den blev afskaffet i 1975-78. Men den eksisterede fra 1903, og fra 1963 var den treårig og startede efter 7. klasse. Og den markerede et tidligt uddannelsesforløb, idet man skulle være egnet til at gå i realen – lige som man sidenhen skulle være egnet til at gå på gymnasiet. Enten var man – som man sagde dengang i tresserne – “almen” eller “boglig”.

Dem, der var almene, gik i ottende osv., medens de “boglige” gik i realen. Og allerede i 2. real kunne man blive erklæret egnet til at gå videre til gymnasiet og springe et år over.  Den “almene” linje var for dem, der skulle i lære, medens dem i realen skulle have boglige uddannelser. Denne skelnen var ikke noget, jeg overhovedet tænkte over dengang. Jeg fulgte bare de anvisninger og anbefalinger, som jeg fik fra skolen. Hvis nogen havde fortalt mig, at jeg allerede dengang valgte bogens vej, så ville jeg nok have tvivlet og kløet mig i håret.

Jo ældre jeg er blevet, desto stærkere står denne før-gymnasiale realeksamen i min erindring. Her lærte jeg virkelig noget, jeg har haft stor gavn af siden hen. Det var her, jeg fik min lille latinprøve hos frk. Hvass. Det var her jeg lærte så meget fransk (hos samme frk. Hvass), at jeg stort set ikke behøvede at lave noget i det fag, det første år jeg gik i nysprogligt gymnasium. Og så var der alt det, jeg lærte i tysk, engelsk og dansk, som dannede et meget solidt grundlag for det, der skete siden hen. Jo, realeksamen var en lille studentereksamen dengang. Med den i ryggen var man godt rustet til livet uden for skolesystemet og i det videre uddannelsessystem. Og jeg er mine gamle lærere i realen dybt taknemmelig for den ballast, de gav mig.

10 har læst indlægget

Snotnæset sapphisk pop punk fra Norge – Girl in Red: Stupid Bitch

7. maj 2021

Karakteristikken er ikke min, men skyldes The Quietus. Jeg synes dog at den rammer ganske godt på denne rå sag, der sagtens kan sparke min weekend i gang.

Bag kunstnernavnet Girl in Red gemmer sig norske, 22-årige Marie Ulven Ringheim, der synger om psykiske problemer og ‘queer’-kærlighedsproblemer og iscenesætter det hele i organisk, stilistisk hybrid musikalsk klædedragt. The Cut har et interview med den unge kunstnerinde – her.

5 har læst indlægget

Roden igen

7. maj 2021

Det kan ikke gå helt galt, når man bakkes op af Booker T. and the MGs, The Memphis Horns og et dusin af de bedste sessionmusikere og -sangere, der kan opdrives. Jovist fandt Rod Stewart afløsere for The Faces.

5 har læst indlægget
5 har læst indlægget