Stealers Wheel – The Hits Collection

1. august 2022

Sølle tre album blev det til for Stealers Wheel, folk-rock-bandet, der blev dannet af sangskriverne og skolekammeraterne Joe Egan og Gerry Rafferty. Og så en række opsamlingsalbum med deres hits, hvoraf en en prisbillig en på discountmærket Spectrum Music (1998) er endt i min samling, Stuck in the Middle with you. The Hits Collection. Jeg tror faktisk, jeg har den i forvejen et sted. Og det bygger vist nok på en tilsvarende samling fra A&M record fra 1978.

Men uanset hvad, så er Egan og Rafferty to sangskrivere, jeg kan vende tilbage til igen og igen. Deres sangskrivning er over gennemsnittet. Desværre tog drikkeriet livet af Rafferty, så der kommer ikke mere fra den kant, og Egan udsendte sin sidste, af to, soloalbum i 1981, Map. Og da den ikke blev nogen succes, trak han sig tilbage fra musiklivets officielle side. Så der er kun værket at kaste sig over. Og her er omtalte discount-opsamling, som man sagtens kan være heldig at falde over i genbrugsbutikker, garage- og bagagerumssalg m.v., en udmærket indføring i Stealers Wheels fornemme samling af sange. Hele 18 numre er der – fra hittet “Stuck in the middle with you” til “Blind faith”.

Stealers Wheel – Hits

5 har læst indlægget

Æblet – min yndlingsfrugt

31. juli 2022

Jeg er og har altid været en stor ynder af æbler. Men, når sandheden skal frem, så står det lidt sløjt til med udbuddet og kvaliteten af æbler i den almindelige handel. Uden at være fanatisk holder jeg mig som hovedregel til danske økologiske æbler. Men de kan også være en skuffende oplevelse. Selv om de ser flotte ud med deres røde farver, så oplever jeg ofte, at de er hårde i kødet og ret så smagløse. Som tilfældet er med jordbær, så synes jeg at smagsoplevelsen af æbler har haft en nedadgående kurve i alt for mange år.

Og noget kunne tyde på, at det ikke bliver bedre de kommende år. I en nyhedsartikel i dag kan man læse, at problemer med generationsskifte gør, at vi risikerer at danske frugtplantager vil forsvinde i løbet af de næste ti år. Og så vil vi stå i den situation, at vi kan købe udenlandsk frugt, der er kendt for at indholde flere rester af sprøjtemidler end tilfældet har været med dansk frugt.

Danske æbler – ja, dansk frugt i det hele taget – burde være genstand for samme opmærksomhed og interesse som danske egnsretter, dansk producerede kvalitetsfødevarer og dansk kultur. Og det må gerne ske, inden det er for sent.

5 har læst indlægget

International vennedag

31. juli 2022

Our world faces many challenges, crises and forces of division — such as poverty, violence, and human rights abuses — among many others — that undermine peace, security, development and social harmony among the world’s peoples.

To confront those crises and challenges, their root causes must be addressed by promoting and defending a shared spirit of human solidarity that takes many forms — the simplest of which is friendship.

Through friendship — by accumulating bonds of camaraderie and developing strong ties of trust — we can contribute to the fundamental shifts that are urgently needed to achieve lasting stability, weave a safety net that will protect us all, and generate passion for a better world where all are united for the greater good.[FN – internationale venskabsdag]

Der findes mange internationale mærkedage. Og mange af dem forbigår jeg i tavshed, da deres indhold er – skal vi udtrykke det sådan – er at tvivlsomt og diskutabelt indhold. Men den relativt nye internationale venskabsdag – i dag – der blev indstiftet af FN i 2011, giver – for mig i hvert fald – god mening. Hvis vi vil forbedre vilkårene for menneskene på denne grønne planet, så skal og kan vi begynde med at styrke vores venskaber. Både de gamle venskaber, de nye, de forbigående og dem, de er der, fx vi internettet, men som vi måske ikke tænker over eller værdsætter. Gælder også venner af denne blog.

7 har læst indlægget

Chris Rea – Dancing with Strangers

31. juli 2022

Hvad blev der af den nu 71-årige Chris Rea? Jo, han er da stadigvæk aktiv. I 2019 udkom en dobbelt-cd med live-udgaver af nogle af hans største successer, og der kom også et studiealbum One Fine Day  i et lille, begrænset oplag. Og en del af forklaringen på, at Rea ikke længere er så langt fremme i skoene, som han engang var, er, at han har været ramt af alskens sygdomme og lidelser de sidste år. Senest et slagtilfælde i 2016 som berøvede ham noget af taleevnen og – måske værre endnu for en guitarist – evnen til at bruge arme og fingre.

Men den selvlærte, bluesinspirerede guitarist og sanger Chris Rea var et stort navn i 1980’rne og et godt stykke ind i 1990’erne. Målt på pladesalg toppede hans karriere omkring 1990 med albums som Dancing with Strangers (nr. 2 i hjemlandet), The Road to Hell (nr.1) og Auberge (nr. 1). Derefter begyndte hans sygdomshistorie – i 1994 – og karrieren gik i svang for den ferme kunstner, der aldrig har brudt sig om at blive kategoriseret som rockmusiker eller blive sammenlignet med vor tids store guitarister som Eric Clapton og andre. Rea var og er helt sin egen med sin rustne stemme og bluesinfluerede guitarspil.

Og på mine hylder fandt jeg netop Dancing with Strangers (1987), som er meget bedre end jeg forestillede mig (jeg har aldrig lyttet meget til Read, bortset fra de hits, der hele tiden dukkede op i radioen, på tv og så “Drivin home for Christmas”, der er at finde på den tilbagevendende julemusikopsamling (og nu vel på streaming-tjenesternes playlister…). Men Dancing… er et fint album, der byder på fjorten tilbagelænede sange (og et par instrumentalnumre), alle skrevet af Rea, der ud over at spille bluesfarvet guitar tager sig af sang, akkordeon, mundharmonika og andet. Hvorfor denne fine skive skulle ende sin tid i den kommunale forbrænding, kan man godt undre sig over (jo, jo, jeg ved godt hvorfor…).

 

4 har læst indlægget

Mere hyldeguf: Elvis Presley

30. juli 2022

Udforskningen af hyldernes gemmer og hvad der er kommet mig i hænde kvit og frit fortsætter lidt endnu. Og nu er vi kommet til Elvis Presley. Hele to udgivelser er faldet i mine hænder. Den første er Elvis 30 #1 Hits fra 2002 (BMG). Jeg havde den i forvejen, men glæder mig alligevel over det fund, for cd’en rummer som titlen angiver 30 af mandens allerstørste hits. Ja, faktisk 31 numre, fordi der er et bonusnummer (“A little less conversation”). Men en nærmest uundværlig udgivelse for enhver Elvis-fan.

Mindre kendt, men langtfra dårlig, er Classic Elvis fra 1997, på det llle BMG-undermærke CAMDEN. Med seksten sange – fra “Blue Suede Shoes”  til “Mystery Train”. Primært sange fra hans tidlige karriere. Men åbenbart en populær udgivelse, der er blevet genudgivet flere gange, blandt andet i Danmark i 2005.

5 har læst indlægget

Arnold Schwarzenegger – 75

30. juli 2022

Det østrigsk fødte muskelbundt Arnold Schwarzenegger har gjort en karriere ud af at være body builder. Han vandt den store Mr. Olympia-konkkurrence, og det banede vejen for ham til Hollywood, hvor han har haft stor succes som kraftkarl i en række film, der alle har action og muskler som fælles varemærke, især de kendte Terminator-film.

Nogen stor skuespiller har han aldrig været, men har kunnet klare ærterne med lige dele one liners og tør humor. Han er dog blev bedre med tiden, for man lærer jo noget gennem selve jobbet.

Og Hollywood banede også vejen for en politisk karriere. Måske ikke overraskende, så er muskelmanden republikaner af den sorte slags, hvilket gav ham problemer som guvernør for den traditionelt venstreorienterede solskinsstat Californien. Men penge taler i USA og han oplevede et genvalg. Drømmen om at kandidere til præsidentposten måtte skrinlægges, fordi Arnold er født i Østrig.

Bad to the Bone – Arnold ankommer med manér og fuld musik som T-800 CSM 101 i Terminator 2 Jugement Day

3 har læst indlægget

My Special Angel

29. juli 2022

Musikken kan føre en vidt omkring. I dag genså jeg et afsnit af den engelske serie Jordmoderen (Call the Midwife), som jeg har slået rigeligt på tromme for, og blandt de otte sange, der er med til at lægge en musikalsk baggrund til afsnittet, var det især den smægtende ballade “My Special Angel”, der lagde sig i min bevidsthed. Selv om den er både sentimental og meget sød. Og den dukker op i hele tre versioner. Den originale hitudgave med Bobby Helms fra 1957, en med seriens spejderdrenge og endelig en med den walisiske sanger Malcolm Vaughan, der huserede på de britiske hitlister i 1950’erne.

Sangen er skrevet af dem amerikanske sangskriver Jimmy Duncan, der ud over at skrive sange drev en rock-klub i Houston i 1960’erne, hvor navne som The Electric Prunes og ? and the Mysterians optrådte. Så man kan sige, at han havde en bred smag. Jimmy Ducan døde i 2011, og skal ikke forveksles med en anden, britisk Jimmy Ducan, der også var sangleverandør – blandt andet til The Pretty Things (“Big City”).

3 har læst indlægget

Paul Simon på dette års New Port Festival

29. juli 2022

Ikke kun Joni Mitchell viste sig på scenen ved dette års New Port Festival. Også en anden ældre musicus, nemlig Paul Simon, kastede glans over den velrenommerede festival med en optræden, der bød på såvel “Graceland”, “The Boxer” og “Sound of Silence”. Se og lyt lige her. 

Og Simon klarede det bare meget bedre en Mitchell…

3 har læst indlægget

Fra reolens dyb: Shakira – og – Beyoncé

29. juli 2022

Slut med jazzen indtil videre. Men reolen byder på mere uudforsket musik. For eksempel den columbianske sangerinde Shakira og hendes syvende album Oral Fixation, vol. 2i (2005). Det er sangerindens andet internationale album, efter hendes store internationale gennembrud med Laundry Service (2001). Og ingen tvivl om det, hun synger godt, passioneret og med sans for, hvordan pop skal lyde i begyndelsen af det nye årtusinde. Og hun får hjælp af notabiliteter som gode gamle Carlos Santana, Wyclef Jean og Gustava Cerati. Noget andet er så, om det er noget for mig!? Hittet “Hips don’t lie” har da bestemt gammeldags popkvaliteter. Den er nem at huske og også at nynne med på. Men ellers ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal mene om Shakira.

Noget lignende gælder ex-Destiny-sangerinden Beyoncé og hendes andet album fra 2006 B’Day (Deluxe Edition). Det er en gennem- og velproduceret plade, der rendyrker den finslebne, gennemproducerede udgave af moderne soul-pop. Og ingen tvivl om, at Beyoncé forstår at synge i netop den stilart. Også hun får hjælp af – blandt andet – Shakira og andre mindre kendte navne. Som tilfældet er med Shakira, så er der tale om moderne pop, der i den grad tænker i mainstream-salg og fremtræden (Beyoncé smækre, brune krop får lov til at brede sig på alle siderne af den lille booklet, der er indlagt i cd’en. Men sådan er det jo, og heller ikke Beyoncé ved jeg, om jeg i længde kan forlige mig med at lytte til, selv om jeg da vil give den en chance til eller to. Men sådan er der jo så meget.

 

4 har læst indlægget

The Mills Brothers – The Mills Brothers Featuring Ella Fitzgerald, Vol. 3 – 1935-1937

28. juli 2022

Med opsamlingen The Mills Brothers – The Mills Brothers Featuring Ella Fitzgerald, Vol. 3 – 1935-1937 (1996, Cedar, Giants of Jazz, Italien) – er jeg vist nået til bunds i mine jazz-erhvervelser, i hvert fald midlertidigt. Og brødrene Møller, som Shu-bi-dua kærligt kaldte dem, er kendt af alle (?), der har fulgt bare lidt med i musikken siden tresserne. Og det samme gælder for Ella Fitzgerald, der hjælper dem på nogle af de ialt 24 numre, som alle stammer fra 1930’erne.

Svingende traditionel poppet jazz eller jazzet pop fra øverste hylde. Det er svært at sætte en kritisk finger på brødrenes vokalarbejde. Selv om det ikke er de mest kendte standards, de synger her, så sidder det lige i skabet og er en sand fryd for enhver, der holder af den slags.

Dedicated to you

Big Boy Blue

Sweet and slow

3 har læst indlægget

Bobbie Gentry – 80 år

28. juli 2022

En af mine favoritter blandt tressernes sangerinder, Bobbie Gentry (Roberta Lee Streeter) fyldte firs år i går. Det er længe siden, man hørte noget til hende, for hun indstillede sin musikkarriere allerede i 1978, fordi karrieren ikke helt kørte for hende. Man kan sige, at den startede på toppen med singlen “Mississippi Delta”/”Ode to Billie Joe”, der toppede mange hitlister og solgte 3 millioner eksemplarer (og det var B-siden “Ode to Billie Joe”, der trak læsset). Også hendes debutalbum, der bar B-siden titel, gjorde sig godt.

Men derefter gik det tilbage for hende. De efterfølgende albums nåede ikke tilnærmelsesvis debutens højder (det var den, der vippede Beatles og Sgt. Pepper’s-albummet af pinde derovre). Dog fik hun moderat succes med et duo-album (med Glen Cambell), der i 1968 nåede toppen af country-hitlisten.

Intens turneren i hjemlandet og Europa, forsøg med tv-mediet og andet ændrede ikke på, at hendes karriere var vigende, og derfor trak hun sig i 1978. Desværre.

Bobbie Gentry

I forbindelse med Record Store Day sidste år udsendtes et såkaldt ‘tabt’ jazz-album – The Windows of the World, med hende på vinyl. For Gentry-afficionados selvfølgelig.

4 har læst indlægget

She & Him fejrer Brian Wilson

27. juli 2022

Jeg har før omtalt og anbefalet duoen She & Him – alias Zoe Deschanel og Matt Ward. Og nu er der grund til det igen. For duoen har udsendt et album, hvor de hylder 80-års-jubilaren Brian Wilson med en række fortolkninger fra dennes sangskat. De har glemt “God only knows”, men ellers er der mange gode sange med – lige fra “Deirdre” til “”Would’nt it be nice”. Og jeg synes de kommer i land med deres projekt. Ikke hvem som helst vil slippe fra at kaste sig over de sange, men her går det. Melt Away er titlen på pladen.

 

5 har læst indlægget

Chet Baker – Time after time

27. juli 2022

Hvor heldig kan man være. Blandt de jazz-plader, jeg gaflede i storskraldet, er også boksen (!) Time after time med jazz-sangeren og -trompetisten Chet Baker. Fire cd’er med lige så mange timers musik – fra mandens mest frugtbare og produktive år i første halvdel af 1950’erne. Chet Baker er kendt som ‘prinsen af cool’ og for sin uforlignelige stemme. Baker var også kendt/berygtet for sin stofafhængighed, og han døde kun 58 år gammel i 1988 efter et faldt fra andel sal i det hotel, hvor han opholdt sig med masser af stoffer omkring sig og i sin krop.

Time after time

2 har læst indlægget

Rock Nalle stopper

27. juli 2022

“For tyve år siden ville det have været dumdristigt at sætte penge på, at Nalle alias Roland Lyhr Sørensen ville overleve sin 70 års dag. Dengang hutlede han sig igennem den odenseanske midtby med udstrakt hånd og ordene: »Gi’r du en mønt til en gammel rockstjerne?« En fedmeoperation havde ført til en heroinafhængighed, som fik Nalle til at forsøge at begå selvmord.

Den historie fortæller han i 2010-biografien ’Et liv ad omveje’. Historien endte godt. Netop nu øver han med sit band, Crazy Ivans, (med den gedigne guitarist Ivan Sand) op til en landsdækkende turne, og er fit for fight. Her, hvor han i dag fylder 70.”

Sådan skev Torben Bille den dag, hvor Rock Nalle – borgerligt navn: Roland Lyhr Sørensen – fyldte 70 år. Men nu forlyder det, at den gamle rock-kæmpe stopper sin karriere for alvor. Han har i årevis lidt af Parkinsons, KOL og på det seneste også en lungebetændelse. Og det svigtende helbred får ham nu til at sige stop. Forståeligt nok.

For alle os, der har fulgt med fra dengang, han bragede gennem radioens højtalere med “In the midnight hour” over “Gode gamle fru Olsen” og “Jeg kan lide store babser” er det lidt vemodigt at sige farvel til en så markant person i dansk musikliv. Selv en rock-overlever som Nalle må på et tidspunkt sige stop og farvel. Og det er så nu.

 

4 har læst indlægget

En jazzsangerinde med popsensibilitet – Dianne Reeves – Bridges (1999)

26. juli 2022

Næste skive på reolhylden er sangerinden Diane Reeves, som er et relativt nyt bekendtskab for mig, selv om hun har været på banen, siden halvfjerdsere og som pladekunstner siden de tidlige 1980’er. Og så er hun kusine til den kendte jazz-fusionist George Duke, der også har produceret og medvirker på denne plade. Endelig kommer Diane fra en familie, hvor både faderen og moderen spillede jazz og andet, modere på trompet og faderen på bas (den relativt kendte Charles Burrell).

Selv om pladen er produceret af George Duke og er udsendt på det kendte jazz-plademærke Blue Note, så befinder musikken sig i grænseområdet mellem jazz, pop og rock. Hvilket også understreges af, at Reeves fortolker både Leonard Cohen, Joni Mitchell, Peter Gabriel og Milton Nascimento. Og hun synger eminent godt med sin smukke stemme. En skam jeg ikke har opdaget hende før nu, hvor hendes plade er faldet ned i min samling.

Dianne Reeves / Bridges / Mix

4 har læst indlægget
4 har læst indlægget