Apropos gårsdagens brokkeri, så opfangede jeg et fragment af en sang, jeg kendte, men ikke lige kunne identificere. Heldigvis var jeg hurtigt nok til at trykke på appen “Soundhound” på mobiltelefonen og vupti va jeg tilbage dengang, hvor jeg brugte mine lørdag eftermiddage på at se tyske Beat-Club. Og blandt de sange, der blev diverteret med dengang var Julie Driscoll, Brian Auger and the Trinity og deres “Why (am I treated so bad)” fra 1969. Julie Driscoll er i øvrigt stadigvæk aktiv, selv om man ikke hører så meget til hende mere.
I går så jeg herrelandsholdet i håndbold spille mod det tyske. En god, underholdende håndboldkamp. Men der er noget andet, jeg vil brokke mig over. En ting er den udbredte brug af klappeinstrumenter, som publikum bruger i stedet for at klappe i hænderne. Jeg synes, det er irriterende med denne mekaniske klappen. Og mit humør blev ikke bedre af TV 2s reklameblokke for især biler og spil og meget andet. Og en ting er, at man som seer bliver hjernevasket med de samme reklamer aftenene igennem. Noget andet er den udbredet (mis)brug af gode gamle pop- og rocksange. En byggemarkedkæde (gæt selv hvilken…) driver rovdrift på Madness’ gode, gamle hit “Our house“. Et rejsebureau gør det samme med The Monkees’ “I’m a believer”. Og så videre. Som oftest er sangene uden nogen form for relation til reklamen – bortset fra den oplagte, at genkendelse knytter sympati til reklamen.
Og misbruget af god, gammel musik fortsættter under håndboldkampen, hvor stadionspeakeren tæppebombarderer publikum og spillere med løsrevne fragmenter af kendte hits. Ofte de samme igen og igen. Queen og deres “We are the Champions” skamrides. Og sådan er det med en række pop- og rocknumre. Og overlæderet i mine sko var i fare for at revne, da den uovertrufne intro til The Doors’ “Roadhouse blues” blev revet løs af sin sammenhæng og sendt bragende ud over stadion flere gange. Og man tænker: Kunne de i det mindste – hvis de absolut skal misbruge musikken på den måde – ikke variere udvalget fra gang til gang!? Men nej, vi får samme kværnende repetition som altid. Suk.
The Flamingos blev dannet tilbage i 1953 – mit fødeår – og regnes blandt doo-wop-entusiaster for det ypperste blandt doo-wop-grupper. Og så vidt vides er medlemmer af Flamingos stadigvæk aktive.
Gruppen er bedst kendt for deres version af den romantiske sang “I only have eyes for you”, der blev deres største hit i 1959 og senere indspillet af Art Garfunkel (1975). Men det var en anden sang – “Golden Teardrops” (Johnny Carter) fra 1953 som gav The Flamingos deres særlige status som doo-wop-favoritter. I øvrigt slet ikke var en rigtig doo-wop-sang men en sang med komplekse vokalharmonier og falset. Og singlen er samlerobjekt, der går for skyhøje beløb.
Tina Turner er i dag 83 år og lever sit otium i Sydfrankrig og Schweiz (hun blev schweizisk statsborger i 2013). Men engang kaldte hun sig Annie Mae Bullock og før det Little Ann. Og “Boxtop” er Tina Turners pladedebut fra 1958 med calypsolyd à la dengang.
Det var under læsningen af Dave Marsh & James Bernards tykke bog (ca. 600 sider) The New Book of Rock Lists (revideret udgave fra 1994), jeg blev opmærksom på denne lille sag. Benævnte bog, der oprindeligt var en biblioteksbog – Cedar Mill Community Library – er en guldgrube af mere eller mindre opfindsomme og skøre lister, der også er fulde af nyttige og interessante informationer, som for eksempel denne. Fra en liste med titlen “Steve Propes Selects Fool’s Gold. 10 Worhtless Expensive Records (In order of Worthlessness)” (Propes var radio- og tv-mand, forfatter m.m. og stor fan af doo wop-genren). Altså singleplader, der ikke er genbrugsprisen – i dette tilfælde 150$ – værd. Men det kan bestemt diskuteres..
Det er over hundrede år siden, Clara Zetkin barslede med ideen om en international kampdag. Og der er stadigvæk meget at slås for og om. Og at huske på, at ligestilling først bliver reel, når den gælder alle. At kvindekamp er klassekamp og vice versa. Til lykke til det andet køn med dagen – og på med boksehandskerne. Og så en lille sang eller to….
Også sessionmusikeren, sidemanden og meget mere Michael Rhodes er død, kun 69 år gammel. Hans karriere tog for alvor fart, da han i 1977 kom til Nashville, hvor han kom med i bandet The Nerve. Og her i countrymusikkens hovedstad mødte han flere af de navne, han kom til at arbejde sammen med og for. Blandt andre Vince Gill og Rodney Crowell. Og derfra gik det videre til et hav af navne – lige fra Steve Winwood over Rosanne Cash til Joe Bonamassa, Rhodes var et velanskrevet navn i musikbranchen og blev introduceret til Musicians Hall of Fame og Museum i 2019. Han døde af kræft.
Manden med leen har travlt i dette forår. Nogenlunde samtidig med Gnags-guitaristens død, meddeltes det, at en af medstifterne til sydstatsrockbandet Lynyrd Skynyrd, Gary Rossington, også er død. Bandet gik formelt i opløsning, da flere af medlemmerne omkom i et flystyrt i 1977, men Gary overlevede og var med til at danne en ny udgave af bandet i 1987. Dødsårsgen er ikke oplyst, men det vides, at Rossington led af hjerteproblemer sine sidste år.
Guitaristen i det legendariske danske band Gnags, Per Christian Frost, er død kun 68 år gammel. Dødsårsagen er ikke oplyst. Bortset fra en lille pause i starten af vort årtusinde var Frost med i Gnags hele vejen, siden dannelsen tilbage i 1966 og var med til at præge bandets lyd og stilskifte undervejs. Han arbejdede også sammen med andre navne fra dansk pop og rock, for eksempel Lis Sørensen og Poul Krebs.
Det er de særeste ting, man kan huske fra forne tider. Således læste jeg engang for mange år siden – om guitaristen og musikere David Lindley – at han boede et isoleret sted i et amerikansk sumpområde, hvor han i sit træhus spillede roots-reggae meget højt fra store højtalere. Jeg kom straks til at huske på anekdoten (aner ikke om den har hold på sig…), da den triste meddelelse om Lindleys død tikkede ind for kort tid siden.
Lindley blev kendt for et større publikum, da han i de tidlige halvfjerdsere blev en af de toneangivende medspillere i miljøet omkring Linda Ronstadt og (ikke mindst) Jackson Browne. Laurel Canyon-netværket med andre ord.
Han havde da allerede gjort sig bemærket som grundlægger af de amerikanske psykedelisk orienterede band Kaleidoscope (ikke at forveksle med det nogenlunde samtidige britiske band af samme navn), men det var som del af Jackson Brownes slæng, han for alvor slog igennem. Ikke mindst da han satte sit kraftige aftryk på Brownes 1977-megasællert Running on Empty, hvor han med sin sang og spil på lap steel guitar gjorde noget særligt for lyden på pladen, der blev en af periodens helt store kunstneriske bedrifter. Og fra Browne gik det så videre til samarbejde med Linda Ronstadt ( fx på Heart like a wheel) og Warren Zevon (fx dennes eponyme album fra 1976), Crosby & Nash, Rod Stewart og Ry Cooder. Og dertil skal lægges nogle meget fine soloalbums fra samme periode.
Fra tiden med Kaleidoscope fastholdt han sin interesse for den skæve musik og den verdensmusikorienterede, som han dyrkede med sit band El Rayo-X, og sin interesse for alskens strengeinstrumenter, som han trakterede med største selvfølgelighed.
Fra midten af 1980’erne mistede Lindley interessen for mainstream-rock – sammen med sin pladekontrakt. Og befandt sig herefter i udkanten af mainstream, hvor han sammen med mindre kendte partnere dyrkede esoteriske musikalske interesser (fx musik fra Madagascar og jordansk oud).
Dødsårsagen er ikke kendt, men det vides, at Lindley til sidst var genstand for crowfunding, der skulle finansiere behandling af sygdom.
Maynard Furguson, “hard bop” med The Jazz Messengers og Art Blakey, Miles Davies’ Quintet i dens anden udgave i tresserne og selvfølgelig Weather Report. Jovist, milepælene i saxofonisten og mere mere Wayne Shorters karriere er imponerende. Og dertil skal føjes alt det andet, han lavede. For eksempel sit genreoverskridende samarbejde med mangen en rockmusiker, blandt hvem en Joni Mitchell udmærker sig, og så selvfølgelig hans soloarbejde.
Nu er Shorter død i en fremskeden alder af 89 år og vil blive husket for – blandt meget andet – at være en af bannerførerne og eksponenterne – sammen med fx Herbie Hancock – for elektrificeringen af jazzen (startende hos Miles Davis) og den særlige fusion af elektrisk jazz og rock, som bragede igennem i de tidlige halvfjerdsere og som stadigvæk har en særlig tiltrækningskraft på alle yndere af god jazz og rock.
To meget forskellige albums udkom samtidig for halvtreds år siden. Pink Floyds megasælgende – både målt i penge og hitlistetid – ottende album Dark Side of the Moon. Pladen, der gjorde sine skabere til velhavende medlemmer af rockklanen, er et af to Pink Floyd-album, jeg har på min reol (det andet er The Wall), blev også modtaget af kritikken som banebrydende og stilskabende og fik derfor straks status af en klassiker. Jeg har aldrig været decideret fan af gruppen og derfor fylder de ikke mere på min reol. Hvorfor, vil nogen måske spørge!? Det er bare ikke rigtig faldet i min smag, selv om jeg godt kan lide netop de to album.,
Helt anderledes stiller det sig med ex-Velvet Underground-artisten John Cale, som altid har udgjort en prøvelse for min musiksmag. Og det gælder bestemt for albummet Paris 1919, hvor han overraskede ved at forlade sit eksplicit eksperimenterende spor og viste sig som en stor popsnedker med en samling sange, der var arrangeret med symfonisk backing, inspireret af store navne som Brian Wilson og Procol Harum. Et af Cales mest tilgængelige album, der stadigvæk har en fremtrædende plads på min evige afspilningsliste.
Den her i bloggen meget omtalte britiske tv-serie The Royal – på dansk: Landsbyhospitalet – genudsendes igen (igen…) på DR1 om eftermiddagen, kan jeg se. Hvilken gang det er, husker jeg ikke, men den har rullet adskillige gange over skærmen. Serien. der brat fik en ende, da produktionsselskabet ITV ikke længere mente, der var penge til at fortsætte, er solid underholdning, hvis man ikke har set den tidligere. Men der er også grænser for, hvor mange gange, man kan se den i rap. Til gengæld er lydsporet en fornøjelse, hvis man ellers er til tresserpop og -beat. Så derfor benytter jeg lejligheden til at henvise til min egen Youtube-spilleliste til din adspredelse.
Nej, det er ikke en nyhed à la Stones og McCartney. Men for tiden læser jeg en biografi om The Kinks’ sangksriver Ray Davies. Og her læser jeg, at Rod Stewart faktisk var på tale som forsanger til – nej, ikke the Kinks, men forløberen til The Kinks The Ray Daives Quartet, hvor Ray, broder Dave, bassist og guitarist Pete Quaife og en trommelager var faste medlemmer. Men det blev, som bekendt, ikke til noget. Ikke, fordi Rod ikke sang godt nok, men snarere, fordi der ikke var plads til et stort ego mere i den konstellation. Så hvordan det kunne have lydt at høre Rod Stewart synge store Kinks-sange, kan vi kun gisne om. Men det viser vist også noget om, hvor lille London faktisk var dengang i årene op til beatmusikkens store gennembrud.
Bag det akronymiske palindrom*) gemmer der sig en mand, der mod sin vilje er ved at blive voksen.
Jeg skriver om alt mellem himmel og jord og er drevet af en ubændig nysgerrighed, en lige så ustyrlig lyst til at skrive, tænke og kritisere, hvad der møder mig på min vej gennem livet.
Og det gør jeg så gennem min weblog, min blog, der er en autonom, non-kommerciel, personlig blog.
Det er også en gammeldags blog. Jeg foregøgler ikke nogen, at jeg forsøger at følge med tiden, for eksempel går jeg ikke helhjertet ind for kommerciel streaming af musik, film o.a. Og bloggen er også gammeldags i den forstand, at jeg gerne kigger bagud i tiden. Jeg forsøger ikke at være ung med de unge eller endnu værre ungdommelig. Nej. Jeg står ved min alder og det, jeg kommer af.
Og så er det en dansk blog. Ikke i nationalistisk, xenofobisk, anti-udlændinge-forstand, men i betydningen: skrevet på dansk. Og jeg vil bestræbe mig på at skrive på dansk, så vidt muligt bruge danske ord og vendinger – også som modvægt til den anglificering – ja, amerikanisering – dansk udsættes for hele tiden og i udpræget grad i disse internet-tider og den generelle mangel på omsorg for og omhu med det danske sprog (4.5.2019).
Capac har kørt i 17 år.
Velkommen.
*) Nom de guerre, da. krigsnavn, pseudonym, øge- eller dæknavn, som en soldat tog på sig i krigstjeneste.
Nom de plume, pennenavn, forfatternavn, fingeret navn.
Et akronym er et ord, der er dannet af begyndelsesbogstaverne i to eller flere ord, fx ECU ‘European Currency Unit’, NATO ‘North Atlantic Treaty Organisation’ og aids ‘acquired immune deficiency syndrome’.
Palindromer er ord, ordforbindelser, sætninger eller tal, der læst forfra og bagfra giver samme mening.
What is CAPAC – the blog?
Capac is my nom de guerre et de plume. Behind the name is an old man, who tries not to grow up. I write about anything that comes to my mind, i’m terribly curious, have a intameable desire to write, think and critizise anything on my way through life.
And that is what i do in my weblog. Capac is a autonomous, non-commercial and personal weblog.
It is also an oldfashioned blog. I do not pretend, that I am in touch with these times, for example I do not use commercial streaming of music, movies etc. And my blog is also oldfashioned in the sense that I gladly look backwards in time. I do not try to act young og assume a young attitude. No. I stand by my age og what I come from.
And Capac is a danish weblog. Not in a nationalistic, xenofobic sense, but simply: written in danish. I love writing in danish – also as an alternative to the ongoing anglification – well, americanization – of the danish language, and as an attempt to take good care of the danish language.
The weblog has been running for 17 years.
Welcome
Kontakt / Contact
Hvis du har behov for at kontakte denne blogger, så er e-mailadressen følgende:
capac [SNABELA] capac.dk
NB! Hvis du kontakter mig vdr. en evt. anbefaling af musik eller andet, så læs venligst mine betingelser (nedenfor)!!
If you want to contact the writer of this blog, please use the following e-mail adress:
capac [at] capac.dk
NB! If you contact me concerning recommendations of music etc., I urge you to read my conditions (below).
ANBEFALING AF MUSIK, BØGER, FILM OSV.
Jeg omtaler gerne musik og andre kulturgoder, f.eks. bøger og film i min blog. Hvis du/I er interesseret i at få en udgivelse omtalt, så kontakt mig via min emailadresse
(capac_SNABELA_capac.dk).
Forudsætningen for omtale er, at musikken sendes i form af en ORIGINAL cd eller – meget gerne! – vinyl, da det jo er tidens medie.
OBS. Digitale filer – fx. mp3 og musikvideoer – promotionudgaver af CD’er (for promotion only-cd’er) og hjemmebrændte CD’er med digitale filer bliver ikke omtalt.
Tilsvarende gælder det, at e- og lydbøger ikke omtales, kun gammeldags tryksager.
Når jeg har omtalt musik eller andet sender jeg altid et link til omtale til kontaktpersonen.
Jeg forsøger at omtale de fremsendte medier, så hurtigt det lader sig gøre og gerne i forbindelse med udgivelsestidspunktet. Men det kan ikke altid lade sig gøre, så bær over med capac, hvis der kommer forsinkelser – linket skal nok komme. Det kan sikkert også forekomme, at jeg helt glemmer at omtale en plade.
Desværre.
SOM LÆSERNE HAR BEMÆRKET, SÅ HAR JEG ISÆR OMTALT (ANBEFALET) MUSIK. MEN JEG VIL GERNE OMTALE ANDET, FX. DIGTSAMLINGER, BØGER OM MUSIK, GOD LITTERATUR OG BIOGRAFFILM . SÅ HVIS DU/I ER INTERESSERET, SÅ SKRIV PÅ OMTALTE EMAILADRESSE.
And in english:
I do recommend music, books, films etc. in my weblog. If you want me to recommend a record, book etc. please contact me here:
mr.capac_et_gmail.com
My condition is, that the music must be available
as an original CD og vinyl record.
Digital files (mp3 etc.) and musicvideoes, for-promotion-only-CD’s, and homemade CDs will not be reviewed by me.
The same goes for e- and audiobooks. Only printed books will do.
When I recommend a record, I will send a link to my recommandation to my contact person.
I try to write about the stuff, I receive as fast as possible. But sometimes it takes some time – but the recommandation will come and so will the link. Please be patient.
As the reader of my blog will see, I have first of all written about music, but I would like to write about other stuff such as poetry, books on music, literature and
movies. So if you are interested, please let me know.
Tak
We are each free to believe what we want, and it’s my view that the simplest explanation is; there is no God. No one created our universe, and no one directs our fate. This leads me to a profound realization that there probably is no heaven and no afterlife either. We have this one life to appreciate the grand design of the universe and for that, I am extremely grateful.
(Stephen Hawking)
Min fordanskning:
Vi er hver især frie til at tro, hvad vi vil. Og det er mit synspunkt, at den enkleste forklaring er: Der findes ikke nogen gud. Ingen har skabt vores univers, og ingen styrer vores skæbne. Det fører mig frem til en dyb erkendelse af, at der sandsynligvis ikke findes en himmel eller et liv efter døden. Vi har dette ene liv til at sætte pris på universets storartede design, og det er jeg ekstremt taknemmelig for. [capac]
bloggens maksime: Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Cujusvis hominis est errare, nullius nisi insipientis in errore perseverare
Et citat af Cicero: ‘ethvert menneske kan tage fejl, men kun en tåbe bliver ved med det’. Vi realskoleelever tog maksimet til os med det samme – og frk. Hvass, vores latinlærerinde, gjorde os opmærksom på tilføjelsen: kun en tåbe bliver ved med det. Klogt at huske på, når man laver alle sine fejl…
Musikkens muse
“By the end of the 20th century, it seemed to me that the muse had gone out of music and all that was left was the ‘ic’. Nothing sounded genuine or original. Truth and beauty were passé. Shock was the reigning value and schlock was rating raves in Rolling Stone. I heard one record (company) boss on the radio announcing matter-of-factly, ‘We are no longer looking for talent. We’re looking for a “look” and a willingness to cooperate!’ Another executive told me, as a prelude to rejecting my (then) last album, ‘We’re selling cars now. We’ve got fast cars and cute cars…’ I got the picture. I quit the business”.
Die Bourgeoisie kann nicht existieren, ohne die Produktionsinstrumente, also die Produktionsverhältnisse, also sämtliche gesellschaftlichen Verhältnisse fortwährend zu revolutionieren. Unveränderte Beibehaltung der alten Produktionsweise war dagegen die erste Existenzbedingung aller früheren industriellen Klassen. Die fortwährende Umwälzung der Produktion, die ununterbrochene Erschütterung aller gesellschaftlichen Zustände, die ewige Unsicherheit und Bewegung zeichnet die Bourgeoisepoche vor allen anderen aus. Alle festen eingerosteten Verhältnisse mit ihrem Gefolge von altehrwürdigen Vorstellungen und Anschauungen werden aufgelöst, alle neugebildeten veralten, ehe sie verknöchern können. Alles Ständische und Stehende verdampft, alles Heilige wird entweiht, und die Menschen sind endlich gezwungen, ihre Lebensstellung, ihre gegenseitigen Beziehungen mit nüchternen Augen anzusehen.
Indskrift 2
”For endnu at sige et Ord om Belæringen om, hvorledes Verden skal være, saa kommer Filosofien alligevel altid for sent. Den kommer først til Syne i Tiden som Verdens Tanke, efter at Virkeligheden har fuldendt sin Udviklingsproces og er afsluttet. Historien viser med Nødvendighed det samme, som Begrebet lærer, at det ideale først fremtræder i Modsætningen til det reale med Virkelighedens Modenhed, og at det først da opbygger denne samme Verden, naar den er begrebet i sin Substans, i et intellektuelt Riges Skikkelse. Naar Filosofien maler sit raat i graat, er en af Livets Skikkelser blevet gammel, og med graat i graat kan den ikke forynges, men kun erkendes. Først naar Skumringen bryder frem, flyver
Minervas Ugle ud.” (Hegel)
Indskrift 3
En mand er en succes, hvis han står op om morgenen og går i seng ved nattetid, og ind imellem gør, hvad han har lyst til.
Bob Dylan
