« Senere indlæg

Dødsfald: idéhistoriker Lars-Henrik Schmidt

10. september 2021

Med tristhed i sindet læser jeg, at Lars-Henrik Schmidt er død i en alder af kun 68 år. På grund af sygdom, kræft.

Arbejdersønnen fra Vejlekanten var allerede, da jeg begyndte at læse på universitetet et “navn”, man lagde mærke til og talte om. Det var i de venstreorienterede halvfjerdsere og Lars-Henrik var en af dem, der forsøgte at tænke med den nye venstredrejning uden at forfalde til dogmatik. Han var erklæret marxist, men ikke partikommunist. Kendetegnende for hans aktive studie- og forskerliv var dengang, at han beundringsværdigt forsøgte at gå sine egne veje, at tænke inden for de nye synsvinkler men på sin egen måde. Med Marx, Freud, Nietzsche, Kant og Rousseau i rygsækken.

Lars-Henrik Schmidt var knap et halvt år ældre end mig, men længere fremme i skoene som akademiker. Han blev færdig på normeret tid og fik ansættelse inden for sit fagområde Idéhistorie. Og jeg havde fornøjelsen af at have ham som underviser på det hedengangne Tværfag sammen med en anden dengang fremtrædende repræsentant for idéhistorie og filosofi Esben Krause Jensen, der også var en ener og som døde alt for ung.

Det var på et tidspunkt, hvor læsningen af Karl Marx var stilnet lidt af (dvs. var blevet en del af de filosofiske fags pensum) og nye tanker trængte sig på, bl.a. fransk inspireret magtkritik. Og Lars-Henrik Schmidt gav sit besyv til kende i en lille bog, Magtens fysik, han fik udgivet på Nordisk Sommeruniversitet. En lille bog, jeg har læst mange gange og hver gang med lige stor fornøjelse, fordi Schmidt havde nye tanker om emnet og besad en veludviklet sans for at analysere alskens kulturelle fænomener. Lige fra tunge teoretikere som Hegel til Tarzan-figuren i den folkelige kultur. Det var ikke uden grund Schmidt i årene derefter formulerede sin egen analytisk funderede teori: socialanalytikken, der blev beskrevet i flere bogværker.

Efter sin studietid gjorde Lars-Henrik Schmidt karriere inden for universitetsverdenen og blev både dr.phil., professor og rektor. Nu er Lars-Henrik ikke mere og hans skarpsindige kommentarer og analyser af, hvad der foregår i – ikke mindst den universitære del af – verden vil være savnet fremover.

 

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

10 har læst indlægget

80: Orson Welles – Citizen Kane (Den Store Mand)

10. september 2021

Firs år er gået, siden Orson Welles’ film Citizen Kane havde amerikansk premiere. Siden dengang har den fået status af at være verdens bedste film. Intet mindre. År efter år lod filmanmeldere og -kritikere den indtage førstepladsen på deres liste over verdens allerbedste film. Mange har siden forsøgt at pille glorien af filmen, men det er kun lykkedes til en vis grad. Den betragtes fortsat som noget af det ypperste filmkunsten har frembragt. Jeg vil ikke blande mig i den histlistediskussion, men blot konstatere, at den er en film, man som filmelsker bør unde sig at se i hvert fald en gang. Og man kan læse en masse om den både på tryk og på internettet, fx hos medblogger Bo Green Jensen. Her.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

4 har læst indlægget

En lille pause – eller når virkeligheden kalder derude

9. september 2021

Det er ikke noget, jeg har gjort mig meget i – at holde pause på bloggen. Men nu er det sket, og med åbne sanser. For virkeligheden har trukket mig væk fra skærm og tastatur. Og det er både befriende og behageligt. Væk fra internet, væk fra mobiltelefon (selv om den var i lommen), væk fra fjernsynet (som jo er lidt bandlyst) og så af sted mod et specifikt mål ude i virkeligheden, den uden for det digitale helvede.

Og helt ude direkte sammenhæng:

Og nu er jeg så tilbage for en tid.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

8 har læst indlægget

Chrissie Hynde – 70

7. september 2021

Når man ser hendes frække fremtoning, så er det næsten ikke til at forstå, at Chrissie Hynde i dag fylder 70. Men sådan er det. Og Chrissie er lige så vital og fræk som hun altid har været. Coronatiden har hun brugt til at indspille Bob Dylan-coverversioner, Standing n the Doorway: Chrissie Hynde sings Bob Dylan.

Og uanset om hun står foran The Pretenders eller står alene, så har hun altid noget vedkommende på hjerte. Og selv om hun har skrevet sine erindringer, så skal man ikke tro, at hun vil pensionere sig selv eller holde op med at lave musik…

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

6 har læst indlægget

En stjerne er slukket: Jean-Paul Belmondo – 88 år

6. september 2021

Hvis man som jeg er vokset op i årene efter 2. Verdenskrig, så var filmstjerner især noget, man forbandt med amerikansk film og især Hollywood. Det var dem, der dominerede det hvide lærred før og i mange år efter krigen. Men det ændrede sig radikalt, da den franske nye bølge skyllede hen over filmverdenen i halvtrdserne og tresserne.

Og i 1960 brød franskmanden Jean-Paul Belmondo igennem lærredet i Jean-Luc Godards hovedværk Åndeløs. Og en ny mandlig filmstjernetype blev født. En filmstjerne, der var lige så fransk som parisiske fortorvscafeer og Gauloisecigaretter, samtidig med at han havde taget noget af dem amerikanske gangster-maskuline udstråling til sig, blandet op med en særlig kvindebedårende flabet og øretævindbydende charme, der hang på ham som poserne under hans store øjne.

Belmondo havde en baggrund som amatørbokser og var nærmest et naturtalent på filmlærredet, hvor han spillede over for nogle af halvtredsernes og tressernes helt store damer, fx Catherine Deneuve og Sophia Loren. Og han bredte sig genremæssigt fra komedier over actionfilm til regulære kunstfilm i den nye bølge.

Belmondo sov efter sigende fredeligt ind i sit hjem, og med hans død forsvinder en af de helt store stjerner i filmkunsten.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

2 har læst indlægget

Søstre med transistorer

5. september 2021

I min bestræbelse på at nedbringe tv-forbruget endte jeg forleden – da abstinenserne tog lidt til – på svensk tv, hvor de viste Lisa Rovners nye dokumentar Sisters with transistors. En film om kvindelige pionerer inden for den elektroniske musik.

Med fortællerstemme af selveste Laurie Andersson følger man en række kvindelige skikkelser, der hver for sig har banet vejen for den elektroniske musik, vi i dag tager for givet, og som spiller en stor rolle inden for populærmusikken. Kvinder, der med historiens tvang kom til at stå i skyggen af deres mandlige modstykker. Kvinder, der var drevet af oprigtig interesse for den teknologiske udviklings muligheder for at frembringe lyd og musik, og som også var meget forskellige i deres udgangspunkt og tilgangsvinkel til den opgave, det var at skabe nye lyde.

Vores egen Else Marie Pade bliver (desværre) ikke nævnt, men ellers dukker en række markante navne op. Fx Delia Derbyshire, der blev kendt for at skabe temaet til kulttv-serien om Dr Who, og som bl.a. arbejde med at lave såkaldte loops (båndsløjfer) på båndoptagere. Eller Daphne Oram, der bl.a. arbejdede med at lave en pendant til nodesystemet inden for den støjende, elektronisk musik. Vi møder også den langt fra glemte Wendy Carlos, der for alvor skabte interesse for elektronisk musik med sine fortolkninger af klassisk musik (ex Switched on Bach) og som skabte lydsporet til filmen A clockwork orange.

Filmens styrke er, at den viser, hvordan disse kvinder i en mandsdomineret verden forfølger deres vidt forskellige interesse og med lige dele held og viljestyrke formår at skabe vigtige og vitale bidrag til en lydverden, vi i dag tager som en selvfølge, fordi den er en integral del af vor tids populærmusik og af vores digitale virkelighed.

Og filmen er absolut anbefalelsesværdig for enhver med interesse for musik. (Jeg ved ikke om SVT  genudsender den, men ellers kan den ses på Vimeo for et mindre beløb – her. Den er også blevet vist på CHP-Dox).

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

6 har læst indlægget

One Hit Wonder: Hedgehopper’s Anonymous

5. september 2021

Det var sidste opslags navnedropperi, der fremkladte gruppen Hedgehopper’s Anonymous og deres største (og retteligen eneste) hit, “It’s Good News Week” for mig. Jeg husker den tydeligt, selv om det blev gruppens mest kendte sang med en 5. plads på den britiske singleliste som højeste resultat.  Skrevet af den kendte sangskriver (og meget andet… endnu end pop-svengali) Johathan King.

Hedgehopper’s Anonymous bestod af fem fyre, der alle havde været i Royal Air Force. Heraf navnet. En hedgehopper – hækkehopper – er en lavtgående flyvemaskine (fx den slags man bruger, når marker skal sprøjtes, og som må ‘hoppe’ over hegn og forhindringer for at arbejde). Og af en eller anden grund mente producer King, at der skulle tilføjes et “anonymous”. En håndfuld singler blev det til for det kompetente popband og en opsamlingsplade, og så var det slut.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

2 har læst indlægget

Hvem fa’n er Rod Goodway?

4. september 2021

Havde vist aldrig hørt om ham eller bare navnet, da det – Rod Goodway – dukkede op i forbindelse med nogle hedengangne, obskure fanzines og musiktidsskrifter. Rod Goodway? Hvem fa’n er han?

Jo, det viser sig så, at han åbenbart er en slags overset, undervurderet kultfigur i britisk progressiv rockmusik. Og min nysgerrighed blev skærpet, da jeg fik mig researchet frem til, at denne Goodway sammen med sit band The Pack havde indspillet Lovin’ Spoonful-nummeret “Do you believe in magic?” – før Lovin’ Spoonful og med selveste “pop-Svengali” Mickie Most som producer. Og at Lovin’ Spoonfuls egen indspilning spændte ben for The Packs succes med pladen.

Noget af forklaringen på Rod Goodways manglende gennemslagskraft finder man måske i et langt interview, hvor han fortæller om sin musikalske løbebane. En historie med masser af tilløb, mange sammenhænge, masser af name dropping osv. Alt sammen noget, der ikke har ladet fokus hvile længe på Rod. I det hele taget bærer hans “karriere” præg af en målløs søgen og stadig afsøgen af musikalske genrer og retninger. Man får indtryk af et menneske, der nok har musikalsk talent og kvalitet, men som mangler en personlighed, der kunne samle det og bære det frem til større anerkendelse og måske endda succes. Man kan også sige, at hans musikalske løbebane har været præget af mange tilfældigheder og få reelle chancer for at få et gennembrud – og på den led ligner hans musikerliv så mange andres. Måske har han bare været gammeldags uheldig.

Men når man lytter til de udgivelser, han har været med til at lave, forstår man også godt, hvorfor han er blevet lidt af en kultskikkelse med en vis fanskare. Han er ikke ganske ueffen, hverken som sanger eller som musiker.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

3 har læst indlægget

Dødsfald: Gunilla Bergström – 79 år

4. september 2021

Åh nej sagde det inde i mit hovede, da jeg læste, at forfatteren og illustratoren Gunilla Bergström var død i en alder af 79 år. Hvis navnet ikke får en lille klokke til at ringe, så er det, fordi man ikke kender Alfons Åberg. Og hvem gør ikke det, hvis man har børn?

Ganske vist har Alfons Åberg i alle de bøger Gunilla nåede at lave om den lille rundhovede dreng ingen moder. Alfons levede (og lever endnu i bøgerne!) sammen med sin far. Men alligvel havde han en moder, nemlig Gunilla, der havde skabt ham og sat ham i verden for at fortælle små underfundige historier om en lille drengs oplevelser sammen med og i skyggen af sin rare, men også lidt “bløde” far (som man ville have sagt i halvfjerdserne). Små historier, der når de var allerbedst havde en næsten filosofisk dimension.

Jeg har læst alle Alfons-bøgerne – og set alle de tilhørende filmatiseringer – og mere end en gang, og kommer ofte til at tænke på episoder fra bøgerne med de karakteristiske tegninger og den særlige farvelægning. Og det vil jeg fortsat gøre, selv om Gunilla ikke er her mere. Bøgerne er her, og det vil de vedblive med at være langt tid frem.

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

2 har læst indlægget

Også The Stranglers er tilbage…

3. september 2021

Også det gamle nybølgeorkester The Stranglers er tilbage efter en pæn pause siden 2012. Og det er lige så bemærkelsesværdigt som ABBAs genkomst, hvis man betænker, at Stranglers har mistet flere af deres oprindelige medlemmer. Senest David Greenfield (tangenter og vokal), der døde i 2020 som følge af coronainfektion.

Men bandet har som få andre forstået og formået at rejse sig igen. Og er nu ude med albummet Dark Matters, hvis titel både alluderer til atrofysikken og måske også ironisk til det anti-racistiske slogan “Black Lives Matter”. Og det kunne såmæn godt ligne det gamle band at lege sådan med ideerne. Og det gør ikke noget, når de stadigvæk formået at lave sange, der emmer af ungdommens friskhed og punkens fandenivoldskhed som tilfældet er med “This song”:

Skrevet i Musik | Ingen kommentarer »

2 har læst indlægget
Tidligere indlæg »
2 har læst indlægget