Actionthriller

2. oktober 2021

I går aftes så jeg den ‘amerikanske action-thriller’ (DRs betegnelse) Man on Fire fra 2004. Måske lidt inspireret af den aktuelle positive omtale af den nye James Bond-film, der jo bevæger sig inden for samme genrefelt – agent, action, thriller.

I Man on Fire spiller den garvede Denzel Washington en tidligere CIA-agent John Creasy. Han opsøger sin ven Paul Rayburn i Mexico, hvor han tilbydes et job som privat vagt for en lokal bilproducent. Hans primære opgave er at beskytte familiens datter “Pita” i en by, hvor drab og kidnapning er hverdagsbegivenheder.

Plottet er ganske simpelt. Creasy, der temmelig alkoholiseret og tydeligvis desillusioneret efter mange års professionel dræberliv, påtager sig rollen. Og en dag sker så det, der ikke må ske. “Pita” bliver kidnappet. Den efterfølgende forhandling med bortførerne går i vasken og “Pita” bliver tilsyneladende dræbt. Og i forbindelse med bortførelsen såres Creasy alvorligt. Men da han omsider rejser sig fra sygelejet går han målrettet i gang med at slå de formastelige forbrydere ihjel, sådan som han har lært som agent.

Det kommer der en ganske forudsigelig og på ingen måde overraskende eller original historie ud af. Og den ganske erfarne instruktør Tony Scott fortæller historien ganske fantasiløst og uden den mindste interesse i at give historien bare et lille tvist. Det hele er bare så forudsigeligt, som tænkes kan.

For eksempel indledes filmen med en meget hurtigt klippet bílledstorm, der tydeligvis har til formål at signalere at vi har med en action-film at gøre. Måske fordi der faktisk ikke er noget action af betydning i selve handlingen. Så har man (instruktøren) da i det mindste sørget for at skabe forventninger om action…

Det eneste lille lyspunkt, jeg fandt i filmen var, at den fordrukne hovedperson, der har erklæret sig uinteresseret i musik, går ind i en forretning og køber en CD med Linda Ronstadts største hits. Og nogle af disse bruges så i filmen – især første halvdel, før slagteriet begynder. Man må nøjes med de små glæder, når DR vil bruge en lørdag aften på sådan en regulær B-film.

2 har læst indlægget

Filmoplevelse: Ud og stjæle heste

2. oktober 2021

Informations anmelder indleder sin omtale af Hans Petter Molands filmatisering af Per Pettersons roste og nærmest kanoniserede ny-klassiker Ud og stjæle heste med at konstatere, at en sådan filmatisering er vanskelig. Men at det også er lykkedes for Moland.

Jeg har ikke læst bogen (hvilket jeg betragter som en fordel), men synes også, at det er en vellykket film.

Vi følger pensionisten Trond (spillet af Stellan Skarsgård), der flyttet til et afsides liggende hus for at finde et refugium, hvor han kunne være alene med sine tanker. Men det viser sig hurtigt, at ‘nissen er flyttet med’. En nabo viser sig at være en af barndommens legekammerater, Lars. Og dermed er døren til fortiden og alle erindringerne fra barndommen og ungdommen sparket ind og Tronds drømme om et liv i ensomhed forstyrret. Og filmen kommer til at foregå i fortiden. Dengang Trond holdt sommerferien hos sin far, der solgte tømmer og var lidt af en indelukket enspændernatur, der belærer Trond om at tage livet som det kommer. Om vennen Jon, der tager Trond med ud  ‘og stjæle heste’ (det bliver dog mest til en ridetur). Om to brødre, hvoraf den ene mister livet i en vådeskudsulykke, om nabokonen, som faderen (og Trond) forelsker sig i. Oplevelser, der alle er med til at forme og præge Trond, og som han retrospektivt forsøger at få hold på og få bearbejdet.

Filmen fortælles ligefremt i en vekslen mellem nutiden, hvor Trond snakker med Lars og ellers sysler med sine gøremål, og fortiden, hvor erindringsscenerne udspilles en for en. Og man er ikke et øjeblik i tvivl om, at det er fortiden, der vejer tungest i Tronds liv og i filmens fortælling. Ting sker, som Tronds far belærer Trond om, og de ting, der sker, bliver en del af erindringen. Den erindring, der udgør et menneske. Og som man ikke kan flygte fra. I en central scene opsøges Trond af sin datter, der har ledt efter ham overalt i Sverige, hvor han kom fra, for at finde ham i Norge. Scenen er et billede på, hvor umulig Tronds flugt fra fortiden er.

Filmen er smukt fotograferet. Skuespillerne passer godt til de roller, de har fået. Og fortællingen forløber med en ro og eftertanke, der er usædvanlig i vores tidsalder. Og dermed understreges forbindelsen til romanen. Filmen er tæt på romanen, og det skal forstås som noget positivt.

Det var DR, der viste filmen, og det skal kanalen have ros for – i betragtning af, hvad de ellers kan finde på at sende.

3 har læst indlægget

50: Cat Stevens – Teaser and the Firecat

1. oktober 2021

Albummet tog sin titel fra en børnebog, som Cat Stevens havde lavet. Den fortæller historien om drengen Teaser med den høje hat og hans kat Firecat, der sammen forsøger at sætte månen på plads på firmamentet, efter at den er faldet ned. Og det var Stevens’ femte album.

Den blev en kæmpe succes for kunstneren med sange som “Peace Train”, “Moonshadow” og “Morning has broken”. Men selv om pladen solgte stort, behagede publikum og en del kritikere, så var der også kritikere, der mente at pladen kunne være Cat Stevens kunstneriske højdepunkt og at det herfra kun kunne gå tilbage for ham. Han havde nået et popmusikalsk højdepunkt med meget poppede sange med temmelig simple tekster, mente man. Og i hvert fald har ingen af hans senere plader nået samme salgstal og hitlisteplaceringer, selv om efterfølgeren fra 1972 Catch Bull at Four var tæt på.

 

2 har læst indlægget

Pretty Belinda

30. september 2021

Nej, jeg har aldrig været en stor fan af dansktopmusikken (apropos mit nekrogram over Lars Stryg). Jeg ejer kun to navne på pladereolen, som kan relatere sig til den genre, nemlig Gitte Hænning og Birgit Lystager (to små bokse). Men de var også så meget andet end dansktop. fx jazz.

Og medens jeg rodede med det problem (hvis man da kan kalde det det), så opdagede jeg, at Birgit Lystagers største dansktophit “Smilende Susie” (1970) er en fordanskning af Chris Andrews’ “Pretty Belinda” (1969) med tekst af selveste Sejr Volmer Sørensen.

7 har læst indlægget

Dødsfald: Lars Stryg – 75 år

29. september 2021

Først hed de The Young Ones og blev dannet i 1962 i Alstrup på Falster og spillede instrumentalmusik. Lars Stryg spillede lead-guitar. Året efter blev de til Danny & The Royal Strings, fik en forsanger med og lod sig inspirere af Cliff & the Shadows. Efter forskellige udskiftninger begyndte gruppen af spille musik inspireret af britisk R&B, bl.a. The Pretty Things. Og med langt hår og en hård stil lykkedes det dem at gøre sig i det ellers lokalt centrerede København og de fik en stor fanbase. Inden gruppens opløsning i 1968, hvor Lars Stryg forlod gruppen, spillede de musik, der byggede på Cream og Jimi Hendrix.

Lars Stryg, egl. Lars Ale Bent Stryg gik videre til Skyriders, og i sommeren 1968 dannede han med resterne af Royal Strings den dansktopgruppe, der kom til at hedde Lars Stryg & The Royal Strings. Og som sådan blev i årene 1968-1978 et af de allerstørste navne inden for dansktoppen, bl.a. med sangen “Aldrig mer’ må jeg se dig”, der lå på hitlisten meget længe (55 uger).

Forleden døde Lars Stryg, 75 år gammel, efter længere tids sygdom.

6 har læst indlægget

370000 kr. – Radio Peace på kassettebånd

29. september 2021

370000 kr. var vist, hvad en mand fra Thy fik for et gammelt kassettebånd med en optagelse af John Lennon og Yoko Ono dengang de lagde vejen forbi. Tja, hvad skal man sige? Noget om nostalgiens kraft og ikke mindst pengenes. Nej, jeg lader være.,

5 har læst indlægget

Disneypiger

28. september 2021

I dag blev jeg nødt til at købe Bruce Johnstons album Going public. Fordi jeg gerne vil have hans udgave af sin egen – fra Beach Boys’ Surf’s Up  – kendte sang “Disney Girls (1957)”. En af de smukkeste og mest rørende sange i Beachs Boys’ katalog. En sang der er “en nostalgisk refleksion set fra en mands synspunk. En mand, der forkaster virkeligheden til fordel for nostalgien, han føler over for fantasiverdenen af piger i Walt Disneys film og tv-shows, sange af Patti Page og dengang han lavede vin i sin garage og nød lemonade i den landlige skygge”, Wikipedia)

3 har læst indlægget

Dødsfald: George Frayne – Commander Cody – 77 år

27. september 2021

Commander Cody and his Lost Planet Airmen blev dannet tilbage i 1967 og var et af de første country rock bands, der ikke tog inspiration fra folk rock og blue grass, men i stedet fra western swing, country, boogie woogie, rockabilly og jump blues. Og efter at have spillet de lokale barer og klubber tynde i i lokalområdet i og omkring Ann Arbor, Michigan, drog bandet i 1069 til Berkeley Californien, hvor en pladekontrakt med Paramount Records lå og ventede på dem.

Bandet og ledere George Frayne tog navn efter nogle dengang populære B-film om Commander Cody. Og bandet var aktivt i årene 1971-76 især, og i tiden derefter fortsatte George Frayne som solist og med forskellige gruppedannelser under navnet Commander Cody. Den seneste udgivelse, nogle gamle optagelser fra 1970, udkom i 2020. Og forleden døde så George Frayne i en alder af 77 år efter nogen tids kræftsygdom.

3 har læst indlægget

Lovely Linda – Linda McCartney – 80

27. september 2021

Linda Louise McCartney (Eastman) ville være fyldt 80 d. 24. september. Kendt som fotograf, musiker, aktivist og iværksætter. Født ind i en velhavende familie med jødiske rødder (oprindeligt var efternavnet Epstein) blev hun fotograf med speciale i rockmusikere og folk fra musiklivet. Det var som sådan hun mødte Beatlen Paul McCartney og blev fru McCartney og mor til tre børn (i forvejen havde hun et barn – datteren Heather – fra sit første ægteskab med Joseph Melville See Jr.).

Det var som fru McCartney hun for alvor fik gang i sit musikalske virke som sangerinde og tangentspiller i Wings. Et forhold, der dengang blev rynket lidt på næsen af, fordi hun ikke var professionel. Der var ikke forståelse for, at Paul McCartney af andre grund (kærlighed) lod hende få en plads i bandet. Hun fik også udgivet et album, opsamlingspladen Wide Prairie (1998).

Der er ingen tvivl om, at Linda var – med en floskel – kvinden i Paul McCartneys liv. Hun døde i en alder af kun 56 år i 1998 af brystkræft. Men stadigvæk er hun en vital del af McCartneys liv. Senest har familie udgivet endnu en vegetarisk kogebog, som Linda har lavet.

 

4 har læst indlægget

Ingen mælk i dag

26. september 2021

Gensyn med de gamle gymnasiekammerater. Og snakken gik, og erindringerne arbejdede på højtryk. Og blandt stumperne var dengang i 1967, hvor vi var på lejrskole og Mona åbnede et vindue på første sal (pigernes afdeling) og Herman’s Hermits “No milk today” drønede ud over hovederne på os, der stod nedenfor.

6 har læst indlægget
6 har læst indlægget