Eller gammelmandspunk. Gerontopunk er min egen nyskabelse. Men hvorom alting er, så har Cocksparrer eksisteret mere end et halvt århundrede, medens kollegerne i Sham 69 rammer vendepunktet om et årstid, og kan derfor godt kaldes gamle mænd. Men punk er, som en bekendt altid understreger lige dele gør-det-selv-rock og attitude (fuckfinger, ordvalg og venstredrejet politisk orientering). Nyd dem.
Pigebørn er den danske titel på oversættelsen af Louise May Alcotts berømte roman Little Women (fra 1868). Og selv om titlen ikke er helt ude i skoven, så er den dog lidt misvisende, idet fortællingen om fire søstre og deres mor under den amerikanske borgerkrig i allerhøjeste grad handler om pigebørnenes transformation til små, voksne kvinder.
Romanen, der har fået klassikerstatus i Amerika som “pigebog”, “ungdomsbog” eller bog for “young adults”, er blevet filmatiseret mange gange. Senest har Greta Gerwig (der for øjeblikket nyder stor opmærksomhed for sin film Barbie) filmatiseret den i 2019. Og det er nok rigtigt at sige, at Gerwig står i gæld til den foregående version fra 1994, som australieren Gillian Armstrong stod for. Og det er netop denne næsten autoritative udgave, som DR tog sig sammen til at vise forleden.
Og det er en virkelig god filmatisering af den gamle roman. Med nogle af det årtis bedste unge kvindelige skuespillere – Winona Ryder, Claire Danes, Kirsten Dunst og Samantha Matthis – suppleret med stærke voksne kræfter – Sudan Sarandon og Gabriel Byrne m. fl. – får vi fortællingen om de fem kvinder, der lever et liv i relativ fattigdom, fordi faderen er gået i krig for Nordstaterne, og gennemlever et liv, hvor de bliver voksne og skal håndtere diverse konflikter og problemer. Det er et fint studie i kvindelighed anno dazumal, men også – måske – i kvindelighed i en mere transhistorisk og moderne forstand; i hvert fald tror jeg, at mange kvinder vil kunne genkende og spejle sig i mange af de unge kvinders oplevelser og problemer, selv om man ikke længere går i lange kjoler og er bundet op af rigide moralnormer. For en mandlig repræsentant for publikum som mig er filmen en gave, alene af den grund at den på alle leder og kanter er en feminin film – historie, instruktion, skuespil osv. Den er en særlig chance for at træde ind i et enestående kvindeligt univers, der alt for sjældent er genstand for filmisk bearbejdning. Alene af den grund kan jeg kun anbefale at man ser den.
Bo Green Jensen har skrevet en fin oversigtartikel om bog og filmatiseringer, hvor han også får sammenlignet Gerwigs nye fortolkning med Armstrongs og tildelt Gerwig den feministiske førertrøje. Det kan diskuteres, men læs alligevel artiklen, der giver en god baggrund for at se filmene.
I dag har jeg så også set Greta Gerwigs film, som man kan finde på nettet som stream. Og den er mindst lige så god og – som Green Jensen er inde på – farvet af det nye årtusindes ny feminisme. Under alle omstændigheder: Und dig selv at se disse to fine film.
Jytte Abildstrøm – eller som hendes rette og fulde navn er: Jytte Laila Zabell Abildstrøm Mygind – runder de 90 år i dag. Når hun fortjener at blive omtalt her, så er det, fordi hun er en af de eferhånden få originaler, vi har i dansk kulturliv. En af dem, der altid er gået sin egen vej (fordi hun ikke har kunnet andet end det). Skuespillerinden i et hav af røller – fra revyer i de unge år til fjernsyn (Sonja fra Saxogade..) og film (Flyvende farmor) i de modne år. Og oven i det hele direktør for sit eget teater Riddersalen siden 1970. Et sted, hvor fantasi, kreativitet, originalitet og særpræget avantgardisme har været i højsædet.
Og så er Jytte også kendt som værende en foregangskvinde for et økologisk liv – med solfangere, kompostlokum og formidling af ideer om byøkologi.
Tænk sig – det er 19 år siden, jeg oplevede Nick Lowe (akkompagneret af Geraint Watkins) i Århus. Og manden, der kom frem med new wave-musikken i England (ikke mindst Elvis Costello pog Graham Parker) har ikke været hyperaktiv siden dengang. Den seneste plade fra hans sangskriverværelse er vist fra 2017. Og sådan er det måske for nogle, når de er kommet til års og kan leve fint af deres royalties; i hvert fald må han gerne lade høre fra sig igen.
Den engelske skuespiller og kampsportsdyrker Jason Statham har i nullerne været med til at puste nyt liv i en amerikansk filmgenre med action-helte – mænd, der primært udtrykker sig med næverne, skydevåben og deslige. En genre, der tidligere blev varetaget af skuespillere som fx Sylvester Stalone (Rambo), Arnold Schwarzenegger (Terminator) og Bruce Willis (Die Hard) og som stadigvæk kaster film af sig i Hollywood og omegn, fx i serien om Jack Reacher (Tom Cruise) og serien om The EQuelizer (Denzel Washington). Bare for at nævne nogle ganske få eksponenter for den snævre genre.
Og Statham har med succes taget handsken op fra de gamle action-helte; og er blevet hjulpet godt på vej af den engelske filminstruktør Guy Richie, der har brugt Statham siden sin anden spillefilm med Rub, stub og to rygende geværer (Lock, Stock and two smoking Barrels) og senest i den film, der her skal omtales Wrath of Man fra 2021. I mellemtiden har Statham slået sit navn fast med Transporter-trilogien, to film om The Mechanic og som medvirkende i The Expendables, hvor gamle action-helte får et opkog.
Og, hvis man skal være diplomatisk og flink, så kan man sige, at denne filmtype dybest set er bygget over en ældgammel skabelon fra amerikansk film, hvor en ensom mand (ofte fraskilt) på kanten af samfundet (som tidligere politimand, soldat eller efterretningsperson og lignende) kommer i konflikt med typisk nogle kriminelle, som han gør til genstand for sin egen personlige eller ligefrem private retfærdighedsopfattelse udrydder eller i hvert fald uskadeliggør. En type eller stereotyp, der går tilbage til efterkrigstidens enlige cowboys (Cary Cooper, John Wayne…), der også ved det moderne Amerikas begyndelse sørgede for, at en særlig retfærdighed kunne sætte sig igennem og være identifikationspunkt for biografpublikummet (og her især den mandlige del).
Og det er både filmenes styrke (genkendeligheden) og svaghed (forudsigeligheden). Når det alligevel kan have en vis underholdningsværdi – i det mindste for en gammel mand som mig der har været med hele vejen – så er det, fordi mange af disse film – lige som de beslægtede agent-film m. fl. – er blevet fortalt af kløgtige manuskriptforfattere og filminstruktører, der kan deres kram. Således i Wrath of Man, hvor Guy Richie forstår at fortælle historien om Patrick Hill – kaldet H – der påtager sig jobbet som transportør af penge for – viser det sig – at hævne sin søns død. Sønnen blev et uskyldigt offer for et overfald på en pengetransport, hvor Hill selv blev hårdt såret, men nåede at se drabsmanden i øjnene. der er sådan set ikke ret meget mere at fortælle om plottet; og vi følger Patrick Hill fra ansættelse i transportfirmaet til det endelige opgør med drabsmanden og hans kriminelle kolleger. Og helt efter bogen er handlingen både genkendelig og forudsigelig. Vi ved fra første scene, hvordan det vil ende, omend ikke helt præcist hvordan.
Og Richie fortæller historien ganske stramt og effektivt. Det eneste tidspunkt, hvor der er lidt slinger i valsen er, da han skal fortælle om det endelige røveri på pengetransport-centralen, hvor det er lige før klarheden og stringensen er ved at gå tabt for en kort stund. Det lykkes dog instruktøren af genvinde grebet hurtigt. Og filmen kan nå sit katharsiske øjeblik.
Man kan af mange grunde tage afstand fra den slags film. Dens mandebillede, der ikke passer ind i vor tids politisk korrekte, feministiske forestilling om mænd, dyrkelsen af vold og en bedaget forestillling om et individ, der kan sætte sig over loven og udøve sin egen retfærdighed, der bygger på en diskutabel og tvivlsom højere Lov. Og så videre. Men man kan også bare læne sig tilbage i sofaen og indtage filmen her som en vellykket stiløvelse inden for en populær, indtjenende filmgenre.
Når man bevidner den mest krigsgale statsminister siden Besættelsestiden og en regering, der er totalt tonedøv over for den klimakrise, vi står ikke bare over for men faktisk midt i; og oplever politikere, der først og fremmest tænker på at hytte deres eget personlige skin(d) gennem små taktiske svinestreger og narrerier; og oplever en ung generation, der på flere områder er plaget og præget af den retningsløshed og uforstand, som dansk politik befinder sig i nu om stunder – ja så kan man som gammel mand godt føle sig lidt hjemløs og fortabt midt i det hele og med Steve Winwood synge med på sangen om ikke at kunne finde hjem… Beklager men skulle lige af med lidt mismod.
Igår sov June Belli ind i en alder af 75 år. Hun var Peter Bellis kone gennem 56 år. Og når man er så gammel som jeg husker man nøje historien
om Peter, der forsigtigt og respektfuldt indledte et forhold til gøglerdatteren – datter af sandsigersken Corintha – og endte med at blive gift med hende ude i det
fri. Noget der blev omtalt i pressen, herunder opså i popbladet Børge. Året var 1967. Og siden dengang var June Belli en udadskillelig del af Peters liv. Hun var’atltid i hans tanker og hans tale og fulgte ham i årevis rundt i Danmark, når han optrådte. Nu er June heller ikke mere og et kapitel af dansk pigtråds- og beatmusik er skrevet færdigt.
På Youtube faldt jeg over Hal Roaches gamle komedier fra 1930’erne med en flok vanartede børn. Our Gang hed banden og gik senere under navnet Little Rascals. Og jeg kan huske, at jeg så dem i min barndom på tysk tv og morede mig kosteligt over ungernes narrestreger og ulykker. Og så var der ikke langt i associationsrækken til den amerikanske popgruppe Spanky and Our Gang, der blev dannnet i 1966 og fik stor succes med en række singleplader – “Sunday Will Never Be the Same,” “Lazy Day,” “Sunday Mornin’,” “Like to Get to Know You.” og flere til. Gruppen to netop navn efter benævnte børnekomedier, fordi forsangerinden Elaine McFarlane delte efternavn med Spanky (George McFarland) i serien.
Spanky and our Gang spillede let, luftig tresserpop, der kan minde om Mamas and Papas, når de var mest i pophumør, og om The Monkees. Altså rigtig tresserpop med sigte mod singlehitlisterne, hvor de altså også opholdt sig meget. Gruppen holdt sig kørende til 1968, hvor guitaristen Malcolm Hale døde af åndedrætsproblemer. Da han var deres primære arrangør og ankermand gik de andre hver til sit, vel vidende at de allerede havde opnået mere end de fleste. Og som mange andre er de også blevet gendannet.
Det startede med pigtrådsmusikken som forsanger i Roadrunners. Siden gik videre til Jakie Boo Flight og Gnags og derfra til en lang solokarriere. Sidst vi hørte noget fra Stærk var da han i 2021 udsendte singlen “Help me make it through the night” (Kris Kristoffersons sang) i 2021. Men Stærk skriver vist stadigvæk sange, så måske kommer der noget på et tidspunkt på hans eget plademærke Strongman Records. Hvem ved!? Man kan jo altid håbe, for så mange gode fortolkere af klassisk rock har vi heller ikke her i landet.
Peder Bundgaard, der er kendt som nær ven af Dan Turèll og illustrator til sammes bøger og til flere kendte pladeomslag, blandt andet for Gasolin, fyldte 79 år i går. Han er også forfatter til flere bøger, biografier (Gasolin, Turèll, Kim Larsen m.fl.), romaner og rock-monografier (fx Dansk Rockleksikon).
Og i dag ville benævnte Turèll være fyldt 78 år. Det skulle så ikke være sådan…
Og jeg havde næsten glemt det, hvis ikke mine tanker havde passeret erindringen om en for tidlig afdød ven, der satte stor pris på netop Cale og resten af
Velvet Underground. Og jeg husker, hvordan han nedgriflede en koncertanmeldelse af Cale for mange år siden – en anmeldelse, jeg aldrig fik på tryk og som
måske kun findes som pligtopbevaring på det Kgl. Bibliotek. Nå, men Cale er en af de firsårige, der ikke har smidt håndklædet i ringen, men fortsætter ufortrødent
med sin kunst indtil det hele stopper af sig selv.
En kræftsygdom tog livet af ham. Steve Harley, der blev berømt som forgrundsfigur i det britiske band Cockney Rebel. Make Me Smile (Come Up and See Me)” hed bandes slidstærke hit fra 1975 som stadigvæk klarer sig fint på afspilleren.
Cockney Rebel var aktivt indtil for ganske nylig og besøgte blandt andet Danmark. Men for få måneder siden måtte Harley så kaste håndklædet i ringen, fordi sygdommen tvang ham til at opgive det, han elskede mest at gøre – spille på en scene. Cockney Rebel kom frem i slipstrømmen af glam rock-bands i starten af halvfjerdserne og blev langsomt Steve Harleys band, samtidig med, at han fik en solokarriere. Ved siden af fik – i halvfemserne – han også en karriere som radiomand med showet Sounds of the 70s, der nu fortsætter med en anden mand ved roret. Helt i Harleys ånd.
Ja, ups. Hvordan kunne jeg dog glemme bloggens fødselsdag – den 13 marts. Noget andet med min egen – bagmandens – fødselsdag, der har det med at glide over i glemslen hurtigt og let. Men altså bloggen her – 18 år. Og for at undgå at gentage mig selv, så vil jeg benytte lejligheden til at beklage, at mange – rigtig mange – af de bloggere, jeg lærte at kende som bloggere dengang det hele startede, nu tilsyneladende har droppet bloggeriet – måske til fordel for de såkaldte sociale – men i virkeligheden ret så asociale – medier som Facebook, Instagram osv. Måske er der stadigvæk nogle af jer, der kigger forbi her på båden engang i mellem. Det håber jeg da, selv om jeg ikke rigtig ved, hvem der dropper forbi – bortset fra en pæn række usual suspects. Men engang var blogland noget andet – et sted, hvor vi sammen kunne råbe højt i internetørkenen.
Nuvel, som man sagde engang, bloggen kører stadigvæk, og jeg har ingen planer om at stoppe. Det er blevet en fast vane at skrive lidt hver dag over et stort krus kaffe. Og den slags små (u)vaner holder jeg af og de er med til at strukturere en gammel drengs dag. Måske stopper det hele bare en dag, medens fingrenen tapper løst på det vaskbare computertastatur – hvem ved!? For ingen ved vel helt præcist, hvordan det ender.
18 år. Det er dog noget, som jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig, da jeg første gang postede noget. Men det ene ord tog det andet, den ene sætning den anden, det ene indlæg det andet og så videre. Skriften fik sit eget liv, sådan som skriften altid har haft det og stadigvæk har det. Og den søde kløe – skriftkløen med alt hvad dertil hører – er der stadigvæk og skal lige masseres hver dag – helst. Sail on Capac.
Det var sådan lidt ad omveje, at jeg kom tilbage på sporet til Stakladen på Århus Universitet. Til dengang, hvor Stakladen var et af byens fremmeste musikspillesteder, der havde mange gode og store navne på programmet. Jeg var egentlig ved at forfølge andre spor i universitetets historie, da jeg landede på institutionens hjemmesidens “hisotoriske showroom”, hvor man blandt andet finder ovenstående billetter fra to koncerter, som jeg selv havde fornøjelsen af at overvære. Men Stakladen var også andet end en scene. Det var fx også et sted, hvor man som studerende kunne droppe ind på vej hjem fra undervisningen kunne indtage sin aftensmad eller eftermiddagskaffe. Og det har jeg gjort mange gange – og er blevet mæt for små penge i solid dansk kost. Hvordan stedet ser ud i dag, ved jeg ikke, da det er meget længe siden, jeg har været forbi. Det er ellers sket mange gange, fordi jeg ofte har lagt min vej forbi Studenterhusets boghandel, hvor man ofte har kunnet finde gode tilbud og bøger, man ellers ikke kunne støde på inde i byen. Så måske kommer jeg igen forbi en dag, hvor humøret er til det…
Medens jeg sådan er på sporet af netop det sted, kommer jeg i tanke om dengang, Gasolin gav koncert derinde, men jeg foretrak at komme hjem i studenterhyblen. Men dengang var jeg nu heller ikke så stor en fan af drengene fra Christianshavn. Men ellers glider billederne fra alskens koncerter forbi det indre blik: Flying Burrito Brothers, J. J. Cale, John Cale, Anne Linett Band osv. osv.
Århus Wiki kan fortælle, at Stakladen i dag hovedsageligt bruges til universitetets arrangementer og siden midten af firserne stort set ikke er brugt til musikarrangementer. Ja, så var man jo heldig at få den funktion med, da man var ung og sprød.
