Indlæg om Musik

Krimianbefaling: Vigil – Fjenden fra oven

4. marts 2024

I november 2021 anbefalede jeg den første sæson af kriminalserien Vigil (Døden i dybet). Og lige nu løber anden sæson Vigil, der også har fået en markskrigerisk dansk undertitel – Fjenden fra oven – hen over DR1 programflade (og på deres hjemmeside, hvor alle afsnit kan ses – hvilket kun kan anbefales…).

Vigil kommer af latin og betyder ‘ vågen, årvågen, vagtsom’. Og der lige præcis, hvad den skotske politikvinde Amy Silva (Suranne Jones) er. I den nye sæson hidkaldes hun, da en militær demonstration af kampdroner går galt og adskillelige menige soldater bliver dræbt. Silva får til opgave af finde ud af, hvem der står bag tragedien. Og for at afdække alle relevante spor må hun drage til det mellemøstlige kongedømme Wudyan, der er allieret med det britiske militær, for at udrede de mange sammenvævede tråde, der både involverer menige soldater, ledere og i sidste ende den britiske regering og et privat firma med speciale i netop kampdroner.

Og den nye sæson er om muligt endnu bedre end første sæson, der kunne hente megen ekstra dramatik ud af den kendsgerning, at det foregik i en u-båd, ubåden Vigil. Man kunne spille på alle klaustrofobiens tangenter og gjorde det kyndigt.

Når den nye serie ikke alene matcher den gamle men efter min mening overgår den, så er det ikke mindst på grund af Suranne Jones og de andre ledende skuespillere (ikke mindst Rose Leslie i rollen som Silvas elskede og nu højgravide kæreste, politikvinden Kirsten Longacre). Jones besidder i sin rolle alle de kendte tv-detektivers klassiske kvaliteter. Hun brænder for opgaven og har selvtillid og evner nok til at søge svarene i et intrikat net af spor og kendsgerninger. Og oven i det har hun en særlig skrøbelighed, idet hun hele tiden må tænke på sin gravide kæreste og deres fælles barn og sin egen teenagerdatter, og en særlig sårbarhed, der måske gør hende ekstra modtagelig for alle de unoder, hun skal forholde sig til.

Dernæst må man endnu engang imponeres over briternes evner, når det gælder konstruktionen af en plot, der er ekstremt detaljeret og til det allersidste bevarer spændingsniveauet helt i top – og hvordan lag for lag skrælles af for til sidst af afdække et lidet flatterende samarbejde mellem statsmagt og kapitalinteresser. Også på det led lever historien op til de klassiske krimiers klare samfundskritiske tradition.

Og i disse kønsforvirrede tider er det herligt at opleve, at temaet ‘homoseksualitet’ (Silvas og Longacres lesbiske relation og to homoseksuelle mandlige soldater) indskrives på en måde, så det ikke tematiseres som noget problematisk (på anden måde end at de to mænd må gå stille med dørene på deres kaserne…), men derimod som en styrke, idet Silva og Longacre som par og kollegaer supplerer og støtter hinanden på alle planer. Netop det forhold at homoseksualitet ikke fremstår som et filmisk problematisk tema er en styrke ved manuskript og filmatisering.
Så hvis du som jeg er til tankevækkende, medrivende, intelligent krimi, så glem alt om danske nyhedsprogrammers fortabelse i kedelige dagsnyheder og kast dig over Vigil anden sæson. Du vil ikke fortryde.

50: Hatfield and the North

3. marts 2024

At tænke sig, at det er et halvt århundrede siden jeg købte hatfiels and the Norths eponyme debutalbum. Jeg har det stadigvæk – både den originale vinyl og en senere cd-udgave.
Jeg købte den i min hjemby Esbjerg hos Fona, og havde ingen anelse om, hvad den ville komme til at betyde. Jeg havde lyttet til nogle af numrene på Danmarks Radios Program 3 og vidste, at Hatfield and the North repræsenterede den musikalske stilretning, man siden har kaldt Canterbury. Og så blev jeg indtaget af det fascinerende, nærmest smukke foldeudcover med et brunligt foto af den islandske by Reykjavik og – på indersiden – et foto af bandet sammen med skuespillerne fra den dengang populære cowboy-tv-serie Bonanza.
Bandet nåede at lave endnu et album – The Rotters Club – inden den første opløsning skete i 1975. Senest har det været gendannet først i dette årtusinde.
Den første plade er stadigvæk en af min yndlingsplader fra dengang.

Fødselsdag: Mike D’Abo – Manfred Mann – 80 år

2. marts 2024

Endnu en firsårig. Mike D’Abo – sanger og sangskriver – der blev international berømt, da han i 1966 med succes afløste Paul Jones i Manfred Mann og blev indtil bandets opløsning i 1969. Her havde han stor succes med en række hits, hvoraf “Mighty Quinn” nok er det største. Ved siden af skrev han sange til andre, fx “Build me up buttercup”, der hittede med the Foundations. Efter tiden med Manfred Mann forfulgte han en karriere som skuespiller, blandt ande i en række af datidens store musicals – fx Jesus Christ Superstar og Evita.

Keef hylder Lou Reed – Waiting for my man

2. marts 2024

I dag er det Lou Reeds fødselsdag og det er næsten 11 år siden, han døde. Men glemt er han ikke. I forbindelse med den kommende Record Store Day, hvor pladebutikkerne hyldes – hyldes også Lou Reed med en særlig plade med titlen Power of the Heart. Og her fortolker en lang række koryfæer sange fra Reeds katalog. Blandt andre finder vi selveste Keith Richard med en kongenial, loyal og god fortolkning af Waiting for my man.

  • 1 Keith Richards – I’m Waiting for the Man 4:15
  • 2 Maxim Ludwig & Angel Olsen – I Can’t Stand It 2:58
  • 3 Rufus Wainwright – Perfect Day 3:32
  • 4 Joan Jett and the Blackhearts – I’m So Free 2:32
  • 5 Bobby Rush – Sally Can’t Dance 4:06
  • 6 Rickie Lee Jones – Walk on the Wild Side 4:55
  • 7 The Afghan Whigs – I Love You, Suzanne 3:07
  • 8 Mary Gauthier – Coney Island Baby 7:13
  • 9 Lucinda Williams – Legendary Hearts 3:01
  • 10 Automatic – New Sensations 4:41
  • 11 Rosanne Cash – Magician 4:52
  • 12 Brogan Bentley – The Power of the Heart (Bonus track CD/Digital Only) 6:05

     

Roger Daltrey – The Who – fyldte 80

2. marts 2024

Så var det The Whos forsanger Roger Daltryes tur til at træde ind i række af firsårige rockstjerner. Og som mange af de andre er han stadigvæk aktiv, som om alderen ikke var et problem. Han er sikkert en af dem, der først stopper, når han falder om på scenen (som kollega Pete Townshend antydede i et interview). Keep on rocking Roger.

Rod Stewart – nummer 1 på albumlisten

2. marts 2024

Så gjorde han det igen. Fik en førsteplads på albumlisten med pladen Swing Fever, som han har lavet sammen med Ex-Squeeze-musiker og tv-vært Jools Holland. Stewart har prøvet det før. Første gang med Every Picture Tells a Story i 1971, hvorimod det er første gang for Holland. Godt gået af de to ældre rock-gentlemen.

Anders And-bladet fyldte 75 år

2. marts 2024

I går var det 75 år siden, det første Anders-And-blad udkom i Danmark. I 1949 og til en pris af 75 øre. I dag – for bladet udkommer stadigvæk – koster det omkring 40-50 kr. for et eksemplar, afhængigt af, om der skal være plastiklegetøj med eller ikke.
En af mine bekendte, em mand på 91 år, har abonneret på bladet, siden han var dreng og gør det stadigvæk. Selv har jeg aldrig været donaldist, som man kaldes når man er inkarneret fan. Men Anders Ands univers var en del af min barndom og jeg kender de gamle historier, lige som jeg kender alle de film, der er blevet lavet om Anders And, Mickey Mouse m.fl. Og jeg kan huske, at jeg engang vandt et helt års hæfter i en konkurrence i bladet. Jeg fik dem dog aldrig, fordi firmaet bag løb tør for blade. Så jeg fik en kompensation, som jeg ikke husker hvad var.
I dag er Anders And slet ikke så populær, som bladet var engang. Tiderne er skiftet, og nye generationer har fået masser af andre underholdningstilbud. Og Anders And er blevet et niche-blad og de gamle numre samlerobjekter, der går til høje priser.

Da jeg begyndte at læse på universitetet i 1973 mødte jeg igen Anders And, idet bladet blev genstand for en stor undersøgelse af en gruppe studerende, der med inspiration fra de dengang herskende teoridannelser – fx marxisme og psykoanalyse – satte Anders And-bladet ind i en historisk kontekst. På bogens bagside kan man bl.a. læse: “Undersøgelsen redegør for, hvorledes tegneserierne blev til o. 1900 som led i strukturomdannelsen af pressen under kapitalismens ekspansion fra liberalkapitalisme til monopolkapitalisme. Undersøgelsen behandler de dominerende tegneseriegenrer og er lagt an på at vise, hvorledes disse er et produkt af en konflikt imellem det kapitalistiske samfunds ideologi og den monopolistiske virkelighed. Til forsoning af konflikten tilbyder tegneserierne liberalkapitalismens myter, men afslører herigennem, at kapitalismen er på vej til at udvikle sig ud over grænserne i det forestillingssystem, den legitimerer sig ved. “. Ja, det var dengang.

Vemodig musik

1. marts 2024

Jeg skriver sjove digte.

Jeg skriver osse triste.

De første læser andre folk.

Selv læser jeg de sidste.

(Halfdan Rasmussen/ Tosserier)

 

For  nogle få dage siden blev jeg færdig med at læse Jan Gradvalls monografi om ABBA i den svenske udgave (siden er den kommet i dansk oversættelse). Og her støder jeg igen på den melankoli, som jeg ofte har mødt i musikken (fx i mine anbefalinger af dansk musik). Ja, den er helt ud i titlen på bogen – Vemod undercover – som er et citat fra noget Benny Anderssson har sagt: “Selv de gladeste sange er i grunden vemodige. Vi lavede vemod undercover”. Og Gradvall graver så dybt, han kan, for at finde årsagen til dette vemod og ender med at finde den i den musik, som Benny Andersson er flasket op med som barn og ung – den harmonikabaserede spillemandsmusik, dragspel. Så vemodet, melankolien, er ikke et nyt fænomen i musikken, men har rødder dybt ned i den folkelig musik. Vi kender jo vemodet i the blues, men kan også spore den i fx folkemusikken og countrymusikken. Og måske er denne sindsstemning måske i virkeligheden uadskillelig fra musik i det hele taget!? Den tanke ligger lige for.

On the road again, again…

29. februar 2024

Så skete det igen. Manden bag capac blev sendt ud på de danske (motor)veje for at se sit sidsttilkomne barnebarn (12 dage gammelt) for første gang. Det sidste var dejligt. Men knap så dejligt var det at køre ad E45, hvor der dels var vejarbejde på mindst 50% af strækningen, så hastigheden varierede fra 50 til over 120 (og nogle ignorerede begrænsningerne…) og der dels var plastret til med lastbiler – danske som udenlandske – hvoraf flere ignorerede overhalingsforbud. Nej, jeg er ikke og bliver aldrig inkarneret bilist. En bil er blot et firhjulet fartøj, der kan bringe mig fra et punkt til et andet.

50: Lou Reed – Rock and roll animal

27. februar 2024

Februar måned 1974 var en god musikmåned med nye udgivelser fra en lang række navne. Lige fra Badfinger, Big Star, Johnny Winte over Grateful Dead, Humble Pie og Mountain til Todd Rundgren og Seals and Croft. Og så var der også Lou Reed og Rock and roll animal, et album, der altid har stået mit hjerte nært. Et live-abum, optaget på Howard Stein’s Academy of Music in New York City og med vitale udgaver af fire Velvet Underground-sange. Pladen udmærker sig ved – ud over en veloplagt Lou Reed – et særdeles stærkt band bestående af guitaristerne Dick Wagner og Steve Hunter, som spiller med fremdrift og potens og bliver backet godt op af Pentti Glan (trommer), Prakash John (bas) og Ray Colcord (tangenter). Meningerne om Reeds potente hård rock versioner af de gamle VU-numre var delte, men pladen – og dens efterfølger Lou Reed Live (1975) fremstår i dag som klassiske Lou Reed-plader, der vidner om det rock and roll heart, som Reed altid har haft og som siden har manifesteret sig på flere album.

AI – KI

26. februar 2024

“Lad os holde op med at kalde det “Kunstlig Intelligens” og kalde det for hvad det er og laver “plagiat software”, fordi “Det skaber ikke noget, men kopierer eksisterende værker, af eksisterende kunstnere, modificerer dem nok til at undslippe ophavsretslovene ”
Dette er det største tyveri af intellektuel ejendom, der nogensinde er registreret, siden europæiske kolonister ankom til indianernes land. ”
Noam Chomsky, New York Times – 8. marts 2023

Kugleskørt

25. februar 2024

Jeg har et ambivalent forhold til fænomenet “fan”. Jeg har fuld forståelse for og sympati med, at man kan dyrke musikere, fodboldspillere, skuespillere m.fl. for deres præstationer; men på den anden side har fandyrkelse en ubehagelig tendens til at leve op til ordets oprindelige betydning. Fan kommer af tysk fanatisch fra latin fanaticus og ordbogen forklarer det således: “som ensidigt, beslutsomt eller begejstret kæmper for, støtter eller dyrker en bestemt sag, person, interesse el.lign.“.

Et helt aktuelt eksempel på, hvor galt det kan gå med fandyrkelse er, at resterne af en af de kugler, der dræbte Beatle-John Lennon, er på auktion hos Anderson & Garland i England og forventes at kunne indbringe den nette sum af 1500 til 2000 £, hvilket med den aktuelle kurs betyder et sted mellem 13.000 og 18.000 kroner. For mig at se er der tale om perverteret fandyrkelse. Og at det ikke kun er Beatles-fans og Elvis-fans, der lander der, kan man forvisse sig om, hvis man følger med i de store aukionshuses udbud af sådanne fan-relikvier, hvad enten det er  nogle af Elton Johns solbriller eller plateausko, Elviss’ toilet eller en kugle, der sat i den pistol, der dræbte Lennon. Og relikvie er et passende ord, fordi det binder fan-hysteriet sammen med det religiøse. Den perverterede fandyrkelse er, når den er værst, at ligne med religiøst hysteri, hvor en split af korset eller en flig af ligklædet hensætter kristne fanatikere i religiøs ekstase.

Den perverterede fankultur har gode vilkår i vores samfund, hvor en kvasi-kirkelig dyrkelse af visse kendte personer er reglen. Se blot det aktuelle MGP-hysteri i pressen eller ditto i sportsverdenen. Børn og unge opflaskes med en sådan personkultur i en grad, der gør, at de ofte ikke formår at skelne mellem det personerne frembringer – musik eller sportsresultater  fx – og selve personen. Og det har uheldige konsekvenser mange steder i samfundslivet, fx i det politiske. Og  først når vi får gjort op med denne i pressen og medierne ekstreme personfiksering kan vi komme ud over den perversion, der ligger som en konstant fare i fandyrkelsen i alle dens afskygninger.

ABBA – før de blev ABBA..

24. februar 2024

Vi skriver 1971. Benny Andersson og Björn Ulvaeus er en duo, der spiller svensktop-musik. Bag sig har de to sangerinder, der en dag vil blive deres respektive fruer og bandmedlemmer – Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad. Man kan mene, at de endnu er langt fra ABBA-lyden, men noget er der da. Vokalarbejdet, melodiøsiteten og melankolien.

Beyoncé goes country

23. februar 2024

Beyoncé har aldrig rigtig faldet i min smag, og derfor er hun en af de kunstnere, der skal have en eller flere nye chancer. For det kan vel ikke passe at så mange musikforbrugere kan tage fejl eller?! Well, den unge dame er ude med et nyt udspil, hvor hun bevæger sig ind på countrymusikkens gebet, og selv Dolly Parton har vendt tommelfingeren opad. Og det er da heller ikke helt ueffent, det Beyoncé leverer her. Ikke skelsættende eller radikalt fornyende og heller ikke meget bedre end mange af de nye unge countrydamer, der løbende kommer frem derovre. Men bestemt lytteværdigt. Bestemt.

Filmoplevelse: De frigjorte

22. februar 2024

DR har fået en lys idé. Nemlig at vise nogle af Erik Clausens film. Den nu 81-årige Erik Clausen er en selvlært multikunstner, der oprindeligt blev uddannet maler, men siden har fundet en levevej som kunstmaler, musiker, skuespiller, filminstruktør og manusskriptforfatter – med mere. Og så er Clausen en af de venstreorienterede kunstnere i dette land. Med en opvækst på Sydhavnen i København og en altid klar holdning til, hvilket lag af befolkningen han tilhørte og solidariserede sig med.

Og det sidste afslører sig umisforståeligt i filmen De frigjorte, der bygger på en roman af forfatteren John Nehm (1934-2019), som var en autodidakt arbejderforfatter. Alene filmens titel er polemisk. Frigjort er arbejdsgiverens betegnelse for “fyret” eller “fritstillet”. Og den fortæller historien om den midaldrende fabriksarbejder Viggo, der martres af tanken om, at han en dag kan blive fyret og en dag oplever, at hele den fabrik, han har arbejdet på i 25 år, lukker og sender arbejdet ud af landet. Uden de store dybsindigheder fortæller filmen om den deroute, som , ‘frigjortheden’ bliver for Viggo, der oplever, hvordan der ikke længere er brug for ham og hvordan han langsomt på acceptere at være en af de 300.000 arbejdsløse i Danmark. Og hvordan situationen slår ind på hans ægteskab og familieliv og medfører en større krise i hans midaldrende liv. Filmen lever højt på de medvirkendes indforståede portrætteringer af de forskellige personer – lige fra Helle Ryslinges loyalt-kritiske kone over Anen Marie Helgers portræt af en velhavende falleret sangerinde til en lille rolle til afdøde Bjarne Liller som let fordrukken arbejdsløs. Og filmen rummer mange små momenter, der både er rørende, morsomme og troværdige. Det er en film, der er solidarisk med de mennesker, den skildrer, og man er ikke et øjeblik i tvivl om, hvor den står politisk set. Og Erik Clausen spiller – som altid – rollen som om Viggo er en del af hans egen personlighed, hvad han nok også er.

Filmen er bestemt seværdig og er en illustration af, at folkekomedien, som engang var flagskibet i dansk film, stadigvæk fungerer, selv om den har politiske og samfundskritiske over- og undertoner. Og som alternativ til alt det andet kulturelle hø, DR sender, er valget let.