Indlæg om Musik

Xanadu

10. august 2022

Lovprisningerne og de anerkendende ord regner ned over Olivia Newton-Johns eftermæle. Lige fra Rod Stewart, der takker hende for sangen og for at give ham ideen til de stramme bukser på coveret til Blondes have more fun, til Ryan Adams, der giver hende en plads i sit musikalske hjerte. Og synge kunne hun jo, Olivia. Og jeg kom i tanke om hendes samarbejde med Electric Light Orchestra på lydsporet til filmen Xanadu, hvor hun sang titelsangen, der var skrevet af Jeff Lynne. Filmen fik ikke den store succes og der faldt mange knubbede kritikerord, men titelsange blev et pænt stort hit for Olivia.

Soundtrack

Hvad Bonzo Dog Band lærte os…

9. august 2022

Man (jeg!) falder hele tiden over musik, jeg af den ene eller anden grund ikke har opdaget. Det gælder for eksempel albummet med titlen Songs the Bonzo Dog Band taught usa prehistory of the Bonzos (2010). Med sange fra 1920’erne og 1930’erne, som Bonzo Dog Doo Dah Band siden hen fortolkede og spillede. Det r sådan en plade, der pynter i enhver Bonzo Dog-fans pladesamling.

Dødsfald – Olivia Newton-John – 73 år

9. august 2022

Australskfødte Olivia Newton-John slog for alvor sit navn fast internationalt, da hun i 1978 delte hovedrolleværdigheden med John Travolta i den filmatiserede musical Grease. Lydsporet og singlerne “You’re the one that i want” og “Summer Nights” blev kæmpesuccesser. Men længe før det skete, var Olivia Newton John et stort navn. Hun var en af de kunstnere, der i kølvandet på The Seekers formåede at markere sig på de amerikanske hitlister med sine country-farvede popalbums i midten af 1970’erne. For eksempel albummet If You Love Me, Let Me Know (1974), der var en kompilation af hendes første tre australske album. Jeg kan huske, at Jørgen de Mylius spillede hendes sange dengang før Grease på Danmarks Radios musikradioprogrammer.
Hendes popularitet holdt sig langt ind i firserne, blandt andet med albummet Physical, inden hendes karriere begyndte at dale lidt, samtidig med, at hun fik brystkræft. Sygdommen betød, at hun ændrede musikalsk retning og kastede sig over relateret velgørende arbejde. Helt frem til sin død den 8. august var hun aktiv som sangerinde og selv om hun ikke nåede tidligere tiders tinder, så havde hun et fast publikum, der fulgte hende til dørs. Hun døde af kræft.

Første skoledag

8. august 2022

Ja, i dag starter mange børn i skole. Og Red Barnet og andre velgørende institutioner gør opmærksom på, at det ikke er en selvfølge, at børn kommer i skole. Langt fra. Så vi opfordres til at give en skærv i den anledning….

Jeg har ikke et foto fra min første skoledag. Det var dengang, det ikke var helt almindeligt at fotografere begivenheder af den slags. Men jeg husker alligevel dagen så nøje. Jeg gik sammen med naboens ældste søn og hans mor, Irma, hånd i hånd ad Nygårdsvej, Sjællandsgade, Nørregade og Cort Adelersgade hen til Vestre Skoles lilleskole, kaldet Pavillionen, hvor vi to drenge skulle begynde vores første skoleår i børnehaveklassen. Vejret var godt, vi havde korte bukser, t-shirts og sandaler på, og sommerfugle i maven.

Når jeg kommer til Esbjerg og passerer gennem Strandbygade (som vi skulle passere), så tænker jeg altid på denne første dag i mit lange ophold i de danske uddannelsesinstitutioner. Det vidste jeg heldigvis ikke noget om dengang. Jeg så bare frem til nye oplevelser.

 

Ray Cathode – Time Beat / Waltz in orbit – 1962

7. august 2022

Da The Beatles begynder at lege med de tekniske muligheder i studiet, bånd der spilles baglæns, lag-på-lag-optagelser, eksterne lyde osv., så var deres producer George Martin allerede inde på det spor og havde – sammen med Maddalena Fagandini  (under pseudonymet Ray Cathode) udsendt singlen “Time Beat” / “Waltz in orbit” i 1962. Det var den første kommercielle udgivelse fra BBC Radiophonic Workshop ( en BBC-enhed, der specialiserede sig i at lave effekt-lyde til programvirksomheden). “Time Beat” var en bearbejdning af et pausesignal, som Fagandini havde lavet.

Dødsfald: Judith Durham – 79

7. august 2022

En af tresserpoppen store damestemmer er forstummet. Judith Durham, der var stemmen i det australske popband The Seekers er død, 79 år gammel, som følge af en kronisk lungesygdom. Seejers var et af de allerførste australske band, der i de tidlige tressere formåede at få successen til at strække sig ud over Australien til både USA og Europa med stort pladesalg til følge. Og Judith Durham var uden tvivl den faktor, der gjorde en forskel i gruppens udstråling.

Hun begyndte sin karriere som  universitetsuddannet koncertpianist og sangerinde i et jazz-band, men allerede i 1963 fik hun sammen med de andre i Seekers en pladekontrakt og udsendte albummet Introducing The Seekers. _Debutalbummet førte dem snart til England, hvor de indspillede en stribe hits – blandt andet i Abbey Road-studierne. “I’ll never find another your“, “A world of our own”, “Morningtown Ride”, “Someday, one day”, “Georgy girl” og ikke mindst “The Carnival is over”, der er en af alle tiders bedst sælgende singleplader i England.

I 1068 valgte Judith så at forlade The Seekers for at forfølge en ganske succesfuld solokarrere, men hun vendte dog sporadisk tilbage senere.

Greatest Hits

 

På radaren: Good Vibrations Records

6. august 2022

Omtalen af og begejstringen over The Outcasts fra Belfast sendte mig på en internetrejse til deres lille pladeselskab Good Vibrations Records. For det kunne jo være, at der under det mærke gemte sig andre perler i rockmudderet.

Og det blev til historien om et plademærke om Belfast-beboeren Terri Hooley, der stiftede pladeselskabet tilbage i halvfjerdserne.

Oprindeligt var det en pladebutik på Great Victoria Street i Belfast. Den populære butik var ejet af en vis Gordy Owens, der overtalte Terri Hooley til at gå hen på det lokale spillested The Pound og se bands som The Outcasts og Rudi, og især sidstnævnte ramte en streng i den unge Terri, der straks kontaktede bandet og overtalte dem til at lave en singleplade. Det blev til singlen “Big Time” og starten på Good Vibrations Records i april 1978.

Men det var ikke kun Rudi, der begejstrede Terri. Hele punk-ånden med dens gør-det-selv-filosofi og anti-autoritære livsholdning ramte Terri som en kølle i hovedet. Og punken i Belfast glemte også alt om landets dybe konflikt mellem katolikker og protestanter – til fordel for fælles glæde ved musik og livsstil.

Hooley udsendte musik med en lang række navne, for eksempel The Undertones, Victim, The Moondogs, The Shapes, Protex, The Outcasts, The Tearjerkers,  Shock Treatment og The Lids. Men Hooley sørgede også for at etablere koncerter med de lokale punkbands og var i det hele taget en central figur på Belfast-scenen i de år.

Stjernenavnet på Good Vibrations Records var The Undertones, der havde kvalitet nok til at nå langt ud over Belfast-scenen. Men også et navn som The Saints blev kendt langt uden for hjembyen. I 1982 gik pladeselskabet konkurs. Til dels, fordi det blev drevet ganske uprofessionelt, ja nærmest på punkfilosofisk, anti-formalistisk vis, uden kontrakter og uden nogen form for struktur. Det hele var håndgjort. Og det holdt selvfølgelig ikke i forhold til kreditorer osv. Pladeselskabet er dog genskabt hele tre gange siden hen, men Terri Hooley måtte give op til sidst på grund af sygdom i 2015.

Tilbage står en række plader, der er eller burde være klassikere i periodens musik. Ud over The Undertones er følgende værd at nævne: The Minnows og deres album Leonard Cohen’s happy compared to meThe Rainsaints og deres The Winning Boys Magic , The Mighty Shamrocks og The Nerves. Og mange flere kunne nævnes. Og man kan bare ønske – i disse bokssættider – at nogen tager sig sammen og får lavet et godt, retrospektivt bokssæt over dette lille, obskure pladeselskabs juveler.

Til gengæld så har Lisa Barros D’Sa og Glenn Leyburn lavet en film (2012), der fortæller historien om den unge Terri og hans lidenskab for den ny musik og den – Good Vibrations – har jeg fundet et eksemplar af på nettet.

Historien om og musikken fra Good Vibrations har reddet min weekend sådan rent musikalsk.

Spilleliste

 

På radaren: The Outcasts

5. august 2022

Så tager jeg lige en pause fra roderiet i hylderne med skraldeplader, men vender nok tilbage. Jeg blev lidt afsporet fra projektet, fordi jeg faldt over en gammel opsamling med punk- og garagenumre og faldt lidt hen over et nummer med Belfast-bandet The Outcasts (1977-). I diverse opslag regnes de for at være et punkband. Og, jovist, den tid, de udkom i og plademærket Good Vibrations indikerer, at vi er ovre i noget punk. Men, selv om der er tryk på gryderne og fart over feltet, og selv om Outcasts blev kendt for at kopiere de fremherskende punk-navne med Sex Pistols i spidsen, så ser jeg dem mere i samme liga som The Undertones (der var plademærkets store navn). Musik, der godt nok har punkens rene energi, men ellers er båret af gode popsange. Måske en snæver skelnen, men jeg har brug for at skelne mellem de mange, mange bands, der går under overskriften punk.

Selv-conscious over you

Stay young

Outcasts 1978-85

Den første syvtommer-singleplade..

4. august 2022

var The Tennessee Plowboy Eddy Arnold og sangen om “Texarkana Baby” (Cottonseed Clark og Fred Rose). B-siden var “Bouquet of Roses” (Bob Hillard og Steve Nelson). 45’eren, som den også kom til at hedde (efter omdrejningstallet, 45 i minuttet) havde været længe undervejs, inden RCA lancerede den sidst i 1940’erne. Eddy Arnold fik æren af at være den første, selv om der hersker lidt tvivl om, hvorvidt det nu er helt rigtigt. Men sådan er der så meget.

Og så udkom den på grøn vinyl. Countrymusik var grøn, børneplader gule og klassiske plader røde. Så vor tids farvede vinyler er slet ikke nymodens overhovedet.

Eddy Arnolds plade havde dog en forløber, en demonstrationsplade med “Whirl Away”-musikstykket.

RCA vidste nok ikke, hvilken udvikling, de ville sætte i gang, da de sørgede for, at folk kunne købe en sang, de godt kunne lide. Og i løbet af de følgende par årtier blev singlepladen den foretrukne medium for musik, indtil LP-pladen tog lidt over med Beatles og beat-musikken i midten af tresserne. Hitlister, masser af små og store radiostationer, enorme pladesalg med guldplader osv. Noget, som vor tids digitale afspilninger kun er en bleg afglans af.

20 dynamiske hits – i 1972

3. august 2022

Halvfjerdserne var et årti, hvor tv-mediet spillede en voksende rolle i musikformidlingen. Grunden var lagt i tresserne med alskens musikprogrammer, men med halvfjerdserne kom også den kommercielle del – den såkaldte telemarketing – for alvor med. Og vi var på vej mod MTV-årtiet firserne.

At telemarketing var stort i halvfjerdserne blev understreget i Storbritannien, da det viste sig, at det mest sælgende album derovre i 1972 var en opsamling fra det canadiske marketingsfirmat K-Tel med titlen 20 Dynamic Hits. Pladen indeholdt følgende “hits”:

Argent – Hold Your Head Up
The Fortunes – Storm in a Teacup
Deep Purple – Fireball
Danyel Gérard – Butterfly
Ronnie Dyson – When You Get Right Down To It
Cilla Black – Something Tells Me (Something’s Gonna Happen Tonight)
Redbone – The Witch Queen of New Orleans
The Move – Tonight
Colin Blunstone – Say You Don’t Mind
The Congregation – Softly Whispering I Love You
Hurricane Smith – Oh, Babe, What Would You Say?
Deep Purple – Black Night
Christie – Iron Horse
Sly and The Family Stone – Family Affair
Santana – Everybody’s Everything
New World – Tom-Tom Turnaround
Fame & Price – Rosetta
Blue Mink – Banner Man
Hurricane Smith – Don’t Let It Die
Blood, Sweat & Tears – Go Down Gamblin’

En god blanding af letbenet hitlistepop (som for eksempel Danyel Gérard og hans “Butterfly”) til mere potent rock (fx med Deep Purple og Santana) og lidt mere avanceret pop og rock (Colin Blunstone og Blood, Sweat & Tears som eksempler). Så forbrugerne fik da noget for de penge, tv-reklamerne høstede.

 

Lego trælegetøj anno dazumal

2. august 2022

Ude til venstre i bloggen kan man se nogle fotos af drengen bag CAPAC. Blandt andet et, hvor drengen sidder i børnehaven (Pavillionen, Vestre Skole, i Esbjerg) i 1959-60. Jeg sidder der, iført en mørk striktrøje, en løbende næse og et traktor af træ med en såmaskine bagved. Og i dag faldt jeg over sammen slags legetøj fra dengang i halvtredserne. Det er et stykke Lego trælegetøj. Nærmere bestemt en Ferguson traktor med såmaskine bagved. Så faldt endnu en lille bitte brik på plads i nostalgiens store puslespil.

Funkstar de luxe (Martin Aulkjær Ottesen)

2. august 2022

Da jeg fik albummet Funkstar de luxe Keep on moving (it’s too funky in here) i hænderne, skulle jeg lige tjekke på nettet om Funkstar de luxe stadigvæk er aktivt. Og sandelig om ikke der er en hjemmeside, der fortæller, at en ny plade Funkstar De Luxe  x TOOMANYLEFTHANDS x First Choice – The Player (He’ll Shoot You Down) er udsendt i juni 2022. For ellers ville jeg have været tilbøjelig til at tro, at den slags remix-musik måske havde sin højtid bag sig. Men nej. Der er åbenbart stadigvæk brug for nogen, der kan lave nye udgaver af andres gamle sange. 

I Funkstar de luxes tilfælde er det især Bob Marley, der er genstand for en funky, dansant  opgradering af sange. “Sun is shining”, der blev et millionhit, og “Rainbow country”. Andre der bliver taget under behandling er Grace Jones, Mary J. Blige, Bob Dylan (!), Tom Jones, Laid Back og Anita Ward.

Det er nok ikke et album, jeg vil hente ned fra hylden ret mange gange. Jeg forstår godt, hvad musikken kan sige til danseglade mennesker, der også gerne vil synge med. Men det er nok ikke lige min musiksmag.

Funkstar de luxe – Keep on Moving

Tv-krimi: De blodrøde floder – sæson 3

2. august 2022

Tv-abstinenserne fik mig i går til at kaste mig over en fransk tv-krimi-serie med den danske titel De blodrøde floder (Les rivières pourpres) – de purpurrøde floder). Og det viste sig, at være en klog beslutning. Helt anderledes end engelske, tyske og svenske krimier.

To franske kriminalfolk, den ældre mand Niémans og den unge kvinde Delauney, bliver kastet ud i en sag, hvor Niémans’ tidligere kolleger bliver slået ihjel af pestbylder. Et fantasifuld plot med en galning, der med modificerede pestbakterier vil hævne sig på en gammel sag. Afsnittet – det andet i sæson 3 – er forfriskende anderledes end de krimier, man ellers ser for tiden på DR. Franskmændene har åbenbart en svaghed for plot med en god portion mystik og intrikate handlingsforløb. Men spændende og fascinerende var det. og de to hovedpersoner passer fint til rollerne i et kvasi-far-datter-forhold. Så måske jeg skal tage et afsnit mere i næste uge!?

De blodrøde floder – Forløsning

Stealers Wheel – The Hits Collection

1. august 2022

Sølle tre album blev det til for Stealers Wheel, folk-rock-bandet, der blev dannet af sangskriverne og skolekammeraterne Joe Egan og Gerry Rafferty. Og så en række opsamlingsalbum med deres hits, hvoraf en en prisbillig en på discountmærket Spectrum Music (1998) er endt i min samling, Stuck in the Middle with you. The Hits Collection. Jeg tror faktisk, jeg har den i forvejen et sted. Og det bygger vist nok på en tilsvarende samling fra A&M record fra 1978.

Men uanset hvad, så er Egan og Rafferty to sangskrivere, jeg kan vende tilbage til igen og igen. Deres sangskrivning er over gennemsnittet. Desværre tog drikkeriet livet af Rafferty, så der kommer ikke mere fra den kant, og Egan udsendte sin sidste, af to, soloalbum i 1981, Map. Og da den ikke blev nogen succes, trak han sig tilbage fra musiklivets officielle side. Så der er kun værket at kaste sig over. Og her er omtalte discount-opsamling, som man sagtens kan være heldig at falde over i genbrugsbutikker, garage- og bagagerumssalg m.v., en udmærket indføring i Stealers Wheels fornemme samling af sange. Hele 18 numre er der – fra hittet “Stuck in the middle with you” til “Blind faith”.

Stealers Wheel – Hits

Æblet – min yndlingsfrugt

31. juli 2022

Jeg er og har altid været en stor ynder af æbler. Men, når sandheden skal frem, så står det lidt sløjt til med udbuddet og kvaliteten af æbler i den almindelige handel. Uden at være fanatisk holder jeg mig som hovedregel til danske økologiske æbler. Men de kan også være en skuffende oplevelse. Selv om de ser flotte ud med deres røde farver, så oplever jeg ofte, at de er hårde i kødet og ret så smagløse. Som tilfældet er med jordbær, så synes jeg at smagsoplevelsen af æbler har haft en nedadgående kurve i alt for mange år.

Og noget kunne tyde på, at det ikke bliver bedre de kommende år. I en nyhedsartikel i dag kan man læse, at problemer med generationsskifte gør, at vi risikerer at danske frugtplantager vil forsvinde i løbet af de næste ti år. Og så vil vi stå i den situation, at vi kan købe udenlandsk frugt, der er kendt for at indholde flere rester af sprøjtemidler end tilfældet har været med dansk frugt.

Danske æbler – ja, dansk frugt i det hele taget – burde være genstand for samme opmærksomhed og interesse som danske egnsretter, dansk producerede kvalitetsfødevarer og dansk kultur. Og det må gerne ske, inden det er for sent.