CAPAC

Regeringen har fået en ny OECD-rapport imod sig. I følge dagens pressereferater påpeger rapporten, at ‘Danmark er det land i verden, hvor flest mennesker må forlade arbejdsmarkedet på grund af psykisk sygdom.’ Halvdelen af de borgere, der går på førtidspension eller får et fleksjob er psykisk skadet. Halvdelen.
Set i lyset af regeringens såkaldte arbejdsmarkedspolitik, der primært har handlet om, at ALLE uden undtagelse skal arbejde – mere, længere og mere intenst, er det tankevækkende, hvor lidt politisk opmærksomhed, der har været på arbejdsmarkedet indretning og på det forhold, at arbejdsmarkedet ikke indretter sig efter de ansattes behov, men omvendt. Det illustreres fx ved fraværet af seniorpolitik på mange arbejdspladser.
Beskæftigelsesministeren har åbenbart ikke tænkt sig at tage fat på det problem. Hun erkender, at ‘vi har et meget stort arbejde at gøre her’ (en næsten symptomatisk formulering!), men vil åbenbart sætte ind med psykologhjælp og coachingforanstaltninger over for de personer, der rammes af stress og depression på grund af arbejdsmiljøet i Danmark. Det skal ske i forbindelse med de nye reformer af førtidspensionen osv. Symptombehandling med andre ord. Den enkelte skal gøres til problemet. Ikke arbejdsmiljøet på virksomhederne. Det er helt efter regeringens ideologiske grønspættebog. Ikke stille krav til arbejdsgiverne. Uha-nej, for det kunne jo gå ud over indtjeningen. Men det er en forfejlet strategi. Forleden kunne man se en udsendelse om “social kapital” på DR. Den understregede, at et bedre arbejdsmiljø, som reelt tog hensyn til de ansattes behov, reducerede antallet af sygedage – og forbedrede resultatet på bundlinjen. Der er i øvrigt ikke noget nyt i den slags pointer. Det er før blevet dokumenteret at et ordentligt arbejdsmiljø har indflydelse på driftsresultat og arbejdsglæde. Hvor svært kan det være?! åbenbart umuligt for sådan nogen som Inger Støjberg og hendes partifæller… [kilde: Berlingske]

Jeg vil godt henvise til Suslings indlæg om det at være ledig lige nu, hvor køerne vokser på jobcentrene. Susling slutter med at skrive: “På et eller andet tidspunkt tror jeg, at det her system bryder sammen (Vi kommer i mængder nu!) og så kan det være, at man kan få fred til at skrive de her motiverede og inspirerede ansøgninger (hvor man stadig føler sig som et menneske med solide kompetencer) og at tænke utraditionelt, opsøgende og effektivt.”. Læs indlægget her. Med den nuværende regering kan det kun blive meget værre…desværre…

Det er efterhånden længe siden, jeg sidst kommenterede emnet ledighed og aktivering. Men det er ikke glemt. Og nu er der al mulig grund til at vende tilbage. Ledigheden stiger. Der er omkring 75.000-80.000 heltidsledige lige nu, og prognoserne siger, at ledigheden vil fordobles, måske endda tredobles, inden udgangen af 2010.

Samtidig har regeringen uforfærdet sat en såkaldt reform af arbejdsløshedssystemet i gang. En reform, der er udtænkt og møntet på en periode med lav eller faldende ledighed. Endvidere lægges ansvaret for området fra Staten over på kommunerne.

I går kunne man i DR2s transmission fra folketinget høre en behjertet socialdemokrat forsøge at få en arbejdsmarkedsordfører fra det store regeringsparti Venstre til at sige noget om, hvordan regeringen havde tænkt sig at finansiere arbejdsmarkedspolitikken i kommunerne, når nu ledigheden steg voldsomt. Skulle kommunerne hente pengene i børneinstitutionerne, ældreplejen, på anlægsområdet eller? I stedet for et konkret svar (noget, der er en sjældenhed i politik nu om stunder) fik socialdemokraten en dagdrøm, hvor Venstre-manden lod fantasien arbejde på grundlag af nogle få spæde tegn i økonomien på, at krisen måske, måske ikke, var ved at vende… Det var som at se Kejserens Nye Klæder blive opført på tv-skærmen.

Fornemmelsen af, at regeringen ikke har nogen arbejdsmarkedspolitik for krisen, blev bestyrket. Og imedens går mange bygningsarbejdere rundt og venter på at komme ud i perspektivløs, discount-aktivering (kurser i at skrive ansøgninger på pc og deslige), medens køen uden for kursuslokalet vokser og vokser…

Men danskerne er jo glade for den regering, og så længe man ikke selv er ledig, så er der jo ingen grund til at ændre noget…

»Det er fuldstændig uanstændigt den måde, man er arbejdsløs på i dag. Jeg ryster af vrede i en halv time, når jeg har været på jobcenteret«.

Michael Johnson, arbejdsløs murer

Selv ikke en dyb finans- og økonomikrise, der smider tusindvis af danskere ud i ledighed, kan få den forhenværende beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen til at ryste på sin ideologiske hånd. Der er stadigvæk masser af job, man kan få, hæver Claus. Der er efterspørgsel på sygeplejersker, pædagoger, butiksansatte og folk inden for regnskab (det tror da pokker!). Men professor Bent Greve fra RUC slår hul på Claus Hjorts ideologiske bobbel: “- Mange af dem, der bliver ledige, kan ikke få de ledige job, der er. Det er jo ikke en trøst for ham, der har 15 års erfaring som slagteriarbejder, at der er et job et andet sted i landet på et område, som han ikke vil have en chance for at få”. Nej, Claus Hjort, arbejde er ikke ét fedt.

Næppe har man i sit stille sind glædet sig over, at 4-ansøgninger-om-ugen-kravet er blevet droppet, før man læser, at de ledige sandelig skal skrive den samme mængde ansøgninger som før. Hvilket måske betyder, at man i nogle uger skal skrive x-antal…

Vanviddet fortsætter. Og man gruer for, hvad det vil gøre ved aktiveringssystemet, når ledigheden kommer op på det dobbelte, tredobbelte, firdobbelte…

Og dernæst har jeg snakket med en nabo, der har været igennem en alvorlig kræftsygdom og – efter en alt for kort rekreationsperiode på nogle få uger – begyndt på et deltidsjob. Hun jages rundt i manegen af jobcenteret, der hele tiden skal sikre sig, at hun ikke danderer rundt og nasser på os andre hårdt belastede arbejdsomme skatteborgere! Hun kunne også fortælle om en bekendt, der på grund af alvorlig sygdom  er blevet 100% uarbejdsdygtig. Alligevel er Claus Hjort Frederiksens små hjælpere i hælene på hende. For der kunne jo være tale om pjæk eller arbejdsvægring, så længe vedkommende ikke har fået tildelt førtidspension. I øvrigt har ingen hjulpet hende i gang med den proces…

Jeg har givet udtryk for det før: Social- og velfærdspolitik er blevet til uanstændig, uværdig arbejdsmarkedpolitik under regeringen Fogh-Kjærsgaard. Den enkelte vejes i forhold til hvor mange procent arbejde, der er tilbage i kroppen, og alle andre hensyn bliver sat i parentes.

Læs også her – her og her.

Dagens nyhed for de ledige er, at beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen omsider har droppet kravet om, at ledige skal skrive fire ansøgninger om ugen. Massiv kritik fra a-kasser og arbejdsgivere – og en stigende arbejdsløshed – har fået ministeren til at resignere. I stedet skal a-kasserne hjælpe de ledige med at søge jobs – sådan som de også tidligere har gjort. Man kan ikke ligefrem kalde det et fremskridt, men der er en absurditet mindre i det Frederiksenske aktiveringscirkus…

Siden jeg blev færdig med min uddannelse har jeg været medlem af en a-kasse og har betalt, hvad det kostede. Og jeg er fortsat medlem og vil være det resten af den tid, jeg er indskrevet på arbejdsmarkedet. Men ikke alle er det. I Fogh-regeringens periode har især mange unge droppet den faste udgift, fordi de har været forført af de borgerlige, neo-liberale talestrøm om den “historisk lave arbejdsløshed” og tyrkertroen på, at den borgerlige politik nok skulle klare ærterne…

Men finanskrisen, der er blevet til en generel økonomis krise, hvis dyb man kun kan gisne om, har belært os, at de borgerlige ideologers tale har lige så meget indhold som Baron von Münchhausens historier, og nu stiger arbejdsløsheden med støt tempo. Ingen kan vide sig sikre. Både høj og lav kan blive ramt af ledighed. Og så melder spørgsmålet sig så: Skal “samfundet” redde dem, der ikke i tide har meldt sig ind i en a-kasse? Skal “samfundet” holde hånden under dem, der naivt har troet på politikernes floromvundne vrøvl? Eller må de tage til takke med socialkontoret?

Socialdemokraten og arbejdsmarkedordføreren, Thomas Adelskov, mener, at “vi” skal give dem en chance for at komme ind i varmen. Men vil det være retfærdigt over for alle dem, der i årevis  har betalt deres a-kasse-bidrag i forvisning om, at ledigheden en dag kunne ramme dem? Og måske oven i købet har lavet en ekstra forsikring for at gøre overgangen til ledighed mere skånsom i de første måneder?

Adelskovs holdning kan man læse som et forsøg på at påtage sig det politiske ansvar for politisk vildledning om markedets indretning. Ledigheden er – og vil altid være – en del af den kapitalistiske økonomi. På godt og ondt. Måske ville det være på tide, at man accepterede dette økonomiske faktum og gjorde det obligatorisk for arbejdssøgende at være medlem af en a-kasse? Så ville vi være fri for det problem, vi nu står med.

Endnu engang skal man læse en borgerlig økonoms forudsigelige løsning på velfærdsproblemet. Cand. oecon fra århus Universtiet og medlem af Arbejdsmarkedskommisionen, Jørgen Søndergaard efterlyser grundlæggende ændringer i såvel efterlønsordningen som dagpengene. Så flere bliver og kommer ind på arbejdsmarkedet, lyder argumentet. Men det er hamrende-jamrende fantasiløst og forudsigeligt. For det første er de to ideer blevet skudt ned, fordi der hverken er opbakning politisk eller folkeligt til forringelser på det område. For det andet er det forstemmende endnu engang at se en fremtrædende økonom, der ikke kan pege på konstruktive alternativer til de to ideer. Jeg mener, at man sagtens kan gøre noget for at holde på ældre medarbejdere uden af fjerne den nuværende efterlønsordning. Det kræver blot (!), at man gør noget radikalt ved arbejdsmarkedets indgroede fordomme over for voksne medarbejdere i form af en klar seniorpolitik. Politikerne kunne jo få de offentlige arbejdsgivere til at gå i forvejen ved næste overenskomst. Og med hensyn til de ledige – så kunne en mere opbyggelig og motiverende arbejdsmarkedpolitik end den af Claus Hjorth Frederiksen bedrevne klapjagt på ledige med garanti få de sidste arbejdsduelige ud i lyset. Og endelig kunne en omfordeling af skattebyrderne i dette land nok også være en del af problemløsningen. Søndergaard taler om, at der skal gøres op med myterne (på de danske arbejdsmarked). Man kunne sige, at der også er skattepolitiske myter at gøre op med. Fx den om at nulskat er til fordel for alle – eller den om, at vi alle betaler for meget i skat. Jeg kender mange, der sagtens kunne betale mere uden at gå væsentligt ned i levefod…

Den siddende regering sidder uhjælpeligt fast i industrisamfundets ideologi. Det ser man tydeligt på det arbejdsmarkedspolitiske område, hvor beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksens kongstanke – “Arbejde-til-alle” er løsningen på alle problemer, inkl. de socialpolitiske – dominerer. Og man ser det på den såkaldte Arbejdsmarkedskommisions velfærdsløsningsmodel: Arbejde, arbejde og mere arbejde.
Derfor er det ganske interessant at læse, hvad en dansk “karriereekspert” har at sige. Til DR Nyhederne slår Alexander Kjerulf til lyd for, at arbejdsgiverne skal give deres ansatte en fridag en gang imellem. Han kritiserer arbejdsgivere for at have en forkert opfattelse af arbejde og arbejdstid. Han siger: “Alt for mange sætter lighedstegn mellem, hvor lang tid man er på arbejde, og hvor meget man får lavet. Men når man arbejder mange timer om ugen, så begynder man at lave alt muligt andet også. Det handler ikke om, at man skal arbejde mere. Det handler om, hvor meget man når. Det er der mange ledere, der ikke har forstået”.
Selv om Kjerulfs tanker egentlig ikke burde overraske nogen, der har berøring med arbejdslivet, så er det alligevel kættersk tankegods i et samfund, hvor der er prestige i at arbejde over og sukke over, hvor mange timer, man har arbejdet. Et kvalitativt arbejdsbegreb ville være sprængstof i den standende politiske diskussion om arbejdsmarkedets indretning. Og et sådant begreb ville måske hjælpe politikerne på tinge på vej ind i det viden(s)samfund, de selv mener at befinde sig i….

Som bekendt har vi her i bloggen nøje fulgt beskæftigelsesministerens klapjagt på de ledige, hvor den ene absurde aktiveringsstramning efter den anden har gjort livet som ledig surt. Men når det gælder arbejdsgivernes rolle, så har samme minister været påfaldende inaktiv med hensyn til krav og stramninger. I dagens avis kan må læse, at formanden for HK-Handel, Jørgen Hoppe, mener, det er på tide, at arbejdsgiverne påføres forpligtelser, der svarer til de krav, ledige møder. For tiden går 1100 HK’ere rundt i ledighed, selv om der er jobs derude. årsagen er, i følge Hoppe, at arbejdsgiverne er “kræsne”. De vil kun have “perfekte medarbejdere”. HK beretter om flere eksempler på, at arbejdsgivere i stedet for at bruge HKs jobformidling forsøger at headhunte andre virksomheders medarbejdere. Det skal blive spændende at se, hvad Claus Hjorth Frederiksen vil stille op med de forkælede, kræsne arbejdsgivere! (Mit gæt er: Ingen verdens ting…)

37 milliarder. Tænk, hvad man kunne få for den sum! Sygehuse, daginstitutioner, ældreomsorg… You name it. 37 milliarder er, hvad sygefraværet på danske arbejdspladser koster årligt. Fem procent af arbedsstyrken er syge, og tallet er stigende. Til sammenligning er der to procent ledige (efter de gældende udregningsprincipper, vel at mærke…). Men hvorfor er de nu sådan? Er danskerne en flok svæklinge? Pjækkerøve? Næ, danskerne har ry for at være et arbejdsomt, nærmest morakkende, folkefærd. Arbejdet skulle jo være så sundt, men åbenbart gør det mange syge. Så syge, at de med tiden mister deres arbejde og ryger ud i ledighed. Måske er det på tide, at regeringen, der jo gør arbejde-til-alle til løsningen på alskens socialpolitiske problemer, fik sat fokus på arbejdspladserne? På arbejdsmiljøet? På konsekvenserne af dens egen nedskæringer og besparelser?

Via vores mere eller mindre arbejdsledige medblogger Carsten – filoffen blandt bloggere – er jeg blevet gjort opmærk som en artikel i Politiken. Den drejer sig om arbejdsløsheden og de lediges pligt til at skrive fire jobansøgninger om ugen og logge sig ind på www.jobnet.dk en gang om ugen (hvis de ellers ønsker at modtage dagpenge). Som tidligere omtalt har en mand, Søren W. Rasmussen, udfærdiget et program, der automatisk kan sørge for, at man husker at logge på hver uge og får sendt fire standardiserede ansøgninger om job. Indtil videre har 42.000 været inde på Rasmussens side og hente programmet. Så det må siges at være en succes.
Så vidt, så godt.
Artiklens overskrift (rubrik) lyder: “Snydeprogram til ledige har stor succes”. At tale om snydeprogram må siges at være udtryk for tendentiøs journalistik. Der er på ingen måde tale om snyd. Blot om forenkling. De afsendte ansøgninger er, som Rasmussen understreger, bindende. Og reagerer en arbejdsgiver på en sådan ansøgning, skal man som ledig møde op til jobsamtale. Det kan heller ikke siges at være snyd, at man anvender moderne teknologi til at aktivere sit cv på www.jobnet.dk. Der findes et hav af tilsvarende programmer, der sørger for at holde en underrettet om, hvornår man skal hvad og hvor. Elektroniske kalendere osv.
Det uheldige ved overskriften er, at den kæler for den indgroede fordom, som også regeringen plejer, nemlig, at ledige i bund og grund er en flok dovne labaner, der ikke ønsker at arbejde og derfor skal holdes til ilden hele tiden med mere eller mindre meningsløse aktiviteter – kaldet aktivering.
Så længe beskæftigelsesministeren farer frem med absurde krav til de ledige, så er det på sin plads, at andre bruger deres sunde fornuft og hjælper de ledige med en praktisk løsning på de absurde problemer. HK har – som man kan se på deres hjemmeside – bakket helt op om programmet.
Nu venter vi bare på, at arbejdsløsheden vil stige brat igen (de første økonomiske tegn har allerede meldt sig…). Så vil arbejdsgivere drukne i automatiserede ansøgninger, og absurditeten stå klar for enhver, der kan åbne øjnene…
Andre indlæg om emnet: klik på kategorien aktivering og scroll ned.

Formanden for Ledernes Hovedorganisation, Svend Askær (55 år), ønsker en blåstempling af aldersdiskriminationen på arbejdsmarkedet. Til DR-Nyhederne udtaler han: “Ingen sjæl har glæde af, at de lidt ældre ledige skal sende udsigtsløse ansøgninger til stillinger, hvor arbejdsgiveren på forhånd har besluttet at ansætte en yngre ansøger“. Derfor ønsker han en lempelse af lovgivningen.

Det lyder da også besnærende, når Askær efterfølgende taler om, at det skal være muligt at søge arbejdskraft efter alder, så man kan få en aldersmæssig spredning på den enkelte arbejdsplads. “Vi ved jo, at man ikke kan have en afdeling, hvor alle er 25 år eller alle er 60 år“.

Askærs forslag kommer efter at tre sager om aldersdiskrimination er kommet frem i lyset. Nogle arbejdsgivere har være så “skødesløse”, at de har begrundet afslaget på ansøgningerne med, at ansøgerne (til lederstillinger) var for gamle.

Enhver med tilknytning til arbejdsmarkedet kan berette om eksempler på aldersdiskrimination. Det seneste eksempel jeg har hørt kom fra en kvindelige ansat i et større telekommunikationsfirma. Hun skulle sortere i en bunke ansøgninger og fik af sin (over halvtredsårige) leder at vide, at hun godt kunne sortere alle over 45 fra med det samme.

Det foregår. Vi ved det. Og det eneste Askærs forslag vil ændre er, at det vil blåstemple arbejdsgiveres ret til at vælge og vrage blandt de arbejdssøgende – uden hensyn til vores demokratiske ligestillingsidealer. Følger vi Askærs logik, så blive det næste vel, at vi ikke må have for mange kvinder i den fødedygtige alder på samme arbejdsplads eller for mange med en “anden etnisk og kulturel” baggrund!?

I øvrigt kan det undre en, at Askær overhovedet ikke kommer ind på spørgsmålet om kvalifikationer. Er det ikke i virkeligheden den eneste forskelsbehandling, vi kan acceptere? At nogle er bedre kvalificeret – fagligt set – end andre? Og er det ikke det, arbejdsgiverne burde bekymre sig om?

I hvert fald må Askærs hovsa-forslag give vores beskæftigelsesminister noget at tænke over, når han pisker voksne ledige rundt i jobsøgningsmanegen. Måske burde han lempe kravene for dem, indtil aldersdiskriminationen er fjernet?

En af dagens tørre nyheder: 468.000 danskere fik sygedagpenge i en eller flere perioder sidste år.
Det er 10.000 flere end det foregående år. Det kostede det danske samfund 14 milliarder kroner. En stigning på 14, 2 % fra 2006. Gennemsnitligt modtog den enkelte sygedagpengedækning for 73 dage (svarende til ca. tre måneder eller et kvart år). The is something rotten.