CAPAC

Endnu en sanger(inde)-sangskriver melder sig på banen. Vingard – Tine Vingaard – debuterer som sådan og som solist med albummet In the long run. I sin egen ret, selv om hun har gjort sig gældende længe både som sangerinde og musikmager. Men der er selvfølgelig noget særligt ved at springe ud på egne ben med et soloalbum. Lykkes det? Lykkes det ikke? Jo, det lykkes – i allerhøjeste grad.

Elleve sange er det blevet til. Elleve sange, hvor Vingard får hjælp fra en række musikalske venner og legekammerater, der både har givet en hånd med i sangskrivningen og selve musikken.

Teksterne har Vingard måttet drage udenlands – Berlin – for at kunne skrive. Og uden at gå i deltaljer og nærlæse hver enkelt sang, så forekommer det mig, at teksterne bærer deres opståen i sig som en dobbelthed af egne  og andres erfaringer, der er smeltet sammen til solide tekststykker, der tematiserer en grundlæggende (nordjysk?) melankoli, kombineret med nye erfaringselementer. Sagt på en anden måde så afspejler sangene en ung kunstners arbejde med at finde sig selv i en stor kompleks verden, vel vidende og erfarende, at man ikke er noget eller nogen uden andre – hvad enten det gælder et ældre familiemedlem eller digitale venner.

Og Vingard synger sine sange med sin ungdommelige, klare og feminine røst, der er et af pladens aktiver og som fint bærer de let melodiske sange, der både fremstår som små fortællinger og som singer-songwriter-popsange, der gerne vil ud til et stort publikum (og nok skal komme det). Sangene har stor kvalitet som popsange betragtet. Uden på nogen måde at være firskårne mainstream-popstykker har de fængende kvaliteter, der nok skal sikre dem plads i hovedet på mange lyttere.

Arrangementerne og de musikalske udfoldelser er fint tilpasset Vingards solo-sangerinde-sangskriver-projekt. Hun er indiskutabelt midtpunktet på pladen, og musikken svøber sig omkring hendes stemme på homogen og nænsom vis, så sangene for den bedst tænkelige ramme.

For et gammelt popøre som mit kan det ikke skjules, at Vingard selvfølgelig står i gæld til sine mange forgængere. Hvad enten det er yngre folk som First Aid Kit og Grace Potter eller mange af de kvindelige singer-songwriters, de står på skuldrene af. Så det er helt som det skal være. Vi kommer alle af noget. Og det ændrer ikke ved, at Vingard allerede nu må siges at have sit eget personlige udtryk, sin egen stil, der på fremtidige udgivelser kun kan udfoldes og modnes. Så der er god grund til at følge Vingard på den rejse og allerede nu sætte pickuppen i In the long run. Det kan godt betale sig. Hermed varmt anbefalet.

Vingard. In the long run. Produceret af: Sigurd Sixten Gynnild. Vingard Records 2023. Er lige udkommet.

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og det gælder også for den ganske lange pandemi, vi alle har været igennem, og som nødvendiggjorde, at vi alle i større eller mindre omfang måtte minimere vores aktiviteter og afstå fra mangen en social udfoldelse. Og i Marie Fjeldsteds tilfælde betød den tid, at hendes kunstneriske skaben – der tidligere havde udfoldet sig under dæknavnet Penny Police – fik en saltvandsindsprøjtning og blev genstartet.

Hvad der skulle have været to projekter – et for Marie og et for Linus Valdemar – endte med at blive et fælles projekt med Marie som dominerende tekstforfatter og medkomponist på albummets ialt ni numre.

Keep it alive er titlen. Og hvad der skal holdes i live fremgår af sangteksterne. I titelsangen hedder det: “Try to let it in, try to let it out, try/ Try to keep it alive/ Try to let it in, try to let it out/ try”. Og hvad det er, er slet ikke så mystisk. Det er åndedrættet; og som det videre hedder i sangen “Got to love”: “A heart is pumping blood easily/ keeping us alive”. Det er – forenklet sagt – livet, det drejer sig om. At holde sig i live. Trække vejret, være til, leve.

Det er med andre ord et livsbekræftende budskab, albummet gemmer i sin sangskat. Trods pandemi-isolation og dertil hørende depressive tilstande, så er de negative følelser her fejet ganske godt til side til fordel for en oprigtig hyldest til livet i dets enkelhed. På den måde adskiller Marie Fjeldsteds plade sig en del fra meget af den vemodige pop, der i disse år kommer ud på plade. Og det er et sundhedstegn.

Og de ni sange er helt i denne positive ånd en god håndfuld smægtende, iørefaldende popsange. Bløde og indsmigrende og fremført af Marie Fjeldstads blide og bløde vokal, der smagfuldt og fint er indlejret i arrangementer, der er tilsvarende imødekommende og forførende. Med Anders Haanings kongenialt afdæmpede, men alligevel markante trommespil; diskrete synths, der mere fremhæver stemning og emotioner, end modsiger dem; smagfulde backingvokaler (af Linus Valdemar, Sebastian Martin Munk Autzen og Christian Hjelm), der støtter Maries forgrundsvokal; lige som de øvrige instrumenter – guitar, piano, bas m. fl. – nærmest ømt omslutter Maries stemmepragt.

Albummet er fuld af sange, der er selvskrevne til enhver popplayliste i dette land og som alle har et klart hitpotentiale. I det hele taget er Keep it alive et bevis på, at den enkle, iørefaldende pop, der taler på egne veje og uden store udenomsværker, stadigvæk er aktuel og relevant i disse tider, hvor udadvendthed og iscenesættelse nogle gange truer med at overtage og overdøve det kunstneriske. Tag godt imod Marie Fjeldsteds nye plade, der er fuld af håb for fremtiden. For musikken og for dens publikum og udøvere. Hermed varmt anbefalet.

Marie Fjeldsted. Keep it alive. Produceret af: Linus Valdemar. Celebration Records. Udkom den 26. 5. 2023

Da jeg i november 2021 anbefalede GROs debutalbum Columna så og hørte jeg straks et svagt ekko af fortidens – tressernes og halvfjerdsernes – primært akustiske, guitarbårne sanger-sangskriver-pop, der var som en tyk rød tråd gennem GROs sange, selv om det hele var vævet ind i vor tids elektroniske lydlandskab. Men sådan er det ikke mere. Sagt på en anden måde, så er den røde tråd blevet noget kortere, fordi GRO på sin opfølger Better be yours, som hun har lavet med stor hjælp fra vennen Mads Kinnerup, har overgivet sig mere til vor tids elektronica. Så de referencer, der måtte være bagud går især et par årtier tilbage – uden at nævne bestemte navne.

Det betyder dog ikke, at det melodiske og poppede er fraværende. Slet ikke. Men melodierne og de dansante tiltag er vævet diskret ind i de digitale lydlandskaber, der præger pladen fra start til slut. Det digitale dominerer uden at kvæle den enkle pop.

Lige som debutalbummet har også toeren tematisk baggrund i GROs personlige oplevelser. Dengang var det moderens selvmord, der gav inspiration til Julie Møller Christensen sange. Denne gang er der tale om en skilsmisseplade, hvor hun og eks-kærestens Mads Kinnerup bearbejder og tematiserer deres kæresteforhold og dets endeligt i en fornyet venskab. En klassisk tematik, der op gennem pop- og rockhistorien har givet stof til eftertanke og musikalsk skaben på mangen et album. Og som sikkert – sådan som tilfældet også vil være med GROs nye plade – vil medføre genkendelse og refleksion blandt lytterne – de gamle såvel som de nye.

Better be yours lever til fulde op til de forventninger om “mere lytteværdig pop”, som Columna genererede i lytteren for et par år siden. Selv om tematikken er alvorlig nok, så gør det ikke musikken tung eller depressiv. Snarere tværtimod. Det er et album, der sagtens kan indtages som det, den primært er – en moderne popplade, der er skabt til at fornøje sine lyttere, sådan som god pop er, og måske endda få dem ud på dansegulvet. GRO er bestemt kommet for at blive på den danske popscene. Velkommen og hermed varmt anbefalet.

GRO. Better be yours. Produktion: GRO, Mads Kinnerup og Mads Bjørn. Celebration Records. Udkom den 2. juni.

“Det gamle sted  På det gamle sted/ kan man blive ung igen/ Man er altid velkommen forbi/ til lidt uforpligtende leg//På det gamle sted/ kan man folde sig ud, være fri/ for græsslåmaskiner og voksenlarm (/for støvsugerslanger og voksenrod(// Man kan rutsje på regnbuer/ ride på himmelheste/ drikke bølgebrus med brombærsmag/(/hindbærsmag)/ spise iskrystaller, soppe i stjernehavet/ lege i morgensolen/ dagen lang//På det gamle sted/ vil jeg forblive/ barn”.

Engang ville man have talt om knækprosa som betegnelse for poetiske tekster, der var moderne og ikke gik op i ordnede enderim eller rim i det hele taget, men nærmede sig prosaens ligefremhed og hverdagslighed. Og sådan er det med sangerinden Cahtrine Legardhs sangtekster på hendes og den islandske alt-saksofonist Sigurður Flosasons album Stilhed & Storm. Tekster, der trods deres  udvendige prosaiske karakter er meget poetiske – beskrivende, sansende, erfarende og punktvist filosofiske. Og tematisk omsiggribende – lige fra tekster om kvindeliv med børn og hund til tekster om naturen omkring os.

Og Florasons musik smyger sig ind i og omkring Legardhs tekster med stor indlevelse og indføling og nænsomhed med en improvisatorisk grundet musik, der er meget melodisk og med en umistelig nordisk tone. Det er jazz, der kan minde om latinamerikansk bossa nova i sin lethed, men uden dennes dansante passion og popkarakter. Jazzmusik, der som en sommerbølge bærer Legardhs sang frem og op, samtidig med, at den sagtens ville kunne stå alene i sin forfinede fler-instrumentalitet, som arrangement og produktion på fineste, udsøgte vi lader stå fremme i lydbilledet; hvad enten det er Florasons bløde, følsomme saksofon, Jesper Thorns bløde, dybe kontrabas,Anna Gréta Sigurðardóttirs sirligt broderende klaver eller Espen Laub von Lillienskjolds konstant aktive og kommenterende trommer.

Stilhed & Storm er et album, der uden tvivl vil markedsføre sig selv i kraft af sin nordiske karakter, der er et fint vare- og vandmærke på denne både meget vedkommende og overbevisende plade, som burde kunne nå langt ud over et traditionelt jazz-publikum til alle, der har sans for gode melodier, tekster og fornem musiceren. Hermed varmt anbefalet.

Cathrine Legardh &Sigurður Flosasons : Stilhed & Storm. Storyville Records. Udkommer i dag.

Vi skal helt tilbage til den 16. september 2012, hvor jeg anbefalede Jakob Parks album Weekend Lover under overskriften “lækker dansk jazzy pop”. Og nu sidder jeg så her med Jakob Park Trio og deres album Life in a Major Key. Vist nok Jakob Parks femte udgivelse.

Og det er et album, der tager sigte mod det store japanske marked – med engelske og japanske titelangivelser og et coverbillede af en japansk kunstner på coveret til cd’en. Men bortset fra disse udvendige ting, så er der stadigvæk tale om musik, der bevæger sig i skæringsfeltet mellem tilbagelænet jazz og melodisk, følsom, moden pop. Altså en slags easy listening-jazz-pop. Men når PR-materialet gerne vil se noget specifikt asiatisk i musikken, så har jeg svært veda at følge dem. Men jeg er omvendt ret sikker på, at netop en sådan omgang smagfuld easy listening vil kunne falde i japanernes smag. De er jo kendt for at være store musikelskere og for at absorbere alle genrer med entusiasme.
Kapelmester Park står centralt på pladen. Ikke alene har han komponeret alle numrene og skrevet alle tekster, men hans pianospil og -improvisationer har en dominerende plads i trioens udfoldelser og understreger den improvisatoriske jazzs væsentlige betydning for det samlede indtryk. Og dette indtryk bakkes på bedste vis op af Jesper Bodilsen på bas og Morten Lund på trommer. Og så får sangerinden Clara Vuust og sazofonisten Nicolai Schultz plads til at udfolde sig undervejs.
Trioen skal have held og lykke med det japanske projekt. Men selv om det ikke skulle lykkes 100%, så vil der stadigvæk være plads til lækker easy-listening-jazz-pop herhjemme, hvor den slags ikke er hverdagskost, men rummer musikalsk næring, som vi alle som musikelskere kan have brug for. Hermed anbefalet.

Jakob Park Trio. Life in a Major Key. ARC Recordings. Er udkommet.

Trioen Richard Andersson NOR består af Richar Andersson på kontrabas, Oskar Gujónsson saxofon og Matthias Hemstock trommer. Og på denne plade er trioen opgraderet til en kvartet, idet de får selskab af den fine guitarist Hilmar Jensson.

Og det spiller jazz, der kalder på adjektiver som tilbagelænet, nedtonet, blå, nordisk, når den skal karakteriseres. Albummets otte numre er komponeret af Andersson (2), Jensson (3), Gudjónsson (2) og Anne Efternøler (1), men de har alle en nogenlunde ensartet udtryk, forstået på den måde, at de alle  har en klar melodisk kvalitet, hvor det melodiske danner et naturligt grundlag for instrumentalisternes mere eller mindre improvisatoriske udfoldelser. For eksempel i det indledende nummer (af Jensson), hvor trioens grundstamme med tæt sammenspil skaber grundlag for dels Anderssons kontrabas, der får lov til at udfolde sig som soloinstrument, og følges op af guitarist Jenssons afdæmpede, latent lidenskabelige strengeleg.

Det er en album, der i allerhøjeste grad henvender sig til jazz-aficionados eller – feinschmeckere, der sætter pris på jazz, der søger fordybelsen, intensiteten og dets sublime samspil og den lige så sublime improvisation. Derfor er det også et album, der retter sig mod alle dem, der endnu ikke har åbnet sig helt for jazzen – undertegnede inklusive – men har meget godt at glæde sig til. Det er et album til de stille stunder, til fordybelse og indadvendthed, og et album, der fortjener et stort publikum. Hermed varmt anbefalet.

Richard Andersson NOR feat. Hilmar Jensson – UNDO, Produceret af Richar Andersson. Hobby Horse Records. Er lige udkommet.

Endnu en varm anbefaling herfra. Denne gang gælder det guitaristen og sangeren Max Wolff, der er ude med et nyt album med titlen Placemaker. Ikke Peacemaker, ikke Pacemaker, men Placemaker. Måske fordi det gælder om at skabe plads – for musikken.

For Max Wolff er indbegrebet af en kunstner, der går til rødderne. Med sin forkærlighed for gamle guitarer og udstyr med “sjæl” søger Wolff til rødderne i en musik, der indeholder elementer af traditionel blues, folk, jazz og mere. Gerne med nogle år på bagen. Det er dog musik, han selv har skrevet og komponeret. Og sammen med et hold lydhøre med-musikere – Peter Friis (gulvbas), Niels Ulbrandt (tangenter og mellotrone), Lars Pedersen (trommer), Bo Johansen (slagtøj) og Mikkel Uttrup (også slagtøj) – leverer Max Wolff 11 numre, hvoraf hele syv er instrumentale, som er gennemsyret og -farvet af en ærlig, autentisk musik, der både dufter af tradition og den friskhed, som nyskreven musik ofte har.

Det er en bundsympatisk album, der er kommet ud af anstrengelserne. Et album, der i første omgang rammer det segment, der ønsker ærlig følt og tænkt musik, som ikke kalkulerer i salgstal, hitlister og hele det kommercielle ræs, men derimod i musikkens umiddelbare udfoldelse og dens evne til at skabe relationer til dem, der netop sætter pris på sådan en umiddelbarhed og ærlighed. Det er en plade med stor holdbarhed, som vil tiltale mange med smag for netop den særlige musikalske æstetik, den dyrker. Hermed varmt anbefalet.

Max Wollf. Placemaker. Produktion: Mikkel *Uttrup & Max Wolff. Eget plademærke/Gateway Music. Er udkommet.

Ansatte skal vaske hænder hedder Thomas Charlie Pedersens nye soloalbum. Den kommer lige i hælene på band-projektet Funhouse Mirror med Vinyl Floor, som Thomas og broderen Daniel er en del af, og som jeg havde fornøjelsen af at anbefale i november sidste år. Et projekt, der – som jeg var inde på dengang – afslørede en stor traditionsbevidsthed og lod den skinne igennem i en række veldrejede sange, der både pegede tilbage og frem.

Og disse kvaliteter genfinder man på Pedersens nye album, der – som titlen mere end antyder – er blevet til under corona-pandemiens nedlukning. Isolationen og de restriktioner, pandemien medførte, viste sig at være vækstbetingelser for en række nye sange, der pressede så meget på, at de måtte indspilles. Og sådan blev det.

Og resultatet er et album, der i kraft af teksterne – som blandt andet handler om eksistentiel søgen efter mening – bærer alvorens tyngde. Men samtidig afslører melodierne – nærmest som et modstykke til tekstuniverset – en positiv, til tider nærmest munter, opdrift, der tager brodden lidt af teksttyngden. Thomas synger for og minder en hel del om de mandlige singer-songwriters, der brød igennem i halvfjerdserne og frem. Dette indtryk skyldes ikke mindst de gode sange, Thomas’ og Daniels iørefaldende og fine vokalarbejder pladen igennem.

Skåret ind til benet er albummet et smukt eksempel på sanger-sangskriver-kunst, der er iscenesat og arrangeret med flere lag af instrumenter, lyde og programmering, der får det samlede indtryk til at bekræfte musikkens aktualitet og fremtidsholdbarhed. Albummet er et godt eksempel på genrens slidstærkhed og holdbarhed, og den varsler – uden tvivl – flere plader med samme kvaliteter. Så hvis man er til singer-songwriter-kunst er der god grund til at lægge øre til Thomas og Daniel Pedersens plade. Hermed anbefalet.

Thomas Charlie Pedersen – Employees Must Wash Hands. Produceret af Daniel Pedersen. Karmanian Records. Udkom d. 14. april 2023

I 2016 havde jeg glæden af at anbefale Von Düs album Bankende Hjerter. Og jeg hæftede mig ved, at det var en plade med en bred appel, der både omfatter det festende, dansende popsegment og dem, der sidder i lænestolen med hørebøfferne i lyttemodus. Og nu er der gået syv år og Von Dü er tilbage med deres andet album Engangsliv, der oven i købet er et dobbeltalbum (i hvert fald i vinyludgaven), som selvfølgelig også kan fås i digitale formater.

Og de forgangne syv år har sat sig som et spor af modenhed og erfaring. Engangsliv er, med andre ord (mine), et midtlivsalbum. Et album, der oser af levet liv og den tyngde, det giver at have været igennem ungdommens vilde, rådløse, søgende år og nu er nået frem til et voksentliv, hvor kæresteri er afløst af det faste forholds og familielivets livsbetingelser, og hvor en form for afklaring er nået og resulterer i en række sange, der netop besynger dette levede liv og den erkendelse, det har kastet af sig. Og som ekkoer i titlen Engangsliv, som – i mine ører og øjne – fortæller om den indsigt, der siger, at vi “Lever kun en gang”, som titlen på en af sangene hedder.

Der er kun et skud i bøssen. Kun et liv at leve: “Vi lever kun én gang / Vi synger kun én sang / vi yinger kun én yang os to”. Og så gælder det jo om at få det bedste og meste ud af det ‘satans” liv (for nu at citere Steffen Brandt igen). Og det må jeg sige, at Von Dü gør på dette flotte og fine dobbeltalbum, hvor det ni mand store band fortsætter, hvor de slap for syv år siden. Med stærkt vanedannende popsange med ligefremme, mundrette syng-med-danske sange med oplagt hitpotentiale. Og i et musikalsk arrangement, der igen byder på bandets varemærke, en let reggae- og ska-ficeret poprock med fremdrift og appel til danseskoene og lyttelapperne.

Vinylalbummet, som jeg må anbefale lyttere at investere i, omfatter hele nitten skæringer, hvoraf en del er instrumentaludgaver af sange. Og her får man så også fuld valuta for pengene, hvis man vil have Von Dü ind under huden (igen). Og som for syv år siden, så er Von Dü stadigvæk et fascinerende band, der med deres musik vil nå ud til de fleste. Engangsliv er ikke en engangsoplevelse, men et album med varig appel til pop- og rockelskeren. Et album, der lyser af livsappetit og -erfaring og gør det i et musikalsk univers, der bør trænge igennem til det blaserte mainstream-segment og få koncertarrangørerne til at stå i kø for at engagere Von Dü til de danske scener. Hermed anbefalet på det varmeste.

Videoer

Von Dü. Engangsliv. Produktion: Von Dü og Emil Stricker. Von Dü Entertainment – Gateway Music. Udkom 1. april

I 2017 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Trouble Cats og deres livealbum fra det er i byen legendariske vandhul Fatter Eskild. En fin live-plade med vaskeægte roots-blues-rock i reneste aftapning, uden digitale svinkeærinder eller moderne overdrivelser. Det var tilbage til rødder i den bedste betydning af ordene.

Og nu er Trouble Cats ude igen. Denne gang med et studiealbum, der er kogt sammen her i Århus i Finlandsstudio og produceret af bandet og Jacob Worm. Hard Facts & Poetry er titlen, og den peger sikkert i retning af det ideal, bandet har for deres musik. Musik, der både indeholder virkelighedens hårde kendsgerninger og trivialiteter, men også poesien, som vi altid kan finde i sprogets sprækker og revner.

Og denne gange er alle sangene skrevet af hele bandet, dvs. Henrik Hansen (sang og mundharpe), Martin Blom (samng og guitar), Morten Brauner (bas, kontrabas og kor) og Henrik Thorsen (trommer og kor). To af sangene står Martin Blom dog alene for. Og det er tydeligt, at det er sange, der er skrevet af kollektivet, for de har en homogenitet og gennemgående soliditet. Det er garvet sangskrivning, der afslører både bandets sammenspillethed og dets kærlighed til rødderne, ikke mindst den blues, der altid har været og sikkert altid vil være kilde og inspiration til rockmusikken.

Og det er sange, der alle uden undtagelse er fængende og ørehængende. Slidstærke sange, der sagtens kan måle sig med det meste fra traditionen.

Og holdet spiller med energi og åbenlys spilleglæde. Og alle får lov til – i lydbilledet – at stå frem. Lige fra Henrik Hansens skarpe mundharpe, der allerede fra første skæring brænder sig igennem sangen, over Martin Blom guitar, der med slide sætter sig igennem  og videre til rytmemaskinen, Brauners bas og Thorsens trommer, der lægger en afgørende, fed puls under det hele.

Trouble Cats spiller musik, der vedgår arv og gæld til rockens rødder. Musik, der godt nok kigger tilbage i traditionen, men som vi som musikelskere har brug for en tid, hvor megen musik er i alvorlig fare for at blive tappet for livskraft af tom iscenesættelse og teknologisk overgreb. Hard Facts & Poetry er en plade, som der altid vil være behov for, og som der altid bør være plads til på pladehylden (og på radioerne afspilningslister). Det er den rene vare fra rockens rodnet. Og hermed varmt anbefalet.

Trouble Cats, Hard Facts & Poetry. Produktion: Trouble Cats & Jacob Worm. Eget plademærke. Er lige udkommet.

Bandnavnet – Don & the Dreamers – fortæller os allerede noget om, hvor vi er musikalsk. Tilbage i tiden – før Beatles stoppede som kopiband – i halvtredserne og de allertidligste tressere, hvor navne med forsangerens eller bandlederens navn og en tilføjelse (Dion and the Belmonts o.lign.). Og det er da også tilbage i disse for poppen og rocken gyldne år Don & the Dreamers henter deres musikalske inspiration og næring.

En stor håndfuld garvede danske musikere, der har huseret på danske spillescener og i danske indspilningstudier – blandt andre Krølle Erik, Henrik Littauer, Helge Solberg og Knud Møller – har fundet et makkerskab med den fhv. trommeslager i Slade, Don Powell, og er sammen med udvalgte venner (fx den gamle organist Mick Gallagher fra The Animals) gået sammen om et musikalsk projekt, der skal puste nyt liv i gamle sange og at alder ikke er nogen hindring, hvis man vil spille med kærlighed og lidenskab – og musikken stadigvæk har noget at byde på, for gamle såvel som nye lyttere.

Og det må man sige den i den grad har. Der er taget en godt greb ned i rockens sangskat – lige fra det fra The Animals kendte “Don’t let me be misunderstood” (hvor Gallagher selvfølgelig får lov til at lade orglet tale), den gamle rocker “Bony Moronie” (Larry Williams), “Backwater Blues” (Bessie Smith), “I hear you knocking” (som også fx Rockpile har dyrket), “Kansas City” (som Beatles plankede), “Crossroads” (Robert Johnson og Eric Clapton) og “Summertime”, for nu at nævne de fleste af det solide udvalg.

Og ganske karakteristisk for dette con amore-projekt, så er ingen af de medvirkende signeret som forsanger. Alle synger, alle er “backing vocals”. Men skifter gladeligt fra nummer til nummer. Medlemmer og venner og veninder. Det er et kollektivt projekt.

Og produktionen, som Henrik Littauer står for, er lige så ligefrem, hjertelig og uforstilt som selve musikken og dens fremførelse. En ren produktion, hvor et enkel lydbillede lader de medvirkende stå ganske klart. Her er ingen flirten med nutidens moderne, digitale isenkram. Snarere er vi ovre i en analog, live-i–studiet-æstetik, der emmer af de mono-plader, vi gamle lyttede til dengang det hele startede.

Og bandet spiller med stor spilleglæde og ustoppelig appetit på de åbenbart uopslidelige gamle sange, der får et godt skud ny energi fra de gamle drenge og piger.

Det kan godt være, at det aldrig er for sent at blive en rock stjerne, men det er ikke pladens fremmeste kvalitet. Det er ikke en plade, der revolutionere og omdefinerer rocken. Tværtimod er det en plade, der på smukkeste vis og med stor kærlighed viser, at den musikalske arv består og stadigvæk har masser at byde på for ethvert øre, der gider lytte. En plade med samme relevans som Rolling Stones’ seneste blues-plade eller de seneste mange fra Eric Clapton. Og derfor fortjener den også en æresplads i enhver musikelskers pladesamling blandt de plader, der har veneration for traditionen og udførelsen af den. Hermed varmt anbefalet.

Don & the Dreamers – IT’S NEVER TOO LATE TO BEE A ROCK STAR . Producer: Henrik LIttauer. Eget plademærke. Udkom d. 25. marts, digitalt og på vinyl.

C. V. Jørgensen, Buki-Yamaz og Himmelekspressen. Navne, der dukker op af erindringens dis ved synet af det lille logo forneden på coveret til dobbeltalbummet Ready for fun med Old Man Blues: Hookfarm. Et lille, men legendarisk plademærke, der havde æren af at publicere de nævnte navne, hvoraf C. V. Jørgensens to første album rager højt op dengang og nu. Og forklaringen på dette lille logos genkomst er såre enkel. For bag Old Man Blues gemmer sig den daværende pladeselskabsejer, Michael Krogsgaard, under kunstnernavnet Right Hand Buddy.

Ved siden af lægestudiet drev Krogsgaard i midten af halvfjerdserne sit pladeselskab, der både forlængede hans studietid og sikkert også bidrog til at studiegælden ikke blev alt for stor. Og årene er gået siden dengang, men et eller andet sted har Krogsgaard haft en lille drøm i maven om selv at lave musik og indspille den. Den drøm har mange haft, men de færrest er nået til at realisere den. Det er nu sket for Krogsgaard med en gruppe venner under navnet Old Man Blues, der også diskret fortæller noget om, at tiden er gået og det er en voksen mands tanker og erfaringer, der sætter sig igennem på dobbeltalbummets i alt tretten sange. Ganske vist står hele bandet – eller projektet – for sangskrivningen, men der kan vist ikke herske tvivl om, at Right Hand Buddy har sat pejlemærket for sangteksternes modne holdning og attitude.

Et lille eksempel – man kan selv lytte efter, for sangene går klart igennem på pladen og er i øvrigt trykt forbilledligt i det store indlægshæfte, der følger med albummet – er sangen “#wetoo (Endless song)#” – en slags kommentar til vor tids #mee-too med fokus på en voksen mands opfordring til erotiske løjer:

“Nudge me tonight and let me know why I want you./Your’re better than me and it’s sttrange that you care for my kind/ Nudge me tonight it’s only my needs you respon to/ If you nudge med tongiht. I know I’m still in your mind.”

Lidt i samme boldgade er fx sangen “Sex without love”. Og man kan – jeg kan i hvert fald – godt mærke på teksternes ligefremme og ærlige karakter, at Krogsgaard også er en anerkendt Bob Dylan-kender. Sporene er ikke til at tage fejl af.

Heller ikke de musikalske spor. Old Man Blues kalder foretagendet sig, og det er da også bluesen, der – akkurat som hos Dylan – ligger som slidstærkt, varieret udgangspunkt for sangene. Langt hen ad vejen minder sangene da også om halvfjerdsernes dyrkelse af netop the blues. Og de gode sange med gode melodier og læse- og tankevækkende tekster løftes af et hold erfarne og loyale musikere, der nok forstår at få det allerbedste ud af materialet. Blandt vennerne finder man kendte navne som Christian Sievert (guitar) og Kenn Lending (guitar) og en række andre yderst kompetente medspillere. Værd at nævne er holdets eneste høne Reeta, der får lov til både at synge for og bidrage med backingvokal. Og gør det godt og er med til at afbalancere gammelmandstonen i projektet.

Arrangementerne og produktionen er lydefri og forbilledlig. Instrumenterne står klart i lydbilledet lige som stemmerne. Og bandet spiller sammen med indlevelse og fin fornemmelse for musikkens intentioner.

Ready for fun er en plade, der smager af mere. En plade, der viser, at man ikke skal holde sig tilbage, hvis man har noget musikalsk på hjerte. Og det har den gamle plademærkejer og hans musikalske folk åbenbart. Så nu står der bare tilbage at komme ud på de små (og større) spillesteder og vise ungdommen, at livet og musikken ikke er færdig med fyrre. Et dobbeltalbum, der fortjener sin naturlige plads på reolen.

Old Man Blues. Ready for fun. Hookfarm. Udkom d. 13/1.2023 på vinyl og digitalt.

For mere end et år siden, anbefalede jeg Wayne Grahams plade 1% Juice, hvor jeg mente, at pladen var udtryk for at Wayne Graham – og det vil især sige brødrene Kenny og Hayden Miles – havde fundet deres musikalske formel. Og på den nye plade med den korte titel Ish fortsætter brødrene – med hjælp fra guitaristen og tangentspilleren Lee Owen og bassisten Jose Oreta – med at forfine og udvikle deres stil.

En stil, der er en flig af det store amerikanske americana-patchwork. Nærmere bestemt en flig, der hører til i de afsides Appalacherne og som har givet anledning til at tale om en new appalachian sound. Hvordan denne forklares – bortset fra sit geografiske tilhørssted – skal jeg ikke kunne sige. Men i hvert fald er noget af det, der kendetegner Miles-brødrenes sange en basal enkelhed. Som i pladens første skæring – “How was your night” – er sangene bygget op om enkle trommelyde og lige så enkle guitar akkorder. Man kan præcist høre, hvordan disse sange er opstået i et intimt samarbejde mellem Kenny og Hayden – og efterfølgende har fået lagt nogle lag på og er blevet udfoldet.

Som tidligere anført, så er det nærliggende at komme til at tænke på nogle af americanaens gamle navne. Jeg har nævnt americana-fædrene i The Band (specielt tiden omkring Big Pink og Basement Tapes med Bob Dylan). Et andet navn – og de facto-inspirationskilde – er The Grateful Dead, der også dyrkede en stil, der både var uhyre enkel og med mange lag. Og som disse fædre udi rocken laver Wayne Graham nu sange, der er bygget over en sådan skabelon. Og det har resulteret i elleve homogene og dog forskellige sange, der til sammen udgør bandets vel nok mest vellykkede udgivelse indtil videre. Og der er ikke nogen grund til ikke at forvente, at der vil komme mere og også endnu mere vellykkede udgivelser fra brødrene og deres musikalske legekammerater.

Miles-brødrene har som mange andre roots-musikere i USA rødder i et religiøst samfund, og det afspejler sig da også albummets tekster, der beskæftiger sig med temaer, der i høj grad er religiøst funderede. Som eksempel er albummets titel Ish et andet navn på den bibelske skikkelse Lilith (Adams første kvinde). Men det betyder ikke, at man ikke kan lytte til teksterne og få noget ud af dem uden at tænke i bibelske baner. Heldigvis har brødrene forstået at gøre sangene personlige og almentgyldige.

Det vigtigste – for mig at høre – er dog, at pladen musikalsk set hænger utrolig godt sammen og afspejler den afklarethed, som Miles-brødrene er nået frem til i deres musik. De har nu deres egen genkendelige stil, der forståeligt nok har fået sit eget kult-publikum derovre (og sikkert også i vores verdensdel). Ish er et album, der med tiden vil kunne få samme status i gruppens musik, som de første albums fik for de nævnte forfædre i americanaen. Så hvis du endnu ikke har fundet en julegave til din rockelskende ven, så er Ish bestemt en oplagt kandidat til en plads under juletræet. Hermed varmt anbefalet.

Wayne Graham – Ish. Produceret af Hayden og Kenny Miles. Celebration Records. Udkom 11/11-2022.

Titlen på Visitor Kanes tredje album At issue kan tilnærmelsesvis oversættes som “til debat/diskussion” eller “stridspunkt/kontrovers”. Og det er netop det bandets sangskriver Patrick Kociszewski forsøger med teksterne i sine ni sange på albummet. Sætte ord på en verden, der fremstår som i splid med sig selv og svær at begribe i enkle begreber og modstillinger. En verden, der i sin modsætninger og splittethed kalder på melankoliens dobbelthundethed, både dens misstemning og dens latente (i det mindste) forhåbningsfuldhed.

Og måske er det et eller andet sted denne orientering mod verdens splittethed og uensartethed, der er medbestemmende for gruppens musikalske nyorientering. For Visitor Kane har bevæget sig fra en musik, der var determineret af synthesizers og digitale trommemaskiner (på gruppens debutalbum Easy Concern) over en mere enkel og ligetil rockskabelon på toeren (Change of Heart) til nu, hvor bandet udfolder en moderne rock, der er baseret på meget melodiøse sange med flot vokalarbejde og markante guitarer. Musik, der trækker store veksler på årtiers amerikansk rockmusik – fra tressernes og halvfjerdsernes store guitarbårne, singer-songwriter-grupper (ingen nævnt, ingen glemt, som man siger) og langt ind i de efterfølgende årtiers kæde af arvtagere.

Sagt på en anden måde, så giver Visitor Kane endnu et bidrag – og et velkomment sådant – til rækken af ferme danske bands, der med personligt udtryk og smag løfter den amerikanske rocks arv med elementer af singer-songwriter-kunst, country og, ja, americana. Det er en helt igennem musikalsk konsistent plade, Visitor Kane har skabt. Et album, hvis sange har et højt niveau og som hænger smukt sammen som perler på en musikalsk snor. Et album, der fortjener en plads hos enhver moderne rock-elsker og som derfor finder sin rette plads i pladereolen og på julegaveønskelisten… Hermed anbefalet.

Visitor Kane. At issue. Part Time Records. Udkom den 11. november

De der anførsels- (eller citations-)tegn i pladetitlen er nok ikke tilfældige (med mindre det er PR-foket, der har kvajet sig…). Vi befinder os i det jyske, nærmere bestemt i det nordjyske. Sonny Møller – pladeselskabsdirektør, producer, musiker, sangskriver og meget mere – er en af de efterhånden mange troubadourer, som vi er rige på  – her i “udkants-Danmark”.

En af dem, der med guitaren i sine hænder ikke kan lade være med at synge om den verden, de er rundet af. I Møllers tilfælde Frederikshavn  og omegn – og alle de historier et voksent liv har resulteret i. En af dem, der ikke kommer først i rækken, når de ovre på Djævleøen skal lave spillelister i radioen. Men som har sit trofaste publikum ude på de små mere eller mindre ydmyge spillesteder i det lokale og tilgrænsende områder. Dem, uden hvem det ikke var sjovt, som Møller skriver inde i albummet.

Og der er noget elementært livsbekræftende ved en troubadour som Sonny Møller, der med sin guitar i favnen synger sine sange om “Frederikshavn”, “Træsko på havnen” og forsøget på at danse – med hjælp fra en håndfuld venner på diverse instrumenter. Men basalt er det Sonny, hans stemme og guitaren, det drejer sig om. Og ingen tvivl om det: Sonny Møller har noget på hjerte, selv om han foretrækker at kalde sig Manden & Den Øde Ø.

“Sådant er det jo!” er endnu et fint bidrag til den understrøm af jyske (og – når ret skal være ret – også andre landsdele) troubadourer, der trodser musikindustriens vilkår og insisterer på at fortælle deres historier – af nødvendighed og kærlighed. Hermed varmt anbefalet.

En smagsprøve – Lad os danse

Manden & Den Øde Ø. Sådan er det jo! Produktion: Sonny Møller. Udkom 18. november