Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Anne Eltard – Hjemkomst

22. juni 2022

Hjemkomst kalder Anne Eltard sit nye album og straks tænker jeg – hjem til hvad? Og måske gemmer svaret sig i sangen “Hun kommer hjem” (3 på side A), hvor det blandt hedder “hun kommer hjem når freden er sluttet, når børnene ler, når mennesker og grænser er åbne og sanser så kommer hun hjem” (med forbehold for fejlhøring). Men altså en hjemkomst – ikke til et bestemt, afgrænset sted, men derimod og tværtimod til et sted, hvor der åbnes op for noget. Og det kunne meget vel være mod en musikalsk og menneskelig frodighed og frugtbarhed.

For ganske vist bekender Anne Eltard sig på sin fine hjemmeside til ‘den nordiske tone’, men albummet demonstrerer også, at denne grundtone langt fra får lov til at stå alene, men bliver befrugtet og legeret med toner fra vores fælles store verden. Med sin kvartet – bestående af Anne selv (sang og violin), Regin Fuhlendorf (guitar og kor), Nicolai Land (kontra- og ukulelebas og kor) og Anders Pedersen (cajón, slagtøj og kor) – inviteres lytteren ind i et musikalsk univers, der både byder lytteren op til dans, syngen med og intens lytten.

Allerede i den første sang “Hold mig tæt” er vi ude på et imaginært dansegulv. En sang om et kærligt møde vugger forførende af sted med latinamerikansk fornemmelse og Django Reinhardsk jazz-feeling. Og oven i det hele Anne Eltards behagelige, indtagende stemme, der forbilledligt klart og forståeligt fremfører de danske tekster. Og videre går det til “Tal til mig”, hvor kærlighedens problemer melder sig, og et meget mere moderne, nutidigt musikalsk udtryk melder sig med funky tangenter og rockende guitar. Og kvartetten ændrer udbesværet udtryk og får fin hjælp fra andre musikere (Jens Nørremølle, tangenter,  Peter Klitgård, guitar, Channe Nussbaum, kor, Monica Jakobsen, kor og Louise Nipper, kor). Og sang for sang udfolder kvartetten sit brede, fornemme udtryk, der ikke er for fastholdere, men genremæssigt vidt facetteret og fascinerende i sin grundlæggende, medrivende, dansante og lytterorienterede variation.

Anne Eltard har skrevet de fleste numre på pladen. Og her er både poppede sange (som de nævnte) og et enkelt instrumentalnummer (“Halvfem”). Men der er også andre bidragsydere som for eksempel Kai Normann Andersen med sin og Poul Henneingsens “itu, itu i tusinde stykker”, Mogens Dams og Henrik Blichmanns “Den sidste turist i Europa” og Børge og Arvid Møllers klassiske “Glemmer du”. Og med disse bidrag fra den danske sangskat er den nordiske tone i hvert fald sikret, hvis den ikke var det i forvejen (hvilket den er).

Ingen tvivl om det: Anne Eltard og hendes kvartet vil rigtig meget med deres musik – og de kan det hele og mere til. De har slået et stort brød op og er lykkedes med at få det til at hæve og få det bagt godt og grundigt. Hjemkomst  er et særdeles vellykket album, der fortjener stor ros og mange lyttere. Så hvis ikke musikradioen vil spille den, så sørg for at lytte til den digitalt eller på fast medie. Hermed varmt anbefalet.

Anne Eltard. Hjemkomst. Produceret af: Anne Eltard og Jens Nørremølle. Eget plademærke. Er udkommet.

Capac anbefaler: Old Man Blues – Ready for fun

18. juni 2022

Det ligner en gammeldags singleplade, men min grammofon overbeviste mig om, at der nok snarere er tale om en EP eller måske endda en mini-lp. Old Man Blues’ Ready for fun, der består af fire sange, fordel på to sider.

Og måske er tanken om gammeldags singleplader slet ikke så malplaceret. For Ready for fun rummer musik, der gerne fandt vej til 45″-vinylerne i gamle dage. Om projektet Old Man Blues har taget navn fra Duke Ellington ved jeg ikke, men tænker at navnet nok snarere henviser til, at de medvirkende alle har en dåbsattest, der daterer sig tilbage i det tyvende århundrede.

I spidsen står Right Hand Buddy, der har skrevet alle sangene, synger for og bag. Og bag ham find vi Niels Kaarsberg på guitar (og flaskehals) og kor, Favia Couri på guitar, bas, klaver, mellotron og kor go Martin Couri på trommer, slagtøj og kor. Og sammen spiller de en afart af garagerock.

Det er beskidt, svedigt, ukompliceret rock, der flintrer af sted med piskende trommer,  pulserende og undertiden forvrængede guitarer, hamerende piano og dunkende bas. Helt som garagerockens simple æstetik foreskriver. Og tekster svarer nøje til musikkens enkel- og renhed. Det er direkte tekster, der taler uden omsvøb om at have det “sjovt”, dyrke sex uden at blande kærligheden ind i det, om alzheimerens begrænsninger af livsudfoldelsen og om savnet af en rigtig god ven. Tekster, der har karakter af citationer og som befinder sig på umiddelbart hverdagslivsniveau.

Det kan godt være, at det er nogle gamle drenge, der gemmer sig bag projektet Old Man Blues, men attituden er ung – nej, ikke ungdommelig – som i frisk, uforfalsket, hudløs og umiddelbar. Det er musik, der på sæt og vis er tidløs. Den har paralleller tilbage i halvtredserne og de tidligste tressere og kan følges som en rød tråd op gennem rockens historie. Musik, der aldrig går rigtig af mode og som altid vil finde sine tilhængere, fans og  proselytter.

Så hvis man er til ægte garagerock, som vor far, bedstefar og oldefar lavede den, er der god grund til at få fat i denne vinyl til samlingen. Og man kan kun ønske sig, at Right Hand Buddy og hans kammesjukker vil tage sig sammen og lave et stort album med flere ærlige sange. Hermed anbefalet.

Og så skal Old Man Blues have ros for at tilegne en sang – “I miss you” – til musikmennesket Jan Sneum, som vi mistede i 2020. Fin, fin gestus.

Old Man Blues. Ready for fun. Hookfarm . Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Jan Olsen – Spirit Chant

13. juni 2022

Jeg har været så privilegeret at kunne følge Jan Olsen på plade, siden han udsendte et par EP’er og videre til hans debutalbum Secret Love i 2020. Og det har været en fornøjelse hele vejen igennem. For Jan Olsen er en mand, der står ved det, han er rundet af. Som musiker, sangskriver og som repræsentant for mandekønnet.

Jeg tillod mig – med kunstnerens bifaldelse – at kalde debutalbummet ‘en rigtig mandeplade’, fordi den tekstligt, musikalsk og på enhver måde stod ved sin musikalske og menneskelige erfaringsmasse. Og heldigvis er det stadigvæk sådan. Jan Olsen fortsætter ufortrødent i det tydelige spor, han har efterladt sig med de foregående plader. Men en række sange, der oser af den der erfaringsbaggrund, han har.

Ganske vist flirter Jan denne gang – jf. titlen – med det spirituelle, men jeg tror ikke, man skal lægge alt for meget i netop den ting. Således handler det i titelsangen “Spririt Chant” om at besværge sin “blues”, at jage sine dæmoner og spøgelser væk. Men ellers genkender vi det Olsenske maskuline univers med kærlighedens trygge favn og havn (“Here and now forever”), hvilende i sin undertiden eruptive maskulinitet (“I’m a volcano”) og erfaringer fra et levet mandsliv. Og dertil skal lægges en musikalsk garnering, der igen trækker sine veksler på vestlig rock med rødder – ikke kun i rocken, men i europæisk kabaretmusik (Weill og fransk kabaret). Og med Tom Waits som en slags skytsengel eller musikalsk vejleder. Endelig skal det også fremhæves, at Jan har fået indforstået hjælp med teksterne af sin hjerterdame og hustru Susanne Ove, der har været med til at give sangteksterne en ambiguitet, man ellers kun finder i digtekunstens bøger.

Bag sig har Jan Olsen også The Bottletower Band (Peter Sund, gt./sang, Trine Lunau, backingvokal, Palle Hjorth, tangenter, Morten Jørgensen, bas, og Peter Dombernowsky, trommer). Og de sørger ubesværet for at musikken fremstår med den særlige stemningsfuldhed. Og de får oven i købet hjælp af en række gæstemusikere – blæsere og strygere – der giver det hele en særlig dimension og en air af autenticitet.

Alt i alt må man sige, at Jan Olsen kommer helt i land med sit andet album. Den er lige så overbevisende som debutpladen og beviser endnu engang, at han står på sine egne musikalske fødder og har et slidstærkt, personligt projekt, der er langtidsholdbart. Hermed varmt anbefalet.

Jan Olsen. Spirit Chant. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Er udkommet. 

 

Capac anbefaler: Arbirk – Hide in Plain Sight

7. juni 2022

Arbirk debuterede i 2017 med Disguises, hvor Arbirk – med Rasmus Arbirk Larsen som sangskrivende centrum – tog pulsen på vor tids melankolske tidsånd med en karakteristisk lo-fi-indiepoprock. Og nu er Arbirk – denne gang i form af en trio (Daniel Buchwald, Rasmus & Henrik Arbirk Larsen) – tilbage med et nyt udspil, der stadigvæk sætter termometeret ned i tidsåndens alvorstunge emner og temaer.

Men som tilfældet var på Arbirks slidstærke debutalbum, så er musikken på Hide in Plain Sight af en karakter, der er antipodisk i forhold til tekstuniversets depressivitet og halvmørke. Musikken er supplementær og løfter det samlede resultat op til en letfordøjelig omgang alternativ indiepoprock. Og det i en grad, så man let undervejs i lytningen glemmer, at livet er fuld af skyggesider og svært håndterbare vilkår. Arbirk udvider denne gang det musikalske udtryk. Her er ikke længere tale om lo-fi-minimalisme, men om et bredt lydbillede, hvor rockens elementærinstrumentering – guitar, tangenter, bas og trommer – suppleres med eksotiske og klassiske instrumenter som kalimba, tibetansk syngeskål, flygelhorn og saxofon.

Den musikalske udvikling og udvidelse af udtrykket er et ekstra plus for Arbirk, der med den nye plade viser, at de har fat i den lange ende og at der må være meget mere i vente fra deres side. Så man kan kun sige: Kom bare igen Arbirk; I har bevist jeres berettigelse på den danske rockscene og de danske spillelister. Hermed varmt anbefalet.

Arbirk. Hide in Plain Sight. Produktion: Daniel Buchwald, Simon Ask Ladekarl. Celebration Records. Er udkommet på diverse medier.

 

Capac anbefaler: Mathias Heise Quadrillion – Quadrillion

7. juni 2022

For snart længe siden anbefalede jeg Mathias Heise Quadrilions album Sudden Accent og Decadence. Og nu sidder jeg så her med det nyeste udspil fra Heise og Co. og den hedder såmæn bare Quadrillion. Og måske giver det god mening. Quadriilion har slået sit navn fast, har fået anerkendelse og masser af erfaring fra scenerne rundt omkring.
Og det er netop erfaringerne fra jazz-scenerne der denne gang er udgangspunktet for konstellationen. Materialet på pladen er gennemprøvet ude i koncertvirkeligheden og ikke som tidligere produkt af arbejdet i studiet.
Og det forklarer måske – hvis ikke det er mine gamle ører, der spiller mig et pus – at pladen besidder en særlig lethed og umiddelbarhed. Den der kommer af at have spillet numrene helt ind på rygradden..
Ellers – er det som på de foregående plader. Heldigvis. En skønsom blanding af jazz, rock og funk med accent på jazz og et diskret ekko af den jazz-rock-fusion, der for alvor kom frem i 1970’erne og siden har fået mange følgere. Et navn som Weather Report presser sig ubesværet på i tankeassociationerne.
Mathias Heises kromatiske mundharpe spiller selvfølgelig en central rolle og det både, når rockens kant melder sig og ikke mindst, når besnærende melodier og harmonier trænger igennem højtalerne. Men også de andre musikere får god plads til at vise deres talent frem – Mæads Christiansens guitar, Davind Vangs bas og Aksels Stadel Borums trommer. Og deres roller accentueres af Quadrilions arrangementer og produktion, der står forbilledlig klar.
ET enkelt nummer skiller sig lidt ud. Det næstsidste på pladen, “Hopeful Monsters”, hvor Quadrilion får selskab og støtte af Adners Malta (trompet), Jonas due (trompet/flugelhorn), Oilly Wallace (altsax), Frederick Menises (tenorsax) og Youhan Ramon (slagtøj). Her komer et bigbandudtryk, der i den grad sender tankerne hen mod Weather Report og lignende forængere ud i fusions- jazz-rocken.
Hvis man holder af Quadriilions første to plader – og det gør jeg i den grad – så er der absolut ingen grund til ikke også at indlemme denne nye plade i samlingen Hermed varmt anbefalet.

Mathis Heise Quadrillion. Quadrillion. Produktion: Quadrillion. Giant Shee Music. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Maria Elizabeth – Prins

31. maj 2022

I 2013 havde jeg fornøjelsen af at anbefale Maria Elizabeths andet, dansksprogede album Se med hjertet og i 2018 hendes engelsksprogede Circle the Woods. Og jeg fremhævede Marias styrke, der lå i meningsfulde, enkle tekster, en fin, feminin stemme og nogle popsøde sange.

Og det er da også disse kvaliteter, man som lytter møder på Maria Elizabeths nye album, der bærer den korte titel Prins. Denne gang er teksterne af en ganske særlig art, idet kunstneren har indgået et samarbejde med forfatteren Ib Michael og har transformeret dennes roman Prins (1997) til en række sange. Resultatet er blevet en slags hybrid mellem en popplade og en e-bog, idet forfatterens stemme undervejs dukker op som oplæser. I Michaels roman har Elizabeth fundet både et tema – den grænseløse kærlighed, der rækker ud over dødens horisont – og en sproglig, lyrisk musikalitet, det var oplagt at omsætte til sange. Og sådan er det blevet.

Teksten får selvsagt en central placering, og det afspejler sig også på den måde, at musikkens arrangementer har en næsten nødtørftig, sparsommelig karakter, hvor antallet af instrumenter er begrænset til et absolut minimalt nødvendighed. Fx finder man i den første sang “Hun stammer fra de) dybe fjorde” ud over stemmerne, en ukulele, en cello, piano og bas. Og begrænsningen eller sparsommeligheden kommer teksterne til gode. De står klart i lydbilledet, og man behøver ikke – hvilket er tilfældet for mig – at kende Michaels roman for at få udbytte af sangenes tekstunivers.

Prins adskiller sig nok en anelse fra de to andre plader ved ikke at besidde helt den samme oplagte, direkte popkarakter. Her er der indgået et kompromis med litteraturens anvorstyngde, og det er mundet ud i et album, der nok appellerer til pophovedet blandt lytterne, men også til dem, der elsker en læseværdig roman og måske er forvænt med at lytte til romaner i audioformatet. Så der er chance for, at Maria Elizabeths nye plade når ud til en ny lyttergruppe. Det må man håbe, for det er et spændende og anderledes projekt Maria Elizabeth har kastet sig over denne gang – og det fortjener at få mange lyttere. Hermed anbefalet.

Maria Elizabeth. Prins. Produceret af: Maria Elizabeth. Gateway Music. Er udkommet.

En Engel

Capac anbefaler: Sp-Just-Frost – Lys det op

13. maj 2022

Bag navnet SpJustFrost gemmer sig Esbjen Just (sang og piano), Henrik SP Schou Poulsen (bas, kor og koklokke) og Søren Frost (trommer, kor, tamburin), og i den konstellation drager de rundt i landet og spiller for folk, der gerne vil danse lidt, hygge sig og have en god aften. Brugsmusik kaldte man det engang. Nogle gange lidt nedsættende, fordi musik på plade var finere og mere kunst. Men egentlig bare en betegnelse for det populærmusik altid har drejet sig om, nemlig at bringe mennesker sammen i festligt lag for at have en god stund sammen. Funktionel musik, der primært tager sigte på netop det og ikke gemmer sig bag alskens kunstneriske ambitioner og prætentioner.

Og når SpJustFrost nu udsender en dansksproget EP (eller om man vil: mini-LP), så skal det nok forstås sådan: Som et visitkort og en invitation til at komme ud på de små spillesteder rundt omkring i landet og en på opleveren sammen med de tre spilleglade bandmedlemmer. En invitation, man som musikøre burde tage imod med kyshånd.

For Sp, Just og Frost leverer en god omgang stærkt svingende, dansant rock, der er stykket sammen lydefrit af elementer fra blues, jazz, funk o.a. Og de har også leveret nogle mundrette syng-med-tekster, der tager temperaturen på en del af vor tids problemer og temaer uden at det bliver alt for alvorligt. Hvad enten det drejer sig om klimakrisen, overproduktion af grise eller noget helt tredje, så handler det først og fremmest om at levere en medrivende sang, der skal underholde og ikke belære os om noget som helst.

SPJustFrost kender deres betydning og mission i dansk musikliv.  Og det er godt i disse MGP-tider, at nogen ikke forstiller sig, gemmer musikken bag iøjnespringende selviscenesættelse og mega-watt-belysning, men holder fast i populærmusikkens elementærgrammatik. Og det er lige, hvad SPogCo gør. Leverer en herlig, svingende omgang brugsmusik (i allerbedste betydning og forstand), der kun giver en lyst til at finde danseskoene frem og gå-i-byen-tøjet og så ellers finde ud af, hvor de næste gang kommer forbi.  At musikken så også er absolut lytteværdig på anlægget derhjemme er blot et ekstra stort plus. Så der er al mulig god grund til at finde EP’en på diverse streamingtjenester eller få fat i EP’en, hvis man er så heldig. Hermed varmt anbefalet.

PS. Og så medvirker selveste Ole Fessor Lindgreen på et nummer med sin trombone.

SP-Just-Frost: Lys det op. Egen produktion. Gateway Music. Udkommer i dag.

Lyt med her

 

Capac anbefaler: Line Kruse – Bånd

24. april 2022

Line Kruses nye plade Bånd rammer lige ned på en tør plet. Europa er for tiden tynget af konflikter, krigeriske og andre. Og Line Kruse er ude i et helt andet ærinde. Hun citeres for at sige: “Jeg har kaldt albummet for bånd fordi det giver så meget mening lige nu. En hyldest til alt det der binder os sammen, til vores oprindelseslande og adoptionslande, til vores kulturer som gensidigt beriges af vores møder og sammentræf”. Og, kunne man passende tilføje, hvad er mere forbindende, båndskabende, grænse- og modsætningsoverskridende end – musikken. Ja den. Med sit universelle sprog, der taler til vores følelsesliv og lader os forstå hinanden hinsides tale- og skriftsproget.

Og Line Kruse er en fuldgod eksponent for netop denne grundholdning. Født og opvokset i Danmark, nu bosiddende og levende i Frankrig og med en musikalsk horisont, der omfatter både jazzen, den klassiske musik og latinamerikansk musik. Og lader man disse inflydelsessammenhænge blande sig lystigt og frugtbart, så opstår der en musikalitet, der netop skaber bånd mellem mennesker.

Jazzen, denne i forvejen universelle musikform, står centralt på dette album. Jeg skulle ikke lytte længe før tankerne sendte mig i retning af for eksempel Weather Report (og andre af halvfjerdsernes jazz-fusions-grupper). Der er en umiskendelig jazz-stemning og følelse på denne dejlige plade. Både når Line Kruse selv udfolder sig på sin violin. Og når hendes musikalske legekammerater og båndfæller, det franske strygerensemble Bow Lines, de danske instrumentalister Jesper Riis (trumpet, flugelhorn), Frederick Menzies (tenorsax, klarinet), Steen Nikolaj Hansen (trombone), Peter Rosendal (piano, Fender Rhodes), Kaspar Vadsholt (double bass)og Jonas Johansen (trommer) og  Helgi Jonsson (herhjemme også kendt som Tina Dickows ægtefælle) og Cæcilie Norby – udfolder sig, så swinger jazzen og alskens musikalske impulser blander sig som krydderier i en sammenkogt ret. Her er anstrøg af tango, rock m.m. – og i allerhøjeste grad af dansk musik. Dette ikke mindst i kraft af brugen af Carl Nielsen, der har leveret hele to numre på pladen. Og det er selvfølgelig (ja, selvfølgelig) med til at give albummet en ikke bare nordisk, men i særdeleshed dansk tone. Og af en eller anden grund så passer Carl Nielsens musik bare så fint ind i en jazzet sammenhæng som denne. Måske var der noget jazz i Carl fra begyndelsen af!?

LIne Kruses Båni er som sagt en plade, der falder på et tørt sted. Men det er ikke kun den aktuelle kulturelle og politiske ustabilitet i Europa, der gør albummet til noget særligt. Det er dens – og Line Kruses – fundamentale kærlighed til musikken og tro på, at musikken formår at skabe bånd mellem mennesker. I første omgang mellem musikere med forskellige baggrunde, dernæst mellem musikere og publikum og i sidste instans bare mellem mennesker. Albummet bliver således både en slags kulturpolitisk manifestation og en smuk demonstration af, at musikken kan sætte sig ud over grænser, begrænsninger, modsætninger, konflikter og så videre. Jeg kan kun give Line Kruses plade min varmeste anbefaling og håbe, at rigtig mange vil tage den til sig.

Lien Kruse. Bånd. Produceret af: Line Kruse. In Focus Music/ Continuo Musique. Udkom d. 22/4-2022

Ilsebil (med Helgi Jonsson)

 

Capac anbefaler: KALEIIDO + Yellow Spoon The Nebula Session

6. marts 2022

Det er nok på sin plads med lidt forklaring. På nettet kan man om Nebula læse, at det “er navnet på et tilbagevendende live improvisationskoncept for musikere og musikelskere. Initiativet har indtil videre haft base på H15 i København, men under dette års Vinterjazz opstår Nebula også vest for Storebælt, på Radar i Aarhus. Nebula-konceptet er lige så meget for musikelskere og danseglade mennesker, der er klar på uforudsigeligheden – som for de optrædende musikere. Det handler om fælles rejser og oplevelser, ikke fastlagte rammer og genrekonventioner.”.

Og i forbindelse med coronaepidemiens hærgen i 2020 fik Nebula den idé at sætte to eksperimenterende og improviserende duoer – Yellow Spoon og KALEIIDO – sammen i Aarhus for at skabe en live-session. Og den plade, der skal omtales her, er frugten af dette møde. Og det blev også besluttet, at den live-musik, der opstod skulle transmitteres via The Lot Radio i New York.

Det siger næsten sig selv, at med sådan et koncept – eksperimenterende, improvisatorisk live-musik – så befinder vi os langt uden for mainstream-musikken. Et sted i det musikalske landskab, hvor især jazzen har haft hjemme, men som også er blevet besøgt af rockmusikkens mere progressive dele – tænk fx på Frank Zappa eller Canterbury-grupperne. Og det er et område af det musikalske landskab, som man skal besøge, fordi man gerne vil opleve musik, der ikke lader sig indhegne inden for de velkendte kategorier og genrer. Det er et sted, hvor det handler om frit at genbruge, recycle, elementer af jazz, hip  hop og populærmusik. Grænsesøgende, grænseoverskridende, nysgerrigt, undersøgende og tendentielt ustoppeligt.

Og hvis man er villig til (og det er nødvendigt!) at slå forventninger fra, lade fordommene ligge og åbne sindet for en rejse i lyde og toner, så får man også fuld  udbytte af denne plade, hvor saxofon (Cecilie Strange), guitar (Anna Roemer), tangenter og slagtøj (Rasmus Sitarz og Christoffer Holm Clausen) indgår i et organisk lydtæppe. I seks stykker, der udgør hvert sit lille afgrænsede soniske landskab med særlige stemninger og emotionelle kvaliteter.

The Nebula Session er en sjældenhed på plademarkedet. En gave til dem, der gerne vil ruskes op i og have deres forståelse af, hvad musik er, forstyrret. Det er musik, der i en vis forstand de-konstruerer vores vante forestillinger om, hvad musik er og bør være. Og det er sådan en plade, som man bør unde sig at have i sin samling (i fast form eller som streaming) og som man kan tage på sin afspiller nu og da, når man gerne vil have ørerne og hjernen renset for musikalske forventninger og forudsætninger og nå et vist nulpunkt igen. Hermed anbefalet.

KALEIIDO + Yellow Spoon – The Nebula Session. Ceelebration Records. Udkom digitalt i november 2021 og er nu tilgængelig på vinyl.

 

 

 

Capac anbefaler: Olga Witte – Organ Trio No. 1 + 2

12. februar 2022

Som titlen antyder, så består Olga Wittes nye plade Organ Trio No. 1 + 2 af to afdelinger. Den første Please Crawl Out My Eyelid er fire stykker for noget så usædvanligt som orgel (Olga Witte) og to tromboner (Jens Balder og Jens Kristian Bang). Der lægges ud med det næste 12 minutter lange Andante, der som titlen angiver er i et roligt, nærmest meditativt tempo og noget, der farvet af jazz og klassisk musik uden at være nogen af delene. Derefter går det videre til de gradvist hurtigere Rubato, Prestissimo og Andante Cantabile, hvor de udøvende får friere spil og tempoet stiger uden at det eftertænksomme og meditative forsvinder. Og påvirkningen af fri jazz og klassisk kompositionsmusik er mere markant end i indledningen.

Pladen anden del Carlon Arang udgøres af 7 stykker, der ud over inspirationen fra klassisk og jazz også trækker på balinesisk folkemusik, som Olga Witte har studeret. Her er trombonerne skiftet ud med altsaxofon (Anja Nedremo) og tenorsaxofon (Jacob Danielsen). Og igen er stemningen tilbagelænet og ja meditativ, selv om der er steder, hvor tempoet øges.

De to orgeltriostykker er ikke pop, og heller ikke bare jazz, klassik og balinesisk musik i en legering, men originale musikstykker, der ikke ligner ret meget andet, i hvert fald ikke noget, jeg har hørt før. Og som sådan udgør pladen et musikalsk udspil, der stikker væsentlig af fra den musik, man møder som radiolytter og forbruger af populærmusik i dens bredeste betydning. Det er ikke pop, men krævende musik, der bedst indtages, når man er i det rolige hjørne og måske har behov for at trække sig lidt bort fra verdens voldsomhed og støj. En plade, der passer fint til de stille stunder – hvis man ellers er til orgelmusik. Hermed anbefalet.

Olga Witte. Organ Trio No. 1 + 2. Indspillet i Sankt Lukas Kirke, Aarhus. Eget plademærke.

Musikken kan man lytte til her.

Capac anbefaler: Clara Bryld – Poems of a decade

5. februar 2022

I går udkom Clara Luise Brylds tredje album i eget navn. Poems of a decade – Digte fra et årti – og titlen fortæller ganske klart, hvad der er i vente på pladen. Ti digte/sange, der reflekterer erfaringer fra en forgangent årti. Personlige sange, hvor oplevelser og erfaringer er løftet op på et poetisk og let filosofisk plan. Ja, det slår en – mig i det mindste – at der er en næsten meditativ kvalitet over sangene. Ikke alene teksternes abstrakte karakter, men også musikken og Clara Brylds lette, svævende, klare stemme, der er det helt centrale element på pladen.

Clara Bryld er konservatorieuddannet, og det præger pladen i dens helhed. Inspirationen fra den klassiske musiks univers er til at tage at føle på i kompositionerne, hvor lyden hele tiden leder lytteren hen mod den klassiske musik. Dog i en moderne version, hvor også elementer af jazz udgør et ikke uvæsentligt element af lytteoplevelsen – især i kraft af de tilføljede toner fra trompet, saxofon og klarinet.

Pladen kommer med etiketten “artpop” i sit PR-materiale. Og det er da også rigtigt, at pladen kan opleves som særpræget pop. Men først og fremmest er det en meditativ oplevelse, en rejse i lyd og tekst, som Clara Bryld fører lytteren med på. En rejse, hvor hendes fine, personlige stemme er det store trækplaster og hvor lyden og stemningen er konsistent og som sagt meditativ. Det er som sådan, man skal give Poems of a decade en chance på sin afspiller. En plade, der ikke er metervare, men giver en en særlig oplevelsesmulighed. Hermed anbefalet.

Clara Bryld. Poems of a decade. Produceret af: Clara Bryld. Eget plademærke. Udkom i går. 

Capac anbefaler: The New Investors – Eschatology

29. december 2021

Jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke The New Investors og deres nye album Esxhatology bliver den sidste anbefaling, som CAPAC får afleveret til læserne i år. Og som sådan passer pladen smukt som Hans i Grete til at afrunde 2021, idet det er en virkelig helstøbt plade, der både peger tilbage i tiden og fremad mod nye ukendte horisonter.

The New Investors er i sin kerne en duo, bestående af Søren Tiemroth og Glen Müller (der – har jeg læst mig til – har en fortid i indiebandet Velouur). De betegner selv deres musik som “psykedelisk pop” eller “psych-pop” og som angelisk drømmepop. Og det er bestemt en kategorisering, jeg gerne køber – hvis blot vi sætter en multifarvet streg under “pop”. For selv om det psykedeliske er umiskendeligt, så er skal man ikke forvente den eksperimenterende, heftige psykedelisk rock, som blomstrede i midten af tresserne. Der er snarere tale om psykedelisk i den aftapning, som de sidste par årtier eller sådan, har udgjort en slags renæssance for psychedeliaen i musikken (ingen nævnt, ingen glemt). Altså: psykedelisk pop anno 2021.

Og Tiemroth og Müllers nemme for at skrive stærkt iørefaldende, bløde, drømmeriske psych-sange gør fra første skæring (“New Beginning”) et stort indtryk. De har formået at støbe et sammenhængende album, der imponerer med sin stilistiske konsekvens og sin homogenitet. Den i første sang anslåede drømmeriske, velbehagelige og forførende stemning holder sig stort set intakt hele pladen igennem. Og det vidner om en høj stilistisk bevidsthed og en evne til at gennemføre de ideer og tanker, de har gjort sig om musikken.

Eschatology er et helstøbt album, hvor såvel tekst som musik realiserer den angeliske drømme-psych-pop, der er duoens drømmemål. Og med pladen viderefører The New Investors på sæt og vis de surf-psych-pop-akter, som fx The Beatles og The Beach Boys fik anslået i kølvandet på den amerikanske psykedelia. Eschatology udgør et godt bud på noget af den nye musik, man kunne smide på grammofonen på den forestående nytårsaften (og mange aftener og dage derefter). Hermed varmt anbefalet.

The New Investors. Eschatology. Produceret af: Tiemroth, Müller og Peter Iversen. Gleisenberg Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: The Men – Sesa Rekordo

28. december 2021

Måske skyldes det det famøse kulturelle jerntæppe, der har det med hænge i Øresund mellem Danmark og Sverige, at jeg ikke endnu har fået Lund-kvartetten The Men ind på radaren. Men nu er der så ikke længere nogen undskyldning for ikke at give dem nogle rosende ord med på vejen, for ad ukendte (om)veje er bandet nyeste album – deres sjette! – landet på min min afspiller. Og det med et brag.

For The Men sparker røv, for nu at udtrykke mig i dagligdags jargon. Der er ikke meget Coronaepidemisk nedlukning med mundbind og social distancering over Sesa Rekordos tolv sange. Tværtimod kunne man godt mistænke The Men for at forsøge at kompensere for alle de live-optrædener, det ikke blev til, med en omgang medrivende, ørehængende, -fængende, danseappellerende rockmusik. Rock, der sender tankerne hen på de unge Rolling Stones (ikke mindst i kraft af forsanger Sven Köhlers energiske, frække, ja flabede attack og fraseringslyst), den kølige New Yorker-rock, britisk pubrock og meget mere. Alt sammen kogt sammen til en smagsfuld stuvning, der er krydret med eksotiske ingredienser som theremin, didjeridoo, musette, sitar og mere til. Og alt sammen på en bund af markante guitarer, trommer, tangenter, bas, horn og baggrundsvokaler fra Olof Wallberg og Ola Främby.

Sesa Rekordo er en plade, der bringer mindelser frem om dengang rocken gik i korte bukser og hvor en ny plade kunne bringe en i en tilstand af henrykkelse. For det er det, den gør med sin energi: henrykker lytteren. Og den giver kun en lyst til at grave tilbage i The Mens katalog for at finde ud af, hvilken vej, der har ført hertil. En særdeles vellykket, sprælsk rockplade er det. En oplagt mandelgave, hvis man ikke fik den på plads i juledagene – eller måske en nytårsgave til en du holder af.

The Men. Sesa Rekordo. Produceret af: The Men. TMI (The Men Musical Industries). Udkom d. 11. december

 

 

Capac anbefaler: Gro – Columna

29. november 2021

Hvis vi havde skrevet 1971 og ikke 2021, så ville Julie Møller Christiansen, der bærer kunstnernavnet GRO, måske have siddet i skrædderstilling med den akustiske guitar i sit skød og have sunget sine popsange om parforholdets komplikationer med sin klare, betagende ungpigerøst – .

Men vi befinder os 2021 og dermed langt inde i den digitale tidsalder. Og GROs debutalbum Columna er indiskutabelt et barn af sin tid. Moderne popsange iklædt elektroniske lydflader og -rum, selv om der da dukker lidt analogt strengeleg (guitar, piano…) og vist også, hvis ikke mine gamle ører tager fejl, lidt trommer, op undervejs. Det er computerspillenes og den moderne digitale electronicas store, åbne lydunivers, der udforskes og afsøges i Gros kompositioner. Der er her den digitale tidsånd sætter sig igennem. Men et eller andet sted insisterer popartisten Gro med sine iørefaldende pop-tunes, der daterer sig tilbage til en tid før Gros fødselsattest.

Som en stor appetitlig smørklat snurrer Columna-vinylen rundt på min grammofon og fylder rummet med en moderne nærmest grænseløs popstemning og inviterer lytteren på en rejse i vor tids popunivers. Og det er som sådan, man bør møde Gros fine debut, der rummer løfter om mere lytteværdig pop i fremtiden. Hermed anbefalet.

Gro. Columna. Tekst og musik: Julie Møller Christiansen (med hjælp fra flere venner). Celebration Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Ginne Marker – Ulteria

21. november 2021

Knap to år og en viruspandemi er der gået, siden Ginne Marker debuterede og brød igennem med sit første album For Seasons to Come. Men i april i år fik vi en forsmag på album nr. 2  – der nu er ude med titlen Ulteria – idet singlen Never Golden But Beautiful / Omen blev udsendt som en lovende og forlokkende forsmag på, hvad der var i vente.

Ulteria kalder kunstneren sin nye plade, og ordet forklares på forsiden af det indlagte teksthæfte i pladecoveret – som en afledning af ordene ulterior og euphoria. Og med den dobbelte betydning: 1. “the profound state of truly accepting change” eller på dansk: at have nået den udviklingstilstand, hvor man accepterer livets forandringer; og 2. fugle Phønix i sin aske lige før den bliver genfødt – det mytologiske billede på, at en afslutning også er en begyndelse på noget nyt og andet.

Og den dobbeltbundede titel fortæller også noget om, hvad der faktisk er på spil i Markers tekstunivers. Lad os bare tage et par eksempler. Den første sang “Titans” er en klassisk parforholdsopbrudssang, hvor et par er gået fra hinanden, men i bevidstheden om, at de var gjort af det samme stykke – “We’re pieces pulled, oh baby/ from the same moon” – og rustet til at klare opbruddet: “Meat to be, built to stand this change”. Ulteria. Og i sang nr. 2, kendt fra singleudspillet, “Never Golden but Beautiful”, mediterer Marker over den unge kærligheds skrøbelighed – “Hearts break, when you least want them to” .  En kærlighed, der insisterer, selv om den går i stykker som skrøbeligt glas.

Og Markers tekster beskriver følelsernes ambivalenser og dobbeltbundetheder i et søgende, poetisk sprog, der er tættere på den skrevne poesi end på popteksternes velkendte rimede enkelhed. Så der er god grund til at bruge lidt tid på at læse Markers tekster, for hun har noget på hjerte og vil ikke bare have os til at synge med.

Og Ginne synger sine både poetiske og prosaiske tekster med den stemme, der allerede er blevet påskønnet og fremhævet. En smuk stemme, der har et helt personligt særpræg og udgør et kostbart vandmærke i hendes musik. Og en stemme, der i Aske Jacobys indforståede og lydhøre produktion får tildelt lige netop den fremtrædende plads  – i centrum og svævende over instrumenterne – der tilkommer den.

Stilistisk bevæger Ginne Markers sig stadigvæk inden for de genremæssige rammer, vi mener at kende som folk, singer-songwriter-sangskrivning og high-end pop. Sangene har en overvægt af ballader, og det er da også det stille og eftertænksomme, der passer som fod i hose til Markers ulteria-bundne sangskat.

Arrangementerne passser også smukt til sangene. Ginne Markes fine stemme og hendes  sofistikerede guitarspil blander sig ubesværet med det lyse, lette arrangementer, hvor de andere musikere omfatter hendes udfoldelser med diskretion og lydhørhed, samtidig med at produktionen let lader lytteren opfatte de enkelte instrumenters bidrag til det samlede, imponerende resultat.

Med Ulteria har Ginne Marker lang endnu en alen til den talentmasse, hun lagde frem med debutalbummet. En alen, der kommer af erfaring og kunstnerisk engagement. Ulteria er et af dette musikårs bedste og mest vedkommende udgivelser. Hermed varmt anbefalet.