Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Manden & Den Øde Ø – “Sådan er det jo!”

30. november 2022

De der anførsels- (eller citations-)tegn i pladetitlen er nok ikke tilfældige (med mindre det er PR-foket, der har kvajet sig…). Vi befinder os i det jyske, nærmere bestemt i det nordjyske. Sonny Møller – pladeselskabsdirektør, producer, musiker, sangskriver og meget mere – er en af de efterhånden mange troubadourer, som vi er rige på  – her i “udkants-Danmark”.

En af dem, der med guitaren i sine hænder ikke kan lade være med at synge om den verden, de er rundet af. I Møllers tilfælde Frederikshavn  og omegn – og alle de historier et voksent liv har resulteret i. En af dem, der ikke kommer først i rækken, når de ovre på Djævleøen skal lave spillelister i radioen. Men som har sit trofaste publikum ude på de små mere eller mindre ydmyge spillesteder i det lokale og tilgrænsende områder. Dem, uden hvem det ikke var sjovt, som Møller skriver inde i albummet.

Og der er noget elementært livsbekræftende ved en troubadour som Sonny Møller, der med sin guitar i favnen synger sine sange om “Frederikshavn”, “Træsko på havnen” og forsøget på at danse – med hjælp fra en håndfuld venner på diverse instrumenter. Men basalt er det Sonny, hans stemme og guitaren, det drejer sig om. Og ingen tvivl om det: Sonny Møller har noget på hjerte, selv om han foretrækker at kalde sig Manden & Den Øde Ø.

“Sådant er det jo!” er endnu et fint bidrag til den understrøm af jyske (og – når ret skal være ret – også andre landsdele) troubadourer, der trodser musikindustriens vilkår og insisterer på at fortælle deres historier – af nødvendighed og kærlighed. Hermed varmt anbefalet.

En smagsprøve – Lad os danse

Manden & Den Øde Ø. Sådan er det jo! Produktion: Sonny Møller. Udkom 18. november

Capac anbefaler: Claudia Campagnol – Right Now

27. november 2022

Im strong hed Claudia Campagnols debutalbum, der præsenterede os musikelskere for en usædvanlig kraftig og smuk kvindelig vokal, der fik lov til at udfolde sig rigt facetteret i et musikalsk univers, der især tog sit udspring og inspirationskraft i jazz-rock-fusionsmusikken, som har eksisteret siden halvfjerdserne.

Og nu er Claudia tilbage med albummet Right Now, der tager tråden op fra debuten og indfrier alle de forventninger, som det første album nødvendigvis afsatte hos lytterne. Claudia gav dengang fusionsmusikken en tiltrængt og længe ventet vitaminindsprøjtning med nogle fængende sange og en stemmepragt, der ikke bare er en vokal i forgrunden, men som min salige musiklærer for mange år siden forklarede mig (i en anden kontekst) et instrument blandt instrumenter. Og det er netop det, der – i hvert fald hos – mig springer i ørerne.

Pladen er en kærlighedserklæring til livet – både tekstmæssigt og musikalsk. Og musikalsk mærker man også en mindre, men markant nyorientering hos Campagnol. Jazz-rock-fusionen står stadigvæk som et slidstærkt fundament og varig inspirationsbund for musikken. Men – for eksempel i titelsangen – mærker man en dør åbne sig mod fx den latinamerikanske musik. Jeg kom straks til at tænke på flere af de store sangerinder derned fra og deres bossa nova og samba. Lyt fx også til nummeret “Eya”, hvor inspirationen fra det sydlige også er helt tydeligt. Og det er en helt naturlig åbning, for fusionsjazzen havde også sådanne tilbøjeligheder.

Måske er døren også åbnet mod poppen, sådan forstået, at det nye album har en klar appel til ethvert popøre, selv om musikken er langt mere kompleks end dagens pop og selv om Claudia Compagnols instrument af en stemme overgår langt det meste, som moderne pop kan byde på.

Claudia Campagnol kar skrevet alle sangene og tager sig også af tangenterne på pladen, og så får hun solid støtte af et stærkt hold af musikere, der forstår at give hendes fortrinlige stemme det med- og modspil den fortjener.

Hvis man er til fusionsmusik og stærke kvindestemmer, så er Right Now ikke til at komme uden om. Hermed anbefalet.

Claudia Campagnol. Right Now. Produktion: Peter Sundberg. Giant Sheep Music. 18. November 2022

 

Capac anbefaler: One Eyed Mule – Bird of Passage

27. november 2022

Det var faktisk med One Eyed Mules andet album alt det her musikanbefaling tog sin start helt tilbage i februar 2008. Årene er gået siden dengang, hvor jeg skrev varmt om den plade under min egen rubrik “dansk-americana”. Siden havde jeg fornøjelsen af at give deres fjerde album When tomorrow comes nogle anbefalende ord med på vejen. Og nu sidder jeg så her med bandets sjette album Birds of Passage. 

Konstellationen i bandet har ændret sig lidt, men det er stadigvæk Rasmus Dall (guitar, sang) og Uffe Ipsen (bas, guitar og tangenter) der tager têten og står for sangskrivningen. Rune Højmark er også stadigvæk med (guitar, pedal steel), og Christian Rindorf tager sig af trommer, slagtøj og tangenter og Rasmus Skovgaaard håndterer også guitarer og tangenter. Men forandringerne til trods bevæger det enøjede muldyr sig stadigvæk i det musikalske spor, som det banede på sine første plader.

Udgiverne kalder det folk-rock. Og fint nok med det, hvis vi bare kan blive enige om – i disse kategoriseringsløse tider – at der er tale om en moderne form for rock, som trækker naturligt på de mange rødder, som rocken har. Folk er en af dem, country en anden og så hele den folkelige amerikanske musikkultur, vi betegner americana, og som trækker på hele det folkelige musikalske substrat derovre.

De ti sange på pladen er prægnante små tekststykker, der især gør indtryk i kraft af deres optagethed af stemninger og følelser. Sange om ikke helt at have fundet sig selv og sin plads i verden, men at være i bevægelse som fuglene i titlen, søgende og reflekterende over, hvad der sker. Jeg vil overlade til den opvakte læser at fordybe sig yderligere i teksterne.

Rasnus Dall synger for på sangene og de mange involverede guitarer er markante hele vejen igennem, og det er måske det, der får folk-rock-emblemet til at dukke op. Og det er da også rigtig, at der er dette folkpræg over mange af sangene – uden at jeg af den grund vil skrive under på påstanden om, at det er ‘mere Donovan end Dylan’ (fjerde sang på pladen). Men bag denne folkede forgrund udfolder der sig et musikalsk bagtæpper, hvor alle de benævnte stiltræk gør sig gældende. Så det samlede billede bliver en kompleks hybrid af mange stilarter.

På coveret står en ung mand med ryggen til på en nøgen strand ved sigen af en autocamper. Og måske giver billedet et godt indtryk af tekstuniversets indhold, samtidig med at musikken på pladen fortæller om et band, der for længst har fundet sin musikalske plads i verden og har forfinet sit udtryk i en række sange, der er slidstærke og holdbare uden for den såkaldte mainstreams flygtighed. Der er al mulig god grund til at tage kærligt imod Birds of Passage, hvis man er til moderne rock. Den fortjener sin naturlige plads på pladereolen. Hermed varmt anbefalet.

One Eyed Mule. Birds of Passage. Produktion: Søren Steffensen & One Eyed Mule. Grab Them Records. 25. november 2022.

Capac anbefaler: Uno Soul – Poppy

21. november 2022

Tonen og stemningen på Uno Souls nye plade Poppy anslås med det samme på første skæring, “All it means”. Ringlende, klingende sfæriske guitarklange omsvøber forsanger Rasmus Troels Jøtgensens sang og sender lytteren associativt tilbage gennem den lettere ende af indierocken tilbage til forfædrenes lette guitar- og kærlighedsbårne sange i tresserne og halvfjerdserne.

Og den hjertelige lethed er som et vandmærke på Poppy, og giver lytteren anledning til at tænke at titlen, der – hvis man fordyber sig i ordbøgerne – kan have mangfoldige betydninger, måske bedst fortjener at forstås som et tillægsord dannet af, ja, ordet pop. Altså: Poppet. Og i hvert fald er det netop poppens opdrift, lethed, hjertelighed og livslyst, der gennemlyser albummets ti sange.

Sange, der – selvfølgelig, fristes man til at skrive – tager endnu en tur i kærlighedens uudtømmelige tematik og problematik. på bedste vis vendes og drejes kærlighedens sider og facetter i et sæt sange, der alle aspirerer til at blive hits, i hvert fald på den enkelte lytters personlige playliste, hvis ikke de store radiostationer vågner op og tager dem til sig, hvilket ville være en fejl.

Den garvede Rasmus Troels Jørgensen, der er primus motor i bandet, har flair for at skrive poprock-sange. Og gør det åbenbart ubesværet og med masser af erfaring. Og sammen med Henrik Lysgaard Madsen (guitar, kor), Jeppe Thiesen (bas) og Per Mølgaard Jørgensen (trommer) har Rasmus skabt en snes sange af traditionsbevidst kvalitetsindierock. Sange, der bør kunne falde i enhver rock- og popelskers smag. Så mit råd til jer derude er: Lyt til Uno Soul og Poppy. Hermed varmt anbefalet.

Uno Soul. Poppy. Producer: Lars Lundholm, Black Tornado B&W. Unusual Records.

Capac anbefaler: Gabriel Jacobsen – Restless Heart

15. november 2022

Hvileløse hjerte hedder Gabriel Jacobsens debutalbum. Og den titel – Restless Heart – sætter selvfølgelig en forventning i en garvet lytter som mig om endnu en tur rundt i kærlighedens karrusel, hvor alle følelser kommer i spil – sådan som det ofte er i musikken, der jo netop er et følelsessprog.

Og forventningen opfyldes da også. Men det handler om meget mere end blot kærlighedslivet i tosomhedens mikrokosmos. Rækkevidden anslås i pladens første sang, der måske, måske ikke, handler om det tidspunkt, hvor kærlighedens flamme er brændt ud og spillet er ovre: “I saw the last light blow/Out of your eyes/But I never got the chance/To say goodbye“. En sang, der også på bedste vis anslår stemningen og tonen på denne fine debutplade, med en melodi, der aspirerer en plads på enhver pop- og rockspilleliste. Og som synges af Gabriel med hans rå, maskuline og følsomme stemme på baggrund af et arrangement, der både sender tankerne hen på rå forbilleder som Tom Waits og mange af rockens mandsstemmer og afslører af en markant inspiration fra amerikansk country og americana.

Og i forlængelse af denne efter-forholds-sang kommer der endnu en, der meget præcist, hvad det handler om: After this. Forholdet er slut, kampen er endt, og hvad så?: “Where do we go after this/Is there hope after this/What was the meaning of you and I/After this/ We stayed and we fought/And we broke our hearts/Again”. Hvileløse hjerte, hvor vil du nu hen? Hvem har ikke prøvet det? Og den smertelige erfaring leveres i en tilbagelænet ballade med sprøde guitartoner, pikante tangenttoner og stille vuggende rytmesektion.

Og sådan fortsætter den anslåede tematik og finder en slags grundstemning i titelsangen, hvor det blandt andet hedder: “We will build on restless hearts/ And broken dreams/We will build on restless hearts/And broken dreams/Someday you’ll see“. Kærligheden er ikke for amatører og vil du være med i den leg, så må du lære hjertets hvileløshed at kende som et grundvilkår.

Nogen vil måske indvende, at jo, det har vi hørt før. Og det er da også rigtigt. Men det ændrer ikke ved, at Gabriel Jacobsen sammen med et hold fine musikanter – Thomas Jensen (trommer), Fabian Uth Nielsen (bas), Peter Rix Baj-Jensen (tangenter og kor), Kevin Lindberg Christensen (orgel, harmonika og kor) og Marie Louise Sandorf Uth Jacobsen (kor) – har skabt et meget overbevisende debutalbum, der giver løfter om flere, flotte fremtidige bedrifter og er endnu et vidnesbyrd om, at den amerikanske musikkultur er en uudtømmelig kilde til inspiration og kreativitet uden for hjemlandets grænser. Hermed varmt anbefalet.

Gabriel Jacobsen. Restless Heart. Produceret af: Gabriel Jacobsen. Sandorf Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Vinyl Floor – Funhouse Mirror

4. november 2022

  “We’re coming to town/ we’re a mighty and of illusionists, you see/ take a deep reath and let the sunshine in/ We talk out of turn and we sing you songs of blatant poetry/It’s kind of our destiny”.

Sådan lyder det i titelsangen på Vinyl Floors nye op femte album-udgivelse Funhouse Mirror.. Og selv om sangen handler om et cirkus, så – påstår jeg – handler den også om bandet Vinyl Floor, der inviterer os, lytterne, ind i deres magiske spejlkabinet, hvor teksterne omhandler verden lige nu og hvor teksterne er blatant poetry, der måske her bedst kan oversættes som direkte, skamløs, ærlig poesi. Hverdagens uforfalskede poesi og hverdagens påtrængende virkelighed og i et direkte, ubesmykket hverdagssprog.

Sangene – ialt ti stykker – er skrevet af brødrene Daniel og Thomas Charlie Pedersen, og de to frontfigurer tager sig også på skift af den vokale forgrund og en lang række instrumenter (guitar, tangenter og bas). Og de får god hjælp af Rasmus Brus (bas og guitar), Rob Stoner (bas), Bebe Risenfors (bas, trompet, tuba, trombone, klarinet m. m.) og Christian Ellegaard (violin, viola og cello). Og sammen har de skabt et fint nuanceret og yderst varieret lydlandskab omkring sangene.

Et auditivt landskab, der emmer og dufter langt væk af klassisk pop-rock med solide forankringspunkter i tressernes og halvfjerdsernes rock (og associationerne er mange – lige fra, ja, Beatles til Squeeze og ikke mindst Teenage Fanclub). Og det vil fortrinsvis sige rocksange med velturnerede melodier, der bliver hængende i ørerne og frister til med-syngeri, rockfremdrift og swing. Der er både potente rocksange og mere balladeagtige sange, men alle sammen sidder de lige i skabet som velllykket sangskrivning, som d’herrer Pedersen roligt kan være stolte af og bygge videre på. Vinyl Floor har med deres nye udspil skabt et værk, der både vidner om stor erfaring og som peger frem mod nye og store bedrifter. Hermed varmt anbefalet.

Vinyl Floor. Funhouse Mirror. Produceret af: Emil Isaksson & Vinyl Floor. Karmanian Records. Er udkommet. 

Capac anbefaler: The Oceans – Love above all

3. november 2022

I juni 1967 trådte The Beatles frem på tv-skærmen for mere end 400 millioner tv-seere med sangen “All you need is love” i verdens første globale tv-udsendelse Our World. Og her 55 år senere følger det albumdebuterende danske band The Oceans op med et tilsvarende budskab med titlen Love above all. Dengang som nu handler det ikke bare om kærligheden i tosomhedens mikrokosmos, men om den store kærlighed der binder – eller rettere: burde binde – os alle sammen på kloden. En væsentlig forskel fra dengang er, at det nu, hvor kloden er ramt af en alvorlig klimakrise (plus andre kriser), er vigtigere end nogensinde at reaktualisere Beatles’ gamle budskab.

Og the Oceans, der udgøres af sangskriverne Dan Joe og Linus Valdemar, gennemspiller tematikken over ti fængende pop-rock-sange, hvor forskellige facetter og stadier af kærligheden udfoldes, lige fra den spæde start (In the Beginning) til afskeden (“Tiem To Say Goodbye”). Og selv om man – hvis man skal være i det pendantiske humør – kan siges, at kærlighedstematikken er forslidt og klichébelastet, så handler det jo om, hvordan det gøres – sådan rent musikalsk – og om, at musikken og kærlighedens følelsesdimensioner altid allerede har været intimt forbundne. For nu at accentuere en filosofisk og kognitionsvidenskabelige pointe.

Og den fine og tiltrækkende ved The Oceans debutalbum er netop de musikalske gevanter hele kærlighedshalløjet iklædes. Først og fremmest har de to sangsnedkere skåret ti meget lyttevenlige, indsmigrende og forførende popsange sammen. I nogle arrangementer, der henter en vis inspiration fra moderne indierock (lad os sige fra de seneste to-tre årtier). Arrangementer, der har den fællesnævner, at sangene er markant melodiske, samtidig med at de hviler på en solid bund af kropstiltalende rytmik med inciterende basgange og luftig og løftende trommespil. Dertil kommer elementer af synthesizerflader og velgørende vokalarbejder, hvor de to forsangere Dan og Linus får stor hjælp af henholdvis Marie Fjeldsted og Anders Overgaard. Og fælles for de ti sange er, at de alle ville kunne gøre sig som singleudspil og – hvis der var nogen retfærdighed til (hvad der jo ikke altid er…) – burde kunne gøre sig på såvel hitlister og ikke mindst radiofoniske afspilningslister.

Samlet set har The Oceans lavet et meget overbevisende debutalbum, der burde kunne sikre bandet en solid placering blandt landets førende og bedste nye bands. Hermed varmt anbefalet.

The Oceans. Love Above All. Produceret af: Noah Rosanes og The Oceans. Celebration Records. Er udkommet. 

 

Capac anbefaler: Little Winter – Wonderlost

18. oktober 2022

Wonderlost kalder Little Winter deres debutalbum. Og “wonderlost” er det man er eller føler, når man har alskens muligheder i livet, men bliver ramt af en følelse af fortabthed, rodløshed og meningsløshed. Det kunne være et signalement på mange menneskers oplevelse af den moderne virkelighed, de møder anno 2022. Og for tre år siden kom Little Winter ridende ind på denne weblog som riddere af den store melankoli med en eponym EP, som fik mig til at høre løfter om noget stort, noget større.

Og med Wonderlost indfrier Little Winter disse løfter om noget større. Tiden er gået, og bandet er blevet meget klogere og dygtigere, end de var. Og det kan høres. For det første er de ikke længere bare riddere af melancholia, men er nået et skridt videre i deres samtidsdiagnose. Fordi verden er wonderful, kan man godt føle sig wonderlost. Og denne grundstemning, der navngiver titelsangen på pladen, danner grundlag og klangbund for tolv sange, der sammen udgør et såkaldt concept-album.

“I GUESS IT’S UP TO YOU/ TO DO WHAT YOU WANT TO DO/ YOU MADE IT ON YOUR OWN NOW/ DIG YOU NOT?/ THE POSSIBILITIES/ ARE ENDLESS, DON’T YOU SEE?/ JUST FIND YOURSELV SOME PURPOSE/ EVERYTHING THAT PLEASES:/ IT IS YOURS, JUST REACH FOR IT/”

Sådan lyder anslaget i titelsangen. Jeg skal ikke her udpinde alle teksternes i detaljer, selv om de fortjener at blive læst og forstået, men vil overlade det til læserne at følge det spor, jeg her har angivet. Det lønner sig.

Det pudsige, ja jeg fristes til at sige: det paradoksale, er, at albummets musik på sæt og vis modsiger albummets titel. Der er ingen grund til at være wonderlost, når man formår at skrive, arrangere og spille så gode sange, som dette album byder på. Måske handler det ganske enkelt om den gamle indsigt – at man ikke kan se skoven for bare træer og ikke kan se, hvad der ligger lige foran en. At drengene i Little Winter skal få øjnene op for, at det er musikken, der skal få dem ud af rastløsheden og videre ind i livet med alle dets muligheder. Lettere sagt end gjort. Men alligevel…

For de tolv sange på pladen er fornemme eksempler på, hvad den såkaldte indierock kan levere, når den er bedst. Tolv fuldtonende poprockstykker, der emmer af melodisk kvalitet og er indspillet i yderst opfindsomme, komplekse, varierede arrangementer, hvor bandets fem medlemmer får fin assistance af til lejligheden indhentede musikere som Tue West (sang), Mette Hommel (fløjte m.m.), Marius Paschke(vibrafon), Viktoria Holde Søndergaard (vibrafon), Jakob Elleriis (slagtøj) og Palle Hjort (Hammondorgel). Wonderlost er en aktuel påmindelse om, at Århus-rocken langfra er død og borte, men – i hvert i Little Winters tilfælde – lever i bedste velgående og giver yderligere løfter om store sange og fine albums i fremtiden. Hermed varmt anbefalet.

Little Winter. Wonderlost. Produceret af: Little Winter. Celebration Records. Udkom 30. September

Capac anbefaler: Thorbjørn Risager & The Black Tornado – Navigation Blues

6. oktober 2022

Bluesmanden Robert Johnson solgte i følge skrønerne om ham sin sjæl til djævelen – til gengæld for at kunne få succes som musiker. Og bluesen har fra sin fremkomst altid været splittet mellem livets mørke sider og musikkens vitalitet og livsglæde. Og når Thorbjørn Risager & The Black Tornado kalder deres nye album Navigation Blues, så fortæller titlen og ikke mindst titelsangen lige netop om dette ambivalente syn på det såkaldte liv. Og med tyve år på banen og et hav af koncerter – og en ret så imponerende række album (hvoraf flere er anbefalet her i bloggen), så kan man med en vis ret påstå, at bluesen er blevet en slags livsform for Risager og Co.

Navigation Blues” indleder pladen med en slæbende, akustisk omgang blues, der hurtigt rejser sig som et stykke regulær bluesrock. Mørket har sænket sig over sangerens hoved og tændstikkerne er våde – men der er (for nu at besvare sangerens spørgsmål: “vil denne sorte nat nogensinde ende?”) et lys et sted derude. Og med denne fine bluesrocker slår Risager og Co. bluesstemningen an – og holder fast i den til pladeudløbet.

Alt hvad der behøves for at holde den gående er “a little love”, som Risager synger i “Watch the Sun go down”, albummets andet sang, en up-tempo-ballade, hvor pulsen slår lidt hurtigere og sortsynet holdes i skak. Risager har skrevet alle pladens sange, men får dog hjælp af Black Tornado Bands guitarist m.m. Joachim Svensmark på tre af pladens sange som supplerer det samlede musikalske udtryk med et instrumentalt overskud i kraft af tangenter, glockenspiel m.m.

Ellers er det The Black Tornado Band, der står last og brast med Thorbjørn Risager. Og dette band kan bare deres kram. Det spiller med største indforståelse sangene med en fin ballance mellem det balladeagtige og det guitardominerede rockudtryk. Og som et ekstra krydderi i det bluesrock-maskuline univers får de hjælp udefra af sangerinderne Pia Trøjgaard og Christiana Boelskifte, der på flere sange sørger for at tilføre det rå udtryk feminine nuancer og et større samlet vingefang. Nævnes skal det også, at Ole Kibsgaard – kendt fra tv og Shu-bi-dua – har en finder med både som baggrundssanger (et enkelt nummer) og ikke mindst i vokalarrangementerne, der virkelig er fine.

Jovist, Thørbjørn Risager og Den sorte tornado har gjort det igen. Skabt en overbevisende bluesrockplade, der emmer af indre nødvendighed og kunstnerisk overskud. Og som minder os inkarnerede fans om, at der må være meget mere i vente fra dette fortrinlige band. Hermed vamt anbefalet.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Navigation Blues. Producer: Søren Bøjgaard, Thorbjørn Risager & The Black Tornados, Provoque, Mascot Music Productions & Publishing. Er lige udkommet. 

 

Capac anbefaler: Bo Schiøler & Skavankerne & Venner – På tålt ophold – i en rå tid

1. oktober 2022

På tålt ophold – i en rå tid hedder Bo Schiølers nye dobbeltalbum, der er delt op i to plader, hvor den første bærer undertitlen Kultiske Sange og den anden Episke Sange. Hvor det episke nok giver sig selv, altså fortællende sange, så er der måske en krøllet finte med det kultiske. Jeg vælger at forstå det kultiske sådan, at Schiølers kult er den stadigt voksende flok af jævnaldrende – de gamle, dem hinsides pensionsaldersgrænsen, dem som arbejdsmarkedets finder både for lette og for tunge osv. Kultisk i denne forstand: Et tilhørsforhold, identifikation og afgrænsning. Ikke i nogen decideret religiøs forstand, selv om den religiøse tanke måske ikke er helt væk i Bo Schiølers teksunivers.

Og hvis min forståelse af det kultiske er rigtig, så passer den i hvert fald fint til albumtitlen, der taler om en udsathed på linje med den, der gælder for uheldige fremmede i dette land. På tålt ophold – du får lov til at blive her lidt endnu…

Det med den religiøse tanke dukker måske lidt op i den allerførste sang “Velkommen – endnu et år“, der åbner ballet og anslår den kærligt-kritiske tone, der er et vandmærke i Bo Schiølers sange:

Velkommen – endnu et år
velkommen til åbne sår
hvem ved hva’ dagene bringer
hvem ved hva’ der forestår

Akkompagneret af kun en akustisk guitar inviterer Schiøler os ind i sit sanger-sangskriver-univers, hvor det søde går hånd i hånd med det sure, hvor kærlighed følger ærlig kritik og hvor sangskriveren svinger krabasken over “døgn-fluer”, “halv-sjove” og ikke mindst sig selv. Hvor sorg og ensomhed dulmes lidt med piller og hvor der måske er et lille bitte lys for enden af tunnellen: Velkommen -endnu et år/ hvem ved hva’ der sker/ måske vender du tilbage en dag/ og vælger at blive her. Måske en form for genopstandelse eller genkomst. Og måske er det at stramme den at se noget religiøst i dette ordvalg – måske er det blot udtryk for (sådan vælger jeg at tro, det er) en fundamental håbefuldhed midt i al elendigheden og råheden.

Jeg skal nok afholde mig fra at nærlæse alle teksterne på dette fine album, selv om det ligger lige for, fordi teksterne på prisværdig vis er aftrykt i albummets lille medfølgende hæfte og fordi teksterne er særdeles vigtige i Bo Schiølers sange. Schiøler har noget på hjerte og tanker, han vil ud med, og jeg kan kun på det kraftigste opfordre til at man læser med, når musikken spiller.

Og det gør den igen på smukkeste vis, hvor Skavankerne og seks gæstemusikere sørger for, at der er noget for næsten enhver smag. Her er pop, her er rock, blues, ballader og meget mere. Og det hele er arrangeret og produceret på mest loyale og professionelle vis. Der musiceres så det er en fryd.

Godt nok er sangene kultiske i overfor anførte forstand – sange fra et bestemt udgangspunkt – men de er ikke forbeholdt kulten. Den henvender sig tværtimod til alle, der vil lytte og læse med. Og det kan kun på det varmeste anbefales. Et godt eksempel er sangen “Nord for København“, hvor sangen henvender sig til den yngre “lille godmodige fyr”, der endnu ikke har lagt barndommens rige bag sig og derfor fortjener nogle formanende ord på sin vej “fra moderkagen til ældrebyrden”. En sang om at forskåne den lille fyr for den rå virkelighed, der venter efter barndommen: “Hos os har de altid et helle/ vi var din barndoms sukker/ det sure møder du tids nok/ når slikbutikken lukker”. Og samme formildende tone finder vi for eksempel også i sangen “Mens nattergalen sang“, hvor det midt i mørket hedder: “En nattergal synger/ sig ind i mit hjerte/ la’ os ti’e og bli’e her/hinsides sorg og smerte/læg dit her ved min side/mens døgnet går ned/vi to har intet at sælge/ – vi ejer kun kærlighed”.
Bo Schiøler synger med sin alt andet end slidte stemme. Og som en anden Dylan skruer han sange sammen, der er ligefremme i deres hverdagssprogsnærhed med udviklet sans for gode, virksomme rim og fængslende ord og vendinger. Man mærker, at Bo har været på banen længe og har lært sit metier som sangskriver. De er præcise og sidder lige i skabet – og fænger som gode popsange altid gør.

På tålt ophold viser, at Bo Schiøler (og alle vennerne) ikke er til at komme uden om blandt tidens mange sanger-sangskrivere. Sangene er skrevet af nødvendighed og er sjældent vedkommende i dagens popsangunivers. Og så er dette fine dobbeltalbum en nøgle til Bo Schiølers sangkunst og – hvis man ikke allerede er blevet overbevist – man kan passende starte her, hvis man ikke har Schiølers sange i sin samling. Hermed anbefalet på det varmeste.

Bo Schiøler & Skavankerne & Venner. Tålt ophold – i en rå tid. Produceret af: Torsten Utke. SÅDAN’sk (Sundance Music). Er netop udkommet.

 

Capac anbefaler: Karen Troldborg – 72 (et projekt)

3. september 2022

I september 2017 anbefalede jeg Karen Troldborgs ambitiøse album Over revet langt ude, der er et stykke (med et psykoanalytisk begreb) sorgarbejde. Karen havde mistet sin mor til kræften og reagerede på tabet og sorgen med at forfølge moderens virke som skribent og digter og bearbejde sin sorg på den måde.

Og med sit nye projekt 72 sætter Karen om muligt sit ambitionsniveau lige så højt eller i hvert fald meget højt. Projektet omfatter både en digtsamling og et musikalbum. Og det gennemløbende tema er Karens drømme. Som mange andre har Karen altid drømt meget og været opdaget af det drømmeriske i kunsten.

Titlen 72 er også hentet fra en drøm og er blevet ophævet af kunstneren til en slags æstetisk dogme. Digtene kondenseret i små, haiku-agtige digte på kun 72 anslag. Digte, der – for nu at alludere til psykoanalysen igen – fortætter særlige momenter fra Troldborgs drømme. Man kan vel sige, at kunstneren ikke kaster sig ud i den obligatoriske drømmetydning, men snarere bruger sine drømmes billedverden og emotionelle energi til at skabe nye fortættede billeder. I en vis forstand fortsætte det drømmearbejde, der skabte de første drømme og som i følge Sigmund Freud – psykoanalysens skaber –  selv udgør drømmenes særlige kvalitet. .

Og de i alt ti sange, der udgør projektets musikalske del, er også, med kunstnerens egne ord, “videredigtning” af drømme. Altså yderligere drømmearbejde. Sange, der veksler mellem det hjemlige og genkendelige og til drømmenes “uforståelige” billedsprog. I nogle sange, der også veksler mellem det pop-enkle og melodiøse og det mere avantgardistisk-eksperimenterende. Og Troldborg synger sine tekster med sin gode, lidenskabelige stemme, der hele tiden bestræber sig på at yde teksternes kompleksitet den højeste retfærdighed.

Jeg afholder mig helt fra at fortolke drømmematerialet eller tilskrive det en særlig betydning. For det er op til den enkelte modtager af projektet at skabe sin egen mening med det ambitiøse drømmebearbejdningsprojekt. Og det er som sådan – som et ambitiøst projekt, der udgør et stykke eksperimenterende avantgardekunst, at det skal modtages af læseren og lytteren. Og det er op til den enkelte lytter/læser at få mening ud af rejsen gennem drømmebillederne. Det er så at sige den opgave, Karen Trolborg stiller sit publikum med sit projekt 72.

Og det er også som sådan projektet skal have min anbefaling med på vejen. Det er et projekt, der skiller sig ud i mængden af udgivelser, ved sin insisteren på sin ambitiøse tematik og sin kunstneriske bearbejdning af den. Og hvis man giver det en chance og giver sig hen til Troldborgs drømmearbejde, så er der et udbytte at hente. Hermed anbefalet.

Karen Troldborg. 72. Meritus. Bogen er udkommet og musikken er under udgivelse.

Capac anbefaler: Claus Dencher – You

25. august 2022

Nogle plader anbefaler nærmest sig selv med det samme. Og det gælder for Claus Denchers debut-solo-album You. Og den gør det i kraft af sine umiddelbart, let tilgængelige, ja poppede sange, der som al god pop går lige ind i hovedet og kroppen på en.

Albummet er ellers alvorlig nok. Claus Dencher befinder sig halvvejs på livets landevej, og det giver selvfølgelig anledning til overvejelser og tanker om ‘det satans liv’, som Steffen Brandt kaldte det i en anden sammenhæng. Refleksioner og analyser af, hvad der er sket og sker undervejs. Og det er jo – uden på nogen måde at være en midtvejskriseplade – altid godt stof for sange. Sange om kærligheden, som vi aldrig bliver færdig med, om fortiden på godt og ondt, om at komme overens med den tid og alder, man er i og så videre.

Og sammen med et hold af særdeles kompetente musikere og legekammerater – Palle Hjorth på tangenter, Peter Sund på elguitar ,Peter Dombernowsky på trommer, Henrik Poulsen på bas og Trine Lunau Sund, der  sørger for et smukt kor – har Claus Dencher fået skruet nogle fine arrangementer sammen omkring sine sange, der – som nævnt – har poppens indsmigrende charme og forførelse, samtidig med, at de er fine stykker singer-songwriter-kunst med inspiration fra især den amerikanske tradition inden for folk-rocken.

Ialt otte sange er det blevet til. Alle på engelsk. Og fremført med Claus Denchers gode iørefaldende mandsstemme, der er bedre en gennemsnittet i dansk rock. Og med en lydhør, indforstået opbakning af det nævnte hold, der forstår at give Denchers sange det ekstra, de fortjener og vokser af.

You er sådan et debutalbum, der smager af mere, og som fortjener at stå i pladesamlingen hos enhver, der holder af såvel pop som singer-songwriter-sange. Hermed varmt anbefalet herfra.

Claus Dencher. You. RPM. The Farm Music. Gateway. Er udkommet

Claus Denchers Youtube-kanal

Capac anbefaler: Anne Eltard – Hjemkomst

22. juni 2022

Hjemkomst kalder Anne Eltard sit nye album og straks tænker jeg – hjem til hvad? Og måske gemmer svaret sig i sangen “Hun kommer hjem” (3 på side A), hvor det blandt hedder “hun kommer hjem når freden er sluttet, når børnene ler, når mennesker og grænser er åbne og sanser så kommer hun hjem” (med forbehold for fejlhøring). Men altså en hjemkomst – ikke til et bestemt, afgrænset sted, men derimod og tværtimod til et sted, hvor der åbnes op for noget. Og det kunne meget vel være mod en musikalsk og menneskelig frodighed og frugtbarhed.

For ganske vist bekender Anne Eltard sig på sin fine hjemmeside til ‘den nordiske tone’, men albummet demonstrerer også, at denne grundtone langt fra får lov til at stå alene, men bliver befrugtet og legeret med toner fra vores fælles store verden. Med sin kvartet – bestående af Anne selv (sang og violin), Regin Fuhlendorf (guitar og kor), Nicolai Land (kontra- og ukulelebas og kor) og Anders Pedersen (cajón, slagtøj og kor) – inviteres lytteren ind i et musikalsk univers, der både byder lytteren op til dans, syngen med og intens lytten.

Allerede i den første sang “Hold mig tæt” er vi ude på et imaginært dansegulv. En sang om et kærligt møde vugger forførende af sted med latinamerikansk fornemmelse og Django Reinhardsk jazz-feeling. Og oven i det hele Anne Eltards behagelige, indtagende stemme, der forbilledligt klart og forståeligt fremfører de danske tekster. Og videre går det til “Tal til mig”, hvor kærlighedens problemer melder sig, og et meget mere moderne, nutidigt musikalsk udtryk melder sig med funky tangenter og rockende guitar. Og kvartetten ændrer udbesværet udtryk og får fin hjælp fra andre musikere (Jens Nørremølle, tangenter,  Peter Klitgård, guitar, Channe Nussbaum, kor, Monica Jakobsen, kor og Louise Nipper, kor). Og sang for sang udfolder kvartetten sit brede, fornemme udtryk, der ikke er for fastholdere, men genremæssigt vidt facetteret og fascinerende i sin grundlæggende, medrivende, dansante og lytterorienterede variation.

Anne Eltard har skrevet de fleste numre på pladen. Og her er både poppede sange (som de nævnte) og et enkelt instrumentalnummer (“Halvfem”). Men der er også andre bidragsydere som for eksempel Kai Normann Andersen med sin og Poul Henneingsens “itu, itu i tusinde stykker”, Mogens Dams og Henrik Blichmanns “Den sidste turist i Europa” og Børge og Arvid Møllers klassiske “Glemmer du”. Og med disse bidrag fra den danske sangskat er den nordiske tone i hvert fald sikret, hvis den ikke var det i forvejen (hvilket den er).

Ingen tvivl om det: Anne Eltard og hendes kvartet vil rigtig meget med deres musik – og de kan det hele og mere til. De har slået et stort brød op og er lykkedes med at få det til at hæve og få det bagt godt og grundigt. Hjemkomst  er et særdeles vellykket album, der fortjener stor ros og mange lyttere. Så hvis ikke musikradioen vil spille den, så sørg for at lytte til den digitalt eller på fast medie. Hermed varmt anbefalet.

Anne Eltard. Hjemkomst. Produceret af: Anne Eltard og Jens Nørremølle. Eget plademærke. Er udkommet.

Capac anbefaler: Old Man Blues – Ready for fun

18. juni 2022

Det ligner en gammeldags singleplade, men min grammofon overbeviste mig om, at der nok snarere er tale om en EP eller måske endda en mini-lp. Old Man Blues’ Ready for fun, der består af fire sange, fordel på to sider.

Og måske er tanken om gammeldags singleplader slet ikke så malplaceret. For Ready for fun rummer musik, der gerne fandt vej til 45″-vinylerne i gamle dage. Om projektet Old Man Blues har taget navn fra Duke Ellington ved jeg ikke, men tænker at navnet nok snarere henviser til, at de medvirkende alle har en dåbsattest, der daterer sig tilbage i det tyvende århundrede.

I spidsen står Right Hand Buddy, der har skrevet alle sangene, synger for og bag. Og bag ham find vi Niels Kaarsberg på guitar (og flaskehals) og kor, Favia Couri på guitar, bas, klaver, mellotron og kor go Martin Couri på trommer, slagtøj og kor. Og sammen spiller de en afart af garagerock.

Det er beskidt, svedigt, ukompliceret rock, der flintrer af sted med piskende trommer,  pulserende og undertiden forvrængede guitarer, hamerende piano og dunkende bas. Helt som garagerockens simple æstetik foreskriver. Og tekster svarer nøje til musikkens enkel- og renhed. Det er direkte tekster, der taler uden omsvøb om at have det “sjovt”, dyrke sex uden at blande kærligheden ind i det, om alzheimerens begrænsninger af livsudfoldelsen og om savnet af en rigtig god ven. Tekster, der har karakter af citationer og som befinder sig på umiddelbart hverdagslivsniveau.

Det kan godt være, at det er nogle gamle drenge, der gemmer sig bag projektet Old Man Blues, men attituden er ung – nej, ikke ungdommelig – som i frisk, uforfalsket, hudløs og umiddelbar. Det er musik, der på sæt og vis er tidløs. Den har paralleller tilbage i halvtredserne og de tidligste tressere og kan følges som en rød tråd op gennem rockens historie. Musik, der aldrig går rigtig af mode og som altid vil finde sine tilhængere, fans og  proselytter.

Så hvis man er til ægte garagerock, som vor far, bedstefar og oldefar lavede den, er der god grund til at få fat i denne vinyl til samlingen. Og man kan kun ønske sig, at Right Hand Buddy og hans kammesjukker vil tage sig sammen og lave et stort album med flere ærlige sange. Hermed anbefalet.

Og så skal Old Man Blues have ros for at tilegne en sang – “I miss you” – til musikmennesket Jan Sneum, som vi mistede i 2020. Fin, fin gestus.

Old Man Blues. Ready for fun. Hookfarm . Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Jan Olsen – Spirit Chant

13. juni 2022

Jeg har været så privilegeret at kunne følge Jan Olsen på plade, siden han udsendte et par EP’er og videre til hans debutalbum Secret Love i 2020. Og det har været en fornøjelse hele vejen igennem. For Jan Olsen er en mand, der står ved det, han er rundet af. Som musiker, sangskriver og som repræsentant for mandekønnet.

Jeg tillod mig – med kunstnerens bifaldelse – at kalde debutalbummet ‘en rigtig mandeplade’, fordi den tekstligt, musikalsk og på enhver måde stod ved sin musikalske og menneskelige erfaringsmasse. Og heldigvis er det stadigvæk sådan. Jan Olsen fortsætter ufortrødent i det tydelige spor, han har efterladt sig med de foregående plader. Men en række sange, der oser af den der erfaringsbaggrund, han har.

Ganske vist flirter Jan denne gang – jf. titlen – med det spirituelle, men jeg tror ikke, man skal lægge alt for meget i netop den ting. Således handler det i titelsangen “Spririt Chant” om at besværge sin “blues”, at jage sine dæmoner og spøgelser væk. Men ellers genkender vi det Olsenske maskuline univers med kærlighedens trygge favn og havn (“Here and now forever”), hvilende i sin undertiden eruptive maskulinitet (“I’m a volcano”) og erfaringer fra et levet mandsliv. Og dertil skal lægges en musikalsk garnering, der igen trækker sine veksler på vestlig rock med rødder – ikke kun i rocken, men i europæisk kabaretmusik (Weill og fransk kabaret). Og med Tom Waits som en slags skytsengel eller musikalsk vejleder. Endelig skal det også fremhæves, at Jan har fået indforstået hjælp med teksterne af sin hjerterdame og hustru Susanne Ove, der har været med til at give sangteksterne en ambiguitet, man ellers kun finder i digtekunstens bøger.

Bag sig har Jan Olsen også The Bottletower Band (Peter Sund, gt./sang, Trine Lunau, backingvokal, Palle Hjorth, tangenter, Morten Jørgensen, bas, og Peter Dombernowsky, trommer). Og de sørger ubesværet for at musikken fremstår med den særlige stemningsfuldhed. Og de får oven i købet hjælp af en række gæstemusikere – blæsere og strygere – der giver det hele en særlig dimension og en air af autenticitet.

Alt i alt må man sige, at Jan Olsen kommer helt i land med sit andet album. Den er lige så overbevisende som debutpladen og beviser endnu engang, at han står på sine egne musikalske fødder og har et slidstærkt, personligt projekt, der er langtidsholdbart. Hermed varmt anbefalet.

Jan Olsen. Spirit Chant. Produceret af: Peter Sund. Gateway Music. Er udkommet.