Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: Ahead – Stay Ahead

11. februar 2024

Lækker er det tillægsord, der springer frem i min frontallap under lytningen af Aheads eponyme debutalbum. Selv betegner det kollektive projekt Ahead deres musik som hiphop, jazz, soul og R&B; altså musik med dybe rødder i de afro-amerikanske og karibiske områder af New York, hvor poetisk-rytmisk tale – spoken word, rap – gled sammen med dansemusik- disco, funk osv. – og elementer af tresser- og halvfjerdsersoul og jazz og fandt en musikalsk teknologisk ramme i en blanding af analoge og digitale værktøjer. Men vi – lytterne – behøver ikke at sætte en mærkat eller kategori på den musik, der smyger sig ind og ud af ørerne, men kan bare lade os stille og roligt forføre og føre steder hen, hvor vi ikke har været før – som  lyttere.

Musikken er et kollektivt projekt, som sagt, og det fremgår af pladecoveret at tanken er endnu mere radikal og musikken er ‘udviklet…for at blive spillet live med forskellige kunstnere i mange forskellige versioner’. Og her afslører Ahead sit udspring i hip-hoppens kulturellle kontekst, hvor samfundskritik og håndfaste meninger gik hånd i hånd med musik til fødder og krop. Og af coveret fremgår det da også, at pladen indeholder ‘explicit content‘, alt ord og emner, som man i hip-hoppens hjemland ikke egner sig for umodne ører. Der rappes igennem af de medvirkende kunstnere i en lind ordflom (positivt ment), som man skal være mere end hip-hop-trænet for at få alle detaljer med. Men med nogle gennemlytninger begynder det at hjælpe gevaldigt på det.

Albummet består af ialt otte numre, men de kunne sagtens fremstå som otte aspekter af samme musikalske univers. Og det er her det med “lækker” kommer ind. For musikken på denne plade er gennemført lækker og minder et gammelt pop-øre som mit om det man engang kaldte easy listening. Det kunne selvfølgelig misforstås derhen, at der er tale om bedaget galt kantløs musak og elevatormusik, men det er langt fra tilfældet. Snarere er der tale om den form for lækkerhed, man har mødt i soul- og jazzmusikken, hvor lette,svingende rytmer – her håndteret fornemt a Mathias Fischer (trommer), Sebastian almind (bas) danner en forfinet, blød basis for et lag af melodiøs lydlandskab, her skabt af Rune Lak (Sound design) og Andreas Bergholt (tangenter, synthezisers, sampling m.m.).

Jeg kan kun anbefale, at man giver Ahead en chance, hvis man i forvejen er til hip-hop eller som overtegnede er relativt ny publikummer til hip-hop og deslige. Det er et særdeles vellykket album Ahead har fået skabt og det nærmest råber på at få flere opfølgende albums, så man som lytter får en chance for at høre, hvor det hele bevæger sig hen. Stay Ahead er et album du kan spille i alle døgnets fireogtyve timer og uanset, hvilket humør du er i. For når du først har fået pickuppen ned i rillen, skal humøret nok blive godt. Giv Ahead en chance på din afspiller og ude på de mange musiksteder i landet. Hermed varmt anbefalet fra capac.

Ahead. Ahead. Producer: Rune Lak. Blik Flak. Nordsø Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Peter Rosendal – Vejviser

23. december 2023

Den stadigt tiltagende og forværrede klimakrise gør os igen og igen opmærksom på, at menneskeheden som art i alt for mange år har levet i en ubalance med naturen – omkring os og i os for vi er en del af naturen, selv om vi ofte foretrækker at tænke det anderledes. Og klimakrisen minder os til stadighed om, at vi – hvis menneske-arten skal overleve på længere sigt på kloden – skal finde en balance i naturen, hvor vi ikke bare udbytter og udnytter naturen omkring os til vores formål, men finder nye måder at omgås naturen og udveksle med den. Det er udfordringen og opgaven, hvis vi skal have en fremtid.

Og med en lidt frisk fortolkning, kan man (jeg!) påstå, at komponisten og musikeren Peter Rosendals nye album Vejviser er en musikalsk vejviser til, hvordan man kan omgås den anden natur (den uden for os) på en musikalsk måde, der ikke belaster, hverken naturen udenfor eller os selv.

Med udgangspunkt i ni natur-lokaliteter i Danmark – f. eks.  Almindsø, komponistens egen have, klokkefrøstien, Kongeegen, Skibsted Fjord og Mols Bjerge – har Peter Rosendal ladet sanseindtrykkene inspirere til ni musikstykker, der lader sanseindtrykkene indgå på lige fod med den musik, komponisten frembringer på sine klaverer og andre tangentinstrumenter og som venner, som fx Palle Mikkelborg på trompet, Nancy Harms vokal, Graig Earle bas og Cecilie Strange tenorsaksofon, supplerer. Det er en form for avant-garde-musik med anstrøg af jazz og visesang. Det er musik, der ligger langt fra musikkens alfarvej i grænselandet til spirituel musik, modrene kompositionsmusik, progressiv rock og meget mere. Musik, der er anderledes  og mere krævende end det meste populærmusik, vi møder nutildags. Men også musik, der i kraft af sit engagement og åbenhed er en gave til enhver musikelsker og -lytter. Ni vej-visere til, hvordan vi hver især kan blive inspireret af den natur, der omgiver os, uden at ødelægge den på nogen måde. Det er slet og ret velgørende at lytte til Peter Rosendals avant-gardistiske møde med naturen på de udsøgte steder; og jeg kan kun anbefale, at man lytter med – for at udvide sin egen musikalske horisont, øge sin egen bevidsthed om naturen derude og udfordre sine indgroede musikvaner. Hermed helhjertet anbefalet.

 

Peter Rosendal. Vejviser. Produktion: Peter Rosendal og Mads B.B. Krog Mossin. Creative Cph. Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Mari – Making Peace with Uncertainty

23. december 2023

Spleen kaldte man engang den sindstilstand, som medierne i dag  med forkærlighed vil tilskrive vor tids unge, dem i tyverne. Blandingen af den allestedsnærværende og nærmestk kulturdefinerende melankoli, det mere eller mindre tunge tungsind, blaserthed, kedsomhed, livslede og tristhed, gnavenhed, irritabilitet; sådan som de store ordbøger forklarer den nærmest kropskemiske tilstand. Om så vor tids ungdom er mere spleen-udmærket end tidligere generationer; det kan jeg godt være endog meget i tvivl om og hælder nok mest mod den opfattelse, at det at være ung og skulle finde sin plads og vej i tilværelsen og verden nok altid (?) har været behæftet med følelser af den slags, der kendetegner denne spleen. Med den tilføjelse, at vor tids unge blot er endnu mere i de sensations- og emotionshungrende mediers søgelys og greb end tidligere generationer har været.

Hvorom alting er, så bliver hele dette følelsesregister skubbet den pladedebuterende unge sangskriver, sanger og musiker Mari – Linda Mari Josefsen, som hendes fulde borgerlige navn er – i skoene som led i markedsføring og reception. Det er tidsånden, der sætter sig igennem.

Og – ret skal være ret – pladetitlen Making Peace with Uncertainty retfærdiggør et stykke ad vejen, at man fokuserer på Mari spleen. Og der er bestemt følelser på spil i de ialt 11 sange, der udgør albummet to pladesider. Det ville føre for vidt at forsøge at udfolde alle de emotionelle aspekter, som teksterne beskriver, så derfor vil jeg nøjes med et enkelt nedslag – i den sang, der giver titel til pladen og som rummer en åbning mod håb, fred, forsoning i forhold til det beskrevne sindelag:

Uncertainty
I’ve made my peace
with uncertainty
it doesn’t mean
I live aimlessly
sertraline
and your serenity
had me thinking
we had the remedy
‘cause you and I know at the end of day
we could never win, but hope is a discipline
I just wanted you to really see me
the love we share is the essence of being
embodied
but you got away from all of this, didn’t you?
left me here hanging by myself
you said one day the death will come to your rescue
I wonder if you still feel the same
like I do
I saw you
you seemed renewed
said you quit the pills
and was running off the mill
my long lost friend
stuck at the dead end
spilling your crucial thoughts
that you ignored
but you and I know at the end of day
we could never win, but hope is a discipline
I just wanted you to really see me
the love we share is the essence of being
embodied
but you got away from all of this, didn’t you?
left me here hanging by myself
you said one day the death will come to your rescue
I wonder if you still feel the same
like I do

Midt i al melankolien og tristessen mærker man et spirende håb og lyset fra en vej ud af elendigheden. Og denne dobbelthed accentueres og forstærkes af musikken på albummet. Det er sange, der i deres udtryk ligger langt fra poppens behagesyge og strygen-os-med-hårene; indierock-sange, der er vævet af mørke toner og et nordisk mismod; og som befinder sig i  tilsvarende  arrangementer, der danner den fineste klangbund for Mari i sig selv lidt mørke og ekspressive stemme. Arrangementer, der har en forkærlighed for instrumenter, der betoner og iscenesætter det emotionelle – fx bas-klarinet, melotron, cello, viola, kalimba m. fl. Men som ikke kan forhindre, at musikkens opdrift og livsbekræftende energi sætter sig igennem – på trods og i kraft af musikkens væsen kunne man fristes til at sige.

Mari kommer fra Mors, og hendes debutalbum er på alle måder en meget overbevisende debut. Et tidsdokument, et vidnesbyrd om tidsåndens let depressive tilbøjelighed, men også et lysende tegn på, at det ikke skal eller vil blive ved med at være sådan. Og som begejstret lytter kan jeg kun se frem til de kommende plader, der vil komme fra den unge morsing i de kommende år. Jeg er sikker på, at der vil komme mere og andre boller på den musikalske suppe i fremtiden. Hermed varmt anbefalet på en kold juledag.

 

Mari. Making Peace with Uncertainty. Produktion: Albert Finnbogason, Celebration Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Astrid Cordes – Hurry up and kiss me while the baby’s still asleep

22. december 2023

“Jeg har valgt, ikke at skrive alle sangene på forhånd, fordi jeg havde lyst til at give udgivelsen en dokumentarisk karakter, og forhåbentlig lade den stå mere rå og ærlig. Jeg tænker ofte mit musikervirke, som om jeg er fotograf med et polaroidkamera. Jeg ser mine numre som øjebliksbilleder af hvor jeg befinder mig i verden og i mit indre liv. På ‘Kiss Me’ havde jeg dog sat mig det dogme at alle sange skulle være kærlighedssange.” (Astrid Cordes)

Sådan karakterisere sangskriver, sangerinde og musiker Astrid Cordes sit projekt, der begyndte som singleudspil og tre på hinanden følgende EP-udgivelser, hvor kunstneren ville omsætte den identitets- og livsforandrende oplevelse, det er at blive mor. Fra undfangelsen til tiden efter fødslen. En begivenhed, der forandrer alle involveredes liv – på godt og på ondt – og som alene af den grund er værd at blive omsat til kunst. Selv om det ikke er så ofte, det er sket, så vidt jeg kan huske…

Projektet er nu resulteret i et dobbelt-album med hele fjorten sange. Sange,  der hver især tematiserer og beskriver følelsesmæssige situationer. Lige fra den begyndende tosomhed i sangen “Good time” om pigen, der lader sig rive med ved en fest over den spirende kærlighedshistorie i “Male Lead”, hvor virkelighedens kalden må vige for forførelsens moment, over oplevelsen af det spirende liv inde i kroppen, hvor rystelsen af krop og identitet for alvor sætter igennem. Og så videre. Jeg vil – med udelt fornøjelse – overlade til lytteren at følge med i Cordes’ fint sansede, subjektive rejse frem mod den nye fase af livet, hvor moderskabet er en realitet med alt, hvad det indbefatter. Og det kan kun anbefales, at man – uansset køn – tager rejsen med, for Cordes kommer rundt omkring mange aspekter af den følelsesmæssige rutsjetur, det er at blive forælder og mor, rykke en generation frem og få ansvar for et andet liv, der er lige så skrøbeligt og stærkt som ens eget.

Og rejsen bliver kun så meget desto bedre som de musikalske gevanter, som sangskriveren og hendes hjælpere har iklædt teksterne ,, løfter hele projektet op over middelmådighedens vande. Astrid Cordes, der har skrevet alle sangene – dog med hjælp fra andre på flere af sangene – Rezwan Farmi, Lucy Schröder, Hagen Paul Hoffschmidt, Martin Helmundt Bastiansen, Jule Pankoke, Alex Kwast, ogRaphael Tschermuth – har formået at omsætte sine emotionelle momenter til fjorten velgørende, forførende og langtidsholdbare sange. Og de er iscenesat i moderne indie-rock-kontekst med klar popfornemmelse. Godt og lydhørt produceret af Jacob Brøndlund, der også medvirker som musiker på en lang række instrumenter. Indierock fra øverste hylde og af fineste kvalitet, der er med til at gøre dette album til en af kandidaterne til årets danske rockalbum. Det er forståeligt nok, at Astrid Cordes’ sange længe har været på diverse afspilningslister (bl. a. på DR), for der er tale om alt andet en døgnfluer. Hermed varmt anbefalet.

Astrid Cordes. Hurry up and kiss med while the baby’s still asleep. Produktion: Jakob Brøndlund. Celebration Records. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Danni Ian – Salt King

19. december 2023

Verden er af lave, sagde min far nu og da. Og tilføjede så: Og det har den altid været. Jeg kom i tanker om min savnede fars ord, da jeg satte Denni Ians album Salt King på pladeafspilleren. For Ians tekster drejer sig i høj grad om, hvordan verden af i dag er af lave. Kloden, der lider under menneskehedens uhæmmede, grænseløse og hensynsløse udnyttelse og udbytning af dens ressourcer. Og menneskeligt, subjektivt, individuelt om vor tids ungdoms udsathed og noksom bekendte sårbarhed, der genererer overskrifter i medierne og er på den politiske dagsorden. Og på den led er Denni Ian i pagt med sin tid og korresponderer med andre nye sanger-sangskrivere, der i disse år udsender musik. Og heldigvis er alle Ians tekster aftryk på et stort tekstark inde i coveret, så man kan fordybe sig i de inderlige og uadrettede tekster. Det vil jeg dog undlade i denne lille omtale.

Musikalsk repræsenterer Denni Ian en særlig blanding af traditionsforankret folk(e)-sanger-sangskriver-kunst – med en Leonard Cohen som et naturligt pejlemærke (selv om lighedspunkterne indskrænker sig til den alvorlige tone, den poetiske ekspressionisme og den udpræget akustiske musiceren). Og så er musikken også farvet af post-punkens dyrkelse af melankolien, mørket og tristessen.

Desværre fremgår det ikke af coverinformationerne, hvem der yder solisten fin musikalsk støtte. Man skal have fat i PR-materialet for at få navn på de medvirkende: Denni Ian – vocals, acoustic & electric guitar, bass, synthesizer, violin, piano, harmonica, flute, accordion, percussion, wurlitzer.
Oliver Lyngkilde – piano, organ, electric guitar ( 1+2+6), Mau Lindow – vocals, backing vocals (1+2+6+7+9) Christian Johansen – drums, electric guiar, synthesizer, backing vocals (1+2+3+4+6+7+9+10). Men givet er det, at vi har at gøre med ialt ti fine sange med Denni Ian i forgrunden som den foredragende sangfortolker, iscenesat i et musikalsk miljø, hvor et akustisk udtryk med forkærlighed for den akustiske guitar, sprøde, diskrete trommer og en fin feminin vokal, der yder et smukt kontrakpunktisk modspil til Ians alvorlige mandsstemme. Arrangementerne er meget homogene og – i bedste forstand – ensartede i deres udtryk. Ti sange, der alle og hver især har en umiddelbart appel til den lytter, der sætter pris på musik i den melankolske ende af folk-post-punk-genrerne. Det er et album, der fortjener at finde mange lyttere med smag for poetisk alvor og iørefaldende folk(e)sange. Hermed varmt anbefalet på en kølig decemberdag.

Denni Ian. Salt King. Produktion: Christian Johansen og Denni Ian. Celebration Records. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Vincent Ryder – The End of the World on TV

6. november 2023

Generationerne, der er børn af det nye årtusinde, Greta Thunbergs jævnaldrende eller hvordan man end vil betegne de unge, der er vokset om de seneste totre årtier, er for alvor ved at markere sig i offentligheden. Ikke kun som generationer, hvis identitet er præget af, at vi lever med truslen om en apokalyptisk klimakrise, men også trusler om et atomart ragnarok. På den politiske scene har disse unge mennesker for længst markeret sig i diverse bevægelser, der taler og ikke mindst handler i protest mod de vokne generationers manglende handling over for de klimakatastrofer, der er begyndt at melde deres ankomst. Men også i kunsten begynder disse generationer at markere sig.
Et aktuelt eksempel er Vincent Ryder, der debuterer med albummet The End of the World on TV, hvor han netop sætter ord på bevidstheden om den apokalyse, hvis komme vi næsten dagligt får små og store varsler om. Og helt i pagt med sine samtidige sætter Vincent Ryder ubesmykkede ord på sin ængstelse og bekymring for det, der vil ske. Vil ske, ikke kan ske, for Ryder er ikke i tvivl om, at civilisationen står ved afgrundens rand. Lige som han heller ikke er i tvivl om sin generations “sårbarhed”, der også er en effekt af den globale situation.
Et udmærket eksempel fra teksterne er titelsangen “The End of the World on TV”, hvor det bl.a. hedder:

But I don’t want to party
I just want to see
What everyone is trying to forget
The end of the world on TV

Medens de andre fester, skændes om musikken på playlisten og alkoholen i køleskabet, følger tekstens subjekt i tv’s løbende rapportering om verdens undergang. Der anslås en stemning af undergang og fortabelse, og der er kun få spor af håb og lys i teksternes dystopiske syn på verden. Og på den led er teksterne helt i tråd med fx Greta Thunbergs konstante holden ved det dystopiske perspektiv.
Det er ungdommens privilegium, ret og pligt at sige tingene som de er. Lige ud og uden omsvøb. Og man skal være en gammel Jeronimus af værste skuffe, hvis man ville beklage sig over dette forhold. Vincent Ryder lægger ikke fingre imellem, og det er ganske befriende, at han ikke lader sine tekster drukne i floromvundne ord og bortforklaringer. Han taler fra hjertet, og sådan skal det være. På den måde kan han godt minde om sine bedsteforældres og forældres generationer, da de var på samme alder.

Hvis man vil lede efter lys og varme i Vincent Ryders univers, så skal man nok finde den i musikken. Ordene lader ikke meget håb til overs; men musikken er fuld af opdrift og varme. Ja, med en capacsk floskel kan man sige, at musikkens i al dens kompleksitet udgør en kontrapunktisk dimension til det dystopiske og apokalytiske verdenssyn på pladen.
Vincent, der synger med en fin, blød stemme, henter sine musikalske inspirationer mange steder fra. Poppens med dens melodiske appel og evne til at formilde alt er central på pladen; men mange andre lag gør sig gældende, lige fra en rød tråd fra den mere tilgængelige del af art- og post-rocken, over årtiers balladetradition til moderne digitale lydflader. I det hele taget er det ganske imponerende, hvordan den unge kunstner smeder sine sange sammen med nærmest eklektisk brug af det sidste halve århundredes populærmusik. Og samlet set betyder det, at vi står med et endog meget varieret album, der giver store og gode løfter om den musik, der i fremtiden vil komme fra den kant. Så jeg kan kun varmt anbefalet dette debutalbum til alle med kærlighed til musik og klimakriseforstoppelse.

 

Vincent Ryder. The End of the World on TV. Produceret af: Aske Jacoby. Giant Birch Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Morten Skou Andersen & de mennesker han normalt sammenligner sig med – Forældrelandssange

6. november 2023

Vi skal tilbage til 2018 for at finde den forrige plade fra Morten Skou Andersen & de mennesker han sammenligner sig med. Boligindretning hedder den, og dengang valgte jeg at betegne musikken “moderne danskpop”; dog med det forbehold, at Andensens tekstunivers ligger et helt andet sted end den danskpop, vi kender. Nemlig i en ende, hvor den kritiske tænkning har sine rødder.

Og med deres nye plade, der bærer titlen Forældrelandssange fortsætter de med moderne dansk pop med tekster, der kræver at lytteren slår lyttelapperne ud og giver sig selv noget at tænke over. Forældrelandssange hedder pladen og det er en slags versionering af “fædrelandssange”. Og med dette lille tvist lægger tekstforfatter Andersen en kærligt-kritisk distance til netop genren forældrelandssange, der jo har som primær funktion af besynge vort lille land i ord og toner, der bestemt ikke sætter spørgsmålstegn ved noget som helst. Tænk blot på den rituelle klaphat-afsyngelse af
“Det er et yndigt land” ved store kampe i hånd- og fodbold…

Og Andersen tager ikke blidt på vort samfund. Tværtom gør han – med rødder i fortiden – op med det samfund, vi befinder os i i disse år. Jeg vil ikke gennemgå alle teksterne. De er prisværdigt og brugervenligt aftryk på et stor tekstark i coveret, så enhver kan følge med i forfatterens finurlige og kritiske ord. Og det er der al muligt god grund til at gøre.

Jeg vil nøjes med at inddrage en sang; nemlig den lange sang “mortens tidsrejse”, der på fineste måde indkredser pladens kritiske projekt. For sangen rejse er en rejse tilbage til rødderne for de “værdier”, der udgør den “Danmarkskanon”, som Venstre-politikeren Bertel Haarder og kulturminister Mette Bock på vegne af deres borgerlige regering fik stykket sammen med hjælp fra en undersøgelse blandt danskerne. Og Morten Andersens rejse besøger “værdi” for “værdi” i deres historiske oprindelse for på næsten ideologi-kritisk vis at afsløre deres falskhed og forlorenhed. Et par eksempler.

“Og så er Morten et sted nær Gallehus
engang i 400-årene,
hvor han taler med Lægæst, og
især om guldhornsindskriftens sprog.
Dansk, svarer han – alle sprog –
er som et digt uden start og facit.
Afsmitning, kopi og lån,
det er, hvad der har skabt dit dansk ud af mit.”

Det gælder “værdien” “det danske sprog”, der ikke – som kanonen vil have os til at tro – har nogen isoleret, autonom værdi, men – som så meget andet – er blevet til gennem en lang historisk udvikling.
Og Morten Andersens eget sprogbrug er såmænd også et godt eksempel på, at vort sprog har taget farve fra en historisk udvikling. Med sit ordvalg og sine sætningsdannelser kommer man ( i hvert fald med min danskfaglige baggrund) i tanker om sprogtonen i gamle danske folkeviser, men også i nutidens fortællekunst.
Et andet eksempel. “Værdien” “lighed for loven” får med den kritiske krabask:

Fællessalen ved Rigsdagsåbningen,
1945, niende maj.
Buhl laver ordet „forræder” om,
og Morten får Christmas Møllers dom:
Lighed for loven gør
ingen retsstat af en regering,
før den dag, da lighed kan
give medier og folkestemning næring.

Næh, Morten Skou Andersen er ikke bleg for at punktere vor tids selvforståelse og -forherligelse, afmy(s)tificere vores virkelighedsopfattelse og trække det hele ind i den historiske proces, vi er et foreløbigt resultat af:

vejen ind i fremtiden kender kun
det menneske, der selv rejser i historien.

Og det er kun godt, at der er sangsmede som Morten Skou Andersen, som ikke stiller sig tilfreds med at besynge vores virkelighed, men insisterer på at tage det hele under kritisk behandling.
Og det sker med en god snes sange, der er melodiske og har et folkrock-præg. Dansk-pop-rock med personlighed og en stil, der kan kaldes særpræget og unik.
Hvis man er til dansk-pop-rock med tekst-kant og personlig sanger-sangskriver-tone, så er der god grund til at lytte til albummet “Forældrelandssange” og håbe på, at Morten og hans musikalske venner vil fortsætte ad den sti fremover. Hermed anbefalet.

Morten Skou Andersen & de mennesker han normal sammenligner sig med. Forældrelandssange. Produktion: Morten Skou Andersen m.fl. Eget plademærke. Er udkommet

Capac anbefaler: Attermann

24. oktober 2023

Crooner-sangkunst møder moderne rock. Så ordknapt kan man karakterisere sangeren og bassisten Lars Attermanns nye eponyme udspil. Vi kender allerede Attermann her i bloggen fra hans dansksprogede debut Linjer sagt i regn, der udkom tilbage i 2009 og varslede et nyt spændende solist-talent på den danske musikscene. Noget så usædvanligt som en bas-sanger, der croonede og gjorde det på sit modersmål.

Dengang hæftede jeg mig ved, at Attermann i sit tekstunivers besang den tidstypiske melankoli. Og denne strømning fortsætter Attermann på den nye plade, der dog har forladt modersmålet og udfolder sig på engelsk.

Pladen er blevet til i tæt samarbejde med Knut Haavik, der har bistået såvel produktion som øvrigt musikalsk samarbejde. Og det har resulteret i et inciterende album, hvor Attermann kommenterer klodens og det enkelte menneskes situation i melankolske toner, der dog modsiges af en næsten obligatorisk livsglæde og håbefuldhed. På den led følger Attermann tidsånden med sin musik.
Musikken er præget af melodisk lette sange, der er indlejret i musikalske rammer, der oser af moderne (post)rock-toner med såvel stotle guitarer som digitale lydflader. Og så er der noget filmisk og dramatisk over sangene og deres arrangementer, hvilket passer utroligt fint til Attermanns i forvejen imposante bas, der på bedste crooner-vis fører lytteren gennem de elleve sange.

Attermann er et album, der til fulde lever op til de løfter, som allerede debutalbummet gav om musik, der ikke ligner ret meget i vores del af verden, og som fortjener et stort publikum af såvel unge som ældre lyttere med smag for musik, der ikke bare behager de første forventninger. Hermed varmt anbefalet.

Lars Attermann. Attermann. Producer: Knut Haavik. Fjellskabet. Er udkommet.

Capac anbefaler: Helle Hansen – Watershed

17. oktober 2023

Watershed hedder Helle Hansens nye album. Og “watershed” betyder i direkte betydning “vandskel”, medens det i overført betydning betegner et vendepunkt; et sted, hvor tingene, al ting, revideres, hvor posen rystes godt og grundigt og en ny start er ikke kun nødvendig, men også uomgængelig. Sådanne ‘watersheds’ møder vi alle før eller siden på vores rejse gennem livet.

Og med den titel genkender vi Helle Hansen, der har en forkærlighed for at fortælle om livet i al dets kompleksitet med den fornødne alvor, det krævede mod og viljen til at sætte sig igennem i ord og musik.

I sangen, der leverer albumtitel, “Watershed Moment” hedder det: “And a watershed moment appears/ A watershed moment apperars/ With everything to loose/How do ou choose?/ You can’t afford to fall/ When you’re in for the long haul“. Og de sidste to små sætninger fortæller os, at godt nok rammes vi alle af vendepunkter, hvor det hele skrider, hvor vi står i vand til halsen, hvor alt ser håbløst og perspektivløst ud, men hvis vi er overlevere, vil livet i al dets uforudsigelighed og overvældende intensitet, så skal du nok holde dig oprejst og fortsætte med rank ryg.

Som jeg tidligere har været inde på, så er Helle Hanasen ikke for fastholdere. Hun dyrker ikke poppens ligefremhed og forudsigelighed, men er kunstner med stort “k”. Det er en kunstnerisk bearbejdelse af virkeligheden, hun byder os – lyttere og tekstlæsere – på, når vi bevæger os ind i hendes univers. Jeg skal ikke grave mig gennem alle de tolv tekster, men vil opfordre lytteren til at gøre det for at få den fulde oplevelse af det komplekse, ambivalente, konfligerende univers, der er hendes og som hun trods alt forliger sig med på fineste vis.

Og musikalsk fortsætter Helle Hansen sin vane med at blande genrer og stilarter til en sublim blanding af jazz, rock, world music og meget mere. Og sammen med et fint hold af musikere og backing-sangere forstår hun at itonesætte sine sammensatte og krævende sange sådan, at musikken formilder ethvert tilløb til melankoli og tager vægten fra de tungeste følelser og tanker. Jovist, musikken sejrer i sidste ende i Helle Hansens kamp med livet. Og det kan vi som lyttere kun glæde os over. Så tag vel mod Helle Hansens nye fine album, der er en sjældenhed i dansk sammenhæng og fortjener mange lyttere.

Helle Hansen. Watershed. Producer: Helle Hansen. Gateway Music. Er lige udkommet.

Capac anbefaler: Bo Schiøler & Venner – Spillemandens grænsepost Sange om mod i den 3. alder

8. oktober 2023

Lige så forudsigeligt som efterårets komme (hvis vi tør glemme klimakrisens konstante kradsen bare et øjeblik), bladenes mørknen og falden fra træerne, lysets forandring og mørkets snigende kommen – ja, med tilsvarende forudsigelighed er Bo Schiølers nye album Spillemandens grænsepost landet i min favn; sådan som det er sket de sidste fem-seks år. Og med samme glæde og forventningshob kaster jeg mig da over det nye barn, som Bo selv kalder sit projekt med vennerne.

“Væk mig – fra de døde

gi’ mig et kærligt los

la’ de grønne blade blive røde

for efteråret – ja efteråret – er over os”

Og igen er tematikken den såkaldte “tredje alder”, det kapitel af livet, hvor livets timeglas indeholder mindre fint sand, end det engang gjorde, men hvor livsappetitten og -intensiteten ikke er blevet mindre, snarere tværtimod. Den aldrende troubadour følger med et skævt smil sin egen læges gode råd om at have en “hobby” og lader strømmen af sange flyde gennem sin gamle hjerne og krop og videre ud til alle, der gider lytte til musikken og de mange ord, der kommer ud af Bo og vennernes anstrengelser.

Albummets titel er inspireret af en gammel, nu afdød, spillemand – Find – fra Jegindø, der får lov til at pryde albummets forside. Og som var øens autodidakte spillemand, en ildelugtende særling med sin egen ustemte violin og lige så ustemte stemme sang gamle sange med en egen skønhed. Et udskud, u(gle)set menneske på kanten af et lille samfund, hvor kun få lukkede ham ind i sit hjem og sit hjerte. En slags rollemodel for den moderne troubadour Bo Schiøler, der hverken lugter fælt eller synger grimt og har mange nye sange på sit repertoire.

Og som ofte før er anslaget de unge år. I en lille intro fortæller Bo om sin barndom og ungdom med uendelig leg og ungdommelig angst, drømmeri og erfaringsdannelse. Og om den aldrende mands erfaring af, at “intet går som oraklet spår/ man vokser op og tiden går/ så dette er sange – de sange som kom/ nu ved du p ræcis – hvad de handler om”. Nemlig et levet liv på godt og ondt. Og så følger en perlerække af sange med Bos karakteristiske dobbeltbundethed.

Lige fra den kvasi-selvbiografiske “Lidt for meget”, hvor Bo svinger krabasken over sit eget unge jeg, der altid var “lidt for meget”; ham, der kanøflede andre, hævdede sig selv på andres bekostning og måske glemte at være noget for andre. Og som endte med at blive “hver mands herre/ mølædt og gennemsigtig/ intet af det du siger og gør/ betragtes mer’ som vigtigt/ du ligner en fladtrådt vandmand/ du ligner en gennem-kogt klud…/ du nærmer dig livets ende/ – det er tid til at stemple ud”.  Nej, Bo skåner ikke sig selv i sin selv-ransagelse. På falderebet tæller selv-tugtelsen og -erkendelsen meget.

Men som altid hos Schiøler er kritikkens sværd tveægget. Hvor der er tæsk til selvet, er der også det modsatte. Sådan i sang nr. 2 med den sigende titel “Min elskede”, der er en kærlighedssang og -erklæring til den udvalgte. En sang, hvor der er plads er bittersød erkendelse af den altid svære kærlighed, hvor misforståelser er almindelige og uforståelige, og dens uomgængelighed.: “gi’ os en chance til/ at dele mit liv med dig/ er det eneste jeg vil”.

Jeg skal ikke gennemtrævle og -analysere alle Schiølers tekster. Det vil jeg overlade til en eller anden ung, forkølet magisterstuderende, der mangler en specialeidé. Men det er som vi kender Schiøler fra de foregående mange fornemme udgivelser. Dobbeltbundetheden ligger i teksterne som et melankoliens tvæggede sværd, der retter sin æg indad og udad. Der er tekster af selv-biografisk karakter (fx “Byens ensomme ulv”), erindrende tekster (fx “For første gang” om, ja, den første gang, man møder nogen) og selvfølgelig tekster om den “tredje alders” alvor og erkendelse (tydeligvis i “En endestation”) og mere til. Ja så meget, at der endda bliver plads til et bonusnummer, “Sorte skyer over Skotland”, der opsumerer noget vigtigt af pladens grundstemning: “Hvornår sender mørket en solskins dag…”. For trods melankoli og kritiske tale, så er Bo Schiøler i bund og grund en håbefuld sangskriver.

Og som det har været tilfældet på de andre gode plader, så er sangene en skønsom blanding af svingende, rockende numre og balladeagtige sange. Og vennerne (ingen nævnt, ingen glemt) sørger for at de gode melodier har fået fornemme arrangementer, som yder sangene den bedst mulige støtte og opbakning.

Samlet set er Spillemandens grænsepost endnu en vellykket plade fra den aldrende sanger-sangskriver, der nok rummer mange flere sange til kommende plader. Og hvis man ikke allerede kender Bo Schiølers og venners musik, så er denne nye plade et godt sted at begynde. Hermed varmt anbefalet fra en anden gamling.

Bo Schiøler & Venner. Spillemandens grænsepost. Sange om mod i den 3. alder. Producer: Lars Schiøler. Sådan’sk. Sundance Music. Udkom den 6. oktober.

 

 

 

Capac anbefaler: Julia Werup – Dear Frances

28. september 2023

Stemme møder bas og sød musik opstår. Sådan kunne man måske forsøgsvis sammenfatte det, der sker på Julia Werups nye album Dear Frances, som sangerinden Julia Werup har lavet i tæt samarbejde med Thomas Blachman. Julia har skrevet alle teksterne – med undtagelse af en versionering af Leonard Cohens “Just let him know you love him” og”Time of life”, der har tekst af Andreas Kleerup.

Musikalsk befinder vi os i et grænseland, hvor jazz møder spoken word og nogle næste Brian Enoske soundscapes. Vi befinder os med andre ord et sted, der ligger et godt sted uden for main stream.

Det betyder dog ikke, at pladen ikke ville kunne nå ud over sit pr. definition eksklusive feinschmecker-publikum. For dels besidder Julia Werup en dejlig, inciterende stemme, der naturlig vil falde i manges smag. Og dels har Werup forfattet nogle let melankolske tekster, der udspringer af kunstnerens lykkelige omstændigheder under indspilningen og tilblivelsen af musikken.

Thomas Blachman har stået for produktion, miksning og arrangementerne. Og det har været afgørende for det særlige lydbillede, der dækker pladens numre. Alene det forhold, at bas og trommer får en fremtrædende rolle i arrangementerne, er nærmest uhørt – i hvert fald uden for jazzens landskab. Men det er afgørende for den særlige stemning, der præger og udmærker pladen, der ikke ligner noget, man har hørt før; i hvert fald noget man skal finde pendenter til på obskure jazz-plader.

Julia Werups stemme er den store attraktion på pladen. Det er den musikken omfavner, støtter og bærer oppe. Så hvis man er til eksceptionelle stemmer er der al mulig grund til at opstøve dette album (og Werups to foregående) og indlemme det i samlingen. Hun har bestemt udsigt til en fornem karriere; og den bliver kun desto finere med det musikalske selskab, hun omgiver sig med og som – ud over Blachman – indbefatter Svend Erik Lundeqvist, Johnny Åman, Matthias Petri og Nicklas Compagnol og Andreas Kleerup.

Julia Werup Dear Francis Produceret af: Thomas Blachman Stunt Records. Er udkommet på cd og digitalt. Vinyl er på vej.

Capac anbefaler: Vingard – In the long run

3. september 2023

Endnu en sanger(inde)-sangskriver melder sig på banen. Vingard – Tine Vingaard – debuterer som sådan og som solist med albummet In the long run. I sin egen ret, selv om hun har gjort sig gældende længe både som sangerinde og musikmager. Men der er selvfølgelig noget særligt ved at springe ud på egne ben med et soloalbum. Lykkes det? Lykkes det ikke? Jo, det lykkes – i allerhøjeste grad.

Elleve sange er det blevet til. Elleve sange, hvor Vingard får hjælp fra en række musikalske venner og legekammerater, der både har givet en hånd med i sangskrivningen og selve musikken.

Teksterne har Vingard måttet drage udenlands – Berlin – for at kunne skrive. Og uden at gå i deltaljer og nærlæse hver enkelt sang, så forekommer det mig, at teksterne bærer deres opståen i sig som en dobbelthed af egne  og andres erfaringer, der er smeltet sammen til solide tekststykker, der tematiserer en grundlæggende (nordjysk?) melankoli, kombineret med nye erfaringselementer. Sagt på en anden måde så afspejler sangene en ung kunstners arbejde med at finde sig selv i en stor kompleks verden, vel vidende og erfarende, at man ikke er noget eller nogen uden andre – hvad enten det gælder et ældre familiemedlem eller digitale venner.

Og Vingard synger sine sange med sin ungdommelige, klare og feminine røst, der er et af pladens aktiver og som fint bærer de let melodiske sange, der både fremstår som små fortællinger og som singer-songwriter-popsange, der gerne vil ud til et stort publikum (og nok skal komme det). Sangene har stor kvalitet som popsange betragtet. Uden på nogen måde at være firskårne mainstream-popstykker har de fængende kvaliteter, der nok skal sikre dem plads i hovedet på mange lyttere.

Arrangementerne og de musikalske udfoldelser er fint tilpasset Vingards solo-sangerinde-sangskriver-projekt. Hun er indiskutabelt midtpunktet på pladen, og musikken svøber sig omkring hendes stemme på homogen og nænsom vis, så sangene for den bedst tænkelige ramme.

For et gammelt popøre som mit kan det ikke skjules, at Vingard selvfølgelig står i gæld til sine mange forgængere. Hvad enten det er yngre folk som First Aid Kit og Grace Potter eller mange af de kvindelige singer-songwriters, de står på skuldrene af. Så det er helt som det skal være. Vi kommer alle af noget. Og det ændrer ikke ved, at Vingard allerede nu må siges at have sit eget personlige udtryk, sin egen stil, der på fremtidige udgivelser kun kan udfoldes og modnes. Så der er god grund til at følge Vingard på den rejse og allerede nu sætte pickuppen i In the long run. Det kan godt betale sig. Hermed varmt anbefalet.

Vingard. In the long run. Produceret af: Sigurd Sixten Gynnild. Vingard Records 2023. Er lige udkommet.

Capac anbefaler: Marie Fjeldsted – Keep it alive

21. juli 2023

Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Og det gælder også for den ganske lange pandemi, vi alle har været igennem, og som nødvendiggjorde, at vi alle i større eller mindre omfang måtte minimere vores aktiviteter og afstå fra mangen en social udfoldelse. Og i Marie Fjeldsteds tilfælde betød den tid, at hendes kunstneriske skaben – der tidligere havde udfoldet sig under dæknavnet Penny Police – fik en saltvandsindsprøjtning og blev genstartet.

Hvad der skulle have været to projekter – et for Marie og et for Linus Valdemar – endte med at blive et fælles projekt med Marie som dominerende tekstforfatter og medkomponist på albummets ialt ni numre.

Keep it alive er titlen. Og hvad der skal holdes i live fremgår af sangteksterne. I titelsangen hedder det: “Try to let it in, try to let it out, try/ Try to keep it alive/ Try to let it in, try to let it out/ try”. Og hvad det er, er slet ikke så mystisk. Det er åndedrættet; og som det videre hedder i sangen “Got to love”: “A heart is pumping blood easily/ keeping us alive”. Det er – forenklet sagt – livet, det drejer sig om. At holde sig i live. Trække vejret, være til, leve.

Det er med andre ord et livsbekræftende budskab, albummet gemmer i sin sangskat. Trods pandemi-isolation og dertil hørende depressive tilstande, så er de negative følelser her fejet ganske godt til side til fordel for en oprigtig hyldest til livet i dets enkelhed. På den måde adskiller Marie Fjeldsteds plade sig en del fra meget af den vemodige pop, der i disse år kommer ud på plade. Og det er et sundhedstegn.

Og de ni sange er helt i denne positive ånd en god håndfuld smægtende, iørefaldende popsange. Bløde og indsmigrende og fremført af Marie Fjeldstads blide og bløde vokal, der smagfuldt og fint er indlejret i arrangementer, der er tilsvarende imødekommende og forførende. Med Anders Haanings kongenialt afdæmpede, men alligevel markante trommespil; diskrete synths, der mere fremhæver stemning og emotioner, end modsiger dem; smagfulde backingvokaler (af Linus Valdemar, Sebastian Martin Munk Autzen og Christian Hjelm), der støtter Maries forgrundsvokal; lige som de øvrige instrumenter – guitar, piano, bas m. fl. – nærmest ømt omslutter Maries stemmepragt.

Albummet er fuld af sange, der er selvskrevne til enhver popplayliste i dette land og som alle har et klart hitpotentiale. I det hele taget er Keep it alive et bevis på, at den enkle, iørefaldende pop, der taler på egne veje og uden store udenomsværker, stadigvæk er aktuel og relevant i disse tider, hvor udadvendthed og iscenesættelse nogle gange truer med at overtage og overdøve det kunstneriske. Tag godt imod Marie Fjeldsteds nye plade, der er fuld af håb for fremtiden. For musikken og for dens publikum og udøvere. Hermed varmt anbefalet.

Marie Fjeldsted. Keep it alive. Produceret af: Linus Valdemar. Celebration Records. Udkom den 26. 5. 2023

 

Capac anbefaler: GRO – Better be yours

20. juli 2023

Da jeg i november 2021 anbefalede GROs debutalbum Columna så og hørte jeg straks et svagt ekko af fortidens – tressernes og halvfjerdsernes – primært akustiske, guitarbårne sanger-sangskriver-pop, der var som en tyk rød tråd gennem GROs sange, selv om det hele var vævet ind i vor tids elektroniske lydlandskab. Men sådan er det ikke mere. Sagt på en anden måde, så er den røde tråd blevet noget kortere, fordi GRO på sin opfølger Better be yours, som hun har lavet med stor hjælp fra vennen Mads Kinnerup, har overgivet sig mere til vor tids elektronica. Så de referencer, der måtte være bagud går især et par årtier tilbage – uden at nævne bestemte navne.

Det betyder dog ikke, at det melodiske og poppede er fraværende. Slet ikke. Men melodierne og de dansante tiltag er vævet diskret ind i de digitale lydlandskaber, der præger pladen fra start til slut. Det digitale dominerer uden at kvæle den enkle pop.

Lige som debutalbummet har også toeren tematisk baggrund i GROs personlige oplevelser. Dengang var det moderens selvmord, der gav inspiration til Julie Møller Christensen sange. Denne gang er der tale om en skilsmisseplade, hvor hun og eks-kærestens Mads Kinnerup bearbejder og tematiserer deres kæresteforhold og dets endeligt i en fornyet venskab. En klassisk tematik, der op gennem pop- og rockhistorien har givet stof til eftertanke og musikalsk skaben på mangen et album. Og som sikkert – sådan som tilfældet også vil være med GROs nye plade – vil medføre genkendelse og refleksion blandt lytterne – de gamle såvel som de nye.

Better be yours lever til fulde op til de forventninger om “mere lytteværdig pop”, som Columna genererede i lytteren for et par år siden. Selv om tematikken er alvorlig nok, så gør det ikke musikken tung eller depressiv. Snarere tværtimod. Det er et album, der sagtens kan indtages som det, den primært er – en moderne popplade, der er skabt til at fornøje sine lyttere, sådan som god pop er, og måske endda få dem ud på dansegulvet. GRO er bestemt kommet for at blive på den danske popscene. Velkommen og hermed varmt anbefalet.

GRO. Better be yours. Produktion: GRO, Mads Kinnerup og Mads Bjørn. Celebration Records. Udkom den 2. juni.

Capac anbefaler: Cathrine Legardh & Sigurður Flosason – Stilhed & Storm

20. juni 2023

Det gamle sted  På det gamle sted/ kan man blive ung igen/ Man er altid velkommen forbi/ til lidt uforpligtende leg//På det gamle sted/ kan man folde sig ud, være fri/ for græsslåmaskiner og voksenlarm (/for støvsugerslanger og voksenrod(// Man kan rutsje på regnbuer/ ride på himmelheste/ drikke bølgebrus med brombærsmag/(/hindbærsmag)/ spise iskrystaller, soppe i stjernehavet/ lege i morgensolen/ dagen lang//På det gamle sted/ vil jeg forblive/ barn”.

Engang ville man have talt om knækprosa som betegnelse for poetiske tekster, der var moderne og ikke gik op i ordnede enderim eller rim i det hele taget, men nærmede sig prosaens ligefremhed og hverdagslighed. Og sådan er det med sangerinden Cahtrine Legardhs sangtekster på hendes og den islandske alt-saksofonist Sigurður Flosasons album Stilhed & Storm. Tekster, der trods deres  udvendige prosaiske karakter er meget poetiske – beskrivende, sansende, erfarende og punktvist filosofiske. Og tematisk omsiggribende – lige fra tekster om kvindeliv med børn og hund til tekster om naturen omkring os.

Og Florasons musik smyger sig ind i og omkring Legardhs tekster med stor indlevelse og indføling og nænsomhed med en improvisatorisk grundet musik, der er meget melodisk og med en umistelig nordisk tone. Det er jazz, der kan minde om latinamerikansk bossa nova i sin lethed, men uden dennes dansante passion og popkarakter. Jazzmusik, der som en sommerbølge bærer Legardhs sang frem og op, samtidig med, at den sagtens ville kunne stå alene i sin forfinede fler-instrumentalitet, som arrangement og produktion på fineste, udsøgte vi lader stå fremme i lydbilledet; hvad enten det er Florasons bløde, følsomme saksofon, Jesper Thorns bløde, dybe kontrabas,Anna Gréta Sigurðardóttirs sirligt broderende klaver eller Espen Laub von Lillienskjolds konstant aktive og kommenterende trommer.

Stilhed & Storm er et album, der uden tvivl vil markedsføre sig selv i kraft af sin nordiske karakter, der er et fint vare- og vandmærke på denne både meget vedkommende og overbevisende plade, som burde kunne nå langt ud over et traditionelt jazz-publikum til alle, der har sans for gode melodier, tekster og fornem musiceren. Hermed varmt anbefalet.

Cathrine Legardh &Sigurður Flosasons : Stilhed & Storm. Storyville Records. Udkommer i dag.