Indlæg tagget med CAPAC anbefaler

Capac anbefaler: The New Investors – Eschatology

29. december 2021

Jeg skulle tage meget fejl, hvis ikke The New Investors og deres nye album Esxhatology bliver den sidste anbefaling, som CAPAC får afleveret til læserne i år. Og som sådan passer pladen smukt som Hans i Grete til at afrunde 2021, idet det er en virkelig helstøbt plade, der både peger tilbage i tiden og fremad mod nye ukendte horisonter.

The New Investors er i sin kerne en duo, bestående af Søren Tiemroth og Glen Müller (der – har jeg læst mig til – har en fortid i indiebandet Velouur). De betegner selv deres musik som “psykedelisk pop” eller “psych-pop” og som angelisk drømmepop. Og det er bestemt en kategorisering, jeg gerne køber – hvis blot vi sætter en multifarvet streg under “pop”. For selv om det psykedeliske er umiskendeligt, så er skal man ikke forvente den eksperimenterende, heftige psykedelisk rock, som blomstrede i midten af tresserne. Der er snarere tale om psykedelisk i den aftapning, som de sidste par årtier eller sådan, har udgjort en slags renæssance for psychedeliaen i musikken (ingen nævnt, ingen glemt). Altså: psykedelisk pop anno 2021.

Og Tiemroth og Müllers nemme for at skrive stærkt iørefaldende, bløde, drømmeriske psych-sange gør fra første skæring (“New Beginning”) et stort indtryk. De har formået at støbe et sammenhængende album, der imponerer med sin stilistiske konsekvens og sin homogenitet. Den i første sang anslåede drømmeriske, velbehagelige og forførende stemning holder sig stort set intakt hele pladen igennem. Og det vidner om en høj stilistisk bevidsthed og en evne til at gennemføre de ideer og tanker, de har gjort sig om musikken.

Eschatology er et helstøbt album, hvor såvel tekst som musik realiserer den angeliske drømme-psych-pop, der er duoens drømmemål. Og med pladen viderefører The New Investors på sæt og vis de surf-psych-pop-akter, som fx The Beatles og The Beach Boys fik anslået i kølvandet på den amerikanske psykedelia. Eschatology udgør et godt bud på noget af den nye musik, man kunne smide på grammofonen på den forestående nytårsaften (og mange aftener og dage derefter). Hermed varmt anbefalet.

The New Investors. Eschatology. Produceret af: Tiemroth, Müller og Peter Iversen. Gleisenberg Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: The Men – Sesa Rekordo

28. december 2021

Måske skyldes det det famøse kulturelle jerntæppe, der har det med hænge i Øresund mellem Danmark og Sverige, at jeg ikke endnu har fået Lund-kvartetten The Men ind på radaren. Men nu er der så ikke længere nogen undskyldning for ikke at give dem nogle rosende ord med på vejen, for ad ukendte (om)veje er bandet nyeste album – deres sjette! – landet på min min afspiller. Og det med et brag.

For The Men sparker røv, for nu at udtrykke mig i dagligdags jargon. Der er ikke meget Coronaepidemisk nedlukning med mundbind og social distancering over Sesa Rekordos tolv sange. Tværtimod kunne man godt mistænke The Men for at forsøge at kompensere for alle de live-optrædener, det ikke blev til, med en omgang medrivende, ørehængende, -fængende, danseappellerende rockmusik. Rock, der sender tankerne hen på de unge Rolling Stones (ikke mindst i kraft af forsanger Sven Köhlers energiske, frække, ja flabede attack og fraseringslyst), den kølige New Yorker-rock, britisk pubrock og meget mere. Alt sammen kogt sammen til en smagsfuld stuvning, der er krydret med eksotiske ingredienser som theremin, didjeridoo, musette, sitar og mere til. Og alt sammen på en bund af markante guitarer, trommer, tangenter, bas, horn og baggrundsvokaler fra Olof Wallberg og Ola Främby.

Sesa Rekordo er en plade, der bringer mindelser frem om dengang rocken gik i korte bukser og hvor en ny plade kunne bringe en i en tilstand af henrykkelse. For det er det, den gør med sin energi: henrykker lytteren. Og den giver kun en lyst til at grave tilbage i The Mens katalog for at finde ud af, hvilken vej, der har ført hertil. En særdeles vellykket, sprælsk rockplade er det. En oplagt mandelgave, hvis man ikke fik den på plads i juledagene – eller måske en nytårsgave til en du holder af.

The Men. Sesa Rekordo. Produceret af: The Men. TMI (The Men Musical Industries). Udkom d. 11. december

 

 

Capac anbefaler: Gro – Columna

29. november 2021

Hvis vi havde skrevet 1971 og ikke 2021, så ville Julie Møller Christiansen, der bærer kunstnernavnet GRO, måske have siddet i skrædderstilling med den akustiske guitar i sit skød og have sunget sine popsange om parforholdets komplikationer med sin klare, betagende ungpigerøst – .

Men vi befinder os 2021 og dermed langt inde i den digitale tidsalder. Og GROs debutalbum Columna er indiskutabelt et barn af sin tid. Moderne popsange iklædt elektroniske lydflader og -rum, selv om der da dukker lidt analogt strengeleg (guitar, piano…) og vist også, hvis ikke mine gamle ører tager fejl, lidt trommer, op undervejs. Det er computerspillenes og den moderne digitale electronicas store, åbne lydunivers, der udforskes og afsøges i Gros kompositioner. Der er her den digitale tidsånd sætter sig igennem. Men et eller andet sted insisterer popartisten Gro med sine iørefaldende pop-tunes, der daterer sig tilbage til en tid før Gros fødselsattest.

Som en stor appetitlig smørklat snurrer Columna-vinylen rundt på min grammofon og fylder rummet med en moderne nærmest grænseløs popstemning og inviterer lytteren på en rejse i vor tids popunivers. Og det er som sådan, man bør møde Gros fine debut, der rummer løfter om mere lytteværdig pop i fremtiden. Hermed anbefalet.

Gro. Columna. Tekst og musik: Julie Møller Christiansen (med hjælp fra flere venner). Celebration Records. Er udkommet.

Capac anbefaler: Ginne Marker – Ulteria

21. november 2021

Knap to år og en viruspandemi er der gået, siden Ginne Marker debuterede og brød igennem med sit første album For Seasons to Come. Men i april i år fik vi en forsmag på album nr. 2  – der nu er ude med titlen Ulteria – idet singlen Never Golden But Beautiful / Omen blev udsendt som en lovende og forlokkende forsmag på, hvad der var i vente.

Ulteria kalder kunstneren sin nye plade, og ordet forklares på forsiden af det indlagte teksthæfte i pladecoveret – som en afledning af ordene ulterior og euphoria. Og med den dobbelte betydning: 1. “the profound state of truly accepting change” eller på dansk: at have nået den udviklingstilstand, hvor man accepterer livets forandringer; og 2. fugle Phønix i sin aske lige før den bliver genfødt – det mytologiske billede på, at en afslutning også er en begyndelse på noget nyt og andet.

Og den dobbeltbundede titel fortæller også noget om, hvad der faktisk er på spil i Markers tekstunivers. Lad os bare tage et par eksempler. Den første sang “Titans” er en klassisk parforholdsopbrudssang, hvor et par er gået fra hinanden, men i bevidstheden om, at de var gjort af det samme stykke – “We’re pieces pulled, oh baby/ from the same moon” – og rustet til at klare opbruddet: “Meat to be, built to stand this change”. Ulteria. Og i sang nr. 2, kendt fra singleudspillet, “Never Golden but Beautiful”, mediterer Marker over den unge kærligheds skrøbelighed – “Hearts break, when you least want them to” .  En kærlighed, der insisterer, selv om den går i stykker som skrøbeligt glas.

Og Markers tekster beskriver følelsernes ambivalenser og dobbeltbundetheder i et søgende, poetisk sprog, der er tættere på den skrevne poesi end på popteksternes velkendte rimede enkelhed. Så der er god grund til at bruge lidt tid på at læse Markers tekster, for hun har noget på hjerte og vil ikke bare have os til at synge med.

Og Ginne synger sine både poetiske og prosaiske tekster med den stemme, der allerede er blevet påskønnet og fremhævet. En smuk stemme, der har et helt personligt særpræg og udgør et kostbart vandmærke i hendes musik. Og en stemme, der i Aske Jacobys indforståede og lydhøre produktion får tildelt lige netop den fremtrædende plads  – i centrum og svævende over instrumenterne – der tilkommer den.

Stilistisk bevæger Ginne Markers sig stadigvæk inden for de genremæssige rammer, vi mener at kende som folk, singer-songwriter-sangskrivning og high-end pop. Sangene har en overvægt af ballader, og det er da også det stille og eftertænksomme, der passer som fod i hose til Markers ulteria-bundne sangskat.

Arrangementerne passser også smukt til sangene. Ginne Markes fine stemme og hendes  sofistikerede guitarspil blander sig ubesværet med det lyse, lette arrangementer, hvor de andere musikere omfatter hendes udfoldelser med diskretion og lydhørhed, samtidig med at produktionen let lader lytteren opfatte de enkelte instrumenters bidrag til det samlede, imponerende resultat.

Med Ulteria har Ginne Marker lang endnu en alen til den talentmasse, hun lagde frem med debutalbummet. En alen, der kommer af erfaring og kunstnerisk engagement. Ulteria er et af dette musikårs bedste og mest vedkommende udgivelser. Hermed varmt anbefalet.

 

Big Sky Country – Blaze

15. november 2021

Jeg lavede en varm anbefaling af Big Sky Countrys album Autumn of Love i januar måned. Ja faktisk var det min første pladeanbefaling i 2021. Og nu er pladen så omsider kommet på gaden som vinyl og digitalt. Og der er kommet en video med sangen “Blaze”.

Læs eller genlæs min anbefaling af det fortræffelige album lige her.

Capac anbefaler: Thorbjørn Risager & The Black Tornado – Best Of

6. november 2021

Med undertitlen The Very Best of the first two decades. All Killers, no fillers and same old lies. markerer Thorbjørn Risager & The Black Tornado, at bandet gennem hele to årtier har været på banen – på plader og optrædener her og hisset –  og bevist sin eksistensberettigelse som fornem, fremtrædende eksponent for en musikform, der har sine rødder dybt nede i såvel the blues som den gode, gamle rock and roll.

Og den nye plade, der er noget så markant og i disse tider relativt sjældent som et dobbeltalbum, rummer hele 33 skæringer, der dækker hele de to årtiers periode. Den første skive Volume One dækker årene 2004 til og med 2012, dvs. kursorisk sagt, de formative år, hvor Thorbjørn og forløberen til den sorte tornado, bandet Blue 7, fik udforsket New Orleans-R&B og med inspiration fra rock and roll efter hånden fik skabt deres eget, personlige udtryk og et kultpublikum i hjembyen København.

Og Volume Two dokumenterer på fineste vis, at Thorbjørn og nu The Black Tornado gennem de seneste ti år har fundet deres plads eller hjem i den blandede musikform og gennem en lang række koncerter hjemme og i udlandet har fundet deres stilart og form.

Og det er ret imponerende at lytte til dette tværsnit af ti studie- og livealbums (hvoraf jeg tidligere har anbefalet en lille håndfuld…). For selv om der selvfølgelig er tale om en bemærkelsesværdig udvikling fra de første sange, så er der også tale om en fundamental musikalsk konsistens. Og den har helt klart at gøre med Thorbjørn Risagers kærlighed til sit musikalske udgangspunkt og sin evne til at skrive sange, der både besidder traditionens ånd og rummer et personligt aftryk. Risager og tornadoen har et solidt tag i den musikalske kerne fra starten af.

Og med tiden bliver der så lagt lag på lag på udtrykket. Fx i form af en stadig mere udsøgt brug af blæsere, der giver musikken mere fylde og bidrager til få tornadoen til at blæse. Men fx også brugen af backingsangerinder giver et ekstra plus til samlede udtryk og får Risagers flotte mandsstemme – der er blevet sammenlignet med både Ray Charles, Joe Cocker og Bob Seeger, men som først og fremmest er sit eget kraftfulde, ekspressive, indfølende organ til fortolkning af sangene.

Risager og tornadoen kører som en velsmurt maskine, hvor de medvirkende kender deres rolle som små tandhjul i den store helhed. Samtidig med at der er god plads til solistiske og improvisatoriske indslag undervejs på Volume Two.

Best Of… er en imposant og flot fejring af bandets tyve år i blues-rockens tjeneste. Og ud over at dokumentere en fornem udvikling frem til i dag, så leverer de to, rige plader konstant påmindelser om, at Risager og bandets har meget at bygge videre på de næste mange år. Med dette flotte udvalg af medrivende bluesrocknumre og enkelte ballader bør Thorbjørn Risager & The Black Tornado få endnu flere følgere, og nubegyndere kan passsende begynde med disse 33 stærke sange. Hermed varmt anbefalet.

Thorbjørn Risager & The Black Tornado. Best of. Producer: Thomas Ruf. Vinyl Ruf Edition. Er udkommet.

 

 

Capac anbefaler: The Grenadines – Everything We Dreamt Of

5. november 2021

Everything We Dreamt Of er The Grenadines tredje album. Og med denne treer har gruppen – der nu er en trio (Kasper Ejlerskov Leonhardt, Morten Fillipsen og Dennis Debannic) – skabt et helstøbt album, der som sådant demonstrerer, hvad der er Grenadines stil og dens styrker.

I PR-materiale og publicerede anmeldelser har man ikke undladt at påpege, at The Grenadines henter inspiration hos store forbilleder som Fleetwood Mac (halvfjerdserudgaven) og såmæn The Eagles. Og det er da også rigtigt, at det nok er i den vestkystamerikanske AOR, at vi skal finde kilderne til Grenadines musik. Men så bør man også tilføje, at tiden er gået siden halvfjerdserne og Grenadines har fundet deres egen homogene lyd, der både skyldes moderne produktionsvilkår, men også gruppens egen samhørighed og sammenspil.

For det, der møder lytteren, på denne plade er en fortættet, homogen lyd, der både opleves som en natur tæthed og som en eksponeringsflade for gruppens musikalske styrker. Til disse hører helt klart det fine vokale arbejde, hvor Morten Filipsen fører an med sin klare, fine og maskuline røst og suppleres med rigtig flotte vokalharmonier, der sidder lige i skabet. Og så er der det instrumentale arbejde. Sprøde akustiske guitarer og distinkte elektriske, der står frem og skarpt i det fortættede lydbillede. Trommer og slagtøj, der også få fin og markant plads i dens store kontekst. Og det hele er skruet flot sammen af de homogene arrangementer, der præger pladen og giver de enkelte sange en ensartet karakter og pladen som helhed et ensartet præg, som man kun kan forvente af en vellykket plade som denne.

Sangene på pladen har en nærmest klassisk karakter. Sange som den indledende “I’m your idiot” og titelsangen “Everything We Dreamt Of” er sange, der har en naturlig appel til de store radiokanaler. Og id et hele taget markerer sangene på pladen sig ved at besidde stor popmelodiøsitet uden på nogen måde at være popsmarte og hurtigt fordøjelige. Tværtimod er denne treer en af den slags album, som traditionene fra Fleetwood Mac og Eagles har været så rig på – et album fuld af gode, vellydende sange, der vinder ved hvert genhør og samlet set glider ubesværet ind i rækken af fornemme poprockalbums fra de sidste fem årtier. Så jeg kan kun give The Grenadines mine varmeste anbefalinger med dette vellykkede tredje udspil.

The Grenadines. Everything We Dreamt Of. Produktion: Orten Filipsen & Kasper Ejlerskov Leonhardt. Celebration Records. Er udkommet.

 

Capac anbefaler: Esben Langkniv – Gudenåen

20. september 2021

Esben Bøgh Laursen kalder sig som kunstner Esben Langkniv, med et lån fra den berømt-berygtede danske “Robin Hood” Jens (Olesen) Langkniv, der huserede som fredløs i 1600-tallet og især Trediveårskrigen. Og med dette navn skaber Esben ikke en men flere forbindelser til fortiden. Jeppe Åkjær, der er et socialt-realistisk forbillede for Esben, har skrevet om Jens Langkniv. Det samme har en anden forudsætning, nemlig Lars Lilholt, der har viet både en sang og et helt album (hans andet) til netop denne mytologiske figur i jysk historie.

Og Esben trækker på alle disse forbindelser til det, der har været. Og med sit projekt Gudenåen, hvor han har taget dette vandløb som inspirationskilde for femten sange, der alle på den ene eller anden måde knytter an til den store å, går han både i Lilholts Aakjærs og andres fodspor. Ja, Esben fremhæver selv amerikaneren Woody Guthrie som et forbillede udi den kunst det er, at fortælle historier med udspring i det folkelige og med kun guitaren som akkompagnement. Man kunne også vove den påstand, at Esben Langkniv griber tilbage til den danske troubadourtradition, der går helt tilbage til folkevisernes tid. Det er der en sandhed i, som jeg tror Esben Langkniv vil goutere.

I hvert fald trækker Langkniv på en lang og sej tradition for at synge og fortælle historier, som altid har været der og sandsynligvis altid vil tiltrække nogle kunstnere. Behovet for at skrælle alle unødvendige udenomsværker – som der er rigtig mange af i vores tid – og komme ind til kernen i såvel det tekstlige som det musikalske.

Og sammen med Tom Bilde (kendt fra sit samarbejde med netop Lars Lilholt og Poul Krebs) har Esben Langkniv så skabt femten sange, der alle tager deres udspring i Gudenåens historie og resulterer i sange, der både er båret af humoristisk sans, sans for fordybelse og ikke mindst lysten til at fortælle en historie.

Musikalsk set kan det være svært at kategorisere pladen. Det er folk med mange krydderier fra andre af de store genrer. Her er lidt rock, lidt blues osv. Alt sammen tilsat i forhold til den historie, der skal fortælles.

Gudenåen er en rigtig fin plade, der bekræfter behovet for at genbruge traditionen og genopfinde de gamle dyder – at fortælle en god historie med en god sang. Og som sådan indskriver den sig smukt i en lang række af plader – både danske og udenlandske – der har håndhævet de basale kvaliteter i den folkelige musik. Hvis man er til Lilholt, Guthrie, John Mogensen, Bruce Springsteen, Bob Dylan eller Ulf Lundell, for at nævne nogle af tradionens bærere i flæng, så kan man roligt indlemme Gudenåen i rækken. Hermed anbefalet.

Esben Langkniv. Gudenåen. Produktion: Tom Bilde, Esben Langkniv og Torben Laursen. Gateway Music. Udkom 7/8-2021

Capac anbefaler: Impromptu

19. august 2021

Impromptu hedder gruppen. Impromptu hedder albummet. Og “impromptu” kommer fra fransk og betyder at ‘være uforberedt’, at improvisere – med et oprindeligt italiensk ord. At lade det uforudsete, uventede, uforberedte ske. Og impromptu er kendt fra især klassisk musik og jazz, men også fra visse sider af rockmusikken (fx Grateful Dead, britiske Canterbury-bands og tyske krautrockbands).

Danske Impromptu består af Daniel Frank på bas (double bass), Jeppe Gram på trommer, slagtøj og Philicorda orgel, Aske Jacoby guitar og sang – og Jeppe Saugman sonics. Og det hele begyndte med, at trommeslager Jeppe Gram opfordrede de andre til at give en koncert på Blågårds Apotek (København) i januar 2020 uden at afsløre, hvad de skulle spille. Planen – eller ikke-planen – var, at kaste musikerne ud på dybt vand. Spil! Og det kan gå to veje. Enten går det ikke, eller også går det. Og det gik – over al forventning. Noget magisk opstod til glæde for musikerne og publikum.

Og min tanke er – medens jeg sidder her med hovedtelefonerne på og lytter til albummet – at det selvfølgelig kun kan gå, når et hold garvede musikere med masser af erfaring og kunnen i rygsækken kaster sig ud på det musikalsk dybe vand. Fra første nummer – Impromptu #1 (de hedder alle det samme Impromptu #1-#12) slår det mig, at det, der genererer musikken er de medvirkendes evne til at lytte sig ind på hinanden. En lægger ud med en enkelt tone eller akkord, som straks følges op af et andet instrument og derfra vokser stykkerne stille og roligt i en konstant supplerende (i ordets egentlige forstand) leg, hvor musikalsk erfaring og kreativ musikalitet lader musikstykkerne opstå, ja gro som planter i jorden.

Efter den vellykkede koncert opstod ideen til et album, der blev til ud fra samme nulpunkt. Eller rettere – samme idé. For nu havde de jo afprøvet det med held, og skulle “bare” overføre det til pladestudiet. Og sådan skete det. De gik i studiet, satte optageren i gang og spillede så – live som man siger – de stykker, der blev til pladen.

Og man må sige, at successen fra Blågårds Apotek bliver gentaget på pladen. Det er både meget overraskende at lytte til (fordi vi som musiklyttere ikke rigtig er vant til at skulle nulstille vores forventninger og give plads til noget radikalt nyt) og meget tilfredsstillende, fordi improvisationerne frembringer skøn musik, der fører en uventede steder hen, samtidig med, at der også er en vis genkendelighed i kraft af musikernes erfaringsgrundlag. Om det er jazz, vil jeg gerne overlade til lytterne om at dømme. I mine ører er der tale om en frugtbar krydsning mellem musikalske genrelandskaber – jazz, fusionsmusik, rock og avant-garde. En særlig hybrid, der er et barn af de involveredes samlede talentmasse.

Impromptu vil sikkert vise sig at være et af dette musikårs helt store overraskelser. En plade, der er en gave til alle musikelskere, der ønsker at få deres indlejrede fordomme og parate forventninger sat på spil, ud af spil og blive nødt til at lytte på ny. Det er forfriskende og befordrende for lytteren. Og jeg kan kun ønske mig at høre mere fra Impromptu og at coronapandemiens aftagen gør det muligt for os at opleve dem et sted ude i landet. Hermed varmt anbefalet.

Impromptu. Impromptu. Produktion: Impromptu & Jeppe Saugmann. Little Sprout/ Giant Birch. Udkommer d. 19. august

 

 

Capac anbefaler: Nicolai Majland Trio – Welcome

7. juli 2021

Selv om Nicolai Majland Trios nye album Welcome vist nok er blevet til en sommerferie i den italienske landsby Sutri, så er det langtfra det sydlandske der præger musikken. Det er snarere den melankolske nordiske tone, som allerede blev bemærket på Majlands første plade Leaving and Believing. En vemodig, eftertænksom tone, der strømmer ud fra Majlands ret så dominerende piano og farver de i øvrigt meget melodiske numre på pladen og dermed også helhedsindtrykket.

Det er kendetegnende for pladen, at numrene har en næsten popagtig karakter i kraft af deres ubetvivlelige melodiøsitet, samtidig med at denne lethed og opdrift sættes på spil af jazztilgangen, og det vil først og fremmest jo sige improvisationerne.

Det illustreres smukt af det indledende nummer – “Sutri” – hvor først Majland piano bearbejder melodien for så at blive suppleret af Thomas Fonnesbæks lydhøre og indlevende basbearbejdning af samme. Og også Morten Lunds trommer får løbende lov til at udfolde sig inden for numrenes melodisk-melankolske rammer. Og bekræfter hermed, at der er tale om en trio-indspilning.

For godt nok dominerer Majlands piano lydbilledet, men det er kun for et første og måske lidt overfladisk lyt, for efter nogen tid står det klart for en, at de tre musikeres musiceren indgår i en nærmest organisk symbiose, hvor instrumenterne får lov til at supplere hinanden og væve et sammenhængende smukt lydbillede af nordisk vemod og melodisk forførelse.  Hermed anbefalet.

Nicolai Majland Trio – Welcome. Produktion: Thomas Vang. Amp Music and Records. Er udkommet.