Let’s escape hedder Dictes nye og syvende soloalbum (siden 1994). Og på cover-bagsiden forklarer Dicte, hvad det drejer sig om: “This album is about wanting to levitate, and about the ones who did”. I PR-materialet til albummet gøres der noget ud af, at Dicte for nogen tid siden mistede sin mor og at de to havde et kompliceret følelsesmæssigt forhold til hinanden. Og den slags oplevelser, som ingen af os kommer uden om, fordi vi alle mister hinanden før eller siden, sætter selvfølgelig gang i tanker og flere følelser. Fordi kærligheden i alle dens afskygninger, konsekvenser og lidelsesformer er det til stadighed tilbagevendende inspirationspunkt for kunsten, og ikke mindst for musikken, der jo om nogen kunst er følelsernes sprog.

Og som titlen på pladen mere end antyder, så kan oplevelsen af kærlighedens kompleksitet let sætte sig som en stemning eller grundfølelse af, at det gælder om at komme væk, ud, svæve (levitate) bort. For ‘no one gets out of here alive’, som en anden kunstner engang udtrykte det. Og man kan, og det kan jeg kun opfordre til at man gør, forfølge denne tankegang gennem teksternes univers, der netop kredser om sådanne grundstemninger. Fx i den første sang, der hedder “mobil home” og netop handler om at slippe fri og løs: “You wanna live on your own/ no mouths to feed/ a mobile home”. Ja, hvem kender ikke denne fornemmelse af frihedstrang og desperation. Og titelsangen, som man finder på side to, understreger det blot: “Let’s escape/ fly away/to the world/ no one can see”.

Dicte har skrevet alle sangteksterne og alle sangene; dog med hjælp til det musikalske af Kasper Rasmussen, der også har været medproducer og arrangør. Og Dicte synger sangene med sin let hæse og forførende stemme, der passer meget fint til albummets særlige stemningsniveau. Og den musikalske ramme passer også nærmest perfekt til det emotionelle indhold. Ti sange, der bestemt indeholder hitkvaliteter, og som står i gæld til en strømning af guitarbaseret poprock, der i hvert fald går tilbage til den potente David Bowie fra firserne og parallelle powerpopnavne. Og den musikalske attitude, der virkelig sparker igennem på pladen og sparker liv i enhver lytters følelsesliv, understreges af albummets fine sort-hvide cover-foto af Dicte, der står med guitaren i sine arme og kaster en stor skygge op på væggen bagved med en svag gul aura omkring.

Med Let’s escape aspirerer Dicte til –  i mine ører – titlen som årets danske rockudgivelse. En plade, der båret af modenhed, selvindsigt og en stor portion livslyst og -appetit. Kan kun anbefales på det varmeste – herfra.

Dicte. Let’s Escape. Produktion: Dicte & Kasper Rasmussen. Stunt Records. Er udkommet.