CAPAC

Bag Dirty Old Town gemmer sig den 33-årige danske sanger, musiker og sangskriver Morten Christensen. Og albummet Beauty and Truth er den ‘svære toer’, der følger op på debuten No Returning Home fra 2013.

Den nye plade er på sæt og vis et klassisk album. Dels tematisk. Den beskæftiger sig til dels om den svære kærlighed og de knubs med kærlighedslivet, der hører til, når man er blevet midaldrende og har oplevet kærlighedens ups and downs. Det er sikkert også det tematiske, der et eller andet sted har været bestemmende for pladens grundstemning. Den allestedsnærværende melankoli ligger som et fint tæppe under de ialt otte sange på pladen. Og i pladens melankolske mood finder vi så også et andet klassisk træk.

Den melankolsk stemte stemning er også bestemmende for musikkens nedtonede, tilbagelænede, melodiøse og forfinede udgave af, hvad man vist kalder new eller alternative country. Og som vi i Danmark er så heldige at have en lille portion eksponenter for. Og Dirty Old Town hører med i den bedre ende af det spektrum. Det er tydeligt, at der er kælet for de enkelte sange, der er både påfaldende melodiøse (hvilket passer fint til Morten Christensens lyse mandsstemme) og nuancerede i udtrykket. Og som genrens konventioner foreskriver er der rigeligt med sprød, stoflig akustisk guitar, pedal steel guitar og smægtende kor. Og produktionen sørger for, at man uden besvær kan nyde disse country-ingredienser i et nærmest umiddelbart nærvær. I det hele taget yder Morten Christensen og hans medhjælpende musikere et fornemt stykke arbejde i skabelsen af denne tilbagelænede og stemningsfulde plade, der burde falde i enhver countryelskers smag. Hermed anbefalet.

Dirty Old Town. Beauty and Truth. Produceret af Valentin Kruse og Morten Christensen. Celebration Records. Er udkommet.

Som læserne af denne blog vil vide, så har jeg et svagt punkt, når det kommer til moderne country – ikke mindst, men ikke kun, når den kommer fra spindesiden. Ashley Monroe, der er kendt fra trioen Pistol Annies, har fået succes med sit soloalbum The Blade har været forbi NPRs Word Cafe og fortolket nogle af sine sange i ubesmykkede, akustiske udgaver, som går rent ind i countryhjertet.

Jeg har flere gange slået nogle slag for country-trioen Pistol Annies – og for medlemmet Ashley Monroe, der har flere soloplager i baggagen. Og nu er sidstnævnte aktuel med et splinternyt album med titlen The Blade. Den kan man lytte til lige her… Anbefales alle med en svaghed for moderne country.

Jessica Lynne har været så venlig at sende mig sin seneste single, “Calling me home”. Jessica har udlevet en drøm om at blive countrysangerinde i countryens eget land, Amerika, og har slået sig ned Seattle, hvorfra drømmen forfølges.

I februar måned er hun dog tilbage i hjemlandet Danmark for at give koncert. Koncerten finder sted d. 12. februar på Kvarterhuset Amagerbro i København.

Ud fra singleudspillet at dømme, så er der ingen grund til at tro, at Jessica ikke skulle kunne gøre sig derovre i United Bluff eller herhjemme blandt rigets mange inkarnerede countryfans. Traditionsbunden country med et moderne touch. Det kunne være spændende at blive præsenteret for et helt album… Værsgo.

Mere om billetter til koncerten m.m. finder du på Jessicas hjemmeside.

For halvandet år siden slog jeg et lille slag for trioen Pistol Annies moderne country og noterede i den forbindelse, at en af de tre skønne damer – Ashley Monroe – var på vej med en soloplade. Den kom sidste år under titlen Like a Rose og er Ashleys andet album. Det første – Satisfied – kom i 2009 som digital download. Det store hitlistegennembrud har Monroe ikke fået endnu, men hun har været flittig soms sangskriver for andre talenter i countrymusikken, bl.a. kollegaen Miranda Lambert fra Pistol Annies. Like a Rose er heller ikke brudt igennem til toppen af hitlisterne, men er endnu et eksempel på, hvor meget talent, der er blandt unge amerikanerinder med hang til countrymusik.

Som nævnt vil jeg bruge 2014 til at få rådet bod på nogle af mine undladelsessynder. Og i musikalsk sammenhæng er en af mine store undladelsessynder, at jeg ikke har fået omtalt og anbefalet Hans Wehners album Country My Way. Der var hele tiden noget, der kom i vejen. Om ikke andet så overspringshandlinger og almindelig dovenskab. Men nu er tiden så kommet. Skrivebordet er ryddet for presserende opgaver, der er ro i lejren, fred i sindet. For en stund.

Hans Wehner er fra Esbjerg og har dyrket musik siden barndommen. Jeg håber, at jeg kan vende tilbage med en mere udførlig præsentation af Wehner ved lejlighed. Men albummet Country My Way har været et con amore-projekt, som Wehner har været længe undervejs med og har måske været et af hans undladelsessynder, der først blev rådet bod på i perioden 2009 til 2011, hvor Hans ene mand realiserede sin drøm og indspillede et helt album med country. Det specielle ved pladen er også, at Hans står for det hele selv – fra komposition af musik over håndtering af instrumenterne – og det vil primært sige Hammond B3- og Tyros 3-keyboards, der gør det ud for mange andre instrumenter – og sang til indspilning, mixning osv. Et one-man-band-projekt med andre ord.

Det mest imponerende er måske i virkeligheden ikke den kraftpræstation, det er, at stå for det hele selv – men derimod, at det endelige resultat ikke fremtræder som sådan. Hvis man ikke lige vidste det – fra Wehners egne tekstnoter i pladehæftet – så kunne man sagtens forledes til at tro, at det var et kollektivt projekt.

Titlen på pladen Country på min måde angiver klart pladens karakter af egensindigt con amore-projekt. Wehner brænder tydeligvis for countryen. Eller skulle man sige countryrocken. For det er tydeligt nok for mig, at Wehner blandt andet henter megen inspiration i netop den countryrock, der strømmede til os i halvfjerdserne fra den californiske vestkyst. Det understreges bl.a. et par covernumre, der så at sige viser, hvor højt kvalitetsoverliggeren ligger i Wehners projekt. Vi finder således en fortolkning af Crosby, Stills, Nash & Youngs klassiker ”Teach you children” (fra albummet Deja Vu). Og Wehner kommer meget tæt på originalen. Udgaven er mere tilbagelænet, originalens fremtrædende pedal steel lige så og de vokale harmonier er også – helt forståeligt – et stykke fra originalens unisone skønsang. En anden udfordring Wehner kaster sig over er Allman Brothers’ største hit ”Ramblin Man” (fra albummet Brothers & Sisters). En af sydstats-countryrockens milepæle, beundret for sit fængende kor og sangskriver Dickie Betts sang og – ikke mindst – guitarspil, der får lov til at strække helt ud sidst i sangen. I Wehners udgave er musikken trukket mere i baggrunden og vægten lægges på solistens sang og på den tilbagelænede tilgang til sangen. Man kan måske udtrykke det således, at Wehner sætter sin streg under country i countryrock. Eller snarere er det sådan, at det er Wehner inspiration fra den traditionelle country, der skinner igennem i disse to nedtonede countryrockere, der har mere med forbindelse til en Bobby Bare end til vestkystrockerne. Og måske finder vi i denne kompromisdannelse mellem det traditionelle og det moderne den my Way albumtitlen sigter til. Dybest set er Wehner traditionalist, selv om han elsker countryrocken…

Traditionalismen afslører sig også i sangskredsens kredsen om den traditionelle countrymytologi med hverdagsnære tekster om at sidde med fødderne i vand,slappe af og drikke en øl (”Toes”) – eller sange til hende den særligt udvalgte blandt det smukke køns repræsentanter (”Love of a woman”). Ja helt ud i coveret, hvor Wehner poserer iført cowboyhat og -skjorte skinner traditionalismen igennem.

Som sagt har Hans Wehner hjertet med i projektet. Og det gør indtryk, at musikken kommer lige fra hjertet og udføres med sans for countrymusikkens særlige æstetik. Musikalsk er der ikke noget at sætte sin kritiske finger på, men man kan godt tage sig i at drømme om et album, hvor Hans fik lov til at gøre det på sin måde med et hold countrymusikere fra det store land derovre, hvor musikken kommer fra. Måske sker det – i hvert fald er Wehner vist allerede i gang med projekt nr. 2.

Hermed varmt anbefalet alle med smag for country.

Hans Wehner. Country My Way. Produceret m.m af Hans Wehner. Wehner Records. (dobbeltcd m. mp3-filer)

Vi skal helt tilbage til 2006 for at finde de rebelske countrypiger Dixie Chicks seneste studioalbum, Taking the long way. Siden er det kun blevet til et par opsamlingsalbum. Men pausen har også resulteret i et sideprojekt, idet søstrene Martie Maguire og Emily Robison i 2009 dannede duoen Court Yard Hounds i frustration over det kreative dødvande i Chicks. Det nye projekt er indtil videre resulteret i to album. I 2010 kom det eponyme debutalbum og det filk følgeskab i år af albummet Amelita.

Court Yard Hounds spiller moderne country, der læner sig smukt op ad countrymusikkens tradition for melodiøse, personlige sange og med et tradtionelt arrangement.

Så vidt jeg husker, så er det vist ikke blevet til så mange skriverier om country i det snart forløbne år 2012. Men jeg kan da lige nå at slå et lille slag for trioen Pistol Annies, som jeg er stødt på for et stykke tid siden.

Amerikanerne kan det der med at kombinere countrymusik og kønne, fotogene, talentfulde damer. Og det sælger, så vidt jeg ved.

Pistol-Annierne – Miranda “Lonestar Annie” Lambert, Ashley “Hippie Annie” Monroe og Angaleena “Holler Annie” Presley – debuterede i 2011 i et tv-country-show, Girls’ Night Out: Superstar Women of Country, og fulgte denne optræden op med debutalbummet Hell on Heels senere samme år. Pladen toppede den amr. countryalbumliste og blev nr. 5 på den generelle albumliste.

Medvirkende til at skabe successen har det givetvis også været, at Miranda Lambert i forvejen er et kendt countrynavn, der siden debuten i 2001 har udsendt en god håndfuld album.

Pistol Annies spiller en mainstreamcountry, som falder godt i amerikanernes smag. Iørefaldende sange om hverdagslivet, dagen og vejen (fx hittet “Takin Pills“) – måske det, de kalder helvede på (høje) hæle?! – arrangeret som let rockende og i hvert fald sejt swingende country. Det er ikke musik, der vil flytter musikalske hegnspæle, provokerer eller støder nogen på manchetterne. Men de unge damer synger dejligt og bekræfter, at jorden stadigvæk drejer om sin akse. Krise eller ej.

Om kort tid udsender Ashley Monroe en soloplade med titlen “Like a rose”.

“Boys from the South” – “Hell over heels” –

“Det var ikke Gud, der skabte honky tonk engle” var titlen på countrysangerinden Kitty Wells gennembrud i 1952. Ikke alene var det et hit, det var også første gang nogensinde, at en kvinde indtog countryhitlisten. Og da Ellen Muriel Deason, som hun oprindeligt hed, først var slået igennem, var hun den førende countrysangerinde på listen de næste mange år – frem til 1968. hvor Tammy Wynette overtog førertrøjen.

Til forskel fra mange af sine kolleger og konkurrenter blev Kitty født i countrymusikkens Mekka, Nashville, Tennessee. Og hun begyndte at synge og spille guitar som barn. Først optrådte hun med sin søster under navnet Deason Sisters. Og da hun i en alder af kun 18 år havde giftet sig med Johnnie Wright, begyndte hun at spille sammen og turnere sammen med ham og hans søster under navnet Johnnie Wright and the Harmony Girls. I 1949 begyndte hun at indspille plader for RCA Victor, men countrymusikken var en mandeverden, og det kneb med opbakningen. Wells måtte forlade RCA, og i 1952 fik hun kontrakt med Decca Records. Og det var her gennembruddet kom.

Hittet kom lidt bag på Wells selv og mange andre. Men noget af forklaringen var måske – bort set fra at det er en god og umiddelbart iørefaldende countrysang – at den teksligt set gjorde op med den kønsdiskrimination, som countrymusikken ellers havde udsat kvinderne for, og signalerede, at nye tider var på vej – også inden for countrymusikken. Med lidt god viljen kunne man kalde “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels” for den første feministiske countrysang. Og den mødte da også modstand rundt omkring fx på radiostationer og på selveste Grand Ole Opry. Men dårligt omtale er nogle gange den bedste reklame, man kan få, og publikum kunne godt lide sangen. Den nåede 1. pladsen på countrylisten og lå der i seks uger – og solgte 800.000 eksemplarer.

De næste år var Kitty Wells den eneste kvinde, der gjorde sig som pladekunstner inden for countrymusikken. Hun var også den første, der fik mulighed for at indspille albums. Hun banede med andre ord vejen for andre sangerinder, fx Loretta Lynn, Dolly Parton og Tammy Wynette. Og efterhånden som der kom flere til klingede Wells’ succes af. Hun fortsatte med at have top-10-singlehits og albumhit til sidste halvdel af tresserne.

Selv om Kitty Wells ikke toppede listerne, så fortsatte hun med at udsende plader, der solgte ganske pænt, og med at give efterspurgte koncerter helt frem til årtusindskiftet. I 1976 blev hun beæret med en optagelse i Country Hall of Fame.

Kitty Wells døde den 16. juli efter at have fået et hjertetilfælde.

På dette tidspunkt i april for fyrre år siden udkom Creedence Clearwater Revivals sidste album Mardi Gras. Kort tid efter udgivelsen af pladen gik bandets medlemmer hver til sit.

Tom Fogerty – storebroder til bandleder John Fogerty – havde allerede taget sit gode tøj og var gået. årsagen var angiveligt, at John Fogertys voksende dominans (for nu at sige det pænt) i gruppen, var blevet en belastning for Tom og de andre.

Paradoksalt nok er Mardi Gras på mange måder udtryk for kollektivet og afspejler ikke John Fogertys kreative førerstilling. På pladen deler Fogerty æren – som forsanger og sangskriver – med Stu Cook og Doug Clifford. Og måske er det også forklaringen på, at pladen – selv om det solgte pænt og indkasserede en guldplade – ikke kunne leve op til de foregående seks albums succes.

Det var også John Fogertys sange, der blev taget fra som singleudspil – og resulterede i det sidste hit med “Sweet Hitch-Hiker” ( en 6. plads på Billboards popliste). Det var uden tvivl John Fogerty, der havde stemmen i det band – og sangskriverevnerne. Det er Fogertys sange – især “Sweet Hitch-Hiker” og “Someday Never Comes – man husker fra det album. Og så bandets sprælske version af “Hello Mary Lou” (Gene Pitney, Cayet Mangiaracina).

Kritikeresset Robert Christgau – som jeg har for vane at citere på grund af hans fyndige udmeldinger – fælder dommen over pladen: “only inspired Fogerty vocals might save C&C’s competent-plus to competent-minus filler from a lifetime in Lodi.“. Og giver pladen karakteren B. De foregående fik A. Og så bemærker Christgau noget andet – og helt rigtigt. Cooks og Cliffords fremtrædende rolle i flere af sangene gør den til en countrypræget plade (og i mine ører en ret ordinær sådan). Pladen gav også et fingerpeg om, hvad der var i vente. En solokarriere for John Fogerty og en mere anonym rolle for de resterende medlemmer i musiklivet.

Sweet Hitch-Hiker

We don’t smoke marijuana in Muskogee;

We don’t take our trips on LSD

We don’t burn our draft cards down on Main Street;

We like livin’ right, and bein’ free.

I’m proud to be an Okie from Muskogee,

A place where even squares can have a ball

We still wave Old Glory down at the courthouse,

And white lightnin’s still the biggest thrill of all

Countrymusikeren Merle Ronald Haggards navn er uløseligt forbundet til sangen “Okie from Muskogee“, som hittede på countrylisten i 1969. Det var også den sang, der fik mine ører op for Merle Haggard.

Hvis ellers jeg husker rigtigt, så blev sangen identificeret med den kvalme, højresnoede, amerikanske red neck-nationalisme, som også den dag i dag gennemsyrer amerikansk politik. Men i virkeligheden var sangen nok mest af alt en solidaritetserklæring til de menige amerikanerne, der ikke gik så højt op i politik, troede på de amerikanske frihedsidealer – og ofrede deres unge liv i en krig, hvis meningsløshed voksede dag for dag: Vietnamkrigen. Ironisk nok delte okien fra Muskogee værdier med de hippier og universitetstuderende, som sangen langer ud efter. I begge lejre hyldede man friheden og og retten til at være ‘square’. Men det var der ikke mange, der så dengang…

Vietnamkrigen var på sit højeste, og krigsmodstanderne havde ikke altid sans for det anstrøg af satire, der også er over Haggards fremstilling af den konservative okie. Identifikation og kritik kan sagtens gå hånd i hånd, men det kan være svært at se, når tingene i kampens hede stilles op som sort og hvidt. Siden er sangen blevet fremført af kunstnere, der både røg pot, dyrkede ‘fri kærlighed’ og lod håret vokse ned over skuldrende. Grateful Dead og The Beach Boys for eksempel. Og det siger vist en del om sangens kulturelle dybde.

For forståelsen af sangen er det heller ikke uvæsentligt at vide, at Merle Haggard skrev den kort tid efter, at han havde genvundet sin egen frihed – efter at have afsonet en længere fængselstraf i San Quentin.

Læs mere om Merle Haggard ovre hos seniorblogger Torben – og tjek Haggards seneste to album ud. De er fremragende.

I seks årtier var nu afdøde Earl Eugene Scruggs med til at præge countrymusikken – og især den særlige afart af country, bluegrass – med sin ‘Scruggs stil’, der var en rendyrkning af en særlig picking-stil med brug af tre fingre.

Scruggs blev født i en fattig bondefamilie i North Carolina. Faderen døde, da Earl var fire, og sammen med sine fem søskende måtte Earl hjælpe moderen med at få gården til at løbe rundt. Men der var også plads til musikken. Alle i familien kunne spille. Man lærte af hinanden.

I 1939 kom Earl med i Morris Brothers. Men karrieren tog for alvor fart, da Scruggs blev hentet ind i The Blue Grass Boys af selveste Bill Monroe i slutningen af 1945. Det var den direkte adgang til countrymusikkens Mekka: Grand Ole Opry. Et par år efter gik Scruggs sammen med kollegaen, guitaristen Lester Flatt, ud og dannede The Foggy Mountain Boys, der også gik under navnet Flatt & Scruggs. Det formelle samarbejde med Flatt holdt til 1969 på grund af musikalske og politiske uoverensstemmelse. Flatt var konservativ og Scruggs, hvad man derovre betegner som ‘liberal’.

Sammen med sine sønner dannede Earl Scruggs sin Earl Scruggs Revue, der var baseret på traditionel bluegrass, men lod sig inspirere af tidens nye toner, bl.a. materiale fra Bob Dylan og The Rolling Stones. Bandet var aktiv frem til 1980, hvor Scruggs måtte trække sig på grund af problemer med ryggen.

Earl Scruggs var aktiv frem til slutningen af halvfemserne, hvor en seksdobbelt bypass-operation lagde en dæmper på hans musikalske udfoldelser. I retrospekt vil Scruggs blive huske som manden, der var med til at gøre banjoen til et fremtrædende instrument i bluesgrass og anden country, lige som han med sin nyorientering mod nye musikalske strømninger var med til at holde liv i countrymusikken, fordi man kun kan bevare en tradition gennem fortløbende fornyelse.

Foggy Mountain Breakdown – Flat & Scruggs

Billie Jo Spears’ hit fra 1975 “Blanket on the Ground” – om at finde tilbage til den ungdommelige, lidenskabelige forelskelses tid i et forhold, hvor kærligheden er blevet opslugt af hverdagen – blev et stort hit. Også på pophitlisterne, hvilket var usædvanligt dengang. Mindre udsædvanligt blev det ikke af, at sangen i al sin uskyldighed kom på tværs af mange af de familieværdier, som også hersker i countrymusikken. Opfordring til lidenskabelig løssluppenhed (sex i det fri!) er ikke altid faldet i god jord blandt konservative countryfans.

“Blanket on the Ground” blev Spears’ største succes og adgangsbillet til countryparnasset. Hun havde ellers været undervejs i mange år, siden hun som kun 13-årig startede i hjemstaten Texas med sangen “Too Old for Toys, Too Young for Boys”.

Rigtig gang i karrieren fik hun først, da hun i 1964 tog til countrymusikkens Mekka, Nashville og fik kontrakt med United Artists og senere Capitol Records. Og de første countryhits kom med sange som “He’s Got More Love in His Little Finger” og “Mr Walker, It’s All Over”.

Efter nogle alvorlige problemer med stemmebåndet og obskure indspilninger for nogle obskure små plademærker fik hun karrieren på fode igen i 1974, hvor hun igen kom i stald hos UA. Og den første sang hun fik tilbudt var Roger Bowlings “Blanket on the Ground”. Successen førte til, at Spears i årene efter indspillede flere sange med lignende tematisk indhold. Det er helt efter pladeselskabernes marketingshåndbog.

Sjovt nok fik Billie Jo Spears en stor fanskare i Storbritannien. Hun var med i det første store country-ryk-ind derovre (sammen med Buck Owens o.a.) og fik smag for landet. Hun blev også gift med en englænder, og briterne kunne åbenbart gengælde hendes begejstring. I hvert fald hittede flere af hendes album på de lokale hitlister derovre, og hun gav utallige koncerter rundt om i riget.

På trods af hjerteproblemer og andre skavanker er Billie Jo Spears fortsat med at indspille plader og optræde helt frem til sin død.

“Blanket on the Ground” er klassisk country. En af den slags sange, man husker. På grund af melodien og på grund af Billie Jo Spears lidt hæse stemme.

Jeg har været inde på temaet før: Den amerikanske countrymusiks mange fine sangerinder. En af de yngre, som bestemt fortjener at blive lyttet til er Sunny Micaela Sweeny, der har et album på samvittigheden, Heartbreaker’s Hall of Fame fra 2007 (Big Machine Records). Og en ny plade er på trapperne, Concrete, som skulle være i handlen til august.

Sunny Sweeny havde egentlig en tidstypisk drøm om en fremtid på de skrå brædder som komediant, men drømmen brast i New York, og hun vendte tilbage til sin fødeegn i Texas. Her blev hun hurtigt kendt i det lokale musikmiljø, og rygterne om hendes talent resulterede i en pladekontrakt med det lille pladeselskab Big Machine. Inden da havde Sweeny allerede for egne penge indspillet, produceret og udsendt sin debutplade. Og Big Machine genudsendte den som sin første handling.

Siden har hun været på en Europaturné og har skiftet pladeselskab til Republic Nashville, som Universal Records har del og lod i sammen med Big Machine. Hendes første og hidtil eneste hit kom i marts 2001, hvor hun røg op i Billboards Hot Country Songs-listes top 10 med “From a Table Away”. I maj måned kom endnu en single – Staying’s Worse Than Leaving. Den røg lige ind på min mp3-afspiller…

Sweeny fornyer på ingen måde countrymusikken, men hun har en god stemme med en klar texansk accent, fortolker og fraserer godt – og passer som fod i hose til den mainstreamcountry, som mange amerikanere (og andre…) elsker at lægge øre til. Poppet, velproduceret, velspillet og helt igennem livsbekræftende….

Lyt også til sangen Drink Myself Single, som først fik mig til at spidse ørerne…

Jeg nåede ikke at skrive dette indlæg i går på grund af travlhed. Men det skal ikke forhindre mig i at råde bod på forsømmelsen i dag. For det er nok værd at kaste en rune over sangskriveren Tomas Hall – kaldet Tom T. Hall – der fyldte 75 år i går.
Med i omegnen af et dusin nr. 1 hits og snesevis at top 10-placeringer har han for længst understreget sine evner ud i sangskrivningens kunst.
Når han ikke er så kendt herhjemme hænger det sikkert sammen med, at han især har slået sine folder i countrymusikken, hvor han fra starten af tresserne har været sangleverandør med udgangspunkt i countrymusikkens hjerte: Nashville. Navne som Johnny Cash, Loretta Lynn, Walon Jennings og Bobby Bare er bare nogle af dem, der har nydt godt af The Storytellers evner.
Men en sang må han også kunne huskes for herhjemme. Den blev i hvert fald flittigt spillet i Danmarks Radios program 3: Harper Valley PTA – i Jeannie C. Rileys fortolkning. En iørefaldende sang om konflikten mellem tressernes moralske opbrud – kaldet ‘frisind’ – og den herskende moral. En sang, der på bedste vis afslører Tom T. Halls særlige sangskriverkvaliteter: Kombinationen af en iørefaldende melodi og en fortællende tekst.
Men Hall har, som nævnt, haft mange andre hits i ærmet, bl.a. “A Week in a Country Jail”, “(Old Dogs, Children and) Watermelon Wine”, “I Love”, “Country Is”, “The Year Clayton Delaney Died”, “I Like Beer” og “Faster Horses (the Cowboy and the Poet)”. Alle hits over there.
Som mange andre countrysangskrivere har Hall også haft sin egen sangkarriere og har udgivet en lang række album, hvoraf flere har ligget på countryhitlistens top 20. Blandt andet Rhymer and Other Five and Dimes (1973), der indtog førstepladsen. Der er også kommet adskillige opsamlingsplader med hans bedste sange.