Indlæg tagget med journalistik

Lotus og den fulde sandhed

21. september 2016

I forgårs viste DR1 første del af dokumentarfilmen “Lotus og den fulde sandhed”. I filmen følger man Lotus Turèll – Dan Turèlls datter – der gennem samtaler med andre mennesker systematisk forsøger at tegne et billede af sin barndom med en fordrukken far.

Ingen tvivl om, at mange har et problem med alkohol. Ja, der er også mange eksempler på, at forfattere og digtere har været og er alkoholiserede. Der er faktisk skrevet bøger om sammenhængen mellem digtning og alkohol (og andre stoffer). Men  hvor interessant er det nu lige for tv-seerne at se Lotus blotlægge sin fars drikkeri?

I betragtning af, hvor sjældent DR (og TV2) for den sags skyld beskæftiger sig med den danske litteraturs store navne ud fra en litterær synsvinkel, så synes jeg dokumentaren her er ret ligegyldig. Jeg ville gerne se en dokumentarfilm om Dan Turèll, men at bruge 2 gange 45 minutter på at følge hans drikkeri, opfatter jeg ikke som godt tv. Det er snarere udtryk for en uheldig tendens i tv-mediet. Tendens kan man kalde føleri-tv. I en tid, hvor journalisterne tydeligvis mangler almindelig dannelse (almendannelse) – herunder historiefaglige og andre koordinater i deres verdensbillede – så glider de umærkeligt ind i den underlige form for journalistik, der hidtil mestendels har brilleret i ugebladene. En journalistik, der fokuserer på det enkelte (helst kendte) individ og dets følelsesmæssige oplevelse af livets tildragelser. Er du i tvivl om, at det forholder sig således, så prøv engang af se et af de nyheds- og aktualitetsprogrammer, vi præsenteres for om morgenen og aftenen på de to store kanaler. Her dyrkes følelrijournalistikken i udpræget grad.

Nej, hvis du vil vide noget om Dan Turèll, så læs hans bøger.

Mig og så tv

1. marts 2016

I år har jeg fået mulighed for at se mere tv om aftenen som følge af et andet job. Men indtil videre har det ikke været nogen fordel, for jeg synes niveauet – det informative og kulturelle -  på de danske kanaler er alarmerende lavt. Især det journalistiske niveau. Fx i et aktualitetsprogram som DR1s Aftenshowet.

Jeg synes ganske enkelt, at journalisterne er for dårligt rustede til jobbet. De er ekstremt personfikserede, de er dårligt forberedte (ingen eller mangelfuld research) og generelt er deres almenviden for dårlig. Fx hev de den nu detroniserede landbrugs- og miljøminister Eva Kjer Hansen ind i går aftes for mest af alt at sovse rundt i hendes følelsesliv i forbindelse med afgangen. Hvor det kunne være blevet et spændende indslag om de faktiske forhold i den famøse landbrugspakke (hvad der er op og ned på de famøse tal fx og betydningen for miljøet), så blev det blot en omgang føleri på niveau med de kulørte ugeblade. Og så føjer jeg virkelig, at jeg spilder jeg min tid foran tossen…

Den imploderede troværdighed og den journalistiske fortælling

12. februar 2015

I medierne kunne man i går og i dag læse om en amerikansk tv-vært, der var blevet fyret, fordi han angiveligt havde løjet om en militær begivenhed. Det fik mig til at tænke lidt over journalistikkens troværdighed i vores blakkede kulturelle konjunktur.

Skruer vi tiden tilbage til september måned 2007, så skrev jeg et indlæg med overskriften “Jeppe Nybroe – en rigtig journalist”. Titlen var dobbetltydig – kunne både læses som en anerkendelse af journalisten som journalist – og som en ironisk titel, idet det efterfølgende afslørede problemerne med at være en “rigtig” journalist i vores kultur. Eller bedre: Titlen skulle læses og forstås i begge betydninger samtidig. Altså som et paradoksalt udsagn.

I indlægget filosoferede jeg lidt over journalistikkens hang til fiktioner og hævdede – med hjælp fra den afdøde, franske sociolog og semiotiker Jean Baudrillard – at fiktionen – eller om man vil: (op)digtningen – ikke var et supplement, der kom til den rene, ubesmittede journalistisk udefra. Men derimod en betingelse, som journalistikken altid har haft som eksistensgrundlag. Journalistikken har altid digtet og fortalt historier.

Indlægget var direkte fremkaldt af, at den dengang højtprofilerede tv-journalist Jeppe Nybroe var blevet gået på DR, fordi han angiveligt havde “skadet DRs troværdighed” ved at have krydret nogle af sine tv-indslag med lyde fra eksplosioner. Han havde tilført sine nyhedsindslag nogle effekter – akkurat som man gør i filmfiktioner – for at øge troværdigheden, men kom derved til at skade den (i følge DR). Troværdigheden imploderede paradoksalt nok, fordi journalisten ville styrke den. Men som jeg skrev dengang, så gjorde Nybroes os måske i virkeligheden indirekte en tjeneste ved at påpege “at digtekunsten er den naive realistiske journalistik fuldstændig overlegen. Og at digtekunsten måske er bedre egnet til at fortælle os noget om virkeligheden og sandheden…”.

Siden dengang for syv-otte år siden er der blæst megen troværdighed bort fra tv-mediet – og pludselig er (anti)helten Jeppe Nybroe igen i medierne med sin (mangel på) troværdighed og sin sans for iscenesættelse og fiktion. Nybroe har nemlig udgivet en bog om sin egen kidnapning Kidnappet. I islamisternes fangehul, der er en beretning om Nybroes tilfangetagelse i Libanon, hvor han og en mellemøstlig journalist var gidsler en lille måneds tid.

Bogen blev i forgangne uge anmeldt af kollegaen Adam Holm i Weekendavisen. Og måske har Nybroes forhistorie spøgt i Holms hoved under læsningen og nedfældningen af anmeldelsen, for i hvert fald stikker Holm sin kritiks kniv lige netop ind der, hvor troværdigheden og fiktionen gnubber sig op ad hinanden. Medens andre kolleger er blevet begejstret for Nybroes beretning, så kan Holm ikke lade være med at kaste sig over nogle uklarheder og urimeligheder i bogen:

Selv om al sympati retter sig mod forfatteren, er det svært at dele den begejstring. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og her har bogen visse vanskeligheder. Det er naturligvis ikke pænt at spørge kritisk til et offers beretning, men det er nødvendigt at pirke til nogle generende uklarheder. Blandt adskilligt falder det straks i øjnene, hvordan Nybroe tager sig ud på bogens forside. Det er et såkaldt »proof of life«-billede sendt til familien den 24. februar.

Hvorfor baglandet hjemme i Danmark overhovedet har brug for et sådant bevis, al den stund de hyppigt er i kontakt, virker temmelig mærkværdigt. Mærkværdigt er det også, at Nybroe efter på det tidspunkt at have været holdt som fange i mere end to uger, som han beskriver som uhyrlige, har rene negle, bærer et armbåndsur, som vi ellers forstår var blevet taget fra ham, og blotter en brystkasse, der ser ud, som om den har været eksponeret for sollys. Nybroe lider angiveligt på det tidspunkt af søvnmangel og græder dagligt og kaster op, men øjnene afslører ingen tegn på blodudtrædninger af hverken træthed eller anden belastning.”

Adam Holm har et godt blik for djævlen i detaljen, unøjagtigheder og løse tråde i bogen og antyder, at Nybro har “taget sig visse narrative friheder” og har “malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver”.

I modsætning til Holm har jeg ikke læst bogen, men Holms anmeldelse kunne tyde på, at Nybro stadigvæk er en rigtig journalist, der i sin iver for at fortælle en god og troværdig journalistisk historie overser en række detaljer, der modsiger historiens kerne af troværdighed.

Med til historien hører også, at Nybros medfange, journalisten Rami Aysha, på flere punkter er uenig i Nybros beretning og at bogforlaget har valgt at karakterisere bogen som “en subjektiv beretning”. Altså som en slags new journalism – og dermed er vi igen tilbage i fiktionens og løgnehistoriernes regi.

Danmark Radio og diskursen om konflikten i Gaza

3. august 2014

I følge Danmarks Radios seneste opgørelse, så har den Israelske stats intervention i Gazaområdet indtil videre kostet omkring 1700 palæstinensere livet, ca. 9000 er blevet såret og et større, ukendt antal (anslået 280.000) er på flugt på Gazastriben. Der er blevet dræbt 65 israelere i samme periode, 63 af dem er soldater. En tredjedel af de dræbte palæstinensere var børn og unge.

Konflikten i Gaza er ikke kun en konflikt mellem den israelske stat og de statsløse palæstinensere på Gazastriben. Konflikten er også en ideologisk kamp. Det kom med al ønskelig tydelighed frem i går aftes i DR2s program Deadline (kl. 22.30), hvor man havde et interview med den norske læge Mads Gilbert, der de seneste tre uger har arbejdet på al-Shifa-hospitalet i Gaza. I et åbent brev til offentligheden har Gilbert kritiseret Israel for at gå målrettet mod kvinder og børn i angrebene og har appelleret direkte til præsident Obama om at komme til al-Shifa og tage tragedien i øjensyn (fordi det – i følge Gilbert – ville ændre verdens gang dernede…).

Det var den danske journalist Martin Krasnik, der var i studiet og interviewede Gilbert. Og det bemærkelsesværdige ved interviewet var, at Krasnik forsøgte at fremstille Gilbert som en læge, der var ude i et politisk ærinde. Underforstået: At Gilbert ikke blev ved sin læst (og lappede de sårede sammen…), men politiserede og tog parti for terrororganisationen Hamas. Men interviewet tog en overraskende vending, fordi Gilbert afviste Krasniks forsøg på at sætte sig på talen om Gaza-konflikten. Det lykkedes – set herfra – for Gilbert at flytte problemet over på DR-journalisten, der blev udstillet som en eksponent for den amerikanskdominerede diskurs og ideologi om Gaza-konflikten. I et relativt kort øjeblik (set i det store mediesammenhæng….) blev det tydeligt, at Danmarks Radio med den i øvrigt seriøse Martin Krasnik i spidsen er mere end villige agenter for den herskende ideologi og amerikanernes definitionsmagt i Gaza-konflikten. Det er en øjenåbner af dimensioner – og man kan kun beklage, at mange flere såkaldte eksperter og journalister ikke går i Gilberts fodspor og udøver magtkritik af de herskende medier.

Gense udsendelsen her.

 

Tænketanke…

14. februar 2014

Jeg har undertiden forholdt mig til fænomenet tænketanke her i bloggen. Mest i form af kritik af den liberalistiske tænketank Cepos. Men der findes andre, fx Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og Cevea. Fælles for tænketankene er, at de arbejder ud fra et ideologisk grundlag. Cepos står på en nyliberalistisk fundament, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd på et socialdemokratisk og Cevea på, hvad man forsigtigt kunne kalde et centrum-venstre-grundlag.

Og det er et velkendt fænomen, at repræsentanter for ikke mindst de to førstnævnte tænketanke ofte er i medierne som kommentatorer til tidens politisk-økonomiske forhold. Og det i et sådant omfang, at man som almindelig tv-seer og avislæser godt kan undre sig over, hvorfor de får så stor opmærksomhed som selvbestaltede eksperter?! Derfor var det med en vis forventning, jeg i går aftes satte mig til at se programmet Bag Borgen: De indflydelsesrige tænketanke på DR1. Vært var DR1s politiske journalist Ask Rostrup.

Nu var der en chance for at få kigget tænketankene lidt efter i sømmene og få svar på, hvorfor pokker de har tilranet sig så stor en betydning i medierne. Troede jeg. For faktisk var det skuffende, ja ligefrem beskæmmende, at se, hvor lidt journalist Rostrup fik ud af programmet. Fx fik vi ikke kastet lys over, hvem der faktisk er de økonomiske sponsorer bag Cepos. Vi fik kun at vide, at der var tale om donationer fra privatpersoner og firmaer, men ikke hvem. Vi fik oplyst, at partierne Venstre og Konservative, sammen med erhvervspersoner som Bent Fabricius Bjerre og Michael Laudrup havde været med til at søsætte den ideologiske tænketank, men de reelle økonomiske bagmænd kom ikke frem i lyset. Og journalist Rostrup gjorde end ikke tilløb til at grave i det. Til trods for, at der har cirkuleret rygter om, at fx Saxo Bank var en vigtig støtte. Det skreg så meget desto mere til himlen som direktøren for AE åbenhjertigt fortalte, at deres penge kom fra fagbevægelsen. Og det er ikke ligegyldigt, hvor penǵene kommer fra, for pengedonationer forpligter. Man donerer kun penge, hvis man i en eller anden grad har en forventning om, at pengene går til et formål, man sympatiserer med.

I det hele taget stod det skralt til med den kritiske journalistik i det program. Rostrup var mest af alt mikrofonholder for de to direktører, der forståeligt nok fremførte deres respektive holdninger uden modstand. Ikke en eneste gang anholdt Rostrup nogle af påstandende, som fx da direktøren for Cepos – for gud ved hvilken gang – fremførte påstanden om, at det ikke ville have den store effekt, hvis man reducerede det offentlige med fx 10 milliarder.

Udsendelsen var et flop. Den kunne teoretiske set have været oplysende for seerne, den kunne have kastet lys over, hvordan den ideologiske kamp konkret bliver ført i disse år osv., men desværre forblev den en ukritisk bekræftelse af det billede, man i forvejen havde af tænketankene position i medielandskabet. Og den var endnu et søm til den kritiske journalistiks ligkiste.

Du kan se udsendelsen her.

Torben Bille – 1949-2013 – et mindeord

12. april 2013

Det er med sorg i sinde, jeg viderebringer denne triste meddelelse fra Torbens blog:

“Vi må med sorg fortælle jer, at vores mand, far og farfar, Torben Bille, døde natten mellem 11.4.13 og 12.4.13 af hjertestop. Tusind tak til alle jer, der har læst og kommenteret hans ord og meninger. Kommunikationen med jer har været meget vigtig for ham. Bloggen var hans hjertebarn. Nu forfatter han nye ord i en bedre verden. Vi vil savne dem i denne. Anna-Katrine, Jonas, Camilla, Ronja, Johanne og Amanda”.

Vi ved ikke, hvad der er os i vente på vores vej gennem livet. Alligevel er det ufatteligt for mig, at Torben ikke er her mere. Jeg har været så privilegeret at lære Torben at kende for nogle få år siden. Han havde opdaget mine skriverier her i bloggen og kontaktede mig, fordi vi nærede den samme lidenskab for musikken og havde nogenlunde samme musiksmag. Og vi mødtes i København og Aarhus og begyndte at lære hinanden at kende personligt. Vi havde også en aftale om en ‘mandefrokost’ i år, men den bliver så ikke til noget. Desværre.

Men mange år før vores skriverier sådan førte os sammen stiftede jeg bekendtskab med Torbens musikformidling. Han begyndte i 1974, og jeg har været hans trofaste læser lige siden. Og – uden at fornærme nogen af de mange musikskribenter rundt omkring – så vil jeg tillade mig at mene, at Torben har været det store fyrtårn i dansk populærmusikformidling. Han var vidende og skrev godt. Ja, han havde sin egen stil. Det kan man ikke sige om ret mange anmeldere og kritikere.

Nu er Torben ikke mere. Hvor trist. Men bøgerne og bloggen (som forhåbentlig får lov at stå en tid endnu…) har vi da og kan lade os inspirere af. Torben du vil være savnet… Hvil i fred.

Og mine tanker går til hans familie, som betød alverden for ham.

Carsten

Opdatering: Seneste nyt fra de efterladte (offentliggjort på Torbens blog):

Kære alle

Vi siger farvel til Torben i Frederiksberg Kirke på onsdag den 17. april kl. 14. Alle er velkomne.

Journalisten og forfatteren Erik Haaest er død, 76 år

26. januar 2012

Som der står i den engelske udgave af Wikipedia, så var Erik Haaest en ‘controversial danish journalist’. Og kontroversiel bliver man, når man fx melder sig ind i koret af holocaustskeptikere og i øvrigt forsvarer ultrahøjreorienterede synspunkter.

Haaest, der opr. hed Hansen, stammede fra Kerteminde og efter at have aftjent sin værnepligt kastede hans sig over journalistikken. Han blev mesterudlært ved Skjern Dagblad (1958-59) og Lollands Tidende. Og siden slog han sine journalistiske folder i B.T., Se og Hør, Ude og Hjemme og Ugens Rapport. Heri kan man så vælge at lægge en bestemt fortolkning af hans journalistiks habitus.

Han var også redaktør for Danske Tidende i årene 1978-81 og markerede dermed sit politiske tilhørsforhold i landskabet omkring Mogens Glistrups Fremskridtspartiet.

Når han fortjener en minderune her i bloggen, så er det ikke på grund af hans odiøse politiske journalistik og forfatterskab, der gerne kredsede om mere ømtålige emner undre 2. verdenskrig (Frikorps Danmark, Hipofolk og Waffen SS fx) eller berømt-berygtede kriminalsager (dobbeltmorden på Peter Bangs vej, Edderkoppesagen), men alene, fordi han som udgiver og redaktør af ungdomsbladene Beat og Børge i tresserne var med til at stimulere ungdommens interesse for den nye musik og dens idoler. Ja, for sådan en som mig, der voksede på i Esbjerg, var de to blade (og Hit) sammen med Danmarks Radio og tysk tv de vigtigste kilder til information om, hvad der skete. Udenlandske musikblade var der langt mellem derovre på vestkysten. At han så – som Torben har påpeget – ikke interesserede sig en døjt for selve musikken og kulturen omkring den er en anden sag. Han gjorde det for pengenes skyld. Men det var – og er – han jo langtfra den eneste, der gjorde. Han virkede også som koncertarrangør og impressario og har skrevet bøger om beatmusik – bl.a. om Peter Belli og The Kinks.

Erik Haaest døde den 23. januar efter længere tids sygdom.

[Billedet er lånt fra The Baronets’ hjemmeside og viser gruppen – m. Lasse Helner til venstre – sammen med Erik Haaest i midten]

Når en midaldrende mand springer ud som syrisk, lesbisk blogger…

13. juni 2011

Bag pseudonymet “Capac” gemmer der sig i virkeligheden en ældre, sort transvestit fra det øvre Congo! Nej, undskyld. Selvfølgelig gør der ikke det. Men det kunne have været tilfældet.

Min gode veninde Gertrud har i et par mails henvist mig til dagens interessante mediehistorie om den syriske og lesbiske blogger, “A Gay Girl in Damascus“, som igennem længere tid har været en vigtig kilde for massemedierne vedr. situationen i Syrien. Nu viser det sig så, at den 35-årige, kvindelige syrer i virkeligheden er en 40-årig, gift, amerikansk mand, bosiddende i Edinburgh i Skotland! En køns- og kulturskifteoperation, der vil noget!

Tom MacMaster, som manden hedder, bedyrer, at det kun er navnet og identiteten, han har opdigtet. Indholdet af bloggen er sandt.

Sagen er ikke kun morsom. Den er også interessant som illustration af, hvordan de traditionelle nyhedsmedier agerer i de nye sociale mediers verden. Kort fortalt agerer de, som om weblogs og andre sociale medier var traditionelle medier. Og i deres nyhedshunger og dead-line-hastværk glemmer de helt ædle journalistiske dyder som kildekritik og almindelig research. Sagt mere verdsligt: De er blevet taget ved næsen, ført rundt i manegen, til grin for offentligheden.

Sagen er også en påmindelse om, at personlige weblogs ikke simpelthen kan reduceres til fx nyhedskilder. Weblogs er – generelt set – hybride medier, der blander genrer og stilarter efter forgodtbefindende. Og det er en markant udfordring for nyhedsjournalistikken.

Tom MacMasters fiktion er også interessant ved – som bedrageri og iscenesættelse – at indgå i vores opfattelse af, hvad der foregår i Syrien lige nu. Selv om indlæggene fra den homoseksuelle pige i Damascus har været fiktive, så har de også indebåret en kritik af det bestående syriske magtvæsen og den despotiske præsident. En kritik, som medierne uden omtanke har viderekolporteret…

Sagen er altså også en illustration af, hvad weblogs faktisk kan som demokratiske organer. Nemlig: være med til at sætte dagsordenen for den politiske debat.

Skulle MacMaster så have undladt sin lille ‘litterære’ leg? Som han selv understreger i sin undskyldning, så har meningen ikke været at gøre nogen ondt. Og der er nok heller ikke nogen, der har taget skade af fiktionen. Altså lige bortset fra pressen, der er blevet taget med bukserne ned om hælene endnu engang. Endnu engang er vi vidne til, at pressen har fået punkteret sin højt besungne troværdighed. Og det er måske den vigtigste lære af denne lille spøjse sag: At vi konstant skal være skeptiske over for medierne. Både de etablerede nyhedsmedier og de sociale….

Død mand sladrer ikke – om døde kilder, døde murere og journalistikkens hang til fiktion

29. maj 2011

Ingen tvivl om det. Det går hurtigere og hurtigere i journalistikken. Ikke mindst nyhedsjournalistikken. Der skal produceres nyheder nok til at holde TV2 News, DR Update og de almindelige nyhedsprogrammer i gang i døgndrift. Plus siderne på internettet. Og fristelsen til at give iscenesættelserne af indslagene lidt ekstra i form af båndede bombedrøn eller citater fra for længst afdøde kilder må være stor.

I dagens avis kan man læse om akademikeren Mads Qvordrup, der har gjort karriere i journalistikkens verden og er steget op af karrierestigen til en plads i semi-berømmelsens lys som skærmtrold på TV2 News. Og her er han blevet afsløret i at citere en for længst afdød kilde. ‘Forbrydelsen’ er ikke sket, medens Qvordrup var på skærmen hos TV2 News, men da han agerede journalist på dagbladet Information. Selv om det således kan siges  at være en gammel nyhed, så er han, som det hedder i tv-journalistlingoet, blevet ‘pillet af skærmen’. Han er blevet ‘sat på pause’ og skal til samtale. Og så vil han måske nok dukke op igen, når medienyhedsrumlen for længst har ladet den lille episode glide i baggrunden sammen med atomkatastrofen i Japan, det folkelige oprør i Ægypten og orkanerne i USA…

Mads Qvordrup undskylder sig med, at han ikke er uddannet journalist, men akademiker. Og at den skrevne journalistik ikke har været hans stærke side. Nu ved jeg godt, at akademikere ikke er i høj kurs lige for øjeblikket. Især ikke humanistiske. Men alligevel. Man er en død murer, hvis man ikke kan kende forskel på en levende kilde og en, der har været død i lang tid.

Sagen er endnu et eksempel på, at nyhedsjournalistikkens troværdighed står og falder med en realistisk fiktion. Vi skal simpelthen tro, at de vi ser og hører faktisk er sket eller sker. Og troværdigheden ryger på gulvet med et drøn, når det viser sig, at realismen er en iscenesættelse og altid har været det. Som da Jeppe Nybroe afspillede en fil med bombedrøn, eller Mads Qvordrup lader døde genopstå som levende kilde.

Men om fjorten dage er sagen glemt. Og Mads vil tilsmile dig igen i projektørlyset på TV3 News. Eller måske ikke alligevel. For måske har Qvordrup begået tilsvarende og andre fadæser i sin tid som skrivende journalist ved Information.

Kilde: JP

Den farlige radios død – og de røde lejesvende

4. maj 2011

I gårsdagens udgave af Politiken havde journalisten Jacob Rosenkrands en kronik med titlen “Farvel til de røde lejesvende“. Kronikken er en slags opsummering og efterrefleksion over de tre, omstridte tv-udsendelser om “Jagten på de røde lejesvende”, som Rosenkrands var ansvarlig for og stod for. Og som jeg i denne blog har kritiseret og forholdt mig til (se links nedenfor). Jeg har ikke ændret mening om programserien, som jeg stadigvæk opfatter som et stykke temmelig mislykket tv, der slet ikke får indløst det potentiale, der er i emnet.

Men i kronikken ser Rosenkrands på de røde lejesvendes betydning – storhed og fald, kunne man måske sammenfatte det til – som tiltrængte fornyere af journalistikken. Eller rettere: som arvinge til og forfægtere af den gamle socialdemokrat Julius Bomholts ideal om “farlig radio”. Om denne tanke skriver Rosenkrands:
“Den farlige radio udspringer imidlertid ikke af 70’ernes venstreorienterede og revolutionære tidsånd. Begrebet blev formuleret kort efter Anden Verdenskrig af socialdemokraten Julius Bomholt, formand for Statsradiofoniens Radioråd og senere Danmarks første kulturminister. Han ønskede at gøre op med forestillingen om, at enhver udsendelse skulle afspejle flertallets synspunkter, og enhver anskuelse straks afbalanceres af den modsatte.

»Radioen bør ikke blot være landets største, men frieste talerstol, og vi håber, at lytterne vil vise sig i besiddelse af vidsyn og tolerance. Vi bør opdrage os selv til at føle glæde over en talentfuld modstander«, skrev Bomholt. »Det gælder om at åbne dørene for de ideer, der er i stand til at skabe bevægelse (…) Lad os være tolerante, således at radioen kan blive en formidler af tidens brændende ideer – med en appel til den enkelte om selv at tænke«.

Selv om ‘de røde lejesvende’ undervejs kom til at glemme det journalistiske håndværk til fordel for venstreorienterede holdningers skævvridning i programvirksomheden, så er kronikforfatteren ikke i tvivl om, at vi – og andre journalister – har meget at takke ‘lejesvendene’ for i form at tankevækkende, provokerende og nyskabende journalistik i radio og tv. Men med ‘jagten på de røde lejesvende’ – en jagt, der har stået på i henved 40 år og som de siddende regering satte på dagsordenen, da den kom til magten i 2001 – er der sket noget. Den ideologiske kamp har – det er indiskutabelt – haft en hæmmende effekt på de røde lejesvendes ‘farlige radio’ (og tv). Men de samme oprørske journalister er også med tiden gledet ind i en slags konservativisme, hvor de ikke har været i stand til at forny og udfordre deres egne positioner. Rosenkrands ser rigtig, synes jeg, når han ser noget paradoksalt i, at de unge, oprørske halvfjerdserjournalister, som satte fut i mediemonopolet, med tiden går hen og størkner i konservativisme, ja, reaktion. Han skriver:

Det er et paradoks, at DR kunne blive reaktionær med mange af de samme medarbejdere i front, som i 70’erne optrådte som fornyere. Hvad blev der af idealerne om at bringe nye dagsordener ind frem for at holde dem ude? At udfordre etablerede sandheder i stedet for at reproducere dem? At glædes ved modspillet fra mennesker, man ikke deler synspunkter med?

Jeg ved det ikke. Måske gik de røde lejesvende i forsvarsposition på grund af den borgerlige mobning. Måske glemte de at være kritiske over for de kritiske. Det kan også være, at monopolets helte slet og ret blev selvfede og fik smag for selv at udlægge teksten for seere i milliontal, der i dag kun ses, når der er finale i ’X Factor’.

Relevante spørgsmål må man sige. Hvad, Rosenkrands ikke får belyst i sin spørgen til udviklingen, er de økonomiske og styringsmæssige forandringer, som DR har undergået i løbet af de forgangne 40 år. Vi har bevæget os fra en tid med radio- og tv-monopol til en tid, hvor det kommercielle er dominerende. Opkomsten af TV2 (og en lang række andre kommercielle danske tv-stationer), kommercielle radioer mv. har uden tvivl ført DR længere bort fra Bomholts’ ideal i retning af en medietænkning, hvor seer- og lyttertal tæller meget mere end drømmen om lyttere, der ‘kan tænke selv’ , er ‘tolerante’ har ‘evnen til at føle glæde over en talentfuld modstander’.

Men Rosenkrands’ kronik er værd at læse, fordi den – trods dens begrænsninger – peger bag om den ideologiske kamp og får fat i nogle demokratiske idealer, som nærmest er glemte i dagens mediedebat. Et sted kalder Rosenkrands Bomholts ord for ‘bedagede’. Men, hvor finder vi i dag en socialdemokrat, der kommer med den slags sprængfarlige ideer i mediedebatten?! Tilbage til Bomholt!

Jagten på de røde lejesvende i Danmarks Radio

Jagten på de røde lejesvende 2

Jagten på de røde lejesvende 3

Andre indlæg vedr. emnet

Bertel Haarders udfald

20. december 2010

Forleden faldt indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder ud af rammen med et voldsomt (synes nogen) verbalt udfald mod en nærgående journalist fra DR. Et af de mere tankevækkende indlæg om dette interview, som ‘kørte af sporet’, kommer fra Haarders partikollega, Venstres uortodokse enfant terrible, udviklingsminister Søren Pind, der i sin blog på Berlingske Tidende tager afsæt i et citat af Joseph Pulitzer (fra 1904), hvori Pulitzer modstiller en presse, som er skolet og indstillet på at tjene folket ved at tjene ‘det rigtige’ og derigennem sikre, at magthaverne bliver holdt i skak – og så en kynisk, pengebegærlig, demagogiske presse, der trækker folket og det politiske ned i sølet. Altså – lidt firkantet opstillet – en modsætning mellem den klassiske journalistik som ‘demokratiets vogter’, ‘den fjerde statsmagt’ osv. og så en populistisk presse, der først og fremmest skal sælge sit stof og derfor kommer til at kompromitere idealet om at ville ‘det rigtige’ – sandheden, som Pind kalder det.

Pind bruger eksemplet med Bertel Haarder til at illustrere, at pressen har mistet sit oprindelige ansvar som ‘demokratiets vagthund’, idet interviewet angiveligt skulle vise, at journalisten er mere interesseret i at nedgøre ‘en træt, tyranniseret sundhedsminister – der har tjent demokratiet i 40 år’ end i ‘sandheden’. Og Pind trækker en lige linje mellem journalistens virke i interviewet og Wikileaks afsløringer af, hvad der foregår bag magthavernes facade.

Men spørgsmålet er, om ikke det forholder sig lige omvendt? Det, der sker i det pågældende interview, er, at den fiktion, som den mediebårne politiske “virkelighed”, udgør, revner eller brister i nogle få minutter, således at seerne får et kort indblik i den medialt-politiske virkeligheds iscenesathed. Illusionen imploderer et kort øjeblik – og interviewet kommer til at handle om spillereglerne for et offentliggjort interview (og ikke om sagen: fedmeoperationer, økonomi, politik osv.).

Det er lidt den samme effekt, Wikileaks har, når sitet lækker dokumenter, der for en stund afslører den mediebårne politiske virkeligheds karakter af fikition – eller om man vil: løgn. En pointe er, at afsløringen er tveægget, fordi den ikke bare udstiller en politiker, der falder ud af rollen og rammen (og ikke som nogen har misforstået: udstiller hans menneskelighed!), men også et medie, hvis selvforståelse imploderer.

Det pudsige er, at ved dette utilsigtede, uforudsete brud på illusionen, kommer journalisten til at tjene den demokratiske interesse i at få indblik, at få ‘sandheden’ for en dag osv.

Opdatering: Meget sigende forsøger DR Nyhederne at bringe orden i sagerne igen under overskriften BAGGRUND: Det handler Bertel-sagen om. Det er helt efter bogen. Når illusionen brister, skal den snarest muligt repareres.

De røde lejesvende og Samuel Rachlin

28. september 2010

I et debatindlæg i Politiken i dag indsparker journalisten Samuel Rachlin – tidligere ansat i DR og nu kommunikationsdirektør for Saxo Bank og tilknyttet CEPOS – endnu en dimension i debatten om serien “Jagten på de røde lejesvende”. Rachlin mener, at reaktionen på udsendelserne – fra de medvirkende, Klaus Rifbjerg m.fl. – er “hysterisk” og udtryk for, at kritikerne ikke vil “forholde sig til substansen” – og at det samlet set er udtryk for, at vi her i Danmark ikke har “tradition for hudløs ærlig pressekritik”, sådan som tilfældet er i USA, i følge Rachlin.

Her kan Rachlin selvfølgelig have en pointe. Med den indflydelse journalister og medier har for den offentlige debat og opinion, så er det kun naturligt, at pressens medarbejdere og repræsentanter skal kunne udsættes for kritik og stå til regnskab for, hvad de har skrevet, sagt og gjort. Ingen tvivl om det. Og Rachlin kan også have ret i, at det ikke sker i tilstrækkeligt omfang i vores lille andedam. I konsekvens af denne holdning, så er det selvfølgelig også helt forståeligt, at de journalister, som efter ’68 havde venstreorienterede holdninger udsættes for kritik i det omfang, de har kolporteret urigtige oplysninger, har fremført tvivlsomme synspunkter osv. “Stop nu det klynkeri, se jer selv i øjnene og lad os i stedet for tale om, hvad der skete dengang uden omsvøb, forstillelse eller simuleret amnesti” skriver Rachlin. Og ja, lad os bare få tingene op i nutidens skærende lys og bagklogskabens ditto.

Men – som jeg tidligere har været inde på flere gange, så er den form, man anvender, når man skal diskutere og vurdere historiske hændelser – for det er jo, hvad vi har med at gøre! – ikke ligegyldig. At lokke interviewofre ind til debat på falske eller i hvert fald slørede præmisser, konfrontere dem med løsrevne citater fra skrifter og medier, som ikke direkte har noget med DR at gøre, og gøre det i en iscenesættelse, der med sin overskrift og udvalg af opponenter mest af alt har karakter af stalintidens teatralske skuesprocesser,  har absolut intet at gøre med den pressekritik, som Rachlin efterlyser. Det håber jeg i hvert fald ikke! Og det undrer mig meget, at en garvet journalist som Rachlin selv ikke kan se, at formen er et problem. Både som journalistik betragtet, men også som bidrag til en seriøs historisk forståelse og bearbejdning af den såkaldte venstreorientering af DR i halvfjerdserne. [link]

Apropos Samuel Rachlin, de journalistiske idealer og medievirkeligheden så læs her.

Noget om at læse indenad – i anledning af Kim Larsen og et interview

8. maj 2010

Som læser af denne blog vil vide, så kan capac godt lide gavflaben Kim Larsen, der har holdt fast i den kulturradikale revselsesret over for det borgerliggjorte, materielt forædte samfund, vi lever i. At han så – som følge af den økonomiske succes, han har haft – kan tillade sig det uden de store personlige omkostninger, skal han ikke høre et ondt ord for. Men da jeg så i dag læste en overskrift i Berl. Tidende med ordlyden “Larsen: Danmark er lige som nazisterne”, tænkte jeg: Nu sprang filmen for den kære Larsen.

Men – heldigvis – viser det sig at være tale om en forvredet journalistisk vinkling, der bygger på en fejlagtig analogislutning. Hvad Larsen udtaler er: “Det er fuldkommen horribelt, at vi har besættelsesstyrker i Afghanistan. Det er jo, som da tyskerne besatte dette land. Det giver mig kuldegysninger af rædsel og skam over mit eget land,”. Bemærk, at Larsen overhovedet ikke taler om nazismen, men parallelliserer vores engagement i Afghanistan med tyskernes besættelse af Danmark. Journalisten kan ganske enkelt ikke læse indenad, men falder for fristelsen til at vifte med det nazi-kort, der i forvejen har blafret i vores selvoptagne politiske offentlighed de sidste mange dage. Artiklen burde have givet dumpekarakter på Journalisthøjskolen.

Rolling Stone åbner dørene – på nettet

16. april 2010

Der er løbet megen musik gennem ørerne, siden Jann Wenner og Ralph J. Gleason skabte kulturtidsskriftet “Rolling Stone”. Det var i 1967, og stedet var – hvad ellers – San Francisco. Navnet tog de fra Muddy Waters-sangen og fik dermed et navn med indbygget reference til både blues, rock og elektrisk folk. Med mere.

Magasinet blev allerede dengang identificeret med de kontrakulturelle strømninger i tiden, men var et alment kulturtidsskrift i svøb. Et blad, der ikke kun skrev om tidens populærkultur, men også med talent kastede sig over fx politik, og dermed skrev magasinet sig ind en fornem journalistisk magasintradition.

Efter nogle år i halvfemserne, hvor man forsøgte sig med en “modernisering” af bladet for at tækkes det unge segment blandt konsumenterne, er man igen på det seneste vendt tilbage til de gamle kulturkritiske dyder. Og selv om hippiestøvet og pionerånden for længst er blæst af det hæderkronede blad, så har det stadigvæk – også i disse krisetider – et anseligt antal abonnenter.

Et medie som Rolling Stone er ikke bedre end summen af dets skribenter, og Rolling Stone har været velsignet med mange velskrivende medarbejdere gennem årene. Lige fra galningen Hunter S. Thompson over legenden Lester Bangs til Patti Smith. Og heri finder man nok noget af forklaringen på bladets slidstyrke.

En fare for et blad som Rolling Stone har fra starten været, at det kunne ende som et menighedstidsskrift for gerontorockere, der var unge i 1967. Og det er da også kritikere, der mener, når defx har brugt magasinets mange lister over bedste albums osv. som målestok. Men det er en lidt urimelig kritik, al den stund kanoniske lister altid har det handicap, at det er svært at vurdere holdbarheden af de nyeste kulturelle tilbud, medens klassikerne jo netop beviser deres klassikerstatus ved stadigvæk at blive konsumeret.

I morgen træder bladet så ind i en ny fase. Det bliver nemlig muligt – mod passende betaling – at dykke ned i hele bagkataloget på internettet. Man kan undre sig over, at det først sker nu. Men bedre sent osv.

PS. Det får mig til at tænke på, at det jo ville være en brillant idé, hvis danske musiktidsskrifter gjorde det samme. Jeg så gerne, at Børge, Beat, MM, Levende Billeder osv. blev lagt ud på nettet.

Musikanmeldelsens fremtid?

8. marts 2010

Man skal passe på med at afskrive et medie. Eller en genre for den sags skyld. Grammofonpladen er ikke død, som nogen engang mente at kunne forudsige. Og CD’en dør nok heller ikke, selv om dens nekrolog allerede er skrevet. Den vil gå igen som nicheprodukt. Lydbogen og Kindle vil heller ikke tage livet af de trykte bøger. Og jeg tror heller ikke, at de digitale medier vil gøre en ende på aviserne med papir og tryksværte. Men tingene vil ændre sig. Ingen tvivl om det. Det samme gælder de journalistiske genrer. Hvordan vil det gå med den tradtionelle musikanmeldelse, spørger Musikparlamentet? Er den blevet overflødig som følge af de mange nye sociale medier – weblogs, facebook, twitter osv. – hvor musikinteresserede deler viden og inspiration? Den 11. Marts kl. 17.00 kan man deltage i debatten i Kasernens Foyer, Langelandsgade 139, 8000 århus C. Det koster 20kr. at komme ind. Og i panelet sider repræsentanter for blogland, forskningen og musikken. Det er også muligt at få en musikalsk oplevelse, idet SilverGleamingSoundMachine giver koncert før debatten. Mere her.

PS. Jeg tror ikke, at de nye medier vil tage livet af den seriøse musikanmeldelse, der bygger på årelang lytten til musik og er drevet af kærlig interesse for musikken. Den vil leve videre – i de traditionelle medier og de nye. Derimod vil de uengagerede, venstrehåndsanmeldelser ( som der ved den søde grød er mange af), hvor anmelderen dårligt nok har gidet at lytte til produktet og bare tørrer sine uforbeholdne meninger af på læsere, med sikkerhed blive udfaset…