Journalistikkens krise og demokratiets udvikling
31. maj 2009Et tilbagevendende tema i denne blog har været, hvad kan kunne kalde de journalistiske mediers trængsler. Aviserne og de tradionelle elektroniske medier er trængt fra flere fronter. Aviserne har – generelt – været i tilbagegang oplagsmæssigt i årevis med enkeltstående lysende undtagelser. Og indtoget på internettet med gratis læsestof har ikke ændret væsentligt ved det problem. Fra samme front – internettet – presses de traditionelle journalistiske medier også af de mange nye, sociale medier: weblogs, facebook, twitter, friendfeed og hvad de nu hedder.
De journalistiske mediers achilleshæl er deres økonomi. Stort set alle – måske med DR som en slags undtagelse – er forretninger, der skal give overskud. Og presset på økonomien tvinger dem til at finde veje, der kan skaffe flere læsere, seere, lyttere osv. – og flere annonceindtægter. Det har fx fået de samme medier til at satse på mere underholdning – på bekostning af de klassiske journalistiske dyder. Medierne forsøger også at rumme det hele. Ingen avis uden en internetside med tilhørende weblog. Gerne flere. Og så videre.
Men når man gaber over så meget og satser på den lette underholdning, så går det uvægerligt ud over de traditionelle journalistiske styrker. De gennemresearchede artikler, den kritiske journalistik, den afbalancerede, velredigerede debat osv. Og dermed bliver den aktuelle udvikling et problem for selve demokratiet.
Et symptom på denne effekt er den såkaldte tænketank Cepos’ markante eksponering i såvel de skrevne som de elektroniske medier. Jeg har længe undret mig over, at en sådan ideologisk minoritetsorganisation så ofte kom til orde i pressen – og ofte i sammenhænge, hvor de ikke har ekspertstatus.
I Information har Ida Willig stillet samme spørgsmål. Og hun giver tre forklaringer. For det første anerkender hun, at de er dygtige til at sætte historier i verden. De er dygtige til – ud fra deres særlige liberalistiske vinkel – at søsætte “nyheder”. For det andet lever de højt på netop mediernes økonomiske trængthed. De ved, at medierne er som glubske hunde, der ganske ukritisk sluger alt, hvad der blot lugter af nyhed. Derfor laver de præfabrikerede “nyheder”, der bygger på selektiv anvendt statistik og ditto “videnskabelige undersøgelser” fra fx Center for Politiske Studier, som journalisterne så – på grund af travlhed og manglende ressourcer – sluger råt… En tredje forklaring er, at oppositionen – den gesamte venstrefløj – ikke formår at gøre dem kunststykket efter. Og det er et vink med en vognstang. Kom ud af kommunikationshullerne folkens.
Derfor ser man igen og igen Cepos-folk deltage i debatter, hvor de de facto ikke har mere at bidrage med end menigmand. Willig konkluderer skarpt: “CEPOS’s egentlige genistreg består nemlig ikke i at være dygtige til at komme i medierne. Genistregen består i, at så længe CEPOS missionerer fra en meget yderlig højrefløj, og medierne giver dem taletid som ekspertkilder, så fremstår regeringens liberalistiske projekt som en pragmatisk blød midterpolitik. Hvis et SR-alternativ med Helle Thorning-Schmidt i spidsen skal have en chance for at sætte sig på fremtidens mediedagsorden, kan de lære meget af CEPOS.”
Man må håbe, at Helle Thorning og alle andre til venstre for regeringen læser flammeskriften på væggen.
Noget andet er: Hvordan får vi medierne tilbage på rette spor? Det er et demokratisk problem, når medierne ikke i tilstrækkeligt omfang formår at håndtere samfundsdebatten og nyhedsformidlingen på en kvalificeret vis og er sårbare over for ideologiske strategier som Cepos’. Læs hele artiklen og kommentarer her
31. maj 2009 kl. 12:16
Det er lige på! Så godt at læse:-)
De eneste nyhedskilder, jeg bruger er Information.dk (og jeg betaler også for papiravisen, simpelthen af de årsager, du nævner ovenfor) og P1-Orientering, New York Times, BBC og et par stykker til.
Hvis ikke man finder en alternativ økonomi, som Information synes at have gjort delvist, så kan jeg ikke se, hvordan demokratisk meningsudveksling skal foregå i lidt større fora.
Internettet hjælper på informationsmængden og måske ser vi nye tiltag for betaling og læsning af seriør journalistik på Internettet.
31. maj 2009 kl. 12:37
@Donald: Jeg vil gerne være optimist, men nÃ¥r først “gratis nyheder” er sluppet løs pÃ¥ nettet, sÃ¥ tror jeg ikke, der nogen vej tilbage. Kun fÃ¥ aviser – Information er en af dem – kræver, at man er abonnent for at læse artikler. Jeg tror, at diskussionen er dybere. Det handler om selve det forhold, at de demokratisk vigtige medier er nødt til at fungere pÃ¥ sÃ¥kaldt almindelige markedsvilkÃ¥r – og det har den uheldige effekt, jeg har prøvet at beskrive. Der skal en en solid økonomi til at sikre de journalistiske kvaliteters overlevelse. Og hvordan gør man sÃ¥ det? Statsstøtte? Borgernes ret til at trække deres abonnementer fra i skat? Svaret blæser i vinden.
31. maj 2009 kl. 15:01
@ Donald:
Jeg spørger måske dumt, men i nysgerrighedens hellige navn må dumme spørgsmål vel være tilladt:
Hvad er Informations ‘alternative økonomi’ som du henviser til?
31. maj 2009 kl. 19:43
Hvis jeg må have lov at svare, Capac, så tænkte jeg på at Information som en af de eneste aviser har en smule fremgang og i en eller anden grad laver en alternativ avis. Tidligere tjente Information også på at trykke andre aviser, men det har jeg forstået at de er holdt op med.
MÃ¥ske andre kan uddybe emnet? Jeg er ked af at sige, at Information ikke betaler deres bidragsydere og journalister ret meget, sÃ¥ vidt jeg har forstÃ¥et – men det var ikke den form for “alternativ økonomi”, som jeg hentydede til.
31. maj 2009 kl. 20:36
@Donald: Information har været igennem mange kriser. Jeg kan bl.a. huske dengang, avisen samlede ind blandt sine læsere – og det lykkedes. Hvordan økonomien er skruet sammen i dag, ved jeg ikke noget om. Men mon ikke en del af forklaringen pÃ¥ bladets succes – lige som Kristelig Dagbladds – er, at det er en lille avis med en relativt klar profil. Med hensyn til journalisternes løn sÃ¥ vil jeg tillade mig at mene, at der nødvendigvis mÃ¥ være en sammenhæng mellem lønnens størrelse og bladets indtægt. Hvis journalisterne vil tjene mere, mÃ¥ de gÃ¥ til de store mediekoncerner (der i øvrig heller ikke har rÃ¥d…).