Journalistisk “konsekvensrapportage” som skjult politisk budskab

13. december 2008

Jeg har skrevet det før, og gentager det gerne igen: Vi er inde i en kulturkamp, hvor de liberale-borgerlige magthavere og deres støtter i medierne bekæmper alt, hvad der kan forbindes med det symbolske “1968”, med de påstået venstredrejede halvfjerdsere, Socialdemokratiet, velfærdsstaten osv. Det foregår med mere eller mindre spidsfindig retorik, der har til hensigt at forandre den ideologiske dagsorden og opbygge en alternativ “korrekt” politisk tankegang.


En af højrefløjens mere drevne skribenter – og en af denne blogs yndlingsaversioner – er Kastholm i Berlingske Tidende, som jævnlig fører sig frem i sin klumme “Læst og påskrevet”. Således også i dag, hvor det ideologiske felttog retter sig mod journalisterne på DR og – TV2. Den aktuelle anledning er tva-avisernes behandling af et nyt lovforslag, der vil fjerne det særlige børnetilskud til kvinder, som er blevet mødre ved kunstig befrugtning.


Kastholms kritik mod journalisterne er snedig. Han griber ikke til den gamle, fortærskede Erhard Jakobsenske model, hvor journalisterne blot udstilles som en flok røde lejesvende, der sidder på DR, Politiken og Gyldendal og styrer det danske åndslivs politiske indhold. Næ, Kastholm, der jo selv tilhører standen, ved bedre. Han angriber selve den journalistiske metode, den såkaldte “konsekvensrapportage”. Denne rapportageform går i sin enkelhed ud på, at journalisterne forsøger at beskrive konsekvenserne af en beskemt begivenhed. Fx det omtalte lovforslag.


Først fremstiller Kastholm det nye lovforslag som en lillebitte justering i et kolossalt velfærdssystem (“en lillebitte beskæring af velfærdsstatens umådelige ydelser”). En justering, der burde erstattes af regulære nedskæringer, i følge Kastholm.


Dernæst fremstilles regeringen som ædle politikere, der blot vil borgerne deres eget bedste, nemlig “genoprette Danmark som et oplyst land, hvor sunde og raske borgere tager ansvaret for deres eget liv”, som det så smukt hedder. Men den ædle politik hæmmes af de elektroniske medier og deres konsekvensrapportager. De to tv-kanaler skaber en storm i et glas vand, kan man forstå, ved at beskrive, hvilke konsekvenser det omtalte lovforslag får for de kvinder, der berøres af ændringen. Derved kommer den heroiske justering af velfærdsstatens “umådelige ydelser” til de “forkælede” danskere til at fremstå som regulær ondskab. Og det er jo ikke meningen.


Og så sætter Kastholm diskret trumf på: Og de elektroniske medier kommer derved til at tjene velfærdsstatsprojektet, der jo er “et socialdemokratisk-venstreorienteret projekt”. Tableau. Ved af beskrive, hvorledes et lille lovforslag rammer enkelte mennesker som en objektiv vold, fx ved at lade udvalgte personer fortælle om følgerne af et sådant lovforslag, så bliver journalisterne automatisk “røde lejesvende”, selv om de ikke selv ved det…


Med Kastholms ordvalg, så er medierne ikke “hovedårsagen” til tingenes tilstand, men de er “medskyldige”. Konsekvensrapportagen er “det politiske budskab” og det lyder: “Hvor er I dog onde og uretfærdige, når I fjerner dette tilskud”.


Over for Kastholm snedige taktik må man blot spørge: Hvordan har Kastholm så tænkt sig, at journalistikken skulle omtale et sådant lovforslag? Det ligger i kortene, at de elektroniske medier burde beskrive fjernelse af det pågældende børnetilskud som et gode. Som en god handling, der kun har til hensigt, at gøre de ramte kvinder til “sunde og raske” borgere, der klarer sig selv – uden den onde stats subsidier. Det, Kastholm indirekte efterlyser, er i virkeligheden en kritikløs journalistik, der ikke fremstiller konflikter og modsætninger mellem borgerne og magthaverne. Lidt i stil med den form for journalistik, som man finder i diktatoriske stater som Nord-Korea eller Iran…

Men i et åbent samfund med demokratiske idealer bør journalistikken netop beskrive konsekvensen af magthavernes handlinger, selv om det ikke behager disse personer. Og en når en konsekvent beskrivelse fremstår som en kritik, så er det ikke, fordi journalisterne pr. definition handler som “røde lejesvende”, men fordi den beskrevne politiske handling faktisk har negative konsekvenser for nogle mennesker i dette land.


Kastholms indlæg er et skoleeksempel på, hvordan borgerlige skribenter forsøger at sætte en alternativ politisk korrekt dagsorden. I hvor høj grad det vil lykkes vil tiden vise…

Skriv en kommentar

206 har læst indlægget