Den imploderede troværdighed og den journalistiske fortælling

12. februar 2015

I medierne kunne man i går og i dag læse om en amerikansk tv-vært, der var blevet fyret, fordi han angiveligt havde løjet om en militær begivenhed. Det fik mig til at tænke lidt over journalistikkens troværdighed i vores blakkede kulturelle konjunktur.

Skruer vi tiden tilbage til september mÃ¥ned 2007, sÃ¥ skrev jeg et indlæg med overskriften “Jeppe Nybroe – en rigtig journalist”. Titlen var dobbetltydig – kunne bÃ¥de læses som en anerkendelse af journalisten som journalist – og som en ironisk titel, idet det efterfølgende afslørede problemerne med at være en “rigtig” journalist i vores kultur. Eller bedre: Titlen skulle læses og forstÃ¥s i begge betydninger samtidig. AltsÃ¥ som et paradoksalt udsagn.

I indlægget filosoferede jeg lidt over journalistikkens hang til fiktioner og hævdede – med hjælp fra den afdøde, franske sociolog og semiotiker Jean Baudrillard – at fiktionen – eller om man vil: (op)digtningen – ikke var et supplement, der kom til den rene, ubesmittede journalistisk udefra. Men derimod en betingelse, som journalistikken altid har haft som eksistensgrundlag. Journalistikken har altid digtet og fortalt historier.

Indlægget var direkte fremkaldt af, at den dengang højtprofilerede tv-journalist Jeppe Nybroe var blevet gÃ¥et pÃ¥ DR, fordi han angiveligt havde “skadet DRs troværdighed” ved at have krydret nogle af sine tv-indslag med lyde fra eksplosioner. Han havde tilført sine nyhedsindslag nogle effekter – akkurat som man gør i filmfiktioner – for at øge troværdigheden, men kom derved til at skade den (i følge DR). Troværdigheden imploderede paradoksalt nok, fordi journalisten ville styrke den. Men som jeg skrev dengang, sÃ¥ gjorde Nybroes os mÃ¥ske i virkeligheden indirekte en tjeneste ved at pÃ¥pege “at digtekunsten er den naive realistiske journalistik fuldstændig overlegen. Og at digtekunsten mÃ¥ske er bedre egnet til at fortælle os noget om virkeligheden og sandheden…”.

Siden dengang for syv-otte Ã¥r siden er der blæst megen troværdighed bort fra tv-mediet – og pludselig er (anti)helten Jeppe Nybroe igen i medierne med sin (mangel pÃ¥) troværdighed og sin sans for iscenesættelse og fiktion. Nybroe har nemlig udgivet en bog om sin egen kidnapning Kidnappet. I islamisternes fangehul, der er en beretning om Nybroes tilfangetagelse i Libanon, hvor han og en mellemøstlig journalist var gidsler en lille mÃ¥neds tid.

Bogen blev i forgangne uge anmeldt af kollegaen Adam Holm i Weekendavisen. Og måske har Nybroes forhistorie spøgt i Holms hoved under læsningen og nedfældningen af anmeldelsen, for i hvert fald stikker Holm sin kritiks kniv lige netop ind der, hvor troværdigheden og fiktionen gnubber sig op ad hinanden. Medens andre kolleger er blevet begejstret for Nybroes beretning, så kan Holm ikke lade være med at kaste sig over nogle uklarheder og urimeligheder i bogen:

Selv om al sympati retter sig mod forfatteren, er det svært at dele den begejstring. Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og her har bogen visse vanskeligheder. Det er naturligvis ikke pænt at spørge kritisk til et offers beretning, men det er nødvendigt at pirke til nogle generende uklarheder. Blandt adskilligt falder det straks i øjnene, hvordan Nybroe tager sig ud på bogens forside. Det er et såkaldt »proof of life«-billede sendt til familien den 24. februar.

Hvorfor baglandet hjemme i Danmark overhovedet har brug for et sÃ¥dant bevis, al den stund de hyppigt er i kontakt, virker temmelig mærkværdigt. Mærkværdigt er det ogsÃ¥, at Nybroe efter pÃ¥ det tidspunkt at have været holdt som fange i mere end to uger, som han beskriver som uhyrlige, har rene negle, bærer et armbÃ¥ndsur, som vi ellers forstÃ¥r var blevet taget fra ham, og blotter en brystkasse, der ser ud, som om den har været eksponeret for sollys. Nybroe lider angiveligt pÃ¥ det tidspunkt af søvnmangel og græder dagligt og kaster op, men øjnene afslører ingen tegn pÃ¥ blodudtrædninger af hverken træthed eller anden belastning.”

Adam Holm har et godt blik for djævlen i detaljen, unøjagtigheder og løse trÃ¥de i bogen og antyder, at Nybro har “taget sig visse narrative friheder” og har “malet lidt rigeligt med palettens dramatiske farver”.

I modsætning til Holm har jeg ikke læst bogen, men Holms anmeldelse kunne tyde på, at Nybro stadigvæk er en rigtig journalist, der i sin iver for at fortælle en god og troværdig journalistisk historie overser en række detaljer, der modsiger historiens kerne af troværdighed.

Med til historien hører ogsÃ¥, at Nybros medfange, journalisten Rami Aysha, pÃ¥ flere punkter er uenig i Nybros beretning og at bogforlaget har valgt at karakterisere bogen som “en subjektiv beretning”. AltsÃ¥ som en slags new journalism – og dermed er vi igen tilbage i fiktionens og løgnehistoriernes regi.

Skriv en kommentar

163 har læst indlægget