Møllehave i mediemøllen

10. april 2011

Hvad der står i Ekstrabladet skal tages med en sæk grusopblandet salt. Lad lige denne sandhed stå med ildskrift over det følgende! Sagt på en anden måde, så kan det være svært at se, hvad der er op og ned, når Ekstrabladet skaber en sensation af en selv nok så lille og ubetydelig sag.
Forleden var et par ældre herrer på Angleterre for at dinere og få lidt at drikke. Drikkeriet antog en karakter, der satte de herrer i en opstemt tilstand. Og som det ofte sker, når spritten går ind og fornuften ud, så blev d’herrer højrøstede og støjende. Angiveligt skulle de både have klappet i hænderne, klasket i bordet og talt højt. Det fik ledelsen af etablissementet til at tilkalde ordensmagten, der så så sig nødsaget til at lægge de to gamle i håndjern og føre dem til afkøling i kachotten…

Hvis de to gamle havde været dig og mig, så tvivler jeg på, at Ekstrabladet ville have løftet så meget som et øjenbryn og skrevet om ‘branderter’, ‘politivold’ osv. Vi ville højst indgå i politirapporten som ‘to ældre berusere, der måtte bringes i detentionen’. Sammen med alle de andre, der hver weekend må den vej. Men nu var d’herrer ikke hvem som helst. Den ene var nemlig en berømthed. Digterpræsten Møllehave. Der ikke blot er kendt som præst, forfatter og foredragsholder, men også sin syndige liv med åbent, utroskabsdyrkende ægteskab, sin hang til S/M-sex, sin fordrukkenhed m.m. Alt sammen noget, der i kraft af Møllehaves åbenhjertighed har været godt stof i netop Ekstrabladet, der sikkert har solgt ekstra blade i kraft af disse nysgerrighedskildende historier.

I kølvandet på sensationen har man kunnet konstatere, at det er lykkedes Ekstrabladet at fremkalde en markant forargelse blandt mange læsere. Det er da for galt, at sådan en som Møllehave på den måde kan falde ud af rammen. Jovist, Ekstrabladet har nok forstået at spille de laveste instinkter hos læserne: Misundelsen (over for en kændis med en tyk bankbog), skadefryden (så kom han endelig ned med nakken…), den selvblinde forargelse (Tænk at han vil nedværdige sig sådan, og han er præst!) osv.

Mit ærinde her er ikke at sætte spørgsmålstegn ved det forhold, at Møllehave og hans ven gymnasierektoren fra Lemvig blev kørt i detentionen, eller ved anholdelsens håndhændede karakter. For Ekstrabladets beskrivelse gør det svært at dømme klart.

Men den moralske forargelse er til gengæld ikke til at tage fejl af, som Politikens Bjørn Bredal også har været inde på i en velgørende kommentar. Som Bredal er inde på, så handler historien om mødet mellem en digterpræst, der tager sit liv som synder alvorligt og oven i købet er udansk åbenhjertig omkring det (“Vi var bare fulde”), og et etablissement, der anstrenger sig for at holde på nogle udvendige former, der for længst må sige at være eroderet bort i den omkringliggende verden.

Det bekymrende i denne sag er, efter min mening, ikke en højrøstet, beruset digterpræst, men den efterhånden ret markante moralske stemme, der taler for det ‘pæne’, det ‘forsagte’, og som vil have kæft, trit og retning. En lille skinger bedsteborgerlig stemme, der ikke kun lyder i Ekstrabladets kommentarfelter, men også klinger igennem hos fremtrædende, magthavende politikere i dette land, som fx hos Peter Skaarup, der forleden meldte ud, at ham mente, at retssikkerheden kun skulle forbeholdes de lovlydige borgere i landet…

2 kommentarer

  1. Gowings kommentarer:

    Ja, det er skræmmende med den tiltagende snerpede moralisering; fra aviser der har The Sun som forbillede og fra politikere med tiltagende Berlusconi-tendenser.

  2. capac kommentarer:

    @Gowings: Ja, jeg kunne forestille mig, at nogle kommunikationseksperter ville begynde at tale om internationa- og globalisering…

Skriv en kommentar

305 har læst indlægget