Penkowas kummefryser

19. maj 2012

Penkowa-sagen skal ikke glemmes. Og det skal sagen om den fyrede Linda Koldau heller ikke. Men lad mig begynde et andet sted, hvor jeg fik lyst til at tage tråden op igen.

I går kunne man langt nede i nyhedsstrømmen hos DR Nyhederne læse, at ‘uddannelser kvæles i administration’.

De uddannelser, der er tale om i nyheden, er de såkaldt mellemlange videregående uddannelser – lærer-, pædagog-, socialrådgiveruddannelsen osv. Uddannelser, hvoraf mange har haft stor politisk opmærksomhed gennem mange år, fordi de har en vigtig betydning for samfundsudviklingen. Og med ca. 60.000 studerende udgør de mellemlange uddannelser en meget betydelig del af de videregående uddannelse. Men det er også uddannelser, der de seneste mange også har være præget af nedskæringer i undervisningen, fyrings- og sparerunder. Herom kan man fx læse i Magisterbladet.

Det skulle ellers have været så godt. For snart mange år siden fik magthaverne den idé, at en lang række seminarier og andre uddannelseshøjskoler skulle lægges sammen i større enheder. En lang og problematisk proces, der foreløbigt er resulteret i etableringen af nogle store “professionshøjskoler”, der ideelt set skulle betyde en besparelse på og effektivisering af det administrative og bedre uddannelser i kraft af den synergi, sammenlægningen angiveligt skulle kunne medføre. Bedre udnyttelse af lærerkollegiet osv.

Det viser sig nu, at de store visioner på området langt fra er realiseret. Tværtimod. Kvaliteten af uddannelserne er slet ikke på et niveau, man kunne ønske sig. Det viser ikke mindst debatten om folkeskolelærerne. Og den påståede effektivisering og rationalisering af administrationen halter også langt efter idealerne. Af nyheden kan man læse, at de største “professionshøjskoler” bruger ‘op til 17% af budgettet’ på administration.

Nyheden fik mig til at huske en lidt ældre nyhed, der drejede sig om, at Københavns Universitet havde sparet et beløb på ca. 700 millioner kroner sammen. Formanden for universitetets studenterråd blev interviewet på DR-tv, og gav udtryk for, at opsparingen stod i grel modsætning til det forhold, at de studerende ikke får undervisning nok og i det hele taget har oplevet forringelser af uddannelserne. Konfronteret med studenterrådets kritik, svarede direktøren for samme universitet, at der jo var tale om ‘en moderne virksomhed’, og han mente også, at politikerne på tinge nok havde forståelse for, at en sådan virksomhed har behov for at skabe en solid ‘egenkapital’. Som nyheden blev præsenteret i TV-Avisen slog det mig, at man dårligt kan finde et bedre billede på den ‘skizofreni’, der hersker på uddannelsesområdet for de videregående uddannelser. Der er en verden til forskel på de studerende opfattelse af “universitet” og ”uddannelse” – og ledelsens. Det slående var, at direktøren overhovedet ikke forholdt sig til spørgsmålet om utilstrækkelig undervisning, forringelser i uddannelserne osv. – altså til spørgsmålet om, hvad universitetsuddannelser er og hvilken kvalitet, vi bør forvente af sådanne uddannelserne. Direktøren forsvarede blot universitetets ret til at være ‘en moderne virksomhed’.

Billederne af studenterrådsformanden, der taler i øst, og direktøren, der svarer i vest, fik mig igen til at tænke på Milena Penkowas kummefryser. Sagen om Milena Penkowa har ligget temmelig stille i langt tid, hvis man ser bort fra nogle få kulørte nyheder om Penkowas post-universitære karriere. Og sagen om Københavns Universitets vanskeligheder med at lokalisere den tidligere hjerneforsker Milena Penkowas kummefryser, som Politiken og andre medier har refereret, kunne godt opfattes som en banal nyhed af lavpraktisk og underordnet karakter. Men ved nærmere eftertanke, så er den forsvundne og senere genfundne kummefryser måske ikke en bagatel. Kummefryseren, som angiveligt indeholdervævsprøver og andet fra de forsøg, Penkowa har gennemført – og som lå til grund for de forskningsresultater, der siden hen er rejst tvivl om holdbarheden af, og dermed udgør en slags bevismateriale i sagen – er et tegn på de generelle administrative problemer, danske universiteter – med Københavns og Aarhus Universitet i spidsen – har oplevet, siden den forrige regering med den daværende forskningsminister Helge Sander som aktør gennemførte en ny ledelsesform, inspireret af den centralistiske ledelse i såkaldt moderne private virksomheder. Den forsvundne og nu genfundne kummefryser er – med Milena Penkowas formulering – udtryk for, at universitet har udviklet sig til at være ”en stor rodebutik”. I følge Penkowa har universitetet hele tiden ligget ind med detaljerede beskrivelser af, hvilke lokaler hun havde fået stillet til rådighed, deres areal og udstyr, herunder ‘den hvide -80 graders fryser’. Alligevel har man ikke haft overblikket.

Hvis sagen om kummefryseren var et enestående eksempel på administrative problemer, så kunne man måske argumentere for, at der var tale om et hændeligt uheld, en menneskelig fejl – og affærdige den. Alle kan jo tage fejl, glemme og overse noget osv. Men som avisskriverierne de forgangne mange måneder har afsløret, så er administrative problemer ikke ualmindelige. De er snarere reglen. Jeg tænker selvfølgelig ikke mindst på den meget omtalte såkaldte Koldau-sag på Aarhus Universitet, der har vækket genklang helt nede i Tyskland, og det ”administrative kaos”, der har hersket.

De markante administrative problemer er interessante, fordi de ikke bare handler om god eller dårlig administrativ praksis. Bag den lange liste af eksempler på ledelsesmæssige og administrative problemer gemmer der sig også et andet og langt vigtigere problem, som blev artikuleret, da studenterrådsformanden og universitetsdirektøren talte forbi hinanden på tv. Nemlig, at man med etableringen af det nye, såkaldt ‘moderne’ universitet fuldstændig har glemt at diskutere, hvad man ville forstå ved begrebet ”universitet”. Man har ladet som om ideen ville flytte med over fra det gamle universitet.

Da daværende forskningsminister Helge Sander gennemførte ‘moderniseringen’ af universitetet ved at indrette universiteterne efter en privatkapitalistisk virksomhedsmodel med en tilsvarende ledelse og et tilsvarende profitorienteret perspektiv (under sloganet”Fra forskning til faktura”) skrev han såvel halvfjerdsernes kritiske universitet som de forudgående elitære dannelsesuniversitet ind i historiebøgerne og ud af universitetets virkelighed. Uden en egentlig debat om universitetets idégrundlag blev det gamle universitet sendt på historiens mødding og kræfterne brugt på at få den moderne virksomhed til at køre. Lektor Hans Hauge har kaldt Sanders indgreb for en ”revolution”, men eftersom en revolution indebærer en tilbagevenden af noget af det gamle (lat. re-volvere) og eftersom Sanders modernisering snarere er etableringen af en helt anden slags institution, så er der måske snarere tale om et radikalt indgreb, der bryder med den historiske og ideologiske kontinuitet. Dette radikale snits ahistoriske karakter afsløres fx i det forhold, at man efter etableringen af det nye universitet ikke har nogle skrupler – eller i hvert fald kun økonomiske – over at nedlægge fagområder, der tidligere blev betragtet som væsentlige dele af dannelsesspektret. Fx har tysk-faget og andre sprog- og kulturfag været på spil.

Fraværet af en egentlig diskussion om, hvordan man vil kunne tænke ideen om universitetet – eller om man overhovedet kan tænke den – i en uddannnelsesinstitution, der fungerer helt på markedsvilkår, afspejles i det forhold, at begrebet ”universitet” har bredt sig over store dele af uddannelsessystemet – nemlig til de ovenfor omtalte ”professionshøjskoler”, der også kalder sig ”university colleges”. Netop, fordi begrebet ”universitet” har mistet sin traditionelle betydning ved ‘moderniseringen’ og den manglende idédebat er det blevet synonym med ”skole”. Spredningen af begrebet ”university” til de store skoler for de mellemlange uddannelser, som tidligere hed seminarier, højskoler osv., sker ikke tilfældigt i samme periode som den såkaldte ‘modernisering’ af universiteterne og er udtryk for det meningstab, begrebet universitet er påført. Det er ikke tilfældigt, som Hans Hauge ved flere lejligheder har påpeget, at de studerende ved universitetet taler om at ‘gå i skole’, ‘læse lektier’ og så videre. Og pointen er ikke, at de studerende agerer barnagtigt, men at de blot ‘afslører virkeligheden’, som Hauge understreger. Det er heller ikke tilfældigt, at de professionshøjskolerne kaldes “university colleges” på engelsk/amerikansk. Det fortæller os noget om, hvilket universitetsbegreb, der er tale om…

Sagen om musikprofessor Koldau er – set fra det nye  markedsorienterede universitet – en sag om en forsker, der repræsenterer det gamle universitet. Koldau er en anakronisme – og derfor er det helt i det ‘moderniserede’ universitets ånd, at hun må tage sin afsked efter at være behandlet som en persona non grata.

Til forskel fra Koldau var Milena Penkowas universitetskarriere, der som bekendt toppede med en stilling som ”eliteforsker”, et mønstereksempel på, hvad det nye ‘universitet’ skulle kunne frembringe. Hele det ideologiske spin omkring Penkowa var som taget ud af managementtænkningen omkring moderne virksomheder. Hvad Penkowas fald illustrerede var en moderne udgave af H. C. Andersens historie om Kejserens nye klæder. Karriereforløbet blev afsløret som et illusionsnummer, som alle – politikere, universitetsansatte osv. – lod sig forføre af. Indtil den dag en lille dreng – i skikkelse af en studerende – løftede pegefingeren og råbte: Hun har ikke noget på! Selv om sagen formelt set ikke er slut endnu, fordi Penkowas forskning undersøges nærmere, så har grundfortællingen for længst passeret sit point-of-no-return og klimaks, og hvad der siden sker, vil ikke ændre ved grundfortællingen. Sagen om kummefryseren med ‘bevismaterialet’ understreger blot dette forhold. Lige som sagen om Penkowa er gledet ud af mediernes fokus, på samme måde forsvinder kummefryseren et sted i en kælder på universitet. Og dukker kun op, fordi Penkowa gør opmærksom på det.

‘Moderniseringen’ af universitetet skete, som Hauge pointerer, uden en egentlig debat om, hvad et universitet kunne tænkes at være – og uden større protest. Og den daværende forskningsminister Helge Sander var den der iværksatte forandringen.

Men hvorfor kom denne radikale forandring overhovedet? På samme måde som Sander engang var en vigtig brik i indførelsen af professionel fodbold i Danmark, på samme måde er han en central spiller i transformationen af den gamle universitet til et universitet, der mest af alt ligner de former for ‘corporate universities’, som man har set i store udenlandske virksomheder. Det vil sige uddannelsesinstitutioner i virksomheder, der kalder sig universiteter, men i realiteten er skoler, der primært har til hensigt at uddanne ansatte i virksomhedens tjeneste. Det ‘moderniserede’ universitets primære rolle er at uddanne unge til arbejdsmarkedet. Det kan man fx læse ud af rektor Jens Oddershedes og AC-formand Erik Jylling s kronik ”Vælg din egen fremtid” (Politiken 30. juli 2011), der bærer underrubrikken: ”Karriereråd til nye studerende – og et indblik i en markedsorienteret akademisk verden ”.

Men ‘moderniseringen’ er ikke Sanders idé. Tanken om en indretning af universitetet og det øvrige videregående uddannelsessystem, så det fungerer på markedsvilkår, er indskrevet i EU’s uddannelsespolitiske dokumenter. Sander har bare været den, der satte transformationen i værk. En transformation, der blot er endnu et eksempel på den forsatte markedsgørelse af samfundet, der har fundet sted og fortsat finder sted.

Kilder: Politiken, DR Nyhederne, Universitetsavisen, Jyllands-Posten m.fl.

 

4 kommentarer

  1. Albert Gjedde kommentarer:

    “Og dukker kun op, fordi Penkowa gør opmærksom pÃ¥ det.” Er det nu rigtigt? Har skribenten styr pÃ¥ de nærmere enkeltheder? Kummefryseren blev ikke “fundet” men omtalt overfor fakultetet, da den for lokalet ansvarlige forsker gjorde opmærksom pÃ¥, at rummet skulle ryddes med henblik pÃ¥ renovering. Besked blev herefter givet til alle sagens parter og indholdet gennemgÃ¥et. Episoden er i højere grad et tegn pÃ¥, at forskere stadig er ansvarlige for deres eget arbejde og for de genstande og arkivalier, som er forskningens produkter.

  2. capac kommentarer:

    @Albert Gjedde: Ja, det er selvfølgelig rimeligt at slå ned på netop den formulering. Og jeg indrømmer blankt, at jeg kunne være mere præcis lige netop her. Det beklager jeg. Men læser man fx Politikens skriverier om kummefrysersagen (i april måned i år, bl.a. d. 18/4 og 19/4), så kan man kun få det indtryk, at Københavns Universitet har haft store vanskeligheder med at lokalisere omtalte kummefryser. Og at Milena Penkowas udtalelser til især Politiken har spillet en rolle for episodens udvikling.

    Selv om den citerede sætning er upræcis, så ændrer det ikke ved det principielle i mit forsøg på at læse kummefryseren som et tegn blandt andre, der peger på større problemer.

    Jeg tror gerne, at forskerne er ansvarlige for deres arbejde, genstande, arkivalier osv. Men eftersom Milena Penkowa har været suspenderet fra sin stilling ved universitetet, sÃ¥ er det universitetet, der har ansvar for fx kummefryserens ‘skæbne’?

    I øvrigt tak, fordi du tog dig tid til at læse og kommentere mit indlæg!

  3. P.Husentast kommentarer:

    nyt:
    http://politiken.dk/indland/ECE1672494/dom-over-penkowa-hjerneforskeren-fuskede-og-snoed/?cmpid=ni1063

  4. capac kommentarer:

    @P. Husentast: Ja, jeg har lige læst nyheden. Den skal lige fordøjes først, inden der kommer en reaktion.

Skriv en kommentar

503 har læst indlægget