Juletvkiggeri: Spioner

28. december 2013

Medens andre fortabte sig i julerier i dagene efter d. 24., fik jeg set lidt tv. Som bekendt bliver det ikke til så meget i hverdagen. Og meget passende havde DR2 sat sig for at vise den lille amerikanske serie “Spioner”. Den danske titel er om ikke direkte misvisende, så dog en betydningsfattig erstatning for den originale “The Company”. Hvorfor dog ikke kalde serien “Firmaet” eller lignende, for det er i allerhøjeste grad The Company – kælenavn for den amr. efterretningstjeneste CIA – historien fortæller om.

I serien følger man kampen mellem CIA og dennes sovjettiske modpol KGB gennem den såkaldt “kolde krig”, men synsvinklen er umiskendeligt den amerikanske. Hovedpersonen er den idealistiske agent Jack McAuliffe (spillet af Chris O’Donnell), som man følger gennem fire årtier. Og plottet er – meget forenklet fremstillet: CIA oplever en række mislykkede missioner med invasionen i Svinebugten på Cuba som et katastrofalt højdepunkt. Og de smertelige nederlag fremmaner den lige så smertelige tanḱe, at en “muldvarp” havde været på spil i hjertet af CIA. Derefter følger man minutiøst amerikanernes bestræbelser på at afsløre “muldvarpen”. Og lad mig bare afsløre, at det lykkes til allersidst.

Det interessante er imidlertid ikke – for mig at se – denne kriminalistiske dimension af who-dunne-it-afdækningen, men derimod beskrivelsen af den forgiftede, paranoide atmosfære, der skabes i den amr. efterretningstjeneste. Især omkring den centrale chef for kontraspionagen James Angleton (Michael Keaton), der til sidst bliver offer for sine egne konspirationsteorier og må trække sig som chef (selv om det viser sig, at hans paranoide forestillinger faktisk holder vand…). Beskrivelsen af den forgiftede atmosfære af mistænksomhed, hvor ingen i princippet kan vide sig sikker med hensyn til mistanke, er efter min mening seriens fornemmeste præstation. Man får et meget ubehageligt billede af en efterretningsvirksomhed, der – i den gode sags tjeneste: bekæmpelsen af kommunismen – er til fare for sig selv og den verden, den er sat til at tjene.

Og serien kaster et meget ubehageligt perspektiv på hele sagen om Edward Snowdens afsløringer af amerikanernes massive overvågning af befolkningerne i den vestlige verden. Serien mere end antyder, at den amerikanske efterretningsvirksomhed ikke går af vejen for at mistænkeliggøre den amr. centraladministrations såkaldte allierede (fx nævnes flere historiske ledere, bl.a. Harold Wilson og Olof Palme som værende KGB-muldvarpe…), for at bryde gældende love, for at slå uskyldige mennesker ihjel osv. I det hele taget får man et billede af en labilt paranoid tjeneste, der lever sit eget liv og har sin egen dagsorden ved siden af civilsamfundet.

Når en Thorning Schmidt herhjemme afviser, at Danmark skulle være genstand for NSA-styret overvågning, så illustrerer serien her – i fiktionsform – at det er himmelråbende naivt at sætte sin lid til amerikanernes officielle udmeldinger på området. Hvis serien har blot et gran af sandhed i sig, så må man som menig borger i den vestlige verden forstå, at ingen kan vide sig sikre, når det gælder efterretningsvirksomheden fra US.

Men underholdende er serien, der også er udgivet på dvd/blue-ray. PS. Serien bygger på forfatteren Robert Littells bog The Company fra 2002.

Skriv en kommentar

274 har læst indlægget