En shub, der dur i A-dur – Michael Hardinger har begået sine erindringer
1. september 2013
Som titlen på Michael Hardingers erindringsbog mere end antyder, så er det i år fyrre år siden Shu-bi-dua blev dannet. Et jubilæum, der – bandets store folkelige succes taget i betragtning – nok fortjener at blive markeret, bl.a. med en bogudgivelse.
Den afdøde musikjournalist og -blogger Torben Bille havde faktisk planer om at skrive en bog om Shu-bi-dua, men den blev aldrig til noget. Ikke fordi Torben døde alt for tidligt, men fordi en af Shu-bi-duas centrale skikkelser, Michael Bundesen, blev ramt af en hjerneblødning, der gjorde ham uegnet til at medvirke i en sådan bog. Og når han ikke var med, så kunne bogen ikke blive til noget, mente Torben. Og det havde han ret i – når bogen skulle skrives af en udenforstående. Men nu har Shu-bi-dua så alligevel fået en bog – skrevet af en anden ankermand, Michael Hardinger, musiker og komponist til mange af gruppens kendte sange.
Og så alligevel ikke. For bogen 40 år i A-dur handler kun til dels om Shu-bi-dua som et vigtigt kapitel i Michael Hardingers liv, der fortælles kronologisk fra undfangelsen på Hotel Hafnia i København i februar 1948 og frem til nutiden. Som Hardinger selv gør opmærksom på på bogens omslag, så er det at skrive bøger ikke hans metier: “Dette er min første bog. Og sikkert også den sidste. Den er skrevet nogenlunde som jeg taler. Der er ingen ghost-writer på. Og tegnsætningen er som det behager mig. Da jeg synes det er latterligt ikke at bruge kommaer til at skille teksten for forståelse. Istedet for kold kryds og bolle. Deal with it. Klager modtages ikke, kære skole lærere. I gjorde jeres bedste men den bed ikke på mig”. Det er på disse vilkår, bogen er blevet til. Og må læses og anmeldes. Det er her man finder bogens styrke og dens svaghed.
Hardinger skriver da også som en brækket arm med hakkende tegnsætning og navneord, der ikke bliver sammesat. Men han fortæller også lystigt om livets gang – illustreret med små tegninger af Tania “Dut” Ovesen og fotos og udklip fra Hardingers egne scrapbøger. Jeg skal ikke forsøge at genfortælle det levede liv i kort form. Men Hardinger kommer godt rundt omkring i sin krønike. Lige fra barndommens omskifteligheder med en omrejsende far og frem til tiden som veletableret musiker med rod i USA.
Og det er en helt igennem positiv fortælling, for Hardinger gør også det valg fra starten, at han skærer meget væk. Fx forbliver han “privat” – så koner, kærester, ja privatliv i det hele taget forbliver inden for en lukket parantes, som vi ikke får lov til at kigge ind i. Det samme gælder livets genvordigheder i form at konflikter, uoverensstemmelser og lignende. Vi ved, at der var ballade i og omkring Shu-bi-dua, men det preller af på Hardingers positive tilgang til tingene som vand på en gås. Og det er nok den største anke, jeg har mod bogen: Den savner en kritisk dimension, der kan være med til at give læseren et nuanceret syn på et kompleks levned.
Bortset fra det, så er det fornøjelig læsning. Hardinger får malet et fint billede af sig selv som et menneske, der lever i og for musikken. Selv om også bliver ret tydeligt, at musikken langt fra et det eneste, der optager Hardinger. Længe er han fx på vej til at gøre stor karriere i charter-, hotel- og feriebranchen og han får også foden inden for i DR, hvor han som bekendt møder Bunden, Michael Bundesen, og får grundlagt Shu-bi-dua. Man får en fornemmelse af, at skæbnen sagtens kunne have taget en anden drejning for Hardinger. Men det gjorde den som bekendt ikke.
40 år i A-dur er først og fremmest en fortælling om en mand, der fra barnsben af fulgte sin egen næse, havde heldet med sig og fik lov til at leve af popmusik. Ungdomsoprøret gik helt hen over hovedet på den unge mand, der ellers aldersmæssigt burde have været både langhåret og have haft Karl Marx’ Kapitalen under armen. Hardingers oprør bestod i fravælge et almindeligt borgerligt liv med læreplads, fast arbejde fra 8-16 og villa, volvo og vovse. Hardinger bor nu i United Bluff og kan se tilbage på en ret så imponerende liv i musikkens tjeneste. Det har været en fest, som han skriver. Desværre fik vi ikke så meget at vide om tømmermændene, men vi var godt underholdt, medens snakken gik.
I øvrigt fik Torben Bille alligevel sat et lille aftryk på denne bog. For halvvejs inde i historien får vi anekdoten om Torben Billes kritiske syn på Shu-bi-dua – og om gruppens lille hævn i form af sangen “Billen på bladet”. Det kan godt være at Torben ikke var Shu-bi-dua-fan, men han kunne have skrevet et fint supplement til Hardingers bog. Og så i øvrigt havde Torben det jo med at tage sine synspunkter op til renfærdig revision. Måske kunne han godt lide Shu-bi-dua efter 40 år!?
Michael Hardingers bog overflødiggør med andre ord ikke andre bøger og artikler om Shu-bi-dua, men er en absolut læseværdig biografi af og om en af den helt centrale figurer i bandet. En bog, man som musikelsker, bør unde sig selv at læse.
Michael Hardinger. 40 år i A-dur. Bogkompaniet. Udkom d. 20. august.
