Musik i stride strømme

12. februar 2010

Distributionen af digitaliseret musik står i et vadested. Nye tjenester som W7, Play og meget omtalte Spotify er forsøg på at lave kompromisser mellem musikkonsumenternes begær efter fri musik på nettet og musikbranchens behov for at finde økonomisk indtjening på distribution af musik.

I går kunne man så læse, at mediegiganten Warner ikke ønsker at være med, hvilket betyder, at en række topnavne – fx Madonna eller REM – ikke vil kunne findes på de nye smarte tjenester. Warners holdning er selvfølgelig forståelig ud fra en konservativ, økonomisk holdning. Pladebranchens indtjening er styrtdykket gennem de sidste 10-15 år, og man har kunnet spore en vis rådvildhed med hensyn til, hvilken strategi man skulle vælge. Selvfølgelig er det forståeligt, at man kan drømme sig tilbage til dengang, hvor man kunne sælge hundredtusindvis af albums i Danmark alene. Men man kan ikke skrue tiden tilbage. ånden er sluppet ud af flasken. Den hed mp3 og fildelingsteknologi. Og den er ikke til at få tilbage i flasken.

Hvad der allermest er brug for nu, er er ikke panikreaktioner og konservativisme, men nytænkning og kreativitet. Det må da være muligt at tage kampen om med den musikalsk set usle mp3-musik. Hvem gider at lytte til The Beatles som mp3, når man kan lytte til de nye remasterede udgaver? Og hvorfor er man ikke for længst begyndt at sammentænke de muligheder for kombination af lyd og billede, som dvd- og blueray-medierne muliggør? Lav nye spændende musikprodukter – og lad 128 kb-mp3-filerne løbe med strømmen eller sejle deres egen sø…
Opdatering: Det viser sig nu, at journalisterne har været lidt for hurtige med gårsdagens nyhed og har revet den ud af sammenhængen. I Telegraph kan man således læse, at Warner fortsætter samarbejdet i Europa med W7 og Spotify, som først aftalt. Modifikationen ændrer dog ikke noget ved Warners grundliggende forbehold over for de nye tjenesters indtjeningsmuligheder.

Skriv en kommentar

207 har læst indlægget