Methusalem og frue
5. juli 2010Mine forældre havde en nabo, der i ramme alvor troede på, at man kunne fremstille en pille, der ville give mennesker evigt liv. Han havde hørt om en russer, der gik og eksperimenterede med livsforlængende medicin og var sikker på, at det nok skulle lykkes, inden hans egen udløbsdato opløb. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om dette begær efter evigt liv hang sammen med, at manden og hans kone begge var alvorligt ramt af sukkersyge – og ikke kunne få børn. Fremtidsperspektivet manglede i deres ellers velkonsoliderede liv.
Skal vi ønske os et evigt liv? Er ønsket ikke blot et ugennemtænkt udtryk for det, Freud kaldte livsdrifterne? Medens vi lader sådanne spørgsmål blafre i sommerbrisen, kan vi konstatere, at der bruges ressourcer på udforskning af alderdommens gåde. Hvorfor bliver nogle mennesker meget ældre end andre? Det vil sige fra 95 år og opefter. Forskere ved Boston University School of Public Health i Massachusetts har gennemført en genetisk udforskning af ekstrem alderdom, som er blevet fremlagt i det prestigiøse naturvidenskabelige tidsskrift Nature. 1000 personers gener er blevet undersøgt med henblik på at finde såkaldte genetiske “markører”, der ikke findes hos yngre mennesker. Og resultatet er, at man har fundet hel 150 af slagsen. Markører, der knytter sig til insulinregulering, DNA-stabilitiet og mental opvakthed. Svagheden ved undersøgelsen er, at den ikke kan pege på en bestemt kombination af markører, der med et slag kan gøre livet længere. Selv om undersøgelsen peger på de mange markørers indiskutabel betydning, så er det samspillet mellem dem, der er afgørende for et langt og sundt liv. Og så peger undersøgelsens resulat ud over biologien. Et god portion af de udvalgte personer – 30 ialt – havde nemlig ingen af de omtalte markører – og var alligevel blevet gamle som Methusalem. Måske har forskerne overset nogle genetiske faktorer? Eller snarere: Undtagelserne peger på, at et godt og sundt liv i sig selv kan være livsforlængende. En kendsgerning mange demografiske undersøgelser i øvrigt har påpeget.
Men biologerne forsker videre kan vi så undre os over, hvorfor vi ikke i stedet (eller i hvert fald samtidig) satser helhjertet på at give de 5-6 milliarder mennesker, der bebor denne planet nogle leveforhold, der kan give dem alle et godt og sundt liv? Eller måske: Hvorfor dropper vi ikke helt dette livsforlængende projekt i en verden, hvor befolkningseksplosionen vil gøre det mere end svært for kommende generationer overhovedet at få et liv, der er værd at leve? [link]
