T. Rex – glamrockens romantikere – Electric Warrior
23. april 2011
Det er efterhånden et stykke tid siden, jeg sidst lyttede til Marc Bolan og hans band T. Rex. Men forleden dukkede T. Rex igen op i min bevidsthed. Gruppen er nemlig repræsenteret på den opsamlingsplade, der følger med musiktidsskriftet Mojos majnummer: 1-2-3-4! The Roots of the Ramones. Nummeret, der er med, er Ballrooms of Mars (fra albummet The Slider, 1972). Angiveligt skulle nummeret være en inspirationskilde for Joye Ramone med sin blanding af af rockromantik og markant Bolansk guitarspil.
Ballrooms of Mars er et af de numre, der ikke passer ind i det glam rock-image, som singlehitsene fra de tidlige halvfjerdserne efterlod i erindringen: Ride a White Swan, Hot Love, Get it On, Jeepster, Telegram Sam, Metal Guru, Children of the Revolution m.fl. Men er også en eksemplificering af, at T. Rex var mere og andet end I love to boogie-rock’n roll.
I denne tid er det fyrre år siden Marc Bolan var i studiet for at indspille de sange, der siden skulle blive til deres 1971-udgivelse, “Electric Warrior“. Albummet, der var T. Rex’s sjette, udkom i september og kravlede op på den engelske albumlistes førsteplads. Drivkræfter for denne succes var uden tvivl de to singleudspil, “Jeepster” (en 2. plads) og – ikke mindst – “Get it on” (gruppens andet nr. 1-hit). Men genhørt på afstand, så er det tydeligt, at det slet ikke uptempo-glamrock, der først og fremmest udmærker dette album. Men derimod romantiske sange, der trækker associationskæderne tilbage til Marc Bolans fortid i folk-hippie-duoen Tyrannosaurus Rex.
Den ideosynkratiske kritiker Robert Christgau er inde på dette paradoks, når han i Poul Borumsk telegramstil tværer Electric Warrior ud med denne salve: “As an acoustic warrior, back when he spelled out his group’s first name and did concept albums about unicorns, Marc Bolan was considered “progressive,” which meant he was as foolish as Donovan but not as famous. A freak hit turned him into a singer of rhythmic fairy tales for British pre-pubes, exactly what he was always suited for, and the great “Bang a Gong” extends his subject matter into the rock myth itself, which has its limits but sure beats unicorns. Now if he’d only recycle a few more pop readymades I could stop complaining about fey”.
Jeg kunne ikke være mere uenig, og tror egentlig, at Christgau – ganske tilgiveligt – er blev forblændet af det præ-pubertære glamrockimage, som Marc Bolan og Co. på den tid var blevet vævet ind i. Jeg havde det faktisk lidt på samme måde – dengang – når jeg fx hørte T. Rexs hits i radioen. Men hørt på 40 års afstand bliver det klart, at vi ikke bare havde at gøre med et band, der var leveringsdygtige i hitliste-readymades – selv om de selvfølgelig er der (The Motivator og Rip Off er to andre eksempler fra pladen).
Det, Christgau genkender som Donovansk ‘progressiv’ tåbelighed lyder i mine ører mere som en følsom, romantisk, tilbagelænet rock, der excellerer i iørefaldende ballader og trækker såvel på den akustiske folk (Mambo Sun, Girl) og den traditionelle blues (Lean Woman Blues).
Måske siger det alt om det image, som pladeselskabet (med held) forsøgte at markedsføre T. Rex med, at man, da albummet første gang skulle relanceres, indsatte “Hot Love” som pladen første skæring. Et nummer, der aldrig havde været med tidligere, men som er indbegrebet af T. Rex’s glamrockbrand.
