Aftenens filmoplevelse: Pirates Of The Caribbean On Stranger Tides
22. maj 2011Frøkenen og overtegnede skrivekugle tilbragte aftenen i går med at se fjerde kapitel af den fortsatte saga om den inkarnerede sørøver Jack Sparrows færd på de syv verdenshave.
Heldigvis havde jeg undgået det værste forskræp og -omtaler, så jeg kunne læne mig tilbage i minisofaen i Middelfart Panorama og tage hul på endnu en omgang drengerøvsskrøne. For det er, hvad det drejer sig om. Hverken mere eller mindre. Drengerøvshistorier, som også piger kan have fornøjelse af at se. Ikke mindst i kraft af Johnny Depp.
De foregående tre kapitler har alle været flamboyant opsatte fortællinger, der gjorde, hvad de kunne for at overgå selv den mest drengede fantasi. Og det lykkedes dem til fulde – samtidig med, at det hele blev fortalt med en forløsende humor, som især Johnny Depps charmerende, androgyne hippiesørøver var garant for.
I det nye afsnit er nogle af de ledende figurer fra sidst – fx Keira Knightly og Bill Neihy – trådt ud af fortællingen. Og det har været et påskud for at ryste den narrative pose og finde et nyt spor for fortællingen. Og det er velkomment på et tidspunkt, hvor serien godt kunne være på vej ind i et dødvande, for nu at blive i metaforikken.
I stedet for den små Keira har man fået Penelope Cruz (ikke noget dårligt bytte!) i den kombinerede rolle som kaptajn Sortskægs datter, Jack Sparrows dobbeltgænger og forsmåede Hjerter Dame. Kønnene mødes og det slår gnister – og med- og modspillet mellem Depp og Cruz er benzin på fortællingens motor.
Historiens påskud denne gang er, at Sparrow, den engelske og spanske flåde jagter Ungdommens Kilde, hvor man i følge legenden kan vinde evigt liv eller i hvert fald forlængelse af livet, hvis man undgår nogle farer og i øvrigt overholder et ritual, der involverer tårer fra en havfrue og to kalke fra et gammelt, forlist skib.
Og så går ellers den vilde jagt med alle de sørøverklichéer og -ingredienser, man kan forvente. Myteriforsøg, drabelige fægtescener osv. osv.
Filmen er vældig underholdende fra ende til anden, hvis man holder fast i præmissen: At det er underholdning, der ikke udgiver sig for at være hverken mere eller mindre. Kan man hænge sin voksendom på knagen uden for biografsalen og lade det indre legebarn komme frem, så er man sikret 2 ½ times gedigen underholdning.Jeg kedede mig ikke et øjeblik.
Johnny Depp lever helt op til rollen som den durkdrevne, charmerende ærke-sørøver, der filmhistorisk er ganske atypisk med sin blanding af Peter Pansk drengethed og flanerende hippieattitude. Her er noget for både drenge og piger. Og han får godt modspil af de andre. Penelope Cruz passer fint til rollen som den smukke, men også farlige sørøverdatter. Geoffrey Rush fortsætter i flot stil den enbenede Barbossa, der ikke skyr noget middel for at nå sit mål – og det er ikke Ungdommens Kilde. Ian McShane er netop så sort og skummel, som rollen som Sortskæg kræver. Og Kevin McNally har en fin rolle som matrosen Gibbs, der er Sparrows ikke helt loyale følgesvend.
Og så er der mange fine birollepræstationer. Keith Richard har en lille, men markant scene som Sparrows far, hvor der bliver plads til en vittig bemærkning om Richards hærgede fysiognomi. Også Dame Judy Dench får lov til at stjæle opmærksomheden i en scene i en hestvogn. Nævnes skal også Astrid Berges-Frisbey som den smukke, tilfangetagne havfrue, hvis tåre skal bruges til ritualet, og kommer til at spille et vigtig rolle for historiens afslutning og for filmens romantiske dimension.
Hvordan filmen ender, må du selv i biografen for at opleve. Men tro mig: Der kommer i hvert fald et kapitel mere i denne kulørte piratsaga. Hermed anbefalet.
