Dagens Bob-sang: The Times They Are A-Changin
23. maj 2011
I morgen går det for alvor løs. Bob Dylan fylder 70 og medierne har en konkret anledning til at skrive stolpe op og stolpe ned om den store amerikanske troubadur. Og skribenterne vil føle en trang til at sætte Dylan på formel, putte ham i kasser og definere hans storhed.
Her i bloggen vil jeg helt afstå fra at forsøge at forklare fænomenet Bob Dylan, men blot afslutte den lille serie med endnu en Bob-sang.
Set herfra har Bob Dylan altid været en kunster, der aldrig helt og fuldt er faldet i et med sin kunst. Dylan har aldrig – med Klaus Rifbjergs formulering – været for fastholdere. Når folk ville fastholde ham som protestsanger, satte han strøm til sine sange og elektrificerede rockemusikken i mere end en forstand. Når folk ville hægte ham op på religionen – og afskrive ham – fortsatte han bare med at skrive nye sange, turnere og indspille sangene.
Dylan har altid haft en evne til at at foretage en pirouette og unddrage sig en simpel bestemmelse. Og det er et træk, der kendetegner god kunst. Den gode kunst henviser først og fremmest til sig selv – ikke til sin ophavsperson.
En af de første definitioner, jeg stødte på, da jeg blev gammel nok til at lytte til Bob Dylan, var protestsangeren Bob Dylan, den politiske Bob Dylan. Og det var ikke tilfældigt, for netop i de tidlige år, de tidlige tressere, skrev han de sange, der stemplede ham som protestsanger: eksemplarisk udmøntet i Masters of War, Blowin in the Wind og The Times They Are-A-Changin.
Men genhørt hen på næsten fyrre års afstand, så slår det mig, at disse sange hverken er speciel protesterende i ordets emfatiske forstand, eller politiske i firkantet idealistisk forstand. Hvis sange som Masters of War og Blowin in the Wind kan kaldes politiske, så er det i den forstand, at sangene registerer den tid, de er skrevet ind i, og stiller nogle spørgsmål, som kræver svar – af andre.
Ordene er givetvis blevet opfattet som politiserende, men de var det kun i en almen forstand, fordi de var skrevet af en digter og ikke en parolemager. Det er også derfor disse sange stadigvæk, den dag i dag, står lige så dugfriske, som dengang de blev nedfældet.
Tag The Times The Are A-Changin. Kan Dylan ikke synge den i dag med lige så stor vægt, som han gjorde på pladen, der bærer sangens titel?
