Peter Laugesen & Singvogel. Den her planet glemmer vi aldrig

13. juni 2011

Peter Laugesen er poet. Skrivende poet. Han synger ikke. Han fremsiger sine tekster. Reciterer. Og i stemmen kan man høre tekstens skriven. Metrikken, der egensindigt sætter sig igennem.

Bag sig har Laugesen bandet Singvogel – Lotte Maxild (basklarinet, kor m.m), Andreas Hansen (guitar, kor m.m.), Jens Balder (trækbasun, sang m.m.) og Jørgen Holm (trommer, xylofon m.m.) – der spiller rock. Moderne, syret, punket eksperimentalrock.

Peter Laugesens og Singvogels nye plade “den her planet glemmer vi aldrig”, som udkommer i morgen på plade, er et velgørende forsøg på at lade poetiske tekster gå i forbindelse med udsyret, punket, eksperimenterende rock. Teksterne er ikke rocktekster, som vi almindeligvis kender dem. Tekster skrevet til melodier og musikstykker eller skrevet sammen med kompositioner. Nej, her har vi at gøre med tekster, der er skrevet for at blive læst og læst op. Det er tekstrecitation tilsat musik. Tekst og musik.

Og det resulterer i en særlig æstetisk synergi mellem Singvogels eksperimentalrock og digterens insisteren på sin tekst. Modsætninger mødes og særpræget musik opstår. En rund- og holmgang, hvor tekst og beat til tider tager hinanden i hånden i en skæv dans og til andre tider kontrapunktisk bokser med hinanden. Det er (dis)harmonisk som et parforhold…

Det er netop i kraft af den disharmoniske forenelighed og attraktion mellem poesien og rocken, at Laugesen-Singvogel-projektet får skabt noget usædvanligt og overraskende i dansk poesi og rock. En plade, der efter min mening må være en af de mest udfordrende – for tanken og kroppen – og spændende danske udgivelser i meget lang tid. Det er musik, der både sparker til poesilæseren og rockelskeren – kærligt, men bestemt – og får dem til at læse og lytte med nye øjne og ører. Billedligt talt.

Det tjener det lille århusianske pladeselskab Geiger Records til stor ære, at de har har vovet at satse på eksperimenter som “den her planet glemmer vi aldrig”.
Den eneste anke, jeg har, er, at pladen burde have haft Laugesens politisk-poetiske tekster på tryk. Men ellers: Gør dig selv den tjeneste at lytte til denne plade.

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

481 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62