Endnu en kæberasler til pladeselskaberne
16. august 2011Pladeindustrien har trange kår i disse år som følge af digitaliseringen og det Store Stygge Internet. Og det bliver ikke lettere for pladebranchen at tjene penge. I New York Times kan man læse, at en relativt ubemærket note i USAs lovgivning om copyright gør det muligt for kunstnere at gøre krav på ejerskabet til pladeindspilninger efter 35 år. Det betyder, at Bruce Springsteen fx kan gøre krav på “Darkness on the Edge of Town”, Billy Joel på “52nd Street”, Doobie Brothers på “Minute by Minute” osv.
Den lille tilføjelse til copyrightlovgivningen blev indført i 1978 og har indtil videre ikke været genstand for den store opmærksomhed. Før nu, hvor det bliver muligt at rejse kravet, der skal fremføres to år før, det kan effektueres. Og vi vil komme til at se lignende krav blive rejst de kommende år.
Den fremsynede lov giver også sangskrivere mulighed for at gøre krav på egne sange. Efter sigende har Bob Dylan allerede rejst krav i forhold til flere sange og folk som om Tom Petty, Bryan Adams, Loretta Lynn, Kris Kristofferson, Tom Waits og Charlie Daniels har gjort det samme.
Som Don Henley – fra The Eagles (og medstifter af Recording Artists Coalition) – siger i artiklen, så har pladeselskaberne tjent styrtende på de gamle indspilninger og de nye krav er blot udtryk for fairness. Nu er det kunstnernes tur til at malke den ko. Men det er også en alvorlig trussel mod pladeselskaberne, fordi de – i de i forvejen magre tider – i stigende grad må se “sikre” indtægter gå deres næser forbi. De store pladeselskaber – Universal, Sony BMG, EMI og Warner – har dag også gjort gældende, at de ikke vil bøje sig for kravene uden juridisk sværdslag. Pladeselskaberne mener, at de fleste indspilninger ejes af pladeselskaberne, og at indspilningerne ikke er produkter af uafhængige kunstnere men derimod resultater af nogle ansattes arbejde (“works for hire“). Kunstnerne er ikke at sammenligne med andet end industriarbejdere, der ikke har ret til de varer, de frembringer. Synspunktet siger ikke så lidt om pladeindustriens selvopfattelse, og argumentationen har da også mødt modstand fra såkaldte copyrighteksperter, der har påpeget, at pladeindspillende kunstnere aldrig har været kontraktligt bundet på works-for-hire-vilkår. Dertil skal lægges hele spørgsmålet om kunstnernes intellektuelle ejendomsret til de indspillede musikstykker og de skrevne sange.
Vi kan se frem til et langt juridisk slagsmål mellem kunstnerne og pladeselskaberne. Nogle mener, at det vil ende i den amr. højesteret. Og afgørelsen vil af indlysende grunde få stor betydning for pladebranchens fremtid.
