Gene Clark – en alt for overset sangskriver
9. september 2011
Det er ofte sådan, at sangskrivere kommer til at stå i skyggen af de udøvende kunstnere i rampelyset. Sådan var det i hvert fald lidt i tilfældet Gene Clark eller Harold Eugene Clark, som han blev navngivet i 1944.
Clark blev kendt, da han som tyveårig blev medlem af The Byrds, hvis frontfigur var Roger “Jim” McGuinn, der ikke kun havde en ringlende 12-strenget guitar, som faldt i pladekøbernes smag, men også et stort ego og sans for at være helt fremme i projektørernes fokus, hvor han også fik lov at synge for.
Da Clark kom med i Byrds, hvor han var med til at skrive en lang række af gruppens mest kendte og bedste sange – fx klassikeren “Eight Miles High” – havde han allerede skrevet sange siden starten af teenageårene. Inspireret af ikke mindst den uomgængelige Hank Williams og halvtredsernes rock’n rollere med Elvis i spidsen.
Anerkendelsen af Gene Clarks talent for at skrive sange og – ikke mindst – sangtekster er først rigtig kommet længe efter hans alt for tidlige bortgang i 1991. Både fra de gamle “venner” i Byrds og andre. Den manglende anerkendelse var også en del af forklaringen på, at Clark forlod Byrds allerede i 1966 for at gå sine egne veje.
I 1967 fik han kontrakt med Columbia Records og begyndte sin solokarriere med albummet Gene Clark with the Gosdin Brothers, der afslørede Clarks brede musikalske smag – fra psykedeliske toner over country til regulær pop. Og meget sigende for Clarks solotid, så fik pladen fornemme anmeldelser, men solgte ikke en meter.
Den manglende kommercielle succes fik Clark tilbage i folden hos McGuinn og Co. i The Byrds i 1967, hvor han skulle afløse David Crosby. Men genforeningen var en fejl, og efter et par uger forlod Clark bandet igen for siden – i 1973 – at vende tilbage.
Næste skridt var dannelse af duoen Dillard & Clark med banjospilleren Dough Dillard. Sammen fik de indspillet to country- og blue-grass-inspirerede album – The Fantastic Expedition of Dillard & Clark og Through the Morning Through the Night. Førstnævnte betragtes i dag som et hovedværk i den såkaldte countryrock.
Inden Clark vendte tilbage til The Byrds, nåede han at indspille endnu et soloalbum – White light, også kaldet “Gene Clark” – som igen fik fremragende kritikerudtalelser, uden at det afspejledes i pladesalget.
Noget af forklaringen på den manglende salgssucces var, at Gene Clark afviste at deltage i en egentlig promovering af pladen, som kodex ellers foreskriver. I det hele taget var det kendetegnende for Clark, at han havde et anstrengt forhold til musikbranchens købmandsskab. Ja, han havde afsmag for det. Det var sangskrivningen og musikken, han var interesseret i. Og flere gange søgte han tilbage til sit refugium i Mendocino, når han havde fået nok af alle musikindustriens udenomsværker.
Det var også her i sit eget eksil, han skrev sangene til albummet No Other, som blev udsendt på de dengang meget prestigefyldte pladeselskab Geffen Records. Selv om Geffen Records investerede mange penge i pladen og hyrede alle tidens mest efterspurgte sessionmusikere, så slog pladen ikke an hos publikum. Pladen er en konglomerat af stilarter – folk, country, rock, soul osv. – og dermed heller ikke en oplagt hitlistekandidat.
Men Clark fulgte egensindigt sine musikalske ambitioner. I 1977 udsendtes en samling sange på RSO Records med titlen Two Sides of Every Story. Med samme udbytte: Gode anmeldelser, dårligt salg.
Det gik bedre kommerciel, da Clark slog de musikalske klude sammen med Roger McGuinn og Chris Hillman i McGuinn, Clark and Hillman, der fik pæn succes med deres to album: det eponyme debutalbum og efterfølgeren City. Men Clark kunne ikke forliges med gruppens oplagt mainstreamorienterede musik, og han forlod de to andre, der sammen indspillede McGuinn Hillman.
Gene Clark nåede at indspille endnu to album, Firebyrd (1984) og So rebellious a Lover (1987) – inden han måtte betale med sit liv for mange års heftigt drikkeri og misbrug af andre stimulanser. Han døde den 24. maj 1991, kun 46 år.
Grunden til, at jeg opridser hans solokarrieres forløb, er, at hele fire af Gene Clarks plader genudgives på CD og vinyl. I dag udkommer »Two sides to every story« (High Moon Records) og Sun Dazed Records følger op inden længe med »Roadmaster«, »White Light« og »The Fantastic Expedition of Dillard & Clark«.
