Mayhem – Imelda May tager os på en tur til 40’erne og 50’erne
15. oktober 2011
Den irske rockabilly filly – og meget mere – Imelda May er ikke noget nyt bekendtskab her i blog capac. På coveret til sin seneste plade – Mayhem – takker Imelda May Gene Vincent, Billie Holliday, Wanda Jackson, Howlin’ Wolf, Elvis og Patsy Cline for inspirationen. Og det siger vist alt om, hvor i musikhistorien vi befinder os, når vi lægger øre til den 37-årige irske sangerinde, musiker og sangskriver. Vi befinder os i præ-Beatles-tidens USA, hvor rockmusikken var i støbeskeen og fandt ingredienserne i blues, rock-a-billy, country og – ja – jazz.
Mayhem-pladen er blevet relanceret med ekstramateriale (singleudspil etc.), hvilket blot er med til at vise spændvidden hos Imelda May og hendes band. Du kan læse min anmeldelse af pladen i Geiger – her.
(cd, Universal, 2011)
Den irske rockabillyfilly Imelda May relancerer sit tredje gennembrudsalbum Mayhem med hits og bonusnumre – og slår fast, at hun er en af tidens mest begavede sangerinder, der både kan sætte gang i trommehinderne og danseskoene.
På coveret til sin seneste plade – Mayhem – takker Imelda May Gene Vincent, Billie Holliday, Wanda Jackson, Howlin’ Wolf, Elvis og Patsy Cline for inspirationen. Og det siger vist alt om, hvor i musikhistorien vi befinder os, når vi lægger øre til den 37-årige irske sangerinde, musiker og sangskriver. Vi befinder os i præ-Beatles-tidens USA, hvor rockmusikken var i støbeskeen og fandt ingredienserne i blues, rock-a-billy, country og – ja – jazz.
Det fortælles om Imelda, at hun som umyndig teenager løb rundt og forsøgte at komme ind på musikklubberne i hjembyen Dublin for optræde og – ikke mindst – tage ved lære af de garvede musikere, der frekventerede stederne. Kærligheden og lidenskaben til musikken har hun stadigvæk, og den lyser ud af alle musikkens sprækker og porer.
Siden Imelda May hittede hjemme i Irland med sin første plade på et stort plademærke, Love Tattoo, i 2008 (den blev nr. 1), er det kun gået fremad for Imelda. I 2009 modtog hun irernes svar på Grammyen, Meteor Awards, som året Bedste Kvindelige Sangerinde.
Mayhem er Imelda Mays tredje soloalbum. Og det blev udsendt i slutningen af 2010, men er blevet genudgivet i en udvidet udgave med hele 21 numre i år.I England er hun bl.a. blevet “opdaget” af tv-værten (og ex-Squeeze-musikeren) Jools Holland, der har haft hende med i sit program Later… et par gange. Og det – og nogle koncerter i landet – har sendt hendes plade op i top 10.
Og det er helt fortjent. Uden at være en anakronisme, så lyder Imelda May som mere end en dygtig elev af de bedste sangerinder fra fyrrernes og halvtredsernes populærmusik. Hun synger og fraserer med charme og lidenskabelig energi, som må gøre mange af tidens sanglærker grønne af misundelse. Og bag sig har hun et sejt swingende og lydhørt band bestående af ægtemanden og guitaristen Darrel Highem, der ved, hvordan twang bliver lavet, bassisten og ukulelespilleren Al Gare, trommeslageren Steve Rushton og Dave Priseman, der trakterer trompeten og andre blæseinstrumenter.
Flertallet af numrene på pladen er skrevet af Imelda May selv og viser en sangskriver, der i den grad forstår at forvalte den inspiration, hun har fået af fortidens store idoler. Genremæssigt breder May sig fra swingende rock til mere balladeprægede sange – men der er et imponerede drive over afviklingen af alle sangene. En enkelt nyere sang er også kommet med, nemlig Soft Cells klassiker “Tainted Love”, der nok er genkendelig i Mays udgave, men samtidig helt og aldeles – og ganske forførende – bliver transformeret til saftig rock’n roll. Det er godt gået – og respektfuldt gjort. Et af de numre, der er komme med som bonus er Patsy Clines â€Walking after Midnightâ€, som fortolket loyalt og originalt med hawaii-guitartoner m.m.
Det ville være uretfærdigt at fremhæve bestemte numre på bekostning af andre, selv om pladeselskabet gerne vil det… Nogle af dem er udsendt på single og har hittet, men pladen fortjener at blive lyttet til i sin helhed. Det er koncentreret spilleglæde og dansant vitalitet, der strømmer ud af laserhullerne på denne herlige skive. Hvis man har bare en smule musikalitet i kroppen og ører i hovedet, så kan man ikke andet end blive revet med at Imelda May musikalske udfoldelser. Hermed anbefalet. Varmt. Jeg har for længst meldt mig ind i Imeldas fanklub.
