Peter Gabriel – So – genudgivet

14. august 2012

Det er en kendt sag, at et eller to singleudspil fra et album kunne trække salgstallene for albummet op. I hvert fald i albummets storhedstid fra 1960’erne til engang i 1980’erne. Det skete også for Peter Gabriel, da han med sit femte studioalbum So tog et skridt i retning af mainstreampoppen efter at have dyrket det eksperimenterende på en håndfuld plader. Med sangene “Sledgehammer” – og en tilhørende video, som blev vist igen og igen på MTV og på andre tv-stationer – og “Don’t give up” indtog den tidligere Genesis-frontfigur hitlisterne og sikrede et millionsalg af singler og album.

Helt pop var So nu ikke. Ser man bort fra de to popsange, så ligger sangene på pladen i forlængelse af den eksperimentelle musik, som Gabriel havde dyrket, siden han forlod Genesis. Men de to sange sørgede for, at So blev Gabriels hitplade. Lige som “Imagine” på sæt og vis havde gjort det for John Lennon og albummet med samme titel.

Ønsket om at lave en mere mainstreamorienteret plade var helt bevist fra Gabriels side. Han ville det poppede, men uden at give køb på sine egne musikalske ideer. Og man kan sige, at planen lykkedes med et kompromis. Med “Sledgehammer” og “Don’t give up” blev der leveret sange, der både tilfredsstillede poppublikummet, der bare vil nynne med og lade ordene glide ind ad det ene øre og ud af det andet, og dem, der ville udfordres musikalsk og tekstligt. For nok er de to sange umiddelbart tilgængelige, men de er langt fra entydige i deres leg med poppens skabeloner. “Sledgehammer” med sin klare soul-rock-inspiration og ironiske udbytning af seksuel innuendo, og “Don’t give up”, der bag sin åh så forførende følsomhed og besnærende iørefaldenhed, gemmer på en tekst, der nok ikke er helt så altuistisk, som titlen lader antyde.

Og dykker man ned under popoverfladen finder man et album, der afslører Gabriels optagethed af world music, ambient music m.m. Albummet er, hvis man gider lytte til den i sin helhed, seriøsitet forklædt som harmløs pop. Forenklet sagt. Modsætningen kan læses helt ud i pladecoveret, der dels er meget enkelt med et vellignende foto af den fotogene Gabriel, og dels har en titel, der i al sin lapidariske korthed er ladet med flertydighed.

Pladen, der blev produceret af selveste Daniel Lanois og blev til med hjælp fra en lang række kendte musikere – fra Kate Bush over Laurie Anderson og P. P. Arnold til Youssou N’Dour – bliver inden længe genudsendt i en oppulent 5-CD-boks-udgave i anledning af 25 året. Man kan selvfølgelig også nøjes med den originale udgave, der sagtens kan klare at stå alene.

Skriv en kommentar

292 har læst indlægget