Moonlight Mile – en feel-good-film
2. august 2007
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at capac har en svaghed for små, uprætentiøse, underholdningsfilm om hverdagens små problemer og mirakler etc. Det behøver ikke at være filmkunstneriske mesterværker, men håndværket skal være i orden, og det samme skal skuespilleriet. Så tager jeg gerne et par amerikanske mainstream-urimeligheder med i købet.
Det er nu ikke, fordi der er mange af den slags urimeligheder i Brad Silberlings film fra 2002 Moonlight Mile, som blev sendt på DR2 i går aftes. Hvis man bortser fra den romantiske happy-ending, som mainstream-film jo helst skal have.
Filmen handler om Joe, der kort før sit planlagte bryllup med familien Floss’ datter, Diana, mister sin brud ved et skyderi i en bar. Det vil sige: Joe og Diana havde slået op med hinanden et par dage før brylluppet skulle stå, fordi Joe ikke elskede Diana som mere end en rigtig god ven. Dette forhold er Joes hemmelighed, som han igennem filmen prøver at beholde over for Dianas forældre, som han midlertidigt bor hos.
Joe spilles af den unge Jake Gyllenhaal (kendt fra bl.a. Brokeback Mountain), der er castet præcist til rollen som det unge menneske, der er fanget mellem pubertetens store forvirrende ingenmandsland og den truende voksenverden. Han står der på tærsklen og ved ikke, hvad han vil eller har lyst til og gør så – som de fleste nok gør – følger kærestens og de voksnes ønsker og forventninger, lige indtil kærligheden kommer som en deus ex machina og ændrer hans livsbanes retning. Gyllenhaal er rigtig god til at fremstille en sådan ung, mandlig øgles forvandling.
Hans hjertes udkårne, Bertie, spilles af Ellen Pompeo, som jeg primært har set i nogle tv-serier og så i Daredevil. Hendes præstation som den vansmægtende krigsenke, der har hutlet sig gennem tre kærlighedsløse år som barmedhjælper og ensom postsortererske, må være lidt af et kunstnerisk gennembrud. Det er ikke spor svært at forstå, at Joe må forelske sig i denne ensomme, kærlighedshungrende kønne pige, der egentlig ikke vil forelske sig, men alligevel falder pladask.
I det hele taget er filmen godt besat i alle rollerne. Dustin Hoffman er fin i den nedtonede rolle som Dianas far, der har mere end svært ved at tale om problemer, men langsomt når frem til en erkendelse af sin svaghed som far og ægtemand. Holly Hunter har en lille prægnant rolle som forsvarsadvokat for familien, og som altid brænder hun igennem lærredet med en nuanceret persontegning.
Susan Sarandon spiller Dianes moder. Og hendes fremstilling af den af hjertet ærlige moder, der er ved at blive kvalt af omgivelsernes emotionelle omklamring og påtagede medfølelse, er intet mindre en fremragende. En scene, hvor hun konfronterer Joe med hans hykleri, efter at han som en anden pubertetsknægt er kravlet ud og ind af vinduet til sit værelse for at mødes med Bertie, er hele filmen værd. Her viser Sarandon, hvor fin og nuanceret en skuespiller hun er. Hvis man skulle have glemt det.
Filmen anbefales dem, der godt kan lide sådan en feel-good-film, der kan afrunde en dag og efterlade en i sengen i godt humør.
I øvrigt har filmen – hvis titel er hentet fra et Rolling Stones-nummer – et herligt soundtrack bestående af sange med Sly & The Family Stone, Stones, T.Rex, David Bowie, Bob Dylan, Van Morrison, Elton John, Dave Edmunds, Travis, Jorma Kaukonen og Gary Glitter (!). Det kan næsten ikke være bedre for en gammel musikelsker og nostalgiker.
En smagsprøve fra lydsporet – Dave Edmunds klassiker I Hear You Knocking:
