Fra g(l)emmebogen: Liz Phair – Exile in Guyville
13. juli 2013
Det er aldrig for sent at opdage ny – gammel – musik. Således kom jeg for nylig på sporet af Liz Phair – Elizabeth Clark “Liz” Phair – der stort set var forbigået min opmærksomhed, selv om Liz faktisk figurerer på Rolling Stones’ famøse liste over de 500 største albums gennem tiderne. Nemlig med debutalbummet Exile in Guyville fra 1993.
Den nu 46-årige Phair stammer fra en middelstandsfamilie i Winnetka, Illinois. Her voksede ud op og fik en akademisk grad i kunsthistorie i Oberlin College i Oberlin, Ohio. Det var via en vens kæreste, interessen for musik blev vakt. Og den musikalske løbebane begyndte i San Francisco, hvor Liz – uden synderlig held – forsøgte at optrøde som solist. Efter at være flyttet til Chicago begyndte der at komme gang i sagerne. Under dæknavnet Girly Sound fik Liz indspillet en række demobånd med selvskrevne sange – og resultatet gjorde indtryk i det lokale musikmiljø i storbyen.
I 1992 lykkedes det Phair at komme igennem til pladeselskabet Matador Records, hvor de primitive optagelser med Girly Sound havde gjort indtryk på en af pladeselskabets bosser. Og det endte med en pladekontrakt og indspilningen af Exile in Guyville, der betog stort set hele anmelderskaren med sin enkle poprock og sine ærlige og bramfri tekster om at være et pigebarn i drengenes verden. Pladen solgte ikke overvældende – og har vist til dato kun solgt en halv million eksemplarer – men banede vejen for den mere succesfulde opfølger Whip Smart, der gjorde Liz Phair til et af de nye håb på rockscenen.
Siden har Liz Phair udsendt yderligere fire albums – senste Funstyle i 2010 – som alle har fået pæn modtagelse af pressen. Og debutalbummet Exile blev genudsent i 2008 i en udvidet udgave med tilhørende dvd.
Liz Phair har ikke nogen stor stemme. Den kan nærmest karakteriseres som værende – ja – almindelig. Men netop det uglamourøse og hverdagsenkle udtryk er styrken hos Liz Phair i hendes tidlige indierock.
