Capac anbefaler et come back: Frank Lauridsen – How it feels to be Frank

20. marts 2014

Engang var Frank Lauridsen forsanger i det gode, populære halvfjerdserband Midnight Sun, hvor han i 1972 afløste Allan Mortensen som forsanger. Og endnu tidligere var han med som sanger i Baronets (sammen med bl.a. Lasse Helner). Men sygdom slog Frank ud af den musikalske løbebane i en længere periode.

Men det er nu fortid, og Frank vender tilbage med sin gode stemme og et album med den dobbelttydige titel How it feels to be Frank. 

At Frank ikke har glemt, hvad ham kommer fra musikalsk set afsløres af pladens to lånenumre. Først er der Curtis Mayfields “People get ready”, der i 1965 var et hit for The Impressions og blev et hit herhjemme med Red Squares. En fundamental gospel-soul-sang med dybe religiøse rødder. Og i Frank Lauridsens version viser den, at han som sanger står solidt plantet netop i den tradition. Og båndet understreges af et arrangement, hvor en meget stærk korside med den gamle kollega Allan Mortensen synger sammen med Ivan Pedersen, Lone Selmer og Lars DK Nielsen.
Den anden sang, der spinder en tråd til Lauridsens rødder er Buffalo Springfield-nummeret “For what it’s worth”. Stephen Stills’ sang er en klassiker, der tematisk og musikalsk knytter sig til det opbrud, som tresserne var. Lidt forkortet sagt, kan man sige, at dette nummer repræsenterer et andet vigtigt fundament i Frank Lauridsens musikalske univers. Den rock eller beatmusik, der boblede frem i tresserne, og som på forskellig vis blev forvaltet af fx Baronets og mere sofistikeret af Midnight Sun.
De to lånesange markerer på en måde den musikalske ramme, som Frank Lauridsen og hans hold af gode musikere og sangere bevæger sig frit og lystigt inden for.
Helt i ånden fra Mayfields fede, saftige gospelmættede soul har Jakob Olsen skrevet “Shake that rythm“, der indleder pladen. Med et godt drys rock oveni er det en sang, der ud over at pege tilbage på traditionen demonstrerer, hvor god en sanger Frank Lauridsen er, når han med sin bløde, maskuline stemme får lov til at frasere sig gennem en god sangtekst. Og igen får Lauridsen imponerende flot med- og modspil af det ovenfor nævnte kor og et lydhørt hold af musikere, der nok ved, hvordan sådan en soulfuld kage skal skæres.
Og lidt i samme spor fortsætter det med Finn Poulsens “Keep on truckin'”, en tilbagelænet, stille rockende sang om at fortsætte, selv om livet møder en med modstand.  Keep on truckin’ your blues away. Måske pladens mest afdæmpede sang, der så meget desto mere eksponerer Lauridsens gode stemme og giver plads til fx Lasse Storgaards improvisationer på tangenterne. Finn Poulsen står i øvrigt for fire af pladens ialt tolv numre.
At Lauridsen også selv kan skrive sange viser han i “Wheeling and dealing”, som han har forfattet sammen med Torben Eschen. Et solid rocker om at være træt af at spille. Måske en symbolsk sang om livets store spil. Hvem ved. Det er en herlig enkel sang, der lever højt på sit saftige kor og hvor bandet bare trykker den af.  Lauridsen står også for sang nr. 10, “Hook line and sinker” sammen med Torben Eschen. En spøjs sang om at få en havfrue på lystfiskerkrogen, men også en Van Morrisonsk underdrejet soulsang, der løftes af Allan Bo Larsens indfølende guitar og Veronica Mortensens og Niels H. P.’s fornemme korarbejde.
Med “River Café” har Fin Poulsen forsynet pladen med en lille, melankolsk sang om et tilflugtssted, som vi alle kan have brug for, når verden bliver lidt for tung at bære. På den lille café ved floden kan man stå af verdens ræs med en flaske vin og lidt god mad. Og i Lauridsens arrangement bliver sangen en lille soulfuld sang, der godt kan føre ens tanker hen på en Van Morrison eller en Sam Cooke.
Også den her fra bloggen velkendte Jens Lysdal er med på sangskriverholdet og bidrager (sammen med Jakob Olsen) med rockandrollballaden “Don’t call home”, der handler om at være fanget på et motel og være fristet af at ringe hjem til hende derhjemme, hvilket ikke er en god idé for “your old lady’s night might have changed over night”.  Det er et sejt, swingende rocknummer, hvor Frank Lauridsen får rigtig god hjælp på korsiden af Allan Mortensens datter Veronica Mortensen og Niels H. P.
Uden at kommentere alle numre, så er det en plade, der veksler ubesværet og fornemt mellem det melankolsk-soulagtige og det frisk-rockende. Det musikalske pendul svinger ubesværet mellem yderpunkterne takket være et mere end almindeligt kompetent hold af musikere (ingen nævnt ingen glemt…) og sangere, der lydhørt og intuitivt forstår, hvor Lauridsen vil hen med sin musik. Med denne plade har Frank Lauridsen indtaget sin naturlige plads på den danske musikscene. Og han har forstået at føre sine musikalske rødder op til dagen i dag, så de lyder lige så friske som dengang, de første gang blev blotlagt. Hermed varmt anbefalet. Et flot, flot come back af en af de store gamle stemmer.
Frank Lauridsen. How it feels to be Frank. Giant Sheep Music. Udkommer i dag.




Skriv en kommentar

1.067 har læst indlægget