Music and lyrics – om “Et sikkert hit”
22. oktober 2007
Søndag aftens feel-good-film var Marc Lawrences Music and Lyrics – der har den knap så underfundige danske titel “Et sikkert hit” – med Hugh Grant og Drew Barrymore i hovedrollerne. Lånt i den lokale videobiks og med rygter i ørerne om, at den slet ikke var så tosset endda.
På papiret er det da også en oplagt konstellation: Den meget engelske, semi-aristokratiske Hugh Grant og den bedårende, dejlige, naturlige Drew Barrymore, der har haft en plads i capac cineastiske hjerte, siden hun skreg så henrivende i Spielbergs “E.T.”. Plottet er heller ikke værst: En bedaget pop-stjerne – Alex Fletcher i Grants personifikation – får til opgave at skrive et hit for en Britney Spears-Aguilera-Shakira-klon af en sangerinde, Cora Corman (Haley Bennett), men tekstforfatteren løber af huse inden dead-line. I stedet har han den sangskrivertalentfulde plantevanderinde Sophie Fisher (Barrymore). Resten er efter bogen: To mennesker mødes og sød musik opstår i mere end en forstand.
Filmen redder sig da også i land. Mest i kraft af de to hovedrolleindehaveres samspil. Hugh Grant er over middel i sin fremstilling af 80’er-udkradset, der lever højt på voksne kvinders nostalgiske forhold til popgruppen “Pop”, selvom kroppen ikke helt kan følge med længere. Og Drew Barrymore er godt castet til rollen som det lille sludrechatol, der langsomt, men sikkert får sat sig godt og grundigt på den afdankede popstjerne. Man burde bruge hende Drew meget mere i amerikansk film, synes jeg.
Desværre for filmens plot og de to velvalgte skuespillere, så er filmens instruktion ganske umusikalsk og slap. Den mangler især tempo, hvilket er væsentligt for enhver komedie, i hvert fald temposkift, for den kører fra start til slut i nogenlunde samme alt for afslappede tempo, hvor man sagtens kan gå ud i køkkenet og brygge en kande mokka, uden at der sker noget ved det. Instruktøren formår ikke at skabe den mindste spænding. Alt er såre forudsigeligt. Det er det selvfølgelige i den slags lette komedier, men en rigtig god instruktør kan altså godt lege med publikums forventninger. Det lykkes ikke for denne instruktør.
