Da Bob Dylan og band indtog Amfiscenen i Aarhus

10. juli 2014

Som antydet i gårsdagens skriverier i anledning af besøget, så havde jeg forsøgt at skrue forventningerne helt ned til aftenens koncert med Bob Dylan and his band. Mine forventninger var at opleve en kunstner med professionelt fokus på sangene og deres formidling – og som sådan blev forventninger til fulde indfriet.

Men inden vi kom så langt, måtte publikum gennem en lang ventetid. Portene blev åbnet kl. 18.30 og først klokken 22 gik Dylan og Co. på scenen, selv om det efter planen skulle være sket en halv time før.Noget af ventetiden blev tildelt det unge danske stjernefrø Ida Gard, der havde fået den (u)taknemmelige rolle at være opvarmning til Dylan. Og jeg synes, det var et malplaceret valg. Selv om Gard var tydeligt benovet over at skulle dele scene med en anden og større sangskriver, så var afstanden mellem den unge X-Factor-relaterede nærmest på enhver tænkelig måde uoverstigelig og legitimerede i sig selv Dylans lidt forsinkede optræden. Bevares Gard har en køn stemme, hun havde tydeligvis et vist gehør hos det yngste (jævnaldrende) segment nede ved scenens forkant. Men hendes hendes ubehjælpelige melodier (?), hendes meget snakkesalige og meget ungdommelige tekster om at kysse drenge i en mindre provinsby, fordrive tiden med chokoladespiseri og tvkiggeri og spise svanesteg med familien fungerede bedst – hvis man skal være venlig – som kontrast til mesterens sange. Gard satte niveauet i relief så at sige.

Og jeg kunne ikke lade være med at grunde over, hvorfor man i det hele taget synes, det er en god idé at have opvarmning til et stort og varmt navn?! For min skyld kunne man godt droppe det fremover og flytte publikums entre et par timer frem.

Klokken 22 gik Dylan så selv på scenen, efter at guitaristen Stu Kimball og de andre i bandet havde indtaget den helt sorte scene. En ret effektfuld entre, fordi bandet var iklædt grå jakkesæt, der matchede den sorte baggrund perfekt. Dylan selv var i en lys habit og en passende hat og indtog med stoisk ro sin rolle som band leader i et helt igennem professionelt show. Og set og hørt fra min centrale placering i forhold til scenen var det i allerhøjeste grad en bandpræstation, man fik serveret.

Dylan optrådte dels som forsanger i front på scenen eller sad bag flyglet i højre side, når han ikke lige (mellem numrene) gik rundt og gav dessiner til de andre.Og hvilket band! Et tæt sammenspillet rockband med klar forkærlighed for country (understreget af instrumenterne steel guitar, banjo og gulvbas) og andre rootselementer. Og i bandets håndtering fremstod Dylans sange som genfødte.

Undervejs i koncerten kunne jeg høre flere jævnaldrende publikummer omkring mig brokke sig over, at Dylan ikke spillede sine klassikere. Men det gjorde han faktisk. Fx fik vi både “Tangled up in blue” og “A simple twist of fate” fra Blood on the tracks. Men – som tilfældet også var med de andre og senere sange, så blev de leveret i radikalt anderledes arrangementer, der næsten udviskede sangenes oprindelige melodiske kvaliteter og kun lod genkendeligheden skinne igennem i teksterne. Selv de afsluttende udgaver af “All along the Watchtower” og “Blowin in the Wind” lod sangene fremstå som forvandlede og nyfortolkede.

Heldigvis var lyden god og gjorde, at man både kunne høre, at Dylan godt kan synge, selv om stemmen er rusten som et gammelt skibsvrag og slidt af alder, og det var faktisk muligt at skelne de enkelte ord, hvilket var en stor fordel for genkendeligheden af sangene. Repertoiret havde lagt hovedvægten på sange fra den sene del af karrieren (bortset fra de allerede nævnte), og arrangementerne var lagt sådan, at sangene fremstod med en overbevisende samtidighed. Som moderne rocksange med en umiskendelig flavour af countryrock, ja endda country swing. Skuffende sikkert for dem, der lod nostalgien råde i forventningernes dyb. Men for mig var det blot et bevis på, at Dylan stadigvæk er en Kunstner med stor K, en kunstner, der fokuserer på sangenes betydning og på formidlingen af dem. Og i den kunstneriske proces må smålige hensyn til nostalgi og genkendelighed vige. Professionalismen var til at føle på. Mellem numrene blev lyset slukket, så sangene kom nærmest som perler på en snor uden kommentarer fra mesteren selv. Det eneste, vi hørte fra Dylan var et høfligt godaften til alle, da pausen kom. Eller blev koncerten afviklet stramt og reguleret. Det lykkedes dog publikum at fremtvinge et par ekstranumre, der blev fremført med ekstra lys på scenen. Men alt i alt var det et højt professionelt show fra en kunstner på uendelig turne med sin sangskat. Dylan og bandet leverede varen denne varme aften i Aarhus og demonstrerede, at han stadigvæk er en kunstner, man gør klogt i at tage alvorlig. En kunstner, der går sine egne veje som altid. Og så er det op til en selv at vurdere, om man er med eller ikke. Bandet ( i flg. medierne):George Recile – trommerTony Garnier – bas Charlie Sexton – leadguitar Stu Kimball – rytmeguitar Donnie Herron – banjo, bratsch, violin, pedal steel, lap steel, elektrisk mandolin

Sætlisten (i følge andre medier):Sætliste1. Things Have Changed2. She Belongs to Me3. Beyond Here Lies Nothin’4. Workingman’s Blues #25. Waiting for You6. Duquesne Whistle7. Pay In Blood8. Tangled Up In Blue9. Love Sick(pause)10. High Water (For Charley Patton)11. Simple Twist of Fate12. Early Roman Kings13. Forgetful Heart14. Spirit On the Water15. Scarlet Town16. Soon After Midnight17. Long and Wasted YearsEkstranumre18. All Along the Watchtower19. Blowin’ In the Wind

PS. Og så lige et par dråber malurt i bægeret. Inden koncerten fik man (hvis man havde købt billet på nettet) en mail om betingelserne for koncerten. Man måtte ikke selv medbringe mad og drikke, men var henvist til et mad- og drikkevaretelt, hvor man kunne fouragere til skyhøje restaurantpriser. Det synes jeg ikke er rimeligt. Dernæst var det forbudt at medbringe billed- og lydudstyr. Det forhindrede dog ikke nogen i at fotografere og filme med deres smartphones. Igen et urimeligt og umuligt krav til publikum (hvis man da ikke vil kropsvisitere alle….). Optrækkeri og hysteriske krav til publikum klæder på ingen måde arrangørerne. Endelig måtte jeg endnu engang konstatere, at folks koncertadfærd i allerhøjeste grad er influeret af vor tids hang til mobiltelefoner og sociale medier. Engang kunne man fornøje sig over et bølgende hav af tændte lightere under koncerten. Denne gang kom lysene fra – ja tænk engang – tændte mobiltelefoner. Og jeg må virkelig undre mig, når jeg ser, at unge og ældre publikummer, der har betalt 700 kroner for en koncertbillet bruger tiden under koncerten på sociale medier på mobilos eller på at se kvartfinale mellem Holland og Argentina på sin 4″-skærm.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...

Skriv en kommentar

342 har læst indlægget
14,919