Capac anbefaler: Wampire – Bazaar

7. oktober 2014

Historien om bandet Wampire fra Portland, Oregon, er historien om et band, der startede – i 2001 – som en duo, bestående af Rocky Tinder og Eric Phipps, og indtog de lokale scener med elektronisk baseret dansemusik. Siden skiftede de retning musikalsk og endte med at indspille deres debutalbum Curiosity i 2012. De positive anmeldelser af pladen kunne høre et indierockband, der som en nostalgisk orienteret svamp sugede til sig af impulser fra de foregående årtiers rock, ikke mindst tresserpsykedelia, halvfjerdsersoftrock og firsernewwave. Anmelderne kan tydeligvis godt lide Wampires uhæmmede genbrug af nostalgiske lyde, selv om man også kan læse ud af anmeldelserne, at gruppen endnu ikke har fundet en egentlig stil. Alle de gode impulser har endnu ikke fundet en endelig form. Men potentialet er der.

Noget lignende kan man hævde om bandet nye album Bazaar. Når man smider Bazaar på pladespilleren, så mødes man af en rastløs energi fra den første skærings groteske introlatter og gennem de efterfølgende ialt ni rocksange. De nostalgiske impulser er denne gang blevet rystet mere på plads i forhold til den grundliggende rockskabelon, Wampire dyrker, og som er en frisk, fremadrettet, energisk omgang basisrock med fængende, huggende guitarriffs, markant, solidt trommespil og forsangerens gode, foredragende vokal. Wampire et stadigvæk et band, der stilistisk set er undervejs, og en heftig koncertaktivitet op til og i kølvandet på den nye plade skal nok være med til at få tingene til at falde helt på plads. Det er bare et spørgsmål om tid. Og indtil da må vi glæde os over, at de har fået skabt et album, der er en rigtig god rockskive, som hænger godt sammen som album i kraft af et gennemgående gåpåmod og uforfærdet rockattitude. At de stilistiske impulser så stritter lidt i mange retninger tager man bare med i købet som krydderi på rockbøffen. Wampires Bazaar er en plade, der umiddelbart vil appellere til enhver lytter med et stor rockhjerte. Hermed anbefalet.

 

Wampire. Bazaar. Produceret af Jacob Portrait og bandet. Polyvinyl Records. Udkommer i dag.

 

Skriv en kommentar

Warning: Undefined variable $user_ID in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/comments.php on line 78

111 har læst indlægget
Fatal error: Uncaught Error: Call to undefined function mdv_post_count() in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php:62 Stack trace: #0 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-includes/template-loader.php(106): include() #1 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-blog-header.php(19): require_once('/customers/1/9/...') #2 /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/index.php(17): require('/customers/1/9/...') #3 {main} thrown in /customers/1/9/5/capac.dk/httpd.www/wordpress/wp-content/themes/skimmedmilk1.2/single.php on line 62