Capac anbefaler: H̫n РWhite Lion
28. december 2015
Så nåede jeg omsider frem til Hôns album White Lion. Hôn, der er pseudonym for frontfiguren i The Rumour Set Fire, Jesper Lidang, bevæger sig på sit debutalbum definitivt i retning af det elektroniske spor, der også findes på bandets udgivelser. Men hos Lidang rendyrkes electronicaen med inspiration fra – ikke mindst – de popfascinerede electrobands fra firserne. Vi tænker Depeche Mode, Human Leage og (forbigående) Pet Shop Boys osv. Men også arven fra Kraftwerk mærkes undervejs, fx. i sangen “S.U.B”.
Som disse indirekte forbilleder og inspirationskilder sværger Hôn til den melodiøse, dansante, ukomplicerede og forførende popsang. Gerne fremført med falsetsang, der leder tankerne hen på synthpopnavne som fx Erasure. Ja, der er ingen tvivl om, at Hôns plade er et bud på, hvordan moderne synthpop kan lyde anno 2015. Men samtidig skal det understreges, at Lindangs sange balancerer fint på æggen mellem den renlivede pop og electronicaens tradition for eksperimenter. Det er med andre ord et bud på en synthpop med kanter og skarpe hjørner. Og på den måde slutter Hôn sig fint til det fine selskab af moderne synthpopnavne, som fx OMD. Det betyder også, at White Lion ikke kun henvender sig elskeren af ukompliceret synthpop, men også til ham eller hende, der ynder at lytte lidt nøjere til musikken. Ikke mindst sange som “Soulcatcher” og “Honeydream” inviterer begge typer publikum ind i varmen.
Sammenfattende mener jeg, at Hôns plade favner vidt inden for sin genreindhegning synthpoppen og bør kunne nå ud til mange af dem, der sætter pris på moderne synthpop. Hermed anbefalet.
Hôn. White Lion. Tambourhinceros. Udkom d. 30. oktober
